Jeg havde siden 2005 været i USA tre gange og konkluderet, at det var et mine favorit rejsemål. Efter at have kørt tværs over den nordlige del af USA i 2005, lavet bjergbestigning i Californien, Oregon og Washington i 2009, samt endelig rejst rundt i New England og på østlysten i 2011, havde jeg stadigvæk det sydvestlige USA samt Colorado på ønskelisten. Jeg havde ikke planlagt nogen eftersårsferie for 2015, men jeg havde bevidt friholdt uge 39 til en rejse et eller andet sted. Da arbejde så i uge 37 kom med en forespørgsel om, hvorvidt jeg havde mulighed for og lyst til at tage til en konference i Denver, Colorado i uge 39, var der lynhurtigt flere planer, der faldt i hak. Det blev et ja tak til konferencen og efterårsferien blev klaret som 3 dage før og 6 dage bagefter i hhv. Rocky Mountains Nationalpark og et roadtrip rundt i den centrale og sydlige del af Colorado.

Torsdag 17. september: Udrejse

Efter at par rolige uger på arbejde havde der været travlt frem mod Colorado turen. Jeg mødte derfor ind på COWI kl. 7 for bl.a. at overlevere et projekt til en kollega, inden jeg lidt over 9 kørte ud på Metrovej til et 2 timers møde. Fordelen ved dette var imidlertid, at jeg bare kunne lade bilen stå på Metrovej og tage direkte i lufthavnen.

Jeg kom ud i lufthavnen ved 13 tiden. Afgang var først 15.40, så der var tid til at besvare de sidste mails. Turen over Atlanten foregik med SAS. Ikke specielt meget benplads og kun en enkelt gratis sodavand. Ikke imponerende højt serviceniveau. Til gengæld var flyveren ikke udsolgt, så jeg havde to sæder at brede mig over. Jeg så et par film, småsov og læste lidt de planlagte 8 timer til Chicago. Turen blev imidlertid lidt længere end planlagt, da der var kraftigt tordenvejr over lufthavnen, så vi landede først ca. 1 time for sent efter en længere rundtur over Michigan. Jeg havde heldigvis god tid, og immigration gik let, så jeg var ikke i fare for at misse forbindelsen videre. Til gengæld var det lidt et cirkus ved genindcheckning af bagage, da jeg havde et æbleskrog, som jeg skulle af med, hvilket hidsede nogle af vagterne op. Tåber.

Selv om jeg var landet 1 time for sent, havde jeg stadigvæk 3-4 timer i lufthavnen, der bare skulle gå. Kl. var ved at være 3-4 stykker om natten dansk tid, så jeg var ikke videre frisk. Flyet blev desuden forsinket ud af lufthavnen pga. endnu en omgang tordenvejr.

Småsov det meste af turen til Denver, hvor vi landede en time for sent, dvs. kl. 1 om natten lokalt tid, hvilket vist er 7 eller 8 om morgenen dansk tid. Jeg var godt træt, men bemærkede stadigvæk de mange skilte, der pegede mod "Tornado shelter". Interessant. Jeg fik min bagage og fandt en shuttlebus ud til biludlejningen. Her gik det effektivt med at få udleveret en bil - jeg valgte en Ford Focus - og hotellet lå heldigvis kun 10 minutters kørsel væk.

Lå i sengen kl. 3 lokal tid og kunne selvfølgelig ikke falde i søvn. Great.

Fredag 18. september: Rocky Mountains National Park

Jeg vågnede lidt i 8 og kunne ikke sove længere. Jeg vadede derfor ned til morgenmaden, som alligevel lukkede kl. 9. Her ventede den typiske ikke videre spændende US motel morgenmad. Der var dog heldigvis noget yoghurt og müsli til at supplere æg, bacon, hvidt brød og bagels.

Jeg rullede nordpå ved 9 tiden. Landskabet var fladt og knastørt, men bjergene kunne anes ude mod vest. Ellers var det mest alle olie- og frackingbrøndene, der sprang i øjnene. Dagens første mål var Estes Park ved indgangen til Rocky Mountains National Park. Efter lidt highway blev det til småveje og jeg nåede hurtigt forløberne til bjergene. Det lignede flere steder scener fra en western film.

I Estes Park fandt jeg en Safeway og købte ind til frokost samt vandreturene de næste par dage. Herefter vestpå ind i nationalparken. Planen havde været at køre den gamle rute, Old Fall River Road, op til parkens nordvestlige hjørne med nogle stop undervejs. Vejen var dog lukket pga. af sne, så det blev i stedet hovedvej 34 ud og hjem. Det viste sig senere, at den gamle rute åbnede et par timer efter, jeg havde passeret. Dårlig timing.

Den almindelige hovedvej var dog ikke noget dårligt alternativ, da vejen dels slyngede sig op ad bjergskråningerne med flot udsigt ned over dalene og dels på en længere strækning fulgte en bjergkam og det blev derfor til mange små pauser og fotostop.

Sheep Lakes i forgrunden og Trail Ridge i baggrunden

Many Parks Curve

Det eneste længere stop på turen var på den strækning, hvor vejen løb helt oppe nær bjergkammen i mere end 3.500 meters højde. Her viste turistkortet at "Sundance Mountain " på 3.800 m lå blot 1 km fra vejen. Jeg parkerede derfor for foden af bjerget, pakkede en lille rygsæk, og iførte mig hue og hansker, for der blæste en hård og kold vind på bjerget. Turen til toppen overvandt blot 150 højdemeter og tog ikke mere end godt 15 minutter, men udsigten var glimrende. Jeg kunne dog tydeligvis mærke på puls og vejtrækning, at jeg blot et døgn tidligere havde opretholdt mig ved havoverfladen. Mod syd kunne jeg se bjergene langs Continental Divide, men Never Summer Mountains og Mummy Range lå mod vest og nord. Amerikanerne imponerede igen med deres navngivning!

Efter endnu et par småstop nåede jeg Alpine Visitor Center. Jeg spiste frokost i bilen, så udstillingen på centret, der ikke var specielt stor, og vadede op på "Marmot Mountain" bag centret, hvorfra der var en flot, flot udsigt mod den nordvestlige del af parken og Never Summer Mountains.

Da jeg havde planer om at bestige bjergtoppe de næste par dage, da det var pissekoldt og blæsende, og da jeg kunne mærke højden, besluttede jeg at droppe planerne om at vandre oppe i højderne og i stedet køre længere ned, hvor det var varmere og der var læ. Valget faldt på en 6 miles rundtur vest for Moraine Park.

Jeg parkerede ved Cub Lake Trailhead. Det var ganske rigtigt markant varmere nede i dalen, og jeg startede ud i t-shirt. Jeg havde fået at vide, at der var mulighed for at se hjorte ("Elk") på den første del af ruten, og det holdt stik. Efter mindre end 200 meter gik der en flok på 10-15 hjorte blot 15-20 m fra stien. Ved at gå rundt langs en lille flod kunne jeg komme endnu tættere på, og på et tidspunkt stod jeg sammen med 5-6 andre og så på en kæmpe hanhjort, der lå blot 10 m væk på den anden side af floden. Senere på turen så jeg yderligere to flokke, og da jeg kom tilbage til bilen havde den første flok flyttet sig, så de var endnu tættere på vejen. Det mest imponerende var at se hanhjorten brøle for at holde styr på flokken og eventuelle konkurrenter.

Udsigtsmæssigt var turen ok, men så heller ikke mere. Til gengæld var der masser af dyreliv; jordegern, almindelige egern, slange (western terrestrial garter snake?), spætter, samt en ravn, der jagede en rovfugl. Turen ud fulgte en lille dalen, og passerede søen Cub Lake samt flere mosede områder, inden den gik gennem et større område, der havde været brændt et par år tidligere. Alle de store træer var døde, mens en ny underskov var på vej op. Turen retur gik langs en lille flod.

Tilbage i bilen gik det mod Estes Park, hvor jeg havde booket overnatning. Der var masser af trafik med turister, der var på aftentur for at se hjorte. Ingen steder kom de dog så tæt på, som dem jeg havde set, men jeg så et par enkelte hjorte, der lignede rådyr. Overnatning på motel - ikke imponerende standard, men det er alligevel blot til at par timers søvn.

Elk, nær Moraine Park

Golden mantled ground squirrel

Cub Lake og en ret død skov

Flere elk

Pine Squirrel (Chickaree)

Yeah!

Lørdag 19. september: Otis-Hallett-Flattop rundtur samt Deer Mountain

Dagens primære mål var at gå en rundtur fra Bear Lake Trailhead over bjergtoppene Otis Peak (3.805 m), Hallett Peak (3.875 m) og Flattop Mountain (3.756 m); en tur på ca. 17 km med ca. 1.200 højdemeter. Der var ikke morgenmad på motellet, men Safeway åbnede kl. 6. Jeg stod derfor op ved 6 tiden, pakkede en rygsæk og kørte mod supermarkeret, hvor jeg købte morgenmad, og herefter mod Bear Lake Trailhead. Det var mørkt, da jeg kørte fra hotellet, men på p-pladsen ved supermarkeret begyndte det at lysne mod øst, og da jeg kørte ind på p-pladsen ved trailhead glødede bjergtoppene i morgensolen. Der var koldt, -1 grad, denne morgen, så jeg havde superundertrøjen på fra start, men temperaturen steg hurtigt, da solen kom over bjergene, mens jeg spiste morgenmad på p-pladsen. Afgang fra bilen kl. 7. Der var allerede på dette tidspunkt en hel del aktivitet på p-pladsen, men der startede vandreruter ud i mange retninger, så bortset fra 2-3 andre vandrere var jeg alene på min rute.

Turen startede blidt ud de første godt 3 km på glimrende vandresti, som førte forbi en række søer, Nymph Lake, Dream Lake og Lake Haiyaha, og det blev derfor til mange fotopauser. Det meste af skoven bestod af fyrretræer, men enkelte steder var der aspe-træer, som med gule og orange farver satte flot kolorit på landskabet. Ligeledes kunne man enkelte steder skimte Longs Peak gennem åbninger mellem træerne.

Bear Lake Trailhead kort efter solopgang

På vej mod Lake Haiyaha

Dream Lake og Hallett Peak

Østkammen af Otis Peak

Ved Lake Haiyaha forlod jeg vandrestien og gik direkte op ad østkammen på Otis Peak, hvor jeg via summitpost havde fået at vide, at der gik en umarkeret rute til topppen. Det gik stejlt ca. 400 højdemeter op fra søen til bjergryggen via en blanding af græs, halvdøde træer og blokfelter. Oppe på bjergkammen fladede det lidt ud og via mellemtoppene "11.587" og "12.062" gik det gennem lette blokfelter og partier med græs og tundrabevoksning op på toppen af Otis Peak, som blev nået efter ca. 3 timer. Vinden var blevet stærkere, jo højere jeg kom på bjerget, og på Otis Peak fandt jeg hætten til jakken frem. Udsigten fra toppen var dog glimrende mod bl.a. Longs Peak, Hallett Peak samt mere eller mindre hele nationalparken, da der kun var få skyer.

Der var lidt blokfelter ned fra Otis, men den største udfordring var helt klart vinden. I det brede pas mellem Otis og Hallett blæste det meget kraftigt og vinden var kold. Jeg kravlede derfor lidt ned i læsiden på passet og fandt noget mere tøj frem. Udsigten ned gennem Chaos Canyon (amerikanerne er stadigvæk milevidt foran Europa mht. navngivning!) var desuden flot herfra.

Pakket bedre ind gik det hurtigt til toppen af Hallett Peak, hvor der ikke overraskende blæste endnu mere. Det blev derfor kun til 10-15 minutters pause, inden jeg gik videre mod Flattop. Der var fin sti mellem de to toppe, og ruten fulgte "Continental Divide". Jeg havde overvejet at nuppe en top eller to mere, nu jeg var højt oppe. Vinden var dog for kold, så det blev kun til en kort frokostpause på Flattop, som virkelig levede op til navnet, da den var pandekage flad!, inden det gik ned mod dalen.

Blik ned i Chaos Canyon

På toppen af Hallett Peak

Tyndall Gorge

På vej ned fra Flattop Mountain

Turen ned gik hurtigt, da den kraftige vind nu kom i ryggen, og da stien var god. Det første stykke var der flot udsigt, mens et langt stykke derefter gik gennem fyrreskov uden megen udsigt. Til sidst blev det mere spændende med gule og orange aspetræer. Igen utallige fotopauser. Tibage ved bilen efter ret præcist 6 timer.

Rundturen

På p-pladsen var det rent kaos med en lang bilkø, så jeg kørte hurtigt videre. Klokken var kun 13, så det var for tidligt at slutte aktivitetsprogrammet. Jeg kørte derfor til Deer Mountain Trailhead, hvor der gik en 3 mile tur med blot 400 højdemeter op til toppen af Deer Mountain (3.052 m).

I modsætning til oppe på bjergkammen var der på Deer Mtn varmt. Der blev derfor afgang i shorts og t-shirt. Turen startede blidt ud gennem åben skov og græspartier. Herefter blev det mere stejlt op gennem fyrreskov. Udsigten var flot nordpå mod bjergene, men der var ikke meget dyreliv, så det var lidt tamt i forhold til turen dagen før. Ruren sneglede sig mod toppen, og flere steder gik det i cerpentiner-sving uden megen stigning. Ruten var åben for både vandrere og ridende, hvilket nok forklarer, hvorfor det var ret fladt.

Toppen blev nået efter ca. 1 time, og her var heldigvis belønning med flot udsigt ned over Estes Park samt bjergene sydpå. Blev på toppen en lille halv time, og så på jordegern og blå fugle samt nød udsigten, inden det gik retur. Jeg havde haft GPS'en slået til på vej op, så jeg kunne nu let aflure, hvor der kunne skæres hjørner på vejen ned. Så hvor turen op havde været 4,7 km, var der kun 3,5 km ned.

Aftensmad og indkøb blev klaret i Estes Park, hvorefter det gik ud mod motellet. Det sidste stykke frem mod motellet, var der rent bilkaos, hvilket viste sig at skyldes, at der gik en flok på 15-20 hjorte i en villahave lige på den anden side af vejen. Jeg gik selv derover og tog en bunke billeder. Lidt senere kom politiet og dirigerede trafikken. Det var vist en ganske normal situation i Estes Park.

På vej mod Deer Mtn

Steller's Jay og Estes Park

Least Chipmunk

Elk i Estes Park

Søndag 20. september: Longs Peak

Dagens mål var Longs Peak (4.346 m), som med en højde på 14.259 feet, en placering nær Denver og en udfordrende rute til toppen, er en af de mest populære 14.000 feet vandreture/bjergbestigningsture i Colorado. Jeg stod op kl. 5, spiste morgenmad og kørte mod trailhead. I modsætning til dagen før var der på dette tidspunkt enkelte skyer, så temperaturen var 10-11 grader. Skyerne var dog ved at forsvinde, så vejret så ok ud. Det var fortsat mørkt, da jeg startede, så de første 20-30 minutter var med pandelampe. Herefter var det lyst nok til at se. Turen startede ud på god vandresti op gennem åben fyrreskov. Ved 7-tiden nærmede jeg mig trægrænsen, og samtidig var solen ved at kravle op over nogle lave bjerge mod øst. Jeg missede dog alpenglow'et på Longs Peak med 10-15 minutter. Den stejle østside af bjerget glødede dog fortsat, da jeg nåede op og kunne se den.

Over trægrænsen var der flot udsigt mod østsiden af Longs Peak, som består af 600-700 m stejl klippevæg. Jeg fulgte imidlertid den normale rute til toppen, som gik op fra den modsatte side af bjerget. Der ventede derfor en længere tur op over Granite pass og videre op til "The Keyhole", der var et klippepas i ca. 12.000 feet. Ruten var også åben for heste, så mange steder var ruten ikke specielt stejl og jeg kom derfor hurtigt frem. Ruten var som nævnt populær, og der var derfor mange vandrere på ruten, som jeg overhalte efterhånden. Over trægrænsen tog vinden til, og jeg frygtede, at det ville blive en hård dag som dagen før. Efter Keyhole stilnede det dog af, og på toppen blæste kun en svag vind.

Solopgang på vej mod Longs Peak

Golden mantled ground squirrel

Ruten havde været ret kedelig op til Keyhole måske med undtagelse af de sidste 100 højdemeter, hvor der var lidt blokfelt med klatring. Fra Keyhole blev det langt sjovere. Først på tværs af bjergets vestside via "The ledges", som nogle steder bestod af en smal klippekam. Herefter op gennem "The Trough", der var en stejl slugt med løst underlag flere steder. Her var desuden lidt is og sne, men steigeisen, som jeg havde slæbt med, fik jeg ikke brug for. Efter The Trough ventede "The narrows", der var endnu en omgang klippehylder, som denne gang var smallere end før og med mere eksponering på den ene side.

"The Ledges"

"The Trough"

Sidste udfordring var "The Homestretch", som var en stejl granitside. Skoene stod heldigvis godt fast, men højden var ved at kunne mærkes, så jeg fløj ikke op. Toppen blev nået efter knap 4 timer. Ikke ringe med 1.600 højdemeter og heraf en del gennem svært terræn. Efter udfordringerne på vej op var det lidt en skuffelse, at selve bjergtoppen var et plateau på størrelse med en fodboldbane. Udsigten fejlede dog ingenting, og da det var skyfrit og bjerget det højeste i et stort område, var der god udsigt i alle retninger. Vinden havde desuden heldigvis lagt sig meget, så jeg endte med at blive på toppen i en time.

På toppen af Longs Peak

På toppen af Longs Peak

På toppen af Longs Peak

Jeg havde mødt et par amerikanere på turen op, og mens vi sad på toppen, snakkede vi om at gå en anden vej ned. De havde dog ikke helt styr på ruten, så jeg endte med at gå samme vej retur til "The Keyhole" Her trak specielt turen ned gennem Homestretch og Trough lidt søm ud. Jeg foretrækker klart at klatre opad!

Jeg havde god tid, og vejret så stabilt ud, så fra "Keyhole" fulgte jeg en klippekam nordpå gennem blokfelter til bjergtoppen Storm Peak (4.062 m). Klippeblokkene lå generelt godt fast og var ofte så store, at de var hurtige at passere. Jeg var imidlertid ved at løbe tør for vand, så det blev kun en kort pause, inden jeg kravlede ned at bjergets østside og gik over til den øvre "basecamp", hvor jeg havde smidt en flaske vand på vejen op. Jeg spiste et par hovedpinepiller og hovedpinen, som nok skyldtes en blanding af højde og væskemangel, forsvandt hurtigt.

"The Trough"

Stenbunken "Storms Peak"

Lidt fra basecamp lå endnu en bjergtop, Mt. Lady Washington. Benene var dog ved at være trætte og bjerget lignede endnu en bunke løse sten, så jeg sprang dette over og gik i stedet ned mod Granite Pass. Her drejede jeg igen fra den normale rute og gik ud til bjergtoppen Battle Mountain (3.671 m), som ikke var den store omvej eller bød på mange højdemeter. Herfra gik det gennem åbent terræn ned til en nedlagt vandresti, som efter en km stødte sammen med den almindelige rute. Herefter var der kun små 5 km gennem skov ned til p-pladsen.

Jeg var retur ved bilen efter ca. 9, 5 time. Helt ok for 23,7 km og 1.700 højdemeter. Jeg skiftede tøj og rullede mod Denver. Det første stykke snoede vejen sig gennem en snæver kløft med utallige sving og bjergsider, der bragede i vejret på begge sider. Herefter kørte jeg en lille omvej gennem Boulder, da jeg gerne ville se byen. Den lå, som jeg havde fået fortalt, flot placeret lige for foden af bjergene. Fra Boulder kørte jeg til Denver og fik mig installeret på et hotel i Downtown. Aftensmad i centrum, hvor der faktisk var noget, der næsten lignede en gågade. Det var uventet. På den knap så positive side var der rigtigt mange tiggere, hjemløse og påvirkede. Jeg er ikke sikker på, at Colorados frigivelse af hash ikke har nogle bagsider.

View tilbage mod Longs Peak

Ruten op på Longs Peak

Mandag 21. september: Konference 1

Jeg arbejdede fra hotelværelset om formiddagen, hentede frokost fra 7eleven og mødtes med en del af konferencegruppen kl. 12.30. Sammen kørte vi op til Eisenhower-Johnson tunnel. Der var mange små minebyer undervejs og flot udsigt gennem bjergene. Vi sad fast i tæt trafik det sidste stykke op til tunnelen, så vores rundvisning blev afkortet lidt. Vi nåede dog en tur ud i en af udluftningskanalerne samt en tur forbi kontrolrummet. På vej tilbage kørte vi forbi Colorado School of Mines, det primære uddannelsessted og videnscenter for tunnelbygning i USA. Her så vi bl.a. deres Earth Mechanical Institute. Aftensmad blev igen i downtown Denver.

Ved Eisenhower tunnel

Model af tunnelen

Tirsdag 22. september: Konference 2

Programmet stod på konference fra 8-17. Herefter nåede jeg at spise lidt mad, inden jeg sammen med Marie fra Stockholm tog en taxi til Pepsi Stadium, hvor vi så en NHL opvarmningskamp mellem Denver Avalanche og Anaheim Ducks. Da det var en træningskamp, var hallen kun ca. 1/3 fyldt, men der var alligevel høj stemning, samt naturligvis den klassiske session med afsyngning af nationalsangen. Jeg havde forventet en lidt afslappet og ukoncentreret kamp, specielt da første mål faldt efter 30 sekunder, men der var masser af slåskampe og den ordinære kamp sluttede 4-4, mens Denver vandt efter 2 min overtid. Godnatøl på hotellet.

Reklamepause

Jubilæum i Pepsi Stadium

Onsdag 23. september: Konference 3 + Garden of the Gods

Konference 8-16:30, hvorefter jeg kørte ud af Denver i myldretidstrafik. Jeg var fremme ved Manitou Springs ved 18 tiden. Her kørte jeg op til Garden of the Gods, som var et område med røde sandstensklipper nær motellet. Jeg kom desværre 15-20 minutter for sent, så solen var gået ned bag bjergene længere mod vest. Området var dog stadigvæk imponerende og luften var helt klar og ren på dette tidspunkt. Jeg gik og kørte rundt i området og tog en bunke billeder, indtil det ved 19:30 tiden blev for mørkt, til at det gav mening at tage billeder mere. Købte fastfood på vej retur og slæbte det med til motellet.

Garden of the Gods

Garden of the Gods

Torsdag 24. september: Pikes Peak + Great Sand Dunes

Jeg spiste morgenmad, ikke videre spændende, på motellet og rullede derefter små 10 km vestpå gennem dalen, som gik gennem Manitou Springs. Her drejede en mindre betalingsvej fra op mod Pikes Peak (med kælenavnet "America's Mountain", så ved man godt, det nok er ret turistet). Jeg betalte de 12 dollars og kørte gennem porten, kort tid efter de havde åbnet. Det var stort set helt skyfrit, så udsigten var imponerende flot, selv om der lå dis/smog over specielt Colorado Springs og prærien mod øst. Det blev derfor til utallige fotostops og en enkelt kort gåtur/klatretur op på nogle granitklipper.

Det første lange stykke gik gennem fyrreskov med enkelte gule aspetræer. Ikke mindst udsigten fra nordenden af Crystal Reservoir op mod Pikes Peak var flot. Herefter kom jeg over trægrænsen og landskabet blev nøgent og stenet. Vejen førte helt op på toppen i 4.302 m. Det er unægteligt første gang, jeg har besteget et 4.000 m bjerg med bil! Toppen bestod af et stort plateau, hvor der bl.a. var en større turistbutik samt et stoppested for en tandhjulsbane, der kom op fra en anden side af bjerget. Jeg gik en tur rundt på plateauet og rullede derefter nedad igen.

Udsogt fra toppen af Pikes Peak

End of the road

På turen ned stoppede jeg ved "UN 13.363 "Little Pikes"" (4.073 m) samt "UN 13.070 "Devils Playground" (3.984 m), som var to mindre bjergtoppe, som jeg gik op på. Det tog ikke mere end 5-10 minutter, men pulsen bankede i vejret, da jeg var så højt oppe,. Jeg havde desuden lidt hovedpine, hvilket nok også kan tilskrives, at "bjergbestigning" i bil bringer en noget hurtigere op, end når man vandrer.

Fra Pikes Peak kørte jeg retur til Manitou Springs og købte lidt ind. Herefter gik det på Interstate 25 sydpå med 3.000+ m bjerge på højre side og en flad og tør prærie på venstre side. Jeg kørte fra I-25 ved Valsenburg, hvor jeg måtte holde 5+ minutter og vente, mens et uendeligt langt tog rullede forbi. Herefter vestpå via mindre veje. Jeg kørte forbi Mt. Mestas, som jeg havde overvejet at bestige, men tiden var presset pga. Pikes Peak turen og det lignede desuden i høj grad noget løst skrammel. Frokosten blev indtaget på en rasteplads nær et pas i Sangre de Cristo bjergene med udsigt mod Blanca Peak og Mount Lindsey. Det var flot!

Udsogt fra toppen af Devils Playground

Sydpå over prærien

Ved 14 tiden nåede jeg frem til Great Sand Dunes NP. På vej frem mod Visitor centret var der flot udsigt over San Luis sletten, de store sandklitter og bagved Sangre de Cristo bjergene, der havde flere toppe over 4.000 m.

På vej mod Great Sand Dunes Nationalpark

Udsigt mod klitter samt 4.000 m bjergtoppe

Jeg gik gennem visitor centret, så en kort film om dannelsen af sandlklitterne og gik herefter kort tur rundt på en sti med plancher, der beskrev planterne i området. Herefter kørte jeg til en p-plads ved sandklitterne. Jeg pakkede en lille rygsæk og gik over mod klitterne. Det var et vanvittigt flot og imponerende landskab. Meget større end Råbjerg Mile, og så med 4.000 m bjerge i baggrunden! Jeg satte kurs næsthøjeste klit i området, High Dune (213 m høj / 2.649 m), med mulighed for at forlænge over til Star Dune (230 m høj).

De fleste steder var underlaget løst og tungt, mens det enkelte steder mere fast og hurtigere at gå i. Der var sandfygning langs klitkammene, som på den ene side så flot ud, og på den anden side stak i ansigt og ben. Amerikanerne kom generelt ikke langt fra p-pladsen, men jeg mødte en belgisk/fransk familie på vej mod toppen. Da jeg nåede High Dune, gad jeg ikke videre, da tiden var presset og da det så ud til, at dette punkt desuden var højere end Star Dune. Jeg blev på toppen i 15-20 minutter og tog utallige billeder. Turen ned gik langt hurtigere og var langt sjovere end turen op, da det var muligt med kæmpe skridt at løbe ned ad skråningerne. Denne Nationalpark var endnu bedre end forventet!

På vej ud fra p-pladsen så jeg et enkelt mule deer med kid. Herefter gik det ned på prærien ad veje trukket efter en lineal. Jeg holdt et kort stop ved San Luis Lake. Der var dog stærk blæst, så der var ikke mange fugle at se. Kort efter søen passerede jeg de første af utallige enorme kunstvandingsanlæg. De tilhørende hus var små og sølle, og jeg kom også forbi en enkelt trailer park.

Overnatning på motel i udkanten af Alamosa midt i San Luis dalen. Jeg passerede Rio Grande ved indgangen til byen. Hverken floden eller byen var specielt stor eller imponerende.

Great Sand Dunes

Great Sand Dunes

Great Sand Dunes

Great Sand Dunes

Great Sand Dunes

San Luis Valley

Great Sand Dunes

Great Sand Dunes

Mule deer

Grande?

Fredag 25. september: Wolf Creek Pass + Durango

Jeg stod tidligt op og kunne se, at det var skyfrit (igen) samt lysnede bag bjergene mod øst. Spiste en klassisk omgang motel-morgenmad og rullede af sted ved 6.30 tiden, kort tid før solen stod op over bjergene. De første mange km gik gennem pandekagefladt landbrugsland med kunstvanding. I bakspejlet kunne jeg se Sangre de Cristo bjergene og gennem forruden San Juan bjergene. Bygningerne var ikke imponerende og mange bestod af trailers eller huse, der var kørt dertil på lastbil. Efter Southfork begyndte San Juan bjergene og det blev mere spændende. Det første stykke var flot blandingsskov, men længere oppe var det ren fyrreskov, og store dele af træerne var døde pga. i insektangreb, så hele bjergsider var grå og døde.

Typisk USA

De bjerge i San Juan bjergkæden

Ved Wolf Creek Pass drejede jeg fra på en lille grusvej, der førte op til Lobo Lookout, en lille p-plads nær et radiotårn i knap 3.600 m. Det var skyfrit og stort set vindstille, men det var kun 5-6 grader, så jeg startede ud i superundertrøje og goretex. Jakken blev dog smidt allerede efter 10 minutter, da solen varmede godt. P-pladsen lå på Continental Divide (CD), og jeg havde udset mig en rute ud til et par bjergtoppe langs med CD. Træerne var også i dette område døde, men udsigten var alligevel god, da der mange steder var fri sigt i begge retninger fra bjergkammen. Kort tid efter start så jeg desuden en gruppe af 4 elk, som græssede i en lille slugt. Den første km fulgte jeg en god vandresti. Herefter drejede jeg ind på en mindre sti, der gik stejlt op til et lille pas, og herfra videre gennem terrænet op til toppunktet, der ikke var særligt tydeligt, af UN 11.810 feet (3.600 m). Fra toppen gik det gennem halvåben skov retur ned til vandrestien og videre på denne langs CD. Efter 3 km drejede jeg igen fra stien, da denne ikke længere fulgte CD. I stedet gik jeg gennem terrænet direkte på CD gennem åben granskov og græspartier. Jeg spottede endnu en gruppe af hjorte, inden jeg gik det sidste stykke op på UN 11.735 feet (3.577 m). Også denne gang var der mere tale om et plateau end et bjerg, men udsigten var glimrende.

Ansvarsfraskrivelse ...

Udsigt fra Continental Divide

Jeg holdt en længere pause på toppen, inden det gik gennem terræn 1,5 km ned til vandrestien og tilbage mod Lobo Lookout på denne. Først 10-15 minutter fra p-pladsen mødte jeg de første andre vandrere denne dag, et par jægere, hvoraf den ene havde et enormt håndvåben. Senere passerede jeg også en mindre skoleklasse. Jeg spiste frokost på p-pladsen og kørte derefter videre mod vest. Masser af skov, enkelte småbyer, områder med sølle bygninger, en enkelt trailer park og Chimney Peak, som jeg desværre ikke fik stoppet og taget billede af.

På vej ned fra UN 11.735

Ruten langs Continental Divide

Jeg nåede Durango først på eftermiddagen og kørte op i Junction Creek for at gå en mindre tur. Planen var at gå ca. 5 km op til et udsigtspunkt, men ca. halvvejs gad benene ikke mere, så jeg vendte rundt. Turen var ellers fin nok op gennem en idyllisk dal med masser af farve på træerne samt en blå himmel ovenover. Jeg kørte mod motellet, og havde en anden vandrer, jeg havde mødt ham på ruten, med noget af vejen. Han havde netop gennemført Colorado Trail (400 miles), som erstatning for at han havde måttet opgive Pacific Crest Trail i Oregon pga. skovbrande, efter at have vandret fra Arizona. Så er mine udflugter det rene barnemad.

Sidst på eftermiddagen gik jeg ned i Durango. Der var lidt western stemning, mens ellers var det meget turistet.

Klipper i Junction Creek

Stien op gennem Junction Creek

Lørdag 26. september: Mt. Sneffels + Black Canyon NP

Dette blev til endnu en lang dag på kontoret … Jeg stod op kl. 6, spiste en hurtig omgang morgenmad, mens jeg pakkede, og kørte af sted 6.30. På vej ud af Durango overhalede jeg toget, der med damplokomotiv, kører mellem Durango og Silverton. Ruten nordpå fra Durango har kaldenavnet "Million Dollar Highway", og dette navn var ganske passende, da udsigten var guld mange steder, og mens det lysnede blev udsigten mod skovene og bjergene bare bedre og bedre. Det blev til en masse fotostops, hvor højdepunkterne var de gule aspetræer, Engineer Mt., Coal Bank Pass og Silverton. Anders havde nævnt, at der var mange gamle miner på ruten, og at dette havde medført ekstreme misfarvninger af bjergsiderne og vandløbene. Det havde han helt ret i. Selv om solen ikke nåede ned i dalen, var der mange steder tydelige kemiske udfældninger. Var tæt på at køre et mule deer ned i et sving.

Udsigt fra Million Dollar Highway

Silverton

Solopgang set fra Coal Bank Pass

Miner og kulørte klipper

Dagens primære mål var endnu en "Colorado 14'er", Mt. Sneffels, igen et at de mere populære bjerge i Colorado. Jeg drejede fra hovedvejen kort for Ouray og kørte op i en sidedal. Først gik det på god grusvej, men den blev efterhånden ringere, og i 3.050 m var det slut med vej til 2 hjulstrukne biler. 4 hjulstrækkerne kunne fortsætte nogle km videre helt op i knap 3.800 m.

Nå heldigvis var udsigten glimrende, så den ekstra time op til Upper Trailhead gik ret hurtigt. På vej op gik jeg via Wright Lake og op til i Blue Lakes Pass i ca. 3.850 m. Her sluttede de markerede stier og i stedet gik det via bjergets sydkam mod toppen. Ruten var gradueret Class III, så jeg havde medbragt hjelm. Det så dog langt sværere ud på afstand, end det reelt var, og den største udfordring var højden, som godt kunne mærkes. Toppen blev nået efter 2,5 time, hvilket var helt ok. Udsigten var suveræn. Store dele af den sydvestlige del af Colorado var synlige og der var nærmest ikke en sky på himlen. Jeg blev på toppen en halv times tid, og snakkede med fire andre vandrere/klatrere.

Nedlagt mine på vej op mod trailhead

Sydkammen af Mt. Sneffels

Udsigt fra sydkammen ned mod Blue Lakes Pass

På vej op ad Sydkammen

På vej ind mod "Upper Trailhead"

Udsigt fra Blue Lakes Pass

Sydkammen ...

Udsigt kort før toppen. Lower trailhead ligger i skoven nede til højre

Turen ned gik via den normale rute. Denne havde på afstand set ud til at bestå af noget løst lo**, men det var heldigvis bedre end frygtet. Kun et enkelt sted ned gennem en snæver slugt var det meget glat. For foden af stenfeltet nåede jeg igen ned på vandresti. Jeg havde håbet at kunne få et lift ud med nogle af dem, der havde 4 hjulstrækker. Det lykkedes dog ikke, så jeg endte med at gå hele turen tilbage til bilen. Jeg nåede dog tilbage efter ca. 5 timer, så turen blev ikke specielt lang; 12 km, 1.100 højdemeter.

Den første del af nedstigningen fra Mt. Sneffels. Loose rocks ...

Anden del af nedstigningen - og flere løse sten

På vej tilbage mod bilen

Mt. Sneffels ruten

Fra Mt. Sneffels gik det nordpå og ud af bjergene. Jeg havde regnet med, at Mt. Sneffels turen ville tage hele dagen, og havde derfor ikke planlagt mere denne dag. Nu besluttede jeg dog at fremrykke turen til Black Canyon NP, da klokken kun var 15, da jeg kørte fra Sneffels. Jeg var fremme ved nationalparken kl. 16 efter en flot tur ned fra bjergene og bl.a. gennem den gamle miniby Ouray. I nationaparken startede jeg med visitor centret, hvor de viste en film, og havde herefter utallige fotostop og korte gåture ved udsigtspunkterne rundt på kløftens sydkant. Udsigten var overvældende! Der var over 700 m ned til bunden, og kløften var nogle steder kun ca. 400 m bred. Bredde/dybde forholdet var derfor større end Grand Canyon samt Devils Canyon, som jeg så i 2005. I bunden af kløften løb Gunnison floden. En stor del af vandet blev dog "stjålet" til kunstvanding lidt længere oppe i kløften, så floden var ikke så imponerende, som den tidligere må have været. Jeg tog utallige billeder ved de mange udsigtspunkter, hvor specielt udsigten fra punkterne ved "Painted Wall" var imponerende. Her kredsene desuden en flok sort fugle (krager, rave?) rundt på opdriftsvindene. Jeg blev i parken til 19 tiden, hvorefter jeg, mens det blev mørkt, kørte til Montrose til aftensmad og afslapning.

Black Canyon

Black Canyon

Prarie Lizard (tror jeg da)

Prarie Lizard (tror jeg da)

Really ???

Søndag 27. september: Crag Crest + Colorado National Monument

Motellet serverede "først" morgenmad kl. 6:30, så jeg kunne sove lidt længere end normalt. Stod klar, da de åbnede, spiste den sædvanlige standardmorgenmad (cornflakes, yoghurt, 2x toast) og driblede uden om de oversukrede donuts samt vaflerne. Klar til afgang kl. 7. Dagens første mål var en 15 km rundtur over Crag Crest (3.410 m), som var næsthøjeste punkt på det store Grand Mesa uplift. Det første stykke fra Montrose var fladt, men fra byen Delta blev det mere kuperet (og mere fattigt og religiøst, skal ikke kunne sige, om det hang sammen). Det begyndte langsomt at stige op mod Grand Mesa, der lå som et enormt fladt bjerg, og landbrugsland blev afløst af fyrre- og aspetræer. Det vrimlede desuden med dyr. Jeg så først en flok på 8-10 stykker mule deer, senere sprang to mule dyr væk fra vejbanen og et par km senere krydsede et hulepindsvin vejen. Det var første gang, jeg så sådan et.

Oppe på Mesa plateauet lignede det Midt-Sverige med skov og søer. Vejret var bare bedre, da det igen i dag stod på skyfrit og stort set ingen vind. Perfekt. Jeg nåede frem til trail head, der lå ved en af de utallige søer i området, og var klar til afgang kl. lidt i 9.

Hulepindsvin

En af de utallige søer på Grand Mesa

De første par km gik gennem skov, her ventede igen to mule deer, og dernæst forbi et par søer. Herefter gik det stejlt ca. 200 højdemeter op på klippekammen, Crag Crest. Allerede i skoven og ved søerne var det flot med de knald-gule aspe-træer, men oppe fra klippekammen var det endnu mere imponerende, da der stort set var 360 grader udsigt. Nærmest havde jeg det det grøn/gule Mesa plateau med alle søerne og aspe-træerne. Længere mod syd bjergene, hvor jeg havde været dagen før, og mod nord tørre, erodere sandstensbjerge. Det var flot!

Stien fulgte kammen i 3-4 km, og selv om den var i glimrende stand, kom jeg kun langsomt frem, da jeg skulle tage utallige billeder. Der var ikke så meget dyreliv langs kammen, men jeg så en enkelt sort ilder? Jeg havde ikke det bedste kortmateriale, så jeg var lidt usikker på, hvor højeste punkt var. Dette kunne enten være et af punkterne langs med kammen eller inde i skoven umiddelbart hvor kammen sluttede. Stien gik udenom sidstnævnte, men jeg vadede gennem skoven derop for at kontrollere. Der manglede i følge GPS'en 5-10 m, så højeste punkt havde været ude på kammen. Omvejen var dog ikke helt spildt, for jeg så et par forvoksede rådyr på omvejen. Skal ikke kunne sige, hvad de hedder på amerikansk. Tilbage på vandrestien gik den nu jævnt ned gennem skov. Udsigten var mere kedelig, da klippekammen havde været så overvældende, men det var stadigvæk flot med aspetræerne i efterårsfarver.

Jeg var tilbage ved bilen efter små 4 timer. Spiste frokost og rullede mod dagens andet stop, Colorado National Monument (CNM) nær Grand Junction. Turen ned fra Grand Mesa var flot, hvilket de utallige biler, der var på vej op på plateauet vidnede om. Landskabet skiftede desuden hurtigt karakter fra noget der lignede Sverige, til noget der lignede Sydfrankrig, med tørre sandstensklipper og en dybt eroderet kløft. Dette skift på blot 20 minutter! Senere nåede jeg ud på I-70, der slyngede sig langs med Colorado floden.

På vej op på klippekammen

Udsigt fra klippekammen

Udsigt fra klippekammen

Udsigt fra klippekammen

På vej ned fra klippekammen

Imponerende efterårsfarver på Grand Mesa

Imponerende efterårsfarver

På vej ned fra Grand Mesa

Jeg nåede CNM ved 15 tiden. Jeg gad ikke vandre mere, så det blev i stedet til de klassiske stop ved udsigtspunkter og små gåture omkring disse samt et besøg i visitorcentret. Et bryllup forhindrede et besøg på et enkelt af udsigtspunkterne. Udsigten var flot mod de røde og gule stenstensklipper og de imponerende eroderede klippeformationer. Specielt omkring Indepence Monument var udsigten overvældende. Der var desværre ikke så meget dyreliv, så det blev kun til et par fede firben (collared lizard) samt en masse ravne og "turkey vultures". Sidstnævnte var med til at fuldende "western-billedet". Selv om det kun blev til korte gåture tog det lang tid at nå gennem hele parken, og jeg kørte først ud ved halv syv tiden. Temperaturen blev behagelig til sidst, men midt på dagen var det nærmest ulideligt varmt i solen. Termometret i bilen sagde 30+ grader. Det var dog en helt tør luft og i skyggen var det behageligt.
Overnatning var i Grand Junction nær nationalparken, så der var heldigvis ikke langt at køre.

Colorado National Monument, National Park

Colorado National Monument, National Park

I Colorado National Monument, National Park

Colorado National Monument, National Park

I Colorado National Monument, National Park

Collared Lizard

Colorado National Monument, National Park

Turkey Vulture

Independence Monument

Independence Monument

Mandag 28. september: Torrey's & Gray's

Jeg kørte af sted fra Grand Junction ved 7 tiden efter morgenmad på motellet og et hurtigt madindkøb hos Safeway. Kørte østpå langs Colorado floden, mens solen stod op bjergene. Det så slet ikke værst ud. Dagens mål var dobbelt-toppene Gray's & Torrey's, som lå i Front Range bjergene. Der var derfor ca. 300 km at køre. Det første stykke gik gennem en smal canyon, herefter vekslede det mellem brede dale og smalle canyons, mens bjergene gradvist blev højere. Der begyndte også langsomt at dukke lidt skov op igen. Jeg kørte fra I-70 lidt efter Eisenhower tunnelen, som jeg havde set ugen før på konferencen. Kort inden afkørslen havde en lastbil ramt en elk. Ikke kønt.

Trailhead lå ca. 3 miles fra I-70, og turen derop gik på grusvej. Ved starten af vejen stod der "Not recommended for 2 wheeled drives". Den så nu umiddelbart fin ud, så jeg tog chancen, da jeg ikke gad vade små 5 km på grusvej. Da gik da også ok, selv om kvaliteten ikke var lige god hele vejen, og oppe ved trailhead holdt der da også 4 andre 2-hjulstrukne biler - plus ca. 20 4-hjulstrukne.

Trailhead lå i ca. 3.400 m i en dal omgivet dækket med tørre buske. Alt var enten vissent eller gråt, så umiddelbart slet ikke så flot som de foregående dage. Vejret holdt desuden heller ikke helt standard, da der var halvskyet. Desuden var der varslet en risiko (dog kun 10%) for torden ud på eftermiddagen, så jeg startede lidt ud med følelsen af at have travlt.

Solopgang på I-70

På vej ind mod Gray's & Torrey's

De første par km gik det svagt opad gennem dalen, først gennem visne buske, herefter græs og stenfelter. Jeg så et enkelt murmeldyr samt flere pikas. I ca. 3.750 m drejede jeg fra den normale rute og op på Torrey's østkam, også kaldet Kelso Ridge, hvor der gik en "Class 3" rute mod toppen. Bjergkammen så som ofte ret overvældende ud nedefra, men da jeg først stod på den, var det ikke vanskeligt. Det meste var enten på små stier med stor eksponering eller simpel scrambling, sidstnævnte ofte på noget halv- eller helt løst underlag. Det eneste stykke med lidt mere udfordring var kort før toppen, hvor en passage på ca. 10-15 m bestod af en helt smal klippe. Jeg klatrede over med et ben på hver side.
Efter knap 1,5 uge i mindst 1.600 meters højde havde jeg forventet, at kroppen ville have indstillet sig på højden, men denne dag var den ringeste på turen. Jeg havde lidt hovedpine, var småsvimmel og følte mig generelt bare træt og tung.

Jeg nåede dog toppen af Torrey's Peak (4.349 m) og havde dermed tilbagelagt 1.000 højdemeter på 2 timer, så helt ringe har kroppen åbenbart ikke haft det. Udsigten var ganske udmærket ned over dalene samt rundt mod da omkringliggende bjergtoppe, hvor både Longs Peak 70 km mod nord og Pikes Peak 110 km mod syd kunne ses. Udsigten kunne dog ikke konkurrere mod de foregående dage.

Kelso Ridge

På Kelso Ridge

Udsigt fra toppen af Torrey's Peak

Murmeldyr

View tilbage på den sværeste del af klippekammen

Udsigt fra toppen af Torrey's Peak

Jeg blev kun på toppen af Torrey's Peak i ca. 10 minutter, inden det på vandresti gik ca. 200 højdemeter ned til et pas og herfra ca. 200 m op til toppen af Gray's Peak (4.352 m) ligeledes via vandresti. Udsigten var ikke meget anderledes end fra Torrey's, men da vejret stadigvæk så ok ud, blev jeg denne gang på toppen i en halv time og spiste frokost.

Fra Gray's var der vandresti hele vejen retur til bilen. Et stykke nede så jeg en vandrer på vej op med, hvad jeg troede var, to hvide hunde. Det viste sig dog at være to bjerggeder. Det var første gang jeg så dem, og jeg kom helt tæt på dem. Længere oppe ad bjerget kunne jeg desuden se en gruppe på 8-10 geder mere.

Gray's Peak set fra Torrey's Peak

På toppen af Gray's Peak, Torreys Peak i baggrunden

På toppen af Gray's Peak

Mountain Goat

Jeg blev kun på toppen af Torrey's Peak i ca. 10 minutter, inden det på vandresti gik ca. 200 højdemeter ned til et pas og herfra ca. 200 m op til toppen af Gray's Peak (4.352 m) ligeledes via vandresti. Udsigten var ikke meget anderledes end fra Torrey's, men da vejret stadigvæk så ok ud, blev jeg denne gang på toppen i en halv time og spiste frokost.

Fra Gray's var der vandresti hele vejen retur til bilen. Et stykke nede så jeg en vandrer på vej op med, hvad jeg troede var, to hvide hunde. Det viste sig dog at være to bjerggeder. Det var første gang jeg så dem, og jeg kom helt tæt på dem. Længere oppe ad bjerget kunne jeg desuden se en gruppe på 8-10 geder mere.

Jeg nåede tilbage til bilen efter knap 5 timer. Herfra gik det i langsomt tempo i bilen ned ad grusvejen, og derfra et lille stykke på I-70 til silverplume, hvor jeg havde booket overnatning på "Windsor Hotel". I modsætning til alle de andre moteller, som mere eller mindre så ens ud, var der denne gang tale om et rigtigt hotel bygget i 1884. Det fungerede som Bed & Breakfast, og ejeren var hyggelig at snakke med.

Der var ingen spisesteder i Silverplume så sidst på eftermiddagen kørte jeg til Georgetown, 3 km derfra, som var en gammel mineby. Her var igen masser af "gamle" huse helt tilbage fra 1850'erne. Om aftenen snakkede jeg med de eneste andre gæster på hotellet, et par fra Texas hvor manden også var bjergbestiger.

Hotellet i Silverplume

Georgetown

Tirsdag 29. september: Spalding, Ewans og Sawtooth + hjemrejse

Jeg skulle være i lufthavnen kl. 15, så jeg havde planlagt, at jeg lige kunne nå en sidste tur i bjergene. Det havde dog regnet om natten, og vejrudsigten spåede gråvejr og regn fra midt på dagen. Jeg var derfor noget skeptisk, da jeg 6:45 kørte op mod Guanella Pass, som lå 12 miles fra Georgetown. I modsætning til dagen var vejen dog asfalteret denne gang, så det gik noget hurtigere at nå op til trailhead i ca. 3.550 m. Heroppe var vejret heldigvis lidt bedre. Det var tørvejr og skyerne så ikke så tætte ud. Der var dog faldet lidt sne på bjergtoppene.

Jeg havde oprindelig planlagt blot at gå op på Mt. Bierstadt (4.285 m), hvortil der gik vandresti hele vejen. Jeg havde dog aftenen regnet ud, at jeg godt kunne nå noget mere. Jeg havde derfor overvejet en rundtur fra Mt. Bierstadt til Mt. Ewans via Sawtooth Ridge (class 3). Sawtooth Ridge med sne og regnskyer lød dog ikke tillokkende, så i stedet blev kursen sat direkte mod Mt. Ewans, da denne var mere spændende end Bierstadt og så ville jeg se, om jeg mødte andre klatrede, der kunne fortælle om forholdene på Sawtooth Ridge, så jeg eventuelt kunne tage denne rute på tilbagevejen.

Den første km gik på god vandresti op mod Bierstadt. Herfra skulle jeg dreje ind på en mindre umarkeret sti, der gik op gennem en dal mod en smal kløft. Jeg havde lidt vanskeligheder ved at finde stien og efter 10 minutters vaden rundt i mose og buskads var både sko og bukser mere eller mindre gennemblødte. Og temperaturen var 5 grader. Great. Det lykkedes til sidst at finde stien, men denne var mange steder meget mudret, eller gik gennem tæt og vådt buskads. Etapens lyspunkt var da jeg så en bæver svømme rundt i en sø tæt på stien.

Efter ca. 1 time nåede jeg til næste etape på turen: 350 højdemeter op gennem en small slugt. På afstand så den ganske stejl ud, men perspektivet snød igen, for det var ret uproblematisk at vandre/klatre op gennem slugten. Desuden var der et hav af pikas til underholdning. Overfor slugten fladede det lidt ud. Til gengæld lå der et par centimeters sne, hvilket dog ikke generede specielt. Jeg gik en tur op på toppen af Mt. Spalding (4.219 m), som med en højde på 13.842 feet netop ikke var med i 14.000 feet klubben. Udsigten var dog udmærket, da skyerne var begyndt at forvinde. Det var derfor også nu, jeg opdagede, at jeg ikke havde fået solbriller med. Dårlig ide, når solen brød igennem og der lå sne.

På vej mod kløften/slugten op til Mt. Spalding

Scotland? Nej, Colorado

Turen ned fra Spalding gik let. Herefter på tværs af et pas og derefter langs vestkammen af Mt. Evans. Jeg indhentede en anden vandrer/klatrer, som var kommet op via Sawtooth Ridge. Han sagde, at forholdene var nogenlunde. Hmmm, måske skulle jeg alligevel tage den rute ned? Vi fulgtes til Evans, hvortil ruten meget af tiden gik gennem lette blokfelter og med fin markering med varder.

Jeg nåede toppen af Mt. Evans (4.348 m) efter ca. 2,5 time. Jeg begyndte at regne lidt efter på tiden og kunne se, at jeg begyndte at have travlt. Jeg blev derfor kun på toppen i 5-10 minutter, inden det i høj tempo gik retur. Sawtooth Ridge + Bierstadt kunne jeg ikke nå, det var nu helt tydeligt, men de små 50 højdemeter op til toppen af Sawtooth bjerget (4.194 m) kunne jeg godt tage med.

Mt. Bierstadt (venstre) og Sawtooth (højre)

På toppen af Sawtooth

Fra Sawtooth gik jeg direkte ned til den smalle kløft, og herefter samme vej retur som turen op. Dog med den forskel, at stien gennem buskadset denne gang var noget lettere at finde.

Jeg var retur ved bile efter knap timer. Jeg skiftede hurtigt tøj og pakkede bagagen og rullede derefter mod lufthavnen. Fik afleveret bilen og taget shuttle bussen, og stod ved indcheckning 25 minutter før de lukkede. Ikke helt dårligt timing.

Lidt statistik for turen:

- Kørte 1.388 miles.

- Vandrede 140 km og nuppede 8.300 højdemeter

- Så biler fra 39 forskellige amerikanske stater.

- Besteg 6 af Colorados 54 bjerge over 14.000 feet.

- Favorit radiostation undervejs = mountainchill.com.

På vej tilbage til p-pladsen

Sidste blik tilbage mod bjergene