Sommerferievalget 2015 havde stået mellem den vestlige del af Alperne, Østrig/Dolomitterne, Bulgarien/Rumænien eller Norge. Alperne, og mere præcist den vestlige del, endte med at vinde, da der var en del steder og en række 4.000 m bjerge, jeg gennem flere år gerne har villet se og bestige, og da de andre rejsemål er nogle, jeg kan gemme, til jeg bliver gammel … eller bare ældre.

Jeg havde gennem et par år haft Gran Paradiso og Monte Rosa på ønskesedlen, og havde Mt. Blanc som mulighed, da jeg mildt sagt ikke kunne huske specielt meget fra første gang, jeg besteg det i 2006, udover at det havde været vanvittigt hårdt. Via summitpost fandt jeg et par Italienere, Fabio og Mike, som havde mere eller mindre samme plan, så vi blev enige om, at vi lige så godt kunne følges. De havde allerede udset sig uge 29. Det passede mig glimrende, så jeg bookede ferie til uge 28-30, så jeg havde noget tid før og efter.

Der var dog en lille prolog inden ferien i Alperne. Det var 20 år siden, Troels, Mads og jeg havde vundet junior-VM. Vi havde længe snakket om, at det snart var tid til et jubilæum, og nu fik vi det endelig passet ind i kalenderen til d. 4. juli. Planen blev derfor at køre til Ry og løbe jubilæumsløb og derefter køre direkte sydpå.

Lørdag 4. juli: 20 års junior VM jubilæum

Det havde, som mange gange før, været en hektisk afslutning på arbejde op mod ferien. Denne gang med et Constantine projekt, jeg pludselig endte med at være rodet grundigt ind i, og dels et projekt i Herning, hvor vi internt havde talt helt forbi hinanden, således at vi fredag morgen om ikke var slået tilbage til start, så som minimum måtte rykke en del felter tilbage. Jeg slap derfor først af sted fra kontoret fredag lidt før kl. 18. Det sidste, jeg gjorde, var at slå autosvar til på mailen, samt fjerne e-mail ikonet fra forsiden af mobilen. Så slap jeg for at få stress over at se en mailboks, der bare blev mere og mere fyldt. Fredag aften blev brugt på at pakke. Ufatteligt så meget skrammel, der måske kan blive behov for på 3 ugers ferie i bjergene.

Jeg havde aftalt afgang fra Lyngby St. lørdag morgen 7:20 med Mads. Jeg kom et par minutter for sent, da det havde taget en evighed at slæbe alt oppakningen ud i bilen. Selv med bagsæderne lagt ned var bilen fuldstændig proppet. Vi kørte mod Jylland i høj sol og med et termometer, der langsomt tikkede op mod de 25-30 grader. Vi var fremme i Gl. Rye kl. 10:30 og nåede lige at møde Sheena, der var på vej til stationen med sin far. Vi overtog babypasningen, mens hun var af sted og fik gjort os klar til løb. Ved 11 tiden jokkede vi mod start. Lige i middagsheden. Tåber.

Stævnepladsen lignede generelt sig selv, blot stod græsset unægteligt noget højere. Vi fandt startstedet, hvor en ny stor skovvej var dukket op. Det skulle vise sig ikke at være sidste gang, kortet var noget uskarpt. Starten gik og vi løb af sted - i et tempo der med usvigelig sikkerhed var en del lavere end for 20 år siden. Post 1 blev spiddet af mig i spidsen. På langstrækket til post 2 gik Mads og Troels lige på. Jeg valgte at løbe udenom "bjerget", da jeg mente at huske, at englænderne havde fået forspring på dette til junior VM. Ganske korrekt. Ved post 2 var jeg 50-60 m foran Mads, der igen var 20-30 m foran Troels. De næste par poster var vanvittigt hårde. Bagende varmt og op, op, op. Jeg løb langt fra op ad alle bakkerne! Forspringet holdt til post 7. Den lå for 20 år siden i et helt lysåbent område. Det bestod i dag af helt tæt granskov. Jeg tågede lidt rundt, og Mads kom op. Vi løb de næste par stræk sammen, inden vi tog forskelligt vejvalg på langstrækket til post 9. Mads' viste sig at være 30-40 sekunder hurtigere end mit. Jeg kunne se ryggen af ham halvvejs til post 12. Jeg bommede dog denne og løb helt skævt væk fra posten, således at jeg først var i mål flere minutter efter Mads. I 1995 løb jeg på 43 min. I 2015 tog det ca. 1 time. Som Mads sagde: "20 år ældre, 10 kg tungere, 10 minutter langsommere".

Vi gik tilbage til Sheena, hvor den stod på cola og sandwich a'la Mads I., som havde rester med fra en familiefest dagen før. Herefter kørte vi ud til Blidsø, en badesø syd for Salten Langsø. Perfekt måde at blive kølet ned på. Eftermiddagen gik med at besøge Troels' forældre i Horsens, hvor den stod på det store kagebord, inden vi kørte hjem til Troels og familien. Her stod den på øl i haven, gåtur til deres kommende nye hus samt grillmad. En super afslutning på en fed jubilæumsdag.

Søndag 5. juli: Kørsel sydpå

Mads skulle være tilbage på Sjælland ved 14 tiden, så vi spiste tidlig morgenmad med Troels og familien, hvorefter jeg kørte Mads til banegården ved 8 tiden. Herefter blev GPS'en sat til Bern i Schweiz ud fra devisen om, at jeg kørte, til jeg ikke gad mere eller blev for træt.

Tyskerne havde besluttet at bruge denne weekend på at lave "Vollsperre" på 5 km af motorvejen ved Hamburg. Jeg ville ikke tage chancen for, hvordan den officielle omkørsel fungerede, så jeg kørte fra allerede ved Neumünster. Det kostede vist 15-20 minutter, men det var bedre end risikoen for at sidde 1 time i kø. Jeg snakkede dog med en dansker på en rasteplads længere nede i Tyskland som sagde, at de var gledet igennem på 10 minutter. ohh well.

Termometret kravlede også denne dag langsomt opad med ca. 1 grad pr. 50 km, så de godt 20 grader, jeg var startet med i Horsens, rundede 40 grader ved Frankfurt. Tak for air con. Det meste af turen gik fint med kun enkelte steder med lidt kø samt et madstop på en Burger King lidt syd for Frankfurt. Jeg følte mig desuden rimeligt frisk, så da GPS'en sagde, at jeg kunne være helt fremme ved Col de Pillon, som var startstedet for første vandretur, kl. 22:15, blev jeg enig med mig selv om at køre hele vejen. Jeg troede, jeg kunne snøre GPS'en, men Schweiziske småveje og dårlige orienteringsevner fra min side ville det anderledes, så jeg var først fremme 22:40. Der lå en kæmpe p-plads ved startstedet, og da det for længst var blevet mørkt, så jeg ikke noget problem i at slå teltet op i udkanten. P-pladsen lå i 1.500 højdemeter og der var over 20 grader kl. 23 om aftenen. Hedebølge?, det tror jeg nok.

Mandag 6. juli: VF dames Anglais / Sex Rouge

Feriens første bjergbestigningstur var dukket op, da jeg søgte efter lange via ferrata ruter på hjemmesiden bergsteigen.at. Ruten "VF dames Anglais" overvandt 450 højdemeter, havde sværhedsgrad A/B og sluttede på toppen Sex Rouge (2.971 m) med mulighed for også at nuppe en 3.000 m top, Le Dome (3.006 m). Der var dog en del "opvarmning" inden via ferrata ruten, for startstedet lå i 1.500 m. Til gengæld var der mulighed for at tage en kabinelift ned fra Sex Rouge. Perfekt.

Jeg havde sat uret til kl. 7, for at komme af sted inden det blev for varmt. Jeg vågnede dog allerede kl. 6 og kunne ikke sove længere. Jeg stod derfor op, pakkede teltet ned, spiste morgenmad og fandt vand i lift-stationen. Der var lidt småskyer over bjergene, men de blev hurtigt brændt væk. Til gengæld hang der en del varmedis hele dagen.

Den første halvanden times tid gik ruten svagt stigende hen på nordsiden af Sex Rouge bjerget. Der var masser af blomster og andre planter, så meget af tiden vadede jeg på en smal sti gennem planter til op midt på lårene. Jeg passerede et enkelt vandfald/vandløb, der var bygget bro over. Lidt senere fulgte en rigtig hyggelig hytte, hvor der var fri adgang. Det havde været et perfekt sted at overnatte. Herefter fulgte en blanding af skov og græsmarker, hvor der græssede køer med bjælder. Efter sæteren "Lechere" skiftede ruten karakter. Stien forløb nu nedenfor nogle lodrette klippeskrænter, der bare blev højere og højere. Jeg tog hjelmen på, da det begyndte at se lidt usikkert ud.
Efter et par km gik stien væk fra klippesiderne, og stødte sammen med en andre sti, der kom op nede fra dalen. Herfra gik det på en større sti, men dog halvstejlt op til refugiet Pierredar (2.398 m). Jeg nåede hertil på knap 3 timer. Jeg snakkede lidt med hytteværten, som udpegede ruten videre op ad bjerget. Jeg havde desværre ingen kontanter, så cola'en måtte jeg drømme mig til.

Nordsiden af Sex Rouge

Klipperne på sydsiden af Sex Rouge

Udsigt ned over Les Diablerets

Sydsiden af Sex Rouge

Fra hytten gik det via åbne jord/græsskråninger opad. Det var nu blevet rigtigt varmt, og fårene i området kæmpede om pladserne i skygge under klippeblokkene. Der kom en enkelt stump kabel, men det var ikke mere end 20 m. Herefter fulgte lidt simpel scrambling og passage af en snefane inden jeg var fremme ved starten på den rigtige VF rute. Jeg kunne se, at de første 20 m var stejle, så jeg iførte mig fuld VF udrustning inkl. hjelm.
Ruten var ret ny, så den var ikke så slidt. Sværhedsgrad A/B passer mig desuden godt på den måde, at det meste kan klatres blot med kablet som sikring og ikke ved at hive rø*** op. De første par 100 højdemeter var ikke så spændende, men herefter kom ca. 200 højdemeter, hvor ruten fulgte en smal klippekam og hvor der var masser af sjov klatring. Ovenfor denne kam gik det på en blød skråning det sidste stykke op til Col de Prapio (2.844 m). Kl. var blevet ca. 12, og jeg var godt sulten, så madpakken samt en vindtæt vest blev gravet frem. Sidstnævnte da der blæste en halvkold vind fra gletscherne i området.

Jeg ville gerne have været på toppen af Les Diablerets (3.210 m), der er højeste bjerg i bjerggruppen. Der blev dog anbefalet hold i reb på mindst to for at bestige toppen, så den plan blev droppet. I stedet måtte jeg nøjes med "Le Dome". Turen derover tog en lille halv time. Udsigten var lidt en blandet fornøjelse. Til højde så jeg ned over den dal, jeg var kommet op gennem. Her lå desuden en gletscher. Nydeligt. På venstre lå en ganske flad gletscher dækket af beskidt sne og et par stolelifte. Jeg valgte at kigge mest ud til højre. Fremme ved Le Dome sagde et skilt 3.016 m. En brochure fra liftstationen sagde 3.006 m og min GPS sagde 2.989 m. Hmmm, hvem har ret? Kompromisset må være 3.006 m, så den tæller som en 3.000 meter top!

Fra toppen gik det samme vej retur til Col de Prapio, og herfra via en jordskråning op mod de grimme bygninger på toppen af Sex Rouge De eneste to gode ting ved bygningerne var den "Cliff Hanger"-bro, der var bygget helt ud på spidsen af bjerget, samt det faktum, at man kunne tage liften ned og slippe for 1.500 højdemeter. Jeg nød udsigten fra udsigtspunktet 10-15 minutter. Desværre var det som nævnt noget diset og skyet. Ellers havde man efter sigende kunnet se mere end 20 af Alpernes toppe over 4000 m.

VF Dames Anglais, ruten fulgte de gullige klipper

Toppen af Le Dome, præcis højde noget usikker

Glacier de Pierredar

Cliff-hanger broen på Sex Rouge

Liften ned var en fornøjelse, da det kun tog 15 minutter og udsigten var god. Til gengæld mindede prisen mig om, hvorfor jeg ikke så ofte holder ferie i Schweiz. 411 kroner for en enkeltbillet. Så skulle den da vist være betalt… Tilbage ved bilen sagde GPS'en 14 km, 1.855 højdemeter op, 460 m ned og 4,5 times aktivitet. En helt ok startdag. Jeg frygtede dog lidt, at jeg (igen, igen) havde lagt for hårdt ud?

Jeg manglede vand, frugt og ørepropper, så hele vejen ned fra bjerget kiggede jeg efter supermarkeder. Jeg så ikke et eneste i de utallige landsbyen, jeg kom igennem. Først i en bagende varm Matigny og med hjælp fra GPS'en lykkedes det. Fra Martigny var der blot 20-25 minutters kørsel til p-pladsen for næste bjerg: Mt. Buet. Jeg fandt p-pladsen lidt vest for Vallorcine, snakkede lidt med en russer, som anbefalede mig at ændre morgendagens rute lidt, læste aviser, slappede af, lavede mad, skrev dagbog, satte teltet op på p-pladsen og gik i seng ved lidt over 22 tiden, da solen var gået ned.

Den letteste vej retur

14 km og 1.855 højdemeter...

Tirsdag 7. juli: Le Buet traverse

Vejrudsigten havde varslet risiko for tordenbyger om eftermiddagen. Jeg havde planlagt (endnu) en lang tur, så jeg stod op kl. 5:30 for at komme tidligt af sted og forhåbentligt nå retur, inden regn og torden satte ind (det kom så først kl. ca. 18, så der var ingen grund til bekymring). Jeg pakkede teltet, spiste morgenmad og var klar til afgang kl. 6:15.

P-pladsen lå i ca. 1.375 m. Turen startede blidt ud på grusvej op til hytten ??? - denne lå flot placeret lige ovenfor et voldsomt vandfald. Fra hytten gik det videre på mindre vandresti op til en træbro i 1.528 m, hvor jeg krydsede over og startede turen op mod dalen Val de Tré le Eaux. Det første stykke gik gennem skov og forbi et par moser. Herefter fulgte et længere stykke hen langs en skråning, hvor floden tordnede et godt stykke længere nede. Flere steder skar floden sig gennem smalle klippeåbninger, og her kravlede stien højere op på siden. Et enkelt sted var sikret med kabler, men sværhedsgraden var ikke høj. I ca. 1.900 m åbnede dalen mere op og blev til et stort stendækket floddelta, hvor de længst inde var ved at bygge endnu et bygværk, der kunne opsamle flodvandet og sende det til et vandkraftværk et eller andet sted. Det forklarede også helikopteren, der var fløjet over hovedet på mig kort forinden. Det var lidt synd med byggeriet, for ellers var området helt uspoleret, altså bortset fra de store elledninger, der gik på tværs af dalen lidt længere oppe. Udsigten bagud, dvs. ned gennem dalen, var heller ikke ringe, for der var frit udsyn til flere 4.000 m toppe 10-15 km borte. Jeg kunne desuden se Aiguille de Tour, som jeg havde besteget i 2006.

Et stykke før byggepladsen drejede ruten væk fra flodlejet og op ad bjergskråningen. Herfra kom jeg op i den øvre og mere græsklædte del af dalen. Stien fortsatte med at stige helt op til et pas ved Lac Vert i ca. 2.600 m. Det var først nu, jeg for alvor kom ud i solen, så solcremen blev gravet frem. Fra passet forsvandt stien stort set, da terrænet mest var åbne klippeflader eller snefelter. Jeg gik 100 højdemeter ned, og nåede derefter en lidt større sti. Der skulle have været en sø, Lac du Vieux Emosson, i bunden af den dal, jeg krydsede over, men de var ved at bygge en ny dæmning ved udløbet, og havde sikkert tømt søen i den anledning. Stien nåede op til passet Col du Vieux (2.572 m). Herfra gik det stejlt op til dagens første bjergtop, Le Cheval Blanc (2.831 m). Benene havde det ok, så jeg kom hurtigt op. Udsigten var flot. 4.000 m toppe inkl. Mont Blanc på den ene side og et stort åbent plateau på den anden.

Ref. ???

På vej mod Le Cheval Blanc (det flade bjerg i baggrunden)

Le Buet set fra den øvre del af Val de Tré le Eaux

Den forsvundne sø, Lac du Vieux Emosson

Det havde taget 3 timer at nå toppen, så jeg spiste lidt mad og snakkede med en fransk familie. Herefter kom dagens mest interessante strækning. 3 km langs en bjergkam fra Le Cheval Blanc over Pointe de Genevrier (2.870 m) og op til dagens primære mål, Le Buet (3.096 m), som også har kælenavnet "Ladies Mt. Blanc". Bjergkammen var de fleste steder meget bred og bestod af jord, snefaner, flade sten og lidt skifer. Den officielle rute passerede syd om Pointe de Genevrier, men den var dækket af sne, så jeg gik op over toppen i stedet, hvilket var helt problemfrit. Det eneste stykke med lidt udfordring var fra passet mellem Pointe de Genevrier og nordvestkammen på Le Buet. Her gik det stejlt op, men der var stålwirer næsten hele vejen, så det var uden problem. Vestkammen var ligeledes bred, så toppen på Le Buet blev nået uden problemer efter knap 6 timer. GPS'en sagde 2.100+ højdemeter. Ikke overraskende, at benene var lidt tunge. Det havde blæst kraftigt det sidste stykke op mod toppen, så regnjakken blev gravet frem, inden madpakken blev fortæret. Madresterne klarede de sædvanlige alpekrager. Udsigten fra toppen var mildt sagt imponerende mod hele Mont Blanc massivet samt alle 4.000 m toppene og gletscherne øst for Mt. Blanc.

Bjergkammen mellem Le Cheval Blanc og Le Buet

På toppen af Pointe de Genevrier. Le Buet i baggrunden.

10 minutter efter mig nåede en canadier, Jen, op på toppen, vi faldt i snak og endte med at følges hele vejen ned. Det første stykke fulgte igen en bred bjergkam. Herefter gik det stejlt ned på vandresti med halvløst underlag. Salomon skoene bestod heldigvis deres test og stod godt fast. I ca. 2.500 m fulgte et længere stykke med stenblokke og åbne klipper, inden det igen gik med stejl vandresti ned til hytten Ref de la Pierre a Berard. Her holdt vi en kort pause, inden det via en god vandresti gik tilbage til bilen. Temperaturen på bjerget havde det meste af dagen været ganske ok, men da vi nåede ned forbi refugiet og kom helt i læ, blev det meget varmt. Nåede tilbage til bilen kl. 15:30. GPS'en sagde 25 km, 2.150 højdemeter og godt 7 timers aktivitet.

Jen fik et lift tilbage til Chamonix. Herefter fandt jeg en campingplads og brugte resten af dagen på læsning, madlavning og afslapning. Tordenen kom, som varslet, rullende ved 18 tiden, men det blev aldrig specielt voldsomt eller med de store vandmængder.

Pointe de Genevrier set fra nordkammen af Le Buet

Bjerggeder på vej ned fra Le Buet

På toppen af "Ladies Mt. Blanc". "Mens Mt. Blanc" i baggrunden

Le Cheval Blanc og Le Buet traverse, 25 km, 2.150 højdemeter

Onsdag 8. juli: Hviledag / MTB Chamonix

Jeg var ret opsat på IKKE at gentage "successen" fra de sidste par sommerferier med at vandre/køre benene helt døde de første par dage på ferien, så det passede helt ok ind i skemaet, at vejret denne onsdag morgen/formiddag var lidt skyet, da der dermed alligevel ikke havde været megen ide i at tage højt op i bjergene.

Formiddagen blev brugt på at slappe af, gå rundt i Chamonix samt købe udstyr (tights og vandrestave). Over middag klarede det efterhånden mere op, så ved 14-15 tiden blev MTB'en gravet ud af bilen og jeg rullede opad gennem dalen. Det meste af vejen lykkedes det at finde de officielle MTB spor, der primært gik på mindre grusveje eller større vandrestier. Det sjoveste og mest tekniske stykke var på vandrestien "Balcon Sud" mellem landsbyerne Le Lavancher og Les Chosalets. Stien gik først forbi nogle marker med køer og herefter ind i skoven, hvor den klamrede sig til en stejl træklædt bjergside. De fleste steder var stien 1,5 m bred og med godt underlag, så der kunne køres med høj fart, men enkelte steder var der dømt "push bike" på stejle partier med mange sten og rødder. Dagens sprog-oplevelse fik jeg, da jeg rullede forbi et par vejarbejdere, der var ved at bakke en lastbil ud, og meget effektivt fik smadret sidespejlet i processen. De holdt et kort kursus i eder på fransk til hinanden.

Benene fik ikke helt lov til at slappe af på turen ud, men på turen hjem gik det nedad det meste af vejen, så det var fuld fart på vandrestier langs med l' Arve floden. GPS'en sagde 23 km og ca. 350 højdemeter på 1,5 time. Ikke imponerende hastighed, men der var som nævnt dømt hviledag og indlagt mange foto-stop. Resten af dagen stod på mere afslapning. Vejudsigten ser god ud for de næste par dage, så bjergene venter i morgen igen.

Chamonix

MTB spor mellem Le Lavancher og Les Chosalets

Torsdag 9. juli: Petit Mont Blanc

Jeg havde sat uret til kl. 6 for at komme tidligt af sted, men jeg må have overhørt det, for jeg vågnede først 20 over. Jeg fik dog stadigvæk hurtigt pakket sammen, således at jeg kom af sted fra Chamonix lidt over 7. Vejret var noget overskyet på den franske side, men på den anden side af Mont Blanc tunnelen var det helt skyfrit. Perfekt. Dagens mål var Mont Blanc nummer 2. Denne gang "Petit Mont Blanc" (3.424 m), som skulle være en af de "lettere tilgængelige" bjergtoppe i området omkring Mont Blanc med bedst udsigt. Udgangspunkt var Val Veny. Det lykkedes mig at køre op i ca. 1.700 m, hvorefter vejen var spærret med en bom. Rygsækken på ryggen og klar til afgang lidt over 8.

Turen startede med 2,5 km på asfaltvej. Der var dog glimrende udsigt til en fossende flod, der var mælket pga. gletschersilt på den ene side og en enorm randmoræne fra Miage gletscheren på den anden. Jeg forlod asfaltvejen i knap 2.000 m ved enden af en stor U-formet gletscherdal. Herefter gik det jævnt opad på den ene side af dalen. Udsigten blev naturligvis bare bedre, jo højere jeg kom op.
I omkring 2.200 m blev det mere stejlt, da stien drejede op gennem en snæver sidedal. Underlaget var mange steder løst og stenet. Senere fulgte et par snefaner, men overfladen var tøet så meget op, at det gik at passere i Salomon-skoene. Jeg så et enkelt murmeldyr samt en ordentlig bunke får. Fra omkring 2.500 m forsvandt stien ofte, og blev erstattet med simpel scrambling eller snefaner. I lidt over 2.800 m nåede jeg et plateau. Jeg havde håbet, at jeg allerede var var Rainetto bivuakken, men der manglede stadigvæk 200 højdemeter.

På vej ind gennem Val Veni

Den øvre del af Val Veni

Ref. Combal med Petit Mt. Blanc i baggrunden

View tilbage gennem slugten op til Petit Mt. Blanc

50 m under bivuakken kunne jeg se, at der stod noget udenfor. Det viste sig at være tre bjerggeder (Ibex), som tydeligvis ikke var sky, for først da jeg var 5-10 m fra dem, fortrak de et lille stykke. Ellers gjorde de mest ud af at gøre sig så fotogene som muligt. Fra bivuakken ventede nu blot 400 højdemeter til toppen. Langt det meste gik på en stejl snefane. Jeg havde heldigvis været lidt forudseende og slæbt steigeisen med, og de kunne monteres fornuftigt på løbeskoene. Om det var højden, den halvtunge sne, de 1.300 højdemeter der lå bag mig, eller bare ringe form ved jeg ikke, men de 400 højdemeter trak tænder ud. Heldigvis kunne udsigten anvendes til at få tankerne på noget andet. Ovenfor snefanen ventede 20 højdemeter scrambling til toppen. Og hvilken udsigt! Der var frit udsyn til hele Mt. Blancs sydside, som er endnu mere spektakulær end nordsiden. Mod øst kunne jeg se Matterhorn og Monte Rosa massivet. Mod syd utallige bjerge, som jeg ikke genkendte. Kun mod vest var udsigten blokeret af 3.900+ m toppen Aig. de Tré la Téte.

Yes, it works!

Sydsiden af Mt. Blanc

Grande Mt. Blanc set fra Petit Mt. Blanc

Grand Combin, Matterhorn og Monte Rosa massivet

Jeg tog utallige billeder, mens jeg spiste frokost, men der blæste desværre en kold vind, så efter en lille halv time, pakkede jeg sammen og gik ned igen. De 400 højdemeter ned til bivuakken gik lynhurtigt via snefanen. Bjerggederne ventede igen til flere foto-sessioner. Fra hytten gik tempoet ned, da der var lidt klatring og løst underlag. Ved plateauet i 2.800 m gik jeg ud og klatrede de 20-30 højdemeter på toppen af Aig. de Combal (2.839 m). Endnu en bjergtop til listen.

Dagens eneste andre vandrere/bjergbestigere (bortset fra nede på asfaltvejen og ved hytten ved Miage søerne, hvor det vrimlede med folk), var to franskmænd, som jeg mødte på vej ned gennem dalen. De skulle overnatte i bivuakken og på Aig. de Tré la Téte dagen efter. Underlaget var som nævnt noget løst skrammel mange steder, men jeg nåede ned uden styrt.

Ved Biv. Rainetto

Aig. de Combal

På vej tilbage mod asfaltvejen kunne man tydeligt se randmorænen fra Miage gletscheren. Jeg kunne ane et spor på toppen, så da en sti drejede fra med retning mod randmorænen, slog jeg ind på den. Godt valg, for efter at have knoklet 10 minutter for at komme op på kammen af morænen, var der dels en flot udsigt ned over hele moræneområdet, hvor der flere steder lå store dødisklumper og dels gik der en fin med ret eksponeret sti hen på kammen. Jeg fulgte denne, så endnu en flok bjerggeder, og nåede frem til Miage søerne, der sandsynligvis var dødishuller.

Fra søerne kom jeg ned til Combal-hytten. Her stod den på cola-pause, inden de sidste 3,5 km tilbage til bilen. GPS sagde 18 km og knap 1.900 højdemeter på lidt over 5 timer (7:40 inkl. pauser) . En helt ok dag. Næste mål var Gran Paradiso Nationalpark. Jeg kørte dertil på småveje og fik plads på Gran Paradiso camping. Udsigt til bjerge hele vejen rundt samt lyden af vandfald i baggrunden.

Randmoræne langs Miage gletscheren

Stenbuk på flanken af randmorænen

Dødsishuller ved Miage gletscheren

18 km og 1.900 højdemeter med fantastisk udsigt

Fredag 10. juli: Pointe de la Roley / Cima dell'Arollay

Jeg stod op ved 7-tiden. Natten havde været småkold, og jeg var derfor glad for, at jeg havde slæbt dun-soveposen med. Campingpladsen lå i bunden af Val Savaranche dalen, og selv om jeg kunne se solen skinne på bjergsiderne længere oppe, var der koldt nede i dalen. Jeg lavede morgenmad og besluttede mig derefter for at køre op til dagens planlagte startsted i Le Pont (ca. 1.950 m) og pakke rygsækken der, i håb om, at solen skinnede deroppe. Det gjorde den ikke. Le Pont lå også i skygge, og bil-termometeret sagde 7 grader. Jeg pakkede hurtigt en lille rygsæk og startede ud iført t-shirt, superundertrøje og vindtæt jakke. Det holdt dog kun 5-10 minutter, for så snart jeg kom op i solen, var det varmt.

Dagens mål var bjergtoppen Pointe de la Roley / Cima dell'Arollay (2.996 m), som kunne bestiges via en rundtur ad vandrestierne 3A, 3 og 2A samt lidt offroad scrambling. Ruten startede stejlt op gennem skov, primært lærk, på en god vandresti, som tydeligvis også blev brugt til at drive køer ad, for mange steder var stien dækket af indtørret kolort. I ca. 2.300 m nåede jeg et udsigtspunkt med et kors. Gran Paradiso lå på den modsatte side af dalen, og udsigten derover var imponerende. Herefter nåede jeg over trægrænsen og ind i Piano del Nivolet-dalen. Her var der masser af græs samt åbne klippefladen, og bjerge der steg op på begge sider. Længst fremme i dalen kunne jeg desuden skimte en flok køer. Desuden så jeg en hel del murmeldyr.

Stien gik gennem dalen i 2-3 km, inden den ved en forladt gård, der nu mere eller mindre henlå som ruin, drejede op ad den østlige bjergside. Stien var lidt mindre nu, men stadigvæk god og jeg passerede to franske bjergløbere, der var på vej ned. Jeg fulgte stien indtil knap 2.700 højdemeter, hvorefter jeg drejede fra og gik direkte mod toppen af Cima dell'Arollay. Det første stykke gik over græs og åbne klippeflader, herefter fulgte et stykke med blokfelt, inden det blev til stejlt græs og enkelte klipper. Det sidste stykke mod toppen var der atter blokfelt. På vej over det første græsstykke så jeg en flok på 15-20 gemser, herunder en masse unger, der krydsede bjergsiden højere oppe. Længere oppe ad bjerget var der masser af spor af dem i form af fodadtryk i jorden samt lort. Jeg nåede toppen efter knap 2,5 time. Udsigten var glimrende, selv om toppen med sine knap 3.000 m blegnede i forhold til mange af den omkringliggende. Mest imponerende var udsigten over mod Gran Paradiso samt den øverste del af Val Savaranche. Det var dog også flot mod sydvest ind i Frankrig, hvor der lå lidt skyer længere nede i dalene.

Randmoræne langs Miage gletscheren

Stenbuk på flanken af randmorænen

Dødsishuller ved Miage gletscheren

18 km og 1.900 højdemeter med fantastisk udsigt

Jeg blev på toppen en halv times tid og spiste frokost. Herefter gik det via bjergets sydkam ned mod passet Gran Collet. Ruten var i modsætning til turen op delvist markeret med varder, og den var også en del sjovere, da ruten det meste af tiden gik langs selve bjergkammen, hvor der skulle springes og klatres fra sten til sten. Jeg holdt en kort pause i passet, inden det via vandresti 2A gik tilbage mod Le Pont. Stien var god hele vejen og snoede sig enten nedad i serpentinersving eller forløb mere eller mindre horisontalt hen langs bjergkammen. Da jeg nåede ned til floden i bunden af dalen, lå der meget belejligt en restaurant lige på den anden side. Dagens indsats blev belønnet med en øl.

Fra restauranten var der kun 10-15 minutter retur til bilen. Jeg fulgtes med en franskmand, der havde været på toppen af Gran Paradiso og som sagde, at forholdene var perfekte. Retur ved bilen kl. 14. GPS'en sagde 13,5 km og ca. 1.100 højdemeter på knap 4 timer (knap 6 timer inkl. pauser). Eftermiddagen blev brugt på en tur til landsbyen Valsavarache, hvor der lå et visitorcenter for nationalparken. Al tekst var dog på italiensk og fransk, så udbyttet var ikke helt i top. Herefter afslapning. Solen gik "ned" bag bjergtoppene allerede kl. 18. Herefter faldt temperaturen hurtigt. Til gengæld var der 1.000 dovne fluer.

Val Savaranche set fra toppen af Pointe de la Roley / Cima dell'Arollay

På vej ned fra Pointe de la Roley / Cima dell'Arollay

Val Savaranche

Sydkammen af Pointe de la Roley / Cima dell'Arollay

På vej ned fra Pointe de la Roley / Cima dell'Arollay

13,5 km og 1.100 højdemeter

Lørdag 11. juli: Gran Paradiso del 1

Det var igen koldt om morgenen, men jeg var i det mindste bedre forberedt og havde denne gang hue klar. Ved 9 tiden gik jeg en runde på pladsen og det passede med, at Fabio og Michele (Mike) rullede ind i en stor gammel kasse af en autocamper. De var kørt op fra Rom og havde sovet på en p-plads i nærheden. Vi blev enige om, at vi gjorde klar til afgang et par timer senere. Kl. 11:30 var alle klar. Startstedet lå 300 m fra campingpladsen, så jeg lod bare teltet stå. Dagens rute bød "kun" på 950 højdemeter, og da det mere eller mindre gik direkte opad hele vejen, var det sat til 2-3 timer. Det viste sig hurtigt, at jeg var i noget bedre fysisk form end Fabio (54 år) og specielt Mike (64 år), hvilket nok ikke var så overraskende aldersforskellen taget i betragtning. Vi havde dog ikke travlt, så det gik stille og roligt deropad.

Vejret bød igen på høj sol og temperaturen var kravlet i vejret. De første 300 højdemeter gik vi heldigvis i skov, så her var skygge, og de næste 200-300 m var der spredte træer. Det var således kun den sidste 1/3 af vejen, vi blev branket af solen. Stien var god, specielt nede i skoven, hvor den slyngede sig i utallige serpentinersving. Længere oppe blev den lidt ringede, men til gengæld var udsigten bedre, da mere og mere af Gran Paradisos vestside kom til syne. Vi var fremme ved hytten ved 15 tiden. Der var først aftensmad kl. 19, så vi havde masser af tid til at læse, småsove, nyde udsigten med bl.a. et svævefly, der fløj rundt om Gran Paradiso, og slappe af.

Da vi kom, virkede hytten ikke til at blive specielt fuld, men kl. 19 kom der stadigvæk vandrere op, så til aftensmaden var spisestuen helt fuld. Maden var, som de fleste gange i hytterne i Italien, ganske udmærket med en stor omgang pasta, kød med kartoffelmos og frugtmix til dessert. Jeg ramte køjen kl. 21, men havde svært ved at falde i søvn, da der var støj og varmt i sovesalen.

Val Savaranche set fra stien op mod Ref. Chabod

Gran Paradiso (til højre)

Ref. Chabod

Mike og Fabio på vej mod Ref. Chabod

Gran Paradiso set fra Ref. Chabod. Ruten til toppen gik via gletscheren til højre

Solnedgang set fra Ref. Chabod

Søndag 12. juli: Gran Paradiso del 2

Jeg vågnede kl. lidt i 3, da det begyndte at rumstere. Vi havde bestilt morgenmad til 03:15, så det passede ok. Jeg fik hurtigt pakket tingene og fik spist lidt. Morgenmaden var bedre end forventet med både juice og cornflakes. Vi var klar til afgang kl. 03:45. Det var stadigvæk meget mørkt, men det var helt stjerneklart og der var ikke megen vind, så det så fint ud. Et par andre grupper var startet før os, så der var enkelte lysprikker længere oppe ad bjerget. Vi startede ud på små vandrestier. Tempoet var dog ikke højt, og specielt Mike døjede noget med benene og ryggen. Vi blev overhalet af stort set alle de andre grupper og efter ca. 40 minutter på vej op ad en stejl moræneskrænt holdt Fabio og Mike rådslagning. De diskuterede vist, om Fabio skulle fortsætte med mig alene, men blev til sidst enige om at vende rundt begge to, da Mike havde for ondt i ryggen. Jeg kunne se, at Fabio var noget skuffet, men det var helt sikkert den rigtige løsning. Vi aftalte, at jeg skulle prøve at finde en anden gruppe, som jeg kunne gå mod toppen med.

Vi var som nævnt blevet overhalet af stort set alle de andre grupper, så jeg satte et højt tempo for at indhente dem igen. Jeg havde dog mistet dem af syne, og et sted må ruten have delt sig, for selv om jeg fulgte stenvarder, var jeg pludselig 50-100 højdemeter over de andre vandrere. Det lykkedes dog at komme på tværs af bjergskråningen og ved gletscherkanten indhentede jeg mange grupper. De var dog alle med guide og ikke lige åbne for at slæbe mig med. Det var forståeligt nok. Jeg kunne se flere grupper længere fremme, så jeg tog chancen, spændte steigeisen på og gik op af gletscheren alene. Der var imidlertid en del flere sprækker, end jeg havde forventet, så det passede mig glimrende, da jeg et lidt tid mødte Davide og Felipe fra hhv. Italien og Brasilien, som tilbød, at jeg gerne måtte koble mig på deres reb.

Davide gik forrest og satte et fint tempo op over gletscheren. Vi fulgte et ret tydeligt spor, som snoede sig i store sving op over gletscheren. Det begyndte at lysne ved 5 tiden, men det flotteste var, da solens stråler ramte Mont Blanc ca. 50 km nordpå. Omkring 3.500 m faldt tempoet lidt, da Felipe var ved at være træt. Det blev lidt stejlere op til "Eselrücken", hvor vi mødtes med ruten fra Vittorio Emmanuele II refugiet. Jeg troede, det ville flade lidt ud herfra, men det steg fortsat konstant opad, men nu kunne vi i det mindste se toppen. Omkring 3.850 m meldte Felipe, at han ikke kunne mere, og at vi skulle fortsætte uden ham. Vi fik ham dog overtalt til at klø på de sidste 200 m. Det var ikke teknisk på sneen/isen, bortset fra et enkelt sted over ca. 20-30 højdemeter, hvor det var ca. 50 grader stejlt i en snerende.

Solopgang over Mt. Blanc

På vej mod Gran Paradiso

På vej mod Gran Paradiso

På vej mod Gran Paradiso

Det var blevet noget koldere nær toppen, men jeg havde stadigvæk kun superundertrøje og goretex jakke på. I ca. 4.020 m nåede vi klipperne. Vi blev enige om, at vi sagtens kunne klatre i steigeisen, så dem beholdt vi på. Klatringen var ikke svær (I-II), og det sværeste sted var det muligt at sætte et par sikringer. Udfordringen bestod i stedet i alle de andre klatrere. Vi passede nok 3-4 grupper på vej op, og 6-7 grupper på vej ned. Det gik dog nogenlunde, og vi ventede nok kun 2x 5 minutter. På toppen stod en statue af Madonna'en (naturligvis). Det var dog ikke megen plads, så vi var der kun 3-4 minutter, inden næste gruppe kom derop. Vi fik dog skudt et par billeder. På vej ned holdt vi lidt længere pause på et andet plateau, hvor vi kunne nyde udsigten mod mange af de højeste bjerge i Alperne.

Tilbage på sneen var det rent cirkus. Der var nu ca. 50 klatrere oppe på klipperne og 20-30 mere på vej op ad sneen det sidste stykke. Det lykkedes os at komme forbi, selv om det var ren kø i den stejle snerende. Herefter var der bedre plads, så vi kunne passere de grupper, der fortsat kom op. Vi vurderede, at der nok havde været omkring 150 mand på toppen denne dag.

Det eneste sted med lidt klatring

Davide og Felipe

The virgin and the saint...

Tæt trafik ...

Vi forlod toppen ca. 8:30. Turen ned gik forholdsvis let, da det var sne hele vejen ned til ca. 3.000 m. Jeg beholdt steigeisen på hele vejen. Solen bagte nu for alvor, så det sidste stykke blev i korte ærmer og uden hue og handsker. Det sjoveste stykke på nedturen var, da vi klatrede ned gennem et vandfald, som med solens bagning var blevet noget mere aktivt, end det nok havde været om morgen. Ved 11 tiden nåede vi Vittorio refugiet, Vi var gået denne vej ned, da den var sikrere pga. færre gletscherspalter.

Vi holdt pause ved refugiet i en lille halv time, og gik herefter hurtigt ned i dalen, således at vi var retur ved p-pladsen i Le Pont kl. 13. 9 timer plus det løse og endnu en 4.000 m top (den sjette) i bogen. Jeg fik et lift med Davide og Felipe til campingpladsen, tog et velfortjent bad, læste lidt, sov lidt, lavede ingenting lidt. Fabio og Mike kom ned nogle timer senere og om aftenen gik vi ud at spise på Hotel Paradis, intet mindre, hvor maden var glimrende
.

På vej ned fra Gran Paradiso

På vej ned fra Gran Paradiso

Mandag 13. juli: Punta Valetta

Jeg stod op ved 7-tiden og begyndte at pakke sammen. Jeg tog afsked med italienerne, som stadigvæk ville prøve Monte Rosa, de døjede dog med hhv. ondt i ryggen og vabler på tæerne, så de var lidt skeptiske på, hvor meget det ville blive til. Jeg havde udset mig en kortere tur nær Pila, som lå på den skråning af Aosta-dalen. Det tog 1 god times tid at køre derover, da det hele gik på små bjergveje samt gennem småbyer. Desuden havde jeg lidt bøvl med at få fundet den korrekte liftstation. Jeg var således først klar til afgang ved 10:30 tiden. Det ville dermed blive en særdeles varm dag.

Liftstationen lå i 1.700 m og med stolelift kunne jeg køre op i 2.300 m. Undervejs kunne jeg kigge ned på en masse MTB-downhill ruter. Der så ikke helt tosset ud. Fra liftstationen gik det på gode vandrestier over forbi Lago di Chamole søen. Det blev til et par gode billeder med søen i forgrunden og Val d'Aosta og Mt. Blanc i baggrunden. Fra søen gik det videre på god sti stejlt op til et pas i 2.641 m.

Testa Nera og Lago di Chamole

Lago di Chamole og Mt. Blanc i baggrunden

Jeg havde udset mig en rute, som gik langs en bjergkam rundt forbi en lang række bjergtoppe, hvoraf den højeste, Punta Valetta (3.089 m) var den eneste, der nåede over de 3.000 m. Fra passet gik en mindre sti stejlt op på bjergkammen til den første top, Testa Nera (2.820 m). Fra Testa Nera var der ok sti videre forbi næste top, Mont Belleface (2.969 m), inden det gik mere stejlt og med lidt klippeblokke op til Punta Valetta. Da jeg nærmere mig Valetta, kunne jeg se en masse geder deroppe. Det viste sig dog, at de alle sammen havde klokker på, så det var tamme geder, faktisk så tamme at de nærmest ikke gad flytte sig, da jeg skulle forbi. Jeg spiste frokost på toppen, men det var svært at få fred for gederne, som var mindst lige så interesserede i min madpakke, som jeg selv var.

På toppen af Testa Nera

BJERG-geder

Udsigt fra toppen af Punta Valetta mod Mt. Blanc

På toppen af Punta Valetta

Fra Valetta var der mere eller mindre sat stålwire op hele vejen over til passet Colle Tsa Sétse (2.815 m). Det var ikke særligt svært, og mange steder var kablet ikke nødvendigt. Det gjorde dog, at jeg kom hurtigt frem, og dette var klart den sjoveste del af turen. Fra passet var jeg tilbage på god vandrestier. Jeg småløb de stykker, der gik nedad, og gik hurtigt på de flade dele samt opad. Jeg kom derfor hurtigt forbi toppene Punta Tsa Sétse (2.824 m), Punta di Monpers (2.793 m) og Piatta di Grevon (2.752 m). Sidste stop på bjergkammen var et udsigtspunkt nær en liftstation, hvor udsigten på samme måde som langs resten af bjergkammen var glimrende. På den ene side lå Gran Paradiso nationalparken og ikke mindst bjerget Grivola. På den anden side lå Aosta dalen tæt på, mens der længere borte var udsigt til hele rækken af bjerge mellem Mt. Blanc og Matterhorn/Breithorn.

Turen ned var ikke så spændende, da det mest gik på en grusvej samt på tværs hen over skiløjper. Retur ved liftstationen ved 3 tiden. GPS'en sagde 12 km og knap 1.100 højdemeter på ca. 3 timer (4 timer inkl. pauser). Jeg havde denne dag valgt 3/4 tights, men glemt at smøre solcreme på læggene. Det kostede ... Jeg tog liften ned og rullede mod Chamonix, da jeg havde en ide om at gå mod Mt. Blanc dagen efter. Fremme i Chamonix lød meldingen dog, at omfanget er stenfald i Grand Colouir var meget stort pga. høj temperatur, så Mt. Blanc blev droppet. Til gengæld pegede pilen mod Lagginhorn i Schweiz.

Grivola set fra Punta Valetta

12 km, 1.100 højdemeter

Tirsdag 14. juli: Jegihorn

Jeg stod op kl. 6, til hvad der tegnede til at blive endnu en varm dag i Alperne, spiste morgenmad, pakkede lejren sammen og var klar til at rulle mod Saas Fee ved 7 tiden. Det blev en flot køretur gennem Frankrig og Schweiz. Jeg nåede frem til kabelbanen i Hohsaas ved 9:30 tiden, gravede udstyr frem til 2 dage i bjergene og tog liften op til mellemstationen, Kreuzboden, i 2.397 m. Det var skyfrit og udsigten over mod Dom-massivet var vanvittig flot. Jeg traskede med den tunge rygsæk de 300 højdemeter m op til Weissmies-hütten i 2.726 m. Jeg fik udpeget en soveplads og smed de meste af udstyret, således at jeg kun gik videre med en mindre rygsæk pakket med udstyr til en 4-5 timers tur.

Dagens mål var Jegihorn (3.206 m), som lå nær hytten, og hvor der var en via ferrata rute det meste af vejen op til toppen. På afstand så bjerget imponerende ud med en stejl, rødlig sydside. Der var 1-2 km over til startstedet og turen gik på tværs af et par vandløb og derefter via en moræneryg. Fremme ved startstedet ventede en stenbuk på klipperne. Den var ikke specielt sky og gik kun langsomt væk. Jeg spiste frokost og fik via ferrata udstyret på.

Jegihorn, ruten gik op på bjerget i midten, ned i passet og op på toppen til ventre

Starten på "Jegihorn Klettersteig"

Det meste af ruten var graderet A/B og det betød, at langt det meste kunne klatres på stabile klipper med gode greb uden hjælp fra kablerne og de få jernspyd og jernbøjler, der var placeret i klippen. Ca. halvvejs oppe kom jeg til 4 stiger, hvoraf den længste nok var ca. 20 m lang. Jeg havde nu foretrukket at klatre på klipperne i stedet. Ruten passede først en mellemtop, hvorefter den gik ned i et mindre pas. Min skitse af ruten viste, at der skulle være en kabelbro over dette pas. Jeg kunne godt nok se broen, men der var ingen forbindelse over til denne, og jeg fik senere at vide, at broen var beskadiget pga. stenskred. I passet skulle jeg i stedet passere en smal ryg, dagens sværeste sted, inden det forholdsvis let gik op på toppen af Jegihorn. Fra toppen var der en suveræn udsigt med Dom-massivet på den anden side af Saas Fee dalen samt Lagginhorn og Weissmies. I alt skulle man kunne se 16 toppe over 4.000 m fra dette punkt!

Jegihorn

På toppen af Jegihorn

Jeg blev på toppen en halv times tid, inden det gik retur via den normale rute. Denne bestod på første stykke af klippeblokke, inden det blev stejl vandresti med løst grus. Jeg var retur ved hytten kl. 15:30. GPS'en sagde 6 km og 950 højdemeter på 2 timer. Klart en af de bedre via ferrata ruter, jeg har klatret. Turen blev fejret med en weissbier og ellers stod den på afslapning resten af dagen. Prisniveauet i Schweiz var noget dyrere end i Italien, og aftensmaden var, måske ikke overraskende, heller ikke lige så god, men der var heldigvis nok til at blive mæt.

GPS track

Job done!

Onsdag 15. juli: Lagginhorn

Jeg stod op kl. 3:30, spiste morgenmad og var klar til afgang kl. 4:10. Det var stjerneklart, ingen vind og ikke specielt koldt. Glimrende. Jeg startede ud i superundertrøje, goretex-jakke og hue og handsker. Superundertrøjen blev dog hurtigt skiftet med en t-shirt, ligesom huen røg i rygsækken meget af tiden. Lagginhorn er et af de få 4.000 m bjerge, hvor der ikke er gletscher, så jeg vurderede, at det var muligt at klatre solo mod toppen. Turen startede ud med at gå ret stejlt op en moræneryg. I omkring 2.850 m drejede stien væk fra moræneryggen og gik derefter via Lagginhorns vestlige bjergryg hele vejen til toppen. Den første 1/3 del var ret let, og mange steder var der nærmest sti eller blot lidt klippeblokke. Under mig kunne jeg se pandelamperne på andre klatrere, der var på vej mod Fletschorn eller Lagginhorn via Lagginhorn gletscheren. Desuden blev det langsomt lysere, således at bjergtoppene i Dom-massivet stod mere tydeligt. Det blev til mange gode billeder.

Dom-massivet, kort før solopgang

Solen rammer Weissmies

Den midterste 1/3 var lidt mere teknisk, men maksimalt sværhedsgrad II. Benene var dog lidt visne, så jeg følte ikke, at tempoet var specielt højt. Den sidste 1/3 blev igen lidt mere udfordrende. På venstre side af bjergkammen lå stejle snefaner. Det var dog muligt at omgå disse på højre side. Men her var klipperne i stedet af ringe kvalitet, og underlaget løst, så det var noget skrammel at klatre i. Jeg nåede toppen efter 2:45. Ikke så ringe når bøgerne siger 4-5 timer. Udsigten var naturligvis glimrende, men da der blæste en kold vind, stod jeg kun kort tid på selve toppen. I stedet var der lidt plads på østsiden af bjerget, hvor jeg kunne sidde i læ. I alt blev jeg derfor på toppen i 25-30 minutter.

På toppen af Lagginhorn

Toppen af Lagginhorn

Turen ned gik indtil ca. 3.400 m via samme rute som turen op. Jeg passede 4-5 andre hold, der var på vej mod toppen. De gik alle med reb og nogen med steigeisen. Intet af dette gav i mine øjne meget mening, da de dels ikke sikrede sig med rebet og da der ikke var noget is. Blandt grupperne var et par englændere, jeg også havde snakket med i hytten. De fortalte, at gletscheren var helt uden spalter, så i ca. 3.500 m gik jeg fra vestkammen og ned på gletscheren, der ganske rigtigt var uden sprækker og reelt bare var frossen sne. Jeg spændte steigeisen på, og kom hurtigt ned i 3.000 m. Herefter gik det via stejl vandresti retur til hytten. Turen fra toppen og til hytten tog kun 2 timer.

Nedstigning via Lagginhorn gletscher

1.200 op, 1.600 ned, 6 timer

Jeg samlede de ting op, jeg havde efterladt ved hytten, og gik ned til liftstationen. Her lejede jeg en "monster-trotti", der var en 25-30 kg tung cykel med små men enormt bred dæk. På denne hjulede jeg ned mod dalen, mens rygsækken røg med liften. En sjov og anderledes måde at afslutte en bjergbestigning (den 7. 4.000 m top!). GPS sagde (ekskl. monster-trotti) 10 km, 1.200 højdemeter op, 1.600 ned på 6 timer inkl. pauser.

Retur ved bilen skiftede jeg til rent tøj og satte kursen mod Livigno, hvor jeg havde aftalt at mødes med Sune. Jeg havde gættet på, at det ville tage 3 timer, men GPS'en sagde 5. Det blev derfor både til en frokostpause efter 1,5 time same til et 20 minutters powernap efter 3 timer. Ellers var det en af den slags køreture, der bare ikke kan blive meget flottere med konstant udsigt til bjergtoppe og bjerglandsbyer. Jeg var fremme i Livigno ved 18 tiden og mødtes med Sune, Sunes mor samt Astrid. Vi fik handlet ind, jeg fik fundet en lejlighed (120 euro for 4 dage, ikke galt) og spist aftensmad. Faldt hurtigt i søvn om aftenen.

Monster-trotti

Schweizer-idyl

Torsdag 16. juli: Hviledag i Livigno / MTB 1

Jeg havde ikke specielt meget krudt i benene, så denne dag blev ret rolig. Ved 10 tiden kørte jeg på MTB hen til carosello3000 liften og tog denne op på bjergkammen over Livigno. På en god grusvej kørte jeg først over til et udsigtspunkt længere nordpå på kammen. Herefter retur til 3.000-liften og derfra på grusvej og god vandresti ud til udsigtspunktet/bjergtoppen Mont de li Resa (2.858 m). Her var jeg også vandret op på en tur fra Livigno i 2011.

Benene var ikke fyldt med krudt, så fra Mont de li Resa gik det først retur mod liftstationen. Herfra var det planen at køre via stejlt ned i Val Fedaria via en mindre vandresti. Jeg satte sadlen ned for at have bedre balance, og herefter gik det hurtigt ned mod dal-bunden. Bremserne lugtede ikke godt til sidst, da de blev brugt flittigt for at kompensere for, at teknikken ikke var det bedste. Nede i Val Fedaria var jeg tilbage på grusvej. Sadlen kom tilbage i normal position, og det gik hurtigt videre ned gennem dalen. Jeg havde oprindeligt overvejet at tage en mindre sti lidt oppe på bjergsiden. Da jeg drejede ind på denne sagde benene dog fra med det samme, så det gik retur til grusvejen og flyvende på denne retur til Livigno. GPS'en meldte 21,5 km samt 500 højdemeter op og 1250 ned på 1:20 (1:45 inkl. pauser).

Afslapning resten af dagen og aftensmad på italiensk restaurant sammen med Sune og Astrid.

Beton-madonnaen ved Mont de li Resa

Val Fedaria

Nedkørslen til Val Fedaria

Val Fedaria

Fredag 17. juli: MTB i Livigno 2

Jeg havde aftalt at køre en MTB tur på et par timer sammen med Sune og Astrid, så kl. lidt over 10 rullede jeg på MTB'en over mod deres hotel, der lå på den modsatte side af dalen. Det var varmt og trykkende og en særdeles varm fornøjelse af køre de 50-100 højdemeter op til deres hotel.

Vi besluttede os for at køre en tur ind gennem Val Trela, spise på et refugie inde i dalen, og køre retur gennem Valle Alpisella. For at spare lidt på højdemeterne kørte vi i bil op til passo Éira. Fra passet gik det stejlt 300 højdemeter ned via små asfaltveje og grusveje. Herefter ventede dagens første stigning. 3,5 km med 370 højdemeter op til Passo di Val Trela i 2.294 m. Det skulle være 10% stigning i gennemsnit, men de var noget ujævnt fordelt, så den første halvdel af turen var særdeles hård, og jeg måtte af og trække et par gange undervejs. Sidste halvdel var bedre, da den var mere flad. Udsigten blev desuden bedre og bedre, jo længere vi kom gennem dalen. Et perfekt område at køre MTB i. Det var fortsat varmt på turen op, så sveden haglede. Jeg var fremme i passet lidt før Sune og Astrid, og mens jeg sad og ventede, dukkede yderligere et par cykleryttere op. Det så umiddelbart noget mere ubesværet ud, end da jeg selv kørte op, men forklaringen var nok mere deres elcykler end min form.

Val Trela

Passo di Val Trela

På vej mod Passo di Val Trela

Val Trela, perfekt MTB terræn

Fra passet gik det på en vandresti, der var perfekt til MTB, ned til gården Alpe Trela, hvor vi spiste frokost. Cola og det store pålægsbord med udsigt til grønne sætermarker og derover bjerge, der strakte sig 400-700 m i vejret. Så bliver Alperne ikke bedre!

Frokost!

Val Trela

Fra gården gik det på en grusvej stejlt ned mod et par opdæmmede søer. Det var begyndt at trække noget sammen, mens vi spiste frokost, og på vejen ned ramte de første regndråber os. Vi kom i læ hos en venlig italiener, som sågar stillede stole frem til os, da vi håbede, det kun var en kort byge. Det stilnede lidt af efter 10 minutter, og vi rullede videre. Regnen satte dog kort efter hårdere ind, og mere kritisk hørte og så vi flere tordenbrag og lyn. Vi drøftede lidt frem og tilbage, hvad vi skulle gøre. Ingen af os havde lyst til at cykle over et bjergpas i det vejr, så i stedet rullede vi til et refugie i nærheden, hvor vi ville afvente situationen, mens vi drak kaffe og varm kakao. Efter en halv time i hytten virkede uvejret til at have bidt sig fast over vores planlagte returrute. Vi besluttede derfor at køre en anden vej hjem. Vi kørte hen langs to opdæmmede søer, som havde en imponerende turkis farve, herefter ned ad en asfaltvej med talrige stejle serpentinersving, og til sidst på asfaltvej ned gennem et par mindre landsbyer til bunden af dalen ved byen Valdidentro nær Bormio. GPS'en sluttede på 32 km, 500 højdemeter op og 1.300 ned på godt 2 timer.

Planen var at tage bussen eller tomle retur til bilen fra Valdidentro. Vi havde ikke meget held med tomleriet, og da vi fandt ud af, at bussen kom blot 30 minutter senere, blev det i stedet til en øl i solen. Da bussen kom, var det også begyndt at trække sammen over Valdidentro, og på vej retur til bilen satte det ind med tung regn, ligesom der var utallige lyn og tordenbrag. Vi sprang ud ved passo Éira og fik hurtigt sat cyklerne på bilen. Herefter gik det retur til Livigno, hvor Sune og Astrid satte mig af nær hotellet. Vi endte med først at være retur kl. 18, så den planlagte 2-3 timers tur blev noget længere end planlagt. Over 2 uger i Alperne og dette var den eneste dag med dårligt vejr. Det er vist en fornuftig statistik. Pizza til aftensmad.

På vej ned fra Val Trela

Nedkørsel til Valdidentro

Lørdag 18. juli: Fedaria rundtur

Da jeg to dage tidligere havde taget Carosello 3000 liften op til bjergkammen bag Livigno, havde jeg kigget ud over Fedaria dalen og de bjerge, der omkransede den, og spekuleret på, om det var muligt at vandre rundt til alle disse, og dermed mere eller mindre muligt at gå hele vejen rundt om Fedaria dalen. Jeg havde efterfølgende studeret kort og Google Earth og vurderet, at det burde være muligt at gennemføre turen. Jeg pakkede derfor en lille rygsæk og gik hen til Carosello liften, således at jeg var klar, når den åbnede 8:30. Der var åbenbart noget bøvl med liften, så det blev stop'n'go flere gange undervejs op, og turen endte med at tage en halv time, hvor det normalt kun tager 10-15 minutter.

Jeg var godt klar over, at der ventede en lang dag med en lang række bjergtoppe forude, så jeg lagde ud i et pænt tempo. Første stop var Piz dal Canton (2.904 m). Der var en god km's penge på grusvej derover, og herefter 100 højdemeter op ad bjergets nordside. Den første halvdel gik let, da der var spor fra arbejdsmaskiner, mens den sidste halvdel bestod af løse sten og løst grus. Fra toppen var der en glimrende udsigt over Fedaria dalen og længere borte nogle af de højere bjerge i Bernina massivet.

Piz dal Canton og Piz di Gés

Næste bjergtop var Piz di Gés (3.004 m); dagens første 3.000 m top. Turen ned fra Canton var ganske let, mens der var lidt simpel klatring (I) op til Gés. Udsigten mod Bernina massivet var nu endnu bedre, da jeg var kommet højere op. De markerede vandreruter var sluttet for foden af Canton, og ført 4-5 timer senere, nåede jeg ind på markerede ruter igen. Det var dog på de fleste af dagens toppe tydeligt, at der havde været folk før mig, men der var ikke stenvarder eller andet, der viste vej.

Bernina massivet set fra Piz di Gés

Tredje bjergtop (2.798 m) havde italienerne været for dovne til at navngive. Den ragede dog heller ikke mere end ca. 50 m op over nabobjergene og der var ingen tekniske udfordringer ud over lidt blokfelter.
Fjerde bjergtop, Palón dal Mónt (3.024 m), trak flere tænder ud. For det første var der er godt stykke vej derover, på tværs af del øvre del af dalen Tucarela dal Mónt, hvor der var uendelige blokfelter blandet med enkelte snefelter. For det andet bestod de sidste 60-70 højdemeter op til toppen af meget løst sand, grus og sten. På den positive side fandt jeg vand undervejs (den eneste gang i løbet af hele turen rundt på bjergkammene), så en bjergged og sidst men ikke mindst var udsigten mod Bernina-gruppen helt perfekt.

Bernina-massivet

Udsigt fra toppen af Palón dal Mónt

Femte og sjette bjergtop var dels endnu en unavngiven top (2.998 m) samt Matoc dal Mónt (ca. 2.980 m). Den unavngivne top var simpel, da der lå en langstrakt bjergkam, mens det var lidt mere bøvlet at komme over til Matoc, da jeg måtte skrå på tværs gennem endnu et blokfelt.

Syvende top var dagens højeste, Piz Cocian (3.103 m). Fra Matoc gik det jævnt ned mod et lille pas, hvor der lå en tilskoddet bygning, sandsynligvis en gammel militærbygning, da jeg siden Palón dal Mónt havde vandret på grænsen mellem Schweiz og Italien. Fra passet var der 200 højdemeter op til toppen. Den første tredjedel var stejlt blokfelt, midterste tredjedel simpel klatring langs en bjergkam og sidste tredjedel flere blokfelter og løst underlag. Klokken havde rundt 12, og jeg havde været i gang i 3 timer. Maden blev derfor gravet frem. Jeg så ikke mange dyr denne dag, men der fløj en 4-5 mursejlere rundt om toppen.

Ottende top, Piza da la Val dal Fórn (3.069 m), var dagens klart mest tekniske. Først ventede 200 højdemeter ned fra Cocian. Disse forløb overvejende gennem løst "scree" på bjergets nordside. Herefter ventede 1 km på tværs gennem et blokfelt nedenfor en mindre bjergkam. Og til sidst ventede 200 højdemeter op til toppen af Fórn. Den første halvdel igen via blokfelter og løst sand, mens den sidste halvdel endelig blev til mere reel klatring (I-II) langs selve bjergkammen. Teknisk ikke specielt svært, men det var noget eksponeret på begge sider. Jeg nåede først en falsk top, hvorfra jeg kunne spotte den rigtige 50 meters klatring længere fremme. Vejret havde fra morgenstunden af været helt skyfrit, men det var gradvist blevet mere skyet og specielt mod nord trak det mere og mere sammen. Jeg blev derfor kun på toppen i kort tid for ikke at være udsat, hvis vejret blev dårligere.

Piz Cocian

Bernina-massivet set fra Piz Cocian

Piza da la Val dal Fórn set fra Piz Cocian

På toppen af Piza da la Val dal Fórn

Niende top, Piza da Leveron (ca. 2.945 m), var reelt blot en mindre knold på vejen ned fra Fórn. Turen ned fra Fórn bød på mere klatring, men det var lettere end turen op. Største udfordring var nærmest, at bjerggederne havde gjort bjergsiderne meget glatte, da de havde skrabet mange sten væk, således at der kan var klippe med lidt sand ovenpå tilbage. Jeg holdt mig derfor til selve bjergkammen, hvor klipperne var mere intakte. På vej ned fra Leveron mødte jeg de første vandrere denne dag; to kvinder der var vandret op fra Livigno.

Piza da la Val dal Fórn set fra Piza da Leveron

Udsigt fra fra Piza da Leveron

Tiende og ellevte bjergtoppe var en unavngiven top (2.917 m) samt Al Matoc (2.823 m). Turen ned fra Leveron gik gennem blokfelt, men herefter aftog kuperingen og de næste tre toppe henlå enten med græs eller åbne sandflader. Udsigten var dog stadigvæk glimrende mod dybe dale i Schweiz samt mangefarvede bjergsider i Italien.

Fra den sidste bjergtop gik det ned til et pas med endnu en tilskoddet bygning, og herfra stejlt ad god vandreti ned forbi et refugie og helt ned i Fedaria dalen. Jeg havde oprindeligt håbet at kunne tage 2-3 toppe mere, men afstikkeren til Palón dal Mónt havde taget for lang tid, og nu var benene ved at være godt trætte. Der var desuden fortsat små 2 timer hjem.

Fra den sidste bjergtop gik det ned til et pas med endnu en tilskoddet bygning, og herfra stejlt ad god vandreti ned forbi et refugie og helt ned i Fedaria dalen. Jeg havde oprindeligt håbet at kunne tage 2-3 toppe mere, men afstikkeren til Palón dal Mónt havde taget for lang tid, og nu var benene ved at være godt trætte. Der var desuden fortsat små 2 timer hjem.

Turen tilbage til Livigno gik først på vandresti langs en lille å, og derefter hele vejen gennem Livigno, hvor der denne sene lørdag eftermiddag var godt gang i gaden. Unægteligt noget andet end de øde bjerge blot 5 km borte.
Tilbage ved lejligheden sagde GPS'en 27,5 km, 1.440 højdemeter op og 2.320 ned på 8 timer inkl. pauser. En ganske ok kilometertid, da ca. 1/2 af turen forløb udenfor stierne på stenet og teknisk underlag. Klart en af de bedste vandreture på ferien.

Val Fedaria

Livigno, lidt af et skifte fra bjergene

Val Fedaria

27,5 km, 11 bjergtoppe, 8 timer

Søndag 19. juli: Al Vach - Piz Orséra traverse

Efter marathonturen dagen før var jeg på udkig efter en lidt kortere tur denne dag. Valget faldt på en vandretur op på 3.000 m toppen Al Vach (3.050 m). Man kunne starte fra Livigno passet i 2.315 m, så der var "kun" ca. 700 højdemeter til toppen. Små 2 km syd for Al Vach lå endnu en 3.000 m top, Piz Orséra (3.032 m). Den officielle vandrerute til toppen af Orséra skiltes fra ruten til Al Vach allerede i 2.500 meters højde, men jeg spekulerede på, om jeg ikke kunne følge bjergkammen direkte mellem de to toppe. Det skulle prøves!

Jeg tjekkede ud fra lejligheden kl. 9 og rullede op til Livigno passet, således at jeg var klar til start kl. 9:50. Ruten startede nogenlunde jævnt ud gennem en græsklædt dal og i modsætning til dagen før, var der en del andre vandrere på ruten. I 2.500 m drejede Al Vach ruten fra og op i en anden dal. Det blev lidt stejlere, men stadigvæk ikke så svedfrembringende. Manglen på sved kunne dog også skyldes, at der denne dag blæste en kold vind ned fra bjergkammen. Typisk at jeg netop denne dag skulle vælge at undlade at tage hue og handsker med.

De sidste godt 150 højdemeter gik via Al Vach's nordvestkam. Det var ikke svært (I), men det var lidt sjovere, da der var stejle fald ned på begge sider. Jeg nåede toppen efter blot 1,5 time, så planen om en kort dag holdt indtil nu. Udsigten fra toppen var ganske udmærket, dels ned over Livigno dalen og dels mod alle de omkringliggende bjerge, hvoraf Bernina-massivet igen var det mest imponerende. Der var dog markant flere skyer end dagen før, så billederne blev ikke helt lige så gode.

Bernina-massivet

Bjergsø på vej mod Al Vach

På toppen af Al Vach

Bernina-massivet

Livigno dalen fra toppen af Al Vach

Bjergkammen mellem Al Vach og Piz Orséra

Jeg gik lidt ud af sydvestkammen for at vurdere, om det gik at fortsætte langs denne. På afstand så det muligt ud, og der var da også en stenvarde lidt nede ad bjergkammen. Det skulle have et forsøg! Det viste sig, at det var lettest at blive mere eller mindre på selve bjergkammen. Den var typisk 0,5-1,5 m bred og bestod det meste af tiden af stabil klippe. Det var desuden nogenlunde let at klatre ned, da der var masser af gode placeringer til hænder og fødder, men når jeg kiggede tilbage på noget af det, jeg havde passeret, så det dog rimelig vanskeligt ud. Jeg sørgede imidlertid for, at jeg ikke kravlede op eller ned nogle steder, som jeg ikke ville kunne klatre den samme vej retur, så jeg havde hele tiden i baghånden, at jeg kunne vende om. Desuden virkede det hele tiden muligt at komme ned via vestsiden af bjergkammen. Jeg blev som nævnt mere eller mindre på selve kammen hele vejen, og der var kun en enkelt "gendarm", jeg passerede nedenfor. Det var sandsynligvis et dårligt valg, for her bestod det hele af løse klipper. Der var ikke nogen af mellemtoppene, der var navngivet, men der var en halvstor stenvarde på en af dem, hvilket beroligede mig lidt. Så var jeg da ikke den eneste, der havde klatret denne rute.

Fra Al Vach havde jeg kunnet se hele vejen over til Piz Orséra, og jeg skulle først nå en vandresti for foden af selve Orséra. Der lå en markant bjergtop før Orséra på 3.011 m, som på afstand så lidt vanskelig ud. Den viste sig dog, at være ganske let at klatre op på. Jeg blev imidlertid noget forundret, da jeg på toppen pludselig se rød/hvide sti-markeringer samt mange stenvarder. Kortet var tydeligvis helt skævt, og vandrestien gik til den forkerte top. Jeg kunne se den rigtige Orséra bjergtop ca. 400 borte, og her stod et tydeligt kors på toppen. Det havde taget en god time at klatre de 2 km. Men det havde været underholdende (sværhedsgrad I-II) og med høj puls. Klokken var nu 12:30 og det var tid til frokost. Så kunne jeg også benytte pausen til at lægge plan for resten af turen. Der var to muligheder: A: Følg vandrestien ned, B: fortsæt langs kammen over til Orséra. Der var kun 60 højdemeter ned til passet mellem de to bjergtoppe og herfra 80 højdemeter op til toppen, så B vandt. Turen ned fra den falske top var dog noget af det ringeste klippe hele dagen. Jeg droppede selve bjergkammen og klatrede i stedet ned ad sydsiden. Her var der masser af løse klipper og glatte, sandede partier. I passet blev det bedre, da der her igen var god klippe. Turen op til Orséra var let, og bestod mest af blokfelter. På toppen stod der som nævnt et kors, ligesom der var en bog, der kunne skrives i. Kortet viste, at en vandresti skulle passere toppen, men jeg havde hverken set malingsmarkeringer eller stenvarder siden den forkerte top.

Turen ned fra Orséra og over passet gik ganske let, men herefter blev det mere bøvlet, da der var godt 100 m blokfelt og scree, der skulle passeres, inden jeg var nede i en mere jævn del af Val Ursera. Her dukkede der pludselig et hav af stenvarder op, de stod vel med 20 meters mellemrum, inden de pludselig stort set forsvandt igen. Ligeledes var der pludselig malede markeringer, og kort efter var de rød/hvide markeringer malet over med grå maling. Jeg fandt aldrig en god forklaring. Benene var ved at være tunge, så det var godt at være retur ved bilen kl. 14:30. GPS'en sagde 9,3 km og 970 højdemeter på 4,5 time inkl. pauser.

Jeg skiftede t-shirt og sko og rullede mod næste bjerg, Piz Julier, lidt udenfor St. Moritz. Jeg havde planlagt at slå teltet op på p-pladsen, hvor ruten startede. P-pladsen viste sig dog at ligge midt i et rigmandskvarter, hvor der var al camping forbudt. Søgning rundt i området gav heller ikke bid, så til sidst rullede jeg ind på en campingplads. Denne lå lige ned til Silvaplaner See, og det vrimlede med vindsurfere og kite-surfere på søen. Det så ret flot ud med en sø fyldt med disse og så bjergene som baggrund. Der var varslet kraftig regn natten mellem søndag og mandag, men det blev aldrig til mere end et par dråber.

Bjergkammen ned fra Al Vach

Al Vach - Piz Orséra traverse

Bernina-massivet

Kite surfing på Silvaplaner See

Mandag 20. juli: Piz Julier / Piz Güglia

Da der var en lille risiko for, at det kunne trække sammen om eftermiddagen, gik jeg efter en tidlig start. Jeg stod derfor op kl. 6, rullede fra campingpladsen 6:45 og var klar til afgang fra Suvretta-bydelen af St. Moritz kl. 7:00. Vejret var perfekt, helt blå himmel, og allerede lunt så tidligt om morgenen. Turens første par km gik op gennem rigmandskvarteret, der bortset fra et enkelt sort egern var helt dødt så tidligt. Herefter gik det videre op gennem græsklædt dal med en flod med helt klart vand i bunden og køer med bjælder på siderne. Ren idyl. Omkring 2.250 højdemeter var der desuden masser af murmeldyr, som ikke virkede specielt sky. Dog lød der høje skrig fra dem, da en "Golden Eagle" fløj ned gennem dalen. Selv på afstand var ørnen imponerende stor.

Jeg havde parkeret bilen i ca. 1.800 m og op til ca. 2.300 m gik det på asfalt eller god vandresti med en jævn stigning. Det ændrede sig fra 2.300 m. Jeg svingede ind på en mindre vandresti der stejlt og ubønhørligt svingede sig op ad bjergsiden. Kun på en kort passage gennem et blokfelt, hvor der var ryddet en god vej, fladede det lidt ud, inden det igen blev stejlt og med løst underlag gik op til passet Fuorcla Albana i ca. 2.870 m. Benene var godt møre efter den opvarmning.

Dalen ind mod Piz Julier (venstre)

Murmeldyr

Jeg holdt en kort pause og startede derefter på de sidste 500 højdemeter. Det gik nu på en mindre sti langs sydøst-kammen på Piz Julier. Mange steder var sikret med kæder, selv om det teknisk ikke var svært og jeg klatrede hele vejen op uden at bruge dem. De var dog ganske belejlige, da jeg skulle klatre ned igen. Ruten var ret afvekslende og gik nogle steder på selve kammen, som ind i mellem kun var 1 m bred, og andre steder på siden af bjerget, hvor der mange steder var hugget/lavet en vej, så det nærmest lignede en inka-sti. Jeg nåede toppen efter 2:45 og GPS'en sagde eksakt 1.500 m stigning. OK for en dag med lidt tunge ben. Der var begyndt at danne sig skyer, specielt mod nord, men udsigten var stadigvæk flot. Bernina-massivet, Silvaplana-søen og alle de andre bjerge, jeg ikke havde styr på. Jeg blev på toppen en lille times tid og snakkede med 3 schweizere, der kom op lidt efter mig.

På toppen toppen af Piz Julier

På toppen toppen af Piz Julier

På turen ned var kæderne ganske hjælpsomme, så jeg nåede hurtigt ned i passet, hvor jeg spiste frokost. Herefter retur samme vej, som jeg kom op. Murmeldyrene var væk, men til gengæld var der lidt flere turister. Tilbage ved bilen sagde GPS'en 15,5 km og 1.500 højdemeter på 4:20 (6:40 inkl. pauser).

Jeg kørte ned forbi campingpladsen og tog et tiltrængt bad. Herefter gik det via Julier Pass til Savognin, hvor den stod på indkøb, inden jeg kørte op til en lille p-plads i 1.800 meters højde, som var startsted for næste dags mål; via ferrata ruten "Senda Ferrada Piz Mitgel Klettersteig" til toppen af Piz Mitgel. Resten af dagen stod på afslapning. Temperaturen havde rundet 32 grader nede i Savognin, men p-pladsen lå 600 m højere, så her var det mere behageligt. Fra P-pladsen var det muligt at se klippevæggen op til Piz Mitgel. Det lignede fuldstændigt noget fra Dolomitterne med nøgne kalkklipper.

Der var ikke noget vand i nærheden af p-pladsen, så opvasken blev bare en hurtig aftørring af de værste madrester. Da jeg gik i seng, stillede jeg opvasken udenfor bilen sammen med noget skrald, så det ikke kom til at lugte inde i bilen. Jeg tænkte godt nok, at nu kunne det lige passe, at der kom dyr og rodede i det om natten. Og ganske rigtigt. Jeg vågnede kl. 2, da det skramlede med gryderne og plastikposerne. Jeg fandt pandelampen og kravlede ud af teltet, hvor jeg kunne se, at en ræv var ved at trække afsted med skraldeposen. Jeg smed begge poser ind i bilen og sov uforstyrret resten af natten.

Turen ned fra Piz Julier

15,5 km, 1.500 højdemeter

Tirsdag 21. juli: Senda Ferrada Piz Mitgel + hjemrejse

Jeg stod atter en gang tidligt op (5:30), for at komme afsted mens det var køligt og vejret var bedst. Det var, igen, igen, skyfrit da jeg stod op, bortset fra, at der lå skyer i dalen 400-500 m under mig. Desuden var det bare at nyde, at solopgangen farvede bjergene på den modsatte side af dalen rødlige. Dagens "ekspedition" til Piz Mitgel (3.159 m) startede ud med 500 m på grusvej og drejede herefter ind på åbne sæter-marker, hvor der gik køer med bjælder. Halvvejs oppe ad bjerget kunne jeg stadigvæk høre det bimle... Stien steg stejlt op ad markerne og gamle hulveje indtil foden af klippevæggen i ca. 2.400 m. På vej op ad bjerget tårnede væggen sig mere og mere op (der var så også 400 m fra foden til et plateau, hvor det fladede lidt ud), og jeg følte mig ret lille, da jeg stod nedenfor. Væggen lignede desuden noget, der var tyvstjålet fra Dolomitterne, da den bestod af grå-orange kalksten.

Jeg tog via ferrata udstyret 50-100 m fra foden af klippevæggen. Der stod, at der var stenslagsfare herfra og over til det reelle startsted. Det tror jeg på. Jeg kunne flere gange høre småsten springe ned ad klippevæggen. Jeg satte derfor højt tempo på denne første strækning. Selve via ferrata ruten ("Senda Verticale") udgjorde 757 højdemeter, men det var kun de første ca. 400 højdemeter, der reelt var udfordrende. Den første halvdel var for det meste sværhedsgrad A/B, så det var ret let at klatre uden kablerne. Det var faktisk den sjoveste del af ruten. Den sidste halvdel var mere stejl og klippen mere glat. Der var derfor banket jernspyd i væggen, som kunne anvendes til assistance. Der var flere partier, hvor jeg var nødt til at tage disse til hjælp.

Det tog ca. 1,5 time at klatre Senda Verticale. Herefter kom jeg ud i en åben dal langt oppe på bjerget. Herfra var der fortsat ca. 400 højdemeter til toppen. Det meste gik på almindelig vandresti, men de sidste 50 højdemeter var der igen sat kabler op. Jeg nåede toppen efter godt 3 timer. Klokken var på det tidspunkt kun ca. 9. På toppen mødte jeg to lokale klatrere, der var startet en halv time før mig og som havde kontrolleret ruten. De var desuden ved at sætte en pengekasse op på det enorme kors, der stod på toppen. Udsigten var som de andre dage god, men der var allerede kl. 9 dannet en hel del skyer, som blokerede udsigten mod bjergene længere væk, og i den halve time, jeg var på toppen, lukkede det mere og mere til.

Solopgang over Savognin

På vej op ad Senda Verticale

På vej op ad Senda Verticale

Udsigt fra toppen af Piz Mitgel

De første 400 højdemeter af turen ned var magen til ruten op. Blot var det mere bøvlet af gå på de stejle vandrestier, hvor der mange steder var glat underlag med løse småsten. Herefter tog jeg ruten "Senda Diagonale" ned i stedet for Senda Verticale. "Diagonale" var også en via ferrata rute, men gradueret lettere end "Verticale". Stort set det hele var således sværhedsgrad A. Jeg gad ikke klatre nedad, så kablerne blev brugt til simpel rapelling. Hermed kom jeg lynhurtigt ned, selvom der var masser af løse småsten hele vejen. Turen op havde været klart bedre. Jeg spiste frokost for foden af klippevæggen, mens jeg nød udsigten. Herefter gik det retur til bilen over sæter-markerne, hvor køerne udgjorde en flot kulisse med bjergene i baggrunden. Tilbage ved bilen sagde GPS'en 9,5 km og godt 1.300 højdemeter på 6 timer inkl. pauser.

Jeg rullede mod landsbyen Malans ved grænsen til Lichtenstein, hvor planen var at overnatte på p-pladsen og så tage første lift 1.200 m op næste morgen og herfra bestige højeste bjerg i Lichtenstein, hvor jeg havde måttet vende om i 2011. Fremme i Malans viste det sig dog, at liften var under reparation og først kørte igen torsdag - og her var der varslet dårligt vejr. Jeg gad ikke vandre eller cykle 1.200 højdemeter og derefter ca. 1.200 mere for at kunne på toppen, og det var ikke muligt at køre i bil derop. Klokken var kun 14, så jeg valgte i stedet at sætte kursen mod Danmark, da jeg ikke havde overskud til at udtænke, hvad jeg ellers skulle bruge næste dag på, og da benene mildt sagt var ved at være brugte.

Det første stykke af hjemturen var lidt bøvlet, da jeg ikke gad betale 200 kr Vignette-pligt i Østrig blot for at køre 10 km motorvej. I stedet røg jeg rundt på småveje gennem Bregenz og Lindau, inden jeg nåede ud på det tyske motorvejsnet. Her gik det nogenlunde nordpå, selv om der var vejarbejde utallige steder på A7. Aftensmad på McD (ringe) og videre nordpå, mens der var flot solnedgang. GPS'en sagde, at jeg ville være i København kl. 4 om natten. Det kunne jeg ikke holde mig vågen til, så nær Lübeck kørte jeg fra og fandt efter lidt søgning en autocamper p-plads, hvor jeg slog inderteltet op og sov 5-6 timer. Næste morgen videre til Puttgarten, hvor jeg kun skulle vente 2-3 minutter, inden jeg kunne køre ombord. God timing. Tilbage i Bagsværd kl. 9. Ret præcist 24 timer efter jeg sad på toppen af Piz Mitgel.

Senda Diagonale

På vej ned fra Piz Mitgel

9,5 km og godt 1.300 højdemeter

Bjergsiden på Piz Mitgel

Piz Mitgel

Danmark...

En ganske glimrende sommerferie i Alperne, hvor vejret var perfekt (kun en halv regnvejsdag på mere end 2 uger, det er vist heldigt), og hvor det blev til masser af fede ture i bjergene og i alt godt 19.000 højdemeter fordelt med ca. 18.000 på fødderne og godt 1.300 på MTB'en. Det blev desuden til yderligere 30 bjergtoppe til den i forvejen lange liste:

2x 4.000 m bjerge
13x 3.000 m bjerge
15x 2.700+ m bjerge

GPS info1

GPS info2