Torsdag, 18. juli: Kbh - Østrig 1

Det havde tegnet til en blød landing mht. at få afsluttet arbejde inden ferien, men der kom - selvfølgelig - lige et par hastesager ind i løbet af den sidste uge. Det lykkedes dog at få disse afsluttet, så torsdagen kunne jeg stort set holde fri. Afgang var fastlagt til ved 17 tiden, hvor jeg samlede Lise op i Lyngby. Vejret stod på høj sol og de havde lovet hedebølge de kommende dage. Dårlig timing i forhold til at tage sydpå, hor vejrudsigten var noget mere blandet (det skulle heldigvis vise sig ikke at holde stik).

Sydpå til Gedser uden meget trafik, shopping af vand og slik på færgen, og videre ad halvtomme tyske motorveje. Jeg må have småsovet lidt inden Berlin, for pludselig var vi på vej nord rundt om Berlin. Vi var allerede kommet så langt, at det hurtigste var at køre gennem Berlin. Her udløste jeg vist en foto-fartfælde (der dukkede aldig aldrig en bøde op)… Ved 2 tiden var både Lise og jeg ved at være trætte og vi rullede fra motorvejen og fandt en markvej, hvor vi rullede underlag og soveposer ud og sov 3-4 timer. Det var kun 500 m fra motorvejen, så ørepropper var påkrævet.

Fredag, 19. juli: Kbh - Østrig 2

Kørte videre sydpå forbi München, hvor der stadig kun med begrænset trafik. Det var første lange tur for Kia'en, og ved Berlin var en gul lampe begyndte at blinke. Jeg ringede hjem til forhandleren, som anbefalede at køre forbi et værksted. Jeg fandt et sådant i Kufstein, hvor en flink mekaniker rebootede bil-computeren. Videre til Kitzbühl, hvor der blev købt ind til vandreturen og spist frokost nær en flod. Fremme i Kaprun ved 14 tiden. Fandt en lille campingplads og brugte eftermiddagen på at slappe af. Om aftenen gik vi en runde i byen, inden den stod på god og tung østrigsk aftensmad.

Lørdag, 20. juli: Mooserboden -> Henrich Schwaiger Haus

Brugte formiddagen på at slappe af og pakke til vandreturen. Ved 11-tiden kørte vi ind til Kaprun, hvor Lise skulle finde vandrestave. Det viste sig, at der var "Burgfest" i byen, så vi nåede også at se middelalderoptog. Samtidig var der også slalom-konkurrence på bælte-ski på slamonbakken, der sluttede midt i byen.

Vi kørte i bil op i bunden af Kaprun dalen, hvor vi parkerede i et imponerende 10 etagers P-hus. Herfra gik det videre med bus op til Stausee Moserboden (2.036 m). Jeg havde læst, at en del af turen skulle gå med lift, men ruten var åbenbart blevet ændret til at gå gennem tunneler, så det blev vi snydt for. Ved søen spiste vi frokost, inden der var tid til en lille via ferrata runde på "Höhenburg (2.108 m)". Jeg klatrede en kort men svær rute, "Drossen Hex" (sværhedsgrad E, 100 højdemeter), mens Lise nuppede en lidt lettere. Der var flere stejle steder og et enkelt med overhæng, så jeg var godt smadret i armene bagefter. Enten manglede jeg teknik eller armkræfter. Fra toppen af knolden var den en flot udsigt over dæmningssøerne samt op mod Heinrich-Schwaiger Haus små 800 m oppe på bjergsiden.

Ved 15 tiden begyndte vi at traske opad. Der var ikke meget variation i ruten undervejs - det gik bare stejlt opad på en nøgen bjergskåning. Heldigvis var udsigten ned over søerne samt ind mod gletschermassivet dog flot.

Vi holdt kun en enkelt pause undervis og nåede frem til hytten efter små 2 timer. Her blev dagens mål fejret med weissbier og efterfølgende den klassiske 3-retters menu. Hytten var fuldt booket og lidt til, så vi lå tæt på sovesalen. Solnedgangen over Kitzsteinhorn på den modsatte side af Moserboden var ganske nydelig.

Søndag, 21. juli: Henrich Schwaiger Haus -> Oberwalderhütte

Vi stod op ved 5 tiden og spiste morgenmad. Klar til afgang ved 6-tiden. Der var en fantastisk udsigt over mod Kitzsteinhorn og Hocheiser, som ragede op over de skyer, som dækkede hele dalen.

Turen startede ud på tværs af et snefelt, inden der ventede ca. 100 højdemeter sikret med kabel. Ovenfor skiftede ruten til hård sne og vi fandt steigeisen frem. Ruten gik nu ad smalle snefaner op over Oberer Fochezkopf (3.159 m) til Kaindlkees. Skyerne var nu blevet brændt af nede i dalen og der var frit udsyn ned over søerne. Denne strækning var noget af det flotteste på hele dagen.

Den normale rute til toppen af Grosses Wiesbachhorn (3.564 m) skulle gå via bjergets nordvestkam. Det var dog ret tydeligt, at langt de fleste valgte at følge sydvestkammen, så vi valgte at følge trop. Til trods for, at jeg havde forsøgt at minimere indholdet i rygsækken, føltes den tung. Da vi skulle samme vej ned fra toppen af Gr. Wisbachhorn, valgte jeg derfor at deponere nogle ting, vi ikke skulle bruge og med de 3-4 kg sparet, gik det langt lettere mod toppen.

Ruten var forholdsvis enkel og gik først via en stejl skråning med sne og derefter en smal snekam til toppen. Lise følte sig træt og ville spare på kræfterne og stoppede derfor ved foden af det mest stejle stykke, hvorefter jeg alene gik hurtigt mod toppen. Grosses Wiesbachhorn er det bjerg i den østlige del af alperne, der har det største fald; hele 2.400 m ned til Ferleitental mod øst. Denne dag var udsigten mod øst dog blokeret af skyer, men udsigten mod vest og syd fejlede intet. Is, sne og bjergtoppe så langt øjet rakte.

Jeg brugte 5-10 minutter på toppen, inden det gik retur ned. Næste mål var Bratchenkopf, hvor ruten op så meget stejl ud. Klokken var desuden ved at være 9, og solen hamrede ned. Dette betød, at sneen på Kaindlkees efterhånden var tøet helt op og meget tung.

Efterhånden som vi nærmede os skåningen op til Bratchenkopf kunne vi se, at den ikke var så stejl alligevel, maks. 30-40 grader. Til gengæld bestod den af tung, tung sne, hvor man konstant sank 20-30 cm ned. De 200 højdemeter op til toppen var derfor meget hårde, varme og tunge.

Jeg nåede op 10-15 minutter før Lise og brugte ventetiden på at gå op på Vorderer Bratchenkopf (3.401 m), inden vi sammen gik op på Hinterer Bratchenkopf (3.413 m). Her holdt vi frokostpause i en halv times tid, inden det gik videre mod dagens sidste top, Klockerin (3.425 m). Der var kun ca. 150 højdemeter op til Klockerin, men hele turen gik i tung og blød sne. Jeg var træt! Belønningen var heldigvis en flot udsigt tilbage mod Gr. Wiesbachhorn, hvor det var tydeligt, hvorfor bjerget også kaldes "Matterhorn Österreichs".

Fra Klockerin fulgte en flad skråning med først sne og siden jord/klippe ned til Gruberscharte. Herfra gik det videre gennem mere tung sne op til Keilscharte og herfra jævnt ned gennem mere tung sne til Oberwalderhütte. For at trække pinen ud gik ruten til sidste 30-40 højdemeter opad. Suk. Fremme ved hytten efter knap 10 timer. En lang og hård dag men i hvilke omgivelser!

I hytten ventede en velfortjent cola, en 3-retters menu og en blød madras. Hytten var langt fra fyldt, så som den eneste hytte på turen var der ro på sovesalen.

Mandag, 22. juli: Oberwalderhütte -> Stüdlhütte

Dagens program lød på at krydse Grossglockner bjergryggen via bjergtoppen Romariswandköpfe (3.511 m). Turprogrammet angav, at turen "kun" skulle tage 6-7 timer. Vi valgte dog at stå tidligt op, ca. halv seks, for at nå så langt som muligt, inden sneen blev blød.

De første 5 km gik via Østrigs største gletcher, Pasterzenboden. Udsigten var helt fænomenal. Ikke en sky på himlen.

Kortet viste, at ruten gik via den sydøstlige skråning af Johannisberg. Vi opdagede dog, at den var ændret, og spildte 50-60 højdemeter på den konto. Planen om at komme tidligt op for at undgå at vade alt for meget i blød sne havde fungeret ind til foden af Romariswandköpfte. Herefter var der dømt blød sne de sidste ca. 300 højdemeter op til Schneewinkelscharte. Vi gik op i zig-zag kurs og holdt mange pauser.

Bjergtoppen havde nedefra set stejl ud og fra passet var det ikke blevet mindre. Det var en smal og stejl klippekam, som vi skulle passere mod øst, for at komme om til gletscheren Fruschnitzkees på sydsiden af Glockner-massivet. Det første stykke kunne vi fortsat passere via den øverste del af snefelterne, men herefter måtte vi ind på klippen. Sværhedsgraden var angivet til UIAA I-II med enkelte sikringer. Vi forlængede derfor afstanden mellem os på rebet, så vi kunne sætte midlertidige sikringer omkring klippefremspring. Proceduren blev, at jeg gik forrest 10-15 m og satte en sikring, hvorefter Lise fulgte efter. Denne taktik virkede ok. Det fleste steder var klippen nogenlunde stabil, men flere steder var det meget løst, så mange af de klippestykker, man tog fat i, faldt ned. Det mest spektakulære stykke var en strækning på 50-60 m, som gik via en 3-5 m bred klippe, hvorfra det faldt 100-200 m ned på begge sider. På denne strækning var der heldigvis sat jernstolper op, som vi kunne sikre os i med rebet.

Efter ca. 3 timers "spændende" klatring nåede vi endelig toppen af Romariswandköpfe. Vi gav high five og fejrede succesen med en velfortjent frokost i strålende sol og sublim udsigt.

Efter frokost ventede - naturligvis - blød og tung sne ned over først Fruschnitzkees og derefter Teischnitzkees. Der var enkelte sprækker, så vi gik med reb hele vejen. Jeg var ved at være godt træt, og sneen sugede energien ud af kroppen. Jeg fik derfor ikke nydt udsigten så meget, som den reelt berettede til. Jeg vågnede dog lidt op, da et svævefly passerede lavt hen over os to gange.

Det sidste stykke ned til Stüdlhütte gik via en stejl vandresti på ben, som var gummiagtige efter de mange timer i sneen. Fremme ved hytten efter ca. 8 hårde timer.
Stüdlhütte viste sig at være meget stor, og der var masser af mennesker, og dermed en del larm på soverummet. Til gengæld var der stor buffet til aftensmad. Ubetinget bedste bespisning på hele turen, selv om det virkede lidt kantineagtigt.

Tirsdag, 23. juli: Grossglockner

Stod op kl. 4.45, da morgenmaden serveret kl. 5 og hytten anbefalede tidlig afgang. Tvang lidt mad i maven og var klar til afgang lidt i 6. Der var en perlerække af bjergbestigere, som gik op mod Stüdlgrat, en lidt sværere rute mod toppen, mens der ikke så ud til at være så mange på den normale rute. Vejret var, som de øvrige dage, glimrende.

Det første lille stykke gik på vandresti med et par snefaner, men herefter kom vi hurtigt ud på større snefelter og gletscheren Ködnitzkees Jeg havde forhørt mig i hytten, om der var spalter i isen. Svaret var nej, og vi gik derfor uden reb. Sneskorpen var dog hård, så vi tog steigeisen på, da det blev for stejlt. Normalt skifter ruten ret hurtigt over til en strækning på klippe med stålwirer. Sneforholdene var imidlertid så gode, at vi kunne fortsætte yderligere ca. 150 højdemeter på sneen, og kun de sidste ca. 100 højdemeter gik på klippe. Fremme ved Adlersruhe efter knap 2,5 time. God mellemtid!

Vi spiste et par energibarer og tog de ting ud af rygsækken, som vi ikke skulle bruge på det sidste stykke mod toppen. Fra Adlersruhe manglede vi blot 350 højdemeter. Det første lille stykke gik på klippe og snefaner, men hurtigt nåede vi en gletscher og bandt os ind i rebet. Sneen var - naturligvis - blevet blød og tung, så det tærede godt på kræfterne at gå op ad Kleinglocknerkees. Det sidste stykke gik via en stejl snefane, "steile Rinne". Lise gik forrest, og mens hun gik det sidste stykke op fra snefanen, stod jeg og ventede. Uden varsel blev jeg ramt af et stykke hård sne/is på hjelmen og skulderen. Jeg klatrede hurtigt op til et mere sikkert sted og skulede op ad klippekammen for at udse den skyldige. Der var dog så mange klatrere over os, at dette ikke var muligt.

Fra toppen af Steile Rinne manglede "blot" 150 højdemeter. Der var imidlertid et kaos af andre klatrehold på vej op og ned, så det blev til mange pauser og megen ventetid. De mange klatrere, og heraf mange ret uerfarne betød desuden, at situationen var mere risikabel, end hvis vi havde været alene.

Klippekammen bød på forholdsvis enkel klatring (sværhedsgrad UIAA I-II) og der var med jævne mellemrum metalspyd i klipperne, som vi kunne sikre os i. Vi kom derfor om ikke hurtigt så dog sikkert frem.

Ca. 2 timer efter, vi havde forladt Adlersruhe nåede vi Kleinglockner (3.770 m). Vi manglede nu kun at klatre ned i passet mellem denne fortop og hovedtoppen (3.798 m), samt at klatre afsluttende 30-40 m op. Under passagen af Kleinglockner skulle vi imidlertid passere et enkelt lidt sværere stykke. Jeg havde hidtil klatret forrest for at sætte sikringer og var forbi stedet. Lise havde imidlertid ikke lyst til at klatre videre, da hun syntes risikoen var for stor, når hun ikke var sikret bagfra. Vi nåede frem til, at Lise skulle vente her, mens jeg skulle se, om jeg kunne komme med et andet hold det sidste stykke til toppen. Første hold have ikke plads, men kort efter kom en klatrer alene mod toppen. Matthias fra Østrig gik med til at være bagerste mand i rebet, og med ham kom vi alle hurtigt og sikkert det sidste stykke op til toppen af Østrig.

Fra toppen tog vi alle de obligatoriske billeder og nød udsigten i 10-15 minutter. Vi var så heldige, at der var et lille ophold i antallet af klatrere, så vi var stort set alene deroppe. Herefter gik det retur. Matthias indvilgede i at følges med os turen ned, og med mig i front, Lise i midten og Matthias sidst kom vi hurtigt ned. Faktisk var det de langsommere hold foran os, som betød at vi måtte vente og gå langsomt frem. Ved Steile Rinne skiftede vi til steigeisen og så gik det ellers hurtigt ned til Adlersruhe. Fremme ved halv tre tiden efter 7,5 times klatring. Matthias - og os selv - blev belønnet med velfortjente øl.

Adlersruhe var ikke specielt fyldt, og der var god tid at afslapning om eftermiddagen. Aftensmaden nåede ikke samme højder som i Stüdlhütte, men til gengæld var der langt hyggeligere i hytten.

Onsdag, 24. juli: Retur fra Grossglockner

Jeg må have været godt træt eller have haft meget effektive hørepropper, for da jeg vågnede ved 6.30 tiden var stort set alle andre på sovesalen væk. Vi spiste derfor morgenmad stort set alene og gjorde os derefter klar til at gå videre. Den oprindelige plan havde været at gå via Hoffmannskees og Hoffmansweg over til Oberwalderhütte. Gletscheren var imidlertid vanskelig at passere og hvis vi gik forbi Oberwalderhütte, ville vi for det første ikke se meget nyt, og for det andet komme til at trampe gennem mere blød sne, hvilket vi virkelig ikke ønskede. Planen blev derfor lavet om, og de 6 dages vandretur kortet ned til 5 dage. I stedet for Hoffmansweg gik vi ned til Salmhütte, og herfra via "Wiener Höhenweg (Glocknerrunde)" til Glocknerhaus.

Den første strækning gik på en blanding af sne og klippe (alt med steigeisen) indtil vi ramte Hohenwartscharte. Her ventede ca. 150 højdemeter nedstigning sikret med reb og stålwire. Sværhedsgraden var ikke så stor, så jeg droppede sikringer. Fra foden ventede en sidste snefane, inden vi endelig nåede ind på "landfast" moræne. Vi smed steigeisen og åd lidt energi, inden det gik videre mod Salmhütte.

Landskabet skiftede nu over en meget kort strækning karakter fra klippe, sne og is, til at byde på fossende vand, grønt græs og længere nede i dalen træer. Desuden begyndte der at dukke murmeldyr op. I Salmhütte var der en kort cola/kaffe pause, inden vi traskede videre af Glocknerunde. Denne var dels behagelig flad og dels mødte vi langt flere mennesker end dag 2 og 3 oppe i sne-ørkenen.

Turen gennem Leitertal-dalen var flot og helt anderledes end det, vi havde set de foregående dage. For enden af dalen ventede en kort stejl stigning op til Stockerscharte. Herfra kunne vi for første gang se hele Pasterze-gletscheren. En af de flotteste udsigter på hele turen. Vi manglede nu blot 500 højdemeter ned til dæmningssøen for enden af gletscheren og 100 højdemeter op. Godt halvvejs nede holdt vi frokostpause og nød afslutningen på en god, men også hård, vandretur.

Vi havde regnet med at kunne tage en bus retur fra Glocknerhaus til Kaprun eller Zell am See. Der var imidlertid ikke mange afgange og de var heller ikke billige. Vi stak derfor tommelfingeren i vejret og var heldige at blive samlet op i løbet af ca. 5 minutter. Et par fra Salzburg tog os med hele vejen til Fusch. Hele turen gik via Grossglocknerhockalperstrasse. En af de flotteste, hvis ikke den flotteste, vejstrækning i Østrig. Der var imponerende udsigt til Glocknermassivet og mod Gr. Wiesbachhorn, og det er et af de mest vilde og øde områder i Østrig, jeg har set.

Efterhånden som vi kom længere ned i dalen steg temperaturen, og da vi blev sat af, var den langt over de 30 grader. Vi havde knap så meget held med de næste par stop, så vi kom til at vente 15-20 minutter, inden vi blev samlet op og via to omgange kom til Zell am See. Her passede der perfekt med, at bussen tilbage til P-huset kom efter 10 minutter.

Resten af dagen blev brugt på et langt bad og en tur i poolen samt afslapning. Om aftenen kom et kraftigt tordenvejr væltende ind i et par timers tid. Endnu engang viste det sig fornuftigt, at vi havde kortet vandreturen af med en dag.

Torsdag, 25. juli: MTB Kaprun

Vi brugte det meste af formiddagen på at restituere efter vandreturen. Ved 11 tiden blev jeg dog rastløs, så jeg gravede MTB'en ud af bilen og kørte op mod Maiskogel ovenfor Kaprun. Temperaturen havde igen rundet de 30 grader, så det blev en varm fornøjelse. Udsigten var dog fin, ned mod Kaprun, over mod Kitzbühler Alpen (eller hvad de hedder så langt mod øst) og op mod Kitzsteinhorn. Ruten vekslede mellem åbne marker, skovstykker og skiløjper. Ved Maiskogelalm besluttede jeg at køre videre op til hytten Glocknerblick, da kortet viste, at en MTB rute ned skulle starte her. Kortet løj dog, for der var ingen MTB rute, men udsigten var fin her ca. 900 højdemeter over Kaprun.

Retur ved Maiskogelalm fandt jeg et skilt mod den angivne nedkørsel. De første 500 m gik hurtigt på grusvej, men herefter drejede ruten fra og ind på en stejl vandresti. Hvorfor denne skulle være velegnet til MTB forstår jeg ikke. Det gælder i hvert tilfælde ikke hard tails. Jeg skiftevis løb og cyklede ned, indtil det fladede lidt ud, og jeg kunne køre det hele - troede jeg - for jeg havde en enkelt tur ud over styret, hvilket så heldigvis skete på en græsmark. Det sidste stykke langt med floden nede i dalen var det bedste, da det gik på fine vandrestier.

Om eftermiddagen gik vi en tur op til Sigmund Thun Klamm, en dyb klipekløft, hvor der var anlagt en vandrestier på trækonstruktioner, samt en tur rundt om en sø ovenfor et lille vandkraftværk. En fin tur med masser af flotte udsigter.

Fredag, 26. juli: Kitz-Klamm + Salzborg

Formiddagen blev brugt i Kitz-Klamm, som var en klippekløft, der lige var nummeret større end den, vi havde set dagen før. Jeg klatrede en kort (180 højdemeter) men svær (grad C-E) via ferrata rute på klipperne langs kløften, men Lise gik på broerne nede i kløften. Ruten var så svær, at jeg stort set måtte holde/hive i stålwiren hele vejen rundt. Pulsen kom op og der var fedt at se ned på den brusende flod 40-50 meter nede. Desuden var der et par sjove indslag i form af en hængebro (jeg bliver aldrig linedanser) samt 15-20 m flying fox. Turen tilbage gik på en vandresti et stykke over kløften.

Efter Kitz-Klamm gik det mod Salzburg, hvor Lise skulle med toget næste morgen. Vi gik en tur rundt i byen, hvor det vrimlede med japanske, kinesiske og amerikanske turister, og fandt en restaurant med en kølig baggård. Sidst på eftermiddagen forsatte jeg videre mod Slovenien, hvor jeg skulle mødes med Tomaz og Valentina dagen efter.

Turen over Alperne var flot (for en gangs skyld ingen regn) og der var ikke meget trafik, så efter blot et par timer nåede jeg frem til Bohinjska Bistrica. Jeg fik fundet campingpladsen og efter lidt søgen også fundet Henriette, Rene, Rie og Patrick, som havde slået to cirkustelte op, men hvor der også var plads til at slå mit lille telt op ved siden af.

Lørdag, 27. juli: OO-Cup etape 2 + MTB

Vejret i Slovenien var, som i Østrig, godt og varmt. Allerede ved 8-tiden om morgen havde termometret således passeret de 20 grader. Jeg gravede løbetøjet frem og kørte ud mod 2. etape på Slovensk 5-dages. Jeg købte en Open 1, og traskede ud mod start. Jeg var ikke videre koncentreret, så selve starten på løbet blev noget kaotisk. Senere kom jeg bedre ind på kortet og fik styr på orienteringen, så bortset fra et enkelt dumt bom, gik det fint. 6,5 km på 54 minutter lyder ikke umiddelbart imponerende, men terrænnet var ret tungt og det var om at holde tungen lige i munden på finorienteringen. Placering som nr. 2.

Jeg havde aftalt at mødes med Tomaz og Valentina først på eftermiddagen, så jeg kørte hurtigt retur til BB. Jeg nåede lige at spise frokost og tage en dukkert i floden bag campingpladsen, inden vi mødtes til en kold cola. Vi aftalte, at jeg sidst på eftermiddagen skulle mødes med Valentina og køre MTB i bjergene nordøst for BB. Valentina dukkede op ved 17 tiden og vi startede på asfalt op til "Upper Valley" og gennem et par landsbyer her. Derefter gik det videre på grusvej op ad bjergskråningen. Temperaturen var fortsat over 25 grader, men vi var heldigvis i skygge det meste af tiden. Dagens første mål var en hytte, hvorfra der var god udsigt mod Triglav. Vi blev enige om at forlænge turen forbi skiskydningsstadionet Pokljuka, så det blev en rundtur. Kort efter Pokljuka blev vi indhentet af Tomaz, som var ude på racercykel. Vi fulgtes med ham resten af turen som bød på en lækker nedkørsel på asfalt gennem en række landsbyer, over marker og til sidst gennem skov. I alt nåede vi at køre i knap 3 timer.

Jeg var hundesulten, da jeg kom retur. De andre havde spist, så det blev til en wienerschnitzel på den lokale restaurant på campingpladsen.

Søndag, 28. juli: Soriska Planina (MTB og vandring)

Igen en varm og solrig dag. Jeg mødtes med Tomaz kl. 9 og vi begyndte at cykle op mod Soriska Planina, som lå ved et pas i knap 1.300 meters højde. Vi startede i ca. 500 m, så det blev ca. 800 meters stigning. Selv om det var tidligt, og det meste af ruten lå i skygge, blev det en varm tur. Det meste af ruten gik i skov men ind i mellem åbnede det op, og det var flot udsigt mod Julian Alps.

Vi nåede op til passet efter en god times tid, og fejrede bedriften med en kold cola på en af de mange hytter i området. Herefter kørte Tomaz retur mod BB for at tage endnu en tur op til passet, mens jeg skiftede til løbesko og travede af sted på en tur rundt til toppene ovenfor Soriska Planina: Dravh (1.548 m), Lajnar (1.549 m), Slatnik (1.597), "unnamed" (1.609 m) og Mozic (1.602 m).

Benene var tunge, og det var stegende varmt, så det var ikke med det store overskud, at jeg fik kæmpet mig op på Dravh. Udsigten var ganske fin dels mod bjerge mod nord og skovklædte bjerge og bakker mod syd. Der lå dog en varmedis over det hele, som begrænsede udsynet noget. Lajnar var udstyret med en skilift, og dermed ikke videre nydeligt. Slatnik var omvendt pæn og første del af et større karst plateau, hvor der både var naturlige lavninger og menneskeskabte udgravninger i form af kanonstillinger og sammenfaldne skyttegrave fra 1. verdenskrig.

"Unnamed" bød på let scrambling gennem løse sten, græs og småbuske. Jeg tænke, at det var optimalt terræn for slanger, og mindre end 1 minut efter, så jeg ryggen af en bevæge sig 1 meter til venstre for mig. Det lignede en brun hugorm, som heldigvis bevægede sig væk og ind mellem stenene. Der var flere bunkers og fæstningsanlæg på plateauet og på Mozic var det muligt at komme ind i en af dem. Jeg fandt pandelampen frem og gik en tur gennem tunnelerne og rummene. Bunkeren var stor, men blev vist aldrig brugt under krigen.

Fra Mozic gik det stejlt gennem terrænet retur ned til Soriska Planina. Herfra på MTB ned mod BB. Jeg havde fået at vide, at der gik et MTB singletrack hele vejen. Tomaz fortalte, at det var sammenfaldende med vandrestien ned til BB. Jeg overvejede lidt for og imod, men valgte til sidst singletracks, for hvor ofte har man mulighed for 800 højdemeter af den slags. De første 300-400 m var fine, men herefter blev det mere stejlt og nogle steder var det som om, der var smidt knytnævestore sten ud med løs hånd. Det blev derfor til en blanding af MTB (85%) og trækning/løb (15%). De bedste steder, var der, hvor det ikke var så stejlt og enten var ren vandresti eller åbne marker, mens det ringeste var de stejle steder, hvor der havde kørt traktorer eller skovmaskiner. Jeg passerede et par andre mountainbikere på vejen ned, som alle kørte med full-suspension og mere beskyttelsesudstyr end jeg, hvilket nok også indikerede, at det ikke var hele ruten, der var optimal til hardtails.

Tilbage i lejren stod den på afslapning, inden jeg sidst på eftermiddagen mødtes med Tomaz og Valentina til aftensmad på en lokal restaurant i BB.

Mandag, 29. juli: OO-Cup etape 4

Kalenderen lød på 4. dag til OOCUP og da vejudsigten sagde VARMT kørte jeg tidligt op mod Sorisko Planina. Terrænet lå nordøst for passet og så på vandrekortene nogenlunde fladt ud. Det var det ikke! Da jeg vendte kortet, troede jeg, der manglede farver, for der var stort set kun hvidt, brunt og enkelte klatter sort. Benene var trætte og alene op til post 1, var der 80 meters stigning. Da der samtidig lå masser af sten i bunden, blev det ikke til meget løb. At jeg desuden bommede post 1 med 1-2 minutter, gjorde ikke starten bedre. Herefter fik jeg dog strammet op, og de fleste poster nuppede jeg uden de store fejl. Kun ved post 15 mistede jeg 3-4 minutter pga. dårlig orientering og et helt undtagelsesvist dårligt kort. Terrænet var, som nævnt, meget stenet, og mellem post 7 og 8 faldt jeg, knækkede kompasset, forvred håndleddet og bankede hovedet i en sten. Sidstnævnte var heldigvis beklædt med mos og jeg havde taget det meste af faldet med hånden, så det kostede kun en lille bule. Nåede målstregen efter 92 minutter. Ikke nogen imponerende km tid for blot 6,5 km. Placering som nr. 2, men hele 10 minutter efter vinderen.

Jeg kørte igen hurtigt retur ned i lejren for at spise frokost og slappe lidt af. Ved 15 tiden begyndte det at trække sammen, og jeg pakkede telt mm. ned. Jeg nåede at blive færdig med dette 5 minutter før en kraftig tordenstorm blæste ind over lejren (andre var ikke så heldige, bl.a. et par englændere der valgte at begyndte at sætte telt op, 5 minutter før stormen kom). Jeg tilbragte en times tid i Henriette og Renes telt, indtil det værste var overstået. Herefter kørte jeg mod Kranjska Gora. Det regnede hele vejen, så udsigten var ikke noget at råbe hurra for. I KG stod den på indkøb til en planlagt 4 dages vandretur. Da det fortsat regnede blev trangia mad desuden droppet til fordel for købe mad på kineser restaurant.

Jeg havde planlagt at starte meget tidligt næste morgen, og gad derfor ikke bo på campingplads. I stedet fandt jeg efter lidt søgen en P-plads lige uden for nationalparken, hvor jeg, da det var ved at være mørkt, satte teltet op. Da jeg skulle til at sove, kom jeg til at tænke på, at der måske var bjørne i området, og at det måske ikke var så smart at have mad stående udenfor. Da jeg åbnede døren på bilen, hvorved lyset autotændes, hørte jeg 1-2 dyr brage af sted i skoven 30-40 væk. De brølede en mærkelig lyd. Om det var bjørne, vildsvin eller hjorte ved jeg ikke, med det tog lidt tid at falde i søvn …

Tirsdag, 30. juli: Prisank/Prisojknik

Stod op kl. 5. Det havde regnet i løbet af natten og teltet og specielt teltbunden var våd. Pis. Jeg pakkede det sammen og smed det i bilen, spiste hurtig morgenmad og kørte op mod Vrsic passet. Planen var en 4 dages vandretur over Prisank, Razor, Skralatica og Triglav samt en række mindre toppe. Første stop var Prisank, som jeg ville bestige ad den samme rute som i 2007, da jeg huskede den som rigtig sjov. Jeg smed bilen ved Erjavcova Koca og pakkede rygsækken med de sidste småting. Klar til afgang 6.15. Første stykke gik nogenlunde fladt på vandresti gennem skov. Der var skyfri himmel, men alt var fortsat vådt efter nattens regn. Det fugtige vejr må have lokket bjergsalamanderne ud, for alene på den første km så jeg 5-6 stykker, og de er ellers ret sjældne.

Bjergvæggen blev nået efter en halv times tid. Første gang, jeg var her, havde vi kun brugt hjelm, men jeg besluttede at gøre det mere sikkert denne gang, og tog klatresele og ferrata sættet på. Det blev jeg senere glad for - og set i bakspejlet var det ret dumt, at vi ikke havde sådan et sidste gang. Jeg havde troet, at jeg ville være alene på ruten så tidligt, men netop som jeg skulle til at starte, dukkede en slovener op. Han havde læst et år på Ollerup Højskole (lille verden), og vi fulgtes det første stykke op ad bjergsiden.

Ruten var ikke svær, og de værste steder var sikret fint. Der var dog også en del steder, som bød på usikret klatring i sværhedsgrad 1-2, og hvor et fald ikke havde været sundt. Desuden var ruten ikke specielt velafmærket, så det blev til lidt søgen et par steder. Der var ikke meget vind det første stykke, men ruten lå i skygge, så det var småkoldt.

Efter ca. 2 timer nåede jeg det mest spektakulære på ruten; hullet gennem bjerget. Jeg skyndte mig igennem, da jeg (måske uberettiget) frygtede at sten ville falde ned fra loftet. Desuden blæste en kraftig vind gennem hullet, så det var koldt. På den anden side af bjerget var der mere solrigt, selv om solen endnu ikke var nået om at dække hele klippesiden. Det sidste stykke mod toppen var der kun enkelte sikringer de mest udsatte steder, ellers var det simpel scrambling på sydsiden eller sydvestkammen.

Nåede toppen efter 3,5 time. Tog et par billeder og krøb derefter ned i læ på sydsiden. Der var 3 andre grupper på toppen. Jeg drøftede med én af dem, om ikke det var Adriaterhavet, vi kunne se længst mod syd. Efter et tjeck af retningen med kompasset blev vi enige om, at det var det. De fortalte desuden, at ruten forbi Razor officielt var lukket og meget risikabel af gå/klatre. Hmmm, der røg den 4 dages tur. Det gjorde dog ikke så meget, for benene var meget trætte og ville nok have godt af et par hviledage. Jeg fulgtes i stedet ned med en ungarer. Vi gik ad den normale rute, som dog ikke virkede specielt let. Flere stedet skulle der småklatres lidt uden sikring. Udsigten var dog helt sublim ned over Trenta dalen. Noget af det flotteste på hele turen. Jeg brugte en halv time på at spise frokost og bare nyde det. Herefter gik det via bedre vandrestier retur til Vrisc, hvor det vrimlede med mennesker. Kortet viste, at nærmeste campingplads lå i Trenta, så bilen blev drejet mod syd. Dette var ikke noget dårligt valg, for pladsen lå helt perfekt lige ned til Soca floden, der var gratis bruser og kom endda indkøbsbus om aftenen. Om så var der bjerge hele vejen rundt.

Onsdag, 31. juli: MTB Vrsic

Sov længe (= 7.30), da der var dømt hviledag, men da jeg samtidig ikke ville for sent af sted på MTB'en. Hviledagen betød nemlig "kun" en cykeltur de 900 højdemeter op til Vrsic, som jeg inden ferien havde smidt på ønskelisten. Benene var noget møre i starten, så jeg gjorde holdt ved alle de info tavler og udsigtspunkter, jeg kunne finde, for at få lidt småpauser. Benene blev dog efterhånden bedre, og selv med pauser endte jeg med kun at bruge 1:15 på at køre op. Nød udsigten, to colaer og et æble, inden det gik retur ned til Trenta. Det var en fed tur ned. 17 minutter, som kunne være gået endnu hurtigere, hvis ikke jeg have tabt tid på at overhale 6 biler :)

Slappede lidt af og spiste frokost, inden jeg om eftermiddagen kørte ned gennem Trenta dalen mod Bovec. Holdt en masse stops undervejs for at tage billeder (jeg havde for første gang gravet det store kamera frem) af Soca, en krigskirkegård samt et område med genskabte skyttegrave og bunkere fra første verdenskrig. Gik desuden en lille tur langs Soca, som blev afsluttet med en kort og kold svømmetur et af de steder, hvor vi i 2010 Startede én af dagene på kajakkurset. Blev igen imponeret over, hvor flot der er i dette hjørne af Slovenien.

Torsdag, 1. august: Mojstrovka

Stod op kl. 6, spiste en hurtig omgang morgenmad, pakkede lejren ned og kørte op til Vrsic passet. Klar til afgang mod dagens mål, travers af Mojstravka, kl. 7. Effektivt. Vejret var, igen, igen, perfekt med en skyfri himmel og ingen vind.
Jeg startede turen med at gå op til passet Vratca. Herfra blev udsigten endnu bedre, da nordsiden af Mojstravka er meget mere stejl end sydsiden. Turen fortsatte et stykke langs med bjergkammen, faktisk kom jeg til at gå 100 m for langt, inden to klatrere udpegede det rigtige startsted på via ferrata ruten "Hancova". Den var ikke specielt svær, men for en sikkerheds skyld brugte jeg sikringer de mest udsatte steder. Ruten fulgte det meste af vejen mindre hylder og det var blanding af sikrede stykker og let scrambling. Udsigten blev bare bedre og bedre, efterhånden som man kom op. Nærmest var det Mangart og Jalovec, men man kunne også se en god bid af Østrig og herunder Grossglockner, Ankogel og Hochalmspitze.

Toppen af Mala Mojstravka (2.332 m) blev nået efter bare 1 time og 40 minutter, så hviledagen havde måske virket. Jeg havde været alene på ruten op, men på toppen kom et par stykker ad den normale rute, ligesom det slovenske ungdomslandshold i nordisk kombineret kom op af via ferrata ruten 10 minutter efter mig. Blev på toppen i 15-20 minutter, inden jeg gik videre over mod Velika Mojstravka (2.366 m). Der var ikke nogen officiel rute, men der var gamle malingsklatter, et par varder og flere steder en ret tydelig sti. Enkelte steder bød på lidt let klatring. Udsigten fra Velika M. var endnu bedre end fra Mala M. Holdt igen en kort pause, inden det gik videre mod Zadnja Mojstravka (2.354 m). Ruten gik langs bjergkammen og var igen markeret med enkelte varder. Jeg havde oprindelig overvejet at fortsætte mod Travnik længere henne ad bjergkammen, men jeg valgte at spare på kræfterne. Desuden var jeg meget i tvivl om, om jeg overhovedet stod på Zadnja M., eller om jeg fortsat var på Velika M. Kortet var ret ringe, men konklusionen til sidst blev, at Velika M. nok havde en dobbelttop, og at jeg kun var nået den sidste af disse. En kontrol med bogen "Mountaineering in Slovenia" bekræftede dette.

Turen ned startede med lidt scrambling, herefter 150 m scree og så en tur på tværs af noget karst landskab, inden jeg nåede over til den normale rute. Denne startede med en stejl nedstigning med masser af løse sten (røg på røven 3 gange), inden jeg kunne dreje fra og småløbe de sidste 250 højdemeter ned gennem scree. Retur efter 4,5 time. Frokost ved bilen.

Rullede ned mod Kranjska Gora. Passerede en badesø kort inden byen og drejede ind. Den var varmere end floden i Bohinjska Bistrica, så det var en fornøjelse. Derefter indkøb til 2 dages vandretur på Montaz og Vis. Jeg kørte ud af Slovenien og ind i Italien. Landskabet var det samme super flotte, men huse og veje blev lige en tak grimmere. Stoppede ved Rabeljsko Jez, en dæmningssø på grænsen mellem Italien og Slovenien, hvor der igen var sindssygt flot.

Sidste stykke op til Malga Montasio gik ad en stejl 1-sporet asfaltvej. Belægningen var overmalet med cykelrytternavne og det viste sig, at der havde været Giro mål heroppe i år. Igen en strækning der aldrig ville være blevet kørt i Tour de France. Fremme ved P-pladsen var udsigten for vild op mod Montasio massivet og bjergkæden mellem Montasio og Fuart samt over mod Kanin massivet. P-pladsen var fyldt med bilen, men 95% var italienske. Totalt overset destination!

Jeg havde gravet en bog frem for at slappe af, men blev kapret af de italienere , som holdt parkeret ved siden af og budt på en bunke hjemmelavede specialiteter og vin. Resten af dagen afslapning og fotoskydning. Om aftenen var de eneste lyde koklokker, græshopper, murmeldyr og rovfugle. Sgu ok.

Fredag, 2. august: Montasio-Viz dag 1

Stod op kl. 5, spiste en hurtig omgang morgenmad (var kommet til at glemme yougurten dagen før, da jeg flyttede bilen, så det blev tørt rugbrød og frugt), pakkede lejren og var klar til afgang 5:40. Der var en del andre på p-pladsen, der havde sovet i bilerne eller deres caravans, så der var lidt liv allerede. Det første lange stykke op til passet Forc. del Disteis gik over "Altopiano del Montasio - en stor åben græsskråning med god udsigt op mod Jof di Montasio / Montaz (2.753 m) og over mod Mt. Kanin på den modsatte side af dalen.

Da jeg nærmere mig passet, opdagede jeg de første stenbukke lidt højere oppe, en gruppe på 5-6 stykker. Senere kom jeg endnu tættere på, og stod bl.a. under 100 m fra to, der kæmpede mod hinanden ved at banke hornene sammen. Generelt vrimlede det med stenbukke hele dagen, og ofte var jeg mindre end 10 m fra dem. Det virkede desuden som om, de var mindst lige så nysgerrige som menneskerne.

Selv om stien drejede fra, gik jeg de sidste 15-20 højdemeter op til Disteis passet. I forhold til den græsklædte sydside, faldt bjerget på vestsiden stejlt ned. Jeg havde oprindelig overvejet at gå den vej op. Vist ok, at jeg droppede den ide, da stien stå spærret ud.

Kort efter passet skiftede ruten karakter. Det blev langt mere stejlt og flere steder var sikret med stålwire. Jeg fandt derfor hjelm og klatresele frem. Sværhedsgraden var dog ikke så stor, og det værste sted var faktisk en strækning uden sikring, men hvor underlaget var meget glat, da det bestod af løse sten på hård jord. Det mest spændende sted var "Pipans ladder", en strækning over 30-40 højdemeter som skulle tilbagelægges via en stige opbygget af stålwirer.

Fra toppen af Pipan manglede kun ca. 100 højdemeter, hvor det meste var enkel scrambling og kun de vanskeligste steder sikret. Denne fremgangsmåde kom til at gælde mange steder for resten af dagen; generelt var der kun sat kabler de steder, hvor der var allermest stejlt og hvor et faldt med 100% sikkerhed var fatalt. Andre steder, hvor det var mindre svært eller hvor man sikkert kun ville få skrammer eller brække et ben, var der ingen sikring...

Jeg nåede toppen ved halv ni tiden. Udsigten var, igen, igen, igen, suveræn mod Dolomitterne i vest og syd, Østrig i nord og Slovenien i øst. Der lå dog en dis, som gjorde, at det ikke var lige så klart som fra Prisank et par dage tidligere. Disen medførte dog også, at der var en helt klassisk view med "blå bjerge" specielt i retning mod Slovenien. Drak en cola og spiste noget chokolade.

Fra toppen af Montasio slog jeg følgeskab med en østriger. Vi gik samme vej ned som op, og fik dermed igen fornøjelsen af Pipans Ladder. Jeg havde umiddelbart troet, at Montasio var et ret svært bjerg, men da jeg på vej ned ad stigen passerede en 60+ år gammel dame med kun én hånd, måtte jeg erkende, at bjerget enten ikke var helt så svært, eller at italienske bedstemødre er enormt seje.

Det glatte stykke for foden af stigen, som jeg havde bøvlet på vej op, var ikke mindre bøvlet på vej ned, menjeg slap dog gennem uden at ryge på røven mere end en enkelt gang. Derefter drejede vi ind på "Senterio Leva", en sikret vandresti, som jeg hen på sydsiden af Montasio massivet. Det første stykke gik på brede hylder i bjerget, som mindede lidt om hylderne på Tofane de Roses i Dolomitterne, men uden at være helt så ekstremt. Udsigten var dog glimrende. Herefter fulgte et stykke på græsskråninger inden der ventede et mere teknisk stykke med masser af kabler først ned til et lille pas og derefter op igen mod Cima Terrarossa / Spik Hude Police (2.420). Igen var der mange stenbukke i dette område, og mange gange virkede det som om, de mere sprang rundt på klipperne for sjov, end fordi de ledte efter mad.

Det sidste stykke op mod Cima Terrarossa gik på vandresti. Efter at have været i skygge det meste af tiden indtil nu, kom vi nu ud i solen og det blev bagende varmt. På toppen ventede der frokost, ligesom en italiensk gruppe bød på Prosecco. Det er god italiensk stil! Fra toppen var det muligt at se det meste af resten af dagsprogrammet i form af bjergkammen med toppen Foronon del Buinz (2.531 m) over til passet Spranje. Det så ikke ud til at være mere end maks. et par kilometer i fugleflugt, men det kom til at tage godt 3 timer. Det fortæller lidt om terrænet.

Jeg fulgtes med østrigeren det første stykke ned fra toppen. Herefter gik han retur mod sin bil, mens jeg fortsatte mod Rif. Corsi på ruten "Ceria Merlone", som var en sikret vandresti langs med bjergkammen mellem Montasio og Fuart.
Det første stykke på ruten over til et lille pas var helt jævnt og simpelt, og jeg troede, at jeg hurtigt ville få tilbagelagt ruten. Wrong! Fra passet startede der igen et længere klatrestykke op mod Foronon. Det meste var fint sikret, og meget af vejen fulgte jeg efter 6 stenbukke. Foronon bestod af to toppe, hvor stien på en del af vejen mellem de to gik helt på kammen af bjerget. På den højeste top var der bygget en helt ny stor bivuak af træ. Ren luksus. Den var desværre ikke vist på mit kort, for så ville jeg klart have overvejet at tilpasse turen efter en overnatning her.

Efter bivuakken blev sikringerne færre. Samtidig begyndte jeg at blive træt, og vandet var ved at slippe op, hvilket var uheldigt, da jeg det meste af tiden gik i solen. Jeg skulle derfor tvinge mig selv til at blive ved med at koncentrere mig. Ruten passede forbi bjergtoppen Modeon del Buinz ca. 50 højdemeter under toppen. Jeg havde oprindeligt overvejet at klatre derop, men den plan blev lynhurtigt forkastet. Jeg forsøgte på dette tidspunkt at nyde turen og udsigten men må erkende, at jeg egentlig mest bare så frem til at komme ned fra bjerget. Min redning blev, da jeg gravede en pose ved vingummier fra Ecuador frem. Det gav et tiltrængt energi-boost.

Det sidste stykke ned var ikke mindre spektakulært end resten. Ca. 150 højdemeter på skrå ned over en stejl bjergside, igen kun med sikringer de værste steder. Men endelig nåede jeg ned til Spranje passet. Herfra manglede kun ca. 40 minutter på god vandresti frem til Rif. Corsi. Refugiet blev nået kl. lidt i fire, dvs. efter knap 11 timer. Jeg var træt! Jeg drak lynhurtigt 2 liter vand og en halv liter cola for et få fyldt væske på. Resten af dagen gik med afslapning og tidligt i seng.

Lørdag, 3. august: Montasio-Viz dag 2

Op kl. 5:45, så jeg var klar til morgenmad kl. 6. Efter den hårde etape dagen før havde jeg planlagt at korte ned på denne dag, så det gik mere eller mindre direkte til toppen af Jof de Fuart / Viz (2.666 m), men hytteværten fik mig overtalt til at vandre ruten "Anita Goitan" op og ned, da den var langt mere flot og spændende end den direkte rute, og da den ikke var meget længere. Benene havde det overraskede godt, så jeg lod mig overtale.

Det første stykke gik på normal vandresti, men ved foden af bjergvæggen blev det mere teknisk, og flere steder var der stålwirer. Sikringen var desuden langt bedre end på Ceria Merlone. Ruten var igen kendetegnet ved at gå på hylder på bjergsiden, også kaldet "Ledges og Gods". Det meste af ruten gik jævnt hen på bjergsiden, men et par steder måtte jeg klatre stejlt ned gennem snævre klippespalter for at krydse et pas.

Da ruten nåede over på Jof Fuart mødtes den med den normale rute til toppen. Herfra gik det stejlt på sti og simpel med scrambling mod toppen. Ruten gik nu i solen, og selv om det kun var kl. 8 om morgen, var det bagende varmt. Toppen bestod af to dele. Jeg gik op på den falske top først, da hytteværten havde sagt, at der var et par huler fra 1. verdenskrig. 7 soldater havde overvintret her. Vanvittigt. Herefter gik det til den rigtige top. Super udsigt mod Østrig igen, mens der mod Dolomitterne og Slovenien var mere skyet end dagen før. Specielt mod Slovenien og mod syd var udsigten desuden sløret af, at der var skovbrande nede i dalene. Toppen nået kl. 9, dvs. efter 2,5 time.

Blev på toppen i en halv time, herefter retur samme ved ned. Et stykke nede af Fuart drejede jeg igen ind på Anita Goitan, som jeg fulgte videre mod vest mod Forcella Moses. Første stykke var helt simpelt, og jeg overvejede at smide hjelm og sele. Sidste stykke ned mod F. Moses var det dog meget stejlt og med mange kabler. Mange steder var dog også under 1. verdenskrig blevet hugget trin ind i klippen, som gjorde det lettere. Disse trin fortsatte næsten hele vejen ned til Rif. Forci. Fra F. Moses blev det lettere, kun enkelte steder var der kabler, mens der enkelte steder skulle støttes med hænderne. Retur i hytten efter 4,5 time. Ikke ringe. Drak en cola, og drog retur mod bilen. Første delstrækning var på god vandresti til passet Sella degli Scalini. Udsigten meget sløret pga. røg fra skovbrand og det lugtede også af røg en gang i mellem. Frokost i passet og herefter videre på fin vandresti mod en lille hytte og herfra ad grusvej retur til bilen. Bagende varmt og meget diset/røget. Retur ved bil efter ca. 7 timers vandring, så det lykkedes med kortere dag.

Kørte direkte til søen Rabeljsko Jez på grænsen mellem Italien og Slovenien for at bade og herefter videre mod Østrig. Temperaturen rundede 40 grader mellem Villach og Spittal. Godt den nye bil har AC! Planen var at klatre op på Hochalmspitze, som det sidste stop inden turen tilbage til Danmark. Jeg stoppede derfor i Gmünd for at høre vejrudsigt. Det gode vejr ville fortsætte. Perfekt. Tjekkede in på en stor campingplads i Maltatal, spiste pizza og gik tidligt i seng. Om aftenen truede det med tordenvejr, og det bragede da også over Gmünd, men det blev aldrig til noget ved campingpladsen.
.

Søndag, 4. august: Hochalmspitze dag 1

Jeg havde ikke travlt, så jeg sov helt til ved 8-tiden. Derefter blev det for varmt i teltet. Gav mig god tid til at læse, og få pakket teltet ned. Jeg kørte derefter et kort stykke op gennem Maltatal til starten af dalen "Gössgraben", hvor jeg gik en kort vandretur langs med vandløbet "Gössbach", og op forbi tre vandfald. Det var stegende varmt, men heldigvis gik det meste af turen i skyggen, ligesom vandløbet kølede luften noget. Der var fin udsigt til de tre vandfald, ligesom der var skilte med tankevækkende citater sat op omkring vands betydning for menneskeheden langs med ruten.

Efter gåturen kørte jeg i bil op gennem Gössgraben dalen til en p-plads ved foden af et vandreservoir. Her startede ruten op til Giessener Hütte, som jeg ville bruge til overnatning og som udgangspunkt turen til toppen af Hochalmspitze (3.360 m) næste dag. De 600 højdemeter op til hytten gik på grusvej, så jeg gravede MTB'en ud af bilen, for at klare stigningen lettest muligt.

Jeg spiste frokost ved bilen, pakkede rygsækken og begyndte at cykle mod hytten. Den første halvdel gik ok, men havde vist heller ikke mere end 10-15% stigning. Herefter blev det stejlere, underlaget løsere og pauserne flere. Den sidste 1/4 op til hytten blev mere push-bike end reelt cykling...

Jeg var oppe ved hytten allerede ved 14-15 tiden, og havde derfor god til afslapning og læsning resten af eftermiddagen og aftenen. Aftensmad bød på god suppe, schnitzel og kage. Tidligt på aftenen rullede et kraftigt tordenvejr ind over bjergene.

Mandag, 5. august: Hochalmspitze dag 2

Jeg stod op kl. 5:45, så jeg var klar til morgenmad kl. 6. Maden blev hurtigt klaret, og jeg gik afsted fra hytten (2.202 m) kl. 6:15. Vejret var - naturligvis - glimrende, og benene fik det ok efter 5-10 minutters opvarmning.

Det første stykke mod toppen gik på Schwarzenburgerweg, en fin vandresti, hvor der var banet vej gennem blokfelterne. I modsætning til bjergene ved Montasio/Fuart, som havde været knastørre, var der nu desuden utallige mindre vandløb med smeltevand, som skulle forceres. Ligeledes var kalksten skiftet ud med gnejs/granit. Efter en god times tid nåede jeg op til passet Winkelscharte (2.856 m), hvorfra der var en flot udsigt over den noget stejlere nordside af bjerget. Der var desuden en flot udsigt mod syd, hvor jeg havde besteget flere bjergtoppe i 2008. Dengang var det også planen, at jeg ville have været på Hochalmspitze, men det måtte droppes pga. snestorm. Nu så det ud til, at jeg ville nå toppen med 5 års forsinkelse.

Fra passet gik det videre ad "Detmolder Steig / Grat", som var beskrevet som en "Klettersteig". De første par 100 højdemeter gik gennem et kæmpe blokfelt, hvor ruten heldigvis var gjort lettere ved at lave trin og dreje stenene, så det mindede om trapper.

Jeg var startet som den første fra hytten, og havde ikke set andre på bjerget. Jeg havde dog set nye fodspor flere steder i de snefelter, som skulle passeres, og på vej mod ad Detmolder Steig så jeg to personer forude. Jeg indhentede dem, et østrigsk par, kort før en kort passage af gletscheren Trippkees.

Ruten gik i kanten af gletscheren, så der var ok at gå alene og uden reb. Sneen var desuden blød, så jeg droppede også steigeisen. Glescheren var hurtigt krydset, og toppen så nu ud til at ligge meget nær. De største udfordringer manglede dog fortsat, for de sidste ca. 200 højdemeter gik via en mellemsvær sikret rute. I forhold til Italien var sikkerheden dog markant højere, og desuden var klippen af bedre kvalitet, så risikoen for faldende sten var meget mindre.

Jeg nåede toppen efter 3,5 time. Udsigten var, som forventet, imponerende, selv om der var endnu mere varmedis end de forrige dage. Det var således kun toppen af de højeste bjerge i Slovenien og Italien, der kunne ses. Mod nord og vest var det omvendt bedre med god udsigt over mod Grossglockner og bjergmassiverne mod nord. Østrigerne nåede toppen 5-10 minutter senere, og vi blev der en halv times tid. Drak en cola, en gatorade og nød udsigten.

Turen ned gik via Rudolstädter Weg, da den skulle være kortere og lettere end Delmolder ruten. Turen ned startede dog med en krydsning af topkammen på Hochalmspitze. Den var godt nok ca. 1 m bred, men det faldt flere 100 m ned på begge sider. Lidt spændende. Herefter gik det videre langs bjergkammen. Nogle steder var den 10-20 m bred og ikke specielt stejl og man kunne let springe fra sten til sten. Andre steder var den stejl og kun et par meter bred, og her var det med høj koncentration. Ca. 200 højdemeter under toppen nåede jeg to markante klipper kalder "Steinerne Mandl". Herfra gik det stejlt ned, sikret med stålwire. For foden af klippevægen krydsede ruten igen udkanten af Trippkees. Resten af turen ned gik gennem blokfelter, på vandresti og via snefelter. Jeg forsøgte så vidt muligt at gå via snefelterne, da det var det mest effektive.

Nåede retur til hytten af ret præcist 6 timer. Ikke ringe. Jeg pakkede rygsækken med et par ting, jeg havde efterladt i hytten, og kørte de 600 højdemeter ned på MTB'en. Det tog ikke mere end ca. 15 minutter, men armene var trætte af alle stødene og af at bremse på den stejle nedkørsel.

Jeg tog et hurtigt truckerbad i et vandløb og skiftede til renere tøj. Herefter vendte jeg bilen mod Danmark. Temperaturen var igen et par og 30 grader, så AC'en kørte på fuld drøn hele vejen gennem Østrig og langt op gennem Tyskland. Bortset fra lidt tæt trafik mellem Salzburg og München gik det fint med trafikken, og lidt hovedregning sagde, og jeg kunne være i Rostock ved 23 tiden. Jeg fik Anders til at tjekke afgangstider og reserveret en plads kl. 00:30. Nåede færgen 23:15 efter blot 3 stop undervejs.

Havnen og færgen var noget af det mest døde, man kunne forestille sig. Jeg fik købt et par rammer øl og vand, og småsov derefter resten af turen. Det sidste stykke hjem til Søborg skulle bare overstås. Hjemme kl. 04, tømte bilen, spiste cornflakes, og så endelig i seng.