Forsommeren i Danmark havde været elendig, og juni måned havde været den koldeste i 20 år. Jeg så derfor frem til 2-3 ugers ferie i Alperne, hvor der forhåbentligt ville være mere sol. Ferieprogrammet var blevet ændret en del gange men endte op med at bestå af Bayerwald Adventure Race som det eneste faste element og så ellers Gardasøen, Dolomitterne, Ischgl og vandretur i Texel bjergene som mulige elementer afhængigt af, hvordan vejret artede sig.

Torsdag 12. juli: Søborg -> Hannover

Mængden af arbejde på jobbet var eksploderet de sidste par uger, så efter at have arbejdet 40++ timer de første 3,5 dag af ugen, var jeg mere end klar til at komme på ferie. Jeg kørte af sted direkte fra arbejde efter frokost. Inden afgang mod Jylland var jeg dog lige en tur forbi biblioteket for at tanke op med ferielekture.

Vejret var - naturligvis - ringe, med kraftige regnbyger over Sjælland og Fyn. Endnu en gang blev jeg glad for, at ferien gik langt, langt væk fra Danmark. Nåede Århus ved 16 tiden og fik Sheenas ting smidt i bilen - en opgave der krævede en lang række gåture frem og tilbage, da Sheena havde valgt "Sigøjner"-pakkemetoden med at have halvdelen af udstyret i plastiksække! Samlet lykkedes det os desuden to personer at få stationcaren fyldt fuldstændig op! Vi havde i ugen op til ferien annonceret med to ledige pladser i bilen. Mængden af bagage taget i betragtning var det vist meget heldigt, at vi ikke fik dem solgt

Sydpå gennem flere kraftige regnbyger. Kort mad stop nord for Hamborg. Herefter videre mod syd - og ind gennem Hambog centrum efter GPS'ens vejvisninger. Jeg blev her lidt skeptisk overfor dens råd. Noget der senere kom til at koste en times bilkø, da jeg valgte at overhøre GPS'en næste morgen. Ved 23 tiden var vi ved at være trætte, og kort efter Hannover kørte vi derfor af motorvejen og ud på et par småveje for efter 5 minutter at finde en markvej, hvor vi 200 m inde kunne smide et telt op, helt idyllisk placeret mellem et par marker.

Mens vi var ved at slå teltet op passerede et tog ca. 300 m væk. Sjovt at vi var havnet så tæt på en jernbane. Vi fortsatte teltopslagningen. 4 minutter senere passerede tog nr. 2. Og 5 minutter senere endnu et. Vi gennemskuede nu, at vi havde valgt en teltplads tæt ved en af de primære togruter i Tyskland. Tak for ørepropper!.

Fredag 13. juli: Hannover -> Bodenmais

Der kom et par regnbyger i løbet af natten, men om morgenen holdt det heldigvis tørt, mens vi pakkede teltet sammen. Vi ville se, om ikke vi kunne finde en tank og købe noget brød, så morgenmaden blev udsat. Ved motorvejstilkørslen viste GPS'en, at vi skulle fortsætte på sideveje. Jeg valgte at ignorere den, og drejede op på motorvejen. Køen af biler, der var ved at dreje fra motorvejen, burde måske have fået advarselslamperne til at blinke. For nu røg vi direkte ind i 1 times bilkø. Pis. Morgenmad på næste tank station. Vi valgte det medbragte havregryn og mælk. Folkene ved de andre borde Karrywurst mit Pommes.

Resten af turen til Bodenmais gik uden de store begivenheder bortset fra en fandens masse regnvejr. Fremme ved 15.30 tiden. Vi fik sat teltet op og kørte derefter ned til centrum for at købe de sidste småting.

Kl. 17 fik vi udleveret kort og nørderiet gik i gang. Vi brugte herefter resten af aftenen på spisning - hvor arrangørerne diskede op med ikke mindre end 5 forskellige slags pasta! - og pakning af udstyr. På den måde forsvandt der lynhurtigt 5 timer.

Lørdag 14. juli: Bayerwald Adventure Race

Stod op kl. 5.15. Spiste lidt morgenmad og pakkede taskerne. Som altid lykkedes det at komme lidt i tidskneb, men vi stod da klar på startstregen et par minutter før starten skulle gå kl. 7. Andre hold havde åbenbart også været pressede, men 5 minutter over var alle klar. Borgmesteren holdt en kort tale, og så gik løbet i gang.

Første disciplin var et kort o-løb med to poster rundt i Bodenmais. Vi lagde os hurtigt i spidsen sammen med et tysk hold med bl.a. Falk Wenzel, som jeg kendte fra MTBO, samt to tjekkiske hold. Allerede ved post 1 fandt vi ud af, at reglen om at alle på holdet skal være i nærheden af posten, tydelig vis ikke gælder i Tyskland. På de fleste hold stoppede den ene deltager 50-100 m før posten. Ved post 2 blev det endnu mere grelt. Her gik det op ad bakke og man skulle retur samme vej. Nogle hold efterlod her den ene deltager 300 m før posten. Ringe! Vi besluttede, at det ikke skulle gå os på, og forsøgte at koncentrere os om eget løb. Første runde sluttede med 100 højdemeter og allerede på prologen rundede vi således 200 højdemeter.

Næste disciplin var mere løb. Denne gang op til indgangen til minen på Silberberg. 80 højdemeter. Vi ankom kort efter de tyske og de to tjekkiske hold.

Ved indgangen til minen fik vi besked på at løbe 250 m ind. Alt lys var slukket og vi var glade for hjelmene, da der ikke var højt til loftet. Inde i minen fik vi udleveret et håndtegnet kort med to poster. Jeg havde svært ved at få noget som helst til at passe, men vi fik da fundet posterne efter lidt tilfældig søgen. Undervejs lykkedes det os desuden at blive smurt godt ind i mudder. Hvordan de fleste andre hold undgik det, er mig en gåde.
Efter minen ventede mere o-løb. Denne gang en runde på Silberberg. Vi kom alene af sted, men ved post 1 indhentede vi de to tjekkiske hold på et bedre vejvalg. Vi fulgte efter dem på et hårdt stræk op mod toppen af Silberberg (955 m), men nåede desværre ikke at se dem klippe posten, hvilket betød, at vi knoklede helt op til korset på bjergtoppen, mens posten stod ved foden. 5 minutter tabt her. Resten af posterne gik fint, og det er min vurdering, at vi havde valgt at tage dem i den optimale rækkefølge. 250 højdemeter i alt.

Næste disciplin skulle have været Sommerrodelbahn - noget med at køre på slæde i plastikramper. Det var desværre for vådt, så det blev aflyst. I stedet løb vi videre mod bueskydning. Her var alt kaos. Disciplinen var ikke klar, så alle hold løb for langt. Vi var nogle af de første til at opdage det, så vi var hurtigst tilbage det rigtige sted. Nu var mandskabet dukket op, men de var stadig ikke klar. Vi fik pointeret, at vi var forrest i køen, og efter 10 minutters venten kom vi i gang. Bueskydningen var efter diverse dyr fra jordegern til bjørn. I alt 8 skulle skydes. Vi ramte kun 2, så 6 strafrunder af ca. 200 meter ventede, da vi endelig nåede igennem. Synd af folkene ikke var klar, for det kunne have været sjovt. 100 højdemeter. Færdige som hold nr. 3-4 stykker.

Vi fik nu udleveret vores mountainsbikes og startede ud på en runde med 6 poster. Kortet var ikke imponerende, og vi tågede rundt ved første post (post 7) med flere andre hold. Herefter gik det bedre, og vi ankom til et sted for foden af bakken, hvor post 8 skulle stå, som hold nr. 2. Her havde vi fået instruktion om, at skulle smide vores cykler for at løbe til post 8 og 9. Nu sad der imidlertid en official med en post, som vi skulle klippe. Da vi spurgte om det var nr. 8 sagde han ja. Da vi spurgte, om post 8 så var droppet anede han ikke, hvad han skulle svare. Flot! Jeg besluttede, at vi alligevel skulle løbe op til post 8, for jeg stolede ikke 100% på, at den var droppet. Vi valgte dog at slæbe cyklerne med, for at gøre det hurtigere. Vi knoklede nu de 110 højdemeter op på Kronberg (933 m), hvor der - surprise - ikke var nogen post. Jeg bandede og svovlede, men vi besluttede så, at vi ikke skulle lade os stresse men blot fortsætte og finde ind i rytmen igen. Det var dog pænt bittert at vide, at vi smed 15 minutter på dårligt postmandskab. Post 9 gik fint. På vej væk mødte vi dog endnu en "solorytter". Han var helt alene kørt de ca. 2 km ned til posten. Makkeren så vi aldrig… Post 10 stod naturligvis på endnu en bjergtop, Harlaschberget Spitze. Her var også mange "solo"-deltagere, men heldigvis også en del hold, hvor begge mand knoklede op til posten. Mellem post 10 og 11 rendte vi ind i vrede bønder, inden vi endelig fik en del km på asfalt. I alt var vi vist på cyklerne i ca. 1,5 time og vi nåede at runde 630 højdemeter. Ved afslutningen på MTB lå vi på 5. pladsen 34 minutter efter det førende hold.

Næste disciplin var 4,5 km kano på floden Schwarzer Regen. Vi havde intet specielt fået at vide omkring disciplinen, bortset fra at vi skulle trække kanoen forbi en papirfabrik. Hvor den lå eller hvor vi skulle tage kanoen op og sætte den i, vidste vi intet om. Jeg havde pga. overbæringen forventet en flod med roligt vand, men det viste sig hurtigt, at det var en del mindre strømfald/fosse og jeg var glad for, at jeg havde prøvet at sejle i den slags før. Kun en enkelt gang var det ved at få lidt galt, da vi ramte en sten lidt skævt. Halvvejs nede passerede vi desuden noget sikkerhedspersonel, så det virkede som om, at der var styr på sikkerheden. Vi slæbte kanoen på land kort før en opdæmning. Vi havde som mix-hold fået tildelt "ein kleine Hilfer", ikke en lille hjælper til at hjælpe med selve sejladsen, men en vogn til overbæringen. Vi havde dog ikke fået en sele med, så kanoen kunne spændes fast, så reelt var det begrænset, hvor meget hjælp der kleine Hilfer var til. Første overbæring var ret kort. Herefter kunne vi sejle lidt igen, inden det blev til en længere, ca. 400 m lang, overbæring. Kanoen fik afsluttende nogle tæsk, da den skulle retur ca. 10 m fra vejen og ned til floden. Herefter manglede kun 300-400 m sejlads.

Vi skiftede nu igen til løb. 4-5 km i fugleflugt og 330 højdemeter. Første post stod på toppen af Knogelberg (708 m), og da temperaturen nærmere sig de 20 grader og solen endelig skinnede, var det en varm fornøjelse. Resten af disciplinen gik uden de store begivenheder. Ved afslutningen på etapen havde vi været i gang i samlet knap 7 timer, Vi lå på 4. pladsen, 51 minutter efter det førende tjekkiske hold.
Nu ventede et orienteringsløb på Rettenberg. Jeg håbede på endelig at få et RIGTIGT o-kort og ikke det 1:25.000 vandrekort, vi slæbte rundt med. Skuffelsen var derfor ret stor, da vi blot fik udleveret en opskaleret udgave af vandrekortet med 4 poster. Post 1 gik fint, men på vej mellem post 1 og 2 blev jeg væk. Finorientering var helt umulig på kortet der var uden detaljer, og det var faktisk først ved at spørge et par vandrere, at jeg kom tilbage på ret kurs. 5 minutter tabt på den konto. Strækket 2-3 gik ikke bedre. Kortet var elendigt og kun ved en blanding af stædighed og held, fik vi fundet posten. Post 4 gik heldigvis uden problemer. 210 højdemeter og en bunke frustration rigere returnerede vi til mål. Det lykkedes mig at tabe næsten 20 minutter til det hurtigste hold på denne etape. Ikke imponerende.

Vi fik nu udleveret den ene cykel (Sheenas) og startede ud på 10-11 km's bike'n-run. Vi havde inden starten spurgt om, hvorvidt vi måtte sidde to mand på én cykel. "Hvis i kan, så er det helt fint", lød svaret. "Jamen er det ikke forbudt?", spurgte vi. "Arhh, der er ingen til at kontrollere det", lød svaret igen. Umiddelbart en noget anderledes indstilling end i Danmark. Pga. overnævnte og pga. det ringe kort tog vi et langt udenomsvejvalg til post 1. Noget af vejen lykkedes det os at sidde to på cyklen, men det meste af strækket, gik det opad. Specielt sidste halvdel var sej. Små 300 højdemeter på stejl vandresti op forbi Wolfgangskapelle til Wolfgangsriegel (878 m). Det var hårdt, og sjældent har de 12-14 bedesteder undervejs omkring Jesus' korsfæstelse været mere velplacerede. Jeg fik skubbet/slæbt MTB'en hele vejen op. Jeg må dog desværre have belastet knæet forkert. For da vi skulle løbe videre fra toppen gjorde det ret ondt. (Set i bagklogskaben 5 dage senere, hvor jeg skriver dette, skulle jeg være stoppet her, men det var race og adrenalinen pumpede, og så tænker man ikke. Tåbe!) Fra post 20 og hjem gik ruten på store grusveje og asfaltveje. Meget af tiden gik det svagt nedad, og vi fandt derfor hurtigt et system, hvor vi begge kunne være på cyklen. Jeg sad på sadlen, mens Sheena stod i pedalerne. Således susede vi retur til Bodenmais. 500 højdemeter mere på kontoen. Vi rundede dermed 2.300 m. Vi lå stadig på 4. pladsen, nu 1 time og 14 minutter efter de hurtigste.

Vi havde nu brugt ca. 9,5 time og var nu færdige med "Challenge distancen" i løbet. I forhold til vores tidsplan var knap 30 minutter foran, så det så egentlig ok ud. Vi fik drukket cola, spist en banan og fyldt ny energi i rygsækkene. Vi startede derefter ud på næstsidste disciplin. En laaaang mtb sløjfe nord og vest for Bodenmais. De første par poster bragte os til toppen af bjergkæden nord for Bodenmais. 500 højdemeter hvoraf det meste heldigvis kunne tages på asfaltvej. En stor del var dog så stejlt, at vi måtte køre i laveste gear og køre fra side til side på vejen for at jævne stigningen lidt ud. Næste stræk gik heldigvis på langs med højderyggen og vi fløj af sted. Vi fløj faktisk så hurtigt, at jeg synes en sidevej kom noget før forventet. Alarmklokkerne lød dog ikke højt nok, og jeg sendte et ud og ned! ad en grusvej, der ikke var på kortet. Der gik 5 minutter, inden jeg endelig accepterede fejlen og fik os vendt rundt. Ved udkørslen fra næste post gik det også galt. Jeg havde ellers lige tænkt, at vi skulle holde os på grusveje, men jeg valgte nu et vejvalg på en vandresti. Det blev prompte straffet med en nedkørsel så stejl og stenet, at det ikke kunne køres. Efter 400-500 m erkendte jeg fejlen, og fik valgt et andet vejvalg. 5-10 min tab og 50 højdemeter spildt. Pis. Jeg valgte nu et vejvalg, der gik ud af kortet, men som jeg satsede på førte os ind igen længere fremme. 5 spændende minutter fulgte, inden vi endelig ramte en afmærkning mod den rigtige landsby. Vi bankede nu 350 højdemeter nedad på store grusveje. Fedt! I finorienteringen ind til posten var jeg desværre lidt for defensiv, hvilket igen gav lidt omvej. 5 min tabt. Jeg koncentrerede mig nu mere, og de næste poster gik fint. Vi havde endda tid til at nyde, at vejret faktisk var blevet rigtig fedt, efterhånden som det nærmere sig skumring. De fleste poster bød på godt med højdemeter. Post 27 = 270 m op, post 29 = 330 m og post 30 = 120 m. Den "lille" MTB tur varede godt 5 timer og vi nåede at runde ca. 1.400 højdemeter. Tilbage i mål lå vi fortsat på 4. pladsen, men vi havde tabt 1 time og var nu 2 timer og 15 minutter efter de hurtigste.

Nu manglede kun én disciplin. Trekking nordøst for Bodenmais. Men det var en hård rute. Vi startede ud kort før det blev mørkt, men allerede ved post 1 måtte vi tænde lamperne. De første 4 poster bragte os - naturligvis - op på bjergkammen nordøst for byen. Bortset fra strækket 1-2, hvor vi knoklede ca. 150 højdemeter opad gennem terræn, gik der meste på grusvej. Vi skulle dog i alt over 650 højdemeter op, så det meste blev gået. På bjergkammen tog jeg mig endelig sammen til at erkende, at hvis knæet ikke skulle smadres helt, så skulle vi ikke have mere stigning. Jeg var derfor nødt til at sige til Sheena, at vi måtte springe posterne 36, 38 og 39 over, da de ville give ca. 1.000 højdemeter mere. Post 38 var obligatorisk, men alene denne post ville give os 600 højdemeter og 8-9 km ekstra. Vi gik derfor direkte mod post 37 og derefter 40. Det sidste stykke ned i Bodenmais var ren pine, Vi var trætte, mit knæ gjorde ondt, og jeg var træt af, at vi måtte skære poster fra. Retur til Wechselzone kl. ca. 02 efter 4,5 times trekking og en samlet tid på godt 19 timer. Undervejs fik vi sammenlagt spist ca. 4.400 højdemeter. På vej ned blev vi overhalet af vinderholdet fra Tjekkiet. Mit bud er, at vi ville være sluttet ca. 2,5 time efter dem, hvis vi havde taget alle poster.

Et par hurtige nutella madder og så i seng.

Søndag 15. juli: Bodenmais -> Katschberg

Vågnede efter 5 timer og stod op for at spise morgenmad. Lidt senere var der præmieoverrækkelse. I herreklassen var det tyske holdt blevet fratrukket en post, fordi de havde taget dem i forkert rækkefølge. Så var der da lidt konsekvens overfor snyderi. Løbet blev dermed vundet af de to tjekkiske hold, som vi havde kæmpet med i starten. Mix-klassen blev, lidt til vores overraskelse, vundet af os. Vi havde åbenbart været langt foran de andre hold, da vi valgte at droppe de sidste par poster.

Resten af formiddagen gik med at pakke grej sammen, finde en bank hvor vi kunne hæve penge, og så ellers køre videre sydpå. Sheena havde en veninde, Signe, der holdt ferie med familien ved Katschberg i Østrig. Det var ikke den store omvej i forhold til at køre mod Garda/Dolomitterne, så vi satte kursen den vej.

Efter et par regnbyger gennem Tyskland blev vejret bedre gennem Østrig, og fremme ved Katschberg var det endelig solskin. Vi var i god tid, så vi nåede lige at indhente en times søvn, inden Signe dukkede op. Sammen gik vi ned til en campingplads i Rennweg, hvor mere af familien var indkvarteret. Her fik vi et større måltid på restauranten inden vi kl. 22 godt visne gik i seng.

Mandag 16. juli: Pölletal

Signe plus det meste af familien havde planlagt en længere vandretur ind i Pölletal, og de spurgte, om vi ville med. Benene var trætte, men det så ud til at være en fin tur, og vi skulle vel også i gang igen.

Vi kørte i bil de første 5-6 km ind i dalen og gik derefter videre, først på asfaltvej og siden på grusvej. Vejret var ok, solskin og kun enkelte skyer, men det blæste kraftigt, så det ene øjeblik frøs man og det næste haglede sveden. Udsigten var flot op mod 3.000 m toppen Hafner. Jeg havde forsøgt at vandre derop fra modsatte side i 2009, men havde opgivet pga. snevejr.

I ca. 1.950 m nåede vi Lanisch-Oschsenhütte hytte. Jeg havde stadig ondt i knæet, så jeg stoppede her sammen med Signes mor. De andre fortsatte et stykke videre og returnerede først efter et par timer. I mellemtiden nåede jeg at få godt med sol. Da de andre kom retur stod den på weissbier og sen frokost og derefter returvandring ned i dalen. Knæet havde det ikke godt til sidst og en hviledag havde nok været smartere.

Om aftenen kørte vi til skistedet Katschberg, hvor den stod på pizza.

Tirsdag 17. juli: Katschberg -> Garda

Vi kiggede længe på vejudsigten for Dolomitterne og Garda-søen. I Dolomitterne ville vejret blive dårligt efter 3 dage. Ved Garda så det bedre ud, så vi satte kursen mod søen. 5 timers kørsel gennem Kärnten, Tyrol og Sydtyrol. Der er plads til mange ferier her! Temperaturen kravlede langsomt opad, og på motorvejen syd for Bolzano rundede den 30 grader.

Fremme i Bortole ved nordenden af Garda-søen væltede det rundt med turister. De første 3 campingpladser var helt fyldte, men ved nummer 4 sagde de, at vi da kunne se, om der var plads. Der var mere end rigeligt og vi smækkede teltet op 30 m fra Garda søen. Ikke mere aktivitet den dag.

Onsdag 18. juli: Mt. Altissimo di Nago

Vi havde besluttet, at dagen skulle stå på en længere MTB tur. Efter at have gransket kortet lidt, vurdere jeg, at vi kunne forsøge at køre op på toppen af Mt. Altissimo di Nago (2.079 m). Toppen lå 2.000 m over søen, men der var mulighed for at forkorte turen, hvis vi blev trætte.

Stigningen startede allerede 500 m fra campingpladsen, da vi kørte ud af Torbole. Jeg havde store problemer med at forstå vores kort, men så længe vi bare kørte opad, var det ikke helt forkert. Efter enkelte stykker med beton og brosten skiftede det til asfalt og det blev ved længe. Rigtigt længe. Faktisk ca. 2,5 time. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men heldigvis var der træer og dermed skygge det meste af tiden. Enkelte steder åbnede det dog lidt op, og udsigten ned over Garda-søen og bjergene på modsatte side var imponerende. Stigningen var det meste af tiden så stejl, at vi kun kunne køre i laveste gear, og det gik derfor ikke hurtigt op ad.

I ca. 1.550 meters højde sluttede asfaltvejen og det gik videre på grussti.

Op til ca. 1.700 højdemeter kunne det køres. Herefter skiftede ruten til vandresti. Vi holdt en pause, og vurdere om vi skulle stoppe her, eller knokle de sidste 300 højdemeter op til toppen. Vejret var fint og vi havde god tid, så vi valgte at knokle videre. Vandrestien var stejl, og vi måtte trække cyklerne det meste af vejen. Vi havde dog mere ondt af dem, der tog ruten den modsatte vej, for de fleste af dem måtte trække cyklerne ned!

På toppen var der fyldt med skyttegrave og mindesmærker. Vi gik en lille runde og spiste derefter frokost samt holdt en længere pause ved et lille kapel. Efter pausen var vi en tur forbi den sydlige del af Mt. Altissimo, hvorfra udsigten ned over den nordlige del af Gardasøen var fænomenal.

Vi holdt yderligere en kort pause på refugiet på toppen af bjerget inden det gik retur ned på østsiden af bjerget. De første 400 højdemeter gik på grusvej/vandresti med masser af løse sten og grus. Armene syrede godt til på den strækning. Herefter havde vi valget mellem at forsætte på asfalt eller vandresti. Armene var godt trætte og vi gad ikke risikere at skulle slæbe cyklerne, så det blev 400 hurtige højdemeter på asfaltvejen. Herefter svingede vi ind på grusvej/vandresti. Underlaget varierede en del. Nogle steder var det fine markveje, andre steder stejle betonveje og andre steder igen stenede vandrestier, der ikke kunne køres med vores cykler/evner. Jeg havde kørt en del af samme rute med Anders ca. 15 år tidligere, og nogle steder kunne jeg stadig genkende. Denne gang slap vi dog for at blive jagtet af en gal køter!

Ved landsbyen Castione mistede jeg igen kortkontakten og vi kom til at vade et stykke gennem en græsmark. Herefter fulgte den sidste del af nedkørslen. 200 højdemeter på sten der var kastet rundt med løs hånd. Sheena viste god teknik og kørte stort set hele vejen ned. Jeg var mere pivet og måtte trække de sværeste stykker. Efter nedkørslen gik det på cykelsti og landevej retur til Torbole.

Om aftenen lød der høj tyrolermusik fra centrum af Torbole. Vi cyklede derover for at se, hvad der skete. Det viste sig at være en fejring af FC Bayern München, der var på træningsturnering. Jeg fik et kort glimt at Arjen Robben, men ellers var det primært bare underholdende at se overgearede sydtyskede tilbede deres idoler til lyden af bankende tyroler-disko-musik .

Torsdag 19. juli: Via ferrata til Cima Capi

Vi valgte at skifte cyklingen ud med vandring. Målet var en via ferrata tur til toppen af Cima Capi (929 m). Første skulle vi dog lige have købt udstyr til Sheena. Et par butikker i Riva havde ikke det store på lager. De henviste i stedet til byen Arco. Her fik vi efter lidt søgen opstøvet en stor butik med masser af klatreudstyr og vi købt sele og hjelm. Herefter gik det gennem stegende hede sydpå til landsbyen Biacesa et stykke oppe i bjergene på vestsiden af Gardasøen.

Vi kom først af sted ved 11 tiden, og det var dræbende varmt. Heldigvis gik det første lange stykke af turen på en fin lille vandresti i skov, således at der var skygge. I glimt var der frit udsyn ned over Gardasøen, men ellers var det mere de utallige firben, der spænede på tværs af stien og rundt på klipperne, der fangede interessen.

Efter en times tid nåede vi frem til starten på selve klatreruten "Sentiero Atrezzata Fausto Susatti". Ruten havde sværhedsgrad 2 af 5 og gik over 200 højdemeter til toppen af Cima Capi knap 900 højdemeter over Gardasøen. Det meste af vejen gik ruten fin klippe og sikringskablerne blev langt det meste af tiden kun brugt til sikring. Desuden var den en fornøjelse at hænge på klippen og se ned over Gardasøen. Mange steder både på turen op og turen ned passerede vi mange huler, skyttegrave og maskingeværsstillinger fra første verdenskrig. På toppen var det endelig tid til frokostpause og afslapning. Det var en ganske populær rute, så flere grupper var på samme tur som os. Efter frokost gik vi forbi korset på selve toppen, skød en bunke billeder og startede derefter turen ned.

Også på turen ned var der nogle via ferrata sektioner på ruten "Sentiero Atrezzata Mario Foletti". Ruten havde kun sværhedsgrad 1, men da vi kravlede ned det meste af tiden, virkede den mange steder sværere end turen op. Ruten var dog ganske kort, og hurtigt nåede vi ned til et ubemandet refugie. Her smed vi udstyret og holdt en pause i solen. Kort efter refugiet passerede vi - naturligvis - et kapel inden det via en stejl æselkærrevej gik retur til Biacesa.

Fredag 20. juli: MTB Croz del Busa og Monte Velo

Vi skiftede tilbage til cyklerne. Både Sheena og jeg var dog lidt halvtrætte, så vi planlagde kun at køre en kortede tur. Vi startede ud på en fin cykelsti langs floden op til Arco og videre til landsbyen S. Martino. Herfra og op til landsbyen Troiana steg de ca. 600 højdemeter på en stejl asfaltvej. Vi var igen det meste af tiden i laveste gear. Vi overhalede dog en del andre ryttere undervejs, så nogle har haft det hårdere end os. Efter Troiana gik det fortsat opad. Nu dog på grusvej men heldigvis lidt fladere end før. Efter 500 højdemeter på denne måde, det meste af tiden gennem skov, nåede vi op til Passo Due Sassi i ca. 1.100 m. Det var for længst ved at være frokosttid, men vi blæste både forbi et refugie og et udsigtspunkt inden vi endelig tog os sammen til at holde frokostpause ved et vejkryds uden nogen som helst udsigt.

Efter frokost gik det stejlt retur ned mod Vignole. Vi havde lidt overvejet at køre på nogle mindre veje/stier og ende i Nago, men vi så ingen afmærkninger eller stier, der gik den vej, muligvis fordi vi kørte for hurtigt. På på mindre end et kvarter kørte vi 800 højdemeter nedad på en grusvej med masser af løse sten. Koncentrationen var høj og armene godt smadrede til sidst. Fra Vignole gik det over Arco og endelig retur på cykelstien langs floden.

Eftermiddagen blev brugt på stranden.

I løbet af aftenen trak det op til torden og ved 22 tiden blæste det en overgang så kraftigt at der nærmest var sandstorm .

Lørdag 21. juli: Trans Alp

Det havde regnet en del af natten men om morgenen holdt det heldigvis tørvejr. Meget af udstyret var dog blevet dækket af sand og mudder, så en større opvask ventede. Vi havde tænkt os at klatre en kortere tur ved Arco om formiddagen, inden vi ville se afslutningen på Trans Alp om eftermiddagen. Under pakning af bilen lød der dog et par tordenbrag og så var den plan afblæst. I stedet blev det til en formiddag med læsning og afslapning i teltet.

Der kom et par regnbyger, men efterhånden klarede det dog helt op, og ved frokosttid var det nærmest skyfrit og kvælende varmt. Trans Alp sluttede i Riva denne dag, så vi cyklede over for at se Erik Knudsen komme i mål. Vi kom lidt for sent til at se selve målgangen, men fik en længere snak med deres supporter Dennis og senere også med Erik selv. De var blevet nr. 10 sammenlagt. Ikke ringe! Gik lidt rundt i målområdet og fik derefter en øl med Erik på havnen i Garda.

Sidst på eftermiddagen ville jeg gerne til Arco for at klatre via ferrata. Vejret så dog ikke godt ud og på vej op til Arco kom der lidt smådryp. Noget skeptisk startede jeg ud på ruten, og på vej gennem gyderne i Arco lød der da også igen tordenbrag og så var turen endelig afblæst. Jeg nåede lige retur til bilen, inden regnen for alvor satte ind.

Om aftenen cyklede vi igen til Riva, hvor Morten Kusk med familien boede på en campingplads.

Søndag 22. juli: Cima SAT

Vejret var heldigvis godt igen, så fra morgenen blev kursen sat mod Riva for at klatre en længere via ferrata rute, "Ferrata del Centanario SAT", til toppen af Cima SAT godt 1.200 m over Gardasøen. Bilen blev smidt i udkanten af Garda og vi gik til foden af bjergene i den vestlige udkant af byen. Første stykke gik på stejl, stejl flisebelagt sti op til en borg ovenfor byen. Herefter gik det videre på stejl vandresti op til et refugie beliggende ca. 600 m over søen. Udsigten ned over Riva del Garda samt Gardasøen var flot og vejret helt perfekt. Ved refugiet holdt vi en kort cola pause, ligesom vi tog klatreudstyret på.

Selve klatreruten startede kort ovenfor refugiet. Først fulgte nogle lette stykker, hvor der ikke var meget brug for kablerne. Flere steder var selve stien dog ret spændende i sig selv med stejle fald ned til siden. På den øvre del af ruten skulle vi op over en stejl klippevæg på ca. 400 højdemeter. Ruten var derfor udstyret med 5-6 lange stiger, hvoraf den længste strakte sig over ca. 40 m! Der var mange andre på ruten denne dag, og da der kun måtte være 3 mand på stigerne ad gangerne, skabte det en hel del kø og ventetid. Selve stigerne var ganske lette at kravle op ad, men det kriblede lidt i maven, når man kiggede ned. Jeg ville langt hellere have klatret på klippen selv og have haft normale kabler som sikring.

Efter et par timer nåede vi toppen af Cima SAT (1.246 m). Udsigten var, som altid, fascinerende ned over søen og byerne i nordenden af søen. Det var dog desværre ved at trække op med mørkere skyer, så det blev kun en kort pause, inden vi begyndte at gå retur mod Riva. Turen ned var ganske fin, da der var en god men meget stejl vandresti hele vejen. Efter en halv times tid kom der et skrig fra Sheena, der gik forrest, da en godt 1 m lang slange snoede sig på tværs af stien og ned ad bjergskråningen. Nåede ikke at se meget ad den, men den havde vist ikke takkede striber ned ad rykken, så den var nok ikke giftig... På turen ned ventede desuden endnu en sektion med en lang stige inden vi nåede ned til et kapel ca. 600 m over Garda. Lidt specielt var kapellet dekoreret med artillerigranater.

Fra kapellet var der yderligere 600 højdemeter ned i byen og benene var derfor godt trætte ligesom knæet var ret ømt, da vi endelig nåede ned. Vi gik derfor en tur ind i centrum af Riva til en velfortjent ispause. Vejret trak fortsat sammen, og vi gik efter en halv times tid tilbage mod bilen, som vi nåede netop som det satte ind med regulært skybrud.

Da hele lejren var godt våd og mudret, og da vi ikke rigtigt havde overskud til at lave mad, stod den på pizza om aftenen. Senere mødte jeg tilfældigt Eddy fra Slovenien og som jeg havde kørt MTB med de foregående to sommerferier på strandpromenaden. Lille verden.

Mandag 23. juli: Vandretur dag 1

Vi overvejede lidt for og imod (1) at blive yderligere et par dage ved Garda søen, (2) at tage til Dolomitterne eller (3) at tage på vandretur i Texel gruppen. Vejret så godt ud de næste fire dage, så valget faldt på Texel. Vi brugte derfor morgenen på en sidste badetur i søen, hvorefter vi pakkede lejren. Herefter rullede vi 1,5 time nordpå til Partschins nær Merano. Vi manglede at købe ind til turen, men da der var siesta i Partschins måtte vi lige en tur til nabobyen.

Ved 16 tiden var vi, efter en længere kamp med at finde en parkeringsplads, klar til at starte på selve vandreturen. Turen startede dog ganske blidt med at de første 900 højdemeter op til ca. 1.500 m blev klaret med "Texelbahn". Udsigten fra kabinen var imponerende ned over dalen. Det lignede et modeljernbanelandskab tæt belagt med vin- og frugtmarker.

Første del af vandreturen var nogenlunde flad gennem skov hen langs bjergskråningen. Bortset fra at par egern var der ikke meget udsigt. Ved Rif. Nassareto blev det mere åbent, ligesom ruten begyndte at stige stejlt. Vi gik nu op gennem Zieltal og når vi kiggede tilbage blev udsigten ned gennem dalen mere og mere imponerende. Vejret var således så godt, at vi tydeligt kunne se Dolomitterne mere end 50 km væk.
Når vi kiggede op gennem dalen var udsigten også imponerende. 3.000 m toppe rejste sig op på begge sider, mens et vandløb med mange vandfald løb i bunden af dalen. Dyreliv var der også masser af; fede murmeldyr, geder og løsgående grise. Sidstnævnte så svært veltilpasse ud.

Ca. 2 timer efter vi var startet, stoppede Sheena pludselig op. "Jesper, jeg har gjort noget dumt. Jeg har glemt pengene nede i bilen". Pis også. Nåh, vi kunne ikke nå at vende om, og jeg argumenterede med, at vi nok skulle finde en løsning. Folk er altid så flinke i bjergene.

I 2.250 m nåede vi Lodner Hütte, hvor det var planen, at vi skulle bo 2 dage senere. Adspurgt omkring vores manglende penge sagde hytte-ejeren, at dem kunne vi blot aflevere ved kabelbanen, når vi var retur ved bilen. Altså ingen grund til bekymring. Klokken var blevet 18.30, men vi ville gerne nå til Lammer Biwak, så efter en kort cola pause gik vi videre de sidste ca. 600 højdemeter op mod Halsljoch passet (2.808 m). Vejret var suverænt, solrigt, vindstille og lunt. Et stykke oppe ad bjerget mødte vi to andre vandrere. De var omgivet af ca. 50 geder, og kæmpede tydeligvis hårdt med at slippe af med dem. Vi skyndte os videre og undgik at de fulgte med os. Fra passet kunne vi skimte bivuak-hytten godt 1 km fremme. Turen derover gik dog gennem stenet blokmark, så det tog næsten en time, inden vi ved 21 tiden endelig var fremme. Jeg havde oprindelig overvejet at gå op på toppen af Tschigat ca. 200 højdemeter over bivuakken, men den plan blev droppet, da vi ikke kunne nå det, inden det blev mørkt.

Jeg havde regnet med, at vi ville være de eneste, der overnattede i bivuakken, men der var fire personer, som allerede var gået til køjs. De var ikke specielt snakkesagelige, så vi gik et stykke væk fra hytten og fik endelig spist noget aftensmad - en ægte sydtyrolsk specialt bestående af rugbrødsmadder med laks på tube... Efter maden kravlede vi op i de øverste køjer. Som sidst ankomne fik vi tydeligvis ikke de bedste sengepladser i sardindåsen, men med 6 mand i bivuakken var der heldigvis ikke koldt.

Tirsdag 24. juli: Vandretur dag 2

Jeg vågnede tidligt og stod op og tog en række billeder. De andre vandrere i bivuakken var ligeledes tidligt oppe, og de ene gruppe gik af sted uden morgenmad, mens den anden kun fik en kop te inden afgang. Vi havde knap så travlt, og havde desuden brug for noget mere mad.

Vi startede dagen med at gå ned gennem Lazinser Tal. Først en halvstejl nedstigning gennem klipper og herefter et langt stykke gennem græsklædte bakker. Det var ren idyl med solskin, murmeldyr og krystalklare vandløb. På et tidspunkt passerede vi en klippe midt i dalen. En flok på 30-40 geder havde valgt at benytte denne som udsigspunkt.

Efter en god times tid nåede vi Andelsalm. Ruten drejede nu mod vest og det gik stejlt ca. 500 højdemeter op mod Lazinser Schneide. Jeg ved ikke, om det var højden eller anstrengelserne dagen før, men jeg synes, det var den hårdeste stigning på hele ferien. Vi holdt en længere pause i passet, inden det gik videre det sidste stykke mod Stettiner Hütte (2.875 m).

Landskabet ændrede nu helt karakter. Væk var græsset og i stedet var der kun sten og frit udsyn op mod 3.000 m toppene på grænsen mod Østrig.

Fremme ved hytten spiste vi frokost og fik derefter afklaret, at vi godt kunne klare betaling ved en bankoverførsel. Som forventet/håbet gav de glemte penge således ingen problemer.

Den oprindelige plan havde været, at vi ville bruge eftermiddagen på at gå op på bjerget Hochwilde nord for hytten. Vandreruten var dog officielt lukket pga. risiko for stenskred. Vi valgte i stedet at gå op på toppen af Hohe Weisse (3.278 m) syd for hytten, der er 3. højeste top i Texel bjergene.

Ruten mod Hohe Weisse gik først op mod toppen af Grafspitze. Det første stykke på løst ral inden vi nåede nordvestkammen af bjerget, hvor klippen var lidt mere fast. Fra toppen startede Willy Ahrens Weg. En vandresti langs kammen, hvor der de sværeste steder var hugget enkelte trappetrin i klippen. Der var dog stejle fald ned til begge sider og stien var nogle steder mindre end 1 m bred, så det var med høj koncentration og en kriblen i maven, at vi langsomt bevæge os frem. Senere fulgte en stejl sti ned til foden af Hohe Weisse. Bjerget havde på afstand set nærmest lodret ud, men her ved foden så det mere overkommeligt ud. En stejl sti snoede sig op af nordsiden. Underlaget var dog løst og flere steder skred det væk under en. Vi knoklede dog på, og ca. 1,5 time efter vi forlod hytten, nåede vi korset på toppen.

Vi fik taget de obligatoriske billeder, spist noget chokolade og slappet af. Der lød dog lidt tordenrumlen i det fjerne, og vi gik derfor forholdsvis hurtigt retur. Turen ned fra Hohe Weisse var noget skrammel pga. det løse underlag, mens turen ned fra Grafspitze gik lynhurtigt. Godt 3 timer efter afgang var vi retur ved Stettiner Hütte. En fed toptur som klart fortjente en weissbier.

Aftensmaden stod på Spiegeleie, Speck und Röteke(kartofler). Perfekt alpemad!

Onsdag 25. juli: Vandretur dag 3

Jeg havde læst, at morgenmaden i Stettiner Hütte ikke var imponerende, men da vi stod op ventede der både cornflakes, yoghurt, brød, kaffe og te, så vi havde intet at klage over. Det skulle da lige være vejret, for det var desværre ret overskyet.

Vi diskuterede lidt muligheder for dagen men endte med at beslutte os for at starte med en tur uden rygsæk til en lille bjergtop vest for hytten, hvor der stod et kors. Der var ingen afmærket rute på kortet, men vi kunne følge stien op mod Hochwilde det første stykke. Herefter drejede vi af mod vest og gik/klatrede (sværhedsgrad I-II) op af bjerget. Bjergtoppen lå på den sydlige kam af Hochwilde, og vi nåede hurtigt op på ryggen. Det viste sig, at korset reelt ikke stod på en bjergtop men nærmere bare en lille knold. Vi spottede i stedet en anden top lidt længere oppe ad sydkammen. Vi udså os den som mål i stedet og gik/klatrede videre. Vi nåede hurtigt derop, men undlod at klatre de sidste 4-5 m, da det var for stejlt. Toppen havde intet navn på nogen af kortene, blot punkt 3.122, men vi døbte den hurtigt Sheenaspitze, da hun var først fremme.

Vi gik retur til hytten, hentede rygsækkene og satte derefter kursen mod Lodner Hütte. Første delmål var passet Eisjochl, hvor der var flot udsigt 7-8 km ned gennem Plossental. Vi drejede herefter ind på en mindre sti, der førte os på tværs af den øverste del af Plossental over til Johannesscartl.

Plossental var på denne del en ren stenørken, hvor gletscheren først for nyligt var smeltet. Der var masser og varder og vi supplerede selv med et par meget kunstneriske eksemplarer.

Forude ventede nu et stejlt stykke op mod Johannesschartl passet. Vejret blev gradvist ringere og ringere og på det sidste stykke satte regnen ind. Dette gjorde det absolut ikke nemmere, for underlaget, der i forvejen var løst, blev nu også mudret, ligesom stederne med sne og is blev glatte. Ruten var heldigvis udstyret/sikret med jernkæder, men da disse også blev våde, var de svære at få godt fat i. I selve passet blæste det kraftigt og vi gik hurtigt ned på modsatte side. Også her var der heldigvis kæder, så vi kunne komme sikkert ned. Da vi være kommet lidt i læ fik vi taget varmere og mere vandtæt tøj på, hvorefter vi fortsatte den lange nedstigning (knap 800 højdemeter) til Lodner Hütte. Regnen stilnede heldigvis noget af, men pga. det glatte underlag måtte vi koncentrere os, så vi fik ikke set så meget af udsigten.

I Lodner Hütte stod den på velfortjent cola samt Jägertee. Den oprindelige plan havde været at gå ud til Sattelspitz om eftermiddagen, overnatte i Lodnet Hütte og derefter gå ned dagen efter via Zielspitz. Vejrudsigten var dog ringe for resten af dagen samt næste dag, ligesom mit knæ efterhånden havde det ret skidt og ikke ligefrem så frem til yderligere 1.000 højdemeter. Vi besluttede derfor at fortsætte mod bilen.

Efterhånden som vi kom længere ned i dalen blev vejret bedre, skyerne forsvandt og udsigten blev bedre. Selv om vi havde gået samme tur op to dage før, virkede udsigten anderledes nu, da vi gik i den modsatte retning. Specielt vandløbet i dalbunden var fascinerende at følge. Der var ingen fritgående grise ved Zielalm, de ventede i stedet ved Nassereith Hütte. Kort efter hytten så vi desuden turens sidste murmeldyr, og denne gang kom jeg så tæt på som 10 m.

Benene var tunge det sidste stykke gennem skoven, men ved 16 tiden var vi tilbage vi liften. Generelt var Texelbjergene et super vandremål, og da vi kun fik nået to af de mange mulige 3.000 m toppe, er det absolut ikke umuligt, at jeg kommer tilbage hertil igen.

Vi tog Texelbahn retur ned i dalen, fik skiftet tøj (som ikke lugtede specielt godt efter 2-3 dage i bjergene), fik afleveret de penge, som vi skyldte til Lodner Hütte, og satte derefter kursen nordpå. Første delstrækning blev kun på ca. 5 km, for der skulle lige være tid til at købe ost og vin med hjem. Næste delstrækning var længere. Jeg stolede igen på GPS'en, som valgte en "spændende" tur gennem centrum af Merano og derefter over Jaufenpass. Turen var flot, men absolut ikke hurtigere end alternativt på motorvej via Bolzano. De utallige serpentinersving var desuden lige til at blive køresyg af.

I Brennerpass regnede det, som altid, og det var det samme gennem det meste af Østrig. Vi valgte derfor at køre videre nordpå kun afbrudt af et kort madstop ved Rosenheim. I nærheden af Kassel var vi for trætte til at køre mere. Vi drejede derfor fra og fandt et "idyllisk" sted 300 m fra motorvejen, hvor vi rullede underlag og soveposer ud. Igen tak for ørepropper!

Torsdag 26. juli: Retur til Danmark

4-5 timer senere blev det lyst og vi kunne køre videre. Det varede dog kun ca. 30 minutter. Så ramte vi en bilkø. I 40 minutter holdt vi helt stille, herefter rullede vi langsomt frem og brugte endelig en masse tid på at køre rundt på småveje. Først efter 1.5 time var vi tilbage på motorvejen.

Vejret i den nordlige del af Tyskland var anderledes godt end i Alperne, og i løbet af formiddagen rundede termometret 25 grader. I en bil uden aircondition betyder det, at det bliver varmt, rigtig varmt! Kort morgenmadsstop syd for Hamborg og herefter direkte til Århus, som blev nået ved 14 tiden. Endelig skygge og frokost. Nu manglede blot de sidste 2 timers kørsel hjem til farmen i det nordvestjyske.

Slut på 2 ugers særdeles aktiv ferie i Alperne. Nu ventede 1 ugers afslappende bondegårdsferie.