Tirsdag 28. august: Søborg -> Matrei

Lise havde kørt langt adventure race i weekenden (50+ timer), og afgang var derfor planlagt til tirsdag eftermiddag. Håbet var dermed, at hun ville have nået at genvinde lidt af energien. Fly til München, leje af en lille Ford Fiesta (rigtig sjov at køre i!), og kørsel mod Alperne. Vejret var perfekt og allerede efter en times tid dukkede bjergene op i horisonten. Det så rigtigt lovende ud for de kommende dage. Kort stop på BK inden Kufstein, lynhurtigt indkøb af mad i Kitzbühel og ankomst fremme ved parkeringspladsen ved Matreier Tauernhaus ved 21 tiden. Planen var at bestige Grossvenediger på en 3 dages tur. Dag 1: Gå op til Neue Prager Hütte dagen. Dag 2: Gå til toppen af Grossvenediger og en række andre mindre toppe i nærheden og ned til Badener Hütte. Dag 3: Gå retur til Matreier Tauernhaus. Vi slog derfor teltet op på p-pladsen og gik op til Tauernhaus for lige at høre vejrudsigten for de kommende dage. Her lød beskeden: "Morgens ist gut, übermorgen sehr schlecht mit Schnee bis 2.000 m". Hvis vi skulle på toppen af Grossvenediger, var vurderingen, hos ham snakkede med, at vi burde stå rigtigt tidligt op og gå direkte til toppen. Hmmmm, det var absolut ikke efter planen, men vi kunne godt se, at det ville give langt den bedste mulighed for at nå toppen. Vi fik derfor hurtigt pakket rygsækkene, satte urene til kl. 03:30 og forsøgte at få et par timers søvn.

Onsdag 29. august: Grossvenediger dag 1

03:30, uret ringede. Jeg havde ikke sovet specielt godt - havde nok været lidt nervøs for ikke at høre uret ringe. Kiggede ud af teltet: småkoldt men helt stjerneklart. Glimrende. Fik hurtigt tøjet på og smidt lidt mad i maven. Pakkede derefter de sidste småting og var klar til afgang fra Matreier Tauernhaus (1.511 m) ved 4 tiden.

Selv om det var stjerneklart, var det bælgravende mørkt. De første 5-6 km var imidlertid ret enkle og gik på asfaltvej ind gennem en dal og forbi bebyggelserne Aussergschlöss og Innergschlöss, så vha. lidt lys fra pandelamper gik det uden problemer. Vi fik hurtigt varmen, og inden længe var det nødvendigt at smide noget af det varme tøj for at undgå at svede. Det var som nævnt hele mørkt, så udsigt var der ikke meget af. Det mest ophidsende var således en gal hund ved Aussergschlöss samt Innergschlöss, der dog på dette tidspunkt af døgnet virkede helt uddød.

Ved 6 tiden var vi ved at nå ind i bunden af dalen (1.725 m), hvor vi skulle finde en sti op ad bjergskråningen. Det var heldigvis endelig begyndt at lysne ude mod øst, så orienteringen var lidt lettere. Jeg havde dog en del problemer med at få fundet den rigtige sti op af bjergsiden, da "Normalweg" op til hytten ikke var indtegnet på vores kort. Efter lidt vandren rundt besluttede jeg, at det måtte være en kortfejl og vi startede den lange opstigning mod Neue Prager Hütte.

De første 300-400 højdemeter var ret kedelige, men det blev heldigvis opvejet af, at det hele tiden blev mere og mere lyst, ligesom der hele tiden blev udsigt til flere og flere bjergtoppe. Ved 7 tiden dukkede først gletsjeren Schlatenkees og senere Unterer Kessboden op længere fremme. Skyfri blå himmel, rå bjergtoppe og imponerende isfald. Så bliver det ikke bedre! Ved Alte Prager Hütte (2.189 m) var udsigten endnu bedre, da hele gletsjeren nu lå få fødderne af en.

De sidste 500 højdemeter frem mod Neue Prager Hütte (2.782 m) gik hurtigt. Jeg følte mig flyvende selv med 15-18 kg på ryggen. Først de sidste par hundrede meter frem mod hytten, begyndte benene at blive lidt tunge.

Klokken var nu ved at være 9. Jeg forespurgte i hytten, hvordan vejret så ud. Meldingen lød, at det ville holde sig stabilt indtil sidst på eftermiddagen. Super, så var der stadig tid til at nå toppen. Vi spiste hurtigt et par bidder mad, smed det overflødige udstyr og gik videre mod toppen.

Sidste stykke inden gletsjeren gik gennem blokmark op langs med Niederer Zaun til ca. 2.900 m. Temperaturen var efterhånden kravlet godt i vejret, så vandringen foregik i t-shirt og oprullede bukseben. Vi mødte desuden de første grupper på vej ned fra toppen. Meldingen lød, at det primært var blød sne længere oppe, og at der ikke var meget is.

Gletsjer-kanten blev nået ved 10:30 tiden. Vi fandt isøkser, steigeisen og reb frem. Jeg kan ikke undgå at blive glad, når jeg tager det udstyr på. De første par 100 m på gletsjeren gik på is, men herefter nåede vi hurtigt frem til blød og dermed tung sne. Dette var ulempen ved at være startet helt fra bunden. Vi havde været lidt nervøse for, om det sene tidspunkt også ville medføre en større risiko for at falde i gletsjerspalter. Alle spalterne var dog tydelige og snebroerne solide.

Vi passerede hurtigt området med flest spalter og nåede i 3.300 m op på fladere terræn. Solen bankede ned og sveden haglede. Vi mødte flere grupper på vej ned. En enkelt fortalte, at der fortsat var 2,5 time til toppen. Jeg var noget mistroisk, for der manglede kun 250 højdemeter. Det skulle da heller ikke tage os meget mere end en time, men det var en hård time. Det gik jævnt mod toppen gennem tung sne, og selv om vi gik langsomt, var pulsen meget høj. Jeg antager, at højden nok begyndte at spille lidt ind på det tidspunkt. Det var trods alt kun ca. 1 døgn siden, vi havde siddet under havniveau i metroen på vej ud i lufthavnen.

Det sidste stykke mod toppen gik langs sydkammen. Jeg havde læst, at den det sidste stykke blev meget smal, og at mange vendte om inden de nåede korset længst fremme på toppen. Det var dog helt vindstille og kammen var godt 0,5 m bred, så vi så ingen risiko i at gå hele vejen ud.

Kl. 13:10, toppen i 3.662 m nået! Korset var godt nok væk, men der var et fint plateau, hvor vi kunne smide rygsækken og slappe af. Vi var den sidste gruppe, der nåede toppen denne dag, men vi var dog ikke alene, da tre bjergførere var ved at gøre klar til at montere et nyt kors. Det forrige var taget ned, da der i løbet af de sidste par år var smeltet så meget sne, at korset til sidst havde stået hævet 6-7 meter over jorden. Der var efterhånden blæst en del skyer ind, men udsigten fejlede intet, og vi brugte derfor et kvarters tid på at nyde udsigten, inden vi gjorde klar til at gå retur.

Turen ned gik noget hurtigere end turen op. Nu var det nærmest en fordel, at underlaget var så blødt. Temperaturen var dog stadig så høj, at sveden haglede og vi løb hurtigt tør for væske.

Ved 15 tiden nåede vi foden af gletsjeren. Vi fik smidt udstyret og manglede nu "bare" den sidste lille times knoklen tilbage gennem blokmarken. Jeg var ved at være godt træt på det tidspunkt, men kl. 15:40 nåede vi endelig tilbage til hytten. Ca. 11,5 times hårdt arbejde (2.200 højdemeter op, 900 ned), men vi nåede toppen!

Resten af dagen gik med at drikke colaer, småsove lidt (svært når man deler rum med 9 meget støjende tyskere) og til sidst spise en perfekt 4 retters aftensmads menu. Stor ros til kokken!

Torsdag 30. august: Grossvendiger dag 2

Vejrudsigten varslede godt vejr om formiddagen og regn/sne om eftermiddagen. Der var ca. 5 timer retur ned i dalen, og vi stod derfor op allerede klokken lidt i 6 for at komme tidligt afsted. Morgenmaden blev hurtigt klaret og ved 7 tiden var vi klar til afgang. Vejret var på dette tidspunkt fortsat fint. Der blæste godt nok en kold vind, men der var kun få skyer og der var et imponerende view over mod Grossglockner og op mod Grossvenediger.

Turen ned langs med gletsjeren var mindst lige så flot som dagen før, og nu kunne vi ovenikøbet også se hele vejen ned i dalen. Dermed blev det pludselig ret tydeligt, hvor mange højdemeter vi havde knoklet op dagen før. I modsætning til turen op valgte vi at gå "Gletscherweg" ned. Turen var lidt længere end "Normalweg", men den førte først gennem et område, der for blot 10-15 år siden havde været dækket af gletsjer og senere forbi "Auge Gottes", et område med små søer og moser og suveræn udsigt ned over dalen. Turen ned over det tidligere gletsjer område var meget speciel og som søn af en gammel geologi-lærer skulle jeg naturligvis også helt ned til gletsjer-porten. På vej forbi "Auge Gottes" satte det ind med småregn. Det stoppede heldigvis hurtigt, og turen gik i solskin stejlt ned at bjergsiden til dalbunden. Herfra gik det fladt tilbage mod parkeringspladsen. Vi overvejede kort at tage en taxi de sidste 5 km, men vurderede at det var om at udnytte det gode vejr, men det var der. I stedet blev det til en længere spisepause ved Aussergschöss. Ved 13 tiden var vi tilbage ved Matreier Tauernhaus.

Vi checkede vejrudsigten. Den lød stadig på regnvejr fredag (40+ mm nedbør) og overskyet vejr/småregn hele lørdagen. Jeg brugte mobilen og tjekkede vejrudsigt for Dolomitterne, Slovenien, Salzburg og Garmisch-Partenkirschen. Same shit hele vejen rundt. Vi blev enige om at, vi derfor lige så godt kunne blive i området, og håbe på at det ikke blev så slemt som varslet (det blev det ...). Efter to døgn i bjergene var første mål at få et bad. Første forsøg, et friluftsbad i Matrei, var lukket, men andet stop, et friluftsbad i Virgen var åbent. Næste mål var at finde et sted til overnatning. Vejret så stadig rimeligt ud, så vi besluttede at tage chancen med telt. Vi kørte op ad nogle småveje og fandt et fint sted højt over Matrei. Mad havde vi nok af, men vi havde glemt at få taget vand med. En kort gåtur i området gav intet udbytte, og vi satte os derfor i bilen for at finde noget. Efter et par km nåede vi Gasthof Strumerhof. Vi tænkte, at vi kunne få vand her, men ville først lige fejre successen med en øl. Der gik dog ikke mange minutter, så satte det ind med tung regn. Vi rykkede indenfor for at afvente bedre vejr. Der gik en halv time, uden af det blev bedre. Da en af de ansatte hørte, at vi skulle overnatte i telt fik vi hurtigt tilbudt, at vi kunne sove på halmloftet, der var indrettet som museum. Det lød absolut ikke som noget dårligt alternativ til et vådt telt. Vi kørte tilbage og hentede teltet, og derefter retur til Strumerhof, hvor den stod på wienerschnitzel. Uhmm en god dag.

Fredag 31. august: Regnvejr i Lienz

Det pisregnede og blæste kraftigt hele natten, så vi havde ikke de store forhåbninger næste morgen. Der lå da også en tæt tåge over dalen. Vi havde ikke noget morgenmad, så vi kørte ned mod Matrei, hvor vi først kørte forbi turistinfo. De mente, at bedste mulighed var at køre lidt sydpå mod Lienz, hvor vejret måske var lidt bedre. Ikke meget opmuntret kørte vi til et supermarked i udkanten af byen, hvor det blev til en kold omgang morgenmad. Hvor fedt er det lige at være på ferie i august, og sidde i regntøj og med hue på. Øv. Efter maden gik det mod Lienz langs med floder, der svulmede med brunt vand. Et par foss-kajaksejlende så tydeligvis ud til at have bedre betingelser end os som bjergbestigere. I Lienz regnede det naturligvis også. Vi kørte igen forbi turistinfo, dels for at høre om vandremuligheder, og dels for at undersøge overnatningsmuligheder. Til vandring anbefalede det et lille bjerg nord for byen og til overnatning B'n'B hos Frau Weiler. Vi kørte direkte til overnatning. Det så ok ud, så vi slæbte alt grejet ind. Slappede derefter af et par timer, inden specielt jeg blev rastløs. Det regnede - naturligvis - fortsat, men vi fandt regntøjet frem og kørte op mod Faschinalm nord for byen.

Støvler på og afsted mod en bjergtop, Steinermandl. Det regnede det meste af tiden, men noget af tiden kunne man faktisk se lidt. Det holdt naturligvis ikke længe, så kom tågen rullende. Efter en god times tid var vi godt våde, og det mest interessante, der var sket, var en hjort, der spænede afsted. Vi havde nu nået bjergkammen, men kunne ikke se nogen bjergtop. Vi besluttede derfor at vade ned igen. Så kom der dog to små lyspunkter. Først lettere skyerne et par minutter, og vi kunne se over mod Grossglockner, og så stillede et par murmeldyr sig op til fotosession.

Retur til bilen, ned i byen, bad, mad. Regnen fortsatte hele aftenen.

Lørdag 1. september: Lienzer Dolomitten

Næste morgen var vejret blevet lidt bedre. Frau Weiler diskede op med den store morgenbuffet. Herefter gik det mod Lienzer Dolomitten syd for byen. I dalen var vejret rimeligt, og jeg håbede, at det ville være lige så godt eller bedre længere oppe. Vi kørte i bil op til en p-plads i 1.600 m. Her lå der tæt tåge og det småregnede. Pis. Vi ventede en halv time. Regnen stoppede men tågen lå der stadig. Hmmm, måske ville det blive bedre længere oppe. Vi pakkede grej og mad til en dagstur og gik op gennem dalen. Det holdt sig rimeligt tørt, men kun i små glimt fik man indtryk af, hvor flot der var. Jeg havde håbet, at vi måske kunne nå op på bjergtoppen Lazerswand, men med den tætte tåge gav det ingen mening. Turen stoppede derfor ved Karlsbader Hütte. Ud over os var der kun få tåber, der var gået op denne dag, men på plussiden serverede de glimrende gullasch.

Vi stenede en times tid i hytten i håb om opklaring. Det kom aldrig og ved halv tre tiden valgte vi at gå retur ned i dalen. Det klarede lidt op undervejs, og der var ok udsigter mod de omkringliggende bjerge og en yderligtliggende Lienzer Dolomitten Hütte.

Jeg tjekkede vejrudsigten. Det så noget bedre ud længere mod nord end ved Lienz, og kursen blev derfor rettet den vej. Jeg havde en bog med en vandreture/bjergtoppe i det meste af Østrig, og her var der beskrevet en fin tur i Kitzbühler Alpen nord for Mittersill. Vi kørte direkte til trailhead, et "spændende" vejkryds i ca. 1.300 højdemeter. Det var lidt tåget og småkoldt, men det var tørvejr!

Søndag 2. september: Geissstein

Vejrudsigten havde lovet godt vejr, men da jeg kiggede ud af teltet ved 7 tiden var det helt tåget og småregnede. Planen var at gå op på toppen Geissstein (2.362 m), der i min bog var beskrevet som "Einer der schönsten Aussichtsberge Tirols". Det gav ikke meget mening denne morgen. Vi gav os derfor god tid med morgenmad og læsning og kom først afsted ved 10 tiden. Turen startede ud på en grusvej, der steg svagt op mod Bürglhütte. Den første halve times tid var det tåget, men så begyndte det efterhånden at klare mere og mere op, og da vi nåede Bürglhütte brød solen igennem og vejret blev bare bedre og bedre. Selve turen var ikke teknisk svær. Det største udfordringer lå nærmest i at undgå i tråde i alt for meget kolort. Men udsigten var helt suveræn. Efterhånden som vi kom længere op ad bjergskråningen åbnede det op over mod Hohe Tauern. En lang bjergkæde med sne på toppen og utallige gletsjere.

Ved halv et tiden nåede vi op på bjergkammen og nu var der også udsigt ned på nordsiden af bjerget. Her var der frit udsyn over mod Kaisergebirge og en lang række bjergområder i den nordlige del af Tyrol. Imponerende! Toppen, og det obligatoriske kors, blev nået kort efter. Der var en enkelt vandrer ud over os, som vi fik en snak med. Ellers stod den på frokost og afslapning.

Turen ned gik via bjergets sydvestkam mod passet Sintersbackscharte (2.035 m). Lise havde problemer med foden, men da klokken ikke var specielt mange og da vejret var perfekt, blev vi enige om, at hun gik direkte til Bürglhütte, mens jeg lige kunne presse et par bonus bjergtoppe ind.

Første bonustop var Rescheskogel (2.182 m). De 150 m mod toppen gik via den græsklædte østside og derefter via nordvestkammen mod toppen. På vej op så jeg en klistret sort bjergsalamander. De er vist ret sjældne og jeg kan ikke huske, at jeg har set dem før. Fra toppen var udsigten endnu bedre end fra Geisstein. Det blev dog kun til et kort chokolade stop, inden det gik ned til Roswegscharte (2.060 m) og derefter op til Rinnkogel/Nebenan Berg (2.147 m). Heller ikke denne top bud på de store udfordringer, men udsigten var igen fantastisk.

Jeg havde overvejet at gå direkte ned til Bürglhütte, men nordsiden af Rinnkogel var for stejl, og det gik derfor tilbage til Rosswegscharte og mod Sintersbackscharte før jeg kunne skrå ind over terrænnet. Resten af turen ned gik langs et lille vandløb. Ren idyl.

I Bürglhütte ventede weissbier og afslapning i solen og først efter en god times tid gik det videre tilbage til teltet. Herfra i bil mod Kufstein. Planen var at overnatte i telt, men da vi nærmere os Kufstein rullede tunge regnfulde skyer ind. Vi valgte derfor at finde et Gasthaus i stedet. Om aftenen blev det til en tur ind gennem centrum. Både borgen og de små gader virkede noget mindre, end jeg huskede dem. Men ok, jeg var vist også kun 12 år, da jeg var på ferie her første gang.

Mandag 3. september: Kufstein

Vejrudsigten havde lovet fornuftigt vejr, men mandag morgen var det, igen, igen, tåget. Vi fik spist morgenmad, pakket bilen og kørte derefter ned til turistinfo for at høre, om de kunne anbefale vandreture. Vi havde 4-5 timer, inden vi skulle afsted mod lufthavnen. De anbefalede en tur op gennem Kaisetal. Her lå en række hytter, og så kunne vi vende om, når vi ville. Vi var lidt mere ambitiøse og vurderede, at vi godt ville kunne nå at gå fra parkeringspladsen (ca. 500 m) og op på Naunspitze (1.633 m). Stigningen startede direkte fra p-pladsen på god vandresti. Det første stykke var der rimelig udsigt ned over Kufstein og Kaiserbach. Herefter blev tågen tættere og udsigten forsvandt.

Kort efter Veitenhof, i ca. 800 meters højde, begyndte en lang og monoton stigning. Det steg med godt 20% og for hvert hjørne, vi rundede, blev det bare ved og ved. Først ved Vorderkaisenfelden Hütte skiftede det. Vi kom nu ind på en mindre vandresti, hvor underlaget til gengæld var glat og mudret. Efter knap 2 timer nåede vi toppen. Skyerne lå stadig tæt og kun i glimt var det muligt at fornemme, hvor stejle bjergene var. Vi holdt en kort pause og besluttede derefter, at vi godt lige kunne nå en top mere, Petersköpfl (1.745 m). Det tog kun 15 minutter at gå derop. Her var det dog mindst lige så tåget og mindre stejlt, så det blev kun et kort stop.

Turen retur ned i dalen gik ret hurtigt. Frokoststop ved Ritzau Alm og derefter småløb ned ad den monotone stigning. Tilbage ved bilen ved 13 tiden. En fin formiddagstur. Det blev til et kort truckerbad og derefter kørsel til lufthavnen i München. Slut på en god ferie i Alperne, hvor vi på trods af dårligt vejr alligevel fik nået en masse.