Jeg havde sagt mit job op hos COWI og haft sidste arbejdsdag d. 23. juli. Jeg havde aftalt, at jeg først skulle starte på mit nye job hos Grontmij d. 11. august, så forude ventede ca. 6 ugers sommerferie. De første par uger blev brugt i Jylland og på Læsø. Herefter var jeg i København en uges tid, inden sommerens primære feriemål: Spanien, og nærmere bestemt den centrale del af Pyrenæerne. Det var første gang, jeg skulle til Pyrenæerne, så jeg sigtede efter nogle af de mest kendte områder og kendte bjergtoppe. Den første 1,5 uge rejste jeg alene rundt, mens jeg den sidste 1,5 uge fulgtes med Fernanda, en bjergbestiger fra Spanien, som jeg havde mødt i Marokko sidste efterår.

Mandag 14. juli: Afrejse

Afrejsen var på den ene side godt timet, da det havde været ringe vejr i to dage, og på den anden side dårligt timet, da det betød, at jeg måtte slæbe bagagen (34 kg …) ned til busstoppestedet i silende regn.
Jeg ankom til lufthavnen i god tid, hvilket måske var meget heldigt, for der var ingen i kø ved skranken, så ham der stod for indcheckning var i godt humør og gav mig vinduesplads med ekstra benplads og så igennem fingre med, at såvel håndbagage som sportstaske vejede et par kg for meget. Det var ikke meget at se på flyveturen pga. skyer, men jeg kunne dog se, at vi fløj ud over Middelhavet nær Rhone flodens udmunding i Middelhavet.

Flyet skulle have landet 22.15, men det var 20-25 minutter forsinket og det tog en evighed at få bagagen. Jeg var derfor først ude fra bagageudlevering lidt over kl. 23. Jeg skyndte mig ud for at finde Goldcars kontor - som naturligvis ikke lå i selve lufthavnsterminalen som alle de andre selskaber. Nej, man skulle vade 5-10 minutter og finde en forbindelsesbus, som kunne fragte en ud til kontoret. Hverken bussen eller kontoret var åbent mere, så der stod jeg og blomstrede i Barcelona lufthavn kl. 23.30. Løsningen blev bus ind til centrum og taxi ud til hotellet.

Tirsdag 15. juli Barcelona

Sov elendigt, da det var svinevarmt hele natten, men var alligevel rimelig frisk ved 8-tiden efter små 7 timers søvn. Fik støvet lidt morgenmad op i nærområdet og tog derefter metroen til Sagrada Familia, Gaudis evighedsprojekt af en domkirke. Jeg var fremme omkring 9.30, og havde læst, at det skulle være forholdsvis let at komme ind tidligt på dagen. 9.30 var tydeligvis ikke tidligt, for der var ca. 1 timers kø, og så kunne man få lov at komme ind kl. 13-14 stykker. Det ville lægge beslag på det meste af dagen, og med kun én dag til at se Barcelona virkede det unægteligt som spild. Jeg gik derfor en tur rundt om kirken og beundrede den udefra. Det er med god grund, at den er et af byens største vartegn. Herefter gik det videre med metro til Placa de Catalunya.

Der havde været mange turister ved Gaudis kirke - og der var stort set lige så mange i centrum af byen. Jeg gik en tur ned at Rambla'en, drejede ind gennem fødevaremarkedet Mercat de Sant Josep, passerede Columbus monumentet og gik et stykke ud af Rambla de Mar, hvorfra der var flot udsigt mod Montjuic højen, centrum af byen samt havnen.

Næste stop var middelalderbyen Barri Gotic med de mange snævre gader, små pladser og utallige kirker. Jeg synes bedst om pladserne Placa del Pi og Place de Sant J. Oriol, da der var færrest turister her. Jeg brugte et stykke tid i katedralen og klostergården men kunne desværre ikke komme op på taget af katedralen pga. siesta. Spiste et par sandwich til frokost på Place del Pi, inden det gik videre mod bydelen La Ribera, som bød på flere snævre gader. Jeg gad ikke gå på museerne i området og satte i stedet kursen mod parkerne lidt længere mod øst. Dette var et kærkomment åndehul med et imponerede springvand og masser af skyggefulde træer.
Efter en længere pause gik jeg forbi triumfbuen og derefter gennem La Ribera og Barri Gotic tilbage til Ramblaen og Placa de Catalunya.

Sagrada Familia

Arc de Triomf

Efter en længere pause gik jeg forbi triumfbuen og derefter gennem La Ribera og Barri Gotic tilbage til Ramblaen og Placa de Catalunya. Jeg havde egentlig tænkt mig først at hente bilen onsdag morgen, men besluttede, at der nok alligevel var smartere at hente den tirsdag, så jeg ikke skulle slås med alt bagagen for at komme ud i lufthavnen igen. Hvad jeg havde forventet ville være en problemløs afhentning af en lejebil en halv dag for sent, viste sig at være et stort cirkus. Bilen var blevet registreret som "No show", ja surprise, når kontoret lukker inden de sidste fly er landet … Jeg skulle derfor først have fat i internetfirmaet, som jeg havde booket igennem. De skulle derefter lave en ny booking, inden Goldcar kunne gå igang med at udlevere en bil. Der var nu gået 1,5 time, og jeg troede trængslerne var overstået. Det var de ikke … Jeg kunne enten vente to timer på at få min Ford Focus, eller jeg kunne få en Fiat 500L med det samme. Fiat'en var, ifølge ham der udleverede den, bedre end Forden. Jeg gad ikke vente 2 timer mere og tog Fiaten. Jeg skulle have ventet, for det var en elendig bil!!!! Tilbage til hotellet i myldretidstrafik og -kø.

Jeg prøvede at tilpasse døgnrytmen til Spansk, men kl. 21 kunne maven ikke vente længere. Jeg gik en rundtur i området omkring hotellet. Selv om jeg var endt i forstaden Bardalona, var der rigtigt hyggeligt med propfyldt på alle cafeer og folk der sad rundt om pladserne, mens en armé af unger stormede rundt.

Onsdag 16. juli: Montserrat

Jeg kørte ud af Barcelona i morgenmyldretid og nordpå mod Montserrat, et kloster (næsthelligste sted i Spanien efter Santiago de Compostela) klemt ind på en bjergskråning i bjergmassivet Montserrat og i alle guide-bøgerne nævnt som "must see" i Catalonien. Navigering og vejskilte gik ikke helt optimalt, men efter 15-20 minutters tågen rundt lykkedes det at finde det enorme P-hus. Flot.

Jeg tog tandhjulsbane op til klostret og gik en kort rundtur. Der var dog ikke adgang ind til kirken pga. messe i et par timer, så i stedet fortsatte jeg med en kabelbane op til bjergkammen. På den måde slap jeg også lidt væk fra hoben af turister, for det virkede til, at det halve af USA, Rusland og Fjernøsten samt en bunke skoleklasser, var dukket op denne dag. Herfra udgik en lang række vandreruter. Jeg havde oprindelig planlagt at gå en anbefalet tur til den anden ende af massivet, hvor den højeste top lå, men der var også en kortere rute nær kabelstationen op til et par ruiner og udsigtspunkter, som så god ud. Afmærkning og kortmateriale var ikke imponerende, men med lidt GPS hjælp fik jeg fundet op til toppen Miranda de Santa Magdalena (ca. 1.125 m) ad små og stejle stier, hvorfra udsigten var imponerende udover massivet. De forblæste klipper mindede en hel del om Black Hills i USA.

Efter St. Magdalena fik jeg fundet retur ned på den større vandresti ud mod toppen St. Jeroni (1.247 m). Ruten fulgte bjergkammen og udsigten var derfor naturligvis glimrende. På selve toppen kom man over træerne, hvilket blotgjorde det hele endnu flottere. Spiste frokost og nød udsigten en halv times tid.

Jeg havde overvejet at gå en anden vej retur, men da jeg ikke havde et ordentligt kort virkede det noget usikkert, og desuden ville jeg ikke fyre alt krudtet af første dag i bjergene. Jeg fulgte derfor samme retur det første stykke retur og drejede herefter ned gennem en dal, inden det til sidst gik stejlt 150 højdemeter ned ad trappetrin. Samlede statistik for turen sagde 8,5 km, 450 m op, 650 m ned, 2 timer og 10 minutters vandring med en gennemsnitsfart på 3,9 km/t og 40 minutters pause.

Montserrat massivet

Montserrat klostret

Montserrat, St. Jeroni

La Morenita

Montserrat, vinderoderede klippeformationer

Montserrat, udsigt fra St, Jeroni

Tilbage ved klostret vrimlede det fortsat medhorder af turister, og der var over en times kø for at komme ind og se den lille madonna statue (La Moreneta), som klostret er meget kendt for. Det behøvede jeg ikke, så i stedet blev det bare til en rundtur i kirken, hvorfra man desuden alligevel kunne se op til statuen. Retur med tandhjulsbanen og videre mod Andorra.

Jeg havde opdaget, at GPS'en ikke ladede op - sandsynligvis fordi en sikring var gået, surprise FIAT-kvalitet. Jeg holdt derfor udkig efter en FIAT forhandler. Jeg fandt ingen i Spanien, men i Andorra lykkedes det og de skiftede den heldigvis på 10 minutter. Gracias. Ellers var det en flot tur forbi Cali bjergmassivet. En del af turen druknede dog i regn, forhåbentligt ikke et typisk fænomen for området.

Andorra var/er ret specielt. Al bebyggelse er klemt sammen i de få større dale. Det er en jungle af hoteller og cafeer, og 1.000 vis af biler, hvilket er en dårlig kombination med den begrænsede plads. Fik navigeret mig frem til Hotel Siracuse, ikke imponerende men billigt. Pizza nær hotellet.

Torsdag 17. juli: Andorra 1 - Coma Pedrosa

Stod op kl. 7, smed lidt hurtig morgenmad ned og kørte derefter af sted mod landsbyen Arinsal i det nordvestlige hjørne af Andorra. Passerede utallige skihoteller, restauranter og rundkørsler, inden jeg nåede frem til p-pladsen i knap 1.600 meters højde. Temperaturen sagde godt nok kun ca. 15 grader, men pga. solen føltes det langt varmere, så det blev shorts, t-shirt og en vindtæt vest, som jeg smed efter 15 minutter.

Dagens mål var Pic de Coma Pedrosa (2.942 m), som er højeste bjerg i Andorra. Turen startede ud gennem en smal dal med gran- og fyrreskov, og krydsede en lang række mindre vandløb. Herefter drejede den op gennem en sidedal, og træerne tyndede efterhånden ud. Jeg mødte et par enkelte andre vandrere, som enten var på vej mod Pedrosa, eller som ud fra mængden af oppakning at bedømme var i gang med GR11 ruten på tværs gennem Pyrenæerne.
Efter en god halvanden times tid nåede jeg op til Refugi de Coma Pedrosa (2.260 m). Jeg havde fundet diverse forskellige kort på internettet, som viste området. Et enkelt af disse viste en sti, som fulgte en bjergkam på grænsen mellem Spanien og Andorra, som så langt mere spændende ud end den normale rute. De andre kort viste ingen rute denne vej. Jeg gik derfor ind på refugiet og spurgte, hvad de var korrekt Værtinden fortalte, at der var en rute, men at der lå meget sne på en del af strækningen, som det dog burde være til at komme forbi. Det var godt nok til mig, og jeg satte derfor kursen mod passet Portella de Sanfons (2.586 m), som lå på bjergkammen. Jeg var nu helt over trægrænsen og udsigten var flot mod bjergene og de enkelte små søer, der lå spredt i lavningerne. Kort før passet så jeg først to bjerggeder og derefter 4-5 gribbe. Jeg var dog før langsom med kameraet, så billederne blev ikke gode.
Der var ingen tydelig markeret sti langs bjergryggen, men nogle steder var der lidt spor og de lidt mere besværlige steder var der et par varder. Da jeg gik langs bjergkammen var der imponerende udsigt på begge sider, dels ind mod Andorra og dels mod de højere bjerge i Spanien (Pica Estats, Aneto m.fl).

På vej mod Ref. Coma Pedrosa

"Griffon Vulture"

Ref. Coma Pedrosa set oppe fra bjergkammen

Pica d'Estats og Val de Baiau

Udsigt fra Pic de Sanfonts, Coma Pedrosa til højre

Jeg passerede et par mindre toppe undervejs, hvorefter de mest markante var Pic de Sanfons (2.884 m) og Agulla de Baiau (2.858 m). Bjergkammen var generelt ikke specielt vanskelig at følge, og faktisk var det sidste stykke på markeret rute fra passet Port de Baiau (2.756 m) op til toppen af Pedrosa det mest vanskelige, da underlaget her var løst, så det mange steder var 3 skridt frem og 1 tilbage. Nåede toppen efter 4 timer og et kvarter Udsigten naturligvis glimrende, selv om der var lidt varmedis. Jeg spiste frokost og snakkede med et par spaniere, som dukkede op kort tid efter mig.

Efter 40 minutters tid gik det retur. Jeg valgte at gå ned at nordvesten bjergkammen, så jeg også lige kunne nå at få bjergtoppen Pic de Baiau (2.881 m) med. Herefter gik det ned gennem dalen el Pla de l'Estany. Det første stykke var enormt ringe med meget løst underlag. Herefter kom der heldigvis et par snefaner, som gjorde nedstigningen mere simpel. Glæden var dog kortfristet, for da sneen slap op ventede blokfelter og stejle skråninger med græs og grus. Først nede i ca. 2.050 m fladede det ud, og herefter gik det på en udmærket vandresti retur til bilen. Temperatur lå mellem 25 og 30 grader, så det var stinkende varmt og der var intet væske tilbage, da jeg nåede bilen efter ca. 7,5 time. GPS'en spyttede 13,4 km og 1.600 højdemeter ud.

Ref. Coma Pedrosa

el Pla de l'Estany set fra toppen af Coma Pedrosa

På vej ned gennem el Pla de l'Estany

Arinsal set fra toppen af Coma Pedrosa

Coma Pedrosa set fra Pic de Baiau

el Pla de l'Estany

Kørte retur til hotellet, hvor jeg lige nåede slutningen på dagens Tour de France etape. Forsøgte herefter et powernap, hvilket ikke var så let, da der var vejarbejde med trykluftsbor og opskæring af fliser lige nedenfor vinduet.
Om aftenen gik jeg en tur i området omkring hotellet. Det var ret surrealistisk. Efter at have været stort set alene i bjergene hele dagen, vrimlede det med folk. Tilsvarende surrealistisk var det, at gågaden i Escaldes-Egordany / La Vella havde flere butikker end gågaden i Aarhus, og der bor kun ca. 75.000 mennesker i hele Andorra. Jeg antager, at de momsfrie regler giver en stor del af forklaringen.

Fredag 18. juli: Andorra 2 - Tristaina

Stod igen tidligt op, spiste en hurtig omgang morgenmad og kørte derefter af sted mod det nordvestlige hjørne af Andorra. Dagens mål lå lidt længere nordpå end dagen før, så denne dag var det Frankrig, der lå på den anden side af grænsen. Det tog en god halv times tid at køre op til startstedet, som lå i et mindre skiområde. Undervejs passerede jeg igen utallige hoteller og restauranter. Andorra må simpelthen være et af de steder i verden, hvor der er flest hoteller og restauranter pr. indbygger.

Klar til afgang 8:40. Temperaturen var kravlet op på 15 grader, og p-pladsen lå over trægrænsen, så der var fuld sol fra starten af, og dermed også dømt short og t-shirt som dagen før. Planen var at gå fra p-pladsen i 2.220 m op på bjergtoppen Pic de Tristaina / Pic de Tristagne (2.877 m), og herefter følge en bjergkam over til toppen Pic de L'Etang Fourcat (2.854 m), og derefter endnu en bjergkam sydpå til en lift, som førte retur til startstedet. Afhængigt af, hvor friske benene var, var der desuden mulighed for endnu et par bjergtoppe nær liften.

Første stykke gik op ad en skråning. Halvdelen af dalen var dækket af skipister, men på den anden side af skråningen forsvandt de ud af syne, og i stedet bød udsigten på bjerglandskaber og -søer. Ruten gik langs med to af søerne, og den første var spækket med ørreder. Ruten klatrede hurtigt opad og landskabet blev mere barsk. Det sidste stykke op på Tristaina var mere stejlt, og benene begyndte at blive lidt tunge - eller også spillede højden lidt ind? Heldigvis kom der flere gange gribbe flyvende forbi som underholdning. På et tidspunkt fløj fem forbi i ren formationsflyvning. Det lignede bombefly fra 2. verdenskrig. Jeg forsøgte, uden meget held, at tage billeder.

Første udsyn mod Tristaina

View tilbage gennem dalen på vej mod Tristaina

Morgengry i Andorra

Tristaina

Fra toppen var udsigten, naturligvis, suveræn. Bjerge hele vejen rundt krydret med bjergsøer, hvoraf der var isflager i et par stykker. Holdt en kort pause og fortsatte derefter ned af vestkammen på bjerget. Bjergkammen fulgte grænsen mellem Andorra og Frankrig. Der var en officiel vandresti, men den var flere steder ret stejl, så vandrestavene røg i rygsækken, så jeg kunne bruge hænderne. 500 m fra toppen drejede den officielle vandresti fra. Jeg vurderede dog, at det var muligt at fortsætte langs bjergkammen. Andre havde åbenbart haft samme holdning, for flere steder fandt jeg stenvarder. Ruten var, som ventet, ikke specielt svær, maksimalt sværhedsgrad I-II, men det var spændende at være på ukendt terræn og nogle steder, skulle jeg koncentrere mig. Toppen af Fourcat blev nået efter 3,5 time. Jeg fandt frokosten frem og kunne i spisepausen følge med i, at to andre klatrere var på vej op ad bjergets nordvestkam.

Flying to the moon

Etang Fourcat set fra toppen af Tristaina

På toppen af Tristaina

Endnu en grib

Etang Fourcat set fra bjergkammen mellem Tristaina og Fourcat

Det havde indtil nu var super vejr, men det var begyndt at trække sammen mod syd, som var den retning vinden kom fra. Pausen blev derfor ikke særligt lang, inden jeg gik retur ned fra Fourcat og derefter fulgte en anden bjergkam sydpå mod liftstationen ved Caraussans. Bjergkammen fulgte igen grænsen mellem Andorra og Frankrig. Der var ikke vist nogen sti på kortet, så jeg havde regnet med, at det igen skulle være lidt "eventyr". Det viste sig dog, at der var en tydeligt markeret rute med både stenvarder og malingklatter. Den eneste udfordring var på et stykke, hvor ruten gik 20-25 højdemeter ned gennem en stejl snefane. Dette var ikke specielt let i Salomon vandresti/løbesko, men med vandrestavene som støtte lykkedes det.

Sjoveste indslag var, da jeg mødte en fårehyrde med to hunde. Hendes schäferhund var tydeligvis meget glad for sne, og den tog flere gange tilløb ned ad en snefane for at kaste sig om på ryggen og siden og kure ned at snefanen!
Jeg passerede en enkelt mindre top undervejs, Pointe de Peyreguils (2.697 m), men pga. vejret blev det kun et helt kort stop. Ved liftstationen lavede jeg en vurdering af vejrsituationen. Det blev fortsat mere mørkt sydpå, men det var stadigvæk ikke kritisk. Der var kun 300 m og 60 højdemeter over til den første top, Pic de Creussans / Pic de Caraussans (2.680 m), så den var klart indenfor rækkevidde. På toppen af Creussans var der 500 m og 70-80 m højdemeter over til den næste top, Pic de Cabanyo / Pic de Cabayrou o de Cabagnau (2.730 m). Vejret så stadigvæk stabilt ud, så den skulle også med. Det meste af stykket var ret let, men til sidst blev det stejlt og hænderne skulle lidt i brug.
Der var ikke flere toppe indenfor kort rækkevidde, så jeg satte kursen retur mod liften, hvor jeg med fornøjelse smed de 6 euro for at suse 400 højdemeter ned. Retur ved bilen efter 5,5 time. Vejret holdt sig pænt hele vejen, men på vejen retur i bilen kom der lidt regndryp. Data fra GPS'en sagde 9,9 km, 1.168 m op, 775 m ned og en gennemsnitsfart på 2,8 km/t. Afslapning om eftermiddagen og aftenen.

Pica d'Estats

På Pic de Cabanyo

Fourcat (venstre) og Tristiana (højre) set fra Pic de Cabanyo

Den hurtige vej ned ...

Lørdag 19. juli: Hviledag

Fik pakket bilen og rullede retur mod Spanien. Lørdagen var udnævnt til hviledag, inden den stod på Pica d'Estats dagen efter. Jeg havde derfor god tid, og det blev undervejs til et par fotostop ved udsigtspunkter og ved en white water kajak konkurrence i byen Sort. Jeg havde læst, at Pica Estats fra den spanske side ligger i et meget øde område. Det var korrekt. De sidste 11 km ind til p-pladsen gik på en ringe grusvej, hvor den elendige FIAT kom på arbejde.

Udsigt fra et bjergpas på vej mod Pica d'Estats

White water i Sort

Hytten Refugio Vallferrare lå kun 15-20 minutters gang fra p-pladsen, så jeg pakkede en større rygsæk med det jeg skulle bruge til overnatning, og tog samtidig den lille OMM rygsæk med, som skulle bruges til topturen. Fremme i hytten spurgte jeg til vejrudsigt og ruteforhold. Vejret var ok, dog med risiko for thunderstorms om eftermiddagen, mens der lå en del sne omkring toppen, hvorfor de anbefalede at slæbe steigeisen med. Hmmm, de lå selvfølgelig nede i bilen, men jeg havde fint med tid, så jeg traskede ned og hentede dem (jeg fik selvfølgelig ikke brug for dem …). Resten af dagen gik med afslapning.

White water i Sort

På vej mod Ref. Vall Ferrera

Crocs ...

På vej mod Ref. Vall Ferrera

Søndag 20. juli: Pica d'Estats

Dagens mål var Pica d'Estats (3.143 m), som er højeste bjerg i Catalonien, samt evt. at par bonustoppe, hvis vejret og benene var til det. Jeg stod op 5:45, så jeg var klar til morgenmad kl. 6. Her var også et par andre grupper ved at gøre sig klar. Vejret var overskyet men uden vind, så forholdene så nogenlunde ud. Trampede af sted 6:30. Første stykke gik stejlt op gennem enebærbuske, gyvel og birketræer. Herefter forløb ruten i længere tid på en lille sti hen langs en bjergskråning, inden den kom ned i dalen Barranc de Sottlo. Herigennem forløb den de næste par km dels forbi sumpede flade områder, dels op ad stejlere bjergpartier og dels langs med to søer. De første par timer var jeg alene, men ved søerne havde flere grupper sovet i telt, så herfra var der en del andre på ruten. Det sidste stykke op til passet Port de Sottlo mellem Pic d'Estats og Pic de Sottlo gik på en stejl sti med løst underlag og enkelte snefaner. De havde nævnt i hytten, at sneen muligvis ville være iset, men den var blød nok i overfladen til, at jeg sagtens kunne stå fast.

Det havde været overskyet hele vejen op gennem dalen, og jeg håbede derfor, at det ville blive solskin på den anden side af passet. Snydt. Her lå i stedet en halvtæt tåge. Ruten gik 60-70 højdemeter ned gennem større snefaner for at komme rundt om en bjergkam. Herefter gik det igen opad gennem sne og klippepartier til passet mellem Montcalm og Pica d'Estats. Vejret var begyndt at blive lidt bedre, og i nogle glimt kunne jeg se toppen af E'stats. Jeg satsede på, at det ville blive bedre senere, så jeg gik op på toppen af Pic du Montcalm (3.077 m) først. Det tog ikke mere end 20 minutter fra passet og retur, en billig måde at få en 3.000 m top i bogen. Bjerget var ikke specielt svært, bare en simpel vandresti, men det er det østligste bjerg over 3.000 m i Pyrenæerne og udsigten dels mod E'stats og dels over mod Andorra var glimrende. Desuden var det fedt at se bjergtoppe svæve over skyerne nede i dalene.

Retur i passet gik det mod E'stats. Heller ikke her var det specielt teknisk. Nåede toppen godt 4 timer efter jeg startede. Skyerne havde lettet lidt mere, så udsigten var glimrende bortset fra mod nord, hvor der lå bunker af skyer. Spiste frokost og nød udsigten en lille halv times tid. På vej tilbage var jeg oppe på nabotoppen Pic de Verdaguer (3.131 m), men det tog ikke mere end 5 minutter, så det tæller vist ikke som den store bedrift.

Blik tilbage ned gennem gennem Sottlo dalen

Estany de Sottlo

Pica d'Estats set fra toppen af Montcalm

På vej op mod Port de Sottlo

På toppen af Montcalm

Udsigt fra toppen af Pica d'Estats

Sneen var efterhånden tøet godt op, så det var muligt hurtigt at gå og glide ned gennem snefanerne. Omvendt var det tungt at traske gennem sneen retur til Port de Sottlo passet. Jeg havde overvejet at gå op på Sottlo, men dels så det lidt krævende ud, dels var jeg ved at være træt og dels blev vejret ringere. Jeg valgte derfor at gå retur ned i dalen. Jeg gik samme vej, som på turen op, men udsigten var alligevel noget anderledes, så tiden gik hurtigt. 15 minutter, før jeg var retur i hytten, begyndte det at småregne, så det var godt, jeg droppede Sottlo. Jeg hentede den store rygsæk i hytten og gik det sidste stykke ned til bilen. I alt 7,5 time. Retur ved bilen sagde GPS'en 21,9 km, 1.800 højdemeter og en gennemsnitsfart på 3,3 km/t. Det var en ok dag på kontoret.

Kørte de 11 km retur ud på asfaltvej og af sted mod Vielha 40 km længere vestpå. Undervejs satte det ind med tung regn og torden (igen, godt jeg droppede Sottlo) og på vej over passet Port de la Bonaigua så jeg mange cykleryttere, som blev pisket af 8-10 grader kold regn. Jeg misundte dem ikke. Fremme i Vielha tog det lang tid at finde hotellet, da vejen ikke var indlæst i GPS'en og da placeringen på kortstumpen på bookingsedlen var forkert. Brugte en livline og kørte ind på en tankstation, som kunne udpege hotellet i en smøge blot 100 m væk.

Udsigt fra toppen af Verdaguer, Frankrig druknet i skyer

På vej ned fra Port de Sottlo

Snefelter nær toppen af d'Estats

På vej retur ned gennem Sottlo dalen

Mandag 21. juli: Aigüestortes 1 - Ref. Amitges

Det var fortsat gråvejr og støvregnede om morgenen, der var dog lovet opklaring, så jeg pakkede bilen og kørte mod Espot, som var udgangspunkt for to dage i nationalparken Aigüestortes. Turen gik tilbage over bjergpasset Port de la Bonaigua, hvor det igen pisregnede. Nærmere Espot stilnede regnen af og det begyndte at se mere lovende ud. Bilen skulle parkeres i nærheden af Espot og herfra var der en god times gang op til vandreservoiret Estany de Sant Maurici, hvor jeg skulle sove to nætter på refugiet Ernest Mallafra (1.890 m). Det var dog også muligt at tage en taxi-jeep op til reservoiret, og da det kun kostede 5 euro lod jeg dovenskaben sejre.

Oppe ved reservoiret var vejret ringere; gråvejr, støvregn og skydække i omkring 2.800 m. Jeg var imidlertid også noget træt efter dagen før, så det passede mig egentlig ok med en rolig dag. Jeg kiggede på kortet efter vandreture uden meget stigning. Det var ikke let at finde, da der var bjerge overalt, men til sidst besluttede jeg mig få at gå op til refugiet d'Amitges (2.370 m), som "kun" lå ca. 500 højdemeter højere. Turen gik på en god vandresti rundt om reservoiret med flere udsigtspunkter. Godt halvvejs drejede den fra og gik gennem en mindre dal med flere små søer. Meget idyllisk.

Ref. d'Amitges lå på en bjergpynt med flot udsigt. Det var dog en stor hytte, og taxi-jeep'ene kunne køre helt derop. Det var derfor mange turister og ikke specielt hyggeligt. Jeg købte en cola og slappede lidt af og planlagde resten af dagen. Det ville ikke være en rigtig vandredag uden bare en enkelt bjergtop, men alle de oplagte mål lå mindst 300-400 højdemeter højere og var skjult i skyerne. I stedet faldt valget på en lille unavngiven knold (2.482 m) små 400 m fra refugiet. Der var ingen stier til toppen, så det gik på tværs gennem blokfelter og lyng. Fra den lille top var der faktisk en ganske fin udsigt.

Udsigt ned over Estany de Sant Maurici

På toppen af "unnamed 2.482"

På vej op mod Ref. Amitges i gråvejr

På turen tilbage til Ref. Mallafra havde jeg fået anbefalet en ny sti, som skulle løbe nord for taxivejen. Ruten startede ved søen Estany de Gran Amitges og gik herefter ned gennem et fuldstændig uspoleret område med flere små søer, blokfelter og moseområder. Klart den mest specielle del af hele turen. Jeg så desuden en flok på ca. 10-12 bjerggeder, hvilket bare gjorde det endnu bare. Ruten var kun løst markeret med stenvarder, og da de på et tidspunkt drejede i den forkerte retning, valgte jeg at skrå direkte gennem terrænet - så kom der også lidt mere vildmark over det.

Efter et par km i "vildmark" krydsede ruten taxivejen. Herfra var der bedre vandresti ned forbi vandfaldet Cascada de Ratera, som var meget imponerende. Ruten gik lige forbi foden af vandfaldet, hvor vandet tordnede 30-40 m ned. Meget voldsomt og fascinerende. Herefter forløb ruten langs med reservoiret, og da vejret nu ved 15-16 tiden var begyndt at klare op, var der flot udsigt ned over søer og over mod bjergtoppene Les Encantats. Retur i hytten sagde GPS'en 12 km og godt 600 m stigning. Herefter stod den på afslapning resten af dagen.

Cascada de Ratera

På vej retur fra Pic Amitges

Les Encantats

Tirsdag 22. juli: Aigüestortes 2 - Pic de Peguera m.fl

Morgenmad serveret kl. 7, så jeg stod op 6:40. Vejret bød ind med skyfri, blå himmel. Perfekt. Dagens plan lød Pic de Peguera (2.960 m), Pic de Monestero (2.877 m) og endelig Gran Encantat (2.746 m), hvis benene stadigvæk var friske.
Jeg startede med at gå op gennem Monestero-dalen og så allerede efter 1 minut et par rådyr. Turen op gennem dalen fulgte Carros de Foc vandreruten, som forbinder ni refugier i nationalparken, så det var en veltrampet sti, og i moseområder var der endda lavet lange strækninger med tykke træbjælker. Ren luksus. Desuden var der rene postkortmotiver ved flere af de små søer, jeg passede undervejs.

Solopgang over Encantats

På vej op gennem Monesto dalen

På vej op gennem Monesto dalen

I ca. 2.500 m drejede jeg fra den primære vandresti og fulgte en mindre sti op mod passet Coll de Peguera (2.720 m). Den gode sti blev nu på flere strækninger erstattet af blokfelter eller snefaner. Sidstnævnte var stadigvæk frosne, så de var spejlglatte. Det sidste stykke op til passet gik gennem løst grus. Fra passet var der flot udsigt over den sydlige del af nationalparken, hvor man kunne så bjergene blive mindre og mere afrundede.

De sidste 250 højdemeter op mod Pic de Peguera gik det første lange stykke på en fin men stejl vandresti. De sidste 100 m ud til toppen gik dog langs selve bjergkammen. Denne bestod af store klippeblokke, de fleste steder et par meter brede, men på begge sider faldt det stejlt mere end 100 m ned. Det var derfor med lidt uro i maven, at jeg gik/kravlede ud på det højeste punkt. Undervejs indhentede jeg en catalaner, og vi fulgtes det sidste stykke. Udsigten fra toppen var helt fantastisk. Ikke en sky i nærheden og varmedisen fra nogle af de foregående dage var væk. Vi kunne se Pic d'Stats, Aneto og selv massivet Montserrat, som lå mere end 80 km væk.

View ned i Monestero dalen

Udsigt fra toppen af Pic de Peguera

På toppen af Pic de Peguera

Udsigt fra toppen af Pic de Peguera

Mit kort viste, at ruten skulle følge nordøstkammen ned. Catalaneren havde dog fået at vide, at den var ændret og i stedet gik ned gennem en snæver slugt på østsiden. Vi kravlede derfor tilbage over bjergryggen og ned gennem den stejle slugt. Dette var klart den sværeste del af bjerget. Herefter gik det på skrå hen over østsiden af bjerget, inden det til slut gik ned ad en stejl græsklædt skråning.

Catalaneren skulle desværre ikke med mod den næste top, så jeg gik alene op mod Pic de Monestero. Der var kun godt 150 højdemeter fra passet Coll de Monestero (2.700 m) op til toppen, så det tog ingen tid at komme derop, da der var en udmærket sti hele vejen. Udsigten var igen glimrende, men det var stegende varmt. Noget surrealistisk at sidde i knap 2.900 m i shorts og t-shirt og svede.

Ruten ned fra Pic de Peguera

Pic de Peguera set fra toppen af Efter Pic de Monestero

Efter Pic de Monestero gik det "off road" over til et mindre pas og ned gennem dalen Valleta Seca. Stykket over til passet gik uden problemer, men det første stykke derfra gik stejlt ned gennem løst grus. Der første stykke var værst, herefter var det "scree surfing". For foden af gruset ventede flere blokfelter og enkelt lidt lettere partier. Igen blev turen krydret med en flok på ca. 10 bjerggeder samt et enkelt tykt murmeldyr.

Valleta Seca dalen, Encantants ligger på højre side

På vej ned gennem Valleta Seca dalen. Encantats til højre.

Da jeg nåede ned i ca. 2.300 m nåede jeg en sti op mod bjergtoppen Gran Encantats. Benene var visne, men klokken var kun 14, så havde masser af tid. Jeg drejede derfor fra. Kort efter mødte jeg et par tyskere, som fortalte, at de var vendt om, da de syntes ruten var for svær men fortalte, et en anden person havde været på toppen. Jeg besluttede derfor at kigge på det.

De første 300 højdemeter gik op gennem en stejl slugt på en blanding af løst grus, løse sten og enkelte mere stabile klippepartier. Elendigt terræn. Fra passet Coll del Encantats (2.600 m), blev det endnu mere stejlt. Nu var underlaget dog heldigvis afløst af stabil kalkklippe. De fleste steder kunne jeg stadigvæk vandre og blot støtte lidt med hænderne, men 3-4 steder var der tale om mere reel klatring. Det var ikke specielt teknisk svært og klippen var god og stabil, men konsekvenserne ved et fald ville være fatale, hvilket et kors kort inden toppen bevidnede om. Nåede toppen efter 45 minutter med høj puls.

St. Maurici reservoiret set fra toppen af Encantats

Drak det sidste væske og samlede kræfter til turen ned. Denne gik med MEGET høj koncentration indtil passet, hvorefter det blev lidt lettere. Turen ned gennem slugten var bare noget bras, der blot skulle overstås. Herefter gik sidste stykke retur til hytten på fin vandresti. En lang dag på knap 9 timer med ifølge GPS'en knap 2.000 højdemeter fordelt over blot 15 og med en gennemsnitsfart på kun 2,7 km/t! Fejrede turen med en øl og slappede derefter af samt snakkede med de andre i hytten resten af eftermiddagen og aftenen.

Onsdag 23. juli: Tour de France

Endnu en dag med glimrende vejr, hvor det virkede ærgerligt at forlade bjergene, men benene kunne godt bruge en pause. Gik op til reservoiret og var heldig, at der efter en halv time dukkede en taxi op, som kunne køre mig retur til Espot. Herefter retur mod Vielha, men et par blaffere i bilen et stykke af vejen, den ene var dansker, hvad er sandsynligheden for det?, og over Bonaigua passet, denne gang i solskin men med slalom mellem køer og heste!

St. Maurici

Encantats

Retur i Vielha var der ren Tour de France stemning med masser af holdbusser og -biler (Canondale, Team Sky, Europcar og Trek). Jeg kunne ikke komme ind på hotellet endnu, så jeg købte i stedet ind til frokost og kørte derefter mod Frankrig, hvor Tour de France passerede forbi kun 15 km fra Vielha. Jeg kørte op mod passet Col du Portillon, som udgjorde etapens første kategori 1 stigning. Der var allerede masser af mennesker på bjerget kl. lidt over 10, men efter at have rundet passet og kørt retur ned, fandt jeg en p-plads ca. 1 km under toppen. Her tilbragte jeg de næste 5 timer, delvist i selskab med en dansk familie, med at se Oleg Tinkoff cykle op, se Tour de France karavanen/cirkusset og modtage store mængder ubrugeligt reklamegejl, se en enorm masse følgebiler og endelig se et Tour felt, som allerede efter godt 50 km var strakt godt ud.

Retur til Vielha og afslapning med resten af Tour de France etapen. Rafal Majka vandt Tinkoff saxo's 3. etapesejr, så Bjarne Riis var lykkelig.

Tour de France invasion af Vielha

Tour karavanen / cirkusset

Tour karavanen / cirkusset

Hovedfeltet med Nibali

Tour karavanen / cirkusset

Tour karavanen / cirkusset

Første gruppe

... og Greibel lukker og slukker

Torsdag 24. juli: Aigüestortes 3 - Gran Tuc de Colomers

Denne dags "udflugt" endte med at blive en del hårdere end planlagt og forventet. Jeg havde læst om en flot tur i "Circ de Colomers" i den nordlige del af nationalparken, som gik forbi en lang række søer og som desuden kunne forlænges til også at omfatte bjergtoppen Gran Tuc de Colomers (2.930 m). Det var forudsagt dårligt vejr op ad eftermiddagen, så jeg stod op kl. 6 for at komme tidligt af sted. Det var kun et kort stykke at køre ud til "Bahns de Tredos (1.760 m), som var det længste op gennem Aiguamog-dalen, jeg måtte køre. Planen var at tage en taxi herfra godt 3 km og 250 højdemeter op til der, hvor vejen sluttede. Jeg stod på p-pladsen kl. 7.30. Der var ikke skyggen af en taxi. Der stod et nummer, som man kunne ringe til. Her lød meldingen, at første taxi kørte kl. 9. Pis.

Jeg gad ikke vente 1,5 time for at spare 3 km, så jeg tog rygsækken på og gik af sted på vandrestien langs floden. Det opgav jeg dog ret hurtigt, for her kom jeg kun langsomt frem, da stien dels gik i et flodleje og dels var spærret af væltede træer. Jeg tog derefter taxi-vejen det meste af turen op til, hvor vejen sluttede.

Vejret var her om morgenen helt perfekt med sol, ingen vind og kun ganske få skyer nede i dalen. Fra vejens endepunkt gik det stejlt op af vandresti til en dæmning ved Ref. Colomers. Turen rundt i Cic de Colomers var en rundtur på ca. 6 km. Jeg valgte at gå "med uret" og startede derfor med den østlige del. Fra den sydlige del af cirklen ville jeg så dreje fra og gå mod Gran Tuc. Der var en del andre vandrere på ruten, som var startet fra refugiet. Turen var, helt som reklameret, flot, da den passerede flere små og halvstore bjergsøer, hvor de omkringliggende bjerge spejlede sig i. "Cirkelruten" gik på fornuftig vandresti, men da jeg drejede fra mod Gran Tuc blev det mere off road og kun markeret med stenvarder. Det første stykke var ok, da det mest var en blanding af græsarealer og enkelte mindre blokfelter. De sidste 1/3 del op mod bjergkammen var langt mere bøvlet. Nu var det enten blokfelter, snefelter eller stejl skråning med løst grus det sidste stykke op til passet i 2.760 m. Solen bankede ned, sveden haglede og benene var der ikke meget krudt i.

Morgengry i Vielha

Circ de Colomers

Lac Obago og Tuc de Ratera

Sidste del af dalen op mod Gran Tuc de Colomers

På vej mod Circ de Colomers

Circ de Colomers

Circ de Colomers / Lac Obago

Udsigt mod Gran Tuc de Colomers (2.930)

Ruten fulgte bjergkammen en halv kilometers penge. Dette var en af de bedre strækninger, for det var ret fladt og der var kun få stenede partier. Dette sluttede imidlertid brat, for det sidste stykke op til endnu et lille pas for foden af de sidste 90 meter af bjerget gik via et stort og stejlt snefelt - nok ca. 35 graders hældning. Indtil da havde Salomon trail-skoene været perfekte, da deres såler nærmest klæbede til stenene i blokfelterne, men foran dette snefelt savnede jeg enten (1) steigeisen, (2) en isøkse eller (3) vandrestøvler med hård sål. Nå, ja gad ikke vende om så tæt på målet. Så jeg gik så meget rundt om snefeltet, som jeg kunne og fandt et sted, hvor det kun var ca. 10-15 højdemeter, der skulle klares. Meget koncentreret fik jeg sparket huller, som fødderne kunne placeres i, og kravlet op til "bergschrunden" ovenfor snefeltet. Denne kunne jeg følge, enten ved at gå på snekammen, gå nede i bergschrunden eller klatre på klipperne lige ovenfor. Et stykke inden passet gik en smal slugt stejlt op af bjerget. Jeg kunne se, at andre havde gået op her, så jeg kravlede op gennem denne. Der var løst underlag og halvspændende klatring et par steder - nok ikke det optimale sted at komme ned igen … Ovenfor slugten fladede det meget ud, og det sidste stykke til toppen var simpelt.

Udsigten var igen fantastisk. Bjerget ligger midt i nationalparken og er et af de højeste punkter. Jeg kunne således se stort set hele parken og herunder de bjergtoppe, jeg havde været på to dage tidligere. Længere væk var det som sædvanligt Pica E'stats og Aneto, der var tydelige. Det var desuden ret fascinerende, at jeg både mod nord og syd kunne fornemme, hvorledes bjergene blev mindre. Dvs. jeg kunne se på tværs af hele Pyrenæerne-bjergkæden.

Jeg spiste frokost og brugte en halv times tid på toppen - der var, toppens utilgængelighed taget i betragtning, ikke så overraskende ingen andre på toppen end mig - inden det gik retur. Jeg havde ikke lyst til at kravle retur ned gennem slugten, så i stedet gik jeg ned til passet. Herfra kunne jeg følge bergschrunden tilbage til mine huggede "fodtrin". Her kravlede jeg meget koncentreret ned igen. Resten af turen skulle være barnemad efter dette.

Det løse underlag ned fra passet i 2.760 m gik ret let, mens det store blokfelt derefter var ved at køre mig godt træt, da koncentrationen skal være høj hele tiden. Efter blokfelterne var planen af skrå over til den vestlige del af cirkelruten. Jeg fulgte ikke særligt godt med på GPS'en, så pludselig stod jeg foran enten at skulle kravle på tværs af en stejl skrænt eller gå 100 højdemeter op ad en skråning. Jeg gad igen af delene, så det blev retur af det østlige ben af cirklen i stedet.
Turen tilbage gik hurtigt, dels fordi jeg småløb enkelte steder og dels fordi skyerne var begyndt at trænge ind, så der ikke var grund til mange fotostop. Retur ved grusvejen var planen at tage en taxi. Der var bare ingen. Et par piger sad og ventede men anede ikke, hvornår der kom en taxi. Nå, jeg gad ikke vente for at køre 3-4 km, så jeg travede retur mod bilen og småløb de steder, hvor grusvejen gik lidt nedad. Retur ved bilen efter knap 8 timer. Jeg var fandme træt, hvilket måske kunne hænge sammen med, at GPS'en sagde 25 km, knap 1.400 højdemeter og en gennemsnitsfart på 4,3 km/t.

Drak en cola, kørte retur til Vielha, så Tour de France og lavede ikke meget mere den dag. Regnen startede, lige som jeg stillede bilen på p-pladsen. God timing! Om aftenen klarede det op igen, men der lå skyer, som lignede noget fra en Stephen King film, rundt om bjergene ovenfor byen. Det så ret flot ud. Jeg gik en tur rundt i Vielha, som viste sig at være ret hyggelig.

Udsigt fra toppen af Gran Tuc de Colomers

View ned over Circ de Colomers

På vej retur ned gennem dalen

Udsigt fra toppen af Gran Tuc de Colomers

Det lidt bøvlede snefelt kort inden toppen

Kort før p-pladsen

Fredag 25. juli: Vielha - Benasque

Vejrudsigten så halvdårlig ud, og benene var ved at være matte, så dette blev udnævnt til hviledag. Jeg gav mig god tid om morgenen og rullede først ved 10-tiden mod Benasque. Vejret var, som varslet, gråt og vådt og flere steder kørte jeg gennem skyerne. Jeg havde overvejet en kort gåtur undervejs, men droppede det pga. vejr og dovenskab. Jeg havde lidt bøvl med at finde hotellet i Sahun, og min søgen i snævre gader i landsbyen faldt sammen med, at himlen for alvor åbnede for sluserne. Trillede ned på en p-plads og læste i en halv time, indtil regnen stilnede af. Undervejs bragede et lyn lige over bilen. Ret imponerende.

Efter regnbygen og lidt mere søgen fandt jeg hotellet. En gammel dame talte udelukkende spansk og forstod ikke, at jeg havde reserveret plads. Efter 10-15 minutter fik hun dog fat i sin søn, som hurtigt fattede situationen. Om eftermiddagen gik jeg en kort tur gennem Sahun og ud til et gammelt kloster i nærheden. Så en enkelt grib svæve over klostret. Selv om det kun var ca. 20 grader haglede sveden, da luftfugtigheden var 99,99%. Fernanda ankom med bus ved 19 tiden i Benasque. Vi fandt en restaurant og spiste aftensmad. Der var ultra-løb denne weekend så byen var fyldt med løbere, og da starten på den lange distance (100+ km) gik ved midnat, var mange allerede klædt i tights og udstyret med minimal rygsæk.

Sahun

Gråvejr over Sahun

Klostret nær Sahun

Lørdag 26. juli: Perdiguero

Vejrudsigten lovede sol og stabilt vejr og det så derfor perfekt ud for bestigning af Pico Perdiguro (3.221 m), da dette ville blive en lang tur. Vi stod tidligt op og der var god service på hotellet, da de stod klar med morgenmad allerede kl. 6.
Vi nåede startstedet, en p-plads i ca. 1.650 meters højde efter 20 min i bil, og var klar til afgang 7:15. Ruten startede stejlt op gennem skov, men allerede efter 10-15 minutter nåede vi over trægrænsen og op i Lliterola-dalen (Ball de Lliterola). Her var flot udsigt med floden på venstre hånd og stejle bjergskråninger op i 2.300 og 2.700 m på. hhv. venstre og højre side. Efter 1-2 km gennem dalen kunne vi desuden begynde at se bjergtoppen Perdigueret samt den sydøstlige bjergkam af Perdiguero. Omtrent samtidig blev stien stejlere op mod en lille sø (Ibonet de Lliterola, ca. 2.500 m). Vi så og hørte enkelt murmeldyr og så desuden en enkelt bjergsalamer, der var "camouflage farvet" og sort og skriggul.

Klar til afgang

Første blik af Perdiguero (til højre)

På vej op gennem Literola

På vej mod Perdiguero

Bjergsalamander

View tilbage ned i Vall de Literola

Aneto / Maladeto massivet

Ved Ibonet de Literola. Perdiguero i baggrunden

Fra søen var der flere ruter mod toppen. Vi havde planlagt at tage en rute op forbi endnu en sø (Ibon Blanco de Lliterola, ca. 2.700 m), men stenvarder markerede en mere tydelig rute, der gik mere eller mindre direkte op på sydøstkammen. Nu fulgte godt 1.000 m vandring/scrambling op gennem først græsskråninger og enkelte mindre klippepartier og sidenhen rene blokfelter. Det gik derfor langsomt med at komme frem… Udsigten fejlede dog intet, og specielt det sidste stykke, hvor ruten fulgte bjergkammen, som en del steder var ganske smal, var det flot.

Vi nåede en fortop (Hito E de Perdiguro, 3.171 m) og herefter var der blot 10 minutter til den rigtige top, som vi nåede ca. 12:15 efter ret præcist 4 timer. Der var et enkelt snefelt til sidst, men det var let at krydse uden steigeisen. Udsigten fra toppen var perfekt mod Posets, Aneto og ind i den franske del af Pyrenæerne, og selv om vejret var optimalt, var der kun 5-10 personer ud over os. Det var desuden fascinerende at se bjergsøer med isflager langt under os.

Kig tilbage på Ibonet de Literola

På bjergkammen op mod Perdiguero

På bjergkammen op mod Perdiguero. Aneto i baggrunden

På fortoppen Hito E de Perdiguro, 3.171 m

View over mod Posets

På bjergkammen op mod Perdiguero

Ibon Blanco de Literola

På toppen af Perdiguero

Vi var på toppen 15-20 minutter, inden vi gik retur. Første stykke fulgte vi bjergkammen samme vej, som vi kom op, men efter et stykke tid drejede vi ned ad den østlige bjergskråning for at komme ned til Ibon Blanco de Lliterola. Der var ingen stenvarder, men det var simpelt nok bare at kravle mellem stenene og ned ad de få steder, der var reelle klipper. Ved søen fandt vi stenvarder igen. De førte dog efter kort tid hen til nogle store og stejle snefelter. Vi vurderede, at det var for risikabelt at krydse uden steigeisen, så disse blev fundet frem fra rygsækken og vi kom hurtigt 100 højdemeter ned. Herefter var vi tilbage på den rute, vi havde fuldt op. Turen tilbage gennem dalen var lang, det var varmt og benene tunge efter mere end 1.700 højdemeter. Retur ved bilen kl. 16:30 efter godt 9 timer. GPS'en sagde godt 15 km, 1.660 højdemeter og en gennemsnitsfart på 2,9 km/t.

Rullede til hotellet og slappede af et par timer, inden vi kørte til Benasque og spiste om aftenen. Opløbet på ultra-løbet var i centrum af byen, og da det løbende dryssede ind med deltagere, var der høj stemning.

Kig ned ad bjergkammen

Ved Ibon Blanco de Literola

På vej tilbage forbi Ibonet de Literola

Kig tilbage op ad bjergkammen

Steigeisen!!!

På vej ned i Vall de Literola

Søndag 27. juli: Posets dag 1

Næste topmål var Posets (3.375 m), der er næsthøjeste bjerg i Pyrenæerne. Der var muligt at køre op til en p-plads i ca. 1.500 m, men der var stadigvæk var ca. 1.900 højdemeter til toppen. Vi havde derfor planlagt at splitte turen op i to dele, så vi første dag vandrede op til Refugio Angel Orus (2.100 m), og herfra til toppen og hele vejen ned på dag 2. Set i bagklogskabens klare lys skulle vi have vandret hele dagen til toppen på dag 1, men mere om det senere.

Da vi kun havde en kort tur op til Refugiet gik vi en kortere tur om formiddagen gennem landsbyen Sahún, forbi reservoiret Embalse de Llinsoles og op til landsbyen/feriebyen Anciles. Her slappede vi af et par timer, inden vi gik retur til hotellet. Det var stegende varmt denne formiddag.

Sahún

Embalse de Llinsoles og dalen op mod Posets

Embalse de Llinsoles

Om eftermiddagen kørte vi op til p-pladsen nær vandfaldet Cascada d'Espigigantosa. Turen derop gik en stor del af vejen på en lettere elendig grusvej, hvor FIAT'en fik nogle tæsk. Fremme ved p-pladsen var der fyldt godt op med biler og vi fik at vide af et par bjergguider, at der på et tidspunkt havde været 60 mand på toppen samtidigt denne dag!

Vi smed rygsækkene på ryggen og vandrede de ca. 600 højdemeter op til hytten på et par timer. Turen forløb via en god sti stejlt op gennem skov og forbi vandfaldet, herefter lidt mere fladt op gennem dalen, inden det til sidst gik 300 højdemeter stejlt op ad en bjergskråning. Dalen og bjergskråningerne var enormt frodige med et hav af bregner og blomster - samt dertil hørende fluer og myg.

Refugiet var forholdsvis nyt og klart blandt de bedre. Vi blev således indkvarteret på en mindre stue med kun 10-12 mand. Refugiet ligger på GR11-ruten og der var derfor ud over folk, der skulle på toppen af Posets, mange vandrere. Ved 8 tiden blev der serveret en 4 retters menu, som dog ikke var specielt ophidsende, og herefter var der udsigt fra terrassen over dalen og en nærliggende murmeldyrs-koloni.

View ned gennem dalen set fra refugiet

Aftenforestillingen i gang på refugiet

Mandag 28. juli: Posets dag 2

Vejrudsigten lød på gråvejr og småregn op ad dagen. Vi stod derfor klar til morgenmadsspisning, så snart køkkenet åbnede kl. 6. Vi fik hurtigt klaret tag-selv buffeten og gik afsted fra hytten ved 6:30 tiden. Vejret så fra starten fornuftigt ud med kun enkelte skyer. Det trak dog hurtigt mere sammen og begyndte at småregne i nogle perioder. Vinden var dog ganske svag og ruten ikke specielt svær, så vi fortsatte.

Solopgang set fra refugiet

Dyrevennen

På vej mod Posets

Murmel

Vi fulgte den normale rute til toppen og nåede ret hurtigt op til "Canal Fonda", en snæver slugt, som ofte er snefyldt. Det var den også denne dag. Sneen var ret hård og for stejl til, at vi kunne gå uden steigeisen. Disse blev derfor fundet frem og spændt på støvlerne. Skyerne trak fortsat mere sammen, men regnen var fortsat ikke så kraftig. Nær toppen af Canal Fonda i ca. 2.800 meters højde lød dog et tordenbrag og mindre end et minut senere endnu et tordenbrag - og klokken var kun 8:30 om morgenen. Pis. Der var kun ca. 600 højdemeter op til toppen, men de sidste 400-500 højdemeter af ruten fulgte en bjergkam og der skulle vi helt sikkert ikke op i tordenvejr. Vi vendte rundt og gik retur mod hytten.

Vejret blev konstant værre med tungere regn, flere tordenbrag og lyn, som vi kunne se ramme bjergtoppe 4-5 km væk. Det meste af tiden virkede det til, at centrum i tordencellen lå nogle kilometer væk, men på et tidspunkt begyndte det at hagle, hvilket jeg tog som tegn på, at det var rykket tættere på os. Vi valgte derfor at søge ly i en mindre bjergkløft i et kvarters tid. Her faldt vi nogle klipper, hvor vi næsten, men også kun næsten, kunne sidde i læ. Da det stilnede lidt af, gik vi retur til hytten og skiftede til mere tørt tøj. Alle andre, der havde været på vej mod toppen, var også vendt om. Et par stykker ville blive i hytten og håbede, at det ville klare op senere på dagen. Vi havde ikke den store tiltro til dette, så efter en kop varm kakao gik vi retur mod bilen. En halvvåd tur, hvor det meget af vejen regnede. Set i bagklogskabens lys skulle vi være gået hele vejen op på toppen dagen før, men vi havde ikke forventet, at det ville tordne allerede kl. halv ni om morgenen. Retur ved bilen sagde GPS'en ca. 14 km og 1.300 højdemeter for hele turen.

Vi skiftede hotel til et hostel i Benasque, hvor der denne dag ikke var meget liv pga. vejret.

Canal Fonda i skodvejr

Tilbage ved refugiet

Tirsdag 29. juli: Ballibierna

Vejrudsigten så ikke alt for god ud med risiko for regn om eftermiddagen. Vi valgte derfor en kortere tur mod "dobbelttoppen" Ballibierna (3.058) og Tuca de les Culebres (3.054 m). Det var muligt at køre med bus op til det ubemandede Refugio de Corones i ca. 1.950 m og vi stod derfor klar ved stoppestedet i Plan de Senarta kl. 9 om morgenen. Ud over os, var der kun to vandrere, så det så ud til, at vi ville blive noget mere alene end på Posets og Perdiguero. Jeg havde forventet en bustur op gennem en bred og forholdsvis flad bjergdal. Jeg tog fejl. Busturen mindede mere om noget man kan se i filmklip fra dødens vej i Bolivia eller lignende. Stejle bjergskråninger på den ene side og 200-300 m stejlt fald - uden afskærmning - på den anden side.

Vejret var bedre end ventet, køligt men klart. Vi fulgte GR11 vandreruten de første 1,5 km og drejede derefter ind på en mindre sti, som kun var markeret med stenvarder. Vi kæmpede lidt med at finde et sted at krydse en mindre å, inden vi kom over trægrænsen og op i en flot bjergdal. Her var udsigt til Aneto-Maladate massivet på den ene side, hvor de højeste toppe var skjult i tunge skyer hele dagen, og udsigt til Tuca de les Culebres på den anden side. Culebres betyder slanger på spansk, og det var tydeligt at se, hvor navnet kom fra, da klipperne på vestsiden af bjerget var vredet og snoet rundt. Vi kom hurtigt op gennem den græsklædte del af dalen og terrænet blev mere stenet, og der var enkelt klippepartier. Efterhånden som vi nærmede os passet Collado de Culebres (2.792 m) blev underlaget løst grus og vinden tog kraftigt til. I passet var det som ved Vesterhavet en dag med stiv kuling.

Vi fandt noget mere tøj frem og gik videre mod toppen. Fernanda havde dog problemer med at holde balancen pga. af vinden og ønskede ikke at gå de sidste 150 m op mod toppen. Vi blev enige om, at jeg hurtigt gik det sidste stykke derop, men hun fandt et sted i læ og ventede. Jeg var lidt skeptisk for, om det var muligt at komme på toppen pga. vinden, men ruten gik op gennem en mindre slugt, og der blev efterhånden mere læ. Der var enkelt steder med klatring af sværhedsgrad I-II nær toppen, men intet videre svært. På toppen af Culebres havde vinden meget overraskende lagt sig meget. Bjergkammen mellem de to toppe hedder ????, hvilket betyder saddel, da man typisk krydser de 10-15 som siddende i en hestesaddel. Jeg havde egentlig regnet med kun at klatre til toppen af Culebres pga. vinden, men da denne ikke var noget problem på toppen, "red" jeg også over til Ballibierna toppen og retur.

På vej mod Ballibierna (toppen i midten)

View tilbage ned i Ball de Ballibierna

Ballibierna set fra og Tuca de les Culebres

På vej mod Ballibierna

På toppen af Ballibierna

View ned mod passet passet Collado de Culebres (2.792 m)

Herefter gik det hurtigt ned til Fernanda. Jeg fortalte, at forholdene var fine på toppen, men hun ønskede ikke at gå derop. I stedet gik vi en lille omvej på vejen ned forbi den lille bjergtop Tuqueta Arnau (2.814), så Fernanda også fik en bjergtop i bogen denne dag. Landskabet mod øst så helt vulkansk ud med sorte klipper og brede bjergkamme. Det så perfekt ud til en vandretur - en dag hvor vinden var lidt mindre kraftig.

Første stykke retur fulgte vi samme rute, som vi havde taget op, men det sidste stykke gik vi mere direkte retur med busstoppestedet ad en mindre vandresti, som gik over græs og gennem skov. Retur ved stoppestedet var der nu en hel del turister, som havde gået kortere ture i området. Jeg undlod at kigge alt for meget ud af vinduerne på bussen, da vi kørte retur ned gennem dalen ... GPS registrerede ca. 11 km, 1.150 højdemeter og en gennemsnitshastighed på 3,1 km/t .

Tuca de les Culebres

Aneto / Maladeto massivet

Ballibierna (venstre) og Tuqueta Arnau (højre) set nede fra dalen

På toppen af Tuqueta Arnau (2.814)

Tuca de les Culebres

På vej retur ned gennem dalen

Onsdag 30. juli: Aneto

Vejrudsigten denne dag så langt bedre ud, så vi besluttede at gøre et forsøg på Aneto (3.404 m), højeste bjerg i Pyrenæerne og et af turens fire hovedmål. Vi stod op 4:50 - skøn sommerferie - pakkede rygsækken og kørte i bil op til Hospital de Benas, hvorfra vi kl. 5:30 tog en bus det sidste stykke ind til La Besurta (1.900 m). Kl. 5:45 stod vi klar til afgang. Det var køligt, men klart og vinden var svag. Perfekt. Vi havde pandelamperne tændt den første halve times tid, men herefter blev det så lyst, at vi kunne slukke dem, og bare nyde at se solen begynde at ramme bjergtoppene over os.

Der var fin vandresti op til refugiet La Renclusa (2.140), men herefter blev ruten dårligere og gik flere steder gennem mindre blokfelter. Jeg havde læst i rutebeskrivelsen, at vi skulle gå op gennem en dal til ca. 2.850 m, for her at krydse op til et pas, Portillon Superior (2.880 m) og derfra gå ned på snefelter på den modsatte side. GPS sporet samt stenvarder drejede dog op på bjergkammen mellem Maladeta og Tuca de la Renclusa langt tidligere, og vi kom derfor til at følge bjergkammen et godt stykke. Vi brugte 5 minutter på at lede efter den rigtige vej op på bjergkammen sammen med en gruppe franskmænd, men da først vi var oppe på ryggen, var denne let at følge, bortset fra sidste 5-10 minutter, hvor vi måtte klatre lidt.

Vejret var efterhånden blevet lidt ringere, da der begyndte at danne sig skyer i dalen. Sigten blev derfor gradvist ringere. Det virkede dog stadigvæk stabilt, så vi spændte steigeisen på og begyndte at krydse snefelterne. Det var reelt kun første stykke, hvor steigeisen var nødvendige. Herefter var det ikke særligt stejlt, og sneen var tøet op i overfladen, så man kunne nok have klaret sig med støvler. Vi passerede enkelte blokfelter, hvor steigeisene skreg mod stenene, men ellers var der sne indtil ca. 100 meter under toppen.

Tågen/skyerne var fortsat tætte, og 200-300 meter under toppen mødte vi to personer, som var på vej ned. Vi spurgte til vejret, da sigten på dette tidspunkt kun var 50-100 meter, og var noget skeptiske, da de svarede, at det var glimrende på toppen. Det viste sig dog, at de havde ret. Det sidste stykke gik stejlt op gennem sneen, men efterhånden kom vi over skyerne, og vejret var perfekt. Pyrenæerne og specielt Maladeta/Aneto bjergkæden delte effektivt vejret op fra øst til vest. Mod nord var Frankrig dækket under skyer og kun ganske få bjergtoppe over 3.000 m stak over skyerne, mens Spanien mod syd omvendt var skyfrit. Enkelte langs med bjergkammen kunne man desuden se skyerne vælte over bjergryggen som vandfald, for hurtigt at blive opløst på sydsiden. Super fascinerende at se og nok flotteste udsigt på hele turen.

Solopgang over Aneto/Maladeto massivet

Skyer og tåge begynder at dannes

Perfekt vejr 100 m under toppen

Sne og tåge ca. 200 m under toppen

Over skyerne

Vi gik det sidste stykke vej op til en fortoppen. Herfra var der et en smal bjergkam på 15-20 meter, Puente de Mahoma, over til selve toppen. Det var ikke specielt svær klatring, maks. sværhedsgrad I-II, men det faldt stejlt ned på begge siden, så Fernanda havde ønsket, at vi tog reb og klatreseler med. De fleste andre klatrere gik over uden, men når nu vi havde slæbt det med, ville det være dumt ikke at bruge det. Jeg klatrede over først og satte enkelte sikringer, hvorefter Fernanda fulgte efter. Fra toppen var udsigten som nævnt suveræn, og vi blev der 15-20 minutter. Der var, som et af de få steder i Pyrenæerne, et kors på toppen, som var beklædt med tørklæder og bedeflag.

Udsigt fra Aneto

På toppen af Aneto

Udsigt fra Aneto over mod Ballibierna

På toppen af Aneto

Udsigt fra Aneto, vandfald af skyer

Velfortjent pause. , Puente de Mahoma i baggrunden

Turen ned gik etur over Puente de Mahoma og ned til vores steigesisen, som vi havde smidt, hvor sneen sluttede. Nedstigningen gennem sneen gik hurtigt. Vi tog en anden rute ned, og var her i stand til at gå i sne helt ned til ca. 2.700 m. Herfra fulgte dagens efter min mening værste stykke. 200 højdemeter stejlt ned gennem en bjergskråning dækket med moræneaflejringer, da omfattede løse aflejringer af alt fra ler, sand og grus op til klippeblokke på størrelse med små biler. Fra søen Base del Salterillo blev det lidt mindre stejlt og der var en slags sti, vi kunne følge.

På tilbage ned i skyerne

En af mere stejle sektioner med sne

Det sidste stykke retur til La Besurta var rigtig flot. Vi kom ned i en bred bjergdal, hvor åerne slyngede sig og hvor der i den fjerne ende gik flere hundrede køer. Vi måtte smide støvlerne for at krydse en enkelt af åerne, men herefter var der fin sti det sidste stykke. Dalen er meget speciel på den måde, at alle åerne via et par vandfald løber ned i en kløft, som slutter brat i en slugt omgivet af 30-50 meter høje klippeskrænter, hvor floden blot forsvinder. Stedet hedder Forau d'Aiguallut og vandet skulle eftersigende løbe under bjergkæderne og dukke op igen i Val d'Aran 5-10 km væk. Meget fascinerende.

Med tunge ben gik vi de sidste par km retur til La Besurta, som vi nåede kl. 15:45 efter 10 times vandring. En fed lang dag i bjergene! GPS sagde 16,7 km, ca. 1.550 højdemeter og en gennemsnitsfart på 2,7 km/t. Vi tog bussen ned til bilen, skiftede til noget renere tøj og kørte i bil et par timer over til landsbyen Broto, som lå syd for nationalparken Ordessa, hvor de næste bjerge ventede.

Plan dels Aigualluts

Vandfald ovenfor Forau dels Aigualluts

Forau dels Aigualluts

Murmel

Vandfald ovenfor Forau dels Aigualluts

På retur mod Besurta

Torsdag 31. juli: Perdido dag 1

Vejrudsigten lovede fint vejr for denne dag, mens de følgende dage så dårligere ud og for den følgende dag blev der lovet regn allerede fra midt på dagen. Den oprindelige plan var at vandre 900 højdemeter fra p-pladsen (1.300 m) op til Refugio de Goriz (2.200 m), overnatte her og så vandre de sidste 1.200 højdemeter op til toppen af Monte Perdido (3.355 m) dagen efter. Vi vurderede dog, at den bedste sandsynlighed for at nå toppen ville være at vade alle 2.100 højdemeter op til toppen den første dag, og så tage overnatningen på vej ned. Vi spiste derfor morgenmad på hotellet kl. 8, det tidligste der var muligt, kørte op til bjergbyen Torla, og tog bussen herfra ind til p-pladsen Pradera de Ordesa. Her stod vi klar til afgang kl. 9:30.

Hele ruten gik gennem Nationalparken Val de Ordesa Y Monte Perdido, som ikke uden grund er kendt for at være blandt de flotteste i Spanien. Dette skyldes specielt de stejle kalkklipper, som mindede mig meget om nogle steder i Dolomitterne. Vi startede i høj sol gennem Ordesa dalen. De første mange km gik på en lille grusvej gennem bøgeskov og vi kom hurtigt frem med fik ikke bugt med mange højdemeter. Efter et stykke blev dalen mere smal, grusvej blev udskiftet med vandresti og vi passerede en lang række vandfald. Længere oppe åbnede dalen op igen, og der var flot udsigt mod bjergtoppene Perdido og Anisclo gennem en dal dækket med gule blomster.

Længst oppe i dalen nåede vi vandfaldet Cascada Cola de Caballo. Herfra gik stien stejlt og delvist sikret med kæder op ad bjergsiden, for derefter at flade lidt mere ud frem mod refugiet. Vi nåede hytten efter godt 3 timer. Vi spiste en hurtig omfang brød, skinke og spejlæg, tyndede lidt ud i indholdet af rygsækken og fortsatte videre mod Perdido.

De første vandfald i Val de ordesa

På vej op gennem Val de Ordesa

Val de Ordesa

På vej op gennem Val de Ordesa

Første blik af Perdido, toppen til venstre, vi mangler stadigvæk 1.900 højdemeter

Cascada Cola de Caballo

Det gik nu langt mere stejlt op af bjergsiden. De fleste steder var stien dog ganske fin og kun enkelte steder var der små klippepartier, blokfelter og små vandløb. Langt de meste af ruten gik gennem kalkklipper, men et enkelt sted var disse sjovt gennemskåret af et bånd af mørkegule sandsten. Turen op gennem dalen sluttede ved en lille sø, Lago Helado, klemt inde mellem Perdido og nabobjerget Cilindro. Herfra gik stien stejlt de sidste 300-400 m op til toppen af Perdido; først over en lille bjergkam og derefter stejlt op gennem løse sten og løst grus. Dette var klart dagens tungeste stykke. Der ligger ofte sne på en del af denne strækning, men vi havde hørt i hytten, at dette vi gå udenom, så vi havde efterladt isøkse og steigeisen. Det viste sig da også, at der kun var en enkelt klat sne kort før toppen, som let kunne klares i vandreskoene og -støvlerne.

Det sidste stykke op mod toppen

Blik ned gennem slugten

På bjergkammen på vej mod toppen

Cilindro set kort før vi nåede toppen af Perdido

Toppen blev nået kl. 16:30 efter ca. 7 timers vandring. Vi var, tidspunktet taget i betragtning, ikke overraskende de eneste på toppen, og vi blev der 20-30 minutter for at nyde udsigten, som selv med varmedis var glimrende.

Turen retur til hytten gik hurtigt, specielt det første stykke med løst grus fløj vi ned igennem. Resten af turen gik også fint og da vi åbenbart havde ramt murmeldyrenes "rush-hour", vrimlede det med dem på turen ned. Refugio Goriz blev nået kl. 19:30 efter ret præcist 10 timers vandring inkl. pauser. Vi havde hele dagen været lidt i tvivl om, hvorvidt vi kunne nå ned inden sidste servering af aftensmad kl. 20, men den endte vi med at klare uden problemer. Overnatning foregik på store stuer. Køjesenge i 3 niveauer med 10-12 personer i hvert lag. Der var sjovt nok ikke det bedste indeklima.

På toppen af Perdido

På toppen af Perdido

På toppen af Perdido

På toppen af Perdido

Udsigt fra toppen af Perdido

På vej ned fra Perdido

På vej ned fra Perdido

Endnu et murmeldyr

På vej ned fra Perdido

Tilbage ved Ref. Goriz

Fredag 1. august: Perdido dag 2

Vi havde booket en overnatning mere på Ref. Goriz, men vejrudsigten lød stadigvæk på regn fra ved 11-tiden og ligeledes regn næste dag. Der var derfor ingen grund til at blive oppe i bjergene, så vi spiste morgenmad kl. 6, så vi forhåbentligt kunne nå ned i dalen, inden regnen satte ind. Vi valgte at gå en lille omvej ned og i stedet for at gå den direkte vej gennem dalbunden, fulgte vi en sti oppe på den sydlige bjergskråning, Faja de Pelay. Fra stien var der en glimrende udsigt ned over dalbunden og over mod kalkbjergene på den modsatte side. Når vi kiggede tilbage op gennem dalen kunne vi se, at Perdido efterhånden blev dækket af skyer, så vores beslutning om at bestige det dagen før havde været korrekt.

Faja de Pejay sluttede ved et udsigtspunkt højt over dalbunden, hvor der var flot udsigt ned over dalen samt op mod Breche Rolanda - et af de mest kendte steder i Pyrenæerne. Vi holdt en kort pause her, inden det gik meget stejlt 500-600 højdemeter ned til dalbunden. Knæene var godt smadrede, da vi nåede ned. GPS sluttede på 35 km, ca. 2.400 højdemeter (heraf 2.100 på dag 1) og en gennemsnitsfart på 3,7 km/t. Vi tog bussen retur til Torla og ved 12-tiden, mens vi gik mod bilen, satte regnen ind. God timing. Senere på eftermiddagen kom der tordenvejr og kraftigt regnvejr. Godt vi var nede fra bjergene. Brugte resten af dagen på afslapning i Broto.

På vej ned fra Ref. Goriz. Skyerne er allerede på vej ind

Val de Ordesa

Det ligner Dolomitterne, men der er stadigvæk Val de Ordesa

Udsigt op mod Breche Roland

På vej ned fra Ref. Goriz. Skyerne er allerede på vej ind

Val de Ordesa

Val de Ordesa

Pico Otal

Lørdag 2. august: Pelopin

Vejrudsigten spåede igen regn og torden fra midt på dagen, så der var ingen grund til at forsøge at bestige højere toppen. Jeg søgte længe efter alternativer og valget faldt til sidst på nogle lavere bjerge på omkring 2.000 m vest for Broto, hvor vi kunne køre i bil op til ca. 1.400 meter op til passet Puerto de Cotefablo. Vi var fremme ved startstedet ved halv 10 tiden. De første 200 højdemeter gik stejlt op gennem en regnvåd skov. Herefter nåede vi en bjergkam med en blanding af græs og små områder med skov, hvor vi kunne følge en ringe kørevej med utallige koklatter videre op mod den første "bjergtop" i 1.942 m. Fra toppen var der en fin udsigt og landskabet var helt anderledes end de foregående dage. De stejle granit og kalkklipper var nu afløst af blødere græs- og skovklædte skråninger. Desuden kunne vi et godt stykke under os se ruinerne i en forladt landsby.

På vej op gennem skoven

Punkt "1.942"

Over trægrænsen

Den forladte landsby Tapia

Vejret så nogenlunde stabilt ud, så vi fortsatte videre mod først "bjergtoppen" Pelopin (2.005 m) og sidenhen punktet 1.972, som blev døbt Fernandas Peak, da hun var født dette år. Himlen blev herefter gradvist mere og mere grå, og der var ca. en times gang ud til næste bjergtop. Vi besluttede derfor at gå retur til bilen. Tilbage efter godt 3 timer. GPS'en sagde godt 8 km og 700 højdemeter. Det var ganske udmærket for en hviledag.

På vej mod Pelopin, "bjerget" til højre

Udsigt fra Pelopin

På vej mod "1.972"

På toppen af Pelopin

På vej mod "1.972"

På vej retur til bilen

Vi kørte til Torla, som var hyggelig, og spiste frokost, hvorefter vi kørte op gennem Bujaruelo dalen til Refugio San Nicolas, hvor vi havde booket overnatning. Inden aftensmaden gik vi en kort rundtur i nærheden af refugiet, hvor vi bl.a. passerede en bro fra middelalderen, et flot vandløb samt havde fin udsigt mod bjergtoppene højt over os.

Torla

Puente de Bujaruelo

Dalen ved Bujaruelo

Søndag 3. august: Pico de Bernatuara

Den oprindelige plan var at bruge denne dag på at gå op på 3.000 meter bjerget Taillon. Den plan argumenterede jeg for, at vi droppede af tre grunde: (1) vejret så fortsat ustabilt ud, (2) der var tale om en tur på mindst 1.800 højdemeter, hvilket var meget, da der kun ville være 900 højdemeter, hvis man startede fra den franske side af bjerget i stedet for den spanske og (3) bjergtoppen var ikke specielt interessant, da der gik en let sti hele vejen derop. Fernanda var ikke svær at overtale til, at vi i stedet valgte den lettere top Pico de Bernatuara (2.515 m), som "kun" bød på 1.200 højdemeter.

Vi startede igen tidligt ud, da vejrudsigten meldte om risiko for tordenvejr om eftermiddagen. Ruten gik stejlt op gennem skov på en stenet vandresti, hvor det dog var lykkedes at drive køer op. Efter et stykke tid drejede vi ind på en mindre sti, krydsede et vandløb ved at springe lidt fra sten til sten og kom over trægrænsen. Netop som vi kom ud af skoven, så jeg et par store fugle hoppe afsted. Mine første tanke var: "strudse", hvilket, erkender jeg blankt, ikke var videre realistisk, og få sekunder senere ændrede jeg det dog også til gribbe. Det blev lynhurtigt styrket af en sødlig og meget tydelig lugt, som skulle vise sig at komme fra en død ko. Det viste sig, at den døde ko lå midt på stien, og vi talte ikke mindre end 20-25 gribbe, som hoppede eller fløj væk fra ådslet for at sætte sig 50-100 meter længere væk. Lige så elegante gribbene er, når de flyver om bjergtoppene, lige så klodsede er de, når de hopper på jorden. En blanding mellem en struds og en gås er ikke helt ved siden af.

Stien fortsatte stejlt op ad en græsklædt skråning og ind i en mindre dal, som lignede noget fra Skotland: græs, klipper og mange små vandløb.

Griffon vultures

På vej mod Pico de Bernatuara

På vej mod Pico de Bernatuara

På vej mod Pico de Bernatuara - selv om det ligner Skotland

Omkring 2.300 m skulle vi dreje ind på en mindre sti, som via den mindre bjergtop Crapera skulle føre os på toppen af Pico de Bernatuara via sidstnævntes sydkam. Der var dog ikke nogle spor af hverken stenvarder eller andre tegn på, at andre havde gået denne vej tidligere. Crapera så vanskelig ud, så i stedet satte vi kursen mod passet mellem de to bjergtoppe. Turen derop gik først gennem løst underlag (tallus) med skiferflager, indtil vi nåede selve bjergkammen, som bestod af 2/3 fast skiferklippe og 1/3 løse skiferflager. Vi overvejede igen, hvad vi skulle gøre, men valgte så at klatre op ad klippen mod passet; sværhedsgrad I-II. I passet og ved bjergkammen var der imidlertid stadigvæk intet spor af nogen sti. Klippen var dog lidt bedre, så vi fortsatte langs bjergkammen i små 200 meter, indtil vi kom ud østsiden af bjerget, hvor det fladede meget ud. Det var som sagt ikke specielt svær klatring, men der var langt ned til begge sider, og klippen var mange steder elendig, så koncentrationen var høj. Fra østsiden af bjerget kunne vi se, at der gik en fin lille sti hele vejen til toppen. Denne var også registreret i GPS'en, men var ikke vist på nogen af vandrekortene, vi havde set ...

Fra toppen var der en udmærket udsigt over de omkringliggende bjerge. Specielt omkring Taillon ragede de godt i vejret. Toppene var dog dækket af skyer, så vi var godt tilfredse med, at vi ikke var gået derop. Vi holdt en kort pause på toppen og gik derefter ned (via østkammen) forbi en lille sø, Ibon de Bernatuara, og herefter samme vej, som vi kom op. Vejret holdt sig fornuftigt hele vejen ned til refugiet, hvor det pludselig vrimlede med turister, som badede og soppede i floden. GPS'en tikkede ind med 11,2 km, 1.200 højdemeter og en gennemsnitsfart på 2,9 km/t.

Vi skiftede til renere tøj og kørte i bil mod turens sidste hotel beliggende i Catalonien. Et hotel, der lignede noget fra USA, og bortset fra at ligge ud til en hovedvej ikke rigtig lå i nærheden af noget. Undervejs til hotellet kørte vi gennem flere meget kraftige regnbyger - igen godt at vi droppede den længere tur op på Taillon. Aftensmad på torvet i den nærliggende landsby Vilaller.

Den sidste stump af sydkammen

På toppen af Pico de Bernatuara

Syd kammen - den var markant mere bøvlet, end den ser ud

Blik tilbage på sydkammen og Crapera

På toppen af Pico de Bernatuara

På vej ned fra Pico de Bernatuara

Mandag 4. august: Tuc de Molieres

Vejudsigten sagde igen risiko for tordenvejr om eftermiddagen, så vi udvalgte igen en "mindre" top, Tuc de Molieres (3.013 m), med "kun" 1.200 højdemeter, og hvor vi ville gå i læ for evt. torden stort set hele vejen. Vi fik hotellet til at stille morgenmad frem til os, så vi kunne komme tidligt af sted, og stod derfor klar til afgang fra den sydlige ende af Vielha tunnelen (ca. 1.600 m) kl. 7:15. Vi havde lidt svært ved at finde startstedet nord for åen og endte med at parkere syd for åen. Dette betød, at vi kort efter start måtte krydse denne - en særdeles kold fornøjelse. Herefter fulgte et kort stykke på en god sti, inden stien blev markant ringere gennem bøgeskov med flere vandflad og åbne strækninger dækket med blomster. Efter en god times tid blev der mere stejlt, og stien gik op i den mellemste del af dalen, Pleta Naua. Nogle steder var stien placeret lige ved siden af et vandfald, så vi stort set gik i vandløbet.

I Pleta Naua ventede blokfelter, inden det igen gik stejlt op til den øvre del af dalen, hvor der ventede flere stenfelter samt tre mindre søer. Der flød isflager rundt i disse, og i en enkelt lignede det nærmest, at der kom en gletscher ned, så tykke var snefanerne over søen. Vi måtte også selv krydse disse snefaner, hvilket ikke var helt enkelt, da vi havde efterladt steigeisen og isøkser. Snefelterne var dog ikke så stejle, og den længste passage kun ca. 50 m.

Øverst oppe i dalen ventede ca. 20 meters klatring (I-II) op til passet Collada de Mulleres (2.936 m), hvorfra der kun var 5-10 minutters simpel scrambling op til toppen. Vi havde kun kunnet se toppen af Molieres den sidste halve times tid, men fra toppen åbnede det lidt op, så der var fin udsigt nordpå mod Frankrig samt over mod Aneto massivet, hvor toppene dog var dækket af blygrå skyer.

Opstigning til Pleta Naua

Den første af de tre søer

Snefelter øverst oppe i dalen

Udsigt fra toppen af Molieres

Pleta Naua

Den anden af de tre søer

På toppen af Molieres

På toppen af Molieres

Udsigt fra toppen af Molieres

Vi blev kun på toppen i 5-10 minutter pga. vejret, men jeg nåede at snakke lidt med en tysker, som vandrede HRP-ruten. Herefter gik det retur samme vej, som vi var kommet op. Vi var retur ved bilen kl. ved 15 tiden efter ca. 8 timers vandring. GPS'en sagde 14 km og 1.400 højdemeter. Mine ben var godt smadrede, for selv om der"kun" var 1.400 højdemeter, var det tungt terræn stort set hele vejen.

Aftensmad i Pont de Suert, en ikke specielt hyggelig by 5 km fra hotellet, hvor vi spiste på en restaurant, som lå placeret over for en kirke, som lignede noget, der var bygget i Østeuropa i 1050'erne.

På vej ned fra Collada de Mulleres

Blik tilbage op mod Collada de Mulleres (midten) og Molieres (venstre)

På vej retur ned i dalen

Vandfald på vej ned fra Molieres

Den sidste af de tre søer

Og endnu et murmeldyr

Tilbage i dalen

Næsten tilbage ved bilen

Tirsdag 5. august: Pic de Comaloforno

Vejret så lidt bedre ud denne dag, så vi udså os en lidt mere udfordrende bjergtop, Pic de Comaloforno (3.029 m), beliggende i den vestligste del af Aigüestortes nationalparken. Vi stod som sædvanligt tidligt op, og var klar på p-pladsen ved foden af den ret imponerende Emassament de Cavallers dæmning (ca. 1.700 m) kl. 7.

Ruten gik først op til toppen af dæmningen og herefter hen over denne. En flot start. Derefter gik det stejlt op ad bjergskråningen øst for søen. Stien var markeret med stenvarder, men flere steder var vi nødt til at klatre lidt på klipper og et enkelt sted op gennem en smal "skorsten". Efter godt 300 højdemeter kom vi over trægrænsen og det fladede lidt ud. I stedet ventede dog store blokfelter, hvor vi efter et stykke tid spottede en flok på 10-12 bjerggeder 50-100 meter væk. Jeg mistede hurtigt kontakt med stenvarderne, som hidtil havde markeret ruten, og gik videre efter stierne registreret i GPS'en. Jeg burde nok have zoomet lidt ud på GPS'en, for først da ruten drejede ind i en sidedal, begyndte jeg at undre mig over retningen. Det viste sig, at vi fulgte en sti mod en anden bjergtop, end den vi havde planlagt. Vi drøftede, hvad vi skulle gøre. Vejret så stadigvæk fornuftigt ud, så vi gik retur til det rigtige spor. En træls fejl som kostede 100 højdemeter og 40 minutter, men som lærte mig en del om, hvordan jeg skal bruge GPS'en rigtigt.

Dæmningen ved Emassament de Cavallers

Den faske vej fik op i passet til højre ...

Isard's

På vej mod Comaloformo

Efter at være kommet tilbage på rette vej nåede vi hurtigt om på nordøstsiden af bjerget, hvor vi ramte en lettere rute mod toppen. Her ventede dog store snefelter. De var ikke specielt stejle, men nåede enkelte steder 35-40 grader. Vi kunne nok godt have kommet igennem uden steigeisen, men nu havde vi slæbt dem med, og det var langt sikrere og hurtigere, at gå med dem på. Vi kæmpede os 300 højdemeter op gennem halvtung sne, hvor vi undervejs passerede et par søer med isflager samt enkelte blok- og klippefelter, hvor steigeisene skreg mod stenene.

Øverst oppe i dalen sluttede snefelterne. I stedet ventede små 100 højdemeter på overvejende løst underlag. Det var noget tungt og usikkert og kæmpe sig op igennem. Vi fandt ikke den letteste vej til toppen, og endte derfor med at klatre op gennem en stejl slugt (sværhedsgrad II). Mens jeg sad ovenfor slugten hørte jeg pludselig noget over mig. Jeg kiggede op og blev noget overrasket over at se en anden klatrer stå på toppen blot 5 meter over mig. Vi havde ellers ikke set en sjæl siden p-pladsen, men han var kommet op fra den modsatte side. Fra bjergkammen var det simpelt at komme det sidste stykke op på toppen, som blev nået efter 5,5 time.

Vi nød udsigten fra toppen, selv om de fleste omkringliggende bjergtoppe var skjult i skyer. Den anden klatrer, en catalaner, havde også været på nabotoppen, og det trak noget i benene for også at klatre derover. Han fortalte dog, at klipperne var meget dårlige og at det var risikabelt uden hjelm. Vi droppede derfor hurtigt denne plan.

Blik op mod Comaloformo. Ruten gik mere eller mindre op gennem midten af billedet

Stejl snefane på vej mod toppen

På toppen af Comaloforno

Vandrestøvler ... drop det

Udsigt fra toppen af Comaloforno

Turen ned gik ganske let. Først fandt vi den rigtige, og lettere, vej ned fra bjergkammen, og derefter kunne vi følge snefelterne hele vejen ned til ca. 2.500 højdemeter. Et enkelt sted lå sneen meget stejlt gennem en smal slugt, og vi kunne høre vandløbet nedenunder. Der var dog over 1 m sne, så vi antog - korrekt - at sneen godt kunne bære vægten. Efter snefeltet gik det stejlt over stejle skråninger med græs, sten og klipper, inden vi nåede en stor slugt, Barranc de Riumalo, som vi fulgte ned. Flere steder gik stien lige ved siden af vandfald og fossende vand - flot.

I bunden af slugten nåede vi ned i en store dal. Nu manglede blot små 2 km tilbage til bilen langs med reservoiret Estany de Cavallers. Stien var stort set flad, men selv de små stigninger trak nu søm ud af benene. Når vi kiggede tværs over søen kunne vi se den stigning, som vi var startet dagen med. Den så meget stejl ud, og vi klappede os selv på skulderen over, at vi var klatret den var op. Tilbage ved bilen efter 9,5 time. GPS'en sagde 14 km, 1.500 højdemeter og en gennemsnitsfart på blot 2,4 km/t, hvilket fortæller lidt om, hvor tungt terrænet havde været på denne tur.

På vejen ned fra bjerget kørte vi forbi landsbyen Taüll, hvor der lå en kendt kirke, som vi beundrede fra en cafe overfor, mens vi drak en velfortjent weissbier.

På vej ned fra Comaloforno

Steigeisen!!!

Stejl nedstigning

Atter en bjergsø med isflager

Udsigt mod den centrale del af nationalparken

Kirken i Taüll

Onsdag 6. august: Hjemrejse

Vi kørte fra hotellet ved halv otte tiden mod Barcelona. Det første lange stykke gik på småveje gennem bjergene, hvor der mange steder var flot udsigt. Specielt en strækning gennem nogle kløfter, der lignede noget fra USA, var flot. Morgenmad på en cafe i Pobla de Segur og motorvej det sidste stykke ind til Barcelona, hvor vi passerede Montserrat massivet, som også fra sydsiden var imponerende.
I Barcelona var det bagende varmt. Fernanda tog toget til Madrid, mens jeg tog flyveren hjem til København.