Skåne, maj 2017

 

Anders og jeg havde givet mor og far en tur til Skåne i gave. Det var svært at finde en weekend, hvor vi alle havde tid i løbet af foråret, men mor og far skulle til 70 års fødselsdag hos Søren Hansen lørdag d. 13. maj, så vi aftalte, at de kom til København allerede onsdag aften, og så kunne vi tage til Skåne torsdag og fredag, hvor vi alle havde fri pga. Store bededag. Planen lød på overnatning i Simrishamn på Skånes østkyst og så noget sigtseeing på vej derover og på turen hjem.


Torsdag 11. maj

Sandra skulle arbejde til kl. 12, men vi andre brugte formiddagen på at se Anders' nye lejlighed, som han netop havde købt, samt spiste frokost i Søborg. Kl. 13 samlede vi Sandra op ved metrostationen i lufthavnen, og i en tætpakket bil kørte vi mod Skåne.

Jeg havde kigget et par guidebøger igennem og på baggrund heraf lavet forslag til et par stop, vi kunne lave undervejs på turen til og fra Simrishamn.

Først stop var ved herregården/slottet Marsvinsholm lidt vest for Ystad. Her gik vi en lille tur i slotsparken, hvor vi blandt andet så de første af utallige røde glenter på turen. Slottet var fint placeret i en lille sø, mens en af tilbygningerne ledte tankerne hen det skæve tårn i Pisa, da det hældede kraftigt til den ene side.

Andet stop var kirken i Bjäresjö, som havde nogle meget farvestrålende kalkmalerier. Jeg kan ikke huske, at jeg har set så farverige malerier i danske kirker.

Tredje stop var kirken i Valleberga, som skulle være eneste rundkirke i Skåne. Der var dog kommet mange tilbygninger til, siden den oprindelige rundkirke blev bygget, så kirken var ikke videre rund i dag, og den var langt fra lige så charmerende som de bornholmske udgaver.

Fjerde stop var Atles Stenar, der er Skånes pendant til Stonehenge. Vi parkerede bilen i landsbyen Kåseberga og gik en lille km ud til stencirklen, der lå flot placeret på en bakke små 50 m over havet. Det var igen tankevækkende at se, hvad de kunne bygge for 1.000+ år siden. Vi afsluttede besøget med kaffe og kage på en cafe ved den lille havn, der lå for foden af bakken.

Femte og sidste stop var borgen/slottet Glimmingehus. Turistsæsonen var ikke startet endnu, så da vi ankom kl. 16, var der lukket. Vi måtte derfor nøjes med at se borgen udefra, men det havde vi nok under alle omstændigheder valgt at gøre.

Vi var fremme i Simrishamn ved 17 tiden og tjekkede ind på vores overnatning; et ganske udmærket Bed & Breakfast sted. Vi besluttede, at vi godt kunne nå lidt mere sightseeing, så vi kørte til Simrislund et par km syd for byen, hvor der findes nogle flotte helleristninger. Vi så bl.a. skibe, mænd med økser, sole og dyr. 3.000+ år gammel kunst! Vi gik en lille tur i området, inden vi kørte retur til Simrishamn.

Fra overnatningen gik vi ned i centrum af byen. Der var igen unægteligt en "uden for sæsonen" stemning, og mange spisesteder var lukket. Byens bedste restaurant meldte omvendt alt optaget, så vi endte på en restaurant i hovedgaden, hvor vi fik en ok menu, og hvor Sandra og jeg sprang bomben om, at de gamle skulle være bedsteforældre!

 

Ved Marsvinholm slott

Simrislund

 

 

Atles Stenar

Simrislund

 


Fredag 12. maj

Vi startede dagen med en god morgenmadsbuffet. Herefter kørte vi 15 km nordpå til Stenshuvud Nationalpark, hvor jeg havde udset mig en ca. 5 km lang gåtur. Vejret var godt med høj sol, mens der fortsat blæste en kraftig og kold vind, som dog ikke generede os inde i skoven. Turen gik først op på Stenshuvud "bjerget" på hele 96 meter. Der var fin sti hele vejen, så mor opdagede slet ikke, at hun pludselig var kommet med hele vejen op på toppen. Fra "syd"-toppen var der en rigtig flot udsigt specielt mod syd, hvor vi kunne se store bølger med hvide skumtoppe rulle ind i en stor bugt.

Fra "nord"-toppen var der ligeledes flot udsigt over skoven, som var ved at springe ud, og 30 km nordpå op langs med kysten. Vi gik ned ad en trappe/sti på vestsiden af "bjerget" og fortsatte mod nord op til Hällevik. Undervejs så vi mange blomster, og ved Hällevik var der plantet mange udenlandske træer som en del af et arboretium. Sandra og min far startede om diskussion om, hvorvidt nogle af dem var taks eller tujaer. Sandra vandt! Vi rundede kysten, hvor bølgerne slog ind og ikke indbød til megen badning. Turen tilbage mod bilen gik på en lille sti langs kysten. Til sidste passerede vi forbi et lyngareal, så det var en meget afvekslende tur. Tilbage ved bilen rundede vi besøgscentret, inden vi kørte nordpå til "Kungsgraven" ved Kivik. Her nøjedes vi med at se graven, der var en stenklædt høj med en diameter på 50 m, inden vi kørte ned til havnen og fandt en fiskerestaurant. Her fik vi dagens 3-retters menu til blot 125 svenske kroner. Uhørt billigt, og torsken smagte glimrende.

Vi satte nu kursen vestpå med to kortere pauser. Første stop var ved Hallamölle, hvor vi gik en kort tur forbi Skånes højeste vandfald. Området var meget idyllisk med nyudsprungen bøgeskov, bindingsværk huse og et rislede vandfald. Næste stop var ved Cristinehof Slott. Selve slottet var flot men trængte unægteligt til en omgang maling, mens en gåtur på et par km rundt i slotsparken/skoven bød på mere nyudsprungen bøgeskov samt en aparte skulptur af papmache (det lignede mest af alt en blanding af en 3-4 meter høj snøvs og en mand, der brækkede sig…).

Fra Christinehof kørte vi til Lund, hvor vi gik en rundtur i centrum med stop i domkirken og universitetsparken. Vi sluttede turen af mad is og kaffe i solen efterfulgt at en shoppetur for Sandra i Coop, hvor utallige müslipakker blev smidt i indkøbskurven. Vi kørte retur til Danmark og drak en øl i solen (inden den forsvandt bag nogle træer) i Anders' have, inden vi afsluttede dagen med pizza'er. Glimrende afslutning på en god smuttur til Skåne.

 

På Stenshuvud bjerget

Ved Hallamölle

 

 

På Stenshuvud bjerget

Afslutning i Lund