Tenerife, marts 2014

 

4 måneder uden ferie og nogle måneder med alt for meget arbejde. Jeg trængte i den grad til at komme afsted! Det var ikke blevet til en skiferie i vinteren 2013/2014, men efter 4-5 måneder med gråvejr trængte jeg også mere til noget sol. Hvor finder man dette i marts måned? De Canariske Øer! Hvilken en af dem er bedst til vandring og aktiv ferie? Lidt søgning på summitpost og et par rejsebøger pegede på Tenerife! En søgning blandt vennerne viste, at Sheena gerne ville med og havde tid et par uger senere, så med 2 ugers varsel blev der booket tur.


Søndag 9. marts

Afgang med fly fra Kastrup sidst på formiddagen. Mødte Sheena i lufthavnen, fik klaret indtjeckning og boardet flyet uden forsinkelser. Flot flytur ned over Europa, hvor der var skyfrit meget af vejen ned over Falster, Lolland, Nordtyskland, Paris, Biscayen og Picos del Europa.

På Tenerife var vejret omvendt overskyet og på turen fra lufthavnen til hotellet begyndte det endda at småregne. Det var ikke en del af planen! Vi fik fundet vores lejebil, en halvslidt Ford Focus, som dog viste sig at være ganske ok, og kørte gennem et halv tørt sydvest-Tenerife og op mod Los Gingantes på vestkysten. Det var ikke mange åbne butikker på denne søndag, men i en mindre by lidt før Los Gigantes fandt vi en åben købmand, hvor vi kunne få købt madvarer ind til de første par dage. Gik en tur langs havnen og kysten og fik her for første gang set lavaformationer.

I Los Gigantes skulle vi bo på hotellet Diamond (smukkere navn skal man lede længe efter). Lejligheden var ok uden at være prangende, men udsigten var flot ned over havnen og over mod naboøen Gomera samt nord på op mod klipperne "Los Gigantes", som rejste sig 500-600 m over havet.
.


Panorama med Los Pajaras bjergkammen i midten

 

Mandag 10. marts

Det var fortsat noget overskyet mandag morgen, så vi udså os en vandretur nær kysten, hvor vejret så bedst ud. Valget fandt på en tur ud langs bjergkammen "Los Pajares". Bjergkammen ligger i Teno bjergene syd for Masca kløften, hvor der er en meget populær vandretur, som vi gik senere på ugen.

Vi kørte i bilen op mod bjergene. I fugleflugt var der ikke mere end ca. 10 km, men på de snoede bjergveje tog det over en halv time. Vejret var som nævnt ikke imponerende, og da vi desuden var tidligt ude, havde vi bjergene og bjergvejene stort for os selv. Vi fandt en lille p-plads til bilen og pakkede rygsækkene. Vejret var som nævnt noget gråt, så regnjakken røg med. Dette skulle vise sig at være fornuftigt, for efter 15 minutter begyndte det at småregne. Vi overvejede lidt, om vi skulle vende om, men efter 5-10 minutter klarede det heldigvis op og resten af dagen opførte vejret sig pænt. Teno bjergene og herunder bjergkammen Los Pajaras var vilde og overraskende grønne. Der var således masser af småbuske og kaktusser.

Vandreturen var ikke nævnt i nogen af guidebøgerne, men jeg havde læst om den på summitpost.org. Der var da også en fin sti det meste af vejen, og ruten var generelt fint markeret med små stenvarder. Mod nord faldt bjergkammen stejlt ned mod Masca kløften og der var en flot udsigt over mod Masca landsbyerne. Mod syd var bjergkammen knap så stejl, men der var også her en flot udsigt ned over kløften Barranco Seco. Vi havde vandrestien for os selv, men efter en times tur hørte vi lyder af massevis af klokker. Den var en stor flok geder, der kom den modsatte vej af os. Gederne sprang rundt på klipperne over os og blev fulgt af en hyrde, som smed sten efter de mest dovne geder eller dem, som kom mest på afveje.

Vandrestien bugtede sig svagt op og ned langs bjergkammen. Det meste af tiden flugte den kammen eller gik på den knapt så stejle sydside. Enkelte steder var bjergkammen dog meget smal, og her kom ruten enkelte steder om på den langt stejlere nordside, hvor ruten var hugget ind i bjergvæggen. Klart de meste spændende steder!

Toppen af bjergkammen, også kaldet "Los Pajaras" (1.079 m) blev nået efter knap 2 timer. Vejret var nu klaret en del op, og der var flot udsidt mod Masca samt sydpå og nordpå langs kysten. Mod vest kunne man desuden svagt ane La Gomera gennem disen.

 

Panorama fra toppen af Los Pajaras

 

 

Efter bjergtoppen begyndte bjergryggen at blive meget bredere og vi kom ud på et plateau. Her var anlagt en lang række terasser, som tidligere havde været opdyrket. I dag var markerne dog opgivet og groet til i græs og små buske. De små huse/hytter i området henlå desuden som mere eller mindre sammenfaldne ruiner. Stien blev efterhånden mere og mere tilgroet og efter den sidste ruin var den stort forsvundet. Der var dog fortsat enkelte stenvarder og vi fulgte disse ned over terasserne og over mod en bjergryg, som fulgte Masca kløften. Stien forsvandt helt ved foden af bjergryggen, men med lidt let scrambling kom vi op på toppen. Herfra gik det let hen til et udsigtspunkt 500-600 m over kysten og Masca kløften. Ikke nogen ringe udsigt til frokosten!

Efter en times tid gik vi retur samme vej. Vejret var fint det første stykke, men fra bjergtoppen Los Pajaras og retur til bilen trak det mere og mere sammen, og til sidst var det ikke megen udsigt. Det holdt dog tørt, indtil vi nåede bilen, hvorefter det begyndte at støvregne.

 

 

Retur i Los Gigantes var vejret bedre og jeg gik sidst på eftermiddagen en tur ned på havnen. Det var ikke til at komme ned til stranden, enten fordi adgangen af sikkerhedshensyn var afspærret, eller fordi hoteller og lejlighedskomplekser blokerede adgangen. Der var dog en fin udsigt fra nogle udsigtspunkter ned over klippekysten, hvor store bølger slog ind, samt nordpå op mod Los Gigantes klipperne.


 

Tirsdag 11. marts

Vejret var udemærket tirsdag morgen, men men vejrudsigten indikerede, at det var en stakket frist, og at det blev være, jo længere mod nord og jo længere ind mod midten af øen, man kom. Mod syd så det omvendt lidt bedre ud. Kursen blev derfor udstukket mod Rocque Conde (1.005 m), et markant bjerg i Adeje bjergene, som er en gammel bjergkæde på den sydvestlige del af af Tenerife nord for Los Cristianos. Her skulle der være en mindre gåtur på et par timer fra landsbyen Veneto og op til bjergtoppen. Det lykkedes os at finde frem til Veneto efter lidt forvirring og kamp med en elendig kortskitse.

I modsætning til Teno bjergene var Adeje bjergene meget tørre, og de små buske var i høj grad udskiftet med kaktusser og diverse stikkende planter. Bjergene var desuden eroderet langt mere og derfor ikke lige så stejle som dagen før. Kort tid efter start gik ruten ned i kløften Barrano del Rey. Kløften var ca. 30 m dyb og 30 m bred og pga. skygge langt mere frodig end det omkringliggende plateau.

Efter kløften fulgte et kort stykke gennem nu nedlagte marker, inden vi nåede en hytte, der henlå som ruin. Umiddelbart ovenfor for den lå et par store stenbelagte cirkilære pladser. Der gik lidt tid, inden vi gennemskuede, at det ikke var helikopter-landingspladser men i stedet pladser, hvor man sandsynligvis tidligere havde tærsket korn. Fra pladserne gik det mere stejlt op mod et lille pas, hvorfra der var flot udsigt ned over hele den sydvestlige del af Tenerife. Hvor vi på ruten i Teno bjergene stort set ikke havde mødet et øje, mødte vi denne dag en del vandrere, hvoraf det mest aparte var to spaniere, som slæbte en stor plante med i rygsækken. Det viste sig, at det var et "dragontree", der skulle plantes på toppen.

Fra passet gik det igen stejlt op mod toppen af Rocque Conde. Der var ikke tale om en spids top, men i stedet et ret stort plateau, som tidligere havde været opdyrket med korn men som i dag henlå med græs. Vi tog et par billeder ved at grimt topmonument og fandt et sted at spise frokost. Jeg spottede en alternativ rute ned på nordsiden af bjerget, som dog så ret udsat og ikke specielt brugt ud. Da jeg ikke havde læst om den i forvejen, blev den droppet, og vi gik samme vej retur.

Vejret holdt tørt på hele turen, men vi kunne se, at nabotoppen Roque de Imoque, som blot lå et par km længere mod nord, flere gange var dækket af skyer.

Turen tilbage til bilen til bilen tog ikke lang tid. Mest spændende indslag var et par geder, som vi krydsede i Barrano del Rey, hvoraf en enkelt havde så enorme yver, at de nærmest slæbte hen ad jorden.

 


Onsdag 12. marts

Vejrudsigten så langt bedre ud end de forrige dage. Sheena havde lyst til en rolig dag og jeg satte derfor alene kursen mod nationalparken midt på øen. Her havde jeg udset mig en rute, der gik hen over toppen af fire mindre bjerge beliggende på den vestlige del af "calderaen" og hvor der både skulle være flot udsigt mod Teide og ned mod kysten.

Turen op til nationalparken var fascinerende. Først op gennem stejle marker fra kysten og gennem byen Tamaimo. Herefter på smalle veje på en stejl bjergside inden det fladede lidt ud. Nu var det lava og fyrretræer, der dominerede. Først røde og ret eroderede lavaskråninger - herefter sorte lavaskråninger, som så fuldstændigt utilgængelige ud. Over trægrænsen var der udsigt til Teide. Skyfrit vejr og en stor vulkan. Nydeligt.

Startstedet for ruten "four in a row" var parkeringspladsen var Boca Tauce i den sydvestlige del af nationalparken. Herfra var det muligt både at se de fire bjerge; Roques del Cedro (2.147 m), Montana del Cedro (2.266 m), Roques de Chavao (2.228 m) og Montana Gangarro (2.195 m), som ruten gik henover, lavasletten fra det seneste udbrud fra Teide og endelige selve Teide.

 

Panorama fra Boca Tauce

 

Ruten startede med at gå ca. 3 km hen langs foden af alle fire bjergtoppe. En speciel tur med røde klippeskulpturer på den ene side og sorte lavamarker på den anden. Der må have været skovbrand i området inden for de sidste par år, for bjergskråningen på alle fire bjerge var brændt, så al undervegetation var væk. De fleste større træer havde dog overlevet. Flere steder var dog desuden plantet nye træer og buske.

"Four in a row"-ruten havde tidligere været en halv-officiel vandretur i nationalparken. Det var den vist ikke mere, men den skulle stadigvæk være markeret varder. Jeg kunne dog ikke rigtigt finde starten, så i stedet gik det op gennem en skovklædt skråning. Først da jeg ramte bjergkammen på Roques del Cedro, fandt jeg stien. Fra toppen af bjerget var der fin udsigt mod de næste tre bjergtoppe samt over mod Teide.

 

Panorama fra Roques del Cedro

Turen ned fra R. del Cedro var fint markeret og fulgte en åben bjergkam. I passet mellem R. del Cedro og M. del Cedro kom jeg igen ind i skov. Her fulgte ruten en lille sti, som passerede en vandfyldt tunnel, markeret med et udhugget vindue, hvor der var placeret en madonna-statue. Lidt længere henne ad bjergvæggen var der endnu en tunnel og denne gang en Jesus-statue. Om det var hellige kilder, skal jeg ikke kunne sige, men det virkede unægteligt sådan. Turen op til M. del Cedro gik på bjergets vestskråning, som var skovklædt. Fra toppen ventede igen en fin udsigt mod Teide.

Turen ned fra M. del Cedro var lidt mere bøvlet. Der var ikke nogen tydelig sti, men dog stadigvæk nok varder til at kunne holde retningen. Pga. skovbranden var underlagt dog løst, da hele undervegetationen var væk. Sidste del af nedstigningen fulgte et udtørret vandløb, inden jeg ramte en grusvej. Her ventede et par 100 lette meter, inden det igen gik tilbage ind i terrænet på tværs af en mindre bakke og derefter opad R. de Chavao. Det første lange stykke fandt jeg ingen varder, og i stedet gik det op gennem udbrændt skov. Godt halvvejs oppe fandt jeg et par enkelte stenvarder, som jeg kunne følge resten af vejen til toppen. Selve toppen var skovklædt, men da de fleste grannåle var brændt væk, var der fin udsigt både mod Teide samt ned mod kysten. Hele kysten var dog dækket af skyer. Gravede madpakken frem og spiste frokost.

 

Panorama fra toppen af Roques de Chavao

 

På turen ned fra R. de Chavao tabte jeg hurtigt kontakt med stenvarderne og det samme var resultatet på turen op på M. Gangarro. Toppen var igen træklædt, men som de forrige bjergtoppe var det meste vækst brændt væk, så udsigten var fin både ind i krateret og ud mod kysten. Turen ned fra M. Gangarro var modsat turen op fint afmærket, bortset fra de sidste 50-60 højdemeter. Et enkelt sted bød på lidt simpel klatring, men ellers var jeg hurtigt retur nede ved bilen. En fed vandretur på godt 4 timer.

 

Panorama fra toppen af Montana Gangarro

 

Det gik nu i bilen retur mod kysten. Undervejs blev det dog til utallige foto-stop, da udsigten var for imponerende dels op mod Teide og dels over mod La Gomera, som hævede sig over skyerne mere end 40 km mod vest. Det blev desuden til en kort gåtur op til toppen af den lille vulkan Samara, hvorfra der både var en suveræn udsigt ned over Teno bjergene og over mod Gomera, samt op mod nordsiden af Teide. Vulkanen virkede endnu flottere fra denne side end fra den side, jeg havde kunnet se hele dagen.

 

Panorama fra toppen af Samara


 

 

Torsdag 13. marts

Endnu en dag med godt vejr! En af årsagerne til, at ferievalget faldt på Tenerife var, at vulkanen Teide, som er Spaniens højeste bjerg (3.718 m), ligger her. Nationalparken har et adgangssystem, så kun 200 personer per dag får lov til at gå de sidste 150 højdemeter op til toppen. Der havde været lukket for booking indtil kort før afrejse pga. "ice plates", hvad så det end betyder. Der var dog et par dage før afrejse blevet åbnet for bookningerne, og det var lykkedes mig at få pladser både torsdag og lørdag. Efterfølgende havde Sheena fundet ud af, at der anbefales, at gravide ikke vandrer i over 2.000 meter højde, så planen blev ændret til, at jeg gik på toppen, mens Sheena fandt en mere flad tur neden for foden af Teide.

Vejret var, som dagen før, perfekt med stort set ingen vind og kun få højtliggende strejf af skyer. Vi holdt et par foto-pauser på vej op mod startstedet og fik gode billeder af sydsiden af Teide samt klipperne "Roques de Garcia". Selve vandreturen startede for foden af bjerget Montana Blance, en fortop til selve Teide. Første stykke af ruten gik på grusveje. I modsætning til dagen for var der i dag ingen vegetation. I stedet var der tale om nøgne bjerge/bakker i gule, orange, røde og brune nuancer pyntet med klatter af sne. Ligeledes var der udsigt mod nordkysten af Tenerife samt bjerget "La Forteleza". Grusvejen forsvandt under snedriver efter en halv times tid. Kortmaterialet for turen var, som alle de andre dage, ringe, men jeg skulle sigte efter et sted lidt nord for Montana Blanca, så jeg fandt et spor, der gik i den ringe retning. Jeg genfandt ruten lidt senere, men missede at komme på toppen af Montana Blanca. Ikke det store tab, da der ikke var tale om meget andet end en orange-gul bunke sand og grus.

 

Panorama ned over den vestlige del af calderaen, Gran Canaria i baggrunden

 

Efter Montana Blanca skiftede ruten karakter. Der var nu tale om en stejl vandresti op ad Teides østside. De omgivende klipper var enten gråt sand eller sort lava. Desuden var der enkelte klatter sne eller store runde klippeknolde, som var skudt op fra krateret og rullet ned ad siderne; også kaldet "Tedies Æg". Efterhånden som jeg kom højere op ad vulkanen kunne man se over kraterkanten og til Gran Canaria mere end 80 km mod sydøst!

Refugio Altavista blev nået efter knap 2 timer. Fandt en bænk i solen, nød udsigten og snakkede med et par nordmænd, jeg havde mødt på vejen op. Fra refugiet var der kun en lille times tid op til toppen. Ruten var igen ret stejl, og der var en del snefelter. Det gik dog fint uden steigeisen. Efter kun at have mødt vandrere på turen op, var det noget af en omvæltning at nå op til vandrestien, som gik fra liftstationen og ud til et udkigssted. Det vrimlede nu med turister i bar mave og sandaler. Det virkede forkert... Nå, jeg skulle heldigvis videre helt op på toppen - troede jeg - for beskeden var, at ruten var lukket pga. "snow and ice". Det virkede rimeligt grotesk, når man fra startstedet kunne se hele ruten og det var tydeligt, at "snow and ice" betød nogle få sneklatter her og der. Det gav mening, at de ikke lod folk i klip-klapper gå derop, men jeg var sgu ikke enig i, at de ikke lod mig komme op. Ruten ned på den modsatte side ad bjerget var ligeledes lukket - ja, det var den rute, jeg var kommet op med faktisk også, så nu var jeg strandet på toppen, og kunne ikke gøre andet end at tage liften ned. Pis.

 

Den sydlige del af calderaen med Montana Guajara

 

Fra liftstationen var der små 5 km til P-pladsen, hvor jeg skulle møde Sheena. Jeg overvejede at tomle, men der var en vandresti, som gik over en sjovt udseende bakke, som jeg valgte i stedet. Det hjalp lidt på humøret, som fortsat var i bund efter at blive nægtet adgang til toppen. Humøret kravlede hurtigt i vejret, for landskabet her i bunden af krateret var mindst lige så flot som oppe på vulkanen. Det var ren "western" med blå himmel, orangegult sand, brune klipper, grå-grønne tørre buske og bjerget Montana Guajara, der tårnede op i baggrunden.

Retur ved bilen gik jeg en tur forbi klippen "Roques de Garcia", et 20-25 m højt tommelfinger formet klippespir, der stritter op med Teide i baggrunden. Efter sigende den mest fotograferede klippe på hele Tenerife. Derefter hang vi ud i cafeen på det nærliggende hotel, inden det med en række fotostop gik retur til Los Gigantes. Specielt udsigten ned over Teno bjergene og over mod La Gomera var imporende.


 

Fredag 14. marts

Dagens mål lød på en af de mest kendte vandreture på Tenefife; turen ned gennem Masca-kløften. For at få logstikken til at gå op blev planen, at Sheena og jeg fulgtes ned gennem kløften, hvorefter hun tog båden retur til Los Gigantes, mens jeg traskede turen tilbage op gennem kløften for at hente bilen. Vejret var, som dagen før, perfekt. Høj sol og ingen vind.

På småveje gik det op til landsbyen Masca. Vejen det sidste stykke var ekstrem. Kun 1,5 vejbane, 15+ % hældning og 100-200 m fald ned til siderne. Spændende. Hvordan de bærer sig ad med at køre turistbusser rundt, forstår jeg ikke. Fremme ved Masca vrimlede det mest turister. Det tyndede dog heldigvis lidt ud, så snart vi kom ned på vandrestien gennem kløften.

I starten var kløften et par 100 m bred. Den snævrede dog hurtigt ind til nogle steder blot 10-15 m, mens bjergsiderne skød i vejret og til sidst var 500-600 m over os. Ret imporerende. Desuden var der masser af vegetation, dels i form af kaktus og buske og dels i form af 4-5 m høje bambus. Nogle steder var det ren jungle. Stien var i starten ret tydelig, men den blev hurtigt mindre tydelig og konstant skulle vi krydse frem og tilbage over det lille vandløb i bunden af kløften og enten gå på små stier, springe fra sten til sten over vandløbet eller lave lidt simpel klatring rundt på klipperne. Meget underholdende. Klippevæggene, som en del steder ikke så alt for stabile ud, dannede imponerende mønstre med hvælvinger, huler og naturlige buer. Der var stort set ingen vind i kløften og det blev efterhånden bagende varmt. Det var derfor en fornøjelse efter små 3 timer at nå kysten, hvor det blæste en smule.

Vi spiste frokost, hvorefter Sheena sprang på en båd tilbage til Los Gingantes, mens jeg begyndte turen tilbage op gennem kløften. Gav den lidt gas, og var retur var bilen efter 1 time og 40 minutter. Gav et par tyskere lift retur til kysten.


 

Lørdag 15. marts

Endnu en dag med glimrende tur. Sheena ville gerne have en rolig dag, så jeg satte kursen med Teide alene. Jeg havde en reservation igen til denne dag og krydsede fingre for, at de sidste sneklatter var smeltet væk siden torsdag. Jeg stod tidligt op og kørte afsted allerede ved 7-tiden. Det var allerede 15 grader ved kysten, men efterhånden som jeg kom højere op og længere væk fra kysten, sank temperaturen. Fremme ved P-pladsen ved halv otte tiden. Oppe i calderaen var det klart, skyfrit og -3 grader. For første gang på turen blev hue og handsker derfor gravet frem. De røg dog tilbage i rygsækken, så snart jeg kom ud i solen.

Jeg gad ikke gå samme rute op som om torsdagen, så jeg startede i stedet ved Roques de Garcia for at gå op til toppen via side-toppen Pico Viejo (3.134 m). Udsigten til Teide og Garcia i morgenlys var nydelig.

 

Solopgang over Teide

View mod vest

 

Hvor turen om torsdagen nærmest ikke havde budt på skyggen af plantevækst og faktisk være lidt småkedelig, så var turen denne dag langt mere spændende. Der var således en del gyvel-agtige buske og mange lavaformationer, og flere steder gik ruten over på disse lavaplader. I modsætning til ruten om torsdagen, som havde været een lang opstigning, gik dagens rute desuden langt mere op ned gennem forskellige sidedale til vulkanen.

Efterhånden som jeg nærmede mig toppen af Pice Viejo tyndede det ud i antallet af buske, og i stedet var der dømt sand, grus og lava i diverse kulører. Efter godt 2 timer nåede jeg et T-kryds, hvor stien fra Teide kom ned mod Pico Viejo. Jeg drejede til venstre, da jeg tænkte, at jeg lige kunne få toppen af Pico Viejo med. Måske jeg skulle have kigget på kortet, som selv om det var ringe, viste at højeste punkt på kraterranden af Pico Viejo lå i den anden retning. Jeg fandt en sti, der gik op til kraterkanten, og hvorfra der var flot udsigt ned over krateret. Jeg kunne ikke se, hvilken side af krateret, der var højest, og da nationalparken anmodede om, at man ikke forlod stierne, droppede jeg at finde den højeste top. Det viste sige senere, at jeg passerede 300-400 m forbi den og blot 30 højdemeter lavere. oh well, det var Teide, der var hovedmålet.

Turen fra Pico Viejo gik nu gennem sorte lava-formationer og enkelte sneklatter. Jeg havde ikke mødt en eneste hele dagen, men da jeg nærmere mig toppen kom en gruppe på ca. 10 den modsatte vej. De ledte efter en vandrer, som var forsvundet 2.5 måned tidligere og spurgte, om jeg havde set noget. Ingen hjælp her, desværre. Da jeg kom op til en sti, som gik fra liftstationen ud til et udkigspunkt mødte jeg en af de ansatte fra nationalparken. Han kiggede først lidt mistænkeligt på mig og spurgte, hvor jeg kom gående fra, da stien officielt var lukket. Da jeg sagde, at jeg var startet ved hotellet ca. 1.300 højdemeter lavere og havde vadet op på godt 3 timer tøede han op, og selv om jeg først havde reservation til om eftermiddagen guide han mig direkte igennem kontrollen. Tak for denne tilgangsvinkel i stedet for den afvisning, jeg var blevet mødt med om torsdagen.

De sidste 150 højdemeter op til toppen gik på en bred vandresti, hvor der flere steder var lagt fliser. Tempoet var ikke mere så højt, og højden havde jeg også kunnet mærke i form at lidt svimmelhed siden ca. lidt over 3.000 m mærket. Toppen blev nået efter knap 4 timer, og udsigten var sublim. Jeg kunne se hele Tenerife, og derudover både La Gomera, Gran Canaria og selv Hierro mere end 130 km væk! Eneste ulempe ved at stå på toppen var, at der ind i mellem kom et svagt vindpust med en stank af svovl nede fra krateret.

 

Panorame mod øst fra toppen af Teide

 

Jeg blev på toppen en halv times tid. Herefter gik det hurtigt retur ned til liftstationen. Jeg gad ikke vade ned, og begge ruter var desuden fortsat officielt lukkede, så det blev endnu en tur ned med liften. Jeg overvejede lidt, om jeg skulle gå samme rute tilbage til bilen som to dage før, men det var der ikke meget nyt ved. I stedet var jeg så heldig at få et lift med en bil de fire km tilbage til p-pladsen. Jeg havde ikke rigtigt fundet nogle gode steder at spise frokost, så det blev først klaret tilbage ved den lille kirke ved hotel Parador. På vej tilbage mod kysten blev det som sædvanligt til en lang række fotostop.

Gik en tur ned til havnen om eftermiddagen. Her vrimlede det med store fisk i havnebassinet og der svømmede sågår en stor rokke forbi!


 

Søndag 16. marts

Sidste dag på Tenerife. Vi fik pakket bagagen ned og kørte mod byen Adeje. Her starter en anden af de mest populære vandreture på Tenerife; turen ind gennem Barranco del Infierno. Ruten skulle godt nok officielt være lukket, men de tyskere, som jeg havde givet et lift et par dage før, havde sagt, at man bare skulle kravle over hegnet. Fremme ved rutens start var der ganske rigtigt spærret med et træhegn. Det virkede dog ikke til, at det blev taget specielt højtideligt, for der var masser af folk, der kravlede over hegnet. Sheena følte sig træt og gad ikke gå ind gennem dalen. Vi aftalte derfor, at jeg gik en del af ruten, hvorefter vi ville mødes igen ved startstedet.

Turen var anlagt på en fin sti, der mange steder var flisebelagt og sikret med træpæle på den side, der vendte ud mod kløften. Den virkede ikke specielt farlig, og da jeg mødte en svensk bedstemor efter ca. en km, forsvandt den sidste skepsis. Jeg gik et par km ind gennem kløften. Den var flot og ret vild, og noget anderledes end Masca - og stinkende varm, hvilket sikkert forklarer navnet. Desuden var der et hav af "Giant Lizards".

Retur ved startstedet lå en cafe, hvor den stod på frokost med kanin-steg. Velfortjent over på ca. 1 times vandring. Efter spisning gik det mod lufthavnen og retur til Danmark. Meget gyngende landing i Kastrup, hvor resterne af stormen Carl stadig ikke havde lagt sig helt.

Generelt en fin ferie på Tenerife, som bød på mange gode vandreture.