Sommerferie 2011

Rundtur i Alperne

 

Jeg havde ikke lagt de store forkromede planer for årets sommerferie, men havde et ønske om at komme op på en 4.000 top, samt bestige Zugspitze og klatre Jubiläumsgrat ned. Efter lidt rundspørgning efter, hvem der evt. ville med, faldt grovskitsen for ferien i hak:
Dag 1-4: AR træning i Harzen med Jeppe Christensen
Dag 5-7: Zugspitze + Jubiläumsgrat med Stef
Dag 8-9: Via ferrate ved Dachstein alene
Dag 10-13: MTB med Tomaz og den slovenske mafia
Dag 14-17: MTB og vandring i Livigno med Emma + venner
Dag 18-20: Bestigning af Piz Bernina med Wouter
Dag 21+: Hjem med evt. bonustoppe.

Det meste af planen holdt, og det blev til tre fede uger med stop i Tyskland, Østrig, Italien, Schweiz og Lichtenstein


Tirsdag 5. juli: Kørsel til Harzen

Jeg havde pakket og fundet alt grejet frem dagen før. Det dækkede det meste af gulvet, men det var ok, for når man finder steigeisen, isøkse, via ferrata seler og MTB grej frem, så ved man, at man ikke kan undgå at få det sjovt på ferien!

Kom af sted fra Søborg ved 8 tiden. Tog et defensivt vejvalg via lille Ring 3 ud af København, da motorvejene havde været rent kaos de to foregående dage pga. oversvømmelse efter et ekstremt regnvejr lørdag aften. VD havde dog fået ryddet op. Småregn det meste af vejen til Odense, hvor jeg samlede Jeppe op og lige fik hilst på Mette Laursen. Inden afgang fra Odense var vi lige en tur forbi WeBike, for at få fikset Jeppes saddel. Kørte til Braunlage i Harzen på ca. 6 timer - ikke de store hændelser bortset fra et stop på BK.

Fremme i Braunlage ved 17 tiden. Jeppe havde booket overnatning på et pensionat, hvor vi fik luksuslejlighed for 1.000 kr. for 3 overnatninger. Sehr billig! Smed en banan og bolle i maven og sprang på cyklerne. Jeppe havde været i samme område 2 år tidligere, så han havde MTB kort og kunne huske nogle fine ruter. Han foreslog derfor en "lille" opvarmningstur over Wurmberg, Achtermanns Höhe og ???-klippen. Braunlage ligger i ca. 600 højdemeter og Wurmberg er 971 m. Bjerget ligger lige nord for byen, så 5 min. efter afgang begyndte vi at æde højdemeter. Turen op gik ok, til vi nåede foden af skihopbakken længst oppe. Jeppe sagde, at de havde taget trappen ved siden af hopbakken herfra forrige år. Jeg foreslog, at vi kørte op ad bakken. Jeppe kiggede noget vantro på mig. Det viste sig, at han troede, jeg mente skihopbakken, mens jeg reelt mente slalombakken, der gik rundt om bakken og var noget mere flad. Nåede toppen af ca. 30 min. Skød et par billeder og rullede over mod Achtermanns Höhe (892 m). Fin nedkørsel på beton, singletracks og grusvej. Ved Achtermanns Höhe fulgte en lille opkørsel, inden vi smed cyklerne og gik det sidste stykke op på toppen. Nød udsigten over den vestlige del af Harzen i 5 min. Dagens sidste stop var ???-klippen, hvor der var en imponerende udsigt ned over Oker-dalen. Herefter tilbage mod Braunlage. Jeppe besluttede at knække kæden undervejs for at skabe lidt underholdning. Godt 2 timer og 750 højdemeter sat ind på bankbogen.

Pasta PLUS pizza på pizzeria om aftenen.


Onsdag 6. juli: Lang AR træning

Vi havde oprindelig snakket om at køre en 10 timers AR træning. Vi ville imidlertid også gerne køre, mens det var mørkt og så kunne vi først starte ved 14 tiden. Åhh hvilket dilemma. Vi besluttede at droppe 10 timers ideen, da vi nok alligevel ville blive lidt for trætte af at sidde på cyklen så længe. I stedet kortede vi det ned til en 6 timers træning, og så gemte vi nattræningen til dagen efter.

Træningen bestod af en stor del af MTB ruten fra The Harz Adventure racet i 2009. Ruten bestod således af post 22-27 fra 2009 løbet, en bonuspost på Krugberg, post 6 fra 2010, en bonuspost på Klingenberg, post 8 fra 2009, og endelig post 8-12 fra 2010. En tur der endte med at blive i alt knap 100 km og godt 1.500 højdemeter. Træningen startede med endnu en tur næsten til toppen af Wurmberg. Så var opvarmningen klaret! Herefter fulgte en lang nedkørsel, hvoraf store dele var på betonvej. Vejen var fin, når man ikke ramte hullerne i betonpladerne, mens det var rent vaskebræt, når man ramte hullerne. Herefter fulgte et par flade stræk gennem slugter og langs en opdæmmet sø. Strækket 25-26 bød på lidt problemer. Jeppe havde udset sig et godt vejvalg, som blev endnu bedre, da vi fandt et oversigtskort i landsbyen 1 km fra posten, der viste, at der gik en vandresti direkte til posten. Super. Stien bød på noget af dagens bedste MTB kørsel, hvilket Jeppe "fejrede" med to lidt halvvilde styrt på MTB'en… Næste stræk var dagens første større bom. Vi valgte to gange undervejs at fravige planlagt rute og blev (fortjent) straffet med ekstra højdemeter og store omveje. På den positive side var stierne heldigvis ret fede at køre på, og det var jo træning såååå. Fremme ved posten havde vi brugt godt 2 timer. Posten lå lige ved en restaurant, hvilket ubetinget krævede en cola pause - det var jo trods alt ferie.
Videre til vores første bonuspost på Krugberg (434 m). Vi fandt her ud af, at arrangørerne til The Harz måtte have brugt en del tid på rekognoscering. For godt nok var kortet generelt ret ringe og stibilledet lidt interessant, men her blev det helt håbløst. Det lykkedes os alligevel at finde posten, hvor vi dog måtte erkende, at der ikke var meget "berg" over denne gravhøj inde midt i halvtæt skov.

Humøret blev imidlertid hurtigt højt, for 5 min. senere nåede vi ud på asfaltvej og nu fulgte 300 højdemeters nedkørsel for fuldt tempo. Lækkert! Lige bortset fra, at vi for foden startede direkte ud på at køre de tabte højdemeter igen. Vi nåede nå post 6, som vi selv havde haft til The Harz i 2010. Dengang valgte vi at køre langt udenom på asfalt på det næste stræk. I år valgte vi at køre lige på op gennem Grosse Klingengrund, da det var den korteste vej til posten - og desuden var der tegnet sti på kortet hele vejen. Dette var dagens store fejltagelse. Efter 1 km svingede grusvejen fra. Et spor med halvlangt græs fortsatte. Vi manglede fortsat 2 km men tænkte, at det nok gik. Det gjorde det ikke. Sporet blev ringere og ringere, og der lå flere og flere væltede træer. Lavmålet blev nået, da jeg i en mose blev stukket på læggen af en hveps eller lignende. Læggen hævede hurtigt op, og her mere end 2 døgn senere er den stadig mere end 25% større end normalt. Lort! (det skulle vise sig, at det tog mere end 5 dage, inden læggen var tilbage til normal størrelse). Vi knoklede på, og nåede endelig ud på bedre stier. Bonusposten på Klingenberg fandt vi aldrig, men vi gad heller ikke rigtig lede efter den. Anderledes hjalp det lidt på humøret at se 4-5 store rovfugle kredse over vores hoveder på næste stræk. Der sidste 25-30 km hjem gik vist uden de store hændelser, bortset fra at vi vist begge to var godt trætte den sidste time. Tilbage i Braunlage efter ca. 6 timer. Målgang i "Penny Markt", hvor der blev tanket, mad, cola, chokolade og chips. Resten af dagen bød på Tour de France og ikke meget mere.


Torsdag 7. juli: 2x AR træning

Vi startede dagen ud med en "lille og rolig" MTB træning. Jeppe havde udset sig ruten "Gipfelstürmer". En 56 km MTB rute over Wurmberg, Brocken (Bloksbjerg, 1.141 m) og Achtermanns Höhe. Vi valgte en redux udgave og droppede Achtermanns Höhe samt 150 højdemeter af Wurmberg.
Læggen var godt øm, men opad gik det ok. Nedkørslerne var til gengæld ikke specielt sjove. Turen rundt om Wurmberg gik fint, benmusklerne havde det ok selv efter gårsdagens træning. Herefter fulgte en lang og fin nedkørsel mod Schierke, hvor vi ramte asfaltvejen op mod Brocken. Vi fandt ind i et stabilt tempo og trampede de godt 500 højdemeter op på toppen af Harzen. Nød udsigten over landskabet og ignorerede de hæslige bygninger, der beskæmmer toppen. Colapause og herefter 400 højdemeter nedkørsel på betonplader. Fedt og højt tempo. Passerede Ecker Stau See og begyndte en laaaang stigning tilbage mod Wurmberg. Sluttede turen af mod en hurtig nedkørsel til Braunlage. Ca. 3 timer, 53 km og godt 1.000 højdemeter. Det var opvarmning.

Eftermiddagen gik med at se Touren og lade op til om aftenen. Kl. 20.30 stak vi ud på "nattræningen". Vejrudsigten så lidt skummel ud, men det var stadigT-shirt vejr ved afgang. Vi havde igen sammensat en rute med poster fra 2009 og 2010. Første post lå (selvfølgelig) nær toppen af Wurmberg. Herefter en lang nedkørsel gennem Schierke, lidt samme tur som om formiddagen. Strækket 2-3 var ca. 7 km i fugleflugt og undervejs satte regnen ind. Motivationen var ikke helt i top. Vi kørte dog videre og havde en laaaaang nedkørsel gennem Tanntal og ud af kortet. Nu satte regnen for alvor ind og turen til Weinrode gik i pisregnvejr. Efter et småbom fik jeg navigeret os op til Armeleuteberg (478 m). Vi havde nu været i gang i 2 timer og motivationen var meget lille. Vi besluttede derfor at trække stikket og rulle hjemover. Kortet var ringe igen, eller også var det bare mig. Under alle omstændigheder bommede vi og fik en bonus km på den konto. De sidste 10 gik på asfaltvej. Regnen var stilnet lidt af, men vejene var drivvåde og stod og dampede. Lidt fascinerende., Knap så fascinerende var det, at alle frøerne i skoven havde besluttet sig for at undersøge, om græsset var grønnere på den anden side. En hel del af frøerne nåede tydeligvis aldring så langt… Tilbage efter godt 3 timer. 1.000 højdemeter og ca. 70 km. Optankning med energi og i seng.


Fredag 8. juli: Harzen -> Garmisch Partenkirchen

Efter 2-3 dages MTB/AR-træning havde kroppen brug for en hviledag, hvilket faldt perfekt sammen med, at jeg alligevel drog videre mod Garmisch-Partenkirchen for at skifte MTB og cykelsko ud med via ferrata udstyr og vandrestøvler. Jeg rullede sydpå om formiddagen, mens Jeppe drog ud på en lang trekking træning, som han lige kunne nå gennem, inden kæresten dukkede op om aftenen.

Valgte et vejvalg sydpå over Erfurth, hvilket næppe var det hurtigste, for det virkede, som om det førte gennem utallige tidlige østtyske småbyer. Som resultat af denne langsomme start nåede jeg først München kl. 16 fredag eftermiddag -lige til myldretid. Og for at gøre det helt perfekt, så nåede temperaturen samtidig over 26 grader - og Avensis har ikke air con. Super timing! Denne forsinkelse betød, at jeg først ramte Garmisch ved 17 tiden, hvilket igen netop faldt sammen med at dagens store skybrud satte ind. Fik handlet og udset mig en p-plads ved Kreuzeck kabelbanen, hvor jeg kunne overnatte. Valgte at overse "no camping" skiltene og indrettede bilen til sovesal. Noget en Avensis er ganske udmærket til. Vejret blev fint igen om aftenen, så det tegnede positivt for næste dag.

 

 

 

 


Lørdag 9. juli: Zugspitze

Vejrudsigten spåede ringere vejr i løbet af dagen, så uret var sat til 5:10. Smed et par bollen og en drikkeyougurt i maven og var klar til afgang 5:50. Læggen var stadig hævet, men heldigvis ikke øm, så det generede ikke at tage vandrestøvler på.


Startede ud med 20 min gang til Hamersback over græsmarker og på jernbanen. Herefter startede turen op mod Höllentalklamm gennem fugtig gran- og løvskov. Vejret var ok, småskyet men det blev gradvist bedre. Efter en lille time nåede jeg indgangshytten til Höllentalklamm. Det var stadig tidligt, så det var ingen til at tage entre. Höllentalklamm er en op til mere end 75 m dyb kløft, hvor floden har eroderet sig ned gennem kalkklipperne. Ruren gennem kløften gik dels på broer langs floden og ofte gennem tunneler hugget ind i klippen. Alle steder var det vådt, nedefra, ovenfra og på alle klippevægge. Turen var dog et spændende afbræk fra den kedelige tur op gennem skoven.

 

Höllentalhütte blev nået efter ca. 1,5 time. Holdt her en lidt længere pause. Jeg havde troet, at jeg pga. den tidlige start ville være stort set alene, men allerede ved Höllentalklamm mødte jeg tre andre, og mens jeg sad ved hytten dukkede endnu flere op. Senere blev det ren myretue på ruten.

Efter hytten fulgte et kort fladt stykke gennem en dal inden dagens første ferrata ventede op af "Brett". Kom hurtigt af sted og fik overhalet et par grupper. Solen var nu fremme på fuld styrke og der var dømt t-shirt og opsmøgede bukser. Ferrataen var ret hurtigt overstået. Nu ventede et par stenede stykker inden jeg nåede op på morænen fra de halvsølle rester af Höllentalferner-gletscheren. Nu var det for alvor tydeligt, hvor mange folk der måtte have sovet i Höllentalhytte, for der var en perlekæde af klatrede på gletscheren og stien, der førte op til den.

Jeg havde snakket med et par tyskere aftenen før, der anbefalede at tage steigeisen med. Der var dog sne på det meste af gletscheren, så jeg valgte at starte ud uden, hvilket igen betød, af jeg slap forbi en 2-3 større grupper med klatrere. Turen over gletscheren gik uden problemer med fin udsigt til et par mindre spalter. Passerede en sej knægt på bare 11 år på vej op. Så er man pludselig ikke selv så hård selv alligevel. Ved kanten af gletscheren, hvor den lange ferrata rute begyndte, var der igen kæmpe kø. Jeg spottede en alternativ start 30 m længere fremme og sparkede spor gennem sneen derover og klatrede op. Tålmodig er ikke min stærke side, specielt ikke, når vejrudsigten lover ringe vejr senere på dagen. Ferrata ruten var graderet let/middel, hvilket vist passede meget godt. Det meste kunne klatres uden at bruge de trin og spyd, der var boltet i væggen, og ved kun at bruge kablerne til sikring og ikke til at hive sig op. Der var lidt for mange folk på ruten efter min smag, og meget af tiden gik jeg i kø. Til sidst kom jeg dog foran de sidste grupper - nu var jeg dog selv ved at være så træt, at tempoet fandt et naturligt lavere niveau.

 

Sidste sving før korset på toppen ventede dagens dårlige oplevelse. Fra at have været (næsten) alene i bjergene på turen op fik man pludselig udsyn til kabelstationerne med alle deres terrasser og 300+ turister i alverdens "pang-farver". Jeg nåede heldigvis korset på toppen af Zugspitze (2.963 m) inden det blev rent cirkus og fik taget et par billeder. Herefter ventede dagens farligste klatring ned til liftstationen, mens horderne (uden sikring naturligvis) væltede den anden vej.

Kastede mig over min frokost, velfortjent efter lige over 6 timers vandring/klatring og 2.200 højdemeter. Skyerne kom nu drivende ind, og det blev koldt. Jeg havde planlagt at ville overnatte på toppen og klatre Jubiläumsgrat dagen efter. Rykkede derfor indenfor til cola og fordrivelse af ventetid. Sad længe og overvejede for og imod at blive på toppen. Valgte til sidst at droppe planen om Jubiläumsgrat, da vejret så lidt for ustabilt ud, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle få resten af dagen til at gå med, da jeg hellere ville klatre Jubiläumsgrat med andre end alene, og da jeg på denne måde ville få en ekstra mulighed for en dag med godt vejr til Dachstein ferrata ruten. Som sagt så gjort. Købte en billet til kabelbane plus tandhjulsbane ned. Kabelbanen gik fint, mens toget tog en evighed. Hvordan kan det bruge over 1 time på at køre ned, hvad jeg gik op på ca. 5 ???

Smed grejet i bilen ud kørte mod Mittenwald. Masser af ledig plads på planlagt campingplads. Indløb, mad, bad, tøjvask, øl, dagbog og godnat. Træt!


Søndag 10. juli: Mittenwald Klettersteig

Vejrudsigten havde lovet regn i løbet af natten og fint vejr fra tidligt om morgenen. Første del holdt stik, det væltede ned med vand flere gange i løbet af natten, mens det kneb mere med anden del. Da uret ringede klokken 7, småregnede det stadig. Pis. Satte mig i bilen og spiste morgenmad - og lykkens gudinde tilsmilede mig, for i løbet af en halv time forsvandt stort set alle skyerne. Jeg pakkede bilen (læs: smed alt skramlet ind bagi) og kørte til liftstationen i Mittenwald. Kom med den første kabelbane op kl. 8.30. Eneste passager udover mig var en ældre dame i pænt tøj, som næppe skulle ud og klatre - ergo så det ud til at blive en mere stille dag en turen til Zugspitze. Blev smidt af kabelbanen i 2.244 m. Dagens mål var at gå Mittenwalder Klettersteig. En lettere via ferrata rute, der følger bjergkammen på grænsen mellem Tyskland (Bayern) og Østrig (Tyrol). Ruten startede ud mod syd, men jeg havde besluttet mig for at inkludere en bonustop, (Obere) Westliche Karwendelspitze (2.385 m), så startede ud med at gå lidt nordpå. Jeg havde egentlig regnet med, at følge en almindelig vandresti derop, men 1/3 oppe delte ruten sig, og sørme om ikke der gik en via ferrata rute derop ad. Jeg fik udstyret på og startede klatringen. Ruten var mellem-svær, ligesom den i starten lå i skyggen og derfor var drivvåd. Ikke en optimal kombination, når jeg også havde valgt at udskifte vandrestøvlerne med adventure race sko. Efter lidt kabeltrækkeri nåede jeg om i solsiden og det gik bedre. Ruten var hård og god, men desværre også ret kort, så toppen blev nået allerede efter en halv time. Tog en bunke billeder og fulgte den normale rute ned. Udsigten var ret imponerende ned over Isar floden 1.500 nede på den ene side og Karwendelbach på den anden, ligeledes 1.500 m nede. Ellers var der bjergtoppe hele vejen rundt: Wetterstein Gebirge, Karwendel og Stubai Alperne.

 

 

 

 

Mens jeg havde taget min bonusrunde var der kommet endnu en kabelvogn op, så nu var vi hele 4 mand på ruten! Første stop på ruten var Nordliche Linderspitze (2.372 m). Ingen problemer her og fra toppen var der en fin udsigt over en stor del af resten af ruten. Næste stop var Mittlere (2.300 m) og Südliche Linderspitze (2.306 m). Ruten vekslede mellem vandrestykker uden sikring, men stadig med fine drop til begge sider, og lidt sværere stykker, der var sikret. Klatremæssigt var der dog ikke de store udfordringer, da alle svære passager var proppet til med stiger og kunstige trin. Efter min mening lidt for meget jern.

 

 

 

 

Nordsiden af Sulzleklammspitze (2.321 m) bød på dagens mest udsatte klatring på tværs af en gold bjergvæg. Sidste del op gik ad mere græsklædte skråninger. Var ved at være lidt halvtræt, så smed lidt frugt og væske indenbords. Nu var der kun en top, Kirchlspitze (2.301 m), tilbage på ruten. Terrænet var mindre udsat, så jeg droppede sikring de fleste steder og brugte blot kablet som rækværk. Små 3 timer efter start var jeg fremme ved et pas, hvor ruten ned startede. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg lige skulle have et par toppe mere med, så jeg fortsatte 15-20 min længere og fik Rotwandlspitze (2.191 m) og Brunnensteinspitze (2.180 m) i bogen. Spiste frokost under korset på sidstnævnte, mens jeg snakkede med en af de øvrige klatrere på ruten.

Turen ned gik den første 1/3 gennem bjergfyr og løse sten. Ikke videre spændende, men til gengæld ulideligt varmt! Det var derfor med stor velvilje, at jeg lidt over halvvejs nede nåede Brunnsteinhütte. Apfelschorle og geder, der sprang op på bordene! Jeg tjekkede vejrudsigten for mandag og tirsdag. Mandag var ringe i Ramsau, mens tirsdag så ok ud. Dvs. Dachstein tirsdag. Innsbruck så ok ud for mandag, ergo Achensee klettersteig mandag. Denne rute var heller ikke så hård, så det kunne fungere som en lille hviledag.

Efter at have henslæbt en halv time i skyggen opdagede jeg, at mørke skyer trak sammen mod vest. Jeg gik derfor hurtigt videre ned mod p-pladsen ved liftstationen. Nedturen blev lidt en kamp med tiden, for skyerne kom hurtigt nærmere og blev konstant mørkere - og der gik ikke lang tid, inden den første torden kunne høres. Jeg nåede lige ned, som regnen begyndte at tage til. Der gik dog kun 5 min, så var det ovre. Smed grejet i bilen og kørte mod Innsbruck og Achensee.

Fandt plads på en campingplads og hængte alt der våde tøj og udstyr til tørre. Gad ikke lave mad, men campingpladsens gullasch var slet ikke noget ringe bytte! Sidder p.t. i bilen og skriver dagens dagbog. Lynene blitzer og tordenen ruller rundt i dalen. På 30 min er der kommet vand nok til at der ligger cm dybe vandpytter i græsset - skønt sommervejr i Alperne!


Mandag 11. juli: Achensee - 5 Gipfel Klettersteig

Førnævnte cm dybe vandpytter lå ikke kun på græsplænen. De lå også under teltet. Tilbragte derfor natten i en halvvåd sovepose, og da jeg stod op kl. 7 næste morgen var det fuldstændig overskyet. Tingene så ikke alt for lyse ud. Pakkede dog grejet sammen, dvs. smed for anden gang vådt udstyr ind bag i bilen, og kørte ned til liftstationen. Til min overraskelse viste webkameraet dernede, at der var solskin oppe i bjergene!!!! Humøret steg 10 grader, og jeg hentede grejet i bilen og tog med den første lift op kl. 8.30.
Der var dømt "semi hviledag" og jeg havde derfor valgt Achensee - 5 Gipfel Klettersteig, da den "kun" havde samlet 800 m stigning og da man kunne droppe ud efter hver eneste Gipfel, hvis man ikke gad mere.

Første top var Haidachstellwand (2.192 m). Ruten derover gik tværs over en dal gennem bjergfyr og derefter op over græsmarker med køer. Det meste af ruten var således akkompagneret af lyden af MANGE koklokker. Vejret vekslede mellem solskin og skyer, noget der holdt ved det meste af dagen. Der var ikke meget klatring op til toppen, blot et enkelt sted med ca. 20 højdemeter. Det var nu ok, da benene var visne efter gårsdagen nedstigning og kapløb med tordenvejret. Kort pause, lidt frugt og så videre. Der skulle være en del klatring ned fra toppen. Jeg fandt dog aldrig nogen vejvisning dertil, og kom i stedet til at gå ned ad den normale rute. Egentlig ret ok, for så sjovt er det heller ikke at klatre nedad.

 

2. top var Rosskopf (2.246 m). Set nedefra et ret imponerende bjerg og turen op bød da også på dagens sværeste klatring. Desværre var det ikke muligt at klatre specielt lange strækninger, for klippen var generelt halvrådden med mange løse sten. Dette betød også, at der mange steder var græs og mudder, hvoraf sidstnævnte konstant satte sig under støvlerne, hvilket medførte at det blev endnu sværere at stå fast. Mødte et par andre ved starten på ruten, men så ellers ikke mange hele dagen. Sidste stykke mod toppen gik langs en smal kam med fine drop på begge sider. Spisepause på toppen og så ellers videre. Fandt ud af, at jeg ikke havde fået pålæg med, så det blev til brød og banan. Spændende…. Kammen fortsatte det første stykke på turen ned, men herefter gik det primært via græsskråninger.

3. top var Seekarlspitze (2.261 m). Skiltet ved starten af ruten sagde, at det skulle tage 1 time. Det tog 20 min… Klippen var i lidt bedre stand det første stykke, så det blev til lidt mere klatring. Toppen var delt i to, og en havenisse havde nået nabotoppen hurtigere end jeg! Turen ned var ren græsskråning igen.

 

4. top, Spieljoch (2.236 m), bød ikke på de store udfordringer, blot tre små stræk med kabel, som jeg ikke engang gad bruge som sikring. Det tog kun 20 min fra forrige top, så jeg droppede pause på toppen og gik næsten videre med det samme. Turen ned gik igen via græsskråninger. Desværre tabte jeg mere end 150 højdemeter, som skulle indhentes igen på sidste top. På vej op mod 5. top så jeg, at der faktisk var en kablet rute ned, som bare ikke var vist på kortene. Igen ikke det store tab, da jeg ikke bryder mig specielt meget om at klatre nedad.

5. og sidste top, Hochiss (2.299 m), er højeste bjerg i Rofan bjergene. På turen ned fra Speiljoch havde benene været helt smadrede, og jeg overvejede kraftigt at droppe den. På den anden side ville det være for sølle ikke at kunne klare 250 højdemeter, selv på en hviledag. Jeg slæbte mig over til foden af bjerget. Skiltet sagde 1,5 time til toppen. Det tog heldigvis kun 30 min. Jeg gad ikke rigtig forsøge at klatre mere, så det blev den hurtige løsning med at bruge kablet til lidt mere end bare sikring. Slugte det sidste chokolade og væske på toppen. Skyerne var desværre blevet tættere, så udsigten var ret begrænset. I glimt fik jeg dog indtryk af, hvor flot der var. Jeg havde oprindelig overvejet at følge en lidt længere vandrerute langs en bjergkam ned, men havde droppet alt om den ide på vej op mod sidste top. 15 min efter jeg havde nået toppen, dukkede to tyskere dog op. De havde tænkt sig at tage den alternative rute ned. Jeg genovervejede situationen, men nej, hvis jeg skulle have nogen som helst kraft tilbage i benene dagen efter, skulle de ikke have flere højdemeter.

Turen tilbage til liftstationen blev hurtigt klaret. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg trods alt havde fortjent en belønning for at nuppe alle fem toppe, så det blev til en stor cola i en hytte med udsigt over Achensee - det var faktisk første gang, jeg så den i løbet af hele dagen.

Lift ned, og herefter direkte kørsel ned til søbredden og et bad i søen. Vandtemperaturen som i Danmark, hvilket var helt passende. Indkøb og af sted mod Ramsau. Turen forbi Kufstein og Salzburg gik fint, bortset fra at der røg endnu flere mulige vandre- og klatremål på ønskesedlen. Fik plads på en campingplads lidt uden for Ramsau med perfekt udsigt over bjerge og dale. Bevidstløs i seng.


Tirsdag 12. juli: Dachstein Super Frerrata

Tripreport på summitpost (Featured trip report september 2011 findes her)

Det havde for en gang skyld ikke regnet i løbet af natten, men det var dog stadig med nogen skepsis, at jeg kiggede ud af teltet 5:50. Men, det var skyfrit. Yes, perfekt timing til Dachstein (2.995 m)! Smed hurtigt mad i maven og kørte op til p-pladsen ved liftstationen. Alt var pakket dagen i forvejen, så klar til afgang 6:40.

Super-Ferrata Dachstein består af tre selvstændige ruter: Anna Klettersteig, Der Johann Klettersteig og Schulter Klettersteig. For at komme til Anna gik turen først op forbi Südwandhütte, og herefter videre over moræne og nedskred.

 

Anna var "kun" 300 højdemeter og maksimalt gradueret D. Burde være hurtig klaret. Ha, how wrong one can be! Jeg fandt hurtigt ud af, at hverken kræfterne eller evnerne var til at klatre uden at bruge kablet til andet en sikring, så det blev 300 m med ganske meget støttepædagog. Et kort stykke oppe bragede det pludselig ovenfor og en gruppe på fire tjekker, der klatrede et stykke over mig råbte: "STEINE!!!!" Jeg råbte beskeden videre og så længere oppe en sten på størrelse med en badebold blive splintret. Jeg trykkede mig ind til klippen og heldigvis passerede de fleste sten forbi et stykke til venstre. Jeg hørte dog rygsækken blive snittet. En meget skræmmende oplevelse, hvor man føler sig fuldstændig hjælpeløs. Lidt chokeret klatrede jeg videre. Under mig kunne jeg se en anden klatrer, der hurtigt indhentede mig. Det viste sig at være en ca. 50 år gammel dame. Jeg gik pænt til siden og hun klatrede lynhurtigt videre… Så føler man sig lige pludselig altså ikke særligt sej mere. Jeg var smadret, da jeg nåede toppen ved Mitterstein (2.097 m), og dagen var reelt kun lige begyndt. Smed lidt energi i kroppen og gik videre over mod Johann. Mere moræne og flere højdemeter. Jeg havde en følelse af at komme uendelig langsomt frem.

For at afholde alt for urutinerede klatrere fra at starte ud på Johann, startede den med et "Einstiegsüberhang". Jeg kom forbi, men pulsen var på maks. og jeg havde hudafskrabninger på armen. Nå, men fra nu af ville det hele være lettere. Lettere betød dog ikke, at jeg kunne klatre vha. klippen. Ofte var der ingen greb, i hvert tilfælde ikke nogen, som jeg kunne anvende. Heldigvis var der banket mere end 250 jernspyd ind i klippen, som hjalp forbi og op ad de sværeste stykker. Halvvejs oppe var chokket fra stenskreddet endelig ved at foretage sig, da det endnu engang bragede løs, denne gang værre end første gang. Det var heldigvis til venstre og vist også nedenfor mig, men jeg kunne se store sten vælte ud nede for foden af klippen. Nu ville jeg sådan set gerne bare have turen overstået. Jeg tog mig dog sammen til at få taget et par billeder og nyde udsigten, som var ret imponerende, når man hænger på en knap 1.000 m høj bjergvæg. Efter 2 timer var de 550 højdemeter klaret og jeg kunne vakle ind til Seethalerhütte, hvor ruten sluttede. Der var lidt en deja-vu følselse fra Zugspitze, da det pludselig vrimlede med turister i kondisko og cowboybukser. De var kommet til hytten var at gå de 30-40 min fra kabelbanen og derover. Klokken var 11, spise nu eller senere? Valgte en mellemløsning og åd en hel plade chokolade inden jeg gik af sted mod sidste forhindring, Schulter Klettersteig.

 

 

Den sidste ferrata rute var heldigvis kun gradueret A/B og var kun på 250 højdemeter. Denne gang var det faktisk muligt at klatre, så på stort set hele turen op blev kablet kun brugt til sikring. Endelig! Toppen blev nået kl. 12:10 efter 5,5 times klatring. Jeg var færdig, men havde sgu klaret det selv med smadrede ben fra starten af! Fik taget billeder og endelig spist frokosten. Vejret vekslede lidt, men i perioder uden skyer var udsigten fantastisk. Blev på toppen en halv time og klatrede derefter ned. Overvejede lidt at tage Schulter Klettersteig igen eller en tur over glescheren. Jeg gad ikke mere klatring, så det blev glescheren. Heldigvis et godt valg. Der lå blød sne på toppen, og der var kun en enkelt spalte, der var til at springe over. Pludselig passerede to jagerflyvere lavt henover glescheren og det lignede Spitfires - og der var ikke kun fordi jeg var ved at være træt! Støvleski ned og tung sne tilbage til liftstationen. Kabelbanen ned, indkøb og middagslur.
Om eftermiddagen sendte Mads I en SMS om, at vi faktisk havde 16 års jubilæum i dag med junior-VM guldet. Som tiden flyver.

 


Onsdag 13. juli: Rittisberg + hviledag

Benene krævede hvile, så planen var at lave så lidt som muligt denne dag. Det indre damp-barn kunne dog ikke holde sig helt i ro, så om formiddagen rullede jeg en lille tur på MTB'en. Det er svært at finde noget, der er fladt i Ramsau, men på turen op på Rittisberg, var der "kun" ca. 500 højdemeter. Kørte et par km mod Ramsau på asfalt og svingede herefter ind på småstier. Det varede dog ikke længe, inden det gik ret stejlt opad på grusvejen "Märchenvej". Märchen = eventyr betød, at der var træplader med eventyrfigurer for hver 25 m - og naturligvis en del familier med børn, der skulle fotograferes sammen med Tornerose, Peter Plys, Hans og Grethe osv. osv.

Første mål, Rittisstadl hytten, blev nået efter en halv times tid. Herefter fladede det noget ud hen til højeste punkt, Rittisberg (1.565 m). Fik skudt et par billeder af den nydelige udsigt med Dachstein massivet på den ene side og Hohe Tauern bjergkæden på den anden. Nedturen gik primært på grusveje, men fandt et enkelt stykke med lidt singletrack. Tilbage efter knap 1,5 time - og benene havde det ok.

Resten af dagen lykkedes det at lave ingenting, pudse cykel, sove og læse. Snakkede med Tomaz om aftenen. Vejrudsigten for Schladming/Ramsau var ikke for god for de kommende dage, så MTB blev flyttet til Bassano del Grappa i Italien umiddelbart syd for Dolomitterne.


Torsdag 14. juli: Kørsel til Bassano del Grappa

Slut med det gode vejr. Det pisregnede en stor del af natten og om morgenen regnede det fortsat. Ikke optimalt vejr til at pakke lejr sammen i. Spiste morgenmad i bilen og smed bagefter igen alt det våde grej inkl. telt ind bag i bilen. Tredje gang på turen pakning bliver klaret på den måde.

Kørte til Salzburg lufthavn, der ikke er lokaliseret Østrigs mest charmerende sted, og samlede Emma op. Herefter gik det mod Italien. Første stop var dog i Kufstein til frokost på "Cafe Hell". Menuen stod naturligvis på wienerschnitzel. Videre i regnvejr forbi Innsbruck og op mod Brenner. Temperaturen faldt fortsat og nåede ned på 12 grader kort før passet. På den italienske side ændrede dette sig dog hurtigt og i Bolzano stod den på sol og 28 grader!

Flot køretur fra Trento og frem mod Bassano del Grappa. Byen Semonzo, hvor vi skulle bo, var ikke med på mit Europakort, men efter at have spurgt om vej på en tankstation, lykkedes det at finde frem til campingpladsen, og vha. lidt ubehjælpeligt italiensk fik vi også fundet helt frem til vores lejede lejligheder. Slovenerne dukkede op 10-15 min. senere. 30 grader og solskin. Lidt bedre end Østrigs 12 grader og regn. Grill om aftenen...


Fredag 15. juli: Monte Grappa, 1. forsøg

Dagens MTB tur-mål var Monte Grappa (1.775 m). Vi havde planlagt at køre på asfalt op, en tur på ca. 20 km med ca. 1.600 højdemeter! Herefter ville vi køre vandrestier ned. Startede ud kl. 8 om morgenen. Allerede der var der stegende varmt. Stigningen startede allerede efter 300 m - og fortsatte så stort set i 20 km. Jeg havde den klart letteste cykel og var vist også i bedst form, så jeg kom hurtigt et stykke foran. Holdt pause og tog billeder, samt pause pga. bøvl med sadlen på cyklen. Fulgtes med lidt forskellige grupper noget af vejen, før jeg de sidste 600 højdemeter gav gas og kørte op alene. Ruten var på dette stykke kommet ud af skoven, og der var åbne græsmarker på alle sider. Det var heldigvis begyndt at trække lidt op, så temperaturen var tålelig. Nåede refugiet 30 m under toppen ved 10:30 tiden. Effektiv køretid ca. 2:15.

Slovenerne kom efterhånden også op. Først var Goradz og Matias. Vi sad udenfor og drak cola + gatorade en halv times tid, inden vi rykkede indenfor, da det begyndte at blive koldt. Det skulle blive meget værre! Ved 12 tiden var alle kommet op - og klokken 12:30 åbnede sluserne. Det væltede ned med regn og store hagl. Hurtigt blev der skabt en lille flod af hagl på vejen udenfor refugiet og inden længe var alt hvidt. Vi begyndte den første "Let's wait half an hour and see if it doesn't get better". Kl. 14 regnede det fortsat, og vi valgte derfor at spise på refugiet, da der sikkert alligevel ville gå mindst en time mere. Efter spisning regnede det fortsat, ergo sovepause.

Ved halv fire tiden gav de første op, og Emma, Matias og Sacha benyttede et kort ophold i regnvejret til at køre ned. Jeg overvejede at tage men havde fortsat ikke været helt på toppen, og håbede at en halv time mere kunne hjælpe på vejret. Det gjorde det ikke, og kl. 16:30, efter ca. 6 timers ventetid, gav jeg op. Der var et kort ophold i regnen. Jeg overvejede at køre forbi toppen, men det var stadig tordenvejr i nærheden, så det var "no go". Jeg kørte samme asfaltvej ned som op, og det blev 30 min. nedkørsel i konstant regn. Først 400 før jeg var tilbage, stoppede det, og hjemme i haven var det glimrende solskinsvejr. Typisk.

Tomaz m. fl. var blevet på refugiet til kl. 18, og her var det faktisk blevet godt vejr, så de fik en ok tur på lidt singletrack ned. Diverse pastaretter om aftenen.
.


Lørdag 16. juli: Monte Grappa, 2. forsøg

Slovenerne havde planlagt en lidt kortere tur for denne dag med ca. 900 m stigning op til en landsby og herefter en stejl nedkørsel på en vandresti. Jeg ville gerne køre lidt mere og herunder gerne helt op på Monte Grappa og køre en bakkekam ned derfra. Jeg startede derfor ud sammen med de andre, men drejede fra efter ca. 900 højdemeter.

Vejret var super. Høj sol, diset og 25+ grader. Vi havde udset os en anden asfaltvej op på bjerget denne dag, hvor de ca. 1.600 højdemeter var fordelt på 30 km. Stigningen startede igen stort lige uden for døren. Gruppen blev hurtigt splittet. Jeg fandt et godt tråd, knoklede på og fik klaret de 800 højdemeter på lidt over en time. Fik en Gatorade og ventede et stykke tid, inden de andre begyndte at dukke op. Jeg var den eneste, der ville helt op på toppen, så jeg kørte videre alene. Der var dog masser af racercyklister på bjerget. Dels en stor flok, der kørte motionsløb, og dels en masse, der bare var ude og træne denne lørdag. Sidstnævnte gruppe bestod primært af mænd mellem 45 og 60, og stort set alle sluttede turen op på Monte Grappa af med en expresso.

Det blev lidt køligere på anden del af turen op, og de ca. 13 km og 700 højdemeter blev klaret på en lille time. Cola på toppen blandt mindst 30 racercykler. Vejret så lidt halvskummelt ud, så jeg valgte kun at holde en kort pause, inden det gik videre.

Kørte helt op på toppen af Monte Grappa, så succesen kom i hus på 2. forsøg. Her brugte jeg noget tid på at se mindesmærket /monumentet over de italienske og østrig-ungarnske soldater, der døde i dette område i 1. verdenskrig.

Turen ned gik via en bakkekam over toppene M. Rivon (1.544 m), Costa Sella (1.499 m), M. Costau (1.515 m), Col delle Farine (1.480 m), Monte Asalone (1.520 m) og Col della Beretta (1.448 m), hvoraf Asalone var det klart mest fremtrædende. Det meste af turen gik det nedad, og toppene bød kun på små modbakker. Mødte ingen mennesker på hele ruten bortset fra en gruppe på heste kort fra Mt. Grappa. De snakkede noget på italiensk omkring "ammonizione", "attenzione". 100 m længere fremme var et område spærret af, og jeg gætter på, at de snakkede om ueksploderet ammunition fra krigen. Ruten var ok. Det var godt nok ikke meget spor, mest bare græs og kolort, men stort set hele ruten kunne køres på MTB'en, og der var fin udsigt, selv om det var så overskyet.

Ramte asfalt igen efter 50 min. Nu gik det stort set bare nedad. Først 20 min. nedkørsel og lidt fladt frem til det sted, hvor vi var skiltes om morgenen. Herefter 800 ned på 16 min.

Jeg var tilbage ved 14 tiden efter samlet 3:45 effektiv kørsel. Svonka dukkede op lidt senere, mens de andre udeblev. De var naturligvis røget på en bar på vej ned, og dukkede først op 6 timer senere. Havde dog en fin eftermiddag med Svonka. Småfest om aftenen.
.


Søndag 17. juli: Kørsel til Livigno

Vi havde snakket om at køre en lille tur om formiddagen, men de fleste, mig selv inklusiv, var trætte efter lørdagens runde, så den ide blev forkastet. Slappede i stedet af og fik pakket sammen i løbet af formiddagen. Afgang ved 11:30 tiden. Stegende varmt igen hele turen op forbi Bolzano. Herefter faldt temperaturen, dels fordi vejret blev dårligere og dels fordi vi kørte højere op. I passet før tunnelen til Livigno hed det 12 grader og regn. Fremme ved 16 tiden. Brugte noget tid på at få lokaliseret de andres lejlighed. De ville først være nede fra bjergene ved18 tiden, så vi brugte ventetiden på pizza. Senere på aftenen mere italiensk mad.


Mandag 18. juli: Livigno MTB 1

Jonas, Magnus og Emma havde tænkt sig at køre en 25 km MTB tur med guide. Jeg ville gerne køre noget mere, så vi aftalt, at vi ville se, om vi ikke kunne time det til, at vi mødtes til frokost.

Vejret var ikke for godt om morgenen, faktisk pisregnede det. Ved 8:30 tiden begyndte det dog at stilne af, og fra kl. 9 var det tørvejr. Glimrende. Jeg fik gravet cyklen ud af bilen, fik efter lidt bøvl fundet et sted, hvor jeg kunne købe nogle reservedele til sadlen. Af sted på ruten ved 10 tiden.

Først stykke var fladt gennem Livigno og langs med den opdæmmede sø nord for byen. Herefter 500 højdemeter op til Passo di Valle Alpisella (2.292 m). Første stykke gik på super grusvej/vandresti. Herefter skiftede det til en fin men stejl vandresti, hvor laveste gear kom i brug. Fra passet og ned til Lago di San Giacomo di Fraele i ca. 1.950 m gik det på sublimt singletrack gennem småskov. Herefter fulgte en del flade km langs med ovennævnte sø samt Lago de Cancano. Var også en tur ude på dæmningen mellem de to søer. Udsigten var fantastisk mod 3.000+ m bjergtoppe i Stelvio Nationalparken. Her gav mountainbike virkelig mening.

 

Ruten var flad det meste af turen forbi ruinerne ved Torn di Fraele og til Vezzola i ca. 1.900 m. Herefter fulgte en stejl opkørsel til passet Brochetta di Trela (2.386 m). De første 200 højdemeter på grusvej kunne lige køres, mens der var dømt "push bike" på en stor del af de sidste 200 højdemeter, der gik på vandresti. Fra passet igen fantastisk udsigt, og en endnu mere fantastisk tur på singletrack ned til Alpe Trela (2.100 m).

Jeg ventede et kvarters tid, men de andre dukkede ikke op. Klokken var ved at være halv et, så sulten var stor. Jeg bestilte derfor et eller andre med kartofler, løg og ost - og fik serveret en Tuborg til! Kl. 13:30 var de andre fortsat ikke dukket op. Jeg antog, at de var kørt en anden rute, og begyndte turen til mod Livigno. 5 min. efter at have forladt gården så jeg dem dog komme cyklende. Jeg vendte rundt og hilste kort på dem, inden jeg igen kørte mod Livigno. Først endnu en stejl opkørsel, denne gang til Passo di Val Trela (2.294 m). Det meste kunne dog køres. Herefter fulgte ca. 500 højdemeters fed nedkørsel på singletrack til søen ved Livigno. Turen gik først i åbne dale med græs, herefter i en smal græsklædt kløft og sidst på en bjergskråning gennem skov. Ultimativ fornøjelse. Da jeg nåede søen begyndte det at småregne, så jeg kørte hurtigt tilbage mod lejligheden. Tilbage ved 15 tiden efter 5 timers suveræn MTB.


Tirsdag 19. juli: Livigno MTB 2

Endnu en dag med MTB. Jeg tog tidligt af sted sammen med Magnus. Vi havde udset os en anbefalet tur på bjergene på begge sider af Livigno dalen. Vi startede med at tage liften på den østlige side af til ca. 2.400 m. I forhold til den anbefalede rute startede vi herefter ud med at køre nordpå langs bjergkammen forbi landsbyen Somp Eira og ud til enden af bjergkammen ved Baitel de la Bare (2.392 m). Turen startede med en let downhill bane ned til Somp Eira. Herefter lidt stigning på grusvej og bl.a. gennem en stor fåreflok, inden det på fine singletracks gik ud til enden af bjergkammen. Herfra en imponerende udsigt over bjerge og ned mod Livigno. Samme rute tilbage til liftstationen, herunder 200 stejle højdemeter på grusvej.

Vi fulgte nu den anbefalede rute. Først et lille stykke grusvej og herefter downhill på "Country flow trail" til endnu en liftstation. Herefter gik det på singletracks langs bjergskråningen. Super, super forhold. Godt flyd med små bakker og perfekte spor. Hertil en sublim udsigt. MTB bliver ikke bedre. Turen langs skråningen blev afsluttet med en halvstejl nedkørsel til dalen Val Mina. Det var ved at være spisetid, så vi kørte et stykke op i dalen til et lille refugie, hvor vi fik en fortjent frokost. Efter spisningen gik det tilbage ned gennem dalen, denne gang på endnu et suverænt singletrack. Lidt stenet men teknisk lige med den rette udfordring. Tilbage i Livigno dalen ved 13:30 tiden. Det var første del af ruten.

Anden del startede med liften Carosello 3000 op til ca. 2.800 m. Jeg havde lidt overvejet at tage en bonussløjfe ud til en bjergtop, men mens vi diskuterede for og imod lød et tordenbrag i nærheden, og så var den beslutning afgjort. I stedet blev det ned i dalen Val Fedaria. Turen ned gik på en stejl vandresti, som dog var udbygget til MTB brug. Et stykke nede blev det dog så teknisk, at vi måtte stoppe og sænke sadlerne for at få bedre balance. De 500 højdemeter ned var desværre overstået alt for hurtigt. Herefter på grusvej ned gennem Val Fedaria dalen, inden vi på det sidste stykke igen drejede ind på et fint stykke singletrack gennem gårde og skov. Tilbage ved lejligheden ved 15:30 tiden efter endnu 6 timers fed, fed MTB kørsel. Turen var endnu bedre end dagen før.


Onsdag 20. juli: Vandring til Mont da li Resa

Vejret tog et skift til det ringere igen, og om natten faldt der sne ned til 2.400 m. Om morgenen var det heldigvis stilnet af. Vi diskuterede en del vandremuligheder, indtil vi til sidst valgte alle seks at gå en tur op til Mont da li Resa (2.858 m), hvorfra vi kunne gå til liftstationen og tage liften ned. Vi kom af sted kl. lidt i 10. Første stykke af turen gik gennem Livigno, herefter på grusvej op gennem skov, inden vi kort før mellemstationen for liften drejede ind på en vandresti. Vejret var småkoldt og blæsende, men det holdt stort set tørt. Ok vejr til vandring. Stien førte forbi to små hytter, som var super praktisk indretning til spisning og overnatning.

Efter hytterne gik det stejlt op mod toppen. Første over græsskråninger og herefter mere stenet terræn. Vejret blev gradvist ringere, ved 2.400 m småsneede det, og de sidste 100 højdemeter bød på kraftig vind og en blanding af sne og hagl. Skønt sommervejr! På toppen af bjerget ventede endnu en hytte, denne gang bygget ind i bjerget. Desuden var der naturligvis en Madonna-statue, der skuede over byen. Kort pause i hytten og herefter videre forbi toppen af bjerget.

Der var nu 30 minutters gang til liftstationen. Jeg følte mig fortsat frisk, så jeg gik i forvejen og snuppede lige bjergtoppen Piz dal Canton (2.904 m) med. Turen herop bød på ca. 100 ekstra højdemeter. Bjerget var kraftigt eroderet og terrænet var tungt og mudret. Fortsat sne og hagl på toppen, så udsigt var der ikke meget af, men det gav endnu en top i bogen. Indhentede de andre på vej til liftstationen. Inden turen ned stod den dog endelig på frokost. Klokken var også blevet halv tre, så maven skreg på mad. Ren skiferie-stemning under spisning, da det fortsat sneede uden for.

Eftermiddagen brugt på afslapning. Nåede igen lige ned til at se en Tour de France afslutning.


Torsdag 21. juli: Downhill MTB

Emma, Magnus og jeg valgte at bruge dagen på Downhill MTB. Det var debut på denne sportsgren for Magnus og jeg, mens Emma havde kørt en gang før. Vi stod kl. ved liften kl. 9 og lejede cykler, tre styk 20 kg's downhill mountainbikes, samt tonsvis af beskyttelsesudstyr. Oveni fik vi liftkort samt en guide for de første to timer. Første tur med guiden gik på en let, blå rute. Den kunne være kørt med min normale MTB, men det var sjovere at køre den på den specialindrettede MTB. Anden tur ned gik på en lidt sværere, rød rute, hvor vi for første gang begyndte at teste lidt hop-teknik. Herefter blev vi overladt til os selv. Vi kørte endnu en tur på den blå rute samt testede lidt mere hop-teknik inden frokost ved den øvre liftstation.

Efter frokost kørte jeg et par ture på en anden rød rute med Magnus, inden vi mødtes med Emma til mere hop-træning. Teknikken på både downhill-sektioner og hop blev klart bedre i løbet af dagen. Herefter endnu et par runder. Det småregnede flere gange i løbet af dagen, så nogle dele af ruterne blev meget mudrede og glatte. På næstsidste tur ned styrtede jeg selvfølgelig og slog knæet en del. Pis, men det hører vel med til sporten. Sluttede af med at springe i pude! samt en sidste tur ned på den blå rute. Nåede i alt 8 ture ned i løbet af dagen.

 


Fredag 22. juli: Kørsel til Lichtenstein

Jeg havde egentlig planlagt at tage liften op til 2.500 m og vandre en rute langs en bjergkam afsluttende med en 3.000 m top, men knæet var hævet op og meget ømt efter styrtet dagen før, så der var dømt hviledag. Brugte formiddagen på at købe vandrestøvler og goretex jakke, hvorefter jeg ved middagstid kørte mod Lichtenstein sammen med Emma. Flot køretur gennem Stelvio Nationalparken (her skal jeg helt sikkert ned igen), og over et par bjergpas i Schweiz.

Min oprindelige plan havde været at bestige Piz Bernina, et 4.000 m bjerg på grænsen mellem Italien og Schweiz på vejen hjem, da det lå tæt på køreruten. Vejrudsigten var imidlertid for ringe og de planer blev droppet. Køreturen hjem gik dog også gennem Lichtenstein, og jeg fik overtalt Emma til, at dette vi lige skulle bestige højeste bjerg i Lichtenstein, Grauspitz (2.599 m) dagen efter, når vi alligevel kørte lige forbi. Den normale rute op på bjerget går fra schweiziske side, og turen starter normalt med at man tager Älplibahn 1.300 højdemeter op. Liften har kun plads til 8 passagerer, så det er normalt bedst at reservere plads. Vi kørte derfor forbi liftstationen i Malans og reserverede plads til kl. 7 næste morgenmad. Forespurgt om vejrudsigten for næste dag lød svaret: "nicht so gut". Vi valgte at se tiden an og håbede, det ville være godt nok til at nå op på toppen.

Vi havde god tid, så vi kørte til Vaduz, hovedstaden i Lichtenstein, om eftermiddagen. Med kun 35.000 indbyggere totalt i Lichtenstein mindede hovedstaden om en jysk provinsby udstyret med et par regeringsbygninger. Overnatning blev klaret i telt på p-pladsen ved liften, så vi slap for transport næste morgen.


Lørdag 23. juli: Grauspitz

Uret var sat til kl. 6:10. Vejret var tørt, men der var en hel del skyer. Vi besluttede dog, at der var "go" for et topforsøg, og tog derfor liften op til 1.800 m. Her lå tågen tæt og der var mindre end 100 m sigt. Ikke optimalt. De første 3 km af ruten gik dog på grusvej og vandrestier, så vi håbede på, at tågen ville lette. Vi startede ud på grusvej, og hurtigt hørte vi de første kobjælder, og lyden af dem fulgte os stort set hele dagen. Det var en lidt uvirkelig oplevelse at høre kobjælder fra alle sider, men kun at kunne se 50-100 m og ikke se en eneste ko. Efter et stykke tid blev lyden dog højere, og i et vejkryds måtte vi vente på at mere end 50 malkekøer blev drevet forbi. Tågen var tæt hele vejen op til bakkekammen Kamm. Her passerede vi over i en ny dal, hvor vejret var noget bedre. Vi skiftede fra grusvej til vandresti og passerede en lille sø, Unterst See. Det meste af ruten gik på den første del af turen gik gennem langt vådt græs og kolort. Jeg havde, noget optimistisk, valgt at gå i adventure race sko og ikke vandrestøvler denne dag. Efter 2 timer var skoene gennemblødte, ergo ikke noget videre smart valg. Efter par timer efter start nåede vi en 200 m tunnel, der første ind til Ijes dalen. Her var vejret markant ringere og det var igen regn og tåge, dog ikke så ringe, at vi ville vende om (stædige tåber...). Det var nu slut med sti og vej, og vi gik videre gennem langt og vådt græs, hvilket betød at tæerne hurtigt blev koldere. Der er ingen officiel rute til toppen, men turen skulle være simpel nok. Først af ad en bakke/bjergkam til denne støder sammen med en anden bjergkam. Herfra på tværs af en lille dal og så op til toppen. Første bjergkam bød på 450 højdemeter. Det første stykke gik fint, men hurtigt blev det stejlt og tungt at vade op gennem græsset. Efter at have gået på kanten af bjergkammen et stykke tid valgte jeg at søge op mod selve bjergryggen. Her fandt jeg et lille spor, som var noget lettere at følge. Vejret blev dog stadig ringere, og da vi ramte krydset med den anden bjergkam faldt der tøsne og det blæste en del. Der var dog kun ca. 700 m i fugleflugt til toppen, så vi fortsatte (stædige tåber x 2...).

Vi kravlede ned i dalen og begyndte at gå rundt langs kanten. Efter ca. 200 m stod vi et sted med 50% hældning, hvor underlaget bestod af sten og langt græs dækket med sne. Absolut ikke optimalt underlag. Vi lavede en evaluering af situationen og kom hurtigt til konklusionen, at det var "no go" (endelig lidt fornuft...). Vi søgte tilbage op på bjergkam nr. 2. Fortsat sne og blæst, og vi var godt kolde. Vi var dog ikke klar til at give op, så vi droppede højeste bjerg i Lichtenstein og satte kursen mod næsthøjeste, Schwarzhorn (2.574 m) også kaldet Hinter Grauspitz. 200 m knoklen op ad bjergkammen og korset kom til syne. Skrev os i registret med den lyriske formulering: "Scheisse, Scheisse, Scheisse. Regen, Nebel und Schnee!". Vi tog et par billeder og så gik det hurtigt ned. Udfordringerne var dog ikke slut, for på turen ned langs bjergkam nr. 2 ventede en del klatring på våde klipper. Da vi nåede bjergkam nr. 1 gik det lettere, og vi fulgte det lille spor en stor del af vejen ned.

 

 

 

Tilbage i tunnelen skiftede vi til tørrere tøj og spiste endelig noget mad. Godt trætte gik det herefter tilbage mod liften. Vejret blev nu, selvfølgelig, gradvist meget bedre, og pludselig kunne vi se hele dalen, en masser murmeldyr og endda toppen af Schwarzhorn. Vi trampede de 3 km tilbage til liften og var så heldige at ankomme lige som den skulle til at køre ned. Vi sprang ind og kørte ned mod dalen - et eventyr rigere.

Skiftede til helt tørt tøj og tørre sko og kørte nordpå mod Tyskland og Danmark kun afbrudt af et kort stop på MacD. Ved Würzburg var vi ved at være trætte. En runde i byen førte ikke til overnatningsmuligheder, men i en småby lidt udenfor Würzburg fandt vi en campingplads.


Søndag 24. juli: Kørsel hjem

Afgang fra campingpladsen ved 8 tiden. Første stræk gik fint, men lidt nord for Kassel ventede første bilkø. De havde valgt at spærre motorvejen helt af over en 20 km strækning, hvilket på en feriesøndag sjovt nok gav en del kø ... Efter 5 km nåede vi en afkørsel, hvor vi kunne køre fra. Herefter gik det via småveje nordpå en 20-30 km, til vi kunne komme tilbage. Senere hørte vi i radioen, at køen var 15 km lang... Mellem Hannover og Hamburg ventede næste bilkø, denne gang heldigvis kun et par km. Men vi manglede stadig sidste kø rundt om Hamburg. Efter at have siddet ca. 1,5 time og blomstret her og kun bevæget os 3-4 km, nåede vi endelig en afkørsel. Herfra gennem Hamburg og tilbage ud på motorvejen længere fremme. Denne kø blev i radioen oplyst til at være 17 km, så fornuftigt valg at køre fra.Ingen problemer resten af vejen til Puttgarden. Blæsende overfart til Rødby og regn hele vejen til København. Skønt sommervejr.

Ferien gav i alt 18.000 højdemeter fordelt med 11.000 på jernhesten og 7.000 i støvlerne.

Bittersød ironi når man sidder fast i en bilkø ...