Årets sommerferie gik, igen, igen, igen, til Alperne. Denne gang den østlige del med fokus på Dolomitterne samt ophold i Innsbruck og Salzburg på turen ud og hjem. Inden turen sydpå havde vi dog et par dage med Sandras familie på Møn. Det blev til mange fede vandre og klatreture og vejret var nogenlunde med os; på toppen af Tofana di Roses havde vi således i følge en lokal guide "best weather of the whole season", mens vi på en tur nær Salzburg gik rundt i nysne...

Mandag 25. juli: Møn dag 1

Vi kørte fra Farum med en totalt proppet bil tidligt om morgenen, så vi kunne nå et par små vandreture, inden Sandras mor (Bente), bror (Martin) samt broderens kæreste (Johanne) stødte til senere på dagen. Vejret var solrigt, og pga. ferie var der ikke megen trafik på vejene, så vi kom hurtigt til Møn.

Første stop på Møn var Aborrebjerg, der er øens højeste punkt. Vi parkerede bilen for foden af bakken og gik til toppen i 142 m på 10 minutter. Vores to medbragte kort var noget uenige om, hvor højeste punkt var, så vi brugte lidt tid på at gå rundt til forskellige småknolde. Der var lidt overskyet men stadigvæk en flot udsigt over den østlige del af Møn.

På toppen af Aborrebjerg

Næste stop var Kongsbjerg, 137 m, som lå lidt sydligere. Denne gang var der lidt længere, ca. 15 minutter, til toppen, men turen var langt flottere, da den gik via blomsterklædte bakker. På toppen stod der et postament, og der var flot, flot udsigt over den sydlige del af Møn. I godt vejr skulle man kunne se Tyskland, men denne dag lå der en varmedis over havet. Vi gik en anden tur ned fra toppen. Denne førte forbi utallige bærbuske (herunder stikkelsbær), så Sandra var svær at få med.

På vej mod Kongsbjerg

Tilbage på p-pladsen kørte vi til Klintholm Havn, hvor vi skulle bo sammen med Sandras familie. Johannes familie havde en anden lejlighed tæt på. De lå begge helt ud til havnen med udsigt til lystbåde, som fyldte godt op i havnebassinerne. Vi spiste frokost samme begge familier.

Om eftermiddagen kørte vi op til Geocentret på Møns Klint. Vi startede med at gå en tur nordpå, men ved Dronningestolen måtte vi vende om, da vi kunne se, at vi ikke kunne gå tilbage nede på stranden, da der var højvande og/eller stranden var eroderet væk (og vi havde stadigvæk en lidt udfordrende vandretur langs Stevns Klint i frisk erindring). I stedet gik vi sydpå fra Geocentret. Da vi efter 1,5 km nåede en trappe ned til stranden vendte Sandras mor og Johanne om, mens Sandra, Martin og jeg gik den lange tur ned til stranden. På vej ned samt retur langs stranden var der flot udsigt til klinten, der i min optik stadigvæk er det mest storslåede stykke natur, som vi har i Danmark. På turen tilbage så vi både redningshelikopter og redningsbåd, men vi fandt aldrig ud af, om det var øvelse eller alvor.
Retur i Klintholm nåede vi en badetur med snorkel - selvom der ikke var meget at se, inden aftensmaden (pulled pork på grill) blev spist sammen med Johannes familie.

Tirsdag 26. august: Møn dag 2

Vi startede dagen med at spise fælles morgenmad begge familier. Herefter kørte Sandra og jeg til Liselund, hvor vi gik en tur i Slotsparken. Der ikke så mange turister men masser af blomster og sommerfugle.

Efter turen rundt i parken kørte vi til Stege, hvor der var markedsdag og masser af turister i hovedgaden. Vi gik lidt rundt om så de forskellige boder og stande, indtil de andre dukkede op. Sammen gik vi forbi en chokolade-special butik samt fik en specialøl på det lokale bryggeri.

Efter et have stegt i solen i nogle timer kørte Sandra og jeg op Ulvshale på den nordlige del af Møn. Her gik vi et par km gennem skov, græsmarker og klitter og ud til kysten, der skulle være en øens bedste badestrande. På turen tilbage forsøgte vi at skyde genvej men endte i stedet i et sumpområde...

Fælles aftensmad med grill og solnedgang over havnen.

Onsdag 27. august: Møn - Innsbruck

Vi stod meget tidligt op, da vi skulle nå færgen i Gedser kl. 7. Det var en flot morgen med sol og blikstille hav ned over Bogø og Farø. Turen gik fint indtil et stykke syd for Nykøbing Falster, hvor et rådyr pludselig sprang ud foran bilen. Jeg nåede at bremse lidt ned og trække ud til siden, men ramte det stadigvæk med venstre hjørne af bilen med omkring 70 km/t. Vi kunne se rådyret humpe videre inde på markerne, hvorefter det forsvandt i en kornmark. Vi ringede til Falck og oplyste, hvor vi havde ramt dyret og hvad retning, der var gået i, hvorefter vi kørte mod færgen. Bilens forende var heldigvis kun lidt trykket. På færgen ventede en god morgenmadsbuffet anbefalet af Sandras mor, som kunne kompensere lidt for oplevelsen med rådyret.

Turen ned gennem Tyskland gik generelt ok. Der var kraftig regn flere steder, men vi slap stort set for bilkøer. Kort før den østrigske grænse satte det ind med kraftig regn, men det var heldigvis stilnet lidt af, da vi nåede frem til campingpladsen i Weer små 20 km øst for Innsbruck, og i stedet hang der en flot regnbue over bjergene. Vi satte teltet op og spiste aftensmad på restauranten på pladsen. Senere på aftenen klarede det mere op, og der var flot udsigt op mod Karwendel bjergene, hvor vi skulle vandre/klatre dagen efter.

Torsdag 28. august: Innsbrucker Klettersteig

Om morgenen var vejret noget bedre, og der var blå himmel flere steder. Vi kørte tidligt af sted fra campingpladsen, da jeg havde læst, at liften op i bjergene startede allerede kl. 7, og der var varslet dårligere vejr ud på eftermiddagen. Bilen blev parkeret midt i Innsbruck, og efter lidt søgen fandt vi kabelbanen, som var første del af tre etaper op i bjergene. Det viste sig nu, at anden og tredje del første startede kl. 8:30, så vi fik 45 minutters ventetid i landsbyen Hungerburg. Vi brugte tiden på bl.a. at gå forbi den nærliggende kirke, som var moderne indrettet.

Kl. 8:30 tog vi liften videre op, og var klar til afgang fra den øvre liftstation (Hafelekar) i ca. 2.250 meters højde kl. lidt i ni. Vejret var nu, bortset fra en lidt kold vind, blevet rigtig godt, og vi var kommet over det nederste lag skyer, så udsigten var flot.

Innsbrucker Klettersteig startede blot 10 minutter fra liftstationen. Sværhedsgraden var ikke specielt høj (mest A/B, enkelte steder med C), men ruten fulgte bjergkammen, så der var flot udsigt ned til begge sider. På den ene side kunne vi se ned mod Innsbruck, der dog meget af tiden var skjult under skyer, mens der på den anden side var udsigt til øde og vilde dele af Karwendel bjergene. Ud over os var der nogle andre grupper og solo-klatrere på ruten, men det meste af tiden var vi alene. Vi kunne dog høre de andre grupper snakke foran og bagved os.

Det var sandras debut på via ferrata, men hun fandt lynhurtigt teknikken, som vi kom ret hurtigt frem. Vi kom forbi en række bjergtoppe undervejs på turen, Seegrubenspitze (2.350 m), Östliche Kamin Spitze (2.345 m) og Kemacher (2.480), og der var naturligvis placeret kors på dem alle. På sidstnævnte spiste vi frokost - medbragt dåsemad med fisk, som vi kunne gå og smage de næste par timer.

Fra Kemacher gik det ned i et lille pas (Langersattel, 2.258 m). Herfra kunne vi enten gå retur til den mellemste liftstation (Seegrube) eller fortsætte på anden del af ruten. Vejret var imidlertid begyndt at blive noget dårligere med skyer, der trak ind. Vi besluttede derfor, at vi blot ville gå op på den første bjergtop på anden del af ruten, og herefter retur ned til liften. Denne plan blev dog også ændret, da det 5 minutter senere satte ind med regn og hagl, så vi vendte om og gik direkte mod liften. Regnen stoppede heldigvis hurtigt, så der blev igen flot udsigt ned over Innsbruck. På dette tidspunkt havde vi dog droppet planen om mere klatring. Tilbage ved liftstationen meldte GPS'en, at vi på 5 timer blot havde bevæget os ca. 5 km. Det sagde vist mere om ruten end vores form.

Svært ikke at være begejstret i de her omgivelser

Bjergtop nr. 2

Udsigt langs bjergkammen

På vej mod Kemacher

Svært ikke at være begejstret i de her omgivelser

Sandra lærte hurtigt teknikken

Vi klatrede langs selve kammen

På vej ned - solen skinner igen

Da vi kom tilbage tidligere end planlagt, havde vi god tid til at se Innsbruck, så vi gik en længere tur rundt i centrum, hvor vi bl.a. så det gyldne tag, broerne over floden, de små gader med mange turister, triumfbuen og et par kirker. Der var også tid til en kop kaffe på en cafe med udsigt til det gyldne tag. Aftensmaden blev indtaget på en ok restaurant i landsbyen Weer nær campingpladsen.

Det gyldne tag - og Sandra

Dagens belønning

Fredag 29. august: Innsbruck - Madonna di Campiglio

Vi kørte fra campingpladsen ved 7 tiden og satte kursen mod Madonna di Campiglio i den østlige del af Dolomiterne, hvor vi ville starte på en 3 dages vandretur. Etapen for første dag var imidlertid ret kort, så vi havde tid til at klatre en kortere ruten undervejs til Campiglio. Valget på en via ferrata rute, Rio Secco, der lå nær motorvejen lidt syd for Bolzano. Turen over Brenner passet gik fint, og vejret skiftede desuden fra gråvejr nord for passet til solskin syd for.

Vi gik ud på ruten ved 10-tiden. Ruten var ret kort, blot 260 højdemeter, og startede lige ved p-pladsen. Der var først et lille kvarters vandring på stejl sti op til de første kabler. Selv om vi gik i skov, var det allerede nu drønvarmt. Heldigvis lå det meste af ruten i skygge, da den oftest enten gik nede i en kløft, eller på tværs af stejle klippevægge. Sværhedsgraden var mest B og C, så der var en del udfordrende klatring flere steder. Ruten var speciel, dels fordi den fulgte en kløft, der denne dag stort set var knastør, og da andre klatrere før os havde bygget utallige små og store stenvarder, som var placeret på alle klippefremspring og større sten. Bortset fra to tyskere, havde vi ruten helt for os selv.

Det tog kun ca. halvanden time at klatre ruten. Vi drak en cola på en bænk ved rutens slutning, inden vi på almindelig men dog stejl vandresti gik retur mod bilen. På turen ned var der flot udsigt over vinmarker og bjergene på den anden side af Adige dalen. Desuden vrimlede det med firben.

Planen var nu at spise frokost på pizzariet, der lå lige ved startstedet. Efter at have ventet 15-20 minutter på betjening opgav vi dog dette og kørte videre. Vi fandt et andet spisested i en lille by undervejs, hvor betjening og mad var langt bedre.

Vi var fremme i Madonna di Campiglio ved16-tiden. Det kostede 10 euro at køre de sidste 4 km ind til det planlagte startsted, ligesom vi skulle vente og køre i kortege med en bus derind. Det gad vi ikke, så i stedet fandt vi en p-plads i centrum af byen. Jeg spurgte mig for om omfanget af sne oppe i bjergene og meldingen lød, at vi ikke behøvede isøkse og steigeisen. Fint, så slap vi for at slæbe dem med.

Vi pakkede rygsække til 3 dage og vandrede op mod Rif. Graffer. Der var 750 højdemeter op til hytten. Det første stykke gik gennem skov og med udsigt til skilifter og -pister. Desuden kunne man høre trafiklarm fra byen. Senere kom vi over skoven, og trafiklarmen forsvandt. Til gengæld blev det mere tåget. Kort før hytten klarede det heldigvis mere op, så vi kunne fornemme, hvor flotte omgivelser, vi befandt os i. Vi passerede en enkelt mindre top, Monte Spinale (2.104 m), undervejs, inden vi efter 1,5 time og knap 8 km nåede frem til refugiet. Vi nåede et hurtigt bad, inden den stod på en ganske udmærket 3 retters menu. Refugiet var ret stort men ikke specielt fyldt, så vi havde et 2 personers værelse for os selv.

Lørdag 30. august: Brenta Dolomiterne, dag 2

Denne dag ventede den længste etape i Brenta Dolomiterne, fra Rif. Graffer en ad via ferrata ruterne Senterio Alfredo Benini og Bocchette Alta over til Rif. Alimonta. Dagen startede perfekt med en stort set skyfri himmel, således at der var en flot udsigt tværs over Madonna di Campiglio dalen til Adamello massivet og dele af Alperne. Fra refugiet gik det via græsklædte skråninger svagt stigende op mod selve bjergkammen. Det var lidt køligt i starten, hvor vi gik i skygge, men da vi kom op i solen, blev det hurtigt varmt. Vi mistede rutemarkeringerne på en strækning over Groste karst plateaut, men det var ret uproblematisk at fortsætte på tværs af terrænet.

Da vi nåede op på selve bjergkammen, kunne vi se ud over et hav af skyer på østsiden. De lå alle under os, men udsigten var meget imponerende. Vi tog klatreudstyret på og startede ud på den del af dagens rute, der hed Senterio Alfredo Benini. Ruten løb i ca. 2.600-2.900 meters højde på østsiden af bjergkæden. Vi gik meget af tiden på smalle klippehylder. Til højde for os skød klippevæggene fortsat et par hundrede højdemeter i vejret, mens det på venstre side faldt stejlt flere hundrede meter ned. Vi kunne ikke se bunden af klippevæggen, da den var skjult i skyerne. Udover hylderne skulle vi nogle steder klatre stejlt ned. Under selve klatringen virkede det ikke så svært, men når vi bagefter kiggede tilbage på de klipper, som vi var kommet op eller nedad, virkede det helt umuligt, at de kunne passeres. Sværhedsgraden var det meste af tiden A eller A/B, og kun enkelte gange B. De sværeste steder var der desuden monteret lange stålstiger, som vi kunne klatre opad eller nedad.

Vi kunne se et par klatrede et stykke bag os, men havde ellers ruten for os selv. Først kort før passet Bocca del Tuckett mødte vi vandrere, der gik den anden retning. De var startet fra Rif. Brentai. Vi passerede nogle snefelter og klaterede derefter stejlt ned til Bocca del Tuckett. Her krydsede vores klatrerute en almindelig vandrerute, og der var mange mennesker.

Næste del af dagens rute gik på Bocchette Alta. Dette er ikke uden grund den mest populære del af ruterne langs bjergkammen i Brenta dolomitterne, og der var derfor mange klatrere på ruten. Nogle gange kunne vi let overhale, men andre gange krævede det en del overtalelse af få folk til at give plads, så vi kunne passere. Specielt en gruppe på 5 italienske mænd bevægede sig meget langsomt. Sværhedsgraden var igen primært A og A/B, men der var om muligt endnu flere stiger end på Benini ruten. Vi forsøgte at holde tal på antallet, som vi passerede og nåede vist at runde 30 stiger denne dag.

Frokost blev indtaget på et af de få steder, hvor der var et lille klippeplateau. Derefter gik det videre på flere klippehylder og med mere klatring. Kun et enkelt sted kom vi op på toppen af et af de bjerge, vi passerede. Dette var Spallone dei Massodi (3.004 m). Her spænede vi op til toppen og tog et par billeder, inden vi hurtigt løb tilbage til ruten, for ikke at blive overhalet af nogle af de langsomme grupper igen.

Ved passet Bocca del Massodi havde vi mulighed for at gå ned til vores refugie. Vi havde dog stadigvæk energi i benene, så vi fortsatte langs klippekammen på Sent. Umberto Quintavalle. Denne del af ruten var ikke så svær og bød ikke på meget klatring. Vi holdt en pause på et spektakulært udsigtspunkt, inden vi gik ned mod refugiet. På turen ned trænede vi lidt i at gå på sne, da Sandra bevægede sig som en usikker bambi på dette underlag.

Nede ved refugiet ventede en velfortjent øl, der blev indtaget i solen på klippefladerne udenfor hytten. Der var masser af andre vandrere og klatrere, og humøret var højt. Maden om aftenen var ok, og vi blev indkvarteret på 4-mands rum med et par fra Ungarn/Holland.

Søndag 31. juli: Brenta Dolomiterne, dag 3

Vejrudsigten var noget ringere for denne dag, og der var varslet regn om eftermiddagen. Vi var klar til afgang kl. 7, men allerede på det tidspunkt var der meget mørke skyer over bjergene længere mod vest. Vejret var fortsat fornuftigt over Brenta bjergkæden, så vi gik hurtigt op til Bocca d'Armin. Undervejs passerede vi Sfulmini gletsjeren, der var dækket af sne, så den var let at passere.

Mens vi stod i passet og tog udstyr på for at gå ud på ruten Bocchette Centrale satte det ind med regn, og hvad værre var, vi hørte tordenbrag tæt på. Alle planer om Centrale ruten blev droppet med det samme. I stedet valgte vi ruten Sent. Attraz. Felice Spellini, der gik ned på østsiden af passet. Ruten bestod i høj grad af lange stiger og kortere passager med klatring A og B samt lidt C, så vi kom hurtigt de 280 højdemeter ned ad bjergsiden, men set i bagklogskabens lys skulle vi være gået tilbage til Rif. Alimonta i stedet, da det ikke er videre kløgtigt at klatre på en jernstige og være forbundet med et stålkabel i tordenvejr.

Nedenfor kablerne fandt vi et sted, hvor klipperne hang langt ud, hvor vi kunne krybe i ly. Her sad vi 30-40 minutter, mens uvejret rasede over os med lyn, torden og kraftig regn. Det eneste positive ved situationen var, at vi var kommet i ly, samt at der var en flot udsigt op mod klippespiret Camp. Basso. Da regnen stilnede lidt af satte vi kursen mod Rif. Pedrotti på Sentiero Orsi stien, for at komme i læ der. Regnen satte ind igen undervejs, ligesom der kom et par tordenbrag mere kort før vi nåede hytten. Vandrestien var desuden forvandlet til en mindre flod.

Vi var ikke de eneste, der havde søgt ly i refugiet, så der var tætpakket og luften var tyk af vanddamp. Vi bestilte kaffe og kakao og ventede en god halv times tid på, at regnen stilnede af. Da det var blevet tørvejr gik vi over Bocca de Brenta og mod Rif. Brentai ad ruten Via Ferr. Bocca di Brenta. Turen ned var sikret med kabler enkelte steder, ligesom der var nogle snefelter, der skulle passeres. Et stykke tid før Rif. Brentai satte regnen ind igen, og vi besluttede at tage endnu en pause på refugiet. Denne faldt sammen med, at vi kunne spise vores frokost.

Vi blev i hytten i en times tid. Herefter var regnen stilnet lidt af, så vi kunne fortsatte vandringen. Vi valgte at gå ned via rute 391 (Sent. Attraz. R. Violi). Normalt ville udsigten være fantastisk. I dag var den bare flot, da der var masser af regnskyer. Da vi nåede trægrænsen satte regnen tungere ind igen, og vi vadede ned gennem skoven i mindre floder. Det stilnede igen lidt af, da vi nåede p-pladsen ved Rif. Vallesinella. Det var muligt at tage en bus herfra, men Sandra vandt en hugning om bus vs. vandring, så vi gik også de sidste 3,5 km tilbage til Madonna di Campiglio. Dette var også en mere korrekt måde at slutte turen på. En god tredages tur, selv om vejret sidste dag langt fra var optimalt.

Vi kørte i bil til hotellet, som lå lidt syd for centrum af byen. Her stod den på et velfortjent varmt bad og lidt afslapning. Senere på eftermiddagen klarerede det op og blev solskin, så vi gik ned i centrum, hvor der var hyggeligt og masser af mennesker. Aftensmad blev på en restaurant nær hotellet.

Mandag 1. august: Kunst Klettersteig + Trento

Vi startede dagen med en glimrende morgenmadsbuffet på hotellet. Herefter rullede vi 20-25 km mod syd til udkanten af landsbyen Preope. Her havde vi udset os en mindre via ferrata rute; Ferrata Artpinistico delle Niere (Kunst Klettersteig). Den var kun 200 højdemeter, med overvejende sværhedsgrad A og B samt enkelte stykker C, men der skulle der være en række interessante/sjove kunstværker undervejs. Ruten startede mere eller mindre direkte ved p-pladsen, og det var en slags "interval" klatring med korte strækninger med udfordrende klatring adskilt af passager med vandring på udfordrende vandrestier. Udsigten ned over dalen under os var flot, og kunstværkerne var som annonceret et sjovt krydderi.

Det tog kun ca. 1 time at nå toppen. Der var også lidt klatring på turen ned, men generelt var det lettere end på turen op, så vi var retur ved bilen efter knap 2 timer. Generelt en sjov rute at krydre dagen med. Det havde været varmt oppe på klipperne, så vi var godt svedige. Vi kørte derfor ned til den nærliggende flod for at bade. Det blev dog et kort bad, da vandet, der kom fra bjergene, var koldt.

Efter badet gik det på snoede bjergveje til Trento, hvor vi havde booket rum på Hotel Everest (vi var jo på bjergbestigningstur). Vi fik klaret indkvartering og gik ind mod centrum. Her var der en del turister i de mange små hyggelige gader. Vi var godt sultne, så vi fik frokost på en fortovsrestaurant. Ved nabobordet sad byens to højrøstede transvestitter. Interessant…

Efter frokost fortsatte vi rundturen i centrum. Vi fik set en række kirker, gået en rundtur i borghaven, besøgt nogle butikker (da de åbnede efter siesta) og ikke mindst spist feriens bedste is. Da energien løb tør, gik vi retur til hotellet langs floden. Her slappede vi af på vores tagterrasse, indtil vi senere på aftenen gik ned og spiste på hotellets restaurant. Maden var ok, men det var lidt generende, at de to tyskere ved nabobordet røg 5-6 smøger i timen - hver.

Tirsdag 2. august: VF Cesare Piazzetta - Piz Boè

Vi spiste en rimelig omgang morgenmadsbuffet og rullede derefter mod bjergene. Planen var at overnatte på campingplads de næste to dage, og det lykkedes os at få plads på Camping Marmolada i udkanten af Canazei. Vi satte hurtigt teltet op og pakkede derefter en rygsæk til dagens ekspedition. Denne gik op på bjergtoppen Piz Boè (3.152 m) ad via ferrata ruten Cesare Piazzetta. Ruten bød på i alt 1.000 højdemeter og heraf 320 som via ferrata.

Vi kørte op til Passo Pordoi, 2.239 m, og parkerede bilen. Undervejs op passerede vi utallige cyklister, der cyklede op eller ned ad bjergvejene. Ruten startede ganske fladt ud på en lille asfaltvej, der førte ind til et monument for faldne soldater i 1. verdenskrig; Ossario del Pordoi. Endnu en påmindelse om de hårde kampe, der fandt sted i området. Fra monumentet gik det stejlt op på en lille vandresti. Udsigten over mod Marmolada blev bedre og bedre, og et par gemser længere oppe på bjerget gjorde ikke turen ringere. Vi var fremme ved foden af klatreruten ved 12-tiden. Ruten startede, som så ofte, med et svært første stykke (sværhedsgrad D) for at sortere fårene fra bukkene. Jeg kom op ved at hive i kablerne et par meter. Sandra havde større problemer, så vi besluttede at starte forfra og med et ekstra sikringsreb bundet mellem os to, som jeg dels kunne anvende som en ekstra sikring og dels bruge til at trække hende op ad de mest stejle partier. Det fungerede fint et par meter, men herefter satte Sandras via ferrata slynger sig fast i en kabelbolt. Hun havde svært ved selv at få den løsnet, men et par tjekker stod for foden af klippen, og manden kravlede op og assisterede. Tak til ham. Herefter fungerede løsningen med det ekstra reb fint, og vi kom uden større problemer forbi de næste svære partier. Ruten var svær, god og udfordrende på den sjove måde. Der var både stejle partier og partier med traversering af klippevæggene.

Ca. halvvejs oppe var vi godt sultne, så på et lidt fladere parti spiste vi frokost med en imponerende udsigt over mod Marmolada. Den sidste halvdel af ruten var noget nemmere, og klatrepartier vekslede med partier med scrambling. De sidste ca. 200 højdemeter var ren scrambling og vandresti. Toppen af Piz Boè blev nået kl. 15 efter 3 timers klatring inkl. spisepause. Toppen var desværre i høj grad dækket af skyer, så udsigten var ikke så god, som vi havde håbet. Vi fejrede dog stadigvæk bestigningen med en cola og en kort pause.

På turen ned fra Piz Boè toppen ventede lidt flere kabler og stejl vandresti, inden vi kom ned på selve Sella massivet, der var noget mere fladt. Udsigten var fascinerende ud over det stenede plateau og ned i Val Lasties dalen. Planen var at tage liften ned fra Sas Pordoi. Vi havde lidt tid inden sidste lift, så vi gik en tur op på den mindre bjergtop Ponta de Joel (2.945 m). Herfra gik det på vandresti til Rif. Forcela Pordoi. Her blev vi overhalet af vores tjekkiske hjælpere, der kom løbende. De var bekymrede for, om der var plads i liften ned. Jeg var generelt ret rolig, men vi satte alligevel tempoet i vejret op til liftstation på Sas de Pordoi (2.950 m). Det viste sig, at der var masser af plads i liften, så ingen grund til bekymring, Vi skød de sidste par billeder, og nød derefter at tage liften de 700 højdemeter ned. Unægtelig mere behageligt for knæene end at gå ned ad en glat vandresti.

Vi kørte tilbage til campingpladsen, fik et bad og gik ind til Canazei, hvor vi fandt et pizzeria.

Onsdag 3. august: Marmolada

Jeg havde været på toppen af Marmolada, som er det højeste bjerg i Dolomiterne, to gange i 2008 og huskede det som så god en tur, at det var røget på programmet igen til i år. Vejret var med os, så der var solskin og ikke mange skyer, da vi kørte op mod Lago Fedaia for at tage den første lift op til Rif. Fiacconi. Liftsystemet var stadigvæk det meget specielle, hvor man nærmest skulle stå i en indkøbsvogn.

Ved Rif. Fiacconi lejede vi en isøkse til Sandra, og gik derefter over mod via ferrata ruten. Der var en lang række klatrere ud over os, som havde planlagt samme rute. Vi nåede at overhale en del af dem på vejen op til det første snefelt, da vi tydeligvis var i bedre form end nogle af de andre på ruten. Fremme ved snefeltet vurderede jeg, at sneen var så hård, at det var bedst at anvende steigeisen. Vi fandt derfor disse frem fra rygsækken. Taktikken viste sig at være rigtig, for vi overhalede et par vandrere ude på isen/sneen, som havde svært ved at stå fast. Fremme ved klippevæggen fik vi hurtigt klatregrejet på, så der var kun enkelte klatrere på ruten før os, og dem fik vi hurtigt overhalet. Senere blev vi overhalet af enkelte grupper bagfra, men generelt kunne vi klatre ret ugeneret.

Ruten var ikke specielt svær (typisk sværhedsgrad A eller A/B), og på de sværeste passager var der placeret stiger eller ståltrin. En del passager bød også på vandring på stejle stier. Udsigten var glimrende over mod Sella massivet, mens der lå skyer på sydsiden af Marmolada, således at det var svært at få et godt indtryk af den 800 m stejle sydvæg. Vi holdt god fart hele vejen op, og nåede korset på toppen af Marmolada, (Punta Penia, 3.343 m) på mindre end 3 timer. Ikke dårligt for 700-800 højdemeter med både steigeisen og via ferrata. Der var desværre meget skyet, så udsigt var der ikke meget af. Vi spiste frokost nær korset og ind i mellem klarerede det lidt op. Ellers gik tiden med at se på de mange alpekrager.

Efter en god halv times tid begyndte vi turen ned. Første stykke gik over et langt snefelt. Jeg kom hurtigt ned, mens Sandra stadigvæk ikke helt havde gennemskuet teknikken med steigeisen. Fra snefeltet fulgte et kort stykke med kabler ned til selve Marmolada gletscheren. I 2008 havde vi gået uden steigeisen og den ene gang endda uden reb, da der ikke havde været gletscher-spalter. Denne gang var der tydelige åbne spalter, ligesom der var ren is flere steder. Der var en del andre klatrere, som bevægede sig ret langsomt ned over gletsjeren. En af grupperne havde en guide. Jeg vurderede, at han måtte kende bedste og mest sikre rute ned, så vi væbnede os med tålmodighed og fulgte efter ham. Vi måtte passere og springe over enkelte store spalter, inden vi kom ned på en lettere del af gletsjeren. Herfra gik det hurtigere ned til foden af gletsjeren. Vi tog steigeisen og klatreseler af og gik over til Rif. Ghiacciaio, hvor vi fik en meget velfortjent cola og kaffe.

Energibundterne var stadigvæk ikke helt tomme, så vi gik en lille ekstratur over til et udsigtspunkt nær refugiet, inden vi gik retur ned til Rif. Fiacconi, afleverede isøksen og tog liften ned til søen. Herfra gik det til campingpladsen, hvor vi denne aften selv lavede mad - eller dvs. Sandra lavede mad og jeg vaskede op.

Torsdag 4. august: Sas Piat / Plattkofel

Jeg havde oprindelig planlagt, at vi skulle klatre endnu en rute på Marmolada denne dag, men både Sandra og jeg ville gerne vandre noget lidt mere fladt samt se et andet område. Vi udså os derfor en rute, via ferrata O. Schuster, til toppen af Sas Piat / Sasso Piatto / Plattkofel (2.958 m) i stedet. Ruten startede fra Passo Sella i 2.244 m. Herfra ville man normalt tage en lift ca. 400 højdemeter op til Forcella Sassolungo for derfra at vandre ca. 400 højdemeter ned til Rif. Vicenza, hvorfra man går ind til selve startstedet. Sandra ville gerne vandre noget mere opad, så hun stemte for at droppe liften. Jeg gad ikke vandre opad, når man kunne tage en lift, men ville gerne vandre nogle flade km. Løsningen blev, at Sandra vandrede op over passet, mens jeg gik rundt om Sassolungo massivet, og så ville vi mødes ved Rif. Vicenza og følges derfra. Planen endte med at passe perfekt, da Sandra ankom til hytten blot 10 minutter før mig.

Ruten fra Passo Sella startede ud på en ret flad grusvej. Toppen af Sassolungo (Langkofel) var skjult i skyer, men det klarede heldigvis op undervejs, og ellers var der god udsigt over mod Sella massivet. Området bar tydeligt præg af at være skiterræn, og jeg kunne genkende mange steder fra skiferierne i området. Det var heldigvis ikke skræmmende grimt, som skiområder ellers ofte er om sommeren, da de fleste skiløjper var græsklædte, og der gik masser af køer i området.

Efter et par km viste et skilt af mod "Senterio Alta". Ruten var ikke vist som officiel vandrerute på kortet, men den lød og så mere spændende ud, end den jeg ellers fulgte, så jeg drejede ind på den. Det viste sig at være et klogt valg. Godt nok var der mange små stigninger og stejle stykker ned, men ruten fulgte foden af den knap 1.000 m høje nordvæg på Sassolungo, så det var ret spektakulært.

Stien nåede efter et par km over til de officielle vandreruter igen nær en mindre bjergtop, Piz. Ciaulonch (2.114 m). Jeg var naturligvis lige en tur ude og vende på denne, inden jeg gik det sidste stykke til Rif. Vicenza. Første del gik nogenlunde fladt, mens det sidste stykke var mere stejlt op mod hytten.

Jeg holdt en kort pause sammen med Sandra, inden vi begyndte at gå ind i en sidedal. Vi nåede frem til startstedet på klatreruten via en stejl skråning med løse sten og grus. Over os så væggen umiddelbart noget impassabel ud, men ruten var "kun" gradueret sværhedsgrad B. Ruten viste sig at være super god, og langt det meste kunne klatres uden hjælp fra kablerne. Der var heller ikke nogle af de stiger, der havde fyldt op på andre af ruterne på ferien. Endelig var udsigten meget spektakulær til de stejle klippesider og klippetårne, der ragede i vejret rundt om os. Turen overvandt imidlertid ikke mere end ca. 500 højdemeter, så allerede efter en lille times klatring stod vi på toppen. Fra at have været stort set alene på ruten, var der nu pludselig et hav af andre turister, som var gået op af den noget lettere sydvestside, hvor der gik vandresti hele vejen op til toppen. Vi fulgte turisterne det sidste korte stykke op til korset, og fik taget de obligatoriske billeder. Herefter stod den på frokost og lidt pause, inden vi gik ned.

De første 700 højdemeter gik ned over sydvestsiden af Sas Piat. Der var en vandresti, men mange steder forsvandt den i løse sten og løst grus, så det var ikke alle steder lige let eller sjovt at komme ned. Det gik dig heldigvis ret hurtigt. Ved foden af bjerget drejede vi fra den officielle vandresti og skød genvej. Dette vejvalg blev belønnet med passage forbi en dal med masser af murmeldyr. De smuttede ned i hulerne, da vi gik forbi, men jeg sneg mig tilbage, og ved at udvise tålmodighed og sidde stille, dukkede de atter op af hulerne, så jeg fik nogle gode nærbilleder.

Da vi nåede de officielle vandrestier igen vrimlede det med turister. Dette var ikke så overraskende, da udsigten fra stien, der snoede sig langs bjergsiden, var imponerende ned over Val di Fassa. Jeg havde kørte samme stykke på MTB i 2010 og benene kunne godt have brugt cyklen denne dag.

Vi holdt en cola-pause på Rif. Sandro Pertini og vandrede derfra det sidste stykke tilbage. Jeg prøvede at nyde udsigten, men øjnene var ved at være mætte, og benene var trætte. Vi nåede tilbage til bilen kl. 16. GPS'en viste 17 km og 1.500 meter stigning, så ikke mærkeligt, at benene havde klaget sig.

Næste mål var bjergtoppen Civetta, så vi satte kursen mod byen Masaré i den sydlige ende af Alleghe søen, der ligger for foden af Civetta. I fugleflugt var der kun ca. 25 km derover, men på bjergvejene tog det over en time at køre. Vi blev indkvarteret på et lille hotel med udsigt over søen, og efter lidt søgen om aftenen lykkedes det os også at finde et sted, hvor vi kunne få noget aftensmad.

Onsdag 27. august: Møn - Innsbruck

Planen for fredag og lørdag var fredag at klatre til toppen af Monte Civetta (3.220 m), som er det 6. højeste bjerg i Dolomiterne, overnatte på et lille refugie beliggende 200 m under toppen, og vandre ned igen lørdag. Vejrudsigten lovede varslede imidlertid regnvejr mere eller mindre hele fredagen, og dermed var vi nødt til at ændre planerne, da ingen af os havde stor lyst til at hænge på en klippevæg i 3.000 meters højde i regnvejr.

Allerede fra morgenstunden regnede det. Vi spiste en ok morgenbuffet på hotellet, slappede af en times tid og rullede derefter mod landsbyen Selva di Cadore, hvor der lå et museum med en udstilling om geologien i bjergene samt spor efter dinosaurer. Regnen silede ned hele vejen til museet, så det var godt at komme ind i læ. Museet var ok, men kun dele af teksten (og der var meget!) til de udstillede ting var oversat til engelsk, og det var mildt sagt udfordrende at forstå alle de geologiske termer. En midlertidig udstilling med mineraler var mere farvestrålende og lettilgængelig.

Efter museet kørte vi ned til den lidt større by Caprile. Regnen var nu stilnet lidt af, så vi gik rundt og kiggede lidt på butikker og fik købt ind til de næste par dage. Fra Caprile kørte vi til Alleghe, hvor det blev til lidt mere shopping, inden frokosten blev indtaget på et sportshotel nær søen. Der foregik en konkurrence i ultra-distance cykling, så ved nabobordet sad et par ryttere og skovlede kulhydrater ned.

Solen var begyndt at titte lidt frem efter frokost, så vi vovede pelsen og begav os ud på en tur rundt om søen. Enkelte steder kunne vi gå helt nede ved søbredden, men mange steder havde rigmænd bygget store huse og mure, så vi måtte gå lidt længere fra søen. Vi nåede halvvejs rundt om søen, inden regnen satte ind igen; først blidt men til sidst silede det ned.

Resten af eftermiddagen gik med at slappe af på hotellet, inden vi om aftenen gik over på den anden side af gaden og spiste aftensmad på et hotel, der lå her.

Om aftenen planlagde vi turen næste dag. Vi ville tage liften op til knap 2.000 meter og herfra klatre ad VF degli Alleghesi ruten til toppen af Civetta for at tage den normale rute tilbage til liftstationen. Med første lift op, ville vi kunne komme af sted kl. 9 og sidste lift ned gik kl. 17. Det gav os 8 timer. Estimerede tider sagde, at turen ville tage 10,5 time …. Jeg var lidt skeptisk på, om vi kunne nå det, men Sandra var fortrøstningsfuld. Vi besluttede dog at køre op til den mellemste liftstation for dels at nå øverste liftstation 10-15 minutter tidligere og dels for som plan B "kun" at skulle vandre 700 højdemeter ned, hvis vi missede sidste lift.

Lørdag 6. august: Monte Civetta

Regnvejret var forbi om morgenen og vejrudsigten så god ud. Vi kørte op til den mellemste liftstation og stod klar til at komme med første lift kl. 8:30. Kl. 8:45 var vi oppe og klar til afgang. Udsigten var allerede fra liftstationen imponerende, og vi skulle 1.300 højdemeter længere op. Det tegnede til en god dag!

Vi startede ud på grusvej og gik ca. 100 højdemeter ned forbi en gård/spisested. Herfra begyndte det at stige op. Der var en god vandresti, men den var flad og slog store sving, så vi skød genvej flere steder for at komme hurtigere op. Senere gik det mere stejlt op til Rif. Coldai. Fra refugiet gik det nogenlunde jævnt hen på østsiden af Civetta massivet. Der var enkelte steder sikret med kabler, men vi behøvede ikke udstyret til disse.

Kl. 10:30 stod vi fremme ved foden af selve via ferrata ruten. En større gruppe var ankommet kort før os. De så ikke alt for hurtige ud, så vi skyndte os med at blive klar og komme af sted på ruten. Den var rigtigt mange steder rigtig god og bød på mange muligheder for sjov klatring. Sværhedsgraden var det meste af vejen A/B med enkelt passager C. Vi var dog noget under tidspres, så meget af tiden blev kablet anvendt for at komme hurtigst muligt op. Vi overhalede to andre klatrere, men havde ellers ruten helt for os selv, hvilket var fedt. Udsigten var, som forventet, imponerende, specielt på nord- og østsiden over mod bjergene omkring Cortina samt Mt. Pelmo. På vestsiden, hvor det falder mere end 2.000 m ned til Alleghe, var udsigten desværre blokeret af skyer.

Vi nåede toppen kl. 13 efter ca. 2,5 times klatring. Mellemtiden så helt fornuftig ud. Udsigten var desværre blokeret af skyer i alle retninger, men vi kunne fornemme, at vi var højt oppe.

Vi holdt en kort frokost og begyndte derefter turen ned. De første 200 højdemeter ned til Rif. Torrani gik via en stejl skråning på løse sten og løst grus. Ikke nogen videre sjov oplevelse. Refugiet var blandt de mindste, jeg har set, men en overnatning her havde været noget helt specielt, så det kommer på måske listen til en anden ferie.

Fra refugiet fulgte vi "Via Normale" ruten ned. Denne bød igen på flere steder med løse sten og løst grus. De mest stejle passager var sikret med kabler, og sværhedsgraden på denne rute var A, A/B eller B. Efter ca. 1.000 højdemeter nåede vi langt om længe ned til stien, der slyngede sig rundt om bjerget. Mellemtiden så fortsat fornuftig ud, men vi gik alligevel hurtigt retur mod Rif. Coldai. Da vi nåede nærmere refugiet, kunne vi se, at vi nu med god sikkerhed ville nå liften, og vi belønnede derfor os selv med en kort cola/kaffe-pause.

Fra refugiet fulgte vi vandrestierne retur til liften. Benene var nu ved at være meget trætte, men der var stadigvæk højst humør, da vi 16.45 nåede liften. GPS'en sagde 14 km og 1.840 højdemeter. Den præstation kunne vi godt være stolte af!

En meget velfortjent kop kaffe

Farlige dyr i bjergene...

Vi tog liften ned, skiftede til rent og knap så svedigt tøj i bilen, og rullede mod Cortina. På vejen kom vi over Passo Giau - en klassiker fra cykelløb. Her vrimlede det med turister og ikke mindst motorcykler. Dette var ikke overraskende, da udsigten var glimrende.

Overnatning var på Rif. Dibona; et refugie jeg havde passeret i 2012 og som jeg dels huskede som værende hyggeligt og dels var placeret ved startstedet for en klatrerute, som vi havde planlagt til to dage senere. Vi kom lidt sent frem, men nåede et hurtigt bad, inden der blev serveret en helt fornuftig 3 retters aftenmadsmenu.

Søndag 7. august: Lagazuoi og Sas de Stria

Den oprindelige plan var at bestige Toffane di Mezzo denne dag og holde hviledag dagen efter. Benene var dog trætte efter turen til Civetta, så vi byttede rundt på dagene og fremrykkede hviledagen (som endte med at byde på masser af aktivitet alligevel).

Vi spiste morgen på refugiet og kørte op til Passo Falzarego Herfra startede vandrestien, "Kaiserjäger Steig", som gik til toppen af bjerget Lagazuoi. Ruten startede med at gå op over græsklædte skråninger, hvor der flere steder var skyttegrave fra 1. verdenskrig. Længere oppe ad bjerget ventede huler og tunneler hugget og sprængt ud i klipperne. Vi havde pandelamper med, så vi kunne udforske flere af disse. De vi nåede selve klippevæggen tog vi klatreudstyr på. Det viste sig dog, at ruten var så let, at vi kunne have droppet dette, måske med hjelmen som undtagelse.

Efter små 2 timer nåede vi toppen af Lagazuoi (2.778 m). Herfra var der en suveræn udsigt i alle retninger fra det trafikerede Passo Falzarego til det øde Fanes område mod nord. Længere borte kunne vi se alle de store bjergtoppe i Dolomiterne.

Der var masser af turister på toppen, som via en god vandresti var vandret derover fra den nærliggende liftstation. Vi fulgte vandrestien forbi liftstationen og drejede derefter ned i "Lagazuoi tunnels", et tunnelsystem hugget ud af klipperne under 1. verdenskrig. Tunnelerne var i dag indrettet som museum, og det var spændende/skræmmende at se og forestille sig, hvordan et må have været under krigen, men jeg var ikke imponeret over udstillingens evne til formidling eller til at forklare ruterne rundt i tunnelerne. Vi gik en masse højdemeter nedad og mødte mange, der var på vej den modsatte vej. Rundt i tunnelerne kom vi gentagne gange til at tænke på de ekstreme forhold, der måtte have været her under krigen.

Frokost blev indtaget på en græsskråning kort efter, vi var kommet ud af tunnelerne. Herefter gik det ned til Passo Falzarego. Kort før passet solgte den lokale alpeforening vin og prosecco. Vi lod os overtale til en flaske prosecco, som kunne anvendes til at lave spritz, når vi kom hjem.

Tofane-bjergene i skyttegravsperspektiv

Lagazuoi tunnelen

Edelweis!!!!

Dagens første udflugt fejres

Fra passet kørte vi en kort tur over mod det tidligere militærfort "Forte Tre Sassi", hvor dagens anden "lille" vandretur ventede. Denne tur skulle gå små 300 højdemeter op til toppen af Sas de Stria (2.477 m). Vi havde en del problemer med at finde ruten op til toppen, og endte med bare at gå gennem terrænet. Dette betød, at vi hurtigt stødte på et tæt netværk af skyttegrave. Jeg sprang ned i disse og fulgte dem op mod toppen. På denne måde fik man igen en fornemmelse for, hvorledes det som østrigsk soldat må have været under 1. verdenskrig, når man skulle op på bjergtoppen for at observere og skyde ned mod italienerne på plateauet neden for bjerget. Nogle steder var skyttegravene hugget/gravet/sprængt ned i klipperne, mens de andre steder fulgte naturlige klippesprækker.

Efter en lille times tid nåede vi toppen. Udsigten var igen flot, og denne gang havde vi god tid, så vi blev på toppen et stykke tid. Turen ned gik igen via skyttegravene, inden vi drejede fra og ledte efter en genvej ned til bilen. Sandras første forslag til genvej endte på en stejl klippevæg, mens mit bud lidt senere fik os ned til bilen.

Vi kørte tilbage til refugiet. Her var der live-musik på terrassen og vi fejrede dagens program med en weissbier. Resten af dagen gik med læsning og afslapning.

After-hiking fest?

Solnedgang over Antelao

Mandag 8. august: Tofana di Mezzo

I 2012 var jeg startet ud på klatreruterne Ferrata Punta Anna og Ferrata G. Aglio op til Tofana di Mezzo (3.244 m) sammen med Emma, men det blev dårligt vejr undervejs, så vi gik ned efter Punta Anna. Dette skulle der rettes op på denne dag, og vejret så heldigvis langt bedre ud til en ekspedition mod toppen af det 3. højeste bjerg i Dolomiterne og nogle af de bedste via ferrata ruter i Dolomiterne.

Vi kom af sted fra refugiet kl. halv otte. Første etape bød på ca. 300 højdemeter via stejl vandresti op til Rif. Pomedes Denne del gik i skygge, men fra refugiet kom vi op i solen, og det blev varmt. Vi fortsatte et kort stejlt stykke under en lift inden vi i ca. 2.450 meters højde nåede starten på selve ruten. Der var ikke overraskende en del andre klatrere på ruten, men vi kunne stort set hele dagen klatre for os selv uden af stå i kø. Sværhedsgraden varierede mellem A og C/D. Vi havde denne dag god tid, så både Sandra og jeg forsøgte at klatre så meget som muligt ud at anvende kablet til andet end sikring. Ruten fulgte bjergkammen op og det var mange steder meget spektakulært med stejle fald flere hundrede højdemeter ned til begge sider.

Punta Anna (2.731 m) blev nået efter godt 2,5 time. Vi holdt en kort pause og kiggede på ruten videre. Det så forsat udfordrende ud. Fra Punta Anna fulgte et kort lidt fladere stykke på sti, inden det med lidt simpel klatring gik rundt om Torre Pomedes III. Da vi rundede bjerget åbnede udsigten sig op mod Alperne længere mod nord. Vi kunne tydeligt se både Grossglockner og Grossvenediger - og de ligger 75 km væk! Det næste stykke at ruten var ret let og gik mest på stejl vandresti. Herefter steg sværhedsgraden igen. Vi kom til at sted, hvor det var muligt at klatre op på en mindre klippespir, Torre Aglio. Sværhedsgraden til dette var D, så vi fandt slyngerne frem, så jeg kunne give ekstra sikring og eventuelt trække Sandra op. Det viste sig dog, at det ikke var så svært, så vi kom begge op uden de store problemer. Vi holdt en kort pause og derefter gik det ned igen. Ruten fortsatte rundt på siden af Torre Aglio med sværhedsgrad C/D, så vi forsatte med slynger som ekstra sikring. Efter dette stykke var de sværeste passager overstået og det gik lettere mod toppen på en blanding af vandresti, stiger og let klatring.

Frokost blev indtaget på et lille plateau i ca. 3.000 meters højde. Udsigten var absolut ikke tosset fra vores frokoststed. Herefter ventede endnu et par stiger og kortere kablede sektionen, inden det til sidste stykke op til toppen, hvor der ventede lidt scrambling. Vi nåede toppen kl. ca. 14 efter 6,5 time. Det vrimlede igen med turister, som var gået derover fra liftstationen 5 minutter væk. Den "værste" af disse var en hollænder, som havde slæbt en larmende drone med, som han fløj rundt om toppen med. På vej ned fortrød jeg, at jeg ikke havde skældt ham ud for at forringe oplevelsen for os andre. Han kunne dog heldigvis ikke ødelægge udsigten, der nok var den bedste på hele ferien.

Vi tog liften ned og sparede dermed knæene for ca. 750 højdemeter. Derefter gik det et kort stykke lidt opad henover et plateau, hvor der pga. skilifter ikke var så charmerende, hvorefter det gik nedad via ruten Sent. G. Olivieri. Denne var gradueret som sværhedsgrad ??. Vi startede ud uden sikringsudstyr udover hjelm, da det var ret let. Senere blev det mere svært, men da var vi stort set nede. På en strækning blev vi desuden fanget lidt i kø bagved to meget langsomme franskmænd.

Efter ruten ned gik det fladt over til Rif. Pomedes hvor vi var kommet op om morgenen. Jeg havde læst, at ruten Sent. Astaldi skulle være rigtig flot, så vi gik denne vej ned, i stedet for at samme rute, som vi var kommet op med om morgenen. Jeg havde regnet med, at S. Astaldi var nogenlunde flad, men der ventede nogle partier med stigning, og de trak søm ud så sent på dagen. Fra rutens slutning gik det retur til refugiet på vandresti og lidt på tværs ned over stejle græsskråninger. Tilbage ved bilen sagde GPS'en blot knap 10 km men 1.500 højdemeter. Vi var ret trætte!

Vi tog et hurtigt bad på refugiet og kørte i bilen ned til Cortina, hvor vi købte ind til de næste par dage. Bilen skulle også have diesel. Vi kom ikke forbi nogen tankstation i Cortina, men jeg tænkte, at der nok var en i Misurina på den anden side af bjerget. Det var der ikke. Brændstoflampen havde nu lyst rødt længe, så jeg havde ikke lyst til at køre op ad en lille bjergvej for at løbe tør. Vi kørte derfor mod nærmeste tankstation som lå i … Cortina.

Pga. diesel-showet kom vi først frem til Rif. Auronzo ved 20-tiden. Dette var lige tidsnok til at nå at aftensmadsbuffeten. Udsigten fra refugiet var flot med solnedgang over bjergene mod vest, mens selve refugiet var det mindst charmerende på hele turen; omgivet af store p-pladser og med en høj grad af kantine-stemning. Så gjorde det ikke noget, at vi var kommet sent frem.

Tirsdag 9. august: Tre Cime / Drei Zinnen

Der blev først serveret morgenmad fra kl. 7, så vi kunne "sove længe". Morgenmaden var igen en ikke specielt charmerende buffet, men på plus kontoen, var der ymer og müsli. Vi var klar til afgang 7:30, og startede ud med 1,5 flade km over mod Rif. Lavaredo. Vejret var ok. Det var overskyet, men tørt, og der var en flot udsigt ned mod byen Auronzo ca. 1.400 højdemeter under os. Selve "Tre Cime" kunne vi i mindre grad se, da de var skjult i skyerne. Kort før Lavaredo hytten drejede vi ind på en mindre vandresti og gik op til et pas. Her holdt 3-4 redningskøretøjer, ligesom der stod en flok redningsfolk. De så dog alle meget afslappede ud, så vi antog, at det var en øvelse. Fra passet gik vi et kort stykke op til starten på ruten "De Luca/Innerkofler". Vi var hurtige til at tage klatreseler på, så vi nåede af sted før en større gruppe med guide. Ruten startede med lidt tunnel, hvor vi måtte ned på alle fire. Derefter fulgte lette kablede passager, inden vi kravlede gennem et hul i klippen og om på østsiden af bjerget. Her gik det med simpel scrambling op til passet "Gamsscharte". Her passerede vi en gruppe på 4 tyskere, der som os var på mod toppen af Monte Paterno (2.744 m). Det første stykke var kablet (A/B), mens det sidste stykke var uden sikring. Fra toppen var der en flot udsigt mod Tre Cime, der nu næsten var kommet fra af skyerne .Vi blev på toppen 5-10 minutter og fik tyskerne til at tage et par billeder.

Udsigt ned mod Aurunzo

Et lille kapel på vej mod Rif. Lavaredo

Hugget tunnel gennem bjergene

Hugget tunnel gennem bjergene

Fra toppen gik det retur ned i passet Gamsscharte og herfra kablet et stykke ned langs en lille bjergkam. For foden af denne passerede vi en flok italienske alpejægere, der ud fra deres sikkerhed at dømme var rekrutter. Herefter fulgte 600 m ned gennem en tunnel hugget ud i bjerget af italienerne under 1. verdenskrig. Efter tunnelen kom vi forbi "Frankfurter", en 15-20 mm høj klippesøjle, hvorefter det gik ned til Drei Zinnen Hütte.

Klokken var kun 10:30 og vejret var fortsat ok, så vi besluttede at tage endnu en via ferrata rute inden frokost. Turen gik til toppen af Toblinger Knoten, en klippeknold, der ragede ca. 100 højdemeter op, og som østrigerne havde anvendt som udkigspost under krigen. Der var 100 højdemeter på sti over til foden af bjerget. Herfra gik det op til toppen via "Leitern (stiger) Klettersteig" og ned via "Sent. Del Curato Mil. Hosp. - Torre Toblino". Ruten op fulgte den oprindelige rute fra krigen, og der var fortsat lidt rester af de originale stiger. Ruten bød på masser af stiger men også nogle klatrepassager (A/B), som det lykkedes os begge at klatre uden assistance fra kablet. Vejret var begyndt at blive dårligere, så vi blev kun på toppen i kort tid, inden vi hurtigt og vha. kablet klatrede ned. På turen tilbage til hytten var vi en hurtig tur forbi knolden Sasso di Sesto (2.539 m). Her blev opholdet endnu kortere, da regnen nu satte ind. Der gik derfor i småløb tilbage til Drei Zinnen hytten. Denne var, ikke overraskende vejret taget i betragtning, propfyldt, men det lykkedes os at finde plads under et halvtag udenfor, og her spiste vi frokost.

Drei Zinnen hytten med Sasso di Sesto og Toblinger Knoten bagved

På vej op mod Toblinger knoten

Klokken var nu 12:45 og der var stadigvæk energi i benene, så vi besluttede at gå en omvej rundt om Paterno-massivet tilbage til bilen. Det første stykke gik fladt langs bjergkammen og der var flot udsigt nordpå mod flere bjerge. Derefter gik det stejlt 200-300 højdemeter op til et pas. Vi havde overvejet at bestige bjerget Oberbachernspitzen, men da benene var trætte, og bjergtoppen fra passet fortsat så ud til at ligge langt væk, udså vi os i stedet en mindre knold lidt tættere på (denne viste sig bagefter at være Il Panettone (2.616 m)). På vej mod toppen ventede lidt simpel klatring. Kort før toppen satte regnen ind, så det blev kun en kort pause. Med regnen fulgte også tæt tåge, så vi havde lidt problemer med at finde ned. Vi gik nu hurtigt tilbage i regnen, og farten blev sat i vejret, da vi hørte et par tordenbrag. Vi racede 200-300 højdemeter ned gennem noget løst bras og ramte en grusvej. Denne skulle vi "bare" følge tilbage. Der ventede dog masser af højdemeter, og nu var benene meget trætte. På plussiden var regnen stoppet, og udsigten var flot. Vi traskede retur mod bilen sammen med en masse andre turister. Vi var retur kl. lidt over 3 efter 4,5 timers aktiv vandring/klatring, 16 km og godt 1.400 højdemeter.

Vi tog et bad på refugiet, og kørte derefter mod Salzburg. Det første stykke gik i tørvejr, men i Østrig ventede flere byger og gråvejr. GPS'en ville via Felbertauern tunnel. Jeg gad ikke køre mere i bjerge, så kørte til Spittal og motorvej. Vi havde oprindelig planlagt overnatning på campingplads, men da det 40 km før Salzburg fortsat regnede, kørte vi fra og søgte i stedet et gasthaus. Det lykkedes os at finde plads på et gasthaus i landsbyen Golling. Stedet var ejet af en ældre herre, der havde været wienerbarn, og dermed kunne lidt dansk. Lille verden.

Onsdag 10. august: Salzburg

Det regnede fortsat, da vi vågnede. Dette blev der dog kompenseret lidt for med turens bedste morgenmadsbuffet på gasthauset. Efter et have brugt en lille times tid her, kørte vi mod den campingplads nær Salzburg, hvor vi havde planlagt overnatning. Her var der, ikke overraskende, god plads. Det var kortvarigt tørvejr, så vi benyttede lejligheden til at sætte teltet op. Vi købte derefter et 24 timers Salzburger Card, som gav gratis adgang til offentlig transport samt de fleste museer i byen. Vi gik til busstoppestedet og kørte 15 minutter i bus til centrum. Her var der, surprise, masser af turister. Vi fulgte masserne og gik mod domkirken, et imponerende bygningsværk, og derfra til kabebanen op til slottet over byen. Her var endnu flere turister, så vi droppede "Innere Schloss" og nøjedes med en tur rundt på bastionerne samt op i et af tårnene. Dette var nu også helt fint. Efter slottet gik det retur ned med kabelbanen og derefter forbi katakomberne - ikke videre spændende - samt en række kirker, hvoraf de fleste var overdådigt indrettet. Frokosten blev indtaget på en Bierstube i centrum, og jeg fik min wienerschnitzel.

Efter frokost stod den på "originale Mozarts kugler", et kort besøg på Haus der Natur, hvor vi kun så akvariet (her havde fiskene ikke meget plads), en tur gennem Auersperg Garten og nogle smågader på østsiden af floden. Planen for næste dag var at bestige Hohes Göll. Vejret så ikke lovende ud til dette, så som en plan B fik vi opstøvet et vandrekort og på en cafe i centrum udså vi os en rute, der gik i lavere højde.

Besøget i centrum blev afsluttet med et besøg på Panorame museum (lukket), Mozarts fødehjem (fint lille museum) og endelig Dom Quartier. På sidstnævnte var der mulighed for en to timers audioguidet tur. Vi holdt de første 10-15 minutter men gik derefter hurtigere gennem resten. Residenz rummene var prængende, ligesom omfanget af kunstsamlingen var imponerende.

Efter 12 km's traven rundt i centrum var vi begge trætte, så vi tog bussen retur mod campingpladsen. Aftensmaden blev indtaget på Gasthof Doktorwirt, og her fik vi et af turens bedste måltider.

Sandra er glad for at være i Salzburg

Udsigt mod bjergene

Mozart kugle - den originale

Udsigt fra borgen

Kirkegården ved katakomberne

Mozart kugler - de knap så originale

Torsdag 11. august: Salzburg og Berchtesgadener Hochtron

Dagens plan var at vride det sidste ud af Salzburgerkortet ved gratis at tage med Untersberg liften op til ca. 1.800 meters højde og vandre herfra over til Berchtesgaden Hochtron via Salzburger Hochtron. Fra B.H ville vi gå en runde oppe på Untersberg plateauet, inden vi gik 1.400-1.500 højdemeter retur til den nedre liftstation. Jeg vågnede imidlertid til lyden af regnbyger på teltet og en temperatur omkring de 10 grader og var derfor ikke specielt motiveret til at stå op. Jeg læste et kvarters tid, indtil regnen stilnede af og stod derefter op og spiste morgenmad i forteltet. Vi pakkede herefter lidt ekstra varmt og vandtæt tøj i rygsækken og kørte i bil over til Untersberg liftstationen. Vi ankom 10 minutter før en liftafgang og kørte sammen med knap 10 andre mod toppen. Bortset fra os så kun en enkelt ud til at være så tåbelig at ville vandre.

I dalen havde det været klart, men på vej op kom vi hurtigt op i skyerne og sigt faldt til nogle gange blot 20-30 meter. Vi spottede dog en enkelt gemse, der stod på klippevæggen. Oppe ved liftstationen var der tåget og blæsende, men det regnede i det mindste ikke. Vi besluttede derfor at give den planlagte vandretur en chance men ville vende om efter en time, hvis vejret blev dårligere, så vi kunne nå ned med en gratis lift.

Ruten gik langs en bjergkam med 200-400 m stejle klipper ned til den ene side. Det kunne vi imidlertid ikke se meget af. Vi havde blot udsigt til 1-1,5 m høje grantræer med lidt tøsne på samt klipper, der var glatte at vandre på pga. regnen og sneen. Ruten passerede undervejs en række bjergtoppe, hvoraf den første, Geiereck (1.805 m), blev nået efter blot 5 minutter. Vi tog det obligatoriske billede og skyndte os videre mod dagens anden top, Salzburger Hochtron (1.853 m). Kort inden toppen indhentede vi en tysk far med sine to sønner. De tog billeder af en gemse, der sprang rundt i tågen. Faderen meddelte, at ifølge hans vejr-app skulle regnen være slut. Gode nyheder - så kunne vi leve med tågen. Vi fik ham til at tage et billede af os med det klassiske kors på toppen.

Der var stadigvæk tæt tåge og sigt på kun 20-30 meter, så lidt efter måtte kompasset graves frem for at kontrollere, at vi gik den rigtige vej. Humøret steg lidt ved passet Mittagssharte, 1.677 m, hvor vi et kort øjeblik kom ud af / under skyerne, og kunne se ned i dalen mod vest. Kort efter så vi desuden en flok på 10-12 gemser.

Der var intet kors på næste top, Rauheck (1.846 m), så GPS'ens højdemåler måtte graves frem for at bestemme, hvornår vi var der. Toppen var dækket af drivvåde grantræer, så vi blev stående på stien en meter eller to lavere og tog dokumentationsfotoet. Næste top, Gamsalpkopf (1.886 m), lå lidt længere fra stien. Jeg var begyndt at overveje, hvordan vi kom derover uden at blive drivvåde, da det satte ind med en blanding af sne og regn med iskrystaller. Vi blev dermed hurtigt enige om at droppe den top.

Terrænet vi gik gennem var som nævnt dækket af lave grantræer. Det havde desuden karstpræg med masser af små lavninger, som stien snoede sig rundt om. Dette kombineret med de glatte klipper betød, at vi kun kom langsomt frem. Den planlagte rundtur oppe på plateauet blev derfor droppet og vi gik direkte mod dagens sidste top, Berchtesgadener Hochtron (1.972 m). Den lå 5 minutter fra stien, og Sandra lod sig kun lokke med derop, da der fra toppen kun var 15 minutter til Stöhrhaus. Vi skød et par fotos på toppen, og hastede derefter mod hytten, der kort tid efter dukkede op i tågen. I hytten bestilte vi to gange schwarze-tee, som vi drak til det medbragte mad. De var kun to vandrere i hytten ud over os, da vi ankom, men mens vi spise, dukkede flere op, som vi vandret op fra den anden side af bjerget.

Mozart kugler - de knap så originale

ja, det er sne

Videre gennem sneen

Ved Berchtesgadener Hochtron

Fremme i refugiet

Efter en halv times pause gik vi videre. Vi kom hurtigt ned fra bjerget, og ud af skyerne. Udsigten blev dermed hurtigt langt bedre ned mod dalen langt under os. Vi blev desuden belønnet med en forbi-flyvning af to rovfugle, som muligvis var lammegrippe. Sandra var imidlertid mere angst for de køer, vi kunne så på græsskråningerne længere nede. Til hendes held drejede stien fra, inden vi kom forbi køerne. Stien krydsede nu hen nedenfor de klippeskrænter, vi før havde vandret ovenfor. Vi kunne stadigvæk ikke så toppen pga. skyer, men udsigten ned mod dalen var flot. Jeg havde forventet, at stien ville gå nedad hele vejen, men på nogle passager gik det opad, så jeg kunne mærke, hvor trætte benene var. Efter et par km begyndte det af gå mere stejlt ned mod dalen via en sæter og derefter vekslende skov. Efter et stykke nåede vi en grusvej, som vi fulgte langs et vandløb med klart vand. Eftermiddagens eneste regnbyge ramte os, mens vi gik gennem granskov og gjorde dermed ikke megen skade. Den stejle nedstigning sluttede ved en mindre asfalt vej, som vi fulgte en halv km. Det var nu klaret så meget op, at vi kunne se klippeskrænterne, som vi havde gået ovenfor. Det var tydeligt, at vi var gået glip af en imponerende udsigt ved at gå rundt deroppe i tåge.

Da vi drejede fra asfaltvejen stod der på et skilt, at stien var spærret og at der var "Lebensgefahr" pga. vejrskader. Vi tog chancen, og opdagede først at lidt af vejen var skredet ned, da vi havde passeret stedet. Til gengæld var vi begge ved at ryge på røven, da vi passerede en regnglat træbro kort tid efter.

Med 3-4 km tilbage nåede vi en større asfaltvej. Vi havde desværre ikke en kajak, som vi kunne have sat i den rivende flod langs vejen, og da den planlagte vandrerute langs flodbredden var sløjfet og vi ikke gad tage den anden vandrerute med højdemeter, gik vi det sidste stykke langs hovedvejen. GPS sagde godt 22 km, da vi nåede tilbage til bilen - ikke mærkeligt at benene var tunge. Solen var dog kommet frem de sidste par timer, så humøret var godt.

Vi lavede aftensmad på campingpladsen og købte som dessert is på restauranten/kiosken, mens vi planlagde de sidste par dage. Der blev varslet regnvejr igen næste dag, så vi besluttede at bruge dagen på at køre en stor del af strækningen hjem, med et stop i en nationalpark i Nordtyskland, da vejret skulle være bedre her.

Så kom solen frem

Ruten gik deroppe... ser bedre ud nu uden sne og tåge

Fredag 12. august: Salzburg - Müritz

Vi vågnede, igen, til lyden af regnvejr på teltet. Beslutningen om at køre nordpå virkede fortsat helt rigtig! Sandra havde aftalt med hendes mor, at teltet kunne smides ud, så pakning gik hurtigt, hvorefter vi spiste morgenmad under et halvtag nede ved receptionen. Kl. 7:30 rullede vi nordpå. GPS'en sagde ankomst 15:30, så forude ventede 8 timers kørsel. Der var, som oftest, tæt trafik frem mod München, hvorefter det løsnede lidt op. De varslede dog 4 km "stau" mellem Nürnberg og München i radioen, så vi tog den lidt længere rute via Regensburg og Hof. Vejret var småringe hele vejen med gråvejr og masser af regnbyger.

Det sidste stykke frem til Nationalparken tog lidt længere tid en planlagt, så først ved 18 tiden var vi helt fremme i byen Kratzeburg. Da var NP kontoret lukket. Vi havde overvejet "schwartz-camping", men valgte i stedet en campingplads med navnet "Naturfreunde" (vi tjekkede, inden vi kørte derind, at det ikke var en nudist camping!). Det viste sig at være et godt valg, da vi fik plads lige ned til Käbelick søen, og da vi havde adgang til vand og toilet. Pladsen var desuden hyggelig, og fastliggerne havde et stort udvalg af lyskæder mm. Det støvregnede om aftenen, men vi kunne sidde i læ under et par træer.

Lørdag 13. august: Müritz Nationalpark

Vi stod op kl. 6, og for første gang i et par dage regnede det ikke! Det var overskyet, men unægteligt mere lovende end de foregående dage. Vi pakkede teltet ned, spiste morgenmad og kørte i bil til en p-plads ca. 1 km fra campingpladsen. Herfra startede vi på feriens sidste vandretur. En planlagt ca. 25 km vandretur rundt i nationalarken. Efter 200 m passerede vi den største svamp, jeg nogensinde har set. Herefter gik det gennem fyrreskov - det lignede Tisvilde Hegn - og forbi en masse små søer. Vi så ikke en sjæl, men en stor del af tiden gik vi også gennem terrænet, selv om vi dermed tolkede reglen om ikke at forlade stierne lidt kreativt. Dette betød til gengæld, at vi så masser af rådyr og dådyr.

Vi holdt en pause i solen ved søen Grosser Säfkowsee, inden det gik videre et par km gennem skov. Herefter kom vi ud på en mindre asfaltvej, omgivet af marker med græssende køer. Ren idyl. Vi fulgte nu vandresti et par km, passerede en lang træbro og så en forfalden kirkegård ved landsbyen Krienke. Herefter gik det tilbage ind på småskovstier, som vi fulgte til et at de højeste punkter i skoven, mægtige 105 m over havet. Terrænet lignede nu svensk fyrreskov med blåbær i bunden. Vi så flere rådyr og dådyr, og turens højdepunkt, et vildsvin med mindst to unger. Sandra var absolut ikke lige så begejstret, som jeg var.

Frokost blev spist på en badeplads med udsigt til Pagelsee. Tiden var begyndt at blive lidt knap, så herfra gik det direkte tilbage mod bilen via små hyggelige landeveje med brostensbelægning i midten. Der var masser af cykelturister, mens vi stort set ingen vandrere så hele dagen. Måske ikke så mærkeligt, da nationalparken var ret flad og dermed oplagt til cykling eller kano/kajaksejlads på alle søerne.

Vi holdt en enkelt is-pause i landsbyen Dalmsdoft, inden vi nåede tilbage til bilen ved 15 tiden. GPS'en sagde da knap 24 km. Ikke nogen dum sidste tur, hvor vi udover de nævnte dyr også så fiskeørn (tror vi), stålorm samt en snog, som jeg næsten joggede på. Vi hoppede en tur i søen ved p-pladsen, den var ret kold, og rullede derefter mod Rostock. Turen gik via mindre landeveje, som alle virkede til at have træ-alleer. Vi nåede færgen i god tid, og måtte vente i små 2 timer, da færgen var forsinket. Vi slæbte madrester med op og fik dermed næsten tømt maddepoterne. Der må have været skibsstævne i Rostock, for vi passerede flere 3-4 masters sejlskibe på vej over Østersøen. Landet i Gedser kørte vi mod København. Vi slap denne gang for rådyr-påkørsler med sad i stedet i kø ved Køge i en halv time, så det var midnat, inden vi nåede Farum.

Således slut på en glimrende sommerferie.

Magic mushroom ?

Feriens sidste tur i en skov, der ligner Tisvilde Hegn

Bille-fest?

En af de utallige søer i nationalparken

Klokketårn