Det lykkedes ikke at få arrangeret en skitur i vinteren/foråret 2012, og der skulle derfor ske et eller andet anderledes. Jeg smed en mail afsted til Emma: "Nogen eventyr i horisonten?". Hun svarede tilbage, at hun kiggede på en cykeltur fra Det Døde Hav til Det Røde Hav (Dead 2 Red). Det så ikke dårligt ud. Jeg foreslog, at vi forlængede det med en uge i Israel. Vi fandt derefter en dato i marts, der så fornuftig ud. Vi hang dog i bremsen mht. at få booket plads på turen, og pludselig var der fyldt op. Turen blev derfor udskudt april måned. Ulempe = lidt varmere i Jordan, fordel = lidt varmere i Israel.

Fredag 6. april: København -> Madaba

Jeg havde kørt 11 timers adventure race på Møn dagen før, og var derfor ret smadret, da jeg stod op kl. 4 om morgenen. Jeg kørte til Vanløse, hvor jeg havde aftalt, at Rune ville kigge efter bilen, og tog metroen, der var fyldt med en blanding af trætte personer på vej til lufthavnen og halvfulde tåber på vej hjem fra byen. Mødtes med Emma, klarede indcheckning og fløj til Wien og videre til Amman uden de store oplevelser. Indflyvningen til lufthavnen viste ørken så langt øjet rakte og ikke skyggen af et ærligt træ - noget anderledes end Danmark. Vi havde arrangeret afhentning i lufthavnen, og kørte derfor i taxi til Madaba, en mellemstor by 30 min udenfor Amman. Det var 30+ grader, og det da samtidig var fridag, sad der stort set familier på picnic i skyggen under samtlige træer langs med landevejen. Ellers kørte vi forbi en masse nybyggeri, et par enkelte kameler og så ellers masser af affald. Plastikposer og plastikflasker flød i rabatten hele vejen.

Vi nåede frem til Madaba sidst på eftermiddagen til et ok hotel med pool og alt muligt. Madaba er turistmæssigt mest kendt for nogle ca. 1.500 år gamle mosaikker, og dem nåede vi lige forbi og se, inden kirken lukkede. Aftenen blev brugt på at klargøre vores lejede cykler; halvtunge alu-heste som dog så nogenlunde fornuftige ud. Jeg skiftede udskiftede saddel og dæk med noget, jeg havde haft med hjemmefra, og vurdere derefter at MTB'en nok skulle kunne klare de 420 km sydpå. Sidst på aftenen dukkede resten af gruppen op; 5x englændere; Tim, Marcus, ??, Lara og ??.

Lørdag 7. april: Madaba -> Mukawir

Vi fik morgenmad på hotellets øverste etage, hvor der var udsigt over en del af Madaba, en udsigt der dog ikke var videre charmerende, da vedligeholdelse af huse tydeligvis ikke rangerede øverst på prioritetslisten hos størstedelen af indbyggerne i byen. Afgang på cyklerne ved 9 tiden. Dagens første stop var Mt. Nebo ca.10 km fra Madaba, og turen startede blidt ud på asfaltveje, det meste af tiden nedad bakke. Mt. Nebo var stedet, hvorfor Moses eftersigende så det forjættede land. I dag var der dog ikke noget at se, da en tæt varmedis over Det Døde Hav blokerede for udsynet mod Israel. Vi fik set museet, der lå på Mt. Nebo, og kørte derefter videre mod Mukawir på små landeveje. Det meste af tiden kørte vi langs med marker, gennem små landsbyer og uopdyrkede arealer med gede- og fåreflokke.

Dagens frokost blev indtaget som picnic ved en nedlagt skole, hvor en flok hundehvalpe dukkede op for at tigge madrester. Efter et lille stykke grusvej nåede vi midt på eftermiddagen frem til overnatningsstedet - et simpelt hus tilhørende en beduinfamilie.

Indkvarteringen blev indledt med en rituel kaffeceremoni, inden vi i følgebussen kørte ud til en af Kong Herodes borge, der lå på kanten af Jordans bjergplateau med udsigt ned mod Det Døde Hav. Vi gik en varm tur mod toppen af borgen, der lå på en bjergtop, og passerede undervejs gennem nogle af hulerne og vandcisterne hugget ind i bjergsiderne. Herefter gik turen videre til "Lions King Lookout", et udsigtspunkt på en klippetop, hvor vi kunne se ned over en knastør kløft og Det Døde Hav. En del af panoramaet lå dog igen skjult i varmedis.

Tilbage ved beduinhuset var det tid til afslapning og fåremalkning, sidstnævnte var det dog kun kvinderne, der fik lov at prøve. Aftensmaden blev indtaget siddende på stuegulvet og menuen bestod dels af krydret kylling og dels af kylling kogt i fåremælk sammen med ris. Sidstnævnte blev spist med hænderne ved at rulle det hele sammen til kugler. Efter maden var der utallige runder Jordansk whisky, som var te med store mængder sukker. Vi så aldrig konen i huset eller de to ældste døtre, de var i køkkenet under hele besøget, mens de andre 4 børn hjalp med at servere maden. De vi lykønskede manden med hele seks børn lød meldingen, at det var en lille familie, og at hans fætter havde 22. Overnatningen blev klaret på madrasser på stuegulvet.

Søndag 8. april: Mukawir -> Kerak

Vi stod op kl.6, spiste morgenmad i stuen og var klar til afgang kl. 7. Dette faldt lige sammen med, at alle børnene var på vej i skole; pigerne i cowboybukser og grøn jakke og drengene i forskellige camouflagefarvede uniformer. Sidstnævnte skyldes, at hæren finansierer en del af skolerne og dermed også skoleuniformerne.

Efter 5-6 km svingede vi ind på en helt ny bred vej, der snoede sig nedad bjergskråningen. Perfekt asfalt og absolut ingen trafik. Det er åbenbart ikke kun i Danmark, nye veje ikke altid anlægges der, hvor trafikbehovet er størst. Hvor der havde været halvgrønt i landsbyen ved overnatningsstedet, blev det nu hurtigt ørken.

Halvvejs nede fra bjergplateauet nåede vi til et udsigtspunkt ovenfor Main Hotsprings, et kursted beliggende i en dyb kløft. Kalkklipperne var nu for en kort tid erstattet af vulkanske aflejringer. Fra udsigtsstedet gik det på en lille landevej/grusvej stejlt ned til Det Døde Hav. Her skulle vi køre et langt stykke på landevejen langs med havet. Der blæste en stærk modvind, men udsigten over det turkisblå vand fejlede intet.

Efter ca. 10 km nåede vi frem til Mujib Nature Reserve, hvor der var et badested med et par hytter ned til Det Døde Hav. Vi skiftede til svømmetøj og vaklede ud i Det Døde Hav - vaklede fordi stenene på havbunden var belagt med knivskarpe saltkrystaller. Opdriften i havet var imponerende. Og for første gang i mit liv kunne jeg faktisk flyde! Ellers udmærkede vandet sig ved at hele kroppen blev smurt ind i en fedtet saltlage, ved at svide vanvittigt i øjnene og ved at smage ad helvede til. Desuden fandt jeg ud af, at navnet Det Døde Hav ikke skyldes, at havet ikke har noget udløb, men at det er dødt, fuldstændig dødt uden skyggen af noget som helst liv.

Efter badet cyklede vi videre langs det Døde Hav. Temperaturen var nu kravlet godt over de 30 grader, men der var fortsat en kraftig modvind, så vi mærkede det ikke specielt meget. Pga. overudnyttelse af vandressourcerne i Israel og Jordan er tilførslen af vand til Det Døde Hav kraftigt reduceret. Dette medfører, at vandstanden falder med ca. 70 cm om året, og som følge heraf var der opstået sink-holes mange steder langs kysten, hvor den havde trukket sig mere end 100 m tilbage.

Efter 40-50 hårde minutter i stiv modvind nåede vi en noget trøstesløs by. Vi var sultne og det var stegende varmt, så det blev til en kort is- og pepsi-pause. Herefter begyndte vi på en 25 km lang opstigning med 1.200 højdemeter mod Kerak. Temperaturen var nu kravlet over de 40 grader, og vi havde ikke længere vinden til at bidrage med lidt køling. Vi blev hurtigt splittet op i mindre grupper, hvor jeg kørte sammen med Anas. Vi var stærkt forsinket i forhold til tidsplanen og meldingen lød derfor, at ikke ville have tid til at kunne cykle hele vejen op til Kerak. Det passede mig egentlig ok, for jeg var alligevel ved at få hovedpine og der var klart en risiko for at gå helt kold i varmen. Jeg valgte derfor at stoppe efter ca. 500 højdemeter, dvs. 100 højdemeter efter at have passeret kote 0!

Sidst på eftermiddagen så vi korsridderborgen i Kerak, som var imponerende stor, selv om store dele lå i ruiner. Indkvartering var på et hotel lige ved siden af borgen, og aftensmad på restaurant (kylling og ris naturligvis) med udsigt til borgen.

Mandag 9. april: Kerak -> Dana

Vågnede op til en super udsigt ned over dalen mod den Døde Hav, og et vejr der heldigvis var blevet noget mere køligt.

Efter en lidt forsinket morgenmad stod den på en kort biltransport en ca. 10 km ud af Kerak, så vi slap for at køre på de mest trafikerede veje. Herefter startede dagens cykling ud på Kings Highway. Første stykke gik gennem landbrugsområde indtil vi kom frem til kanten af Al Hassa Canyon, en ca. 900 m dyb og flere km bred kløft/dal. Vi holdt en kort pause, hvor vi nød udsigten over det ørkenagtige landskab, inden der fulgte en 12 km lang nedkørsel (800 højdemeter) til bunden af dalen. Herefter startede turen op på den modsatte side. Vi kørte stadig på Kings Highway, og den 2000+ år gamle vej var tydeligt markeret med store stenvarder. Efter de første 100 højdemeter var der tid til en lille pause og justering af påklædning, da temperaturen nu var kravet langt over de 20 grader.

Forude ventede nu 700 højdemeter jævn stigning fordelt på 22 km asfaltvej uden det store trafik. Jeg kørte med Tim hele vejen op, og vi faldt hurtigt ind i et fint tempo. Efter 1 time og 20 minutter nåede vi op til en landsby. Det viste sig dog, at vi var kørt for langt, så da Artef dukkede op efter et par minutter blev vi sendt tilbage uden for byen. I stedet var der stop ved en "charmerende" resteplads/losseplads. Udsigten ned over en dyb canyon fejlede dog ikke noget - det lignede faktisk lidt nogle steder i den centrale del af USA.

Efter en længere pause gik turen videre op gennem den landsby, hvor Tim og jeg tidligere var kørt for langt. Jeg kørte som en af de forreste og oplevede ingen problemer, men et par møgunder kastede sten efter Emma og Patrick. Turen gik nu via landevej flankeret af rækker af fyrretræer. Vi svingede fra landevejen og ind på en mindre asfaltvej gennem et landbrugsområde og derefter ind på en grusvej et par km frem til frokoststedet på en rasteplads. Her ventede Artef med grillkylling godt krydret med hvidløg.

Efter frokost gik turen videre forbi et større fængselskompleks, ind vi svingede fra og ind på et område, hvor landskabet var helt anderledes. Der var nu store åbne vidder, som gradvist blev mere og mere kuperede og hvor træerne hurtigt helt forsvandt. Området var prærieagtigt og mindede en del om South Dakota. Landskabet var øde og bortset fra enkelte beduinlejre, hvor der vrimlede med får og enkelte kameler, så vi kun få mennesker. Vi passerede en større ruinlandsby, inden der ventede et par stejle bakker i stiv modvind. Jeg var ved at være træt, og udsigten til halvt opdyrkede / halvt opgivne marker var ikke så spændende. Langt mere spænding var der i stedet i at time ens passage af fåreflokkene, så man undgik et have en gal køter spænende efter cyklen.

Dagens sidste stykke gik i kortege kørsel gennem en større by. Guiderne må have oplevet problemer her før, for de var meget påpasselige. Bortset fra et indtryk af en lidt mere nedslidt by end ellers og en lidt mere tillukket stemning end normalt oplevede vi dog ingen problemer og den mest negative oplevelse på hele turen var de stenkastende møgunger tidligere på dagen.

Cykelturen sluttede ved et udsigtspunkt ovenfor Dana Village og Dana Nature Reserve, sidstnævnte en flot 500-600 m dyb kløft, hvor der dog desværre hang en dis, der begrænsede udsynet. Over kløften svævede der til gengæld et par gribbe, hvilket pyntede på udsigten. Dana Village var en ruin-landsby, hvor der støttet af FN var blevet etableret et par hoteller i nogle af de tidligere ruiner. Vi så solnedgangen fra hotellets tag, hvorefter den stod på aftensmad. Her inviterede et par skrækkelige amerikanere sig selv hen til vores bord - specielt konen var slet skjult alkoholiker. Så vil jeg hellere cykle i ørkenen ...

Tirsdag 10. april: Dana -> Shobak -> Petra

Næste morgen var vejret blevet bedre, og jeg startede dagen med at gå en tur ud til kanten af landsbyen, hvor der var udsigt ned gennem kløften og naturreservatet.

Morgenmaden var ikke noget at juble over; tre tørre stykker brød, var alt det kunne blive til ....

Cykeldagen startede blidt med at vi tog bilen op fra Dana Village til byen, hvor vi havde kørt kortege kørsel dagen før. I dag virkede guiderne dog ikke specielt bekymrede. Cykelturen startede med, at vi kørte ned gennem byen og derefter på landeveje rundt om en enorm dal/kløft. Landskabet bød på en stærk kontrast mellem det flade plateau og de kraftigt eroderede dale og kløfter. Det mindede faktisk en hel del om Bad Lands i South Dakota i USA. Jeg kørte det meste af turen på den flade landevej rundt ovenfor kløften med Anas. Vejret var køligt og der var ikke mange bakker, dvs. det var en fin og rolig start på dagen.

Lidt over halvvejs rundt om dalen kunne vi se dagens første mål, Shobak Castle; den ældste korsridderborg i Jordan. Vi kom ind i borgen via dens hemmelige udgangstunnel. Den udhuggede tunnel gik gennem kalkklippen 50-60 højdemeter op til borgen, der lå på toppen af en klippe. De oprindelige trin var slidt stort set væk, så flere steder blev det til lidt klatring. Dette var ikke nogen helt enkel opgave i cykelsko. Ellers mindede tunnelen op gennem kalk- og flintlagene om de videologs, jeg en gang imellem ser på arbejde fra boringer i København.

Tunnelen mundede ud midt i borgkomplekset, og kort efter vi var kommet op og havde børstet kalkstøvet af os, blev vi centrum for en hel arabisk skoleklasses udelte opmærksomhed. Det meste af borgen lå i ruiner, men et par lokale ansatte forsøgte at efterligne de soldater, der tidligere havde bemandet borgen, og vi fik chancen for at prøve noget af deres udstyr. Turen tilbage til cyklerne gik via den normale gangsti, og vi bemærkede nu, hvor bagende varmt der var blevet.

På cykler gik det videre ad asfaltvej gennem endnu en forladt ruin landsby og herefter gennem et par nyere og beboede landsbyer. Hele vejen var der en flot udsigt på tværs af dalen og over mod Dana Nature Reserve. I udkanten af den sidste landsby ventede en kort, stejl stigning, hvorefter asfalten sluttede og vi kørte derefter ud på grusvej. Efter en kort pause startede turens hidtil bedste stykke. Grusvej på langs af en skråning, hvor bjergene på venstre side af vejen skrånede op, og hvor der på højre side var udsigt først over bjerge og bagved ørkenlandskab i Wadi Araba små 1.000 højdemeter lavere, end hvor vi kørte. Imponerende udsigt. Grusvejen bugtede sig op og ned, og det var klart det teknisk sjoveste kørsel, vi havde haft på turen indtil nu. For at gøre det endnu bedre, ændrede udsigten sig for hvert hjørne, vi rundede. Jeg tror faktisk, man kunne strække det så langt at man kunne sige, at jeg var lykkelig. Tog en bunke billeder på denne del af turen.

Benene blev efterhånden trætte og først ved 14 tiden var vi fremme ved frokoststedet; et skur i bølgeblik beliggende i et øde område bortset fra et par beduintelte og et par knægte, der vogtede får og geder. Der var dog skygge og ikke mindst gode sandwich.

Efter frokost ventede en kort stejl stigning op til landevejen. Vi var nu tilbage på Kings Highway og fulgte den 12 km. Det meste af stykket gik det nedad gennem halvkedeligt landskab. Sidste strækning denne dag bød på 6 km nedkørsel gennem Wadi Musa, en større by beliggende udenfor Petra. Jeg gik en kort tur rundt i byen, mens de andre blev torturerede på et tyrkisk bad. Dette var klart den mest turistede del af Jordan, vi havde set indtil nu, og det vrimlede med turister. Vi fulgte i deres fodspor, og var en tur i "Cave Bar" om aftenen; en bar/cafe indrettet i et mere end 2000 år gammel tempel. Se det er kultur!

Onsdag 11. april: Hviledag i Petra

Efter 4 dage på mountainbikes bød denne dag på en hviledag. Det vil sige, hviledag er måske meget sagt, for vi endte med at vade rundt i mere end 8 timer inde i Petra området. Vi tog af sted fra hotellet og mødtes med en guide ved halv nu tiden. Vi fik at vide, at vi havde mulighed for at ride ind til Petra på heste, og at der var betalt for dette allerede. Emma og jeg slog til. Det var en fin oplevelse, som dog viste sig at være en turistfælde, for efter 5-10 ,minutters ridning lød meldingen, at vi kun have betalt for hesten og ikke ejeren, som trak hesten. Suk …

Der var en del turister denne dag, men det var ikke overrendt og jeg havde faktisk forventet, at det ville være værre. Vi startede turen med at gå ind gennem den 1.200 m lange "As-Siq", en smal op til 80 m dyb kløft udskåret i sandsten. Naturen alene var imponerende men hertil kom de menneskeskabte indslag såsom udhuggede nicher med figurer, vandingssystemer og oversvømmelsesbarrierer.

Da vi nærmede os kløftens munding fik vi de første glimt af "Treasury" (Al-Khazneh), det mest kendte af monumenterne i Petra og mindst lige så imponerende som i Indiana Jones filmen. Skød en masse billeder af templet og brugte derefter tiden på at se det kaos der var af turister, souvenir sælgere, æsler, kamel og kameldrivere.

Vi forlod nu "Siq" i gik videre ind i den mere åbne del af Petra. Hvor det havde været småkøligt i kløften, var vi nu ude i solen, hvor det var stegende varmt. Overalt hvor vi så hen, var der hugget gravtempler ind i klippevæggene. Vi var inde i flere af gravkamrene og i flere af, udgjorde de naturlige mønstre i sandstenene et imponerende og næsten helt uvirkeligt farvestrålende tapet.

Efterhånden som vi kom længere ind i Petra blev den romerske påvirkning mere tydelig. Der var således rester af en allé flankeret af søjler, et stort amfiteater med plads til 7.000 tilskuere og et stort tempel. I den centrale del af Petra sluttede den guidede tur. Herefter holdt vi en af dagens få pauser, inden vi begav os mod Petras næststørste seværdighed: "Monastery" (Ad-Deir). Bygningen lå oppe i bjergene, og en smal sti med 800 trin ledte derop. Der fleste turister gik selv, men enkelte (fede) turister lod sig transportere på æsler trukket af børn. Stakkels dyr. Udsigten på turen derop var ret imponerende, når blot man kunne ignorere de utallige souvenir boder, der alle solgte stort set det samme skrammel.

Monastery var næsten lige så flot som Treasury og virkede næsten mere stemningsfuldt pga. omgivelserne. Det hjalp også lidt, at mængden af turister var kraftigt reduceret i forhold til de dele af Petra, der lå nærmere indgangen.

Frokosten blev indtaget med udsigt til klostret. Herefter gik vi en tur op til et udsigtspunkt på en klippeknold. Selv om der igen denne dag var en tæt varmedis, var udsigten flot, altså lige bortset fra nogle halvusle souvenirboder i form af telte placeret på flere af klippetoppene.

Turen gik nu tilbage ned i den centrale del af Petra og forbi museet til et kort stop. Derefter besluttede vi at tage bagvejen op til "High place of Sacrifice". Dette var dagens bedste beslutning, for nu slap vi næsten helt væk fra turisthorderne og kunne udforske nogle af gravmonumenterne og bygninger selv. Det virkede meget sigende for størrelsen af Petra, at denne del af området, der de fleste andre steder i verden ville have været en sensation, her ikke engang var vist på oversigtskortene.

Fra "High Place" var der en suveræn udsigt over hele den centrale del af Petra, og i alle retninger kunne vi se ruiner og gravmonumenter udhugget i klippevæggene. Nød udsigten i 15 minutter, inden vi gik ned og tilbage til indgangen gennem Siq-kløften. Vi passerede igen utallige bygninger og monumenter, men var efterhånden så mætte af indtryk, at det ikke blev til de lange pauser eller specielt mange billeder. After-sightseeing blev holdt på Cave Bar, og vi var en runde forbi igen senere på aftenen. Maden på hotellet var samme buffet som dagen før. Er efterhånden pænt træt af kylling med ris.

Torsdag 12. april: Petra -> Wadi Rum

Vi kørte med bussen op fra Petra, kørte 10-15 km på landevej og blev sat af ved et faldefærdigt busskur midt i ingenting. Det var halvkoldt denne morgen, så vi fandt de langærmede cykeltrøjer frem. Første stræk gik på asfaltvej ned gennem en landsby og dagens første 12 km blev dermed hurtigt tilbagelagt. Landskabet skiftede gradvist fra at være lidt halvgrønt, hvor vi startede, til at være stort set tørt og goldt, da vi efter de 12 km svingede ind på en grusvej.

Vi fulgte grusvejen og passerede tørre, golde bjerge, bakker og enkelte beduinlejre. Efter ca. 10 km kom vi for alvor ud i ørkenen. Landskabet var nu stort set fladt dog omkranset af bjerge.

Turen fortsatte gennem ørkenen, og det blev mere og mere tørt. Blandingen af ørken og klipper betød, at landskabet mindede lidt om noget fra en westernfilm. På et tidspunkt passerede vi "Desert Highway" og en af de mest trøstesløse landsbyer på hele turen. Vi spiste frokost på en klippe i udkanten af byen - med udsigt over golde marker med store mængder plastikaffald.

Fra visitor centret ved indgangen gik det på ladet af en jeep ind til en teltlejr inde i selve Wadi Rum ørkenen. Dette var et af de mest imponerende områder, vi havde set på hele turen. Ørken med rødligt sand omgivet af fritliggende bjerge, der som skulpturer rejste sig mange hundrede meter op.

Vi blev indkvarteret i teltlejren, hvor beskeden, med glimt i øjet lød "married women sleep with their men, unmarried women sleep with the beduin".

Ved solnedgang klaterede vi alle op på klippen bag ved teltlejren, hvorefter vi returnerede til aftensmaden (kylling, naturligvis) tilberedt på traditionel vis, dvs. vha. et nedgravet glødebål.

Fredag 13. april: Wadi Rum -> Aqaba

Næste morgen klatrede vi igen op på klippen bag ved lejren for at se solopgangen. Fik skudt en ordentlig bunke billeder, da lyset var endnu bedre end aftenen før. Herefter var der morgenmad i teltet, inden vi kørte et kort stykke med jeep, til det sted hvor dagens cykling skulle starte. Vejret og dagen var perfekt: sol, ingen vind og fedt landskab.

Vi skulle nu cykle ud fra Wadi Rum. Underlaget var stedvist godt (hårde hjulspor, eller hårdt vindblæst sand) og stedvist elendigt (løst sand). Dette betød, at det var noget af det mest udfordrende men samtidig også noget af det sjoveste kørsel på hele turen. At landskabet og bjergene konstant skiftede, gjorde bare det hele endnu bedre.

Vi holdt en længere pause under et par døde træer inden det sidste stykke ud gennem ørkenen, der gik gennem en stejl kløft/slugt. Herefter ramte vi en asfaltvej, som den ene vej (20 km) gik til Saudi Arabien og den anden vej (25 km) gik mod slutmålet i Aqaba. Jeg havde forventet, at det ville blive ren cruising ned ad bakke til Aqaba herfra, men der var en strid modvind, så det blev til en omgang hårdt arbejde først forbi utallige råstofgrave, derefter på tværs af en tungt trafikeret desert highway og så endelig de sidste 10 km ned ad hovedvejen til Aqaba. Her sluttede cykelturen i udkanten af byen.

Frokost blev indtaget på en kebakbar i centrum af byen, naturligvis med de obligatoriske billeder af kongen på væggene, inden det gik til et ressort ved kanten af Det Røde Hav. Jeg havde regnet med, at skulle slutte turen af med at flyde og snorkle flere timer i vandet, men det var blæsende og vandet var småkoldt, så det blev en kort fornøjelse. Udsigten mod Israel og Egypten på modsatte side af havet var dog helt ok.

Sidst på eftermiddagen tog vi med følgebussen tilbage til Madaba. Turen gik på Desert Highway. Det meste af vejen var det fladt ørkenlandskab, afbrudt af enkelte trøstesløse bygninger og landsbyer i beton samt utallige kaffebarer beklædt med neonlyskæder. Aftensmaden bestod af sandwich i en større turist-souvenir-outlet. Retur i Madaba var det tid til afsked med englænderne, der skulle flyve tidligt næste morgen.

Lørdag 14. april: Amman

Startede dagen med en stor omgang morgenmad på hotellet og tog derefter en taxi til Amman. Lørdag var halvt fridag, så ifølge chaufføren var der kun "lidt" trafik. Det virkede dog stadig ret håbløst og kaotisk og der hang en tæt dis af gul/grå smog over byen. Et andet tegn på de mange biler i byen var de utallige små værksteder, der lå hele vejen ind langs indfaldsvejen. Vi blev indkvarteret på et hotel lige overfor Roman Theater, smed oppakningen og startede derefter ud på den obligatoriske turistrunde i Amman.

Første stop var Opelion?-teater, som var fint restaureret. På vej ud herfra mødte vi to repreæsententanter for tourist police, som spurgte efter billetter. Vi var åbenbart gået ind ad bagvejen, så sådan nogle havde vi ikke. Det virkede dog ikke til at være det store problem, og vi fik en længere snak med dem. Efter at have købt billetter gik vi ind i Roman Theater, der var 2.000 år gammelt og med plads til 6.000 tilskuere det største i mellemøsten. Vi mødte vores "guider" fra politiet igen, og de gav en fin rundtur både på teatret herunder "Roman telephone" og "Roman loudspeaker", der illustrerede romernes imponerende forståelse for akustik, samt det nærliggende museum med folk art.

Næste stop var byens basar (Souq), der var et bombardement af syns- og høresansen. Herefter forbi Huessein Mosque, byens største moske, der var halvfyldt med bedende og sovende. Det var stegende varmt og desuden frokosttid. Vi satte derfor kurs mod en cafe på Rainbow Street, hvor der endelig, efter mere end 8 dage med kylling og ris, ventede en pizza!

Efter at have slappet af og nydt udsigten fra cafeen gik jeg en tur i kvarteret omkring Rainbow Street. Denne del af byen, hvor der bl.a. lå mange ambassader, var helt anderledes og meget mere rolig end resten Amman, undtagelsen var et hotel, hvor høj teknomusik bankede ud fra haven. Kvarteret lå på en af byens høje, og flere steder var der fin udsigt over byen.

Sidst på eftermiddagen gik turen op til citadellet, der var beliggende på en anden af byens høje. Turen derop gik via diverse baggårdstrapper. Citadellet bestod bl.a. af en række romerske ruiner. Der var god udsigt over byen. I de fleste retninger var dog mest bare tæt og ikke videre smuk bebyggelse. Vi var desværre kommet så sent op til citadellet, at vi hurtigt blev gelejdet ud. Vi blev dog på bakketoppen og så solnedgangen samt en flok børn med drager. På vej ned mødte vi verdens flinkeste svenske palæstinenser, som vi fulgtes med til aftensmad (humus og falafel, naturligvis). Efter maden var det blevet helt mørkt, og Amman By Night var klart pænere end ved dagslys.

Retur på hotellet fik Emma trænet spansk-kunskaber med hotelejeren, som ikke kunne et ord engelsk, men som indvilgede i at skaffe en taxi til os næste morgen. Vi havde stadig ikke fået skaffet hotel i Jericho, og da udsigten til en dag i 35+ graders varme ikke var tillokkende, besluttede vi at tage direkte til Jerusalem.

Søndag 15. april: Amman -> Jerusalem

Søndag morgen bød på småregn i Amman. De fleste butikker var lukkede, men vi fandt et gadekøkken, hvor vi kunne få noget morgenmad og købe noget frokost (begge dele falafel, hvad ellers)… Vi tog herefter en taxi til King Hussein Bridge; en af de tre grænseovergange mellem Jordan og Israel. Sidste stykke frem mod grænsen gik på småveje, og det var ret tydeligt, at der ikke var den store godstrafik mellem de to lande. Fremme ved selve grænseovergangen var der dog en del mennesker.

Vi havde læst, at hvis vi afsatte 4 timer til at komme over grænsen, blev vi næppe skuffede - og det kom faktisk til at komme meget godt med, hvor lang tid vi brugte. 1,5 time på at komme ud af Jordan (betal for udrejse, vent på at bussen kører, vent i bussen) og 2,5 time for at komme ind i Israel (vent på at aflevere bagage til kontrol, stå i kø til personkontrol, stå længere tid i kø fordi computersystemer bryder ned, stå i kø for at få gennemset bagage og endelig vent på at bussen til Jerusalem bliver fyldt op). I forbindelse med sidstnævnte blev vi sammen med resten af passagererne til sidst så trætte, at vi deltes om at betale for den sidste plads. Turen forbi Jeriko og gennem Israel gik gennem ørkenlignende landskab og forbi et par bosættelser men tog ikke lang tid. I modsætning til i Amman var det i Jerusalem drønvarmt. Valget faldt derfor på en taxi til hotellet for hurtigst muligt at slippe af med bagagen.

Hotellet var beliggende på Oliebjerget øst for centrum og dermed i den tidligere palæstinensiske del af Jerusalem. Der var kun ca. 1 km ind til centrum, og sidst på eftermiddagen vadede vi derind for at få en smag på byen. Det blev til en rundtur til primære sights: Church of the Holy Sepulchre, Grædemuren og Via Dolrosa. Fandt efter mere end en uge med ris og falafel endelig et sted, der serverede pasta. Vadede derefter tilbage til Oliebjerget, som med sine 500 trappetrin klart gjorde sig fortjent til "bjerg"-delen af navnet.

Mandag 16. april: Jerusalem sightseeing

Jeg stod op ved 7 tiden og fik en rundtur på Oliebjerget og ud til et udsigtspunkt ovenfor den jødiske kirkegård, hvor man kunne se hele den centrale del af Jerusalem. I modsætning til dagen før blæste det kraftigt og det var koldt.

Efter morgenmaden gik det igen ind mod centrum, hvor første mål var Tempelbjerget. Undervejs gjorde vi dog også holdt ved Grædemuren, hvor der denne morgen var helt fyldt med familier, som fejrede Bar Miotzva. Det var en oplevelse af se nogle af børnene blive hørt i tora-citater, mens mange af deres venner havde mere travlt med at kaste med karameller. Ceremonien var strengt kønsopdelt, så mødre og tanter hang ind over hegnet for at følge med.

Adgangen til Tempelbjerget gik uden de store problemer, og vi gik en runde forbi Al Aqsa moskeen og Klippemoskeen (Dome of the Rock). Indgang i begge var forbudt for ikke-muslimer, siden Sharon provokerende gik en rundtur for 5-10 år siden…. Specielt Klippemoskeen var et meget imponerende byggeri set udefra.

Efter Tempelbjerget blev der handlet tæpper, inden den stod på frokost ved Holy Sepulchre. I kirken, der er kristendommens helligste sted, og det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, begravet og genopstod (jeg troede egentlig, det var sket forskellige steder, men meget praktisk at have vedtaget, at det hele skete her…) vrimlede det med turister. Der var tydeligvis en del ritualer, vi ikke helt havde styr på, blandt andet blev Stone of Unction (stedet hvor Jesus blev taget ned af korset) pudset og poleret med den største iver, ligesom der var lang kø for at kravle under et bord på det sted, hvor Jesus blev korsfæstet. Vi sprang over disse dele, og koncentrerede os i stedet om at se kirken, hvilket også var imponerende nok i sig selv. F.eks. var der en kirkesal, som langt op i Middelalderen var udnævnt til at være Verdens Centrum. Så fik jeg praktisk nok også besøgt det! Udefra var kirken dog næsten fuldstændig gemt bag alle de omkringliggende bygninger.

Eftermiddgangen bød på et besøg på Austrian Hospice. Weissbier og Applestrudel midt i Jerusalem var en lidt mærkelig oplevelse, men meget befriende at slippe væk fra turisthorderne. Herefter gik vi en tur gennem først det jødiske og derefter det armenske kvarter, for at slutte dagen af med en rundtur på bymuren fra Jaffa-Gate til Lions Gate. På den første del af turen var der udsigt til Vest Jerusalem, og det var helt tydeligt, hvor grænsen mellem det gamle Øst og Vest Jerusalem havde gået. Vest var moderne med nye huse, parker og moderne sporvognslinier, mens Øst var meget mere nedslidt, men samtidig også meget mere levende. Ellers var der fra muren en fin udsigt over centrum af Jerusalem og bl.a. to fodboldbaner klemt inde mellem bygningerne. Desuden var det interessant af se, at baghaver og tagterrasser stort set ikke blev udnyttet men mest bare groede til at blev brugt som losseplads, samt fundament for vandtanke og parabolantenner.

Aftensmaden blev klaret med Wienerschnitzel mit Kartoffelsalat!

Tirsdag 17. april: Palæstina

Vi tog bussen til Jerusalems østlige busstation og videre til Bethlehem. Der var til min overraskelse ingen sikkerhedskontrol, men flere steder kørte vi langs med "Safety barrier" / "Apartheid Wall" afhængigt af, om man spørger israelerne eller palæstinenserne.

I Bethlehem blev vi mødt af en hær af taxichauffører, men vi valgte dog at gå de blot 1 km til Manger Square, centrum i Bethlehem, hvor også Church of Naitivity (Fødselskirken?) var beliggende.

Indgangen til kirken var gennem en meget lille dør, praktisk hvis når ikke ønsker fjender at ride ind i kirken. Indenfor så vi mosaikker i gulvet samt den sædvanlige overdådighedshorn af sølv lamper og lys. Der var mindst 45 minutters kø for at komme ned i grotten, hvor Jesus eftersigende var blevet født. I stedet gik det via en gade fyldt med træsouvenir butikken til "Milk Grotto", stedet hvor Jesus m.fl. gemte sig under "Slaughter of the Innocents".

Derefter retur til Manger Square, hvor der var en plakat udstilling omkring Israel-Palæstina problematikken. Her var en hel del oplysninger, som står i stod i stærkt kontakt med det, vi normalt præsenteres for i medierne - og det var absolut ikke til israelernes fordel.

Mens vi så på plakaterne strømmede der pludselig mange demonstranter ind på pladsen. Vi vurderede, at det nok var smartest at fortrække, og en ihærdig taxachauffør fik os gelejdet ind i sin taxa. Første stop var muren som israelerne havde opført samt en af byens flygtningelejre fra 1967 krigen. Muren var 8 m høj, dobbelt så meget som Berlin muren. Tåbeligt, men ifølge israelerne effektivt, tiltag.

Efter en kort pause kørte vi udenfor Bethlehem og til Mer Saba klostret. Et stille område lokaliseret mellem Bethlehem og det Døde Hav, hvor klostret klyngede sig til klipperne på kanten af en dyb kløft. Det var stegende varmt, men for en gangs skyld var der ikke den tætte varmedis over det Døde Hav, så udsigten mod Jordan var god.

Næste stop var Herodion, endnu en af Kong Herodes borge placeret på toppen af et bjerg, der var blevet udvidet med en kunstig høj. På toppen af bjerget var der placeret en række bygninger, og inde i bjerget var der udhugget flere tunneler og cistener til opbevaring af vand. Imponerende bygningsteknik!

Fra toppen af bjerget var der udsigt til en række palæstinensiske landsbyer, men også til en række jødiske bosættelser. I sidstnævnte var der omfattende byggeaktivitet og der var intet der tydede på, at udvidelsen af de jødiske bosættelser på nogen måde er sat på stand by i øjeblikket. Jeg har meget svært ved at se, hvordan der nogensinde skal blive fred i dette område …

På turen tilbage mod Bethlehem passerede vi igen muren flere steder, ligesom vi kørte gennem endnu en flygtningelejr.

Turen tilbage til Israel gik via checkpointet ved Bethlehem. Grænseovergangen mindede mere om en lagerhal, men der var heldigvis kun 5 minutters kø. Derefter gik det med bus til eastern busstation.

Vi havde ikke overskud til mange flere aktiviteter, så det blev i stedet til en længere pause ved Damascus Gate, hvor det blev til en længere cola- og foto-pause.

Herefter hjem mod oliebjerget med en sviptur til udsigtspunktet ovenfor den jødiske kirkegård, mens solen gik ned over Jerusalem.

Derefter falafel, hvad ellers.

Onsdag 18. april: Ein Gedi

Efter 3-4 dages storbyferie var det tid til at komme ud af byen. Vi tog derfor en taxi til central bus station. På det sidste stykke ind til busstationen kørte vi gennem et af de ortodokse jødiske kvarterer. Alle mænd iklædt slangekrøller, sorte jakker og hatte, og alle kvinder i grå kjoler. Jeg fatter det ikke…

Ved busterminalen sikftede billedet. Størstedelen af folkemængden var nu iklædt uniform og havde automatvåben. Busstationen var tydeligvis centrum i at få fordelt soldaterne ud over Israel.

Vi missede en bus med 5 min, men benyttede ventetiden på at få købt brød og vand. Herefter gik det mod Ein Gedi, en nationalpark beliggende i en kløft ned mod Det Døde Hav. Allerede kort uden for Jerusalem blev det tørt og øde, og bortset fra enkelte usle beduintelte, var der ikke meget civilisation. Undervejs mod Ein Gedi passerede vi desuden Jeriko samt et af de mange selvudnævnte laveste steder på jorden.

Det havde været halvkoldt i Jerusalem, da vi tog af sted, men fremme ved Ein Gedi var temperaturen et stykke over de 30 grader. Heldigvis var der skygge ved Visitor Centret ved indgangen til parken, og der blev hurtigt skiftet til shorts og t-shirts. Vi deponerede bagagen og begyndte at gå op gennem kløften. I modsætningen til den omkringliggende ørken, var parken kendetegnet ved at være meget frodig. Ligeledes var der mange steder i kløften dannet vandfald og små pools. Der var derfor dømt korte vandreture og mange badestop. Første stop var ved en lille pool længst oppe i kløften, mens næste stop var ved Davids Cave, et sted hvor der var såvel en hule i klipperne, samt vandfald og pool. Hvor der havde været fyldt med gæster nær parkens indgang, var vi næsten alene i denne del af parken. Vi mødte dog et par amerikanerne, som senere gav os et lift til Masada.

Der var en del dyreliv i parken, og på turen så vi bl.a. mange hyarx, små pelsdyr, ferskvandskrabber og en mængde fugle.

På turen tilbage til indgangen gik vi forbi et par kilder samt ruiner. Fra disse var der desuden en flot udsigt over Det Døde Hav. Herefter retur til kløften og et sidste badestop. På den sidste del af turen tilbage passerede vi flere grupper af kvindelige soldaterrekrutter på ca. 17-18 år. Hver gruppe blev eskorteret af en ældre kvindelig soldat, de har nok været 18-19, udstyret med automatgeværer. Syret oplevelse.

Ved indgangen til parken mødte vi de to amerikanere igen og fik et lift til vandrehjemmet ved Masada. Perfekt, da bussen først kørte et par timer senere.

Mens vi pakkede udstyret sammen blæste det efterhånden meget op, og undervejs mod Masada blev det veritabel sandstorm. Flere gange var det fuldstændigt umuligt at se noget. Ved vandrehjemmet var alt kaos. Det lykkedes os at løbe fra bilen og indenfor. Det virkede dog ikke meget mere sikkert, for mens træerne væltede udenfor, faldt loftpladerne ned, mens skraldespande mm. blæste mod ruderne. Ellers var vandrehjemmet perfekt. Standarden var bedre end alle hotellerne på turen indtil nu!

Torsdag 19. april: Masada -> Tel Aviv

Alle guidebøgerne skriver, at solopgang set fra toppen af Masada er en imponerende oplevelse, og vi stod derfor op kl. 4.45 for at gå mod toppen. Det var stjerneklart og sandstormen fra dagen før havde helt lagt sig. Vi pakkede rygsækkene, monterede pandelamper og gik af sted. Det var fortsat ret mørkt, men nattesynet indstillede sig hurtigt.

Vi fulgte "Snake Path", en sti der snoede sig op af bjergsiden, mod toppen ca. 350 højdemeter oppe. Der var flere små grupper foran os, og der var lidt samme stemning som på en Alpin start ved bjergbestigning.

Efterhånden som det blev mere lyst kunne vi se, at der igen hang en varmedis og den var specielt tæt over Det Døde Hav. Det så ikke ud til, at solopgangen ville blive videre imponerende, men det var dog stadig en speciel fornemmelse afvandre mod toppen med det langsomt lysnede. En grim liftstation var det eneste, der forstyrrede billedet.

Jeg nåede toppen efter ca. 40 min og sad 10-15 minutter og ventede på en solopgang, der aldrig rigtig kom pga. skydækket. Jeg benyttede i stedet tiden på at se ruinerne spredt over det meste af plateauet øverste på bjerget. Specielt forrådsbygningerne samt Herodes palads i tre etager, der var bygget på en af klippesiderne.

Den romerske rampe, som var blevet brugt under angrebet på Masada samt de 8 militærlejre og belejringsmuren hele vejen rundt om Masada var ligeledes fascinerende bygningsværker. Jeg brugte en times tid på toppen, inden jeg gik retur ned fra bjerget. Allerede nu, ved halv otte tiden om morgenen, var det ved at være varmt, og det måtte blive ulideligt, for dem som skulle derop midt på dagen. Retur ved vandrehjemmet ventede heldigvis en kæmpe morgenbuffet.

Ved 10 tiden sprang vi på bussen retur til Jerusalem, dog først efter, at der havde været 2 minutters pause, da denne dag var Holocaust dag. I forhold til dagen før, hvor al udsigt var skjult i sandstormen, var det nu tydeligt, hvordan der var opstået sink-holes langs store dele af Det Døde Hav, fordi vandstanden var faldet. Ellers skete der ikke det store på turen tilbage mod Jerusalem, bortset fra at jeg så 5-6 ibex ved Ein Gedi.

Der var, som på turen ud, ingen kontrol på vejen gennem de palæstinensiske områder. Ikke engang på busstationen i Jerusalem, var der noget særligt. Det var frokosttid, og valget faldt på Kosher MacD (det skulle prøves). Det var lidt en underlig følelse at sidde her og spise med udsigt til, at halvdelen af de omkringsiddende havde automatgeværer liggende i skødet.

Efter frokost tog vi bussen videre mod Tel Aviv. Allerede lige uden for Jerusalem var landskabet domineret af skov, helt anderledes end ørkenen og stepperne øst for byen. Landskabet var fra starten generelt meget kuperet, men jo nærmere vi kom Tel Aviv, jo mere fladt blev det.

I modsætning til Jerusalem havde Tel Aviv og flere af de andre byer langs kysten en skyline med skyskrabere, der kunne ses på lang afstand.

Fra busstationen tog vi en taxi til lejligheden på Dizengoff Street, en af de centrale gader i Tel Aviv, hvor der var et væld af cafeer og butikker. Herefter gik vi mod stranden, som tydeligvis var det sted, hvor en stor de af folkene opholdt sig i fritiden. Ellers virkede byen som en blanding af Sydeuropa og USA. Brugte en masse tid på at tage actionfyldte billeder af surfere, inden den stod på meximad og aftenen.

Fredag 20. april: Tel Aviv

Jeg stod op kl. 7, spiste lidt mad og løb derefter ned til stranden og sydpå til udkanten af Jaffa. Formen var elendig efter 2 uger uden løbetræning og det var allerede blevet halvvarmt. Løbeturen var derfor træningsmæssigt ikke den store succes. Oplevelsen var der dog ikke noget i vejen med, for det vrimlede med andre løbere, cykelryttere og surfere og generelt fik jeg et meget positivt indtryk af byen. Kæmpe bølger væltede ind mod stranden, der var flankeret med hoteller, strandstole og diverse træningsinstrumenter.

Efter løbeturen gik jeg en længere tur rundt i Tel Aviv. Først i centrum og gennem det store marked på Carmel Street. Herefter retur ned på stranden, hvor det blev til endnu en flok surferbilleder.

Retur til lejligheden, med et hurtigt falafel stop undervejs, for et kort powernap, inden jeg igen gik en længere tur rundt i byen. Denne gang ned til Jaffa, hvor jeg mødtes med Emma, der havde brugt dagen på shopping. Jaffa var noget anderledes end Tel Aviv, og det var tydeligt, at den var noget ældre.

Sidst på eftermiddagen var der dømt badeferie i et par timer på stranden, inden det blæste op og blev koldt. Vi trak derfor væk fra stranden og fandt et pizzeria.

Lørdag 21. april: Tel Aviv -> København

Belært af det ringe morgenløb dagen før, stod jeg tidligt op, spiste og sov derefter videre en times tid. Startede derfor "først" ud på løb kl. 8.30. Gaderne i den indre del af byen var stille, men langs strandpromenaden var der et mylder af liv; løbere, strandtennis og beachvolley-spillere, cykelryttere, gående og folk på alle cafeer. En imponerende aktivitet på dette tidspunkt af dagen! I modsætning til dagen før løb jeg nordpå. Her var igen en fin strandpromenade langs nogle hoteller, gamle fabrikshaller der var ved at blive ombygget til trendy cafeer og flere træbroer. Super område. Formen føltes igen elendig, men jeg fik da løbet en god halv times tid. Sluttede af på stranden, hvor der var tid til et bad i Middelhavet. Havtemperaturen var som i Danmark om sommeren og bølgerne desværre lidt mindre end dagen før. Herefter var der udcheckning fra hotellet og transport til lufthavnen. Det var sabbat, hvilket betød at al bus- og togtransport var indstillet. Vi brugte derfor de sidste israelske penge på en taxa til lufthavnen. Her ventede det store sikkerhedscirkus, men efter 2-3 timer var vi igennem og klar til turen hjem til Danmark. Slut på en spændende ferie.