Sandra og jeg havde udset uge 43 (slut oktober) til en sen efterårsferie. Kravene til ferien var, at der skulle være nogle bjerge, samt at sandsynligheden for solskin skulle være god. Efter af have kigget diverse vejrstatistikker igennem og surfet rundt på summitpost.org, faldt valget på Kreta. Jeg havde haft travlt på arbejde i dagene og ugerne op til ferien, men timingen for ferien havde sikkert ikke været bedre på et andet tidspunkt. Desuden havde vejret i ugerne op til ferien ikke været spændende i Danmark og efterårsferien var nærmest regnet væk, så på den måde var en uge sydpå ganske tillokkende.

22. oktober: Udrejse

Vi kørte i bil ud til Kastrup, hvor jeg satte Sandra af. Hun klarede indcheckning, mens jeg kørte til en villavej nær Femøren station og parkerede bilen. Herfra tog jeg metroen retur til lufthavnen. Vi fløj direkte til Chania med Norwegian - og vi kom af sted før tid. Dette hang nok sammen med, at flyet maksimalt var 20 % fyldt. Der var flot udsigt flere steder ned over Balkan, mens det græske øhav var dækket af skyer. Vi landede ca. kl 18 lokal tid og blev mødt i lufthavnen af en mand, der udleverede vores lejebil; en gammel spand af en slidt Hyundai Accent, der ifølge km-tælleren skulle have kørt 72.000 km, men nærmerevirkede til at have kørt 172.000…

Ved hjælp af gps'en kørte vi ad småveje mod Chania, hvor vi fik handlet ind til de næste par dages vandreture. I Chania var der tæt trafik, inden det via små bjergveje uden trafik gik mod Omalos. Det var nu blevet helt mørkt, men det var flot med masser af stjerner over os og byer langs kysten under os. Det mest udfordrende ved turen var at undgå at køre ind i de får og geder, der lå og sov på ude midt på kørebanen! Fremme i Omalos havde vi lidt bøvl med at finde hotellet, Hotel Exari, selv om "byen" kun bestod af ca. 5 huse. Vi var fremme ved 21 tiden - det var stjerneklart og meget, meget stille.

23. oktober: Gingilos og Volakias

Vi spiste morgenmad, en lidt kedelig omgang brød, som dog blev suppleret med nogle æg og frisk hjemmepresset appelsinjuice, og kunne ud af vinduet se flere turistbusser på vej mod Samaria-kløften, som gjorde holdt, så passagererne kunne spise morgenmad på hotellet på den anden side af gaden.

Efter morgenmaden kørte vi i bil 5 km til toppen af Samaria kløften. Vi var stort set den eneste bil på p-pladsen, men klokken var nu også kun 8:20, og solen var endnu ikke stået op over de omkringliggende bjerge, så det kunne forklare det svage fremmøde. Fra p-pladsen var der et flot "view" ned over Samaria kløften, selv om den lå i skygge, samt op gennem den sidedal, som vores rute for dagen skulle følge.

P-plads 08:20. Gingilos i baggrunden

På vej op

Dagens mål var bjergtoppene Gingilos (2.080 m) og Volakias (2.116 m). De første 200 højdemeter gik det stejlt op ad bjergskråningen. Landskabet var tørt bortset fra enkelte ældgamle træer og masser af småbuske med stikkende pigge. Herefter fladede det mere ud, mens vi gik langs med klippeskråningen og nogle steder lidt ned, så vi kunne passere rundt om nogle klipper, som vi bl.a. kom forbi gennem et naturligt hul i klippevæggen. Ca. halvvejs oppe gennem dalen så vi et par vilde geder på den modsatte bjergskråning. De havde muligvis drukket vand ved den kilde, som vi kort efter nåede frem til. Fra kilden gik det mere stejlt op til et pas, hvorfra vi for første gang kunne se havet syd for Kreta. I passet stod endvidere et skilt med "Danger", som advarede om at fortsætte ned i dalen på modsatte side. Vores plan var imidlertid også at fortsætte mod toppen af Gingilos, så iklædt lidt mere tøj - det var blevet mere blæsende - fortsatte vi efter en kort pause ad en stenet sti krydret med lidt let scrambling til toppen af Gingilos.

Udsigt ned over Omalos sletten

Stop! Danger!

Udsigt op gennem slugten

Kort efter passet mødte vi dagens første vandrer - en ældre tysker, der var startet ud allerede kl. 6 i måneskin. Efter en kort snak fortsatte vi opad og nåede først en falsk(?) top, hvor der var bygget en større stenvarde. 100 m borte kunne vi dog se en anden top med et monument, som ifølge GPS'en var den rigtige top. Vi klatrede derover - dagens mest udfordrende stykke - som dog ikke var videre vanskeligt. Fra den rigtige(?) top var udsigten flottere end fra den falske. Vi kunne eksempelvis tydeligt se Omalos plateauet og de omkringliggende bjerge, så vi holdt en pause og spiste dagens første frokost.

På vej mod toppen af Gingolos med udsigt mod havet små 2.000 m nede

På toppen af Gingilos

Efter frokosten del 1 klatrede vi tilbage til den falske top, hvor der nu kredsede tre gribbe rundt på opdriftsvinde, og gik herfra ca. 100 højdemeter ned til passet mellem Gingilos og Volakias. Fra passet gik det off road mod toppen af Volakias. De største udfordringer var at udgå piggene på de stikkende buske. Det lykkedes os ikke at finde varder, så jeg gik mere eller mindre bare efter GPS'en. Sandra valgte en lidt anden rute op (da guiden (Jesper) havde glemt at sikre sig, at alle turisterne (Sandra) havde set, at den ikke eksisterende vej uden varder svingede til venstre), og endte dermed på en falsk top, som hun måtte klatre ned fra igen. Den rigtige top blev nået efter 4,5 time - og bortset fra et enkelt får, havde vi toppen fra os selv. Fra Volakias var der en flot udsigt ned over Samaria kløften samt mod kysten 2.000 m nede. Vi holdt en pause og nød dagens anden frokost.

På vej mod toppen af Volakias med Gingilos i baggrunden

Udsigt ned over Samaria kløften og havet små 2.000 m nede

Fårene nyder også udsigten

Frokost nr. 2

Solen havde bagt ned over os siden toppen af Gingilos, så det blev en varm tur ned fra Volakias. I modsætning til turen op lykkedes det os dog at finde en rute markeret med varder på vej ned, så vi nåede hurtigt passet mellem Gingilos og Volakias. I stedet for at gå til toppen af Gingolos gik vi på tværs over sydsiden af bjerget og sparede på denne måde nogle højdemeter - og så var det tilmed sjovere og med en bedre udsigt. Da vi nåede tilbage til den officielle vandresti, mødte vi dagens to næste vandrere, en græker godt oppe i årene med, som vi snakkede med et par minutter, samt hans lidt yngre kammerat.

Fra passet gik det hurtigt retur ned gennem dalen. Det mest underholdende på turen ned, var at se et par geder, der klatrede i træer for at spise blade.

På vej ned fra Volakias - Gingilos ret fremme

Sandra nedstirrer en ged

Velfortjent 3. halvleg

24. oktober: Kystvandring fra Sougia til Agia Roumeli

Dagens mål var at følge E4 vandreruten 15-20 km (det endte med at blive lidt (mange) flere …) langs kysten fra Sougia til Agia Roumeli. Der var imidlertid lidt logistik, der skulle afklares, da vi ville ende et andet sted, end hvor vi startede. Hotellet hjalp os heldigvis med at få et lift med en gammel mand fra nabohotellet, der alligevel skulle til Sougia, og så ville hotelejeren hente os ved Samaria-kløften dagen efter.

Turen til Sougia foregik i et gammelt rugbrød. Sandra fik plads på passagersædet, mens jeg røg bagi. Dette stod ikke til diskussion! Nu fulgte en godt 40 km bumlende tur på bjergveje gennem skyer og småbyer ned til kysten. Sougia var en udpræget turistby, som her sidst i oktober unægtelig havde en "udenfor sæsonen" stemning; en lang sandstrand med parasoller og cafeer side om side langs strandpromenaden - og stort set ingen mennesker. Badevandet var dog lunt, så vi så frem til en svømmetur senere på dagen.

Vi startede ud gennem Sougia på småstier og grusveje. Derefter fulgte oliventræer blandet med pigbuske, inden det efter et par km var slut med opdyrket land. Vi fortsatte på en god vandresti med flot udsigt til klippekysten. Det var allerede her tidligt om morgenen stegende varmt, og vi turde ikke tænke på, hvordan det så ville være i august. Efter en time nåede vi et stikryds, hvor vi smed rygsækkene og gik 200 højdemeter op til Polyfemos' hule (kyklopen fra Odysseus). Det viste sig, måske lidt til min forundring, at hulen ikke var en ren turistfælde. Der var faktisk tale om en stor hule/grotte, hvor der hang nogle stalagtitter ned fra loftet, mens gulvet var tæt belagt med fåre- og gedelort. Uden for hulen var der en flot udsigt ned mod kysten, men jeg undrede mig dog lidt over, hvad Odysseus skulle helt heroppe.

I udkanten af Sougia

På vej mod Polyfemos' hule

Blik tilbage mod Sougia

En knap så skræmmende kyklop....

Vi gik retur til rygsækkene og fortsatte langt kysten. For det meste gik ruten nogenlunde jævnt, men på et tidspunkt skulle vi stejlt 300 m op til pas med en gammel formentlig tyrkisk borg. Sveden haglede, da vi nåede passet, så vi brugte lidt tid på at udforske ruinerne. På vej ned fra passet mødte vi dagens eneste andre vandrere; to franskmænd med tung oppakning, der så noget pressede ud i varmen. På en stejl og støvet sti nåede vi helt ned til kysten ved et lille fåreholder sted uden vejforbindelse med resten af øen. Det moderne liv var dog nået herud, så de havde både pickup truck og parabol. Vi var godt stegte af solen, så det passede perfekt at kunne få et bad, inden vi spiste frokost - ahhh det var dejigt.
Efter frokost gik det videre langs klippekysten med får i huler på den ene siden og havet lige på den anden. Et par km efter badestranden nåede vi den næste gård, hvor der - udover får - var masser af bistader. På den næste strækning fulgte dagens mest udsatte vandring, hvor der nogle steder var et langt fald ned til kysten. Efter at have været oppe at runde i 100 meters højde kom vi igen ned til kysten gennem et tørt flodleje. Her fandt vi dels en klippeblok med teksten "Berlin 2400 km" og dels noget forladt oppakning.

Den tyrkiske(?) ruin

Videre langs kysten

Videre langs kysten

På vej mod badestranden

Et af de mere stejle partier

Endnu en flot udsigt

Fra stranden lå der 500 højdemeter forude. Først gik det stejlt op til en lille slugt, hvor nogle af de lokale var ved at lave bassin til opsamling af regnvand. Derefter fulgte en lang stigning, som sugede kræfterne ud af os. Vi var desuden ved at løbe tør for vand, så det var en velfortjent pause, vi holdt under et træ, hvor Sandra gravede et æble frem fra rygsækken, som gav lidt ekstra energi (havde vi vist, at vi ville være så trætte på dette tidspunkt, havde vi nok overvejet turen til Polyfemos' hule en ekstra gang). Efter at have samlet lidt kræfter gik det videre op til en flot skov og herfra ned i en slugt, inden der til sidst ventede 90 meter op på dagens sidste stigning. Vi holdt endnu en pause, inden vi gik det sidste stykke mod Agia Roumeli. Solen var ved at gå ned, så farverne var flotte, og der var nydelig udsigt ned over Agia Roumeli, hvor vi så dagens sidste færge sejle af sted.

Badestrand

Velfortjent pause efter den lange opstigning

Det sidste stykke ned mod Agia Roumeli var stejlt og på en løs og stenet sti, som passerede forbi et klippevindue, inden stien sluttede midt i byen. Vi satte kursen direkte mod stranden til et mere end velfortjent bad; GPS'en sagde 9 timer, 24 km og 1.600 højdemeter.

Indkvartering og aftensmad (friture-stegt ost (åbenbart en græsk delikatesse), souvlaki, mousaka, græsk salat og lam) var på Hotel Tarra. Hotelværelset havde udsigt over havet, og om aftenen blæste det op, så vi kunne høre bølgerne hamre mod kysten.

Velfortjent pause efter den lange opstigning

25. oktober: Samaria kløften

Vi spiste, som vanligt, morgenmad kl. 7. Det var en vældig fin morgenmad, der denne gang ikke blot bestod af tørt brød, men derimod af æg og bacon, græsk yoghurt, og ristet brød med honning og marmelade. Morgenmaden blev spist fra terrassen, hvorfra vi kunne se og mærke, at der stadig stod en stærk blæst ind fra syd.

Ved 8 tiden drog vi af sted mod Samaria kløften. Vi kom først gennem den oprindelige del af Agia Roumeli, hvor størstedelen af husene i dag var forladt og henlå som ruiner. Kun nogle af haverne blev stadigvæk dyrket. Et enkelt sted var ejeren desuden i gang med at slagte hønsene, inden byen blev lukket ned for vinteren. Flere høns løb fortsat lykkeligt uvidende rundt...

Ved udgangen af Agai Roumeli lå et billetkontor for indgang til Samaria kløften. Kontoret var bemandet af to ældre herrer, og magtfordelingen, mht. hvem der havde lov til at sætte stempel på vores billetter, var stærkt hierarkisk. Billetfolkene meldte, at der blæste en stærkt vind i kløften, hvorfor der var risiko for faldende sten. De gav dog lov til, at vi kunne fortsætte. Det meddelte også, at ruten ville blive lukket om en uge, så vi var heldige, at vi overhovedet fik mulighed for at gå turen.

Turen op gennem kløften var flot, særligt på strækningen benævnt "Iron Gates", hvor klippevæggene var stejle og med forvredne sten, fik vi fornemmelsen af at gå i en kløft. Vi fulgte bunden af kløften gennem et flodleje, der bortset fra korte strækninger var knastør - unægteligt noget andet end de historien, vi havde hørt fra folk, der havde gået turen om foråret, hvor der var masser af vand i åen. Vi så en enkelt vild ged, mens vi holdt en kort pause, men ellers var der ikke meget dyreliv.

Efter 2 timer begyndte vi at møde modgående. Ingen af dem så imidlertid specielt glade ud, og ingen af dem hilste eller ville se os i øjnene. Det er ikke en opførsel, vi er vant til fra vandreture i bjergene. Og det var ikke fordi, at der ikke var mange vandrere, nej der var masser af vandrere - jeg opgav at tælle efter 50, men vi har sikkert mødt omkring 400-500 i alt. Dette er dog stadigvæk langt mindre end de 7.000, der passerer på de mest travle dage - og det var vi glade for.

Samaria kløften

Samaria kløften

Pause

Samaria kløften

Halvvejs oppe gennem kløften nåede vi en forladt landsby; Samaria. Her var der, udover masser af turister, mange vilde men halvtamme geder, der gik rundt og tiggede madpakker. Vi holdt en kort pause, inden vi gik ud på turens anden halvdel. Det meste af tiden gik ruten nu opad gennem løv- og nåleskov, og der var derfor sjældent den store udsigt (før til sidst). Vi kunne dog fortsat fornemme de stejle bevoksede bjergskråninger over os. En fordel ved træerne var dog, at vi nu slap for den stærke vind. For ca. hver 2 km var der en rasteplads, for de mange turister, der gik ned. Og for hver halve km stod der brandslukningsudstyr. Der var således ikke meget uspoleret tur på denne rute.

Efter ca. 5 timer var vi oppe. De sidste km var det ret stejlt, men på plussiden var udsigten bedre, og vi kunne se ned i kløften. GPS'en sagde 19 km og ca. 1.200 højdemeter, da vi nåede op på p-pladsen. Vi så en minibus, der skulle til at køre, og det lykkedes os at få et lift med nogle ganske flinke (fransktalende) canadiske ejere til Omalos. Her bestilte vi stort set alt det, der var på spisekortet, så hotel-mutter diskede op med et stort og velsmagende måltid. Hun havde også udstedt en meget begejstret lyd, da vi trådte ind på hotellet, så hun har givetvis været nervøs for os og vores - i hendes øjne - vanvittige projekt. Vi gav hende lidt over 15 euro i drikkepenge, og hun blev så lykkelig, at hun ikke anede, hvad hun skulle give os. Det endte med et blive en stor bøtte honning fra en af nabogårdene.

I den forladte Samaria by

I den forladte Samaria by

Efter frokosten rullede vi nordpå sammen med en ansat fra hotellet, der fik et lift de første 15 km. Slutmål var byen Frangokastello på den modsatte side af de Hvide Bjerge, så vi kørte op til kystvejen, østpå langs denne, og derefter sydpå op over bjergene igen. På vejen kom vi forbi Imbros kløften, som var den følgende dags vandremål. På turen ned langs Imbros kløften var der god udsigt over den sydlige del af øen. Her var der tørt og igen kraftigt blæsende. Fremme ved Frangokastello var der en udpræget "uden for sæsonen" stemning, med masser af hoteller, men stort set ingen mennesker. Vi kørte gennem byen og rundede fortet, inden vi kørte til vores overnatning; et lille pensionat ejet af en kunstnerisk dame på omkring de 60 år med en fetich for katte, som rendte rundt overalt. Vi fik vores egen lille lejlighed med havudsigt. Her kunne vi sidde i læ på terrassen og se stormen rase i træerne rundt om samt piske bølgerne til skum på havet 100 m borte.

Aftensmad blev indtaget på en nærliggende taverne. Her stod den på god græsk mad - et af turens bedste måltider. Vi gik hjem fra tavernen i stærk blæst men med en stjerneklar og fuldstændig fantastisk himmel.

Fyraftensøl på terrassen i læ for blæsten

Solnedgang

26. oktober: Imbros kløften

Vi spiste morgenmad på terrassen. Vinden var fortsat lige hård, men vi kunne sidde i læ, mens solen stod op, så det var ikke nogen dum måde at starte dagen på. Fra pensionatet kørte vi et par km op til startstedet på Imbros kløften. Vi havde igen valgt at gå op gennem kløften, og efter antallet af turister, som vi mødte, var det ligesom i Samaria kløften ikke den normale retning. Der lå en lille kirke ved rutens start, og kort efter passerede vi en lille billetbod. Der var imidlertid ingen i billetsalget - sandsynligvis fordi vi var tidligt på den.

Vi fik modsat i Samaria hurtigt fornemmelse af at gå i en kløft. Klipperne var godt nok langt fra lige så høje som i Samaria kløften, men en del steder var kløften langt smallere, så det kunne føles mere klaustrofobisk. Desuden var der langt mere dyreliv i form af masser af fugle, og planterne var også mere interessante. Stien fulgte et tørt flodleje i bunden af kløften, og en del steder var ruten mere spændende end Samaria, hvor der havde været en stor og bred vandresti det meste af tiden. Godt halvvejs oppe gennem kløften nåede vi et lille skur, der i GPS'en var angivet som "Donkey rescue service shelter"! Lidt efter mødte vi to amerikanere på vej ned, som vi kort snakkede med. Herefter mødte vi, bortset fra en mand med et æsel (skal vi gætte på, at han skulle ned og åbne "rescue service"), ingen turister bortset fra de sidste 20 minutter, hvor turisterne til gengæld - som det havde været tilfældet dagen før - kom væltende i en lind strøm og også som dagen før med ofte for ringe fodtøj i forhold til den tur, de skulle ud på.

Ved kløftens udgang lå et billethus, som denne gang var bemandet, og hvor vi måtte købe en billet til 2 euro. Ikke nogen videre guldgrube for turismen. Vi gik op til en lille taverne, hvor vi holdt kaffe og cola pause sammen med alle de mange turister, der blev sat af fra busser og taxier for at gå ned gennem kløften.

Ved pensionatet

På vej mod Imbros kløften

Startstedet på Imbros kløften

Pause

Vores tur fortsatte en lille km langs en asfaltvej, inden vi svingede ind på en grusvej, der førte op gennem en sidedal. Her kom vi først gennem et stenbrud (der fungerede som uofficiel losseplads), inden vi nåede op i mere uspoleret natur, hvor det vrimlede med får; de fleste af dem var levende, men der lå også et par kadavere på vejen. Det var ret tungt at gå på de løse sten på vejen, så vi var tilfredse med at nå op på et plateau for enden af dalen. Her var der en flot udsigt ned over dalen på den modsatte side samt mod de Hvide Bjerge, men det var også lidt koldt, da det blæste kraftigt. Vi fandt et sted med lidt læ og spiste de sædvanlige sandwichboller med dåsefisk. Måltidet blev dog ret kort, da fisken ikke smagte godt, og da vi blev generet af hvepse.

Får, får og flere får

Ikke nogen tosset udsigt

De Hvide Bjerge i baggrunden

Fra plateauet fulgte vi en grusvej ned. Jeg kunne ikke gennemskue, hvor grusvejen gik hen, da den stoppede blindt, men da den passerede forbi mange bistader undervejs, var den sikkert alene anlagt, for at man kunne køre ud til disse. Ganske imponerende arbejdsindsats for lidt honning. På vej ned nåede jeg desuden at redde et får, der havde fået benet fanget i et trådhegn. Det var vist ret heldigt for fåret, at vi kom forbi, for vi så ikke en sjæl i denne dal.

Nede i dalen nåede vi til en lille kirke. Udefra så den hyggelig ud, men indeni var den rodet og med masser af muselort, så vi brugte ikke lang tid derinde. Fra kirken gik vi 5-6 km ned gennem et tørt flodleje. Der var nogle steder varder og malingklatter til at vise vej, men generelt fulgte vi bare den letteste rute. Det var en ret speciel og fed vandretur at kunne gå midt i en tørlagt flod, hvor stejle skråninger og nogle steder klippevægge tårnede sig op på begge sider. For enden af kløften gik vi op ad en skråning, hvor vi fra toppen kunne se ned til kysten. Der var nu kun 1,5 km tilbage til bilen, men vi havde lidt problemer med at finde en sti og endte med at gå igennem noget, der lidt lignede privat område. Fremme ved bilen sagde GPS'en 22 km og godt 1.300 højdemeter på knap 7 timer. Endnu en god tur.

På vej ned gennem flodlejet

På vej ned gennem flodlejet

Vi kørte mod dagens overnatning i Agia Galini. Undervejs stoppede vi ved en bankomat i Splini, men ellers var det mest interessante at se skudhuller i mange vejskilte, utallige tankstationer samt vindmøller placeret på bjergtoppe.

Byen Agia Galini lå flot placeret i en slugt ved kysten. Vores hotel lå højt oppe i byen, og fra vores terrasse var der flot udsigt ned over centrum af byen. Eneste lille malurt i bægeret var en tvær og mut ansat på hotellet, som viste os vores værelse.

Vi drak en øl på terrassen, mens solen gik ned. Herefter spurgte vi en anden af hotellets ansatte om vej til en god restaurant. Hun var ikke til nogen hjælp, så vi fandt selv en restaurant ved havnen. Her fik vi et godt og omfattende måltid med fisk, så det var med tunge ben, at vi gik tilbage til hotellet.

Fejring af endnu en god dag

27. oktober: Romerske og Minoiske ruiner

Der var, som vi efterhånden var forvente med, morgenmad på terrassen, mens solen stop op. Damen på hotellet var tøet noget op denne morgen, og da vi var ved at tjekke ud, insisterede hun på, at vi skulle have morgenmad, så vi fik en "second breakfast" på hendes terrasse, denne gang med lækker græsk yoghurt og en god kop kaffe. Herefter kørte vi østpå mod dagens første stop, Gortys, hvor der skulle være mange romerske ruiner. Efter lidt udfordring med at finde det rigtige sted parkerede vi bilen i en landsby og gik herfra mod den centrale del af ruinerne. Undervejs passerede vi et par gamle kirker i den lille hyggelige landsby.

De første ruiner lå i et åbent område omgivet af olivenplantager. Her så vi først et teater, der var meget forfaldent, så fantasien skulle bruges, for at kunne forestille sig, hvordan det må have set ud for 2.000 år siden. Senere kravlede vi gennem et hul i et hegn ind i et område, hvor der var mere at se. Der var bl.a. et Apollon tempel, masser af søjler og statuer samt et stort område med et tidligere palads. Vi var de eneste turister og fandt aldrig en officiel indgang/udgang (de var formentlig også lukket for offentligheden), så vi smuttede ud igen via hullet i hegnet. Vi gik nu op i den nordlige del af Gortys, hvor ruinerne var mere velbevarede - og hvor der var en officiel indgang, hvor vi også skulle betale entré. Her lå bl.a. en Titus kirke fra 400-tallet, et Odeon teater samt en samling af imponerende detaljerige statuer. Eneste minus var en elendig og nærmest ikke eksisterende formidling af områdets historie og betydning. Det var bagende varmt, da vi nåede tilbage til bilen efter godt 5 km.

Romerske ruiner

Flere ruiner

Flere ruiner og en enkelt turist

Odeon teatret

Vi fortsatte i bil over et fladt plateau med bjerge bagved, inden vi kørte tværs over øen mod Iraklion, hvor der var tæt trafik, og derefter til Knossos, som er Kretas største attraktion. Vi spiste en hurtig frokost på p-pladsen (dåsetun og brød) og gik derefter rundt i de minoiske ruiner i en times tid. Knossos bliver i nogle bøger beskrevet som "Disneyland arkæologi", pga. arkæologers forsøg på at genskabe ruinerne. Det var ganske rigtigt lidt poppet, og de nystøbte betonsøjler virkede nogle gange malplacerede eller som gætværk, men på den anden side gav det en god ide om områdets udseende for 4.000 år siden.

Fra Knossos kørte til vi til Anogia, en landsby på den nordlige side af Psiloritis (Idi)-bjergmassivet. Det var småskyet og støvregnede lidt, da vi nåede frem til hotellet (Hotel Marina), hvor vi blev mødt med raki og småkager af den utroligt snakkesalige værtinde Marina. Vi gik en kort tur rundt i byen, hvor vi ikke så nogen turister men til gengæld så masser af statuer, en mørk kirke samt stejle gader. Desuden bemærkede jeg, at halvdelen af bilerne i byen var pickups. Vi var helt klart kommet udenfor de primære turistområder.

Vi fik en øl på terrassen og slappede lidt af, inden vi om aftenen fik turens bedste aftensmad på "Arodamos" (www.arodamos.gr). Vi var de eneste gæster, og maden blev lavet og serveret af en gammel kone og hendes mand. Manden arbejdede, ligesom min far, med et Geopark projekt for området, så vi fik både vandrekort og infofoldere. På menukortet var det de færreste af retterne, vi kunne vælge, for det var sidst på sæsonen, og vi fik indtryk af, at de også ville have brugt de sidste råvarer, men den mad vi fik, og som bestod af mange enkle retter, var utroligt veltillavet, og smagte himmelsk. Mens vi spiste, sad manden og snittede grøntsager og lagde kabale ved et af de andre borde. De vi gav 10 euro i drikkepenge, blev de meget taknemmelige og gav os æbler, brød og en uro lavet af præsten i nabobyen. Her mærkede vi virkelig Kretas gæstfrihed.

Knossos

Mindesmærke i Anogia

28. oktober: Mount Ida

For første gang på turen stod vi op til gråvejr og støvregn. Vi spiste morgenmad på hotellet; en blanding af egen müesli og hotellets brød, ost, pølse og yoghurt. Derefter kørte vi 20 km op til Nida plateauet i ca. 1.450 meters højde. Her var vejret lidt bedre, og vi kunne fra p-pladsen se masser af får nede på plateauet. Vores bil var den eneste på p-pladsen, og det så ud til, at vi ville få en stille dag i bjergene.

Dagens mål var en rundtur over fire bjergtoppe; Koussakas (2.209 m), Vouloumenou (2.267 m), Timos Stavros (2.456 m) og Angathias (2.424 m). Vi startede ud med at følge ruten op til Zeus hule, men ved en lille kirke drejede vi fra og fortsatte på en lidt mindre sti hen langs en bjergskråning, inden vi drejede op gennem en mindre sidedal/slugt. Terrænet var igen knastørt og bevoksningen bestod helt overvejende af pigbuske. I starten lå der skyer over plateauet, men efterhånden, som vi kom højere op, tyndede det ud, og i ca. 1.800 højdemeter var vi over skyerne og havde blå himmel. Vi nåede et pas i ca. 1.900 højdemeter, hvorfra vi for første dag kunne se højeste punkt på Kreta, Timos Stavros / Mt. Ida. Her forlod vi den normale rute til toppen af Mt. Ida, og drejede i stedet ind på en mindre sti. Vi fulgte denne i ca. 1,5 km, inden vi drejede fra og gik de sidste knap 100 højdemeter op til toppen af Koussakas. Her blæste det så meget, at både Sandra og jeg fandt handsker frem. Udsigten var til gengæld glimrende, da vi kunne se ud over et skyhav, der dækkede hele nordkysten.

Kirke på vej mod toppen

Over skyerne

I passet i ca. 1.900 m

Udsigt ned over Nida plateauet

Udsigt mod Timos Stavros

På vej mod Koussakas

Fra Koussakas gik det 100 m ned, inden vi startede på en stigning på 150 m op til toppen af Vouloumenou. Undervejs passerede vi en lille stenhytte, ligesom der fløj en grib 10 m hen over hovedet på mig, men ellers var der ikke megen variation i landskabet. Fra toppen af Vouloumenou kunne vi nu se toppen af Timos Stavros / Mt. Ida tydeligt, selvom der stadigvæk var nogle km derover. Vi gik ca. 20 højdemeter m ned fra Vouloumenou (ja, fortoppene var ikke specielt prominente) og startede derefter den sidste stigning på ca. 250 m op til toppen af Mt. Ida på en god vandresti. På toppen lå der en stenkirke med ikoner, ligesom der var et bygværk af træ med en klokke og et græsk flag. Mod syd var sydkysten synlig i varmedis, mens nordkysten fortsat var gemt under et tæt lag af skyer - men det var stadigvæk ret fascinerende at fornemme, hvordan vi kunne se tværs over Kreta.

Ved stenhytten

På toppen af Timos Stavros / Mt. Ida

På toppen af Vouloumenou

På toppen af Timos Stavros / Mt. Ida

Vi blev på toppen i 10-15 minutter, inden vi gik 100 m ned og 60 m op til toppen af Angathias. Undervejs mødte vi dagens eneste anden turist i bjergene. Det var, lidt overraskende, en MTB-rytter, der trak mod toppen med sin cykel. Det virkede som et lidt tåbeligt projekt, da stien heller ikke virkede fed at cykle nedad.

Vi holdt en længere frokostpause på læsiden af Angathias, hvor der var flot udsigt og pludseligt op mod 20 gribbe, der kredsede rundt. Turen ned gik "off road" og var umiddelbart lidt bøvlet pga. de mange stikkende buske, men vi fandt ud af, at en af pigbuskene var effektiv at træde på, og efter denne opdagekse kom vi hurtigt ned. Herefter fulgte vi den rute, folk normalt benytter til at komme til toppen af Mt. Ida. Det var en god vandresti i bunden af en mindre dal. Til sidst måtte vi 50 m op til det pas i ca. 1.900 m, som vi havde passeret på turen ud. Vi havde denne dag masser af vand, så vi holdt hurtigt tempo videre ned mod bilen. Undervejs blev det til en lille ekstratur op til Ideon Andron-hulen, som er udnævnt til at være Zeus' fødested, og hvor bl.a. Pythagoras havde været på besøg. Denne dag var der dog desværre lukket pga. nationaldag, så det blev kun til et billede taget fra hegnet rundt om hulen.

Tilbage ved bilen sagde GPS'en 20 km, 7 timer og 1.500 højdemeter. Igen ikke nogen tosset tur. Fra p-pladsen kørte Sandra i tæt tåge og småregn tilbage til ned til Anogia. Herfra kørte jeg videre på småveje ned til kysten. En lang tur hvor vi sjældent var over 50-60 km/t. Dagens overnatning var på et lille hotel i centrum af Rethymnon, som er Kretas 3. største by. Centrum var en labyrint af små gader, hvoraf mange var ensrettede eller for små til biler, så det endte med, at jeg satte Sandra af i nærheden af hotellet, hvorefter jeg kørte til byens fort, hvor der var ledige p-pladser. Herefter gik jeg ind til centrum. Aftensmad blev spist på en mindre restaurant i centrum. Her var der ok mad og lidt mere stille end på byens mest turistede strøg. Benene var godt trætte efter en uge med meget vandring.

Timos Stavros set fra Angathias

På toppen tilbage mod Nida-plateauet

29. oktober: Byrundtur og hjemrejse

Vi vågnede op til et hotelværelse med en del myggelig på væggene, som vi havde klasket i løbet af natten. Krybene havde dog også fået deres stik sat ind. Vejret var fortsat ikke videre spændende; gråvejr og støvregn. Vi spiste morgenmad i opholdsstuen på hotellet - hvor værten havde en lidt mærkelig tilgang med at opbevare bestik og tallerkener i køleskabet. Mens vi spiste morgenmad, gik hans kat desuden rundt i stuen og kradsede i møblerne. Meget hjemligt. Vi slæbte bagagen ud til bilen og gik derefter en tur rundt i den gamle del af byen, som generelt var mere hyggelig, end den var direkte smuk. Vi kom forbi byens borg, den gamle havn, kystpromenaden, den nye havn, byporten, en masse butikker, domkirken samt nogle moskeer.

Havnen i Rethymnon

Kunstnerisk bagværk

Regnvåd Rethymnon

Vi havde god tid inden vores fly, så vi kørte op til to landsbyer i bjergene; Argyroupoli og Kournas. Begge byer var hyggelige selv i støvregn, og regnen stilnede desuden af efterhånden. Jeg snakkede med en enkelt butiksejer som meddelte, at de var lykkelige for regn. I begge byer var der masser af grønne haver med blomster og frugt, mens antallet af turister var meget begrænset.

Frokost blev spist midt på en lille vej i Kournas, hvor vi faktisk mødte et par tyske turister. Jeg købte turens souvenir, en klassisk køleskabsmagnet, som naturligvis forestillede en græsk søjle, inden vi kørte mod lufthavnen. Undervejs passerede vi den største sø på Kreta, hvor der var meget fredfyldt, ligesom vi gjorde holdt ved den allierede kirkegård fra 2. verdenskrig i Souda. Et tankevækkende sted.

Vi var fremme ved lufthavnen i god tid. Jeg afleverede bilen, mens Sandra klargjorde in-checkning. Vi havde desværre ikke direkte fly hjem, men mellemlandingen i Athen gik fint, og alt klappede også i København, så vi var helt hjemme i Farum lidt over midnat efter en god uges vandreferie i varmen.

Argyroupoli

Kournas

Den allierede kirkegård

Kournas

Afsked med Kreta