Mandag 25. marts (Kbh. - Quito)

Transporten til Ecuador gik via Düsseldorf og Miami. Første fly afgik allerede 6:45. Jeg stod derfor op kl. 03.40, og sprang i en taxi kl. 04:00. Taxien smed mig af i Vanløse, hvorfra det var planen at tage metroen ud i lufthavnen. Metroen var dog forsinket pga. sporarbejde, men heldigvis åbnede de sporene hurtigere end planlagt. Jeg nåede derfor lufthavnen kl. 05.00 og fik klaret indcheckningen.

København - Düsseldorf (Air Berlin) forløb uden problemer og det var et hurtigt og effektivt skift videre til Düsseldorf - Miami (Air Berlin). Her fik jeg en ringe plads midt i flyet uden meget plads til benene. Jeg så et par film (Trouble with the curve og Batman), småsov og spillede computer. Landingen i Miami var til gengæld ren rutsjebane og ganske spændende. Brækposerne blev vist anvendt et par steder ...

Security i Miami tog 1,5 time. Ikke videre effektivt. Desuden var lufthavnen imponerende grim. Jeg havde et par timers ventetid og "fejrede" besøget i USA ved at spise en stor burger samt læse lidt. Der var god plads i flyet mod Quito (American), så jeg småsov det meste af tiden. Det var overskyet det meste af tiden, men der var dog god udsigt til boligområder med utallige kanaler på vej væk fra Miami samt en enkelt vulkan kort før landing i Quito (muligvis Caymbe?). I Quito fulgte en hurtig og effektiv kontrol af pas samt udlevering af bagage. Emma havde fløjet via Amsterdam og Panama og ankom en time senere. Hendes bagage dukkede imidlertid ikke op. Turen ind til centrum gik med en taxi-chauffør, som vist havde travlt med at komme hjem i seng ... Indkvartering på et ok Hotel Andino tæt på centrum
.

Tirsdag 26. marts (Quito)

Stod op ved 8 tiden og følte mig rimelig udhvilet. Når man kiggede ud af vinduet (og forbi det elektriske hegn rundt om bygningen...), var det småskyet. Spiste morgenmad på hotellet og var en tur forbi tur-arrangøren Gulliver for at booke ture for Emma. Vi fik desuden også klaret nødindkøb af tøj til Emma, som fortsat manglede bagage (den dukkede først op fredag...).

Ecuador skulle spille landskamp mod Paraguay senere på dagen og 25% af alle gik i fodboldtrøjer. Vi investerede derfor også i et par for at falde ind i mængden. Vi havde overvejet en guidet bytur i den gamle bydel ("Old Town"). Det blev dog droppet pga. tidspres og i stedet fulgte vi Lonely Planets rute rundt gennem gaderne fra kolonitiden. Vi kom forbi basilikaen, den største kirke i byen placeret på en bakke, samt en række flotte pladser, og vi tog dem i rigtig rækkefølge, så de blev flottere og flottere. På Plaza Independenzia var der opsat en storskærm på katedralen. Vi så første halvleg, som sluttede 1-1. Samlet vandt Ecuador dog 4-1, så resten af dagen og aftenen var der høj stemning i byen. Aftensmad blev klaret i nærheden af Plaza Foch; Quitos svar på Jomfru Ane Gade x 4.

Onsdag 27. marts (MTB Nono - Mindo)

Stod op ved 8 tiden og følte mig rimelig udhvilet. Når man kiggede ud af vinduet (og forbi det elektriske hegn rundt om bygningen...), var det småskyet. Spiste morgenmad på hotellet og var en tur forbi tur-arrangøren Gulliver for at booke ture for Emma. Vi fik desuden også klaret nødindkøb af tøj til Emma, som fortsat manglede bagage (den dukkede først op fredag...).

Planen for onsdag var at køre 67 km på mountainbike nordvest for Quito gennem "Cloud Forest" ned gennem den del af Andesbjergene, der vender ud mod Stillehavet. Vi blev derfor afhentet af guide Juan kl. 7 i en firhjulstrækker med et par mountainbikes på taget. Vi kørte med morgentrafikken ud af Quito til Nono, en landsby 20-25 km nordvest for Quito i ca. 3.500 meters højde. Vi købte lidt vand og kiks og sprang på de noget tunge MTB´s, mens Juan fulgte efter i jeepen.

Turen startede med en lille stigning og herefter fulgte en laaaang nedkørsel. I starten var der lidt landbrug (køer), men herefter kom vi hurtigt ned i en smal dal med tæt skov. Temperatur og luftfugtighed var høj og det var som at cykle i drivhus. Efter en times tid nåede vi flækken Tandayapa (lukket bar, 4 huse og en hund), hvor vi holdt en kort pause. Fra Tandayapa fulgte en stigning på 500 højdemeter op til Bellavista; et Eco Lodge beliggende i et kolibri reservat. Det var fortsat varmt og fugtigt (nu forstod jeg for alvor, hvorfor det blev betegnet "Cloud Forest"), og derfor ubehageligt hårst at cykle opad på en tung MTB i 2.800 meters højde. Turen op blev belønnet med en kold cola ved Eco Lodgen. Her var der desuden opsat fodringsstationer, så det sværmede rundt med 5-6 forskellige typer kolibrier; metalgrøn, blå med splittet hale osv. samt en større knaldgul fugl.

Fra Bellavista gik det videre lidt mere opad. Herefter fulgte et kort stykke langs en bakkeryg, inden en lang nedkørsel på meget stenet grusvej. Det sidste stykke mod Mindo gik på asfaltvej, hvor der endelig var mulighed for lidt fart. Frokost blev indtaget på en restaurant på hovedgaden i Mindo, som lidt mindede om en gade taget ud af en moderne western film. Menu: en kæmpe tallerken med kød.

Turen retur mod Quito gik på landevej. Et enkelt sted var der sket et større jordskred (vist nærmest en daglig hændelse), så vi røg ud på en mindre omkørsel ad en smattet jordvej/grusvej. Dette var igen åbenbart helt normal praksis.

Vi holdt et kort stop ved La Mitad del Mundo; det mest kendte monument for ækvator i Ecuador, som så reelt ligger 240 m syd for ækvator ... Vi fik dog taget de klassiske billeder med et ben på hver side af ækvatorlinjen. Retur i Quito ved 19 tiden. Aftensmad bestod af Thai mad nær Plaza Foch

Torsdag 28. marts (MTB Quilotoa)

Torsdagen bød på endnu en omgang MTB, og vi blev igen hentet af Juan kl. 7. Dagen bød på flot vejr på turen mod syd ud gennem Quito. Vi holdt dagens første stop på markedet i Saquisili; det største i den centrale del af bjergene i Ecuador. På markeret og i byen generelt blev der handlet alt fra dyr over tøj til kunst og frugt. Langt de fleste handlende var lokale (indianere) og der var kun få turister, hvilket fik det til at virke mere livligt. Fra Saquisili gik det videre på først ringe grusveje og senere en god ny landevej frem mod Quilotoa krater søen. Undervejs holdt vi stop ved en større canyon samt ved flere udsigtspunkter. Fremme ved søen gik vi en tur op til kraterranden, hvor der var en flot udsigt over den grønne kratersø, hvor et par enkelte kajakker sejlede rundt.

Min MTB var halvflad men efter lidt søgning i landsbyen, lykkedes det er finde en pumpe. MTB turen startede ved krateret og gik til byen Sigchos. Første stykke gik på en ny grusvej. Landskabet var til at begynde med tørt og næsten prærie-agtigt, men det skiftede hurtigt og efter kort tid var der landbrug overalt. Dette indebar fritgående eller bundne køer, grise, høns og får overalt. Og børn overalt! Såvel gårde som jordlodder var små, men det var imponerende at se, hvordan selv de stejleste bjergskråninger var opdyrkede. Hele turen gik på grusvej ned gennem en stor dal. Der var heldigvis ikke meget trafik, men vi blev overhalet af den lokale bus, som havde taget lastet med får og landbrugsprodukter. Knap halvvejs holdt vi frokostpause i landsbyen Chugchilan.

Efter frokost gennem det videre gennem tæt opdyrket landbrugsland. Et enkelt sted blev vi jagtet af et par hunde, men det var faktisk minimalt billigt sluppet set i forhold tl, at der var hunde overalt. Vi stødte desuden på en død pungrotte, men ellers var det meget begrænset med "vildt" dyreliv. Turen sluttede sidst på eftermiddagen i den lidt større by Sigchos, hvorfra det gik retur mod Quito på landeveje. Vi var først tilbage i Quito ved 20 tiden, og havde undervejs lidt småregn. Vi spiste en hurtig pizza og fik derefter pakket taske til næste dag, hvor der var tidlig afgang.

Min MTB var halvflad men efter lidt søgning i landsbyen, lykkedes det er finde en pumpe. MTB turen startede ved krateret og gik til byen Sigchos. Første stykke gik på en ny grusvej. Landskabet var til at begynde med tørt og næsten prærie-agtigt, men det skiftede hurtigt og efter kort tid var der landbrug overalt. Dette indebar fritgående eller bundne køer, grise, høns og får overalt. Og børn overalt! Såvel gårde som jordlodder var små, men det var imponerende at se, hvordan selv de stejleste bjergskråninger var opdyrkede. Hele turen gik på grusvej ned gennem en stor dal. Der var heldigvis ikke meget trafik, men vi blev overhalet af den lokale bus, som havde taget lastet med får og landbrugsprodukter. Knap halvvejs holdt vi frokostpause i landsbyen Chugchilan.

Efter frokost gennem det videre gennem tæt opdyrket landbrugsland. Et enkelt sted blev vi jagtet af et par hunde, men det var faktisk minimalt billigt sluppet set i forhold tl, at der var hunde overalt. Vi stødte desuden på en død pungrotte, men ellers var det meget begrænset med "vildt" dyreliv. Turen sluttede sidst på eftermiddagen i den lidt større by Sigchos, hvorfra det gik retur mod Quito på landeveje. Vi var først tilbage i Quito ved 20 tiden, og havde undervejs lidt småregn. Vi spiste en hurtig pizza og fik derefter pakket taske til næste dag, hvor der var tidlig afgang.

Fredag 29. marts (Illiniza Norte)

Efter to dages MTB skiftede vi nu aktivitet til bjergbestigning. Målet var Illiniza Norte, det 8. højeste bjerg (vulkan) i Ecuador på 5.126 m. Jeg var lidt bekymret for, om vi var tilpas højdetilvænnede allerede, men vi havde sovet 4 nætter i 2.800 m og cyklet MTB i 3.800 m, så jeg tænkte, at det burde gå.

Vi stod op kl. 4:40 og spiste lidt morgenmad. Vi havde aftalt med vores guide Jaime Vargas, at han skulle hente os kl. 5:00. Han blev dog forsinket til kl. 5:20, da han ikke kunne finde hotellet. Vi kørte, som dagen før, mod syd ud gennem Quito i godt vejr og med flot udsigt ned over den sydlige del af byen. Kort inden nationalparken holdt vi et kort stop i en landsby for at købe brød og kiks samt leje lidt udstyr til Emma. Der var på dette tidspunkt ingen skyer over Illiniza Norte, mens Illiniza Sur var dækket. Ved indgangen til nationalparken var der lidt bøvl med at få et guide-bevis, men efter lidt diskussion og panttagning af vores guides ID-papirer gik det. Jamie kørte i en firhjulstrækker, hvilket var meget belejligt, da "vejen" frem til startstedet var en af de mest ringe, jeg har oplevet (det skulle så blive meget værre på Cayambe...). Området var, som dagen før, præget af tæt opdyrket landbrug helt op i mellem 3 og 3,5 km's højde.

Startstedet var en parkeringsplads i 3.950 meters højde, hvilket unægteligt er en del højere, end jeg er vant til fra Europa. Vi fik klargjort rygsækkene og gik afsted mod refugiet i 4.750 m. Beskeden fra Jamie lød: "slowly, slowly". Jeg spekulerede over, om han havde tømmermænd eller var træt, for det virkede lidt dumt i starten. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at pulsen eksploderede, hvis jeg satte tempoet bare en smule op. Højdetilvænningen var åbenbart ikke helt klaret.

Det første stykke gik gennem "paramo", som er en steppeagtig naturtype. Kun enkelte steder var der mindre områder med lidt lav skov. Omkring 4.300 m skiftede det til løst, sandet underlag og det sidste stykke op mod refugiet gik på en uendelig lang bakkeskråning i løst sand. Denne delstrækning omdøbte indvendigt hurtigt til "Sendero Diablo". Efter ca. 4 timer nåede vi hytten, der var malet i den nydeligste lyserøde farve. Vi holdt 20 minutters pause og forsøgte at spise lidt mad, selv om sulten ikke var stor. Ligeledes havde jeg fået lidt hovedpine, så højden påvirkede ret tydeligt kroppen. Nå, der manglede kun 400 højdemeter, så det gik vel.

Det var efterhånden blevet en del mere skyet og vi var reelt noget sent på den i forhold til at nå toppen. Jamie mente dog, at det nok skulle gå. Det første stykke efter hytten gik fortsat på løst underlag men skiftede derefter til at involvere mere og mere scrambling. Specielt de sidste 150 højdemeter involverede en del scrambling og vi tog derfor klatreseler på. Bjerget om klipperne mindede mig sjovt nok en del om Hohe Weisse i Alperne, som jeg havde klatret op på et halvt år før. Skyerne lukkede fortsat tættere sammen, men i glimt var der god udsigt ned over vulkankrateret med en grøn sø samt Illiniza Sur klædt i is og sne.

Et stykke opad ad bjergkammen blev det mere stejlt. Samtidig hørte vi et par tordenbrag mod nord. Jaime tog derfor Emma i reb, for at vi kunne komme hurtigere frem mod et sted, hvor vi kunne komme ned. Et stykke efter røg jeg også på rebsikring. Da vi nåede til det sted, hvor vi kunne begynde at klatre ned, havde vi hørt endnu et par tordenskrald, og det var begyndt at hagle. Vi drøftede kort situationen. Der var kun 30 højdemeter tilbage, men vejret blev fortsat værre. Jeg var nok faktisk den, der var mest opsat på bare at få rø*** ned fra bjerget. Jamies vurdering var, at Emmas hår fortsat kun var "a little electric, not so bad", så mente at vi skulle bruge de 5 minutter på at nu toppen. Jeg smed derfor rygsækken og vi klatrede hurtigt de sidste stykke op på toppen. Det var totalt skyet og vi var der kun ca. 10 sekunder, lige tid nok til at tage et billede. Jamie fortalte senere, at kameraet havde summet af elektricitet...

Jeg kunne nu høre, at nogle af stenene begyndte at summe/ringe af elektricitet. Situationen var absolut ikke god og vi klatrede derfor ned, så hurtigt som det var muligt. Retur ved rygsækken fik jeg stød, da jeg samlede den op. Jeg tog derfor med det samme vandrestavene ud og smed dem væk. Jamie tænkte lidt mere cool, samlede dem op og smed dem foran os ned at bjergskråningen. Vi fortsatte den hurtige nedstigning, som nogle steder var lidt vanskelig, da haglene havde dækket vores spor, så det var svært at finde ned samme vej, som vi var kommet op. I starten var det primært scrambling, men heldigvis nåede vi hurtigt ned i scree, så vi kunne øge hastigheden. Et stykke nede samlede jeg vandrestavene op. De vibrerede stadig, så jeg fortsatte med at smide dem foran os. Via scree-skråningen kom vi hurtigt 150-200 m ned. Her føltes det hele noget mere trygt og jeg begyndte at slappe lidt af. Al hovedpine fra tidligere på dagen var desuden effektivt blevet jaget bort af adrenalin. Det skal siges, at vi aldrig hørte tordenbrag eller så lyn lige i nærheden og Illiniza Norte toppen, men det var unægteligt en af de mest skræmmende hændelser på en bjergtop, jeg havde oplevet.

Nedstigningen fortsatte et langt stykke gennem scree. I et stykke tid fortsatte det med hagl og småregn. Gradvist blev det dog bedre vejr og ca. 30 minutter efter vi forlod toppen, var den skyfri. Typisk. Resten af turen til bilen gik hurtigt og tog ikke mere end maks. at par timer, så vi var tilbage efter i alt ca. 9 timer. Vi skiftede til rent/tørt tøj og kørte den bumpede vej ud. Aftensmaden blev klaret på en kylling fastfood restaurant på vej tilbage mod Quito. Vi nåede byen ved 20 tiden og fik Jamie til at køre os til et andet hotel, hvor jeg skulle mødes med resten af KE-gruppen. Deres fly var imidlertid blevet omdirigeret til Guayakil, så der blev intet møde denne aften. Turprogrammet var desuden justeret, således at der næste dag skulle være en rolig dag i Quito. Det passede perfekt, for jeg var mildt sagt lidt halvtræt.

Lørdag 30. marts (hviledag i Quito)

Lørdag formiddag mødtes jeg med resten af KE-gruppen; Simon (28), Jasmin (45) og Leslie (45), bortset fra Fiona (37), som ville støde til om eftermiddagen. Lidt overraskende var der således flere kvinder end mænd på turen. Vi mødte også vores guide Eddie (Eddison) og chauffør Nelson. Eddie gennemgik kort programmet, mens ellers gik snakken mest på, at Simon og Jasmin manglede deres bagage, ligesom Simon havde været tvunget til at tage en halv overnatning i Guayakil.

Dagen var sat af til "hviledag / byrundtur" og vi startede med at køre til basilikaen. Jeg havde også været der et par dage før, men denne gang kom vi helt op i tårnet. Herfra var der en flot udsigt over den centrale del af byen. Ligeledes var det sjovt at se, hvordan de klassiske gargoyler på kirketaget var udskiftet med lokale fugle (blue footed boobies, pelikaner, tukaner osv.). Efter balilikaen gik turen til "Old Town", hvor vi passerede de to største pladser samt var en tur inde i San Francisco kirken. Her var guld overalt!

Efter turen rundt i Old Town kørte vi op på bakken Panacillo, med en enorm Maria-statue og endnu en gang flot udsigt over byen. Vejret var, som sædvanligt, startet skyfrit om morgenen, men nu var desværre blevet overskyet. Frokost blev klaret på en god restaurant placeret med udsigt over byen. Efter frokost gik det retur til hotellet, hvor vi havde en længere gennemgang af turens program. Aftensmad på Magic Bean, hvor det endelig blev til turens første øl!

Søndag 31. marts (Laguna Cuicocha)

Vi startede dagen med at køre 2,5 time mod nord. Undervejs stoppede vi vedækvatorlinjen, hvor der desuden var en fin udsigt over den dybe dal mellem Eciadors Eastern og Western Mountains. Ligeledes fik vi første blik af vulkanen Cayambe, som vi skulle bestige nogle dage senere. Vi kørte tæt forbi Otavalo, hvor der er et kendt (og efter sigende meget turist-overrendt) marked. Vi stoppede dog ikke men så mange af de lokale indianere i let-genkendelige dragter.

Dagens mål var vulkankrateret Laguna Cuicocha (Marsvine-søen). Krateret var fyldt med imponerende blåt vand samt to mindre øer. Vi gik en tur på 7-8 km rundt på kraterkanten. Vi var i 3.500 meters højde, så tempoet var langsomt og englænderne kæmpede noget med den halvtynde luft. Jeg mærkede ikke det store, så efter en lille uge var kroppen tydeligvis ved at tilvænne sig til højden. Fra stien var der en flot udsigt over krateret på den ene side samt bjerge og landbrugsland på den anden. Området var, som på Illiniza, paramo med en blanding af græs, blomster og mindre træer. Bevoksningen blev efterhånden tættere, og flere steder var det som at gå i en tunnel. Vandrestien var fin, men havde klart været sjovere på MTB - og for at træde i såret blev vi da også overhalet af en knægt på MTB lidt senere på turen. Efter 3 timer nåede vi en overdækket hytte, hvor var fin udsigt over søen og hvor vi spiste frokost.

Efter frokost fortsatte vi yderligere en time. Bevoksningen var nu stort set som i Danmark med bl.a. fyrretræer, som mindede om Læsø. Ved 15 tiden nåede vi retur til bussen. Herefter var der 1,5 times kørsel til hotellet, hvor vi undervejs holdt et kort stop i byen Ibarra, hvis hovedgade lignede noget fra Californien. Hotellet var en ægte hacienda omgivet af marker og med en stor have med kolibrier. Ren idyl!

Mandag 1. april (Pablo Arenas - San Francisco)

Efter en let opvarmning dagen før var tiden nu kommet til at starte på vores 3-dages akklimatiseringstrek. Vi startede med morgenmad ved 8-tiden, inden det kl. 9 gik mod bus til landsbyen Pablo Arenas beliggende i ca. 2.500 meters højde. Her blev vi sat af ved en nydelig lyseblå kirke.

Trekkingturen startede på grusvej gennem landbrugsområder. Grusvejen gik på skråningen af en stor dal og det gik svagt opad. Der var masser at se på, bl.a. trætomater samt agave-planter; både udgaven som anvendes til tequila og udgaven til lokalt sprut. Området var intensivt opdyrket og flere steder blev der anvendt tovbaner for at transportere frugter mm. fra den ene side af dalen til den anden. Dagens march sluttede med en lang stigning op mod landsbyen San Francisco beliggende i ca. 3.000 meters højde. Undervejs spiste vi frokost med udsigt over dalen, så to kondorer svære højt over os samt passerede fritgående køer og heste.

I San Francisco var der indrettet lejrplads tæt på fodboldbanen. Lejren bestod af sovetelte, toilettelt samt madtelt. Ren luksus. Vi gik en kort tur rundt i landsbyen (kort, da landsbyen vitterligt ikke var særlig stor) og så på køer, høns, hunde og heste. Retur i lejren stod den på utallige kopper te, inden vores kok, Paco, diskede op med en perfekt 3-retters menu, der bl.a. omfattede en helt suverænt stegt ørred.

Tirsdag 2. april (San Francisco - Yana Lake)

Vi spiste tidlig morgenmad ved halv otte tiden, hvorefter det gik videre op gennem dalen. Vi var nu kommet så højt, at der ikke var meget landbrug tilbage. I stedet blev der mere og mere skov. Allerede fra morgenstunden var det overskyet og i 3.700 meters højde nåede vi op i skyerne. Det betød fugt i luften men heldigvis ingen regn. Omtrent samtidig blev vi passeret af "trosset", som til servicering af os 5 vamdrere bestod af følgende: 1 kok, 3 hjælpere, 6-7 heste, 1 æsel og 3 hunde! Fra ca. 3.500 meter kom vi op i paramo. Her var dog masser af køer (og tilhørende ko-lort), så helt uberørt natur var det ikke. I 3.980 nåede vi et pas. Det var fortsat meget skyet, men vi blev enige om at bruge 15 minutter på at bestige den nærliggende bjergtop "Oljes Chico" på ca. 4.020 m. Der var ingen udsigt pga. tåge. Til gengæld var der masser af langt græs og masser af kolort. Unægteligt noget anderledes end en 4.000 m top i Alperne ...

Tilbage i passet var der blot 15 minutters vandring ned i lejren, som var indrettet på kanten af en sø. Pga. tåge var der dog desværre ikke megen udsigt. Tågen gjorde også, at det var noget koldt og fugtigt, så "afternoon tee" blev indtaget iklædt hue og handsker. Jeg havde overvejet at vandre lidt mere om eftermiddagen, men da det satte ind med småregn blev den plan droppet. I stedet stod den på afslapning samt endnu en god 3-retters menu. Om aftenen kom den nyindkøbte 3,5 sæsons sovepose til sin ret, da det blev stjerneklart og dermed ret koldt.

Onsdag 3. april (Yana Lake - hot springs)

Trekkingsturens sidste dag blev startet med tidlig morgenmad. Vi startede derefter med at gå retur op i passet, som vi havde passeret dagen før. Vejret og dermed udsigten var heldigvis blevet bedre. Blandt andet var der en flot udsigt nordpå mod Columbia. Fra passet gik det via åbent paramo landskab over til et andet pas. Her besluttede Simon og jeg at bruge 10 minutter på at gå op på "Bacon Hill" (ca. 4.005 m). Således navngivet, da alle vegetarerne ikke kom med.

Fra Bacon Hill fulgte en lang nedstigning på 1.500 højdemeter. Bevoksningen skiftede undervejs karakter fra paramo over nåleskov til landbrugsområde, hvor der i sidstnævnte var masser af køer. Turen sluttede ved Charchimbito hot springs. Det var blevet stegende varmt det sidste stykke, så en varm swimming pool var ikke tosset. Specielt ikke da vi var de eneste gæster, så vi kunne få lov til at slæbe velfortjente øl med i bassinet. Fra poolen gik det retur til "vores" hacienda igen. En fin trekkingtur som opvarmning til de større bjerge.

Torsdag 4. april (Imbabura)

Vi var nu klar til at give os i kast med de højere bjerge. Første mål var den udslukte vulkan Imbabura (4.630 m). Vi skulle starte ved daggry, men da der var ca. 1,5 times kørsel til startstedet, stod vi op allerede kl. 3:40 for at spise lidt morgenmad. Jeg fik sovet lidt det første stykke tid i bussen men på den sidste strækning op mod startstedet var vejen så stenet, alt dette var umuligt. Til gengæld lykkedes det Nelson at få bussen helt op i ca. 3.450 meters højde, hvilket var ca. 100 meter højere, end det typisk er muligt. Vi var klar til afgang ved 6 tiden, netop som det begyndte at blive lyst. Der var fortsat mørkt i dalen, hvor der var en flot udsigt ned over Ibarra. Det var overskyet men helt tørt og tegnede til at blive en fin dag.

Ruten startede ud forbi en nedbrændt ruin, passerede et par enkelte marker og herefter var det klassisk paramo med langt græs. Tempoet var ret langsomt og jeg gik i forvejen på en lang stejl stigning. Ovenfor denne var pulsen høj - selv efter 5-10 minutters pause var den fortsat over 130 - men vigtigere var det, at jeg ikke følte mig genereret af højden. Jeg ventede 10-15 minutter på de andre, men da udsigten mod Caymbe var god, gik tiden hurtigt. Simon følte sig også frisk, og vi gik i forvejen op til et pas i ca. 4.200 m. Undervejs passerede vi mange planter af en type, vi lynhurtigt døbte "penis-plant"... Fra passet var der en flot udsigt mod nord op mod Columbia og de bjerge, hvor vi havde vandret rundt på trekkingturen.

Efter passet kom der mere klippe og ruten gik langs en smal klipperyg. Vi smed vandrestavene i ca. 4.350 og fortsatte med let scrambling derfra. Denne del var sjovere end almindelige vandring og det faktum, at der var imponerende udsigt til vulkankrateret på den ene side og "små" 4.000 m bjerge på den anden side, gjorde det bare bedre. Vi nåede "hiking"-toppen på 4.578 m ved 11-tiden. Det krævede reb eller opstigning fra den anden side af bjerget at nå den rigtige top på 4.630 m, så dette må blive en anden gang. Undervejs mod toppen havde det trukket lidt op til regn, men på toppen var vejret fint og vi blev der i knap en time. Udsigten fejlede intet med vulkankrater, Cayambe og alle de nordlige bjerge og vulkaner i Ecuador.

Turen ned gik noget hurtigere. Jeg gik det første stykke med Simon og småløb derefter de sidste 400 højdemeter, da det føltes lettere for benene end at vandre. Dette fik pulsen op og sveden frem. Sidstnævnte specielt fordi solen var kommet frem igen og temperaturen steget.

Vi bumlede i bussen retur ned ad bjerget og til indianer-landsbyen San Clemente, hvor vi blev indkvarteret hos "The President of the community"! Det var ren luksus og Simon og jeg fik vores eget lille hus. Om eftermiddagen gik vi en tur rundt i området og så alle dyrene: kaniner, marsvin (only to be eaten for special occasions!), får, lamaer, køer, grise, alpacaer, høns osv. Aftensmaden stod på en 4-retters menu. Klart bedste og hyggeligste indkvartering på hele turen.

Fredag 5. april (Cayambe del 1)

Jeg vågnede kl. 6 til lyden af højtalere, der meget højt og meget entusiastisk bragte nyheder og meddelelser til landsbyen og tænkte, at det mindede om noget fra Nordkorea ... Det stoppede efter 15 minutter, hvorefter det var muligt at sove lidt længere. Vejret var, som altid om morgenen, glimrende, og den bedste morgenmad på hele turen gjorde det blot endnu bedre. Efter pakning kørte vi 1,5 time på brostensvej rundt for foden af Imbabura til byen Cayambe. Overalt var der intensivt landbrug og vi kom bl.a. forbi den største hacienda fra kolonitiden. I Cayambe var vi en tur forbi en af de lokale kagefabrikker, hvor der ved håndkraft i et hæsblæsende tempo blev rullet, skåret og pakket kager. Vi fik desuden provianteret chokolade, slik, cola og gatorade i det første supermarked, jeg havde set på hele turen.

I Cayambe stødte guide nr. 2, Diego, til, ligesom vi skiftede bussen ud med to 4-hjulstrækkere, da de sidste 21 km op til refugiet på Cayambe gik på knap så gode veje. Simon, Fiona og jeg sprang ind i Diegos halvgamle Toyota Landcruiser, hvilket skulle vise sig at være en stor fejl, da den stank af dieselos hele vejen op til hytten. Det første stykke gik på grusvej, men vejen blev gradvist ringere og ringere og til sidst mindede det mere om et tørt flodleje end en grusvej. Vejen var klart dårligere end til Illiniza - og den havde ellers været ringe. Enkelte steder lå der desuden store kampesten, der var faldet ned ovenfra. Meget betryggende. Vi ankom til hytten ved 13-tiden og spiste frokost.

Om eftermiddagen stod den på en kort gletsjer/steigeisen-træning. Vi gik en halv times tid fra hytten og op til foden af gletsjeren. Klimaændringer medfører også i Ecuador, at gletsjerne smelter, så det tog lidt tid at finde et sted, vi kunne komme op på gletsjeren. Træningen gik fint og da vejret opførte sig pænt, var udsigten til gletsjeren og ned i dalen flot. Aftensmad ved 18 tiden og i seng ved 19 tiden for at forsøge at få lidt søvn inden topforsøget.

Lørdag 6. april (Cayambe del 2)

Vi stod op kl. 23. Jeg havde sovet måske 1,5 time. Ikke optimalt. Om det skyldtes spænding/nervøsitet eller højden, ved jeg ikke, men hvilepulsen var omkring 100, så højden havde unægteligt en fysisk effekt. Jeg tvang lidt yoghurt i mig samt en halv liter cola og var derefter klar til afgang. De andre var noget mere sløve til at blive færdige, så vi var først klar til afgang omkring midnat. Vejret var perfekt til topforsøget: Helt stjerneklart og kun svag vind!

Den første ca. 1,5 time gik op ad en utydelig sti på bjergsiden med et underlag af løst sand. Kun enkelte steder var der lidt scrambling. Ved gletsjerkanten satte vi steigeisen under støvlerne. Det første stykke på gletsjeren bestod af ren is uden sprækker, så vi gik uden reb. Efter ca. et kvarter blev snedækket tykkere, og vi nåede de første spalter. Vi bandt os derfor på reb; et hold med Eddie, Simon og jeg og et hold med Jasmin, Fiona, Leslie og Diego. Efter at have gået ret langsomt på stykket op til gletsjeren øgede mit hold nu tempoet lidt og vi kom hurtigt et godt stykke foran de andre. Efter ca. 1 time skrattede Eddies walkie. Det var Diego som meddelte, at Jasmin var højdesyg og skulle ned. Leslie ville følge med, mens Fiona gerne ville fortsætte. Der fulgte nu en diskussion på, om Eddie skulle gå tilbage og hente Fiona eller om hun også skulle gå retur med de andre. Denne diskussion skulle vi klart have haft, inden vi drog af sted, for der havde været stor risiko for, at vi ville havne i netop denne situation. Simon og jeg spurgte Eddie om hans råd. Beskeden var, at vi højt sandsynligt ikke ville kun nå toppen med Fiona, da vi pga. sikkerhed skulle vende om kl. 8. Valget blev derfor, at vi gik mod toppen uden hende. En hård beslutning, som hun heldigvis godt kunne forstå.

Gletsjeren bød på en konstant og forholdsvis stejl stigning på ca. 35%. Temperaturen faldt i løbet af natten, men der var fortsat kun svag vind, så vi havde ikke problemer med at holde varmen. Vi kom forholdsvis hurtigt frem, da der ikke var de store tekniske udfordringer. Ved 5 tiden var vi således kun ca. 150-200 højdemeter under toppen. Jeg tænkte, at vi var for tidligt på den og ville nå toppen lang tid inden solopgang. Omvendt passede den korte afstand mig dog fint, da jeg var ved at være lidt træt, ligesom jeg var en lille smule svimmel pga. højden. De sidste 150-200 meter skulle dog vise sig at være de hårdeste, da vi skulle finde vej gennem en labyrint af store isspalter. Eddie havde ruten fra sidste gang, han var der, på GPS, men spalterne havde ændret sig, så vi måtte improvisere. Vi gik dog kun forkert en enkelt gang og tabte maksimalt 15 minutter. Terrænet var markant mere stejlt på det sidste stykke, og to steder måtte vi bruge "fronttak teknik", ligesom vi et enkelt sted måtte traversere 200 m på et stejlt stykke. Da vi var i over 5.500 meters højde, var dette noget, der virkelig trak kræfter ud.

Kl. ca. halv syv, 6,5 time efter vi startede, kom vi over toppen af et stejlt stykke og Eddie råbte "Yes!". Vi var gennem labyrinten og kunne slæbe os de sidste 100 meter op på toppen i 5.790 meters højde. Her blev vi belønnet med den mest fantastiske udsigt: Stor set fri udsigt over hele den centrale del af Ecuador! Der var vulkaner hele horisonten rundt og for at gøre det helt perfekt, var en af dem, Revantador, sågar i udbrud. Dette var den flotteste udsigt på hele ferien og en stor del af forklaringen på, hvorfor jeg synes, bjergbestigning af fantastisk. Vi blev på toppen i ca. 10 minutter for at nyde udsigten og fik lidt energi i kroppen. Herefter gik det retur ned ad bjerget ad stort set samme rute, som vi havde fulgt op. Nedstigningen tog blot 2-2,5 timer, da vi kunne holde høj fart ned af skråningen på gletsjeren.

Retur i refugiet kastede vi lidt hurtig mad i maven, inden vi bumlede i bussen retur mod Quito. De fleste benyttede turen til en velfortjent lur. Eftermiddagen i Quito blev brugt på at fylde energidepoterne op med chokolade milkshake + kage samt øl og mojitos. Aftenen var oprindelig planlagt til at være rolig, men Emma stødte til gruppen og fik os overtalt til endnu en runde i centrum inkluderende endnu et par mojitos. Dødtræt i seng ved midnatstid.

Søndag 7. april (hviledag i Quito)

Formiddagen blev brugt på at tage liften Teleferique op i 4.000 meters højde. Vi var desværre kommet lidt for sent af sted, så skyerne var begyndt at rulle ind. Der var dog stadig en ret fin udsigt ned over byen. Vi gik en kort tur rundt til flere udsigtspunkter. Specielt var det interessant at se den sydlige del af Quito, hvor der i den ene dal var fuldstændig tætbebygget langt op ad bjergskråningerne, mens der er i nabodalen fortsat udelukkende var landbrug. Området indbød klart til vandreture og kørsel på MTB, så selv om det var hviledag, trak det meget i benene at komme ud og bruge området.

Vi tog liften retur ned i byen og splittede gruppen op. Jeg tog retur til hotellet og fik sendt Emma afsted mod lufthavnen. Eftermiddagen blev brugt på at gå en tur gennem Mariscal, videre langs søndagscykelruten, rundt i parken i den centrale del byen og herunder forbi open air kunstmarkeret samt endelig rundt i Old Town. Da det var søndag, var der masser af lokale turister på gaden specielt i parken og den gamle bydel. Jeg tog en taxi retur til hotellet og spiste aftensmad nær Plaza Foch sammen med resten af gruppen.

Mandag 8. april (Cotopaxi dag 1)

Vi kørte sydpå i bussen fra morgenen af og havde et kort stop på Campus Trekkings hovedkontor for at leje noget nyt udstyr til Jasmin. Herefter videre mod Cotopaxi nationalparken. Undervejs var der fin udsigt til flere af "de mindre" vulkaner: Pasachoa, Corazon og Illiniza. Vi nåede parken ved frokost, hvor skyerne - som altid - havde trukket ind. Det var derfor småkoldt og noget blæsende, da vi spiste frokost på en rasteplads i parken. Ellers var noget af det mest overraskende på turen op til parken (1) at det meste af turen gennem parken gik på den bedste asfalt i hele Ecuador og (2) af de første mange kilometer gik gennem tætplantet granskov, som lignede noget fra Sverige.

Med bussen kunne vi køre op i ca. 4.600 m. Her var det overskyet, blæsende og omgivelserne lignede et månelandskab. Vi fik skiftet det sidste udstyr og pakket det grej i rygsækken, vi skulle bruge til topforsøget. Herefter gik vi i gang med at trampe de ca. 200 højdemeter op til Jose Rivas refugiet i ca. 4.800 m. Turen gik gennem løst sand og dette kombineret med højden gjorde det til en halvhård tur. Heldigvis var der lidt at se på i form af rødligt sand foran en hvis gletsjer.

Fremme i hytten var der enkelte andre turister, bl.a. et amerikansk par, hvor konen også skulle på toppen. Vi fik et bord i hjørnet af hytten og kort tid efter stod den første af mange kopper te klar. Resten af eftermiddagen blev brugt på et powernap, inden den stod på aftensmad kl. 17.30. Derefter tilbage i seng for at forsøge at få et par timers søvn. Dette var dog ikke videre let med en hvilepuls på omkring 100 og en nervøsitet i kroppen omkring topforsøget. Således lykkedes det mig vist ikke at sove mere end et par timer.

Tirsdag 9. april (Cotopaxi dag 2)

Vores guide Eddie havde vurderet, at Jasmin og Fiona skulle starte topforsøget ved midnatstid, mens Simon og jeg kunne vente til kl. 01. Leslie havde besluttet, at hun ville blive i hytten. Uret vækkede mig kl. 00:25, selv om det ikke var meget, jeg havde sovet. Jeg fik hurtigt udstyret på, spiste lidt yoghurt og chokolade samt drak en kop te og en halv liter cola. Derefter var vi klar til afgang. Det havde småregnet tidligere på natten, men nu var det blevet skyfrit. Vi kunne dog fortsat se torden længere nede i dalene. Temperaturen var fortsat høj; ca. 3-4 plus grader.

Ruten startede som på Cayambe med at vi skulle gå op til gletsjeren gennem løst sand. Simon og jeg havde fået Eddie som guide, mens Diego+Jasmin og Maurizio+Fiona dannede par foran os. Eddie satte et roligt tempo, så pulsen ikke eksploderede. Vi kom dog fint frem og tilbagelagde de 300 højdemeter op til gletsjerkanten på 1 time og et kvarter. Fremme ved gletsjeren mødte vi Fiona og Maurizio. Fiona havde mavekrampe og måtte lave toiletstop hvert kvarter, hvilket forsinkede dem meget. Hun var dog fortsat opsat på at gå mod toppen.

Vi tog steigeisen på, bandt os ind i rebet og gik ind på gletsjeren. Det var stejlt og der var mange isspalter allerede fra starten. Vi kunne i starten se to sæt lygter foran os, der bevægede sig opad. Omkring 5.300 m vendte det ene sæt dog om. Det var Jasmin-Diego. Jasmin havde igen fået det dårligt pga. højden og gik retur. Vi fortsatte zig-zag kursen rundt om isspalter et stykke. Herefter fulgte et stykke gennem nogle af de vildeste seracs, jeg har passeret. Enkelte steder måtte vi krybe os ind under 10-20 meter højde isblokke, der truede med at vælte forover. Jeg krydsede fingre for, at det først ville ske en anden dag og skyndte mig forbi de værste steder. Spændende! Efter serac stykket blev ruten lidt mindre vild. Det gik dog fortsat stejlt opad. Ca. 2/3 dele oppe begyndte jeg at få lidt hovedpine, ligesom jeg var lidt småsvimmel og efterhånden godt træt. På et tidspunkt overhalede vi den amerikanske kvinde. Hun spurgte: "How are you guys doing?". Eddie og Simon svarede vist noget i retning af: "We are doing good", mens mit svar blot lød: "I've felt better ...". Vi holdt et kort stop, hvor jeg åd en hovedpinepille, nogle vingummier og peanuts samt drak noget gatorade. Det mobiliserede lidt energi, så vi kunne komme videre. Da vi nåede et sted, hvor der kun var ca. 200 m til toppen, var jeg ved at være rigtig træt. Der kunne dog ikke være tale om at vende om nu. Bjerget overgav sig dog ikke så let, for det blev mere stejlt nær toppen. Et enkelt sted måtte vi således skifte til fronttak-teknik. Dette gav mig dog overraskende nogle kræfter, så de sidste 50 højdemeter følte jeg mig stærk igen. Toppen på 5.897 m (2 meter højere end Kilimanjaro. Meget vigtigt!) blev nået kl. 6 efter ret præcist 5 timers klatring. Timingen var god, da der kun var 5 minutter til solopgang. Det blæste en del, men temperaturen var ikke specielt lav. Vi blev på toppen i et kvarters tid, hvor vi så solen så stop over et hav af skyer, hvor kun de højeste vulkantoppe stak op. Solopgangen skabte desuden den klassiske vulkanskygge på skyerne under os. Ligeledes var der fin udsigt til vulkankrateret på Cotopaxi. Mit kamera besluttede dog desværre, at det var nu, det ville løbe tør for batterier og jeg nåede derfor ikke tage mange billeder. Typisk. Heldigvis kom der liv i det igen, da vi kom ned i læ længere nede ad bjerget igen.

Nedstigningen gik ad samme rute som turen op. Vi mødte ret hurtigt amerikaneren, ligesom vi mødte Fiona ca. 150 højdemeter under toppen. Hun havde fået det bedre, og nu var hun fast besluttet på at nå toppen. Turen ned gik uden problemer og det var egentlig bare et spørgsmål om at nyde udsigten og specielt de helt ekstreme islandskaber, som vi passerede igennem. Vi havde ikke kunnet se det tydeligt om natten, men nu hvor solen var oppe, var det tydeligt, at vi bevægede os gennem et i høj grad opsprækket gletsjerområde. Længere nede var det kontrasten mellem de rødlige klipper, den hvide gletsjer og den blå himmel, der fascinerede.

Vi var retur ved hytten knap 2 timer efter, vi forlod toppen. Jeg havde fået lidt energi igen, ligesom svimmelheden var forsvundet. Jeg havde dog fortsat hovedpine og tvivlede noget på, at jeg havde lyst til at forsøge at bestige Chimborazo, som var 400 meter højere.

I hytten fik jeg hurtigt smidt lidt mad ned (yoghurt, peanuts og te), hvorefter der var tid til et powernap. Fiona kom dødtræt retur et par timer senere. Herefter gik det retur ned til bussen og videre til en lokal restaurant nede i dalen. Her fik vi et sort måltid mad, inden det gik videre til et hotel i nærheden. Her fordrev vi eftermiddagen med afslapning, kortspil og underholdning af stedets meget energiske kattekilling.

Onsdag 10. april (hviledag / Quilotoa)

Efter en hård nat og morgen på Cotopaxi dagen før var denne dag udnævnt til hviledag. Vi startede derfor med en stor og god omgang morgenmad, inden vi kl. halv ti blev hentet af Eddie og Nelson. Dagens første stop var kratersøen Quilotoa, hvor jeg også havde været med Emma 1,5 uge tidligere. Undervejs gjorde stop ved flere udsigtspunkter, hvor vi bl.a. kunne se ned over Central Valley samt over mod Illinizas vulkanerne. Vi besøgte desuden en lokal kunstmaler, som også gav en smagsprøve på hans evner til at spille på trommer. Turen gik gradvist opad fra Central Valley til et pas i Western Mountains. Landskabet skiftede tilsvarende fra grønt landbrug med arbejdere i røde ponchoer til tør og gullig paramo. Vejen var generelt ny og god. Et enkelt sted var de dog ikke helt færdige, så vi måtte vente en god halv times tid. Det var den længste forsinkelse på hele turen i Ecuador. Unægteligt noget mindre en frygtet/forventet.

Fremme ved den 4 km2 store kratersø gik vi en kort tur rundt langs kraterkanten, inden vi spiste frokost i en restaurant med udsigt over søen. Udover krateret var det fascinerende at se skyer komme rullende ind fra Stillehavskysten. Efter frokost gik det retur samme vej over bjergpasset og ned i Central Valley. Denne fulgte vi et langt stykke forbi byerne Latacunga og Ambato. Det sidste stykke frem mod byen Riobamba snævrede vejen ind fra 2 til 1 spor. Dette medførte, at vi blev vidner til nogle ret vanvittige overhalinger fra de andre biler og lastbiler. Heldigvis var dog også lidt udsigt at se på, bl.a. den højeste jernbanestation i Ecuador (3.600 m) samt vulkanerne Tugurawa, El Altar og Chimborazo.

Vi nåede Riobamba ved skumringstid og kørte 5 minutter rundt på grusveje blandt halvfærdigt byggeri og overgroede byggetomter, indtil Nelson pludselig stoppede foran en armeret dør. Bag denne lå et af de mest luksuriøse hoteller på hele turen. Unægteligt noget overraskende. Aftensmaden blev klaret på et pizzeria, som var meget glade for store portioner og for ost. Vi slæbte således en doggy bag på 2-3 kg med derfra, hvoraf ca. halvdelen var ost ... Planen var at fodre nogle af de mange sultne hunde, som vi konstant stødte på.

Torsdag 11. april (Chimborazo dag 1)

Vi havde en rolig formiddag på hotellet, hvor jeg gik en kort tur med Fiona og Simon, men ellers lavede vi ikke det store. Jeg følte mig småtræt og var lidt svimmel ind imellem og var ret sikker på, at jeg ikke ville forsøge at bestige Chimborazo. Sidst på formiddagen kørte vi af sted mod Chimborazo. Turen gik igen via landeveje med "spændende" overhalinger, indtil vi ankom til Whymper Base Camp. Dette var en hytte bygget det sted, hvor englænderen Whymper, som var den første, der besteg Chimborazo, havde sin basecamp i 18??. Udsigten fra hytten var helt suveræn med gullige græsskråninger foran en gletsjerdækket vulkan. Omkring hytten vrimlede det desuden med lamaer og alpacaer. Hyttens ejer var Ecuadors første bjergguide, han var vel et par og 70, og hans ansatte diskede op med en god frokost.

Efter frokost kørte vi det sidste stykke op til indgangen til nationalparken, der omgiver bjerget. Her ventede Diego, Paco og Maurizio. Sammen kørte vi i kortege ad en ujævn landevej op til p-pladsen ved det nedre hytte i ca. 4.800 m. Landskabet var nu stort set helt goldt og kun enkelte steder blandt det løse sand og laveblokkene, stak der lidt græs op. Dette var imidlertid åbenbart rigeligt for icunaen, for det vrimlede med denne lama-art i området. Der var kun få skyer over vulkanen og god udsigt til ruten mod toppen. Oprindeligt havde planen været at starte fra den øvre hytte i ca. 5.000 m. Eddie vurderede dog, at mængde af sne på strækningen kaldet "Corridor" var meget lille og at risikoen for stenskred derfor var stor. Han besluttede derfor, at topforsøget skulle tage udgangspunkt i den nedre hytte for derved at tage en lidt længere rute, som undgik Corridor. Dette betød, at stigningen på topforsøget blev øget fra 1.300 til 1.500 højdemeter.

Resten af eftermiddagen blev brugt på at dovne den med tedrikning, kagespisning og kortspil. Sidst på eftermiddagen testede jeg formen ved at vandre 50 højdemeter op af bjerget. Den fysiske form var ok, men jeg var fortsat svimmel. Dermed var jeg ikke i tvivl; jeg ville ikke tage risikoen og forsøge at bestige bjerget. Kun Fiona og Simon ville således gøre et forsøg. Jeg aftalte med Eddie, at vi i stedet gik op til et udsigtspunkt, Whymper Needles, i ca. 5.300 meters højde for at se solopgangen herfra. Jeg gik i seng ved 19-tiden, men det lykkedes mig kun at sove ca. timer, inden jeg blev vækket, da Fiona og Simon gik af sted ved midnatstid.

Fredag 12. april (Chimborazo dag 2)

Efter at Fiona og Simon var draget af sted lykkedes det mig at få yderligere et ca. 3 timer mere, så jeg var nogenlunde frisk, da vi stod op kl. 3:30. Jeg fik den klassiske omgang yoghurt og te og var klar til afgang sammen med Jasmin, Leslie og Fiona kvart over fire. Det var igen stjerneklart og der var ingen vind. Til gengæld var det noget koldere end på Cayambe og Cotopaxi. Vi startede ud i meget langsomt tempo på turen op mod den øvre hytte, så jeg gik i forvejen for at få varmen. Det var en ret speciel oplevelse i gå på bjerget alene kun i lysskæret fra ens egen lille pandelampe og samtidig kunne se lysglimt fra lyn i dalene langt under en. Jeg ventede på de andre ved den øvre hytte i ca. 5.000 m og fulgtes derefter med dem et stykke. Tempoet var dog stadig langsomt, så jeg kom hurtigt igen et stykke foran.

Whymper Needles i ca. 5.290 m blev nået kl. 6. Vi befandt os på vestsiden af vulkanen, så solopgangen kunne jeg kun se i form af, at det lysnede på begge sider af vulkanskråningerne. Kl. 6:20 kom der sol på skyerne og den klassiske vulkanskygge dukkede op. Herefter blev det bare flottere og flottere. Jasmin og Eddie valgte at fortsatte op ad vulkanskråningen, mens Leslie ville retur til hytten. Jeg havde fortsat enkelte tegn på svimmelhed og så ingen grund til at fortsatte længere op ad. Jeg ville dog gerne gå lidt mere og havde dagen før udset mig en alternativ rute ned fra Whymper Needles. Jeg startede ud langs Needles bjergkammen, gik på skrå ned over et stort område med scree og derefter på tværs over et fladt område over med en anden bjergkam. Her ventede lidt scrambling på god klippe op til en lille fortop i 4.969 m, som jeg nåede lige til solopgang. Fra toppen var der en flot udsigt tilbage op mod Chimborazo samt ned over dalen, hvor skyerne sejlede fordi. Nød udsigten et kvarters tid, mens jeg drak en cola.

Turen tilbage til refugiet gik gennem et ørkenlignende landskab, hvor lyset dannede imponerende skygger. Undervejs passerede jeg desuden er par MTB spor, som gjorde mig gevaldigt misundelig. Det måtte være perfekt at køre ned at skråningen på denne vulkan. Kort før hytten passerede jeg ligeledes et par icunaer, som tydeligvis var ret vant til mennesker. Resten af morgenen gik med at se på en ræv luske rundt om hytten, vente på Fiona og Simon, samt på at redde en kolibriunge, der drattede ud af reden under tagskægget.

Da Fiona og Simon kom retur (Simon havde nået toppen i 6.300 m, mens Fiona vendte om i 5.700 m) fik vi noget morgenmad, inden det i bus gik retur mod Riobamba og videre til Banos. Bortset fra lidt kørsel mod trafikken på en dobbeltsporet vej i Riobamba pga. vejarbejde skete der ikke meget på turen. Men de fleste af os sov vist alligevel også det meste af tiden. Banos bød på en markant skifte i omgivelser. Fra øde bjerge og udsigt til gletsjere var der nu trafikstøj og turister overalt. Vi slappede af med kage og milkshakes om eftermiddagen inden den stod på Schweizisk restaurant om aftenen! Gik videre ud og fik et par øl med Simon og Fiona bagefter.

Lørdag 13. april (Banos)

Vi fik morgenmad ved 8 tiden og kørte derefter ned gennem dalen mod vandfaldet Pailon del Diablo. Undervejs havde vi et par stop ved nogle udsigtspunkter. I modsætning til de golde og kolde bjergsider på Chimborazo var det nu grønne skråningen, tæt skov og fugtig varme, der dominerede. Vi ankom heldigvis tidligt til vandfaldet, hvilket betød, at vi undgik de værste turisthorder. Vi kunne således stort set gå alene ned til vandfaldet og høre alle junglelydene undervejs. Vandfaldet var ret imponerende, vel en 30-40 m højt, men det specielt fordi vi via en meget snæver sti/tunnel kunne klatre ind på ved det. Her kom regnjakken i brug! Vi var desuden fordi diverse udsigtsplatforme, en hængebro samt utallige orkideer, inden vi havde en svedig tur retur op til bussen. Nu vrimlede det med turister og flere steder dalen var der flying fox og bungee jumping. Tilbage i Banos gik vi en kort tur rundt i centrum, igen blandt et hav af turister, inden vi fik frokost.

Om eftermiddagen lejede jeg en mountainbike og kørte ud på den klassiske rute mellem Banos og Pyuo nede i Amazonjunglen. Det meste af turen gik heldigvis nedad, hvilket var en stor fordel, da cyklen var tung som en tysk kampvogn. I starten var der en del trafik, så de bedste steder var der, hvor cykleruten gik på den gamle landevej, som ikke blev anvendt til biltrafik mere. Jeg passerede enkelte landsbyer, men ellers var der mest skov, som gradvist fik mere og mere præg af jungle. Selv om det var overskyet og støvregnede lidt i starten var det stinkende varmt og sveden haglede. Hele turen gik i en dal langs Pastaza floden. Jo længere ned gennem dalen, jeg kom, jo fladere blev bjergene og bredere blev floden. Jeg havde oprindelig planlagt at cykle hele vejen til Pyuo, men da jeg kom til Mera, var benene flade og jeg kunne godt fornemme, at jeg var ved at være nede i Amazonas-bassinet. Jeg fandt derfor et busstoppested og ventede på en bus retur. Jeg blev samlet op af en bus, der var helt fyldt, men fik lov til (æren af?) at sidde på co-driver sædet hele vejen.

Resten af dagen blev brugt på at stene CSI serier på tv på hotellet, inden vi om aftenen spiste på en lokal restaurant, hvor vi blev "underholdt" af et højlydt indianerband. Jeg var ved at være godt træt, og de fleste af os var enige om, at vi egentlig godt kunne være kørt til Quito om eftermiddagen denne dag.

Søndag 14. april (retur til Quito)

Vi kørte mod Quito ved 9-tiden. Det var overskyet, så der var ikke megen udsigt til bjergene. Til gengæld var der masser af aktivitet i alle byerne, som vi passerede, selv om det var søndag. I Quito blev vi igen indkvarteret på hotel Nancy i finanskvarteret. Vi spiste frokost sammen i Mariscal, inden vi om eftermiddagen gik lidt rundt hver for sig. Jeg gik en tur i den centrale park, hvor jeg brugte lidt tid på at læse. Senere mødtes jeg på en cafe med Jasmin og Simon. Sidst på eftermiddagen slappede vi af på hotellet og så dårlige Nicolas Cage film, inden det om aftenen gik retur til centrum for aftensmad. Denne dag havde klart været bedre brugt på en ekstra dag i bjergene.

Lørdag 13. april (Banos)

Jeg stod op kl. 5:15 og sprang i en taxi kl. 5:30. PÅ hotellet havde de sagt, at det tog en god time at køre til lufthavnen. Chaufføren klarede det på 40 minutter inklusiv en optankning af benzin!

Planmæssig afgang til Miami og lidt udsigt ned over Andes-bjergene. Under indflyvning til Miani desuden super udsigt ned over Everglades. Herefter ventede små 2 timers imigration check i lufthavnen. Jeg havde heldigvis 5-6 timers ventetid inden næste fly, så jeg kunne tage det med ro, men omkring mig blev andre mere og mere desperate. Tåbeligt ineffektivt system! Til gengæld var der topkarakter til en brændende orange solnedgang.

Var heldig at få nødudgangsplads på turen til London, så der var god benplads. Sov det meste af turen. Nu manglede kun sidste stykke og så var flyveren fra London til Kbh selvfølgelig forsinket en time.

Generelt en rigtig god ferie med mange højdepunkter, herunder specielt bestigning af og udsigt fra Caymbe - og så lærte jeg, at jeg ikke behøver klatre op på bjergtoppe, der er mere end 6.000 m høje.