Jeg havde gennem et par år snakket med Emma fra Sverige om, at det kunne være fedt at rejse til New Zealand en dag. I løbet af efteråret 2014 besluttede vi, at det skulle være nu, og vi fik begge reserveret plads i kalenderen til 3-4 ugers ferie i januar 2015. Det endte for mit vedkommende med at falde sammen med et jobskifte, så jeg havde fri allerede fra et par dage før jul og skulle først starte på nyt job i februar.

28. + 29. december: Afrejse København

Efter at have tilbragt en lille uges tid på gården i det vestjyske var det endelig tid til at komme afsted mod New Zealand. Vejret i København stod på sne og -4 graders frost, som jeg så frem til at skifte ud med sol og sommer. Anders kørte mig i lufthavnen mod at kunne låne bilen, mens jeg var afsted. Jeg mødte Emma i lufthavnen, fik klaret indtjeckning og første del af turen til Christchurch; 6 timers flyvning med Emirates til Dubai. Der var fornuftigt med plads i flyveren, jeg fik set en enkelt film og vi fik et kort glimt af Burj Khalifa under indflyvningen. Dubai lufthavn var på den ene side vulgært stor og luksuriøs - og på den anden side må man bare tage hatten af for, hvad man kan bygge, når man har penge nok. Vi sad i transit i 2 timer, og jeg var allerede ved at være lidt halvtræt.

2. del af turen gik med Quantas til Melbourne. En flyvetur på 13 timer. Der var dårligere benplads, og jeg fik ikke sovet mere end 4-5 timer. Jeg brugte tiden på at se en enkelt film, læse lidt og lave puzzles. Skræmmende som 1/2 døgn bare kan forsvinde. Vi ankom til lufthavnen i Melbourne omkring midnat. Bortset fra en bunke kinesiske turister var lufthavnen stort set død. Sidste stræk til Christchurch gik med Jetstar i en lille maskine, som ikke var fyldt helt op, så det var muligt at få et par sæder hver og dermed få sovet lidt.

30. december: Ankomst Christchurch

Vi blev af uvisse årsager forsinket en time, så klokken var blevet 5:30, da vi landede i Christchurch. Her blev vi hevet til side i tolden for at få kontrolleret, om vandresko og -støvler var tilstrækkeligt rene. Mine gled igennem uden problemer, men jeg havde også skrubbet dem ekstra grundigt inden afrejsen, mens Emmas vandrestøvler fik en omgang sæbevand. Der havde ikke været mad på flyveren, så vi fandt en cafe i lufthavnsterminalen og spiste lidt morgenmad. Vi skulle måske have tjekket afgangstiderne på bussen ind til byen i stedet, for pga. juleferie kørte den kun 1 gang i timen, og vi missede den med 1 minut. Vi var derfor først fremme ved vores hostel, som lå 1 km nord for centrum nær Hagley Park, kl. 8:30. Vi kunne først få vores rum kl. 10, så vi smed bagagen ind i et opbevaringsrum og gik ud for at spise lidt mere morgenmad på en cafe i nærheden. Herefter gik vi ind mod centrum, hvor vi havde set, at der var en "gratis" rundvisning kl. 12. "Gratis" på den måde, at guiden ikke forlangte penge men bad om, at vi gav drikkepenge, hvis vi syntes om turen.

Det første, der slog mig, var, at byen denne formiddag var meget, meget stille. Der bor ca. 0,5 mio. mennesker i Christchurch, men denne formiddag mindede den mere om en mindre jysk provinsby. Der var stort set ingen trafik, og de få mennesker, som vi så, var typisk turister ligesom os. Forklaringen viste sig at være, at downtown stort set var jævnet med jorden som følge af jordskælvet i 2011 og dels at alle de lokale beboere var taget på ferie udenfor for byen for at fejre jul og nytår.

Den næste, jeg bemærkede var, hvor ødelagt byens centrum var. I et område på ca. 1 x 1 km var der kun få bygninger tilbage, og de fleste af disse stod tomme med tydelige synlige skader. Det mindede om en blanding af kulisser fra et afsnit af "Walking dead" og en udbombet storby. En af de få ældre bygninger, der var tilbage, var katedralen. På denne var tårnet dog styrtet sammen, og resten af kirken var i sammenstyrtningsfare. Der pågik en diskussion om, hvorvidt kirken skulle rives ned, eller om den skulle restaureres. En erstatnings " card board cathedral" var opbygget et par 100 m derfra. De primære bygningsmaterialer var store paprør samt plastikplader.

Midlertidigt shopping center i downtown Christchurch

(Resterne af) Katedralen i Christchurch

Den guidede tur, der varede ca. 3 timer og havde 6 deltagere plus os, havde fokus på en blanding af resultaterne af jordskælvet samt Chistchurchs andre seværdigheder. Vi kom rundt forbi "cardboard cathedral" - hvor der denne dag foregik 24 timers non stop bibeloplæsning, mindesmærker for jordskælvet, en lang række midlertidige kunstværker opført på tomme grunde eller vægge på bygninger, der skulle rives ned, botanisk have og Christchurch museum.

Efter den guidede tur gik vi retur til den botaniske have, hvor vi så det ganske udemærkede Christchurch museum, der havde udstillinger om ALT: New Zealands historie, maorier, udforskning af Antarktis, fugle, Kina, affald osv. Bagefter gik jeg en rundtur i botanisk have, hvor der i modsætning til resten af centrum var mange mennesker. Haven var en blanding af en klassisk engelsk park og en botanisk have. Den mest spændende del var New Zealand gardens, der var mere uplejet og hvor der var mange små stier og søer.

Resten af eftermiddagen og aftenen gik med at slappe af på græsplænen i haven, spise sandwich samt drikke øl og spise en halv and nær Victoria Square. Vi var retur ved hostellet ved 20 tiden med ansigt og nakke godt forbrændt af solen - typisk begynderfejl at undlade solcreme, selv om det er overskyet. Sov tungt kl. 20.30.

Et af utallige vægmalerier i Christchurch

Downtown Jungle

Lørdag 2. maj: Centrum + Schönbrunn

Jeg sov ok og var rimelig frisk, da jeg vågnede, så jeg slap billigt fra jetlag. Det blev anderledes på hjemturen ... Vejret var skyet men dog forholdsvis lunt, da vi vadede ned til en cafe nær hostellet for at spise morgenmad. Bagefter gik jeg gennem den nordlige del af Hagley Park, der primært bestod af store boldbaner samt en golfbane, og tog en bus ud gennem de vestlige forstæder. Det lignede i høj grad noget fra USA: Lavt byggeri, mange kirker, mange moteller og mange asiater. Formiddagens mål var New Zealand Airforce Museum, hvor jeg brugte 1,5 time på at se udstillingerne samt de mere end 20 fly-modeller. Det var en fin udstilling om hele NZ Airforces historie samt en specialudstilling om piloters tilfangetagning i Tyskland under 2. verdenskrig.

New Zealand Airforce Museum

New Zealand Airforce Museum

Efter museet gik det retur med bus til centrum samt på gåben gennem parken. Jeg slappede af på hotellet i et par timer, inden jeg om eftermiddagen gik ud til Merivale Mall et par km nord for centrum (der var INGEN supermarkeder tilbage i centrum) og købte ind til Nytårsaften. En noget speciel oplevelse at handle ind til nytår i shorts og t-shirt. Turen ud til mall'en lignede igen kulisser fra USA, blot med den forskel, at alle stenkirkerne var fjernet efter jordskælvet. I supermarkedet blev jeg noget overrasket over at se, at priserne var mindst lige så dyre som i Danmark, men det giver selvfølgelig meget god mening, da hjemmemarkedet er lille, og da importvejen er lang.

Vi fejrede den første del af nytårsaften på en mexicansk cafe i centrum. Her var der høj stemning og en aldersfordeling fra 13-70. Ved 10 tiden gik vi over i Hagley Park, hvor der var en gratis koncert. Festpladsen var hegnet ind, og der stod skilte med rygning og alkohol forbudt. Ergo satte vi os udenfor med vores rødvin og champagne. Der gik små 10 minutter, så kom politiet forbi og meddelte, at det var forbudt at drikke alkohol udendørs i hele den centrale del af Christchurch efter kl. 10. Vi spillede meget troværdigt dumme turister og slap for bøde, men champagnen og rødvinen måtte vi vinke farvel til. New Zealænderne ved siden kunne ikke spille turistkortet, så de fik en bøde.

Uden alkohol kunne vi lige så godt gå tættere på scenen og se resten af koncerten med folkrock bandet Black Velvet. Ved midnat var der er flot fyrværkeri show, men der var intet privat fyrværkeri at se nogen steder - noget anderledes end i København. Vi var retur ved hotellet ved 1 tiden - fuldstændig ædru. En ret udsædvanlig nytårsaften.

1. januar: Port Hills

Jeg vågnede allerede kl. 8 og havde ingen tømmermænd, hvilket var lidt anderledes end en gennemsnits 1. januar. Vi gik ud for at lede efter morgenmad, men alle cafeer i centrum var lukkede, så vi endte med at købe morgenmad på en tankstation, som vi slæbte med over i Hagley Park. Ved 11 tiden tog vi en bus - med New Zealands flinkeste chauffør - ud til Port Hills, der er en række 300-400 m høje bakker i den sydlige udkant af Christchurch. Det var muligt at tage en kabinelift op, men vi trængte til noget motion, så det blev på gåben i stedet. Vejret bød på 20-25 grader og solskin, så der var en varm tur at vandre de 300 m op til bakkekammen ad Immigrant Trail, som var den rute, de engelske indvandrere oprindeligt havde fulgt til Christchurch. Fra bakkekammen var der en glimrende udsigt nordpå ud over Christchurch og op langs østkysten, mens vi mod syd kunne se ned over Lyttleton, Governors Bay samt over mod Banks Peninsula. Det havde været en tør sommer, så det meste græs var svedet gyldent.

Vi fulgte bakkekammen op til Mt. Cavendish (445 m), hvor den øvre liftstation var placeret. Vi havde medbragt mad, som vi spiste med udsigt over Governors Bay. Ligeledes kunne vi se en redningshelikopter, der hentede en MTB-rytter, som var styrtet, og som vi havde passeret på vejen op. Der var andre sammen med ham, så de havde sagt, at vi ikke behøvede hjælpe.

Efter frokost gik det videre østpå ad Crater Rim trail. Ruten forlod bakkekammen og forløb i stedet lidt nede ad den sydlige bakkeskråning. Der var kun få vandrere ud over os, hvilket var lidt overraskende, for det var en spændende rute gennem afvekslende tæt skov og forbi et par klatresteder. Efter et par km kom vi tilbage op på bakkekammen nær et par bunkere fra 2. verdenskrig. De var forladte nu og i stedet var nogle af de utallige får i området flyttet ind for at komme i skygge. Fra bunkerne fulgte flere gyldne græsbakker. Vi kunne desuden se nogle fede MTB spor, hvor der var mange ryttere, på den anden side af en dal. Det trak godt i benene for at skifte vandrestøvlerne ud med en MTB, for det var efterhånden blevet meget varmt, og ansigtet var ved at have fået sol nok.

Den oprindelige plan havde været at gå helt ud på østspidsen af halvøen. Der var fortsat 5-6 km, og derefter skulle vi tilbage til vores slutmål, der var den lille by Sumners. Vi overvejede derfor enten at tomle derud eller vade direkte til Sumners. Lykken tilsmilede os, for vi blev samlet op af den 3. bil, der passerede os, og fik et lift ud på p-pladsen ved Awaroa/Godley Head. Fra p-pladsen gik vi ud mod spidsen af halvøen. Her lå igen en række bunkere fra 2. verdenskrig. De var ved at blive istandsat, så der var desværre ikke adgang helt ud på den yderste spids af halvøen. Udsigten var dog glimrende, da ruten tilbage mod stranden Taylors Mistake gik ovenfor nogle 30-40 m høje klippeskrænter ned mod kysten. Vi spejlede forgæves efter hvaler, men måtte nøjes med motionsløbere og andre vandrere.

I forbindelse med en pause så vi nogle asiater kravle rundt på klipperne nede omkring vandet. Vi kunne ikke gennemskue, hvad de lavede, og måtte tilsidst spørge, hvad de havde gang i. De ledte af "paua", som vi senere fandt ud af er en stor musling, der åbenbart er en delikatesse at spise. Taylors Mistake var en badestrand med fint sort sand. Jeg overvejede at bade, men vandet var for koldt, så Emma fik den fornøjelse alene. Efter 12 km vandring var benene lidt småtrætte, så vi var godt tilfredse med at være heldige og få endnu et lift de 5 km til Sumner, hvorfra vi kunne tage bussen retur til Christchurch. Her var stort set alle spisesteder fortsat lukkede, så aftensmad blev fra en mexicansk food truck.

Bunkere fra 2. verdenskrig

Stranden ved Taylos Mistake

2. januar: Christchurch - Kaikoura

Alle cafeer var stadigvæk lukkede den 2. januar om morgenen, men efter lidt søgen fandt vi en restaurant på et hotel, som ville servere morgenmad. Derefter tog jeg ud og hentede vores lejebil i nærheden af lufthavnen. Der gik en bus lige til døren, men pga. feriekøreplan kom jeg til at vente 45 min. Lejebilen var en Toyota Sportswan, som var indrettet, så man kunne sove bag i den. Der var desuden et gasblus samt et lille køleskab. Perfekt! Jeg fik en instruktion i bilen og rullede tilbage med vores hostel - en lidt mærkelig følelse at køre i venstre side, men generelt gik det ok hele ferien - men kun to svipsere på veje, hvor der heldigvis ikke var trafik.

Dagens mål var en vandretur langs kysten lidt syd for Kaikoura, så vi rullede nordpå ud ad Christchurch med et kort stop i et supermarked for at få fyldt lageret op til de næste 3 uger. Vi nåede et køre et par km på motorvej, men det fik hurtigt ende, og herefter var der dømt landevej resten af ferien. Der var dog 99,9% af tiden ikke meget trafik, så motorveje havde ikke gjort gavn alligevel. Landskabet var fladt i starten, men der begyndte hurtigt at dukke bjerge op ude i horisonten.

Vi var fremme ved startstedet på vandreturen ved 16 tiden, hvilket var perfekt, da ruten krævede lavvande, som ville komme ved 18 tiden. Planen var at vandre 5-6 km langs kysten ud til en sammenstyret klippebue, der hed Spy Glass Point. De første par km gik på en lille grusvej langs med en jernbane. Vi blev passeret af et enkelt tog, men ellers så banen ikke videre trafikeret ud. Måske fordi placeringen var lidt risikabel - det kunne vragresterne af et tog nede på stranden lidt længere fremme tyde på, ligesom der på en lang strækning lå gamle, rustne jernbaneskinner på stranden.

Efter ca. 3 km drejede grusvejen væk fra kysten, og vi gik ned på stranden. Denne var ret stenet, så vi kom kun langsomt frem. Der var dog masser af underholdning først i form af massevis af farverige paua-skaller og senere i form af pels-sæler. Med den brune pels var de godt kamuflerede blandt stenene, og ofte så vi dem først, når vi var 5-10 meter fra dem, hvilket var lidt uheldigt, da vi dagen efter læste, at man bør holde en afstand på 20 m til dem. De fleste sæler reagerede dog enten ved at sove videre eller vralte ud i vandet. Kun en enkelt stor hansæl var arrig og brølede - og brølede højt! - ad os. Det lykkedes os imidlertid at løbe forbi, og sælerne så ikke specielt mobile ud på stenene.

Efter ca. 2 timer gad vi ikke rigtigt vandre mere - og desuden var der en flok på 10 sæler, der blokerede stranden, så vi holdt en pause, nød udsigten tværs over bugten og nordpå mod Kaukoura. Desuden kunne vi se et par delfiner, der lavede spring et par 100 m ude fra kysten.

På turen tilbage var det blevet lavvande og en lang række lave klipper var blevet blotlagt. Her gik en flok af de lokale og samlede paua, som åbenbart var en delikatesse, når den kom på grillen. Tilbage ved bilen gad vi ikke køre mere, så det blev i stedet primitiv camping med perfekt havudsigt. Ikke ringe.

På vej mod Spy Glass Point

Fur Seal

Udsigt nordpå mod Kaikoura

Lazy Fur Seal

og flere Fur Seals

Udsigt fra "campingpladsen"

3. januar: Kaikoura - Sawcut Gorge - Pelorus Bridge

Jeg havde håbet på en flot solopgang over kysten, men det var helt overskyet om morgenen, så det blev ikke til noget. Dagens første stop var Kaikoura, en turistby på østkysten, som er kendt for whalewatch og massevis af sæler. Vi kørte ud til Point Kean på spidsen af halvøen, hvor der skulle være en større sælkoloni. Der lå da også 5 sæler og dovnede på klipperne, men det kunne slet ikke stå mål med dagen før. Mere imponerende var alle de flade klipper, da var blotlagt pga. lavvande. Vi rullede tilbage gennem Kaikoura, der igen rent bygningsmæssigt mindede om en lille by i USA.

Fra Kaikoura gik det videre nordpå ad langs kysten. Ruten var flot med klippevægge , der skød i vejret, på den ene side og klippeskrænter ned mod kysten på den anden. Vi gjorde holdt ved Ohau point, hvor der igen var en stor sælkoloni. Vi kunne ikke komme lige så tæt på, som dagen før, men til gengæld var der små sælunger samt store hansæler, der var oppe at slås. En kort gåtur op til den lille sø ved Ohau Water fall gav ikke udbytte, da der ikke var nogle sælunger, der brugte søen som træningsbassin denne dag.

Endnu en doven Fur Seal

og flere Fur Seals

Efterhånden som vi kom længere nordpå, blev vejret bedre og bedre, hvilket tydede godt for dagens store mål, som var en gåtur ind til Sawcut Gorge. Vi drejede fra hovedvejen og kørte 15 km på grusvej. Det første stykke gik ind gennem en bred dal, hvor der var masser af vinmarker, og derefter ad en lille bjergvej, hvorfra terrænet faldt stejlt ned mod dalen. Vejen sluttede ved et privat hus med en imponerende have og en flok lamaer i indhegning. Vi gloede noget overraskede på lamaerne, men de er åbenbart populære i New Zealand, for vi kom til at se mange flere på vores tur. Vi skiftede til vandresko og gik ind gennem dalen langs Waima River. Ruten krydsede frem og tilbage over floden, der mange steder ikke var mere end 10-20 cm dyb. Da vi ustandseligt skiftede side, endte vi hurtigt med bare at vade i skoene.

På vej ind mod Sawcut Gorge

På vej op gennem floden

Bjergene blev gradvist højere og rejste sig mere og mere over os, og flere steder blev dalen snæver, så den mere mindede om en kløft. Det var en flot tur, men efter at passeret en strækning gennem en ca. 10 m bred kløft og kommet ud i en bredere dal, troede jeg det var slut, og var lidt skuffet, for turbeskrivelsen havde lagt op til noget mere spektakulært. Jeg fortsatte alligevel 50-100 m mere for at være helt sikker på, at der ikke var mere at komme efter - og så kom Sawcut Gorge til syne! Og den var mere imponerende, end jeg havde ventet. Floden forsvandt nærmest ind i en knap 100 m høj klippe. "Sawcuttet" bestod af en klippesprække, som blot var et par meter bred og 40-50 m lang. Der var op mod en halv meter vand i floden, men man kunne sagtens gå gennem cuttet. I Europa havde stedet været fyldt med turister, hvilket stod meget i modsætning til denne tur, hvor vi så måske 20 personer hele dagen. Vi gik samme vej retur til bilen, og det mest spændende var en intens larm af køer, der brølede nær p-pladsen.

Sawcut Gorge

Sawcut Gorge

Fra Sawcut kørte vi videre nordpå ad hovedvejen, som flere gange passerede enorme tørlagte flodlejer. Omgivelserne blev mere og mere tørre, og mens bjergene blev til bakker overtog vinmarker og tørt gult græs. Vi passerede kun en enkelt større by hele dagen, Blenheim. Herefter blev det igen mere grønt, og der kom mere skov. Det meste af skoven var importerede fyrretræer, så det lignede egentlig bare det derhjemme. Dagens overnatning var på en DOC campground ved Pelorus Bridge. Pladsen lå i et naturreservat, og her var det stadigvæk den oprindelige skov, der fandtes. Denne var unægteligt noget mere spændende og jungleagtig end den monotone fyrreskov. På den positive side løb der desuden en stor krystalklar flod under broen, og jeg fik en kold dukket efter et udspring i floden. På den negative side mødte vi her for første gang de forbandede sand flies, som sjovt nok ikke er beskrevet særligt meget i turistbrochurerne. Andre generende dyr var åbenbart possums og stoats, for langs stierne i området stod mange fælder, ligesom der var lagt gift ud.

Om aftenen fik vi besøg af en halvtam weaka (en fugl, der ikke kan flyve, men som minder om en høne), så en possum unge, som åbenbart ikke havde spist gift (endnu), og gik en tur gennem urskoven ud til en 20-30 m lang hængebro spændt over en flod.

Ved Pelorus Bridge

Poison!

Weaka

New Zealand urskov

Possum (ikke død, endnu)

4. januar: Pelorus Bridge - Farewell Spit - Tanaka

Vi havde en del kørsel foran os denne dag, så vi kom tidligt op og spiste morgenmad, mens vores trofaste weaka gik rundt og og tiggede madrester. Køreturen gik vestpå via snoede veje gennem skovklædte bjerge. Det var ret kedeligt landskab, for enten var der tæt med fyrretræer, eller også var der udsigt til hele bjergskråninger komplet ryddet for træer. Det blev heldigvis lidt mere spændende, da vi kom ud til kysten lidt nord for Nelson. Vi kørte ind på byens i-site for at reservere plads på forskellige aktiviteter længere fremme på turen. Emma bookede sig desuden ind på et hold med ridning nær Farewell Spit om eftermiddagen. Jeg ville gerne se stranden samt Cape Farewell, så det passede mig fint. Lidt efter Nelson kørte vi gennem Richmond, hvor de var i gang med at afvikle tri-stævne. Denne strækning var en af de mest turistede på hele ferien, og videre op mod Abel Tasman nationalpark vrimlede det med hoteller og ferieparker. Dette hang sandsynligvis sammen med, at det er denne del af sydøen, der har mest sol, og flere steder lignede det da også Louisiana i USA med store sump-områder.

For at komme op til nordspidsen af sydøen skulle vi over Tanaka Hill, der med rette er berygtet for de utallige sving (langt over 100) på vejen derop. Lidt halvsvimle/køresyge holdt vi en pause på toppen, hvor vi gik en kort tur ud til et udsigtspunkt. Herfra var der en flot udsigt tilbage ned over Tasman Bay. Et par km senere kom vi over toppen, og her var udsigten lige så flot ned over Tanaka Valley. Desuden var det muligt at skimte Golden Bay længere mod nord. Tanaka var den største by i området, men bestod reelt ikke af meget mere end en hovedgade, hvor de havde glemt at tage julepynten ned. Det virkede fuldstændig forkert med guirlander på tværs af gaderne, mens vejret bød på 25 grader og en skyfri blå himmel. Vi fortsatte turen nordpå op mod Farewell Spit. Mange steder undervejs var der en flot udsigt ud over Golden Bay, hvor mudderbankerne var blotlagt pga. lavvande.

Stedet, hvor Emma skulle ride, lå lidt syd for Cape Farewell. Jeg satte hende af og kørte selv et par km længere ud ad grusvejen til vejen sluttede ved en p-plads nær Wharakiri Beach. Turen ned til stranden gik via græsklædte bakker med får og køer.

Jul midt om sommeren?

På vej ud til Wharakiri Beach

Nede på stranden blæste der en hård vind, som fangede sandkornene på stranden, så der flere steder var kraftig sandfygning. Jeg så bl.a. en sæl, der sov på stranden, som var ved at blive dækket til. Det mest imponerende ved stranden var imidlertid de klippeformationer, der lå lidt ud for kysten. De havde de mest fascinerende former og dannede flere steder store buer. Jeg gik en længere tur langs stranden, og hver gang jeg rundede et nyt hjørne, skiftede udsigten karakter. Inde på stranden havde tidevandet desuden eroderet tunneler ind i nogle specielle klipper (lignede svagt sammenpresset sand, grus og sten), som kunne udforskes. Enkelte steder lå der sæler i tunnelerne og sov.

Wharakiri Beach

Wharakiri Beach

Jeg havde læst, at der også skulle være mange sælkolonier på stranden, men jeg havde dog kun set nogle enkelte eksemplarer, da jeg spottede nogle turister, som stod stille ovre ved en klippe nær kysten. Jeg gik derover, og var så heldig at se10-15 sæler heraf flere unger, som legede. Jeg lærte desuden to ting: (1) sælunger kan skrige højt og (2) sæler stinker! På samme klippeformation/klippeø var der endnu en sælkoloni på den anden side.

Jeg havde stadigvæk et stykke tid, inden jeg skulle møde Emma, så jeg fortsatte vandreturen op mod Cape Farewell, der er det nordligste punkt på sydøen. Turen gik igen via græsklædte bakker, hvorfra der var stejle klipper ned mod kysten, hvor jeg kunne høre - og lugte - at der var flere sæler. Fra Cape Farewell var der flot udsigt tilbage mod Wharakiri Beach samt østpå mod Farewell Spit, en sandtange der forsvandt i disen. Fra Cape Farewell gik jeg direkte tilbage mod p-pladsen via græsbakkerne. Det første stykke gik fint, selv om der var en masse fårehegn, der skulle passeres. Det sidste stykke endte dog med at gå gennem en fugtig sump samt på tværs af en lille, mudret å.

Jeg kørte tilbage til heste-ranchen og samlede Emma op, hvorefter vi kørte retur mod Tanaka. Efter ca. 25 km fandt Emma ud af, at hun havde glemt sin jakke. Retur til hestefarmen. Mængden af benzin begyndte nu at blive kritisk lav, og da der var langt til næste tankstation blev det et par neglebidende km. Rullede ind på tanken på, hvad der må have været benzindampe.

Sælunge på Wharakiri Beach

Udsigt fra Cape Farewell mod Farewell Spit

Wharakiri Beach

På Cape Farewell

Planen var at vandre en del af Abel Tasman ruten næste dag, så vi kørte ud mod nationalparken i håb om at finde et egnet overnatningssted undervejs. Vi fandt en fin gratis plads på en græsplæne med udsigt over vandet, men blev hurtigt smidt væk af en halvsur campist, fordi vi ikke havde eget toilet i bilen. Rullede 1 km længere hen ad vejen og fandt en lystbådehavn, hvor der ikke var nogen forbud. Her var der i stedet dels masser af liv og dels en helt imponerende solnedgang, så det var et glimrende bytte.

Dagens "campingplads"

Solnedgang over havnen

5. januar: Abel Tasman NP

Jeg havde håbet på en flot solopgang over havnen, men det var på samme måde som i Kaikoura desværre gråvejr om morgenen. Jeg gik i stedet en kort tur op til et udsigtspunkt på nogle klatreklipper bag ved havnen, inden vi spiste morgenmad. Herefter kørte vi ud til det nordlige startsted/slutsted på Abel Tasman vandreruten - en af New Zealands 10 "great walks". Hele turen tager 3-5 dage, men vi ville nøjes med en dagstur langs kysten fra Waiuni om til Totaranui og så retur via Gibbs Hill. Dette skulle være den mest øde del af ruten.

Turen startede ud langs en lavvandet tidevandsbugt, hvor der ikke overraskende var en del sand flies. Herfra gik det via en lille grusvej op i bakkerne. Beplantningen var lidt jungleagtig og fuldstændig uigennemtrængelig. Det mindede mig noget om Ecuador. Vi passerede et pas og gik ned mod dagens første stop ved hytten Whariwharangi. Kort efter hytten nåede vi ud til kysten, hvor vi for første gang så noget af de gyldne sand, som må have givet navnet til Golden Bay. Imponerende farve. Jeg troede desuden, jeg så en flok pingviner, som desværre viste sig bare at være en folk hvide skarver. Der dukkede dog en enkelt sæl op for at rette lidt op på det.

Emma gad ikke vandre så meget denne dag, så vi aftalte, at hun gik direkte til Mutton Cove, mens jeg gik en omvej ud forbi Seperation Point. Stien fulgte på en del af ruten på fin vis en bjergkam. Skoven var dog så tæt, at der ikke var meget udsigt. Det hjalp ude nær Sep. Point, hvor stien kom helt ud til klippekysten. Det mindede pludselig om Bornholm med lyseblåt vand og granitklipper.

Endnu en Fur Seal, Abel Tasman NP

På vej mod Seperation Point, Abel Tasman NP

Helt ude på pynten lå et lille fyrtårn, hvor der var etableret en falsk sule-koloni. Indtil videre havde den vist ikke virket efter hensigten, for der var kun plastik-fugle i græsset. I vandet var der til gengæld en del sæler. Turister var der heldigvis kun få af, hvilket skulle stå i stærkt kontrast med forholdene i den sydlige del af nationalparken, som skulle være noget overrendt. Fra Sep. Point gik det tilbage i junglen og herefter ned over endnu et par gyldne strande, hvor der ved en enkelt tronede endnu en stor pelssæl, der så ud som om den dyrkede yoga.

Solen havde efterhånden fået brændt skyerne helt væk, så det var blevet godt varmt. Der var derfor dømt badetid ved Multon Cove, hvor Emma stødte til. Vi holdt en længere pause, inden det gik videre langs kysten med et par afstikkere ind i junglen. Ved Totaranui drejede vi væk fra kyst. Nu gik det stejlt 400 højdemeter op ad på en lille grusvej. Det var mildt sagt svinevarmt og der var ingen vind i skoven, og ingen af os havde meget væske tilbage. Det friskede heldigvis lidt op, da vi nåede over trægrænsen og kunne gå langs en bred bjergkam. Turens "højdepunkt" var Gibbs Hill (405 m), hvorfra der var en flot udsigt over nationalparken fra de sider af bakken, der ikke var dækket af tæt skov.

Bornhom?, Nær Seperation Point, Abel Tasman NP

Yoga?

Abel Tasman NP

Abel Tasman NP

Fra Gibbs Hill gik det med trætte ben retur mod bilen. GPS'en sagde 25 km på 8 timer. Ikke imponerende hastighed, men det havde heller ikke været målet. Drak 1,5 liter vand og var stadigvæk tørstig. Husk mere vand til næste gang! Vi besluttede at tage endnu en overnatning på havnen, så vi havde god tid og holdt derfor en længere pause ved en badestrand, som vi passerede undervejs. Tilbage ved vores havn parkerede vi denne gang ude på en af molerne. Her var udsigten endnu bedre end dagen før, og desuden cruisede der regelmæssigt 1 m brede rokker forbi nede i havnebassinet!

Abel Tasman NP

Overnatningssted

6. januar: Tanaka - Greymouth

Vi stod op til en skyfri blå himmel, spiste morgenmad og kørte til Pupu Springs, der lå i nærheden af Tanaka. Pupu Springs er nogle enorme kilder, hvorfra, hvad der beskrives som, Australasiens klareste vand" vælter op (10 m3/s!). Vi gik en kort tur rundt i skoven/junglen rundt om kilden, der reelt set havde en størrelse, så der nærmere var tale om en sø.

Fra kilderne kørte vi retur til Tanaka og fik købt ind til de næste par dage. Mit visa-kort var åbenbart blevet spærret, så der gik også lidt tid med - uden succes - at prøve at få det åbnet igen. Det lykkedes først et par dage senere efter et opkald til banken. Fra Tanaka kørte vi tilbage over de utallige sving på Tanaka Hill og ned til Tasman Bay, hvor det var stegende varmt. Lidt uden for byen Richmond passerede vi et skilt med angivelse af 100 km til næste tankstation. Det var tydeligvis ikke den tættest befolkede del af New Zealand, der lå forude.

Dagens stop nr. 2 var ved Maruia Falls. Vandfaldet var flot, javist, men det mest imponerende var måden, det var opstået på. Det var således skabt ved et jordskred, der opstod pga. et jordskælv for mindre end 100 år siden, og var siden vokset til 20-30 meters bredde og knap 10 meters højde. Et par Park Rangers var ved at sætte hegn op, så man ikke kunne klatre ned ovenfor vandfaldet, men der gik en sti rundt til foden af vandfaldet, hvorfra der var fin udsigt. Vi blev dog ikke længe, da området vrimlede med blodtørstige sand flies.

Pupu Springs

Maruia Falls

Fra vandfaldet fortsatte vi mod vest. Planen var at køre ud til kysten nær Westport og herefter langs kysten ned til Greymouth. Jeg havde ikke kigget super grundigt på kortet, så da der ved et T-kryds stod Greymouth, kørte jeg bare efter det. Jeg undrede mig godt nok over, at vi ikke kom ud til kysten, men det var først i den lille by Reefton, og det gik op for mig, at vi i godt 30 km havde fuldt en vej direkte mod Greymouth, som ikke ville føre os ud til kysten. Pis. Dette betød, at vi ikke ville komme forbi Punakaiki Rocks. Vi gad ikke køre retur og besluttede derfor at køre videre til Greymouth. Så kunne vi evt. køre op langs kysten dagen efter.

Turen fra Reefton gik gennem udpræget landbrugsland, men fårene var nu skiftet ud med køer. Det sidste stykke ud mod kysten slog vejret gradvist om, og det så ud til, at "West Coast" skulle leve op til sit øgenavn "Wet Coast". Det nøjedes dog med at par småbyger og en bunke skyer. Vi havde været uden bad et par dage, så overnatning blev henlagt til en campingplads lidt syd for byen. På campingpladsen mødte vi et par belginere, som vi snakkede en del med om aftenen.

7. januar: Greymouth - Punakaki Rocks - Arthurs Pass

Emma ville gerne se en gammel mineby, der lå lidt udenfor Greymouth, mens jeg gerne ville se Punakaki Rocks, så løsningen blev, at jeg satte hende af, inden jeg kørte nordpå langs kysten. Det var en flot tur, selv om skyerne lå ganske tæt. Det mindede lidt om en blæsende gråvejsdag ved den jyske vestkyst, bare med lidt ekstra jungle og bjerge. Punakaki skulle være bedst ved højvande, og da jeg nåede op til klipperne ca. 2 timer før højvande var der tid til et par små gåture ad Truman Track og rundt i Punakaki Cave.

Truman Track var en kort gåtur gennem tæt jungle ud til kysten. Udsigten ude ved kysten var flot, da bølgende havde eroderet klipperne, således at disse flere steder havde nogle store overhæng. Jeg gik ned på stranden og skulle selvfølgelig udfordre skæbnen ved at prøve at klatre rundt om et klippefremspring. Resultatet blev to meget våde sko.

Punakaki Cave var en drypstenshule, hvor der var fri adgang. Jeg kravlede rundt og udforskede det meste af hulen i en 20 minutters tid, uden at det dog lykkedes at finde drypsten eller glow worms. Det var dog heller ikke fordi, jeg havde så meget lys med, da pandelampen var halvdød, så jeg endte med at måtte bruge blitzen på kameraet. Fik godt med mudder slæbt med ud som souvenir.

Kysten ved Truman Track

Lufttørring

Hovedformålet med turen var at se Punakaki Rocks (Pancake Rocks) som er nogle kalkstensklippeformationer, der er meget specielle, dels fordi kalklagene er aflejret i tynde skiver, som ligner, ja, pandekager, og dels fordi der i klipperne er dannet blow holes, som, når de store bølger hamrer mod klipperne, sender skumsprøjt højt op i vejret. Bølgerne var åbenbart ikke helt store nok i dag til for alvor at skabe skumsprøjt op gennem hullerne, men det var nu fascinerende nok at de store bølger tordne mod klipperne. Særligt et sted, hvor bølger havde eroderet en tunnel gennem klipperne ind til en åben gryde var fascinerende. Desuden var selve klipperne ligeså specielle, som turbøgerne havde beskrevet dem.

Efter Punakaki gik det retur sydpå langs kysten til Greymouth, hvor jeg samlede Emma op. Vi fortsatte videre sydpå til Kumara Junction og drejede her ind i landet. Landskabet skiftede nu hurtigt karakter fra junglen ude ved kysten til enorme U-dale med store flodsletter i bunden. Udsigten var mildt sagt imponerende. Dagens mål var Arthurs Pass, men i modsætning til min forventning om, at "Pass" betød kørsel på snoede veje, så var det kun det sidste lille stykke op til passet, at dette var gældende.

Punakani Rocks

Punakani Rocks

Arthurs Pass byen var ikke noget videre specielt, men omgivelserne fejlede intet. Træklædte skråninger tårnede sig således stejlt op på begge siden af dalen. Vi besluttede at overnattede på en DOC-camp ground midt i landsbyen, så vi kunne bruge toilettet der og lave mad indenfor - og dermed undgå sandflies!

Jeg brugte eftermiddagen på at gå en tur op til Devils Punchbowl, der var et stort vandfald, der lå i udkanten af byen. På turen derop så jeg et hav af mus, som var endnu en af de indbragte dyrearter, som nok ikke var helt gennemtænkt. Senere på eftermiddagen rullede et par enorme togstammer gennem dalen, som fungerer som den eneste togforbindelse mellem øst- og vestkysten.

På vej op mod Devils Punchbowl

Arthurs Pass

8. januar: Avalanche Peak

Dagens mål var at vandre til toppen af Avalanche Peak (1.833 m), der i flere guidebøger er beskrevet som en af de bedste 1 dags vandreture på Sydøen. Vi havde oprindeligt planlagt at en tidligt afgang kl. 7, men det var helt overskyet, så vi stod først op kl. 8, da det var klaret lidt mere op.

Turen op gik via Avalanche Track (som, kan jeg forestille mig, er navngivet efter vinterforhold, for der var ikke skyggen af snefnug denne dag). Ruten startede lige over for campingpladsen, og det gik brutalt opad lige fra starten. Det gik så stejlt op ad, at jeg mange gang brugte træerne til at hive mig op. Skoven, der bestod af noget der lignede forkrøblede birketræer, var ikke så tæt, så udsigten åbnede hurtigt op dels ned med landsbyen i dalen og dels over mod den modsatte dalside, hvor der var en række vandfald. Selve vandreruten gik desuden op langs med et vandfald det første lange stykke, så der var generelt meget at se på. Udsigten forsvandt dog lidt omkring de 1.000 højdemeter, da vi ramte skydækket. Nå, det ville forhåbentligt blive brændt af op ad dagen, som de havde sagt på ranger stationen.

Jeg gik en del hurtigere op end Emma, så vi blev enige, at jeg gik i forvejen og gik en ekstra runde over på nabobjergtoppen Lyell Peak (1.828 m). I ca. 1.200 m kom jeg over trægrænsen. Skydækket blokerede fortsat for en del af udsigten, men det var tydeligt, at der havde været en række store jordskred umiddelbart ved siden af stien. Ellers var der mest udsigt til langt, tørt, gyldent græs og nogle småbuske.

I ca. 1.400 m drejede jeg fra stien og satte kursen direkte mod Lyell Peak. Jeg krydsede først over et større blokfelt og derefter via en blanding af græsskråninger og mere stenede partier. Skyerne var ved at være væk, så navigation var simpel. Jeg nåede bjergkammen mellem Avalanche Peak og Lyell Peak ca. halvvejs mellem de to toppe. Nu begyndte det for alvor at hjælpe på udsigten, for dels kunne jeg se ned i Crow dalen og dels op mod Mt. Rolleston, der var dækket af Crow gletscheren. Fra bjergkammen var det simpel scrambling det sidste stykke op på toppen af Lyell Peak. Igen et flot view i alle retninger.

Avalanche Track kort før vi rammer skyerne

Bjergkammen mellem Lyell og Avalanche Peak, Mt. Rolleston i baggrunden

På toppen af Lyell Peak

Fra Lyell Peak fulgte jeg generelt bare bjergkammen over til Avalanche Peak uden dog at gide klatre op på alle de små knolde, der lå undervejs ud fra devisen om, at hvis de er for dovne til at navngive dem på kortet, så er jeg for doven til at vade op på dem!

Det sidste stykke op på Avalanche Peak var lidt mere stejlt uden dog at være specielt teknisk. Der var en håndfuld andre vandrere på toppen allerede - og så var der tre meget underholdende og fotogene kea'er (bjergpapegøjer), der hoppede rundt og tiggede mad. Emma dukkede op lidt efter, og vi blev på toppen en times tid, mens vi spiste frokost.

Mt. Rolleston

Kea's

Kea

På toppen af Avalanche Peak

Turen ned gik via Scott's trail, der på de første par 100 højdemeter var ret eksponeret til den ene side. Skyerne var nu brændt helt af, så det blev til utallige fotopauser, da udsigten var helt suveræn. Bjerge, gletschere, gyldent græs, vandfald og en bred U-formet dal. Efterhånden som vi kom længere ned, lagde vinden sig, og temperaturen kravlede i vejret. Det var derfor helt befriende at nå ned i skygge i skoven. Vi nåede retur ned i dalbunden efter ca. 7 timers vandring i alt og fejrede succesen med en cola på en cafe i landsbyen. På cafeen stod der ketchup flasker på bordene med teksten "Kea Gun" på siderne. De var fyldt med vand og beregnet til at holde de ret tyvagtige fugle på afstand. Det virkede dog ikke til, at de var specielt bange for dem.

Vi gik tilbage til bilen og rullede ned fra bjergene og retur ud til kysten. Vi var lidt havltrætte, så vi gad ikke køre så længe. Vi drejede derfor ind på en DOC-campingplads, da vi nåede til Iander Lake. Her mødte vi dels en en-armet lokal red-neck possum hunter, og dels to franskmænd og en sydkoreaner, der var ved at cykle New Zealand tyndt. Det blev desuden til et hurtigt bad i søen - hurtigt da den var halvkold og hurtigt da det vrimlede med sand flies.

Scott's track

Scott's track, udsigt ned mod Arthurs Pass

Mt. Rolleston

På vej ned ad Scott's track

På vej ned ad Scott's track

På vej ned ad Scott's track

På vej ned ad Scott's track

Solnedgang over Iander Lake

9. januar: Amethyst hot springs, helikopter flyvning, Fox Glacier og Monro Beach pingviner

Dagens program bestod af en lang række mindre stop, hvoraf det første var Amethyst hot springs. Vi kørte fra hovedvejen og et par km ned ad en lille grusvej. Da den stoppede gik det videre på fods langs Wanganui floden, gennem en stump jungle og så ned til flodbredden. Her skulle "de lokale" i følge vores guidebog ofte grave deres egne pools ud i områder, hvor der boblede varmt vand op fra undergrunden. Efte et par minutters søgen spottede vi dem. De lå lige i udkanten af floden, således at de fra den ene side blev fyldt med skoldende varmt vand, der piplede ud af skråningerne ned mod floden, og på den anden side havde koldt flodvand. Efter lidt ingeniørarbejde lykkedes det os at finde det rette blandingsforhold. Perfekt - hvis det bare ikke havde været for en sandflies ...

Wanganui River

Amethyst hot spings

Næste stop var Whataroa River. Jeg havde læst, at der dels skulle være flot pga. en helt lyseblå flod, og dels skulle være mulighed for helikopter-flyvning. Der holdt ganske rigtigt en lille grøn helikoprter, og ejeren fik os overtalt til en flyvetur. Det var lidt halvdyrt, men stadigvæk meget, meget fascinerende. På blot 13 km fløj vi fra noget der mindede jungle op til rent alpint landskab med bjergtoppe og gletschere. Og det tog ikke mere end 10 minutter. Og landskabet under os var fuldstændig uberørt - ingen veje, bygninger, skilifter osv. Lige så fascinerende var det, at hvor det nede ved kysten var gråvejs, var det over bjergene skyfrit.

Videre sydpå til Franz Josef. En lille by, hvor det vrimlede med turister. Vi hang lidt ud på en cafe, så byens Kiwi experience, hvor vi dels kunne se kiwi fugle og dels kunne se en udstilling om området.

På vej op med helikopteren

Heli-flight

Heli-flight

Heli-flight

Heli-flight

Heli-flight

Heli-flight

Heli-flight

Videre sydpå til Franz Josef. En lille by, hvor det vrimlede med turister. Vi hang lidt ud på en cafe, så byens Kiwi experience, hvor vi dels kunne se kiwi fugle og dels kunne se en udstilling om området.

Fra Franz Josef gik det til Fox Glacier, den anden af de to gleschere, der når helt ned i regnskoven. Vi kørte op til p-pladsen og gik sammen med den øvrige horde af turister ind til gletscheren. Jeg ved ikke, om det var mængden af turister, om det var gråvejret, eller det faktum, at glescheren havde trukket sig så meget tilbage, at den ikke var omgivet af regnskov mere men blot lå halvgrå og beskidt, men jeg var faktisk ikke så imponeret over synet. Men ok, en gletscher der slutter på kanten af en regnskov er specielt.

På vej ind mod Fox Glacier

Ved Fox Glacier

Videre sydpå gennem tæt regnskov på en stort set øde landevej. Ved enden af Lake Moeraki drejede vi ind på en p-plads. Jeg havde læst, at man herfra kunne gå ca. 4 km ned til Monro Beach, hvor der var en mulighed for at se pingviner. Klokken var ved at være 18-19 stykker, så vi spiste først og traskede derefter gennem regnskoven ned mod stranden. Vi havde mødt to andre på p-pladsen, som ikke havde set pingviner, så håbet var ikke så stort. Men da vi kom ned på stranden, så var der faktisk en pingvin, der vraltede i land. Og lidt efter spottede vi endnu en pingvin, som klatrede rundt på klipperne i den anden ende af stranden. Alt dette mens solen var ved at gå ned og oplyste klipperne langs kysten i flot lys. Ikke dårligt.

Det var ikke tilladt at overnatte på p-pladsen, men det skulle vi nok bare have ignoreret, for det sted, hvor vi holdt ind et par km senere, vrimlede det med sandflies og ikke mindst myg, som terroriserede os flere gange i løbet af natten. Tror vi endte op med mere end 20 døde myg tværet ud på vinduerne.

Regnskov på vej mod Monro beach

Pingvin nr. 2

Pingvin nr. 1

Monro Beach

10. januar: Haast Pass, Roy's Peak og Mt. Alpha

Det var i løbet af natten lykkedes os at få splattet alle myggene inde i bilen, men udenfor ventede deres venner, sand-fluerne, om morgenen. Vi flygtede derfor væk fra p-pladsen for at finde et andet sted og spise morgenmad. Vi fandt en anden p-plads ud til kysten ved Ships Creek efter et par km. Her var igen stadigvæk sandflies, men ikke i samme omfang. Vi spiste hurtigt maden og gik derefter en tur ned til kysten. Her var vi så heldige at se et par grupper delfiner svømme frem og tilbage 15-20 m fra kysten. Det kompenserede lidt for sand-flue-helvedet.

Fra Ships Creek kørte vi videre langs kysten, inden vi drejede ind i land og op med Haast Pass. Turen ind mod passet gik igen gennem en enorm U-dal, mens jungle/regnskov efterhånden blev erstattet af mere almindelig tempereret skov. Selve passet lå ikke så højt, så der var stadigvæk tæt med skov. Vi holdt pause ved Fanntail Falls. Vandfaldet var flot nok, men det mest interessante var, at man ved at gå 10 minutter væk fra p-pladsen og vade lidt op gennem en iskold flod omgivet af stejle klipper kom til et andet vandfald, der var endnu mere imponerende. Typisk New Zealand.

Næste stop var ved Blue Falls, hvor vi gik en 10-15 minutters ind til et sammenløb mellem to floder. Det specielle ved stedet var den lyseblå farve af vandet i floderne. Desuden var der er par fascinerende lange hængebroer på turen derind.

På vej ind mod Haast Pass

Haast Pass

Vandfald ved Haast Pass

Blue Falls

Fra Haast Pass gik det i mange kilometer nedad. Træerne forsvandt efterhånden, og det blev helt klassisk New Zealand terræn med tørt, gyldent græs, bjerge og enorme søer. Vi kørte et langt stykke langs Lake Wanaka og udsigten langs denne sø og nabosøen Lake Hawea var perfekt - eneste lille sten i skoen var det faktum, at der var ganske overskyet.

Vi kom frem til Wanaka og tjekkede ind på en campingplads nær centrum. Vi spiste frokost og kørte derefter ud til en p-plads for foden af Roy's Peak. Emma gad ikke vandre denne dag, så aftalen blev, at hun brugte eftermiddagen i byen, mens jeg vadede op på Roy's Peak (1.572 m) og fortsatte ad Skyline trail over Alpha Peak (1.630 m). Der var ca. 1.250 højdemeter til toppen af Roy's Peak fra p-pladsen. Jeg følte mig frisk og pressede godt på, og nåede toppen på blot 1:45. Helt ok. På vejen op blev udsigten konstant bedre ned over Lake Wanaka og byen Wanaka samt ud over de omkringliggende bjerge. Efter en lille uges tid på vestkysten var det desuden en speciel oplevelse, at omgivelser pludselig var knastørre - og at der ikke var sand-flies mere! Der var en hel del andre vandrere på ruten, ligesom der var en bunke får - og dertil hørende lort. Udsigten fra toppen af Roy's Peak var flot, og jeg kunne bl.a. se gleschere i de højere bjerge mod vest.

På vej ind mod Hasst Pass

Vandfald ved Haast Pass

Fra Roy's Peak gik det videre ad Skyline trail. Stien fulgte bjergkammen over mod Mt. Alpha. Det var ikke teknisk og ruten var fin hele vejen, men jeg så ikke et øje bortset fra et par firben. Fra toppen af Mt. Alpha var der igen en flot men desværre også noget grå udsigt over søer og bjerge. Den oprindelige plan havde været at fortsatte ad Skyline trail helt til Cardroma Valley, hvor Emma skulle samle mig op. Tiden var dog ved at blive presset, så jeg valgte efter 1-2 km i stedet at gå cross country direkte ned til Wanaka. Turen gik de første 200 højdemeter via halvstejle græsklædte skråninger. Netop som jeg troede, at jeg var nede på en god sti igen, lavede jeg et rullefald ned ad det glatte græs. Det kostede et lille vrid i knæet, samt en af mine trofaste vandrestave. Surt.

Jeg fulgte jordvejen ned forbi får og køer. Vejen/stien forsvandt mere eller mindre til sidst, så i stedet gik det gennem en privat hestefold, hvor der var et hav af kaniner. GPS tikkede ind med ca. 20 km og ca. 1.400 højdemeter. Jeg blev samlet af Emma og brugte resten af dagen på afslapning samt spisning og live musik i Wanaka om aftenen.

På toppen af Roy's Peak

Udsigt fra Mount Alpha ned over Wanaka

Ruten over mod Mount Alpha

På vej ned fra Wanaka

11. januar: Wanaka - Milford Sound

Morgenen startede ret sløvt, og da vi desuden var en tur forbi byens i-site kontor, kom vi først afsted fra Wanaka op ad formiddagen. Fra Wanaka gik det sydpå gennem Cardroma Valley - der igen var græsklædt og knastør. Ved dalens slutning gik det stejlt ned mod Queenstown og der var en flot udsigt.

I Queenstown fik vi fyldt op med mad i et shopping center, spist på McD - ja dovenskaben vandt - hvorefter det gik videre sydpå langs Lake Wakatipu med høje bjerge på begge siden. Det var gråvejr, og toppen af Remarkables bjergkæden var dækket af skyer og da det begyndte at småregne, fuldendte det illusionen af at være i Skotland. Lige bortset fra at der ingen bebyggelse var overhovedet.

Syd for søen kom vi gennem enkelte flækker, mens landskabet fladede ud og tilsidst var pandekagefladt. Desuden var der et hav af får samt en masse hjortefarme. Nær byen Te Anau satte regnen mere heftigt ind, og det meste af tiden op langs Lake Te Anau samt dalen ud til Milford Sound pisregnede det. Dette betød, at vi på den ene side ikke kunne se særligt meget af en af de efter sigende flotteste køreture på hele New Zealand, mens det på den anden side betød, at der var at hav af vandfald ned ad klipperne. Specielt ved indgangen til Homer Tunnel var det imponerende. På en bjergside var der mindst 20 vandfald. På den anden side af tunnelen køre vi langs en flod, som svulmede af brunt vand. Fremme i Milford Sound gad vi ikke selv lave mad, så vi gik ind på Blue Duck Lodge og spiste pizza. Her lød meldingen, at vejret var ganske typisk for Milford Sound... Ikke så overraskende, at stedet sammenlignes med Bergen.

Der var overnatning forbudt skilte på alle p-pladser i området, lige bortset fra ved den lille lufthavn, så der blev bilen smidt for natten.

På vej mod Queenstown

Nær Homer tunnel

Nær Homer tunnel

Wet Coast!

12. januar: Milford Sound - Key Summit

Vejret var heldigvis slået lidt om, så det var tørvejr og kun delvist skyet næste morgen. Vi havde booket en kombinationstur med kajak i bunden af Milford Sound fjorden om formiddagen og derefter en tur med turistbåd hele vejen ud gennem fjorden om eftermiddagen. Vi stod tidligt op, og spiste en hurtig (pga. sandflies) omgang morgenmad. Kl. 8 mødte vi resten af vores hold på Milford Sound Lodge og kørte ned til en lille havn, hvor vi fik udleveret udstyr og dobbeltkajakker. Udover os og guiden var der to finner, to fra Australien samt to seniorer fra USA.

Vi startede ud i Deep Bay, der var en stille arm af fjorden. Det passede mig ganske fint, for det var et par år siden, jeg sidst havde siddet i en kajak, så balancen skulle lige genfindes. Fra Deep Bay kom vi ud i selve fjorden, hvor bølgerne var noget større. Emma og jeg var klart de hurtigste, så vi sejlede en del bonusrunder. Turen gik forbi turbådshavnen, forbi et større vandfald, op langs del østlige side af fjorden og herefter godt 1 km på tværs over fjorden til den vestlige side. Udsigten var vanvittigt imponerende med 1.500 m bjerge, der tårnede sig op på alle sider, og vejret blev gradvist bare bedre og bedre, efterhånden som skyerne blev brændt af.

På turen tilbage til startstedet havde vi kraftig rygvind, så vi skød god fart. Vi kom tilbage efter 2-2,5 time, skiftede tøj og kørte ned til turbådene. Vi fik udleveret frokostpakker og brugte de 20 minutters ventetid på at vores båd, Go Orange, blev klargjort, på at spise frokost.

Kajaktur på Milford Sound

Kajaktur på Milford Sound

På båden satte vi os op på topdækket. Det blev godt nok hurtigt meget blæsende, men udsigten var klart bedre end nede fra de lukkede dæk. Det var dog ikke helt let at spise den ikke videre imponerende ongang Fish & Chips i vinden. Turen startede ud langs sydvestkysten af fjorden. De høje, bjerge, gletscheren på Mt. Pembroke, vandfald med regnbuer og sæler flere steder gjorde, at det var en rigtig flot tur. Båden vendte rundt ude i Tasman Sea og sejlede derefter retur langs den nordøstlige side af fjorden. Her ventede flere sæler, klipper der gik flere hundrede meter lodret i vejret direkte fra vandet samt flere store vandfald. Skyerne var til sidst brændt helt af, og vi tog utallige fotos.

Milford Sound

Milford Sound

Milford Sound

Milford Sound

Milford Sound

Milford Sound

Turen tilbage i bil var lige så flot sp, sejlturen og helt anderledes end dagen før. Vi holdt en del mindre stop undervejs. Ved "The Chasm" gik vi ind til et vandfald, der på fascinerende måde havde eroderet sig ned gennem en sandstensklippe, så der var opstået en tunnel. På sydsiden af Homer Tunnel gik jeg en tur på en lille times tid gennem blokfelter ind til et vandfald, der var specielt på den måde, at det forsvandt ned under et stort snefelt, hvorefter floden først dukkede op fra en tunnel i sneen 200-300 m længere ned i dalen. Det skulle være muligt at vandre ind gennem tunnelen, men da snefeltet var braset sammen flere steder, fravalgte jeg den ide.

På vej ind til vandfaldet

Vandfaldet, der forsvandt

Overnatning blev på en p-plads nær Key Summit. Vi lavede en tidlig omfang aftensmad og gik derefter mod toppen ved 18.30 tiden. Det var begyndt at blive lidt småkoldt, men det begyndte hurtigt at gå opad, og så var det ikke svært at holde varmen. Stien var en del af "Routeburn Track", der er en af New Zealands 10 Great walks, og som følge heraf var stien nærmest overdrevent god. Den havde været helt perfekt til MTB, men til vandring var den nærmest lidt småkedelig. Udsigten fejlede dog intet. Det første stykke gik gennem halvtæt løvskov, herefter åbnede det lidt mere op med gyvel, inden vi til sidst kom op nær trægrænsen, hvor lyng og små moser tog over. Herfra var der også flot udsigt rundt til de omkringliggende bjerge.

Turens slutpunkt var Key Summit i ca. 950 m. Vi fulgte en fin "Nature Walk" det sidste stykke derop, men selve varebetegnelsen "Summit" var lidt en an overdrivelse, for der var reelt blot tale om en lille knold, mens bjergryggen fortsatte videre op. Tiden var dog fremskredet, så vi valgte at gå retur herfra. Inden turen ned tog vi dog en ordentlig bunke billeder, selv om skyerne var begyndt at rulle ind fra kysten igen. Farverne over bjergene længere øst for os var dog flotte. Herefter gik det ret hurtigt retur til bilen, da det for alvor blev koldt, da solen forsvandt bag bjergene.

På vej op på Key Summit

På Key Summit

Udsigt fra Key Summit

13. januar: Milford Sound - Queenstown

Vi stod op til en halvskyet og kold morgen og det gik derfor hurtigt med spise morgenmad. Herefter rullede vi videre mod Te Anau. Undervejs stoppede vi og gik en kort tur ind til en "walkwire". Der var en slålwire bro over en flod. Turen derind var fin gennem mos-dækket urskov. Vi gik lidt forkert et sted, da der ud over stiens markering ogå var mange røde og lilla bånd sat op i træerne, som åbenbart førte rundt til dyrefælderne og ikke ledte ned til broen. Selve broen/wiren var ganske sjov at balancere på.

Derefter videre ud gennem dalen. Skyerne begyndte igen at blive brændt af, og dalen sluttede med en enorm U-dal, vel ca. 1 km bred, og med imponerende udsigt tilbage op mod snedækkede bjerge.

Vi stoppede i Te Anau og så en film om Fiordland Nationalparken set fra helikopter i den lokale biograf. Billederne i filmen var naturligvis endnu mere imponerende end det, vi havde set, men på den anden side fik vi et godt indtryk af, at vi faktisk havde oplevet en pæn del af, hvad der findes i nationalparken.

Fra Te Anau gik det mod Queenstown via de pandekageflade smeltevandssletter. Vi passerede utallige fårefarme og hjortefarme samt et par politifartkontroller, som jeg efterhånden var blevet god til at spotte.

Frokosten blev spist på en p-plads nord for landsbyen Five Fingers. Herfra kunne vi se, hvordan der med helikopter blev spredt kunstgødning eller pesticider på en bjergskråning på den modsatte side af dalen. Noget anderledes end i Danmark.

Det sidste stykke op til Queenstown var vanvittigt flot langs med en lyseblå Lake Wakatipu, hvor nøgne bjerge rejste sig op på begge sider.

Walkwire

Den usandsynligt blå Lake Wakatipu

Lake Wakatipu

I Queenstown fik vi plads på en campingplads nær centrum. Emma ville slappe af om eftermiddagen og gik ned til stranden, mens kørte over til foden af Queenstown Hill og gik op på toppen. Det var blevet varmt, 20-25+, og turen op gik gennem tæt granskov (indtil man kom et stykke op, hvorefter træerne var sprøjtet ihjel!), så sveden perlede frem. Der var en hel del andre, der gik ruten, hvilket ikke kan undre, for udsigten over trægrænsen var rigtig flot ned over Queenstown, ud over søen samt rundt på de omkringliggende bjerge. Jeg nåede en lille top i 844 m. Den rigtige top var knap 50 m højere, men den lå 1 km længere fremme og i område, der i følge mange skilte var "Private Land", så jeg stoppede ved fortoppen og nød udsigten i en halv times tid.

På turen ned fulgte jeg en anden rute, der gik forbi byens berømte? spiralskulptur. Ellers stod resten af dagen på afslapning. GPS tikkede ind med 7 km og små 500 m stigning på 1:15 plus pauser.

På Queestown Hill

14. januar: Mt. Crichtons track + Skippers Canyon

Vi stod halvsent op til en dag, der startede med gråvejr. Jeg ville gerne have været oppe i Remarables bjergkæden, men skyerne lå så lavt, at det ikke gav meget mening. I stedet satte jeg kursen mod Mt. Crichton's track, mens Emma ville blive i Queenstown. Ruten lå ca. 5 km vest for Queenstown. På vej i bilen derud samlede jeg en hitchhiker op. Det viste sig, at han skulle samme sted hen for at tegne skitser af vandfald mm. Jeg så nogle af hans færdige billeder, og de var imponerende detaljerige. Han kendte en anden p-plads end den officielle, så vi slap for at vade 1 kedelig kilometer til at starte med. Vi fulgtes de første 15 minutter, indtil han drejede fra op gennem en mindre dal.

Vandreturen var på ca. 5 km og gik op langs et vandløb det første stykke. Det mindede en del om Slovenien med bøgetræer, kalkstensklipper og lyseblåt vand. Lidt senere passerede ruten gennem en 50 m dyb dal, der var udgravet af guldgravere! De havde ligeledes hugget en 12 m dyb end ca. 1 m bred slugt/tunnel gennem en klippevæg, for at kunne omdirigere vand. Imponerende arbejdsiver. Jeg gik ned gennem slugten og udforskede nogle mindre klippeslugter med vandfald på den anden side.

Tilbage på vandrestien fortsatte jeg op forbi en gammel guldgraverhytte, der var sat i stand. Der var ligeledes ruiner fra en del andre hytter, der var fra de første guldgravere i området. Efter ruinerne gik det stejlere op og der blev efterhånden lidt mere udsigt ned over Wakatipu søen. Jeg holdt en enkelt pause på rutens højdepunkt, hvorfra man kunne se både Wakatipu søen samt den Lake Dispute. Fra udsigtspunktet gik det hurtigt ned forbi en række moser. GPS'en registrerede 7,5 km og 400 højdemeter på godt 1,5 time.

Vejret blev efterhånden bedre, solen brød igennem og det blev varmt. Lake Wakatipu så derfor meget indbydende ud til en svømmetur på vej tilbage mod Queenstown. Den viste sig dog at være kold, så det blev en kort fornøjelse. Frokost på campingpladsen og derefter afslapning et par timer.

En af hitchhikeren's (Toby Bear?) billeder

Mine-afvandingstunnel

Minearbejder hytte

Et af mange små vandfald

Udsigt ned mod Lake Wakatipu

Eftermiddagen var mere action-pakket. Vi havde booket plads en tur ind i Skippers Canyon, hvor vi skulle sejle Jetboat. Vi gik ned til centrum af Quenstown og blev samlet op. Herfra gik det i bus ud mod startstedet. Da vi drejede fra mod Skippers Canyon holdt vi en kort pause ved et udsigtspunkt, hvor der var flot udsigt over Queenstown samt området øst for byen. Herfra gik det videre på en grusvej, da mange steder var ret vanvittig. Det var bygget i 1930 til hestevogne, og den var derfor meget smal til en 2015 turistbus. Det faldt 100+ meter ned på den ene side og der var stejl klippe på den anden. Jeg fandt ud af, at jeg åbenbart har lidt højdeskræk ...

15 km inde i dalen kom vi frem til startstedet på Jet Boat turen. Vi fik en kort sikkerhedsinstruktion og hoppede derefter i båden. Den mindede om en stor speedboat, men sejlede noget hurtigere. Med ca. 50 km/t gik det 8 km op ad floden og 8 km retur. Mange steder på blot 10 cm vand og kort afstand til klipperne. Nogle steder med lidt dybere vand kunne båden lave 360 graders spin. Der havde været et uheld dagen før hos et af de andre selskaber, men sikkerheden virkede ok, så det var en sjov oplevelse. Efter turen kørte vi op forbi en gammel 100 m høj bro, hvor der tidligere havde været bungee-jumping, og hvor vi nu kunne købe billeder fra turen.

Herefter gik det tilbage på den vanvittige vej. Jeg prøvede mest at fokusere på udsigten, der bestemt ikke var tosset. Flere episoder fra Ringenes Herre var da også filmet inde i dalen. Det eneste, der ikke var specielt kønt, var de dele af bjergsiderne, hvor fyrretræerne var blevet kemisk bombet for at gå ud.

Skippers Canyon

Jet Boat

Skippers Canyon

Jet Boat

Tilbage i Queenstown gad vi ikke det helt store, så det belv til et par øl + spisning nede ved havnen. Her var der masser af liv med gøglere, paraglidere der landede på stranden (eller i søen) og turister fra hele verden.

Downtown Queenstown

15. januar: Black Peak og Mt. McIntosh

Vi stod tidligt op og kørte langs med Lake Wakatipu til landsbyen Glenorchy, hvor Emma havde booket en heldagstur med ridning. Jeg er ikke den store fan af heste, så jeg havde udset mig en bjergtop, Black Peak (1.989 m), i nærheden, som burde kunne nås på en dagstur. Vejret var heldigvis blevet lidt bedre end dagen før, så solen tittede lidt igennem. Det var derfor en flot køretur langs med søen. Vi var dog kommet lidt sent afsted, så det blev ikke til fotopauser.

Efter at have sat Emma af ved stutteriet kørte jeg lidt udenfor Glenorchy. Jeg havde håbet at kunne køre på en lille sidevej op til 800 m og starte her. Vejen eksisterende dog kun i GPS'en, mens den i virkeligheden blot var en elendig grusvej. Jeg blev derfor nødt til at starte fra hovedvejen i ca. 400 meters højde.

Der skulle gå en vandresti det meste af vejen op mod toppen. Jeg kunne dog ikke finde den i starten, så jeg vadede i stedet gennem en fåreindhegning, indtil jeg fandt stien efter 5-10 minutter. Stien var markeret med stolper hist og pist. De første par km gik videre langs fårehegnet gennem nogle småbuske. Herefter fulgte 1 km langs med en vandingsgrøft, indtil jeg kom ud på et åbent område med stikkende buske, hvorefter det gik stejlt op langs endnu et fårehegn. Jeg manglede min knækkede vandrestav, men kunne bruge hegnspælene til at hive mig op.

Den første lille top i ca. 1.200 m blev nået efter ca. 2 timer. Udsigten var mildt sagt suveræn: sø, bjerge, gletschere og imponerende sky- og himmelformationer.

Mt. McIntosh længst tilbage

Super udsigt

New Zealand at its best

Langs vandingskanalen

På det stejlel stykke op langs fårehegnet

Udsigt ned over Glenorchy

Jeg holdt en kort pause og fortsatte derefter langs en bred bjergkam, mens tppen af Black Peak for første gang kunne nå skimtes forude. Ruten gik 50-100 højdemeter ned og førte mig gennem et område, hvor der tidligere havde været hektisk mine-aktivitet. Et par af arbejdsvejene fandtes endnu og jeg fulgte dem mod toppen. Jeg havde planlagt frokost på toppen, men jeg var lidt bagefter tidsplanen, så ved 13 tiden blev det til frokost i ca. 1.500 m med nydelig udsigt ned over bl.a. en shelter, da var slået i smadder af en lavine.

Det havde indtil nu været varmt, men vinden tog til, efterhånden som jeg kom op i højden og træerne var for længst forsvundet. Vejene blev gradvist ringere og til sidst forsvandt de mere eller mindre. Det sidste stykke gik derfor stejlt op gennem skråninger med løse sten og enkelte småplanter. Jeg nåede vesttoppen og herfra var der blot ca. 30 m langs bjergkammen over til den rigtige top. Det var eksponeret men ikke specielt vanskeligt. Uret sagde 3:45 inkl. pauser for 1.600+ højdemeter. Tjaa, det var vel ok.

Jeg blev på toppen i 15-20 minutter og nød udsigten. Herefter gik det retur via vesttoppen og derefter ned ad vestkammen. Det var stort set lige så let at gå udenfor stierne som på dem, så jeg fulgte bjergkammen over mod Mt. McIntosch (1.701 m). Jeg gik på nordsiden lidt nedenfor bjergkammen og gad ikke vade op på alle de mindre toppe, før jeg kom over til McIntosh. Her klatrede jeg halvstejlt 50+ højdemeter op og fulgte derefter kammen frem til højeste punkt. Udsigten fra McIntosh var mindst lige så god som fra Black Peak, for det var lettere at se Wakatupi søen.

Udsigt mod Black Peak længst tilbage

View tilbage ned i dalen

Udsigt fra Mt. McIntosh op mod Black Peak

Fra Mc. Intosh gik det stejlt ned til McIntosh hytten. Her mødte jeg for første gang andre vandrere. To New Zealændere var kommet op for at overnatte i hytten. Den ene hed McIntosh, så han proklamerede stolt, at han fulgte i fodsporene på sine forfædre. Det var en udmærket hytte med en perfekt udsigt.

Tiden var ved at være lidt presset, så fra hytten småløb jeg ned til McIntyre hytten (malet i nydelig lyserød farve...) og videre hele vejen ned til bilen. Det tog således kun en time fra Black Peak til McIntosh og 2 timer fra McIntosh og hele vejen ned til bilen, og her snakker vi 1.400 højdemeter. Ikke så mærkeligt, at benene var lidt tunge til sidst. Specielt et enkelt sted, hvor ruten efter at have krydset et vandløb gik 150 højdemeter op igen trak søm ud. Tilbage ved stutteriet var rideturen selvfølgelig forsinket med 1 time, så der havde ikke været behov for at skynde sig ned, men det var nu meget fedt at presse på fysisk alligevel.

Halvtræt vandrer før de sidste 150 højdemeter

Tilbage i civilisationen

16. januar: Kelvin-peninsula + bungee

Det var varmt og solskin fra morgenen, så det så ud til, at jeg endelig kunne komme op i Remarkables bjergene. Emma ville blive i Queenstown og lade op til bungy-jumping om eftermiddagen, så jeg kørte alene afsted. Da jeg drejede fra hovedvejen og op mod Remarkables skiområdet stod der dog "road closed 5 km ahead". Pis også, der var vejarbejde. Nå, benene var alligevel godt trætte efter dagen før og det blæste kraftigt, så måske var det ikke lykkedes at komme på toppen alligevel. Jeg kørte så langt op ad vejen, som jeg kunne, og tog et par flotte billeder ned over Queenstown og lufthavnen i udkanten af byen. Det var bl.a. en mærkelig fornemmelse af kigge ned på fly, der starter og lander.

Jeg overvejende at vade op på en anden bjergtop, men benene var trætte og motivationen ikke i top, da jeg havde sigtet efter Remarkables. I stedet kørte jeg ud til Kelvin-peninsula og gik en 4 km tur rundt på spidsen af halvøen. Det viste sig at være en god erstatning, for ruten var helt flad, mens der var flot udsigt over søen, over mod Queenstown og rundt på bjergene omkring søen. Desuden skabte den kraftige vind store bølger, som satte lidt action på udsigten. Yderst på spidsen stod nogle skulturer i bronze af får, hvad ellers.

Tilbage i Queenstown stod den på afslapning i et par timer, inden vi om eftermiddagen kørte 10-15 km uden for byen til Kawarau bridge, fødestedet for bungy-jumping. Udspringsstedet var en gammel bro, hvorfra der var 43 m ned til Kawarau-floden. Jeg havde ingen ambitioner om at prøve, selv om sikkerheden virkede til at være god. Emma havde dog betalt, så der var ingen vej tilbage, selv om hun så lidt skeptisk ud. Vi var kommet i god tid, så der var masser af tid til at se andre springe. Det mest imponerende var dem, som havde betalt for et par meter ekstra, så de ramte vandet i floden!. Setuppet var desuden kæmpestort - en meget professionel måde at hive penge ud ad turisterne.

Tilbage i Queenstown mødte vi Jaewon, en koreaner vi havde mødte på en campingplads på vestkysten en lille uge tidligere. Vi fulgtes alle tre ned i byen og stillede os i kø til en Ferg Burger (1.000 gange bedre end McD), som vi spiste i parken. Herefter havde vi quiz i at gætte, om de utallige asiatiske turister var fra Kina, Japan eller Sydkorea. Jaewon kunne fortælle os, at vi ramte plet under halvdelen af gangene. Aftenen sluttede med et par øl i byen.

Bungee

Downtown Queenstown

17. januar: Hydro boarding + besøg i Wanaka

Vi stod på til endnu en morgen med glimrende vejr. Vi pakkede bilen og rullede østpå mod Roaring Meg Power Station, som var startstedet for en tur ned ad Kawarau floden på såkaldte hydroboards. Udsigten ved startstedet var ganske nydeligt med en skyfri himmel, gyldne bjerge og en lyseblå flod - det eneste der skæmmede billedet lidt var en skråning, hvor fyrretræerne havde fået en omgang kemisk krigsførelse.

Vi havde oprindeligt tilmeldt os en tilsvarende tur med nogle såkaldte Frogz, der var en slags plastik hydro boards, men denne tur blev aflyst og vi blev flyttet til de mere klassiske boards. Turguiderne, der kom fra Tjekkiet, Sverige og England meddelte, at boards var sjovere end frogz, så det skulle vi bare være glade for.

Kawarau floden var 10-15 m bred og ifølge guiderne 7-9 m dyb og med kraftig strøm. Jeg stod lidt og overvejede, hvad det var, vi havde meldt os til, specielt da vi skulle underskrive en ansvarserklæring, som fritog guiderne for alt ansvar for uheld herunder drukning.

Der dukkede en bus op med 16 deltagere ud over os. Vi fik en kort instruktion og blev derefter iklædt udstyr: Neoprendragter, hjelm, vest og svømmefødder, og gik ned til floden. Det var knap 25 grader varmt, så vi kogte i de sorte svømmedragter, det var derfor helt behageligt at komme ned i flodens koldere vand.

Efter endnu en kort instruktion på et sted i kanten af floden uden strøm startede vi ud med deltagere i midten og guides forrest og bagerst: "All you guys are ducklings - just follow the mama and papa ducks". Passager med store bølger startede stort set med det same, men det viste sig heldigvis, at der ikke var så meget teknik. Hvis man bare holdt sig nogenlunde midt i floden, så flød man forholdsvis let gennem det meste. Og kom man lidt på afveje, fik en guide hurtigt fat i ens bræt og trukket en tilbage på plads. Efter lidt tid kunne jeg således begynde at nyde turen lidt mere og ikke blot tænke på at undgå at drukne eller ramme ind i klipper. Sidstnævnte hjalp specielt, da vi havde passeret den anden af i alt to sten placeret midt i floden.

Mod slutningen på turen gjorde vi holdt ved en udspringsklippe. Vi vraltede derop i svømmefødder, og sprang de ca. 7 m ned i floden. Jeg skulle ikke lave nogle avancerede tricks, men et par af guiderne fik lavet kolbøtter undervejs. Herefter flød vi det sidste stykke ned til et opsamlingssted, hvor endnu en guide ventede med bussen.

Vi fik nu valget om at tage endnu en tur ned ad floden, eller sige at vi havde haft spænding nok. Alle valgte at tage endnu en tur. Denne var bedre end den første, da man nu følte sig lidt mere sikker på, at man ikke skulle drukne og derfor kunne nyde turen mere. Jeg sprang dog over alle de efter sigende "spændende" steder, hvor man kunne lade vandet suge en ned i op til 10 sekunder… men forsøgte dog uden held at prøve at surfe på nogle af de største bølger. Efter anden runde var overarmene godt trætte af at holde fast på brættet. Hydro boarding var en sjov aktivitet, men det er også en af dem, hvortil jeg siger "been there, done that" og som ikke behøver gentages. Risikomomentet virkede ganske stort, og en anden gang vil jeg hellere sejle igennem på kajak end liggende i vandet.

Vi sagde farvel til guiderne og kørte mod den lille by Cromwell, hvor vi fyldte lidt op med mad, ligesom vi efter lidt søgen fandt en gasbeholder til campingblusset i en fuldblods "redneck" hunting & fishing butik. På vej ind til byen havde vi passeret utallige frugt og bærplantager, og byens vartegn, som vi passerede på vej ud af byen, var da også et farverigt monument med enorme frugter.

Planen var at spise frokost et sted på vejen mellem Cromwell og Wanaka. Det var dog blæst kraftigt op, mens solen fortsat hamrede ned, så først i flækken Luggate fandt vi et sted med både skygge og læ for vinden på byens kombinerede camping og sportsplads. Den planlagte frokost i form hotdogs blev desuden lidt justeret, da det meste af brøddet var blevet halvmuggent.

Vi kørte det sidste stykke frem til Wanaka, hvor vi svingede ind forbi DOC stationen, for at høre vejrudsigt og forhold omkring Mt. Cook de kommende par dage. Dette så ikke alt for godt ud, og først 3 dage senere lovede de godt vejr, hvorved vores planlagte tur over Ball Pass ville blive presset. Vi slappede af på plænen foran stationen, inden vi ved 17 tiden kørte til et sommerhuskvarter i udkanten af Wanaka, hvor Emma kendte en New Zealandsk familie, vi kunne overnatte hos. Sommerhuskvarter er måske ikke den rette betegnelse, for det var nærmere et parcelhus med udsigt over Wanaka Lake og Iron Mt.

Det var en hyggelig aften sammen med familien, der normalt boede på en går et par timers kørsel sydpå, hvor de havde 1.600 acres land, 10.000 får og 200 køer …

Kawarau river

Downtown Queenstown

18. januar: Clay Cliffs + Twizel

Vi brugte formiddagen på at slappe af i sommerhuset, inden vi efter frokost kørte mod nordvest. Landskabet var igen knastørt, og specielt omkring Lindis Pass lignede det noget fra midtvesten i USA. Udover en flot udsigt fra passet var det sjoveste en mindeplade "…to commemorate … the first liberation of red deer in Otago…", som var opstillet af "The New Zealand Deerstalkers Assn." … Lad os frigive noget, så vi kan skyde det.

Lindis Pass

Dagens længste stop var ved Omarama Clay Cliffs. Dette var et område placeret på en bjerg/bakke-skråning ned mod Waitaki floden, hvor erosion af nogle sammenkittede aflejringer af morænegrus havde skabt nogle vanvittige formationer. Det mindede en del om Badlands i South Dakota, USA. Aflejringerne var bygget op i tårne og erosionskløfter, og nogle steder var der dannet tunneler. Det var en ren labyrint at finde rundt i. Vi brugte en times tid på at udforske området, men det lykkedes ikke at finde en rute hele vejen gennem labyrinten og op til toppen af skråningen. Det blev i stedet til en masse gode billeder af klipperne og den flade knastørre slette omkring Waitaki floden.

Omarama Clay Cliffs

Omarama Clay Cliffs

Omarama Clay Cliffs

Vores Spaceship ved Omarama Clay Cliffs

Fra Omarama gik det nordpå mod den lille by Twizel. Undervejs havde vi et kort stop ved den kunstige sø Ruataniwha. Denne havde den klassiske turkisblå farve pga. indhold af sediment fra gletscherne, og det var fascinerende at se søen med bjerge dækket af uvejsskyer i baggrunden. Byen Twizel var ikke specielt spændende, men vi fik handlet ind og spist en glimrende omgang "Mom's metloaf" på den lokale power plant bistro, mens de lokale drak øl i baggrunden.

Overnatning var på en p-plads i udkanten af Pukaki flats, en kæmpestor pandekageflad slette. Uvejret holdt sig heldigvis over bjergene, men dannede flotte regnbuer i horisonten. Desuden kunne vi se store fisk svømme i den lille å, der løb forbi p-pladsen. Området lå i "Dark Sky territory", et område hvor man forsøgte at begrænse lysforureningen, således at nattehimlen blev tydeligere. Vi satte derfor urene til kl. 2 om natten for at se, om vi kunne se stjerner. Det lykkedes delvist, men størstedelen af himlen var desværre dækket af skyer.

Ruataniwha Lake

Pukaki Flats

19. januar: Lake Pukaki + kørsel til Mt. Cook village

Planen for denne dag var at køre til Mt. Cook village og evt. gå en kortere tur deroppe. Der lå dog fortsat tunge skyer over bjergene, så det gav ikke meget mening af køre derop for hurtigt. Vi slappede derfor af om formiddagen og kørte kun op til sydenden af Lake Pukaki. Her stod en statue til minde om de napaliske bjergfår, Tahir, der var sat ud i området. Der var en flot udsigt over den turkissø, men det blæste kraftigt og der var tydelige regntunge skyer over den nordlige ende af søen, hvor Mt. Cook village lå, vi besluttede derfor at gå en tur ved sydenden af søen og vente med at køre videre.

Gåturen gik rundt i bakkerne opbygget af slutmorænen fra Tasman gletscheren. Området blev afgræsset af får, så det vrimlede med dem i bakkerne. Turen gik ud til et dødishul, hvorfra der var flot udsigt over søen. Det blæste dog kraftigt, så vi krøb i læ bag en stenblok, mens vi spiste frokost. Derefter begyndte regnskyerne at komme nærmere, så det gik hurtigt tilbage til bilen.

Lake Pukaki

Vandretur ved sydenden af Lake Pukaki

Ved Lake Pukaki

Vandretur ved sydenden af Lake Pukaki

Regnen satte så småt ind, da vi kørte op langs med Lake Pukaki, så der var ikke meget udsigt. Fremme i Mt. Cook village silede det ned, så vi droppede vandreturene og kørte i stedet til visitor-centret. Vejrudsigten lød på regn resten af dagen, mens næste dag ville være ok, dog med risiko for kraftige regnbyger om eftermiddagen. Vi droppede derfor Ball Pass turen og satsede på at gå op til Mueller hytten i stedet. Resten af eftermiddagen gik med at se en flot udstilling om bjergbestigningens historie i området samt om plante- og dyrelivet i bjergene, drikke varm kakao på den nærliggende cafe samt læse i bilen.

Overnatning på DOC campingpladsen, hvor der heldigvis var en stor hytte, hvor vi kunne lave mad i tørvejr. Det klarede lidt op i kortere perioder, så man kunne fornemme, hvor storslået området var, men regnen stoppede aldrig i længere perioder. En del af de andre i hytten skulle sove i telt, ikke en opgave jeg misundte dem.

Et af de korte afbræk i regnvejret

20. januar: Omkring Mt. Cook

Vejret var heldigvis langt bedre denne morgen, så man kunne se bjergtoppene, hvor der var faldet sne de foregående dage. Det var flot at se kontrasten mellem de træklædte skråninger, der gik mere eller mindre direkte over i nøgne snedækkede klipper og nogle steder gletschere.

Dagens mål var Mt. Ollivier (1.933 m), som lå bag ved Mueller Hut. Vi startede i ca. 800 m, så der ventede godt 1.100 højdemeter. Det første stykke gik fladt gennem en lille dal, hvor der var flot udsigt til den imponerende gletscher på østsiden af Mt. Sefton. Desuden vrimlede det med kaniner, der ikke var specielt sky.

Lake Pukaki

Ved Lake Pukaki

Jeg tog en lille ekstratur ud til udsigtspunktet "Kea Point", mens Emma gik direkte op mod hytten. Fra Kea Point kunne jeg for første gang se Mt. Cook. Det var et vanvittigt flot syn. Jeg havde læst, at man kun sjældent kunne se toppen af bjerget, og denne morgen var der nærmest skyfrit. Desuden var der en flot lydkulisse i form af regelmæssige sne- og stenskred på siden af Mt. Sefton.

Retur fra afstikkeren til Kea Point gik det stejlt via efter sigende 1.810 trappetrin (jeg talte ikke efter) op til udsigtspunktet Sealy Tarns i ca. 1.300 m. Undervejs op blev udsigten bare flottere og flottere over mod Mt. Cook, Mt. Sefton og de enorme U-dale omkring Mt. Cook Village.

Fra Sealy tarns gik det videre ad en mere normal stejl vandresti uden byggede trin. De første klatter sne ramte vi omkring 1.450 m og fra 1.550 m begyndte det at dække 5-10 cm. Der havde dog gået et par stykker op før os, så det var forholdsvis enkelt bare at træde i deres fodspor. Endnu et udsigtspunkt blev nået i ca. 1.700 m. Det var igen meget fascinerende at stå i t-shirt med Mt. Cook og Mt. Sefton i baggrunden og lyden af sne- og stenskred som soundtrack. Jeg snakkede lidt med en ældre englænderen, som for at bekræfte fordommene naturligvis bød på en kop te.

Over snegrænsen

Mt. Sefton

På det sidste stykke op til Mueller Hut (ca. 1.800 m) lå der så meget sne, at man kun sjældent trådte igennem ned til klipperne. Der var dog kun svag vind, så bortset fra snevåde sko, var det ikke specielt koldt. Hytten lå flot placeret med imponerende udsigt mod de omkringliggende bjerge. To franskmænd samt en østriger var også vandret op til hytten, og vi overtalte to af dem til at gå mod op på Mt. Olivier. Jeg banede vej gennem sneen og klipperne det første stykke, hvorefter Sigge fra Østrig overtog. Ruten fulgte nordkammen af bjerget, men det var ikke særligt let af finde den, da der lå en del sne. I ca. 1.900 m nåede vi en fortop. Det se lidt risikabelt ud at fortsætte mængden af sne taget i betragtning, så vi stoppede der. Udsigten var dog også suveræn allerede herfra.

Vi blev på toppen et kvarters tid og tog et hav af billederne, herefter gik det retur ned til hytten, hvor vi spiste frokost, inden det gik retur ned i dalen. Benene var lidt småtrætte til sidst, men med de 1.100 højdemeter taget i betragtning var det nu ikke så galt.

På fortoppen af Mt. Olivier

På fortoppen af Mt. Olivier

Tilbage i dalen kørte vi over til Blue Lakes car park, hvorfra vi gik en kort tur op til et udsigtspunkt over Tasman Lake, hvor der flød nogle enkelte isbjerge rundt, samt Tasman Glacier i nordenden af søen. Udsigten var igen imponerende, selv om gletscheren var dækket af sten og jord, da de omkringliggende sne- og isklædte bjerge dog mere end kompenserede for dette.

Vi havde planlagt at overnatte på en p-plads på vejen ned mod Lake Pukaki. Vi fandt da også en plads med flot udsigt tilbage mod Mt. Cook, men da vi skulle til at lave mad begyndte det at småregne. Vi kørte derfor, mod sædvane, tilbage mod Mt. Cook village, hvor det stadigvæk var tørvejr, og hvor der var et shelter, hvor vi kunne lave mad indendørs. Efter maden kørte vi retur til samme p-plads.

21. januar: Mt. Cook til Christchurch

Om morgenen var der igen en flot udsigt op gennem dalen mod Mt. Cook. Vi spiste morgenmad og begyndte derefter at køre mod Christchurch. Undervejs holdt vi en længere pause ved Lake Tekapo, hvor Emma besøgte nogle hot springs, mens jeg gik en tur på en halvø, der stak ud i søen.

Gåturen på godt 5 km startede over tørre græsklædte bakker, hvorfra jeg via en lille kløft kom ned til søbredden. Der skulle jf. Frenzy guidebogen være nogle flotte hvide klipper, som jeg dog ikke kunne se meget af. I stedet var der et hav af kaniner, der som bjergbestigere spænede op ad de stejle klipper. Udsigten blev desuden efterhånden bedre, da klipperne, der bestod af hvidt ler, gradvist blev højere og mere stejle. Det var dog desværre lidt overskyet, så søen var ikke helt så turkis, som den nok kunne være. Fra spidsen af halvøen var der flot udsigt videre op langs søen mod bjergene. Jorden var her fuldstændig eroderet af kaninhuller, ligesom der nærmest var brolagt med kaninlort!

Fra spidsen af halvøen gik det, med et hav af kaniner spænende i alle retninger, op på toppen af en lille bakke (hurtigt navngivet Rabbit Mt., 790 m) og derfra tilbage over de tørre græsmarker. Der var fin udsigt sydpå til Mt. John med observatoriet på toppen.

De hvide klipper ved Lake Tekapo

For foden af Rabbit Mtn. ...

Efter gåturen kørte jeg tilbage til byen Lake Tekapo, tog mig et kort - og koldt! - bad i søen og samlede Emma op. Sammen kørte vi op til observatoriet på toppen af Mt. John, hvor vi spiste frokost på cafeen. Udsigten over søen var fra toppen af bjerget naturligvis glimrende.

Fra Lake Tekapo gik det mod Christchurch mod to korte stop. Det første var ved Church of the Good Shepherd, et lille kapel ved sydenden af søen, som ligger helt perfekt. Der var desuden en statue af en fårehund, eftersom det jo er New Zealand. Andet stop var ved en fårefarm, hvor de var ved at sortere i fårene. Fårefarmerne talte 1,020 får op på under 5 minutter. Ganske imponerende. Køreturen gik det første stykke gennem små bakker, men omkring Geraldine kom vi ned på Canterbury Plains, og her fra var det fladt ind til Christchurch.

I Christchurch havde jeg aftalt med Carsten Jørgensen, at vi kunne overnatte hos dem i deres hus i den sydlige udkant af byen. To andre orienteringsløbere boede der i forvejen, så der var fuldt hus. Carsten diskede op med grillmad om aftenen.

Udsigt ned over Lake Tekapo fra Mt. John

Fårehund ved Church of the Good Shepherd

22. januar: Christchurch + hjemrejse del 1

Jeg nåede at spise morgenmad med Carsten, inden han tog afsted på arbejde. Derefter brugte vi en god times tid på at rengøre bilen og pakke sammen til hjemrejsen. Vi skulle aflevere bilen kl. 14, så vi havde et par timer til rådighed om formiddagen. Dem brugte vi på at køre op i Port Hills, som lå umiddelbart bag ved Carstens hus - så var ringen for ferien ligesom sluttet. Planen var at spise frokost ved cafeen Sign of the Kiwi. Denne viste sig dog at være beskadiget og derfor lukket pga. jordskælvet, så i stedet blev det en gåtur rundt om Sugarloaf bjergtoppen og derefter sandwich på en bænk foran cafeen. Der var et hav af andre mennesker i bakkerne denne dag. Specielt virkede det til, at alle i Christchurch, der ejede en racercykel, kørte op til cafeen. Det kan man ikke fortænke dem i, jeg havde gjort præcist det samme!

Gåturen startede ud på sydsiden af bjerget Sugerloaf og gik tilbage på nordsiden. Fra sydsiden fra der glimrende udsigt ned over Governors Bay, mens der fra nordsiden var flot udsigt over Christchurch. En fin afsluttende tur.

Så overlevede mine favorit-sko ikke længere

Udsigt fra Carstens hus

Aflevering af bilen gik uden problemer, og vi var i lufthavnen i så god tid, at vi kunne stege en times tid i solen udenfor lufthavnen, inden vi klarede security og boarding. Hele hjemturen gik med Emirates, så det var fornuftige fly. Jeg var heldig at få vinduesplads på turen mellem Christchurch og Sydney, og pga. det gode vejr var der en glimrende udsigt hen over først markerne omkring Christchurch og herefter bjergene og herunder Mt. Cook. Specielt var det fascinerende at se skyerne presse sig op mod vestsiden af bjergkæden, mens østsiden var skyfri. Ved indflyvning til Sydney fik vi en rundtur syd for byen, men det lykkedes ikke at spotte operahuset.

Vi var lidt bagud rent tidsmæssigt, så det blev kun en kort pause, inden vi med endnu et Emirates fly fløj videre. Vi havde regnet med, at vi skulle flyve direkte til Dubai, men vi skulle åbenbart via Bangkok ..., det stod der intet om på billetten. Fik kun småsovet et par timer på den ca. 7 timer lange tur.

Kunstvandings-kunst

Den tørre side af Southern Alps

23. januar: Hjemrejse del 2

Vi ankom til Bangkok kl. ved 2 tiden om natten. Vi behøvede heldigvis ikke forlade flyveren, så jeg fik sovet lidt, inden der atter blev fyldt op med passagerer. På turen videre til Dubai blev det også til et par timers søvn, men jeg var ved at være godt smadret. Vi landede i Dubai ved 7 tiden om morgenen og havde et par timer til flyet mod Danmark. Jeg fik købt at par hukommelseskort til kameraet og fik derudover ikke udrettet det store.

Ruten mellem Dubai og København var ændret pga. enten Ukraine eller Syrien konflikt, så vi endte med at flyve over Iran, op gennem det Kaspiske hav og derefter ind og Rusland, Hviderusland og Lithauen. Jeg havde desværre mistet vinduespladsen, men under et toiletbesøg var der skyfrit ned over stepperne omkring Volgograd.

Vi landede i København ved 14 tiden. Det var heldigvis solskin, men stadigvæk pissekoldt - en hård omstilling efter sommeren i New Zealand. Jeg tog afsked med Emma og gik ud på p-pladsen, hvor Anders holdtklar med taxi-service. Om aftenen lykkedes det mig at holde mig vågen indtil halv ni tiden, hvorefter jeg gik faldt i en tung søvn, som varede helt til kl. 5 næste morgen ... det tog et par dage at slippe helt af med jet-lagget, men det var en lille pris at betale for en samlet set rigtig god og oplevelsesrig ferie i New Zealand.