Årets sommerferie gik til den østlige del af Alperne under sloganet "Sport and Fun in Europe", eller forkortet til "SAFE", hvilket dog ikke helt dækker alle aktiviteter i løbet af de 3 uger. Jeg tog afsted sammen med Emma fra Sverige og Maylinn fra Norge, så det var en blandet skandinavisk flok, der styrede mod Alperne.

Mandag 5. juli

Emma kom med toget fra Sverige om formiddagen og vi var en tur forbi Netto og fyldte bilen op med madvarer til turen. Herefter var der opsamling af en halvtræt nordmand, der kom direkte fra Roskilde Festival inden turen gik mod Gedser. Der var ingen trafik ud af København, så vi nåede færgen i alt for god tid. Fordelen ved dette var, at der var tid til en badetur på stranden ved siden af havnen. Vandet var over 20 grader og solen skinnede, så egentlig lidt dårlig timing at køre sydpå. Solen skinnede også på den tyske side, hvilket betød en stegende varm bil (igen air condition). På den positive side, var der ingen trafikproblemer, så det gik flyvende sydpå. Et kort stop med aftensmad i Potsdam og herefter videre i løbet af aftenen og natten gennem Sydtyskland og Østrig. Vejret blev gradvist ringere, og i Østrig var det decideret elendigt med regn og tåge. Vi lå til at ankomme i Slovenien kl. 5-6 om morgen, hvilket ikke gav meget mening, så vi kørte ind på en rasteplads og sov 3 timer. Pigerne i bilen og mig under en presenning ved siden af bilen. Umiddelbart en fin ide, bortset fra at lastbilerne 20 minutter efter vores ankomst begyndte at gasse op og forlade pladsen.

Tirsdag 6. juli

Efter 3 timer var det tid til at komme videre. Vejret var blevet lidt bedre og solen stået op, og vi opdagede, at vi var omgivet at bjerge. Jeg kørte de sidste par timer frem mod Slovenien, hvor vejret gradvist blev bedre, for hver bjergkæde vi passerede, for endelig af blive helt fint i Slovenien med solskin og kun få skyer. Sloganet "Sunny side of the Alps" var igen ikke helt malplaceret. Vi kørte direkte til Mojstrana ved foden af Vrata dalen, hvor den stod på morgenmad, inden vi kørte videre op gennem dalen. Gjorde dagens gode gerning, da vi tog 15+ kg rygsækkene fra to schweizere med i bilen de 10 km op til hytten Aljazev Dom. Det er derfor, man ikke gider vandreferie med tunge rygsække! Vi slappede lidt af ved hytten inden vi besluttede at sove et par timer inden turen op i bjergene. Presenningen blev igen gravet frem til anvendelse som underlag, men efter 30 min slumren begyndte det at tordne og senere styrtregne, så presenningen blev anvendt til tag i stedet. Det blev ikke meget søvn men mere et spørgsmål om at holde vandet ude af soveposen.

Efter en times tid stilnede det af, og vi besluttede at det var spisetid. Madlavningen resulterede i en halvbranket kyllingeret, men vi fik da fyldt energidepoterne. Planen var at Emma og jeg ville gå ca. 1.200 højdemeter op til Bivak 2 (2.118 m), overnatte der og gå til toppen at Dovski Kriz (2.542 m) næste morgen. Maylinn var fortsat træt efter Roskilde, så hun besluttede at blive ved Aljazev Dom. Valget af toppe stod mellem Triglav, Skralatica og Dovski Kriz. Valget faldt på sidstnævnte, da turen herop bød på en overnatning i en suverænt beliggende bivuak, gik gennem noget af det mest uberørte terræn i Julian Alps og endelig var beskrevet som den sværeste rute i bogen "Mountaineering in Slovenia", noget der bad om at blive afprøvet. Vi startede med at gå et stykke tilbage og ned gennem Vrata dalen. Vandflaskerne blev fyldt i floden, da jeg ikke regnede med at vi ville støde på meget oppe i bjergene. Første del af turen op gik gennem bøgeskov og derefter videre langs et udtørret vandløb. Ruten var ikke markeret, men der var et tydeligt spor trådt af andre vandrere, klatrere, jægere og fårehyrder, så det var intet problem at finde vej. Efter flodlejet gik turen i en bue rundt forbi et vandfald - vandflaskerne blev fyldt op, for dette var helt sikkert sidst sted med vand. Efter vandfaldet skiftede beplantningen til lav granbevoksning og lærketræer samt store områder med "scree", der er eroderede klippe og grusstykker fra klipperne længere oppe. Scree'en var tung at gå op igennem, men skulle vise sig suveræn til hurtig nedstigning dagen efter. I scree områderne så vi flere gange bjerggeder (gemser), først en enkelt, og siden to flokke med tre geder. Den ene flok ganske tæt på og en enkelt af gederne virkede som om den forsøgte at sparke sten ned mod os. Efter gederne passere vi forbi klippetoppen Mali Matterhorn, der ikke havde meget tilfælles med storebroderen i Schweiz. Sidste stykke gik gennem blokmark og græsskråninger frem til bivuakken, der lå placeret på en lille bakketop midt i en større dal. Vi nåede bivuakken ved 20 tiden og spiste lidt mad og nød udsigten tværs over Vrata dalen mod Triglav og Cmir. Solnedgangen, der dog druknede lidt i skyer, blev afløst af stjernen og et markant fald i temperaturen. Selve bivuakken var fint indrettet med plads til 8 personer. Midt i ugen havde vi den dog for os selv, og gæstebogen afslørede, at den stort set kun blev anvendt i weekenderne.

Onsdag 7. juli

Stod op kl. 7 og spiste lidt morgenmad til lyden af fåreklokker, da en står flok får var kommet ned omkring hytten. Vi pakkede herefter en lille rygsæk og startede ud på det sidste stykke mod toppen af Dovski Kriz. Vejret var fint med sol og kun få skyer og første stykke mod passet ved foden af Splevta (2.272 m) gik uden problemer over græsskråninger og enkelte stenene områder. Efter passet fulgte lidt klatring op af en lille klippevæg til en bjergryg, der ledte op mod toppen. Første del af bjergryggen var fortsat græsklædt, men efterhånden blev det mere og mere til eroderede klipper. Kort før toppen nåede vi en kløft i bjergkammen. Vi smed vandrestavene og klatrede et par meter ned (sværhedsgrad I). Herefter var det igen enkel "scrambling" mod toppen. Vejret var desværre blevet markant ringere. Øst for os, den var vi kom op, var sigten under 100 m, mens det på den vestlige side af bjerget fortsat var rimelig klart. Fra toppen var der, naturligvis, en imponerende udsigt over Matuljek bjergkæden, som Dovski Kriz er en del af, og herunder specielt en dal kaldet "Amfiteater" pga. udformningen, Karawanke bjergkæden på grænsen mellem Slovenien og Østrig. Det blev til 20 minutters pause inden vi havde en hurtig tur ned. Tilbage i passet besluttede vi at inkludere Splevta som en bonustop, da det kun ville tage 10 minutter at gå derop. Det var græsplæne hele vejen, så eneste ulempe var, at der var fyldt med fårelort og tåge blokerede for enhvert udsigt.

Herefter gik det forbi Bivak II for at hente det resterende udstyr inden turen ned gennem "longest screen run in the Julian Alps". Hvor de løse sten havde været tunge at trampe op igennem var de nu perfekte til at surfe ned igennem. Det var godt nok ikke specielt sundt for fodtøjet, men det sparerede gevaldigt på ben og knæ. Vi surfede på scree hele vejen ned til vandfaldet og således tilbagelagt 500 højdemeter på ingen tid. På vejen ned så vi igen et par flokke af bjerggeder. En af hannerne var fortsat i dårligt humør og stod og strampede truende med forbenene inden den luskede væk. Det sidste stykke ned langs det udtørrede vandløb var tungt og gav ømme ben. Da vi nåede skoven skråede vi igennem for at korte ruten lidt af og spare lidt på knæ og ben. Vi nåede tilbage til Aljazev Dom ved 13.30 tiden. Her stod den på øl, mad og palaschinken.

Fra Vrata dalen gik det gennem Kranjska Gora og op til Vrsic passet, hvor vi gjorde et kort stop. Vejret var råkoldt og blæsende, men det var stadig en imponerende udsigt mod Razor og Prisank. Turen over begge disse er stadig på "to do-listen" for en anden ferie. Ned fra Vrsic af en bjergvej med utallige serpentinersving og det sidste stykke frem mod Bovec. Vi registrerede os hos kajak-bureauet og fik fundet en campingplads i udkanten af byen. Om aftenen var der VM semifinale mellem Spanien og Tyskland. Vi fandt en cafe med storskærm og så Spanien vinde en kedelig kamp med 1-0.

Torsdag 8. juli

Vi startede kajak-kurset om formiddagen og kørte til kajakcentret 5 km syd for Bovec. Guiden kom lidt for sent, men vi fik langt mere tid, end vi reelt havde betalt for i den sidste ende, så det var egentlig ok. Vi startede ud på helt stille vand og lærte en lang række grundtag. Instruktøren, Blaz, var rigtig god, og da vi kun var os tre på holdet, fik vi hele tiden feedback. Efter 1 timers tid i det rolige vand gik vi ud i selve floden og trænede i at sejle ud fra en "eddy", som er roligt vand bag en klippe, til mere strømmende vand. Det lykkedes mig at rulle rundt et par gange, men hvis man ikke vælter, så har man vel sejlet for passivt. Dagen sluttede af med en fed tur ned gennem et strømfald (sværhedsgrad I-II). En rigtig fin start på kajakkurset.

Tilbage på campingpladsen var det tid til lidt frokost og afslapning, inden jeg sprang på MTB'en. Jeg havde udset mig bjergtoppen Stol (1.673 m) syd for Bovec som mål, men benene døde da jeg nåede bjergkammen, så det blev kun til toppen M. Vrh (1.405 m). Turen startede ud på asfalt ned til landsbyen Zaga og herefter videre på en lille asfaltvej op langs Ucja floden mod Ucja grænseposten ind til Italien. Solen var stegende, så hjelmen røg hurtigt på styret. Turen op langs floden var rigtig flot med udsigt over Ucja floden, der flere løb i en dyb kløft samt en lang række sidekløfter. Kort før grænseposten svingede jeg ind på en grusvej op mod bjergkammen. Grusvejen var rimelig til at køre op på, mens nedkørslen skulle vise sig at blive meget rystende. Turen op ad bjerget startede ud gennem Bøgeskov og skiftede herefter til granskov, overdrev og endelig græsmarker helt på toppen. Ved bjergkammen gik grusvejen ned igen på den anden side, mens der ikke var noget tydeligt spor videre mod toppen. Benene var desuden helt færdige, så Stol blev droppet og i stedet vadere jeg op på toppunktet M. Vrh. Bakketoppen var gennemskåret af skyttegrave fra 1. verdenskrig, hvilket ikke var så underligt, da dette var et af de områder i Alperne, hvor der var de hårdeste kampe under krigen.

Der var en flot udsigt mod græsklædte dalen på den sydlige side af bjergkammen. Guide-bogen sagde, at man kan gode dage kunne se til Venedig. Dette var dog ikke muligt denne dag. Der var en moderat vind, som blev udnyttet af en flok paraglidere, der fløg frem og tilbage langs bjergkammen. Så en kvægbonde hente køerne hjem og sprang herefter på MTB'en og kørte ned. Grusvejen og ikke mindst hullerne i grusvejen smadrede armere, så det var en forløsning af nå asfaltvejen. Turen op havde taget 2 timer, mens det kun tog 40 minutter af køre tilbage, og herunder blev de 1.000-1.100 højdemeter ned til Zaga klaret på blot 25. Jeg var godt træt det sidste stykke op til Bovec, men cykling i bjerge er sgu mere inspirerende end de sædvanlige skove nord for København. Aftenen bød på pizza i Bovec akkompagneret af live rock-jazz på torvet, en musikart der vist aldrig bliver blandt mine favoritter.

Fredag 9. juli

2. dag på kajakkursus. Vi startede denne dag lidt højere oppe på floden, lige nedenfor kajakbureauets kontor. Slutstedet var samme sted som dagen før, men vi fik lidt mere træning på en del af floden med mere strømmende vand. Vi trænede igen basale styretag - igen en del af tiden i den samme døde flodarm som dagen før, men vi brugte også mere tid på at træne på strømmende vand - og i modsætningen til dagen før, så lykkedes det at blive siddende i kajakken hele dagen. Vejret var, naturligvis, godt med masser af sol og kun få skyer, og det var de perfekte omgivelser til et kajakkursus. En lysende blå flod omgivet af bjerge.

Efter kurset spiste vi en hurtig omgang ravioli, inden vi kørte op til Mangart Sedlo via den højestbeliggende vej i Slovenien. Mangart Sedlo ligger for foden af Mangart (2.679 m), det tredjehøjeste bjerg i Slovenien, og turen derop gik via adskillige hårnålesving. Et enkelt sted svingede vejen endda tilbage over sig selv via en tunnel! Fra Mangart Sedlo (2.050 m), var der en imponerende udsigt over såvel Slovenien som Italien.

Vi splittede gruppen op, så Emma og Maylinn holdt middagspause, mens jeg gik ned ad bjerget på den Italienske side for at klatre tilbage op ad nordvæggen vha. via ferrata ruten "Via Italiana", der var beskrevet som en mellemsvær-svær rute. Først gik det dog op til et lille pas, og herfra ned til bivuakken Nogera (1.850 m), via i en elendig eroderet fåresti. Fra bivuakken var der en storslået udsigt til hele Mangarts nordside. Ingen ruten startede var der dog et sidste blokfelt, der skulle krydses. For foden af væggen tog jeg udstyret på, mens jeg kunne se en gruppe et stykke højere oppe på ruten. Jeg havde læst, at ruten skulle gå gennem et par tunneler. Det viste sig dog nærmere at være kløfter, hvor der var væltet store klippeblokke ned som tag, så pandelampen var der ingen brug for. Selve klatringen var ikke specielt svær, mens sidste halvdel blev noget sværere og gav lidt mere "luft under fødderne". På denne del var det nødvendigt at bruge kablerne til hjælp, mens jeg hele det første stykke kun havde brugt dem til sikring. Et stykke oppe passerede jeg en fra den anden gruppe på vej ned - helt uden sikkerhedsudstyr .... senere indhentede jeg de andre. Ingen af dem havde hjelm med, hvilket er tåbeligt i et område kendt for løse sten. Blandt andet var anden halvdel af ruten lukket pga. netop stenskred.

Ruten klatrede i alt 400 højdemeter op ad nordsiden af bjerget og hele tiden blev udsigten derfor mere og mere imponerende ind mod Italien. Ruten sluttede på en lille bjergryg, hvorfra jeg via et snefelt gik ned til et lille pas for at vente på de andre, der dukkede op 5 minutter senere.

Sammen gik vi nu mod toppen af Mangart - startende ud gennem et stort snefelt, hvor der var en stor fåreflok - og en masse fårelort. Vi havde planlagt en mellemsvær via ferrata rute kaldet "Slovenian route", men denne var som nævnt lukket pga. risiko for stenskred. I stedet blev det både op og ned af "Italian route", en lettere rute der gik rundt om bjerget og op fra sydsiden. Denne rute ville vi alligevel have anvendt til turen ned. Da der ikke var brug for via ferrata udstyr blev det smidt under en snefane for at spare lidt vægt. Ruten var forholdsvis enkel men enkelte steder udstyret med kabler, der dog primært var en fordel på turen ned. På nordsiden passerede vi flere snefelter inden der ventede lidt let scrambling der sidste stykke mod toppen. Vi var først startet ud fra passet kl. 16.30, så der vi var næsten alene på bjerget og da vi nåede toppen kl. 18 havde vi den helt for os selv. Første overraskelse på toppen var en fed halvtam mus, der åbenbart boede i stenbunken under korset.

Vi brugte 30 min på billeder og udsigt inden startede turen ned. Der var et fedt aftenlys, der gav "blå bjerge" og egentlig er det lidt synd, at det er så sjældent, man er på toppen så sent på dagen. Det sidste stykke ned til passet, hvor vi var startet, bød på "sommerski" i vandrestøvlerne ned ad snefanerne. Teknikken var mest slalom for at undgå de største klatter af fårelort. Lidt surrealistisk oplevelse, stå på ski kl. 20, i 25 graders varme omgivet af får og akkompagneret af en konstant brægen. Tog en bunke billeder, som desværre ikke kan genskabe den rigtige udsigt. Nede ved bilen kl. 20.30, herefter bjergkørsel hjem, mad og søvn.

Lørdag 10. juli

På kajakkursets 3. dag startede vi samme sted, som vi var sluttet dag 1 og 2. Floden var på den strækning klassificeret som sværhedsgrad I-II, så den var noget sværere end de første par dage. Det blev da også til en enkelt tur i baljen og lidt panik inden jeg kom ud af kajakken. Ellers begyndte jeg at få fornemmelsen af at have mere styr på tingene, eller dvs., jeg lavede ikke tingene helt rigtigt, men jeg vidste, når jeg lavede noget forkert. Da det var weekend, var der ekstra mange raftere og andre kajaksejlere på floden denne dag, så nogle steder opstod der næsten trafikpropper. Ca. halvvejs på turen var der tid til et kort stop med lidt udspring og badning. Fra slutstedet var der en lidt halvhård tur på til p-pladsen med kajakken på ryggen.

Efter kurset stod den på indkøb og frokost. Dagen var udnævnt til hviledag, så det blev til et par timer i skyggen. Alt for meget inaktivitet bliver dog kedeligt, så sidst på eftermiddagen løb jeg en tur på en halv times tid i stegende sol. Turen gik ned til Soca floden og over 2 hængebroer - designet præcist som man ser dem i film. Super udsigt ned over den lyseblå flod. Og lidt et deja vu, for jeg er ret sikker på, at jeg var samme sted med Frands 11 år tidligere, da vi også var i Bovec.

Aftenen blev brugt på at se VM bronzekamp. Tyskland slog Uruguay 3-2 i en helt ok kamp.

Søndag 11. juli

På kursets 4. dag startede vi opstrøms for Bovec ved Soca Canyon nr. 3 ud af 4. Et fascinerende sted, hvor floden snævrede ind til under 2 m. Inden vi startede ud i kajakkerne var der dog mulighed for at lave et udspring i floden. Jeg tog imod tilbuddet, der dog inden selve udspringet krævede lidt "simpel" klatring op og rundt om en klippe - ikke den letteste opgave iført våddragt og redningsvest. Det lykkedes dog at komme rundt om klippen, nu manglede kun selve udspringet fra 3 meters højde, hængende på klippen og ud på 1,5 meters vand. Udfordringen lykkedes. Vi startede herefter dagen med at sejle modstrøms op gennem kløften - en udfordring da den som nævnt var mindre end 2 meter bred og havde kraftig strøm. Da vi var længere opstrøms var floden mindre vild denne dag. Det lykkedes dog stadig at rulle rundt 2 gange. På vej ned passerede vi hængebroerne, som jeg var løbet over dagen før inden vi sluttede vi en badestrand, hvor den lokale is-sælger havde en slovensk udgave af Anton Aus Tirol bankende ud af højtalerne.

Det var igen stegende varmt med over 30 grader. Vi havde planlagt at køre op til Vrsic passet for at klatre Hanzova Pot, en via ferrata rute op på Mojstravka. Det blev dog mere og mere overskyet i løbet af eftermiddagen, så vi var noget usikre på, om vejret ville holde. Det lykkedes os efter mange forsøg at få ringet til en af hytterne op i passet. Her lød beskeden på gebrokkent tysk: "Wetter schön, komm komm". Som sagt, vi pakkede bilen og kørte de utallige hårnålesving op i passet. Her var vejret dog ikke videre schön. Vi besluttede dog at gøre et forsøg, som dog ikke startede specielt godt, da vi startede med at spilde 15 minutter på at gå forkert. Det blev stadig mere mørkt og skyet, så planen blev justeret til at gå op fod foden af klippen, hvor ruten startede og træffe en beslutning her. Kort før vi nåede passet ved Vratca lød det første tordenbrag imidlertid blot et par km borte. Så var den beslutning ligesom truffet. Vi holdt en kort pause og startede derefter på turen ned. Maylinn og jeg besluttede, at det ville være spild ikke at bestige et alle andet bjerg, så vi fandt en 15-20 meter klippeknold kort fra stien, som fik lov til at udgøre det for dagens toptur. I returturen i bilen satte det ind med kraftig regn, men vi besluttede, at det var badetid og stoppede ved den kløft, hvor vi var startet om morgenen. Pga. varmen stod floden og dampede, så scenen lignede noget fra Sydøstasien og ikke noget fra Slovenien. Vandtemperaturen var der dog ikke meget Sydøstasien over. Om aftenen fandt vi en overbefolket cafe og så Spanien slå Holland 1-0 i en kedelig VM finale.

Mandag 12. juli

Dette var sidste dag med kajakkursus. Vi startede samme sted som på dag 3, men denne dag bød på mindre øvning og mere sjov, så vi bevægede is hurtigere ned ad floden. Blaz vurdere, at vi godt kunne klare lidt mere udfordring, så vi fortsatte længere end på dag 3 og startede ud på en del af floden, hvor den var klassificeret med sværhedsgrad III-IV. Dette betød noget større udfordringer end de foregående dage, og resultatet blev da også en del kæntringer. Blaz erkendte bagefter, at han godt var klar over, at vi nok ville rulle rundt, men synes vi skulle have lidt udfordringer. Maylinn havde på 3. dagen skiftet til en "sit-on-top" kajak, der var mere stabil, så mens Emma og jeg skiftedes til at vælte, sejlede hun problemfrit "Oslofærgen" ned gennem alle strømfaldene. Efter 4-5 kæntringer begyndte der at blive noget enerverende, men til gengæld var det fedt, når det lykkedes at sejle igennem strømfaldene uden problemer og man havde følelsen af at have kontrol. Vi havde Blaz med i bilen på vejen tilbage til Bovec og overrakte en afskedsgave som tak for, at vi havde fået et supergodt kursus og havde fået ekstra tid alle dagene.

Vi pakkede lejren sammen og kørte via Predel passet gennem Italien mod Ljubljana. Det var igen en stegende varm dag med 30+ grader, hvilket ikke er optimalt for at køre i en bil uden aircondition. Vi ramte Ljuljana efter et par timer og fik os indkvarteret i hostel Celica indrettet i et tidligere fængsel. Det var tid til et hurtigt bad og noget fast food inden vi mødtes med Tomaz og Valentina. Gik en rundtur i centrum og var forbi et par cafeer langs floden. T og V skulle begge arbejde dagen efter, så de tog hjem ved midnatstid mens vi tog en sidste øl i Ljubljanas svar på Christiania, der var beliggende lige bag Celica.

Tirsdag 13. juli

Vi fik morgenmad på Celica og gik ud i byen ved 10 tiden - igen i bagende sol og 30+ grader. Vi havde aftalt at mødes med V og T til frokost, så vi kunne nå lidt sight-seeing inden. Motivationen var dog ikke så stor i varmen, så det blev kun til en tur op forbi borgen samt lidt shopping i friluftsbutikker. Frokost blev indtaget på en hyggelig slovensk restaurant i en indergård, hvorefter vi kørte sydpå - nu i 34 graders varme.

Første stop var ved Skocjan Caves, hvor vi lige præcis missede en rundvisning, hvilket gav 1 times ventetid i skyggen. Da næste rundtur startede, dukkede en af arrangørerne fra DTU adventure race op - small world. Kalkhulerne var igen imponerende og det er ikke svært at forstå, hvorfor de er på UNESCOs liste. Specielt anden halvdel i den største hule med floden i bunden er imponerende. Desuden var der tydelige spor efter de gange, hvor hulen havde været oversvømmet. Det havde jeg ikke lagt mærke til, da jeg var der 3 år tidligere. Afslutningen på turen var lavet om, så vi gik en ny rute tilbage til parkeringspladsen. Denne førte forbi kløfter, vandfald og over en naturlig bro i klipperne. Andet stop var ved det originale Lippizaner hestestutteri - og nej, det var ikke mig, der havde sat det punkt på programmet. Det var dog lidt fascinerende at se de hvide heste og det kom endda så langt, at jeg håndfodrede et par stykker. Hen under aften kørte vi det sidste stykke sydpå til Rovinj i Kroation, hvor vi fandt en campingplads i nærheden af byen. Fra pladsen var der en flot udsigt mod selve byen liggende ude på en halvø med en enorm kirke i midten. Aftensmad på pladsens restaurant og herefter bad i Adriaterhavet, ahhhhh.

Onsdag 14. juli

Overnatning i telt og 30+ grader er en dårlig kombination, så vi vågnede ret tidligt. Fandt badetøjet og kørte mod en strand beliggende i et parkområde umiddelbart syd for Rovinj. Jeg gad ikke ligge på stranden hele dagen, så jeg fandt MTB'en frem og kørte en tur på halvanden time. Jeg forsøgte at finde en rute langs kysten, hvilket gik fint gennem parkområdet og gennem Rovinj. Nord for byen var der dog mange hoteller helt ned til stranden, ligesom der flere steder var spærret pga. "Nude Beach". Herefter var det tid til badning og lidt semisnorkling. Frokost blev pizza på en cafe i parkområdet - allerede efter få timer i solen var vi dog ved at være lidt forbrændte, så resten af dagen gik stort set med at finde skygge. Emma ville gerne prøve vandski, men hverken i Rovinj eller på en stor campingplads nord for byen var det muligt at komme ud, så i stedet endte vi på en is-cafe. Vi havde aftalt aftensmad i Rovinj. Jeg gik i forvejen med Alice in Chains i ørerne og fik taget en del gode solnedgangsbilleder. Herefter stod den på blæksprutte på en klassisk turistrestaurant, hvor der naturligvis er billeder af retterne i menukortet. Efterfølgende drinks på et par cafeer. Vi fandt en cafe med bankende tekno musik, som så udemærket ud. Situationen blev dog mere og mere surrealistisk, da først HA dukkede op, så var der disko-dans med en pige på et af bordene og til sidst sad de og lavede aftaler med prostituerede ved nabobordet. Så fandt vi et lidt mere konservativt sted....

Torsdag 15. juli

Igen, igen stinkende varmt. Vi pakkede teltet og havde en sidste tur til stranden inden vi kørte nordpå - med lettered brankede rygge og ben. Badeferie er sgu for hårdt! Det var igen ubehageligt varmt i bilen op gennem Kroatien og Slovenien og rundt forbi Trieste, som man ikke så noget som helst af. Frokost på en motorvejsrestaurant med befriende air condition inden vi pga. motorvejsarbejde kom ud og køre gennem utallige italienske småbyer. Jeg havde håbet, at temperaturen ville begynde at falde, når vi kørte op i Dolomitterne, men det var spildt håb. Vi kørte over Passo s. Pellegrino, hvor jeg cyklede med Mads I forrige sommer, og herfra ned i Val di Fassa og det sidste stykke frem til Canazei. Tomaz havde booket plads på en campingplads midt i byen. Slovenerne var dog ikke dukket op endnu, da vi kom frem, men efter lidt forvirring fik vi udpeget vores pladser. Tomaz og 7 af hans kammerater kom 30 min senere. Vi fik spist noget aftensmad og jeg løb en kort tur op langs floden mod Alba. Temperaturen var endelige kommet ned på fornuftige 23 grader, hvilket var en velsignelse efter Kroatiens 30+. Om aftenen gik vi ind til byen. Der skulle være Skyrace de næste par dage, diverse bjergmotionsløb bl.a. til toppen af Piz Boe, så der var masser af aktivitet i byen bl.a. Tyrolermusik på torvet og Open Air diskotek i et gadekryds.

Fredag 16. juli

Vi havde aftalt af køre MTB de næste par dage sammen med Tomaz og de andre Slovenere - og startede hårdt ud med "Val Duron", en klassisk MTB rute med start fra Canazei. Vi kom lidt sent afsted - koordinering af at få 9 personer klar samtdig er ikke let - og som resultat heraf var det allerede blevet varmt. Dette kom vi til at bøde på under den første stigning op fra Campitello. Inden vi kom så langt havde vi dog et par flade km ned langs floden på den grusvej, hvor de om vinteren kører Marciolonga, Italiens svar på Vasa-løbet.

Herefter fulgte stigningen op fra Campitello til Rif. Micheluzzi. 300 højdemeter og heraf mange på stejl grusvej med løse sten og løst grus. Dette betød, at det ikke var muligt at cykle hele vejen op og ved refugiet blev der en længere pause inden alle have fået kæmpet sig op. Ventetiden blev brugt på bl.a. at se en 80 årig mand slå græs på en stor mark med le - unægtelig noget gammeldags, men vi blev enige om, at han næppe havde problemer med stress og nok egentlig var godt tilfreds med livet.

Efter refugiet fladede ruten ud og i et par km kørte vi op gennem Val Duron og forbi græsmarker med køer og heste. Herefter fulgte næste hårde stigning på 350 højdemeter op til Pas de Duron. Vi havde egentlig aftalt opsamling ved Rif. Seiser Alm på den anden side af passet, men refugiet var revet ned, så i stedet ventede vi i selve passet op at alle fik cyklet eller slæbt cyklen op. En fed udsigt og typisk for Dolomitterne. Grønt græs helt op til foden af lodrette kalkklipper.

Efter passet fladede ruten ud igen og vi kørte tilbage mod Canazei på et lækkert single track langs en højderyg. Vi nåede tilbage til civilisationen ved Rif. Sasso Piatto, hvor det vrimlede med turister.

Vi fik en velfortjent frokost inden det gik videre, nu på en vandresti, der lå på den sydlige skråning af bjerget Plattkofel. Stien vekslede mellem at være perfekt til cykling - og være fuldstændig umulig. På et tidspunkt hørte jeg en tysk mor sige til sit barn "Mit den Pfarrad hier zu fahren, das ist aber wahnsinn". Vi synes nu, det var en god udfordring og vi mødte da også flere på MTB, der kørte den modsatte vej rundt. Der var mange vandrede, men de fleste var gode til at lade os køre forbi. Tilbage ved skiområdet ovenfor Campitello besluttede 5 af os at køre det sidste stykke op på Col Rodella (2.480 m), en god og særdeles stejl afslutning på en fed MTB dag. Det var ikke muligt at cykle hele vejen op, men udsigten var en god belønning for at have slæbt MTB'en de sidste 50-100 højdemeter. Fik en cola inden turen gik ned via en fin grusvej, hvor der var højt tempo, indtil jeg blev fanget bag ved en traktor, som det var umuligt at komme forbi. Sidste stykke ned var på asfalt, hvor flere biler blev overhalet. Igen noget sjovere end at køre MTB i Danmark. Om aftenen gik vi en kort tur rundt i byen, men de fleste var vist godt stegte efter dagens MTB tur.

Lørdag 17. juli

Lørdagen bød på endnu en lang MTB tur, denne gang ned gennem Val di Fassa til Pozza di Fassa og herfra op gennem Val san Nicolo og Val Jumela til Passo Brunech og toppen L'Aut (2.513 m). Starten ned gennem Val di Fassa gik igen på Marciolonga sporet små 10 km. Det gik svagt nedad det meste af vejen, så det var en blid start på dagen. Det var, efter lidt ventetid, lykkedes os at komme afsted allerede 7.30, så i modsætning til dagen før var det fortsat køligt, selv om solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi holdt en kort pause i Pozza, inden vi startede ud på de 1.100 højdemeter op til Pass V Brunech. Første stykke gik på asfalt op gennem Val San Nicolo og forbi den campingplads, hvor vi boede i 2008. Herefter drejede ruten ind på en skovvej, men i modsætning til dagen før var hældningen og underlaget denne gang fint, så det var bare om at finde sig eget tempo og så æde højdemeter. Efter 400-500 højdemeter sluttede grusvejen og det gik videre ad et fint singletrack gennem skoven.

Sporet sluttede ved en græsryg, hvor der ikke var andet at gøre end af slæbe cyklerne op. På toppen af bakken var der igen i lille pause inden det igen gik videre på grusvej op gennem Val Jumela. Stedvist var det meget stejlt og der var området mest løst grus, så 10-20% af tiden var det af og slæbe MTB'en. Det sidste stykke gik op af en af slalompisterne i området. Lige så ringe som grusvejen at køre, men udsigten blev bare bedre og bedre ned mod Val di Fassa og over mod Rosengarten på den anden side af dalen.

Jeg havde den klart letteste MTB, og var vist også den, der var i bedst cykelform, så jeg kom markant hurtigere op end de andre. Jeg pressede på de sidste 500 højdemeter og nåede passet længe før de andre. Jeg lavede et hurtigt skift til løbesko og løb/gik op på L'Aut og derfra videre på bjerg/bakkekammen mod toppen Col de Bel (2.436 m) ovenfor Val di Fassa. Løbeturen gik over græsbakker og efter 15-20 minutter nåede jeg Col de Bel. Udsigten herfra var endnu bedre: Rosengarten, Plattkofel, Sella og Marmolada. Desværre løb kameraet tør for billeder, så der blev desværre taget alt for få af dem. Jeg løb tilbage til passet, hvor de fleste efterhånden var ved at være oppe.

Herefter gik det i samlet flok igen op på L'Aut. Tilbage i passet var der trampolinspring i sikkerhedsnettet under en af liftstationerne. Der ventede nu ca. 1.000 højdemeter ned til Canazei. Vi splittede gruppen op. 4 af Slovenerne tog en vandresti ned, mens vi andre tog den lettere grusvej - troede vi. Først skulle vi dog ned forbi refugierne i Ciampac. Det første stykke ned fra passet var meget stejlt og lige på grænsen til at være kørbart. Herefter fladede det heldigvis lidt ud, så det gik i fuld fart ad singletracks henover græsmarker. Velfortjent frokost på et af refugierne, hvor vi kunne se de 4 andre køre på bjergkammen ovenfor Ciampac dalen, og herefter var det "bare" ned i dalen. Nedkørslen var naturligvis meget stejl - og der var naturligvis masser af løse sten og løst grus. Jeg styrtede efter få hundrede meter og de andre var heller ikke begejstrede. Vi droppede grusvejen og kørte på slalompisten i stedet. Der var bedre greb i græsset, men slalompisten var en sort alpinløjpe, så den blev hurtigt fejl stejl. Til alt held fandt vi en vandresti, der så mindre stejl ud. Vi fulgte den ned, og den var ganske rigtigt bedre. Eneste problem var en lille punktering, samt det faktum at vandrestien ikke gik hele vejen ned i dalen. 200-300 højdemeter over dalbunden sluttede vandrestien og så var det grusvej igen. Denne gang heldigvis lidt mindre stejl men stadig samme usle, løse grus; slidede ned med rø*** lige over baghjulet og en fod på jorden. Vi overlevede turen ned uden flere styrt, men lidt spild af højdemeter ikke at kunne køre fuld fart nedad. Vi kom ud i landsbyen Alba og herefter var der kun et par flade km ned langs floden tilbage til campingpladsen. Rolig aften med grillmad - og udsigt til det vildeste tordenvejr jeg nogensinde har sent langt borte mod vest. Vi slap heldigvis selv med blot et par regnbyger og enkelte tordenskrald i løbet af natten, men dagen efter hørte vi, at der havde været oversvømmelser i Innsbruck.

Søndag 18. juli

Det begyndte som nævnt at regne og tordne i løbet af natten og næste morgen småregnede det og var koldt og overskyet. Vi havde snakket om en lille MTB tur om formiddagen, men i dette vejr var der ikke rigtig nogen, der havde motivation - eller krudt i benene til det. Vi gik i stedet en tur ind til torvet i Canazei, hvor starten på Skyrace skulle gå. Løbet var også ramt af det dårlige vejr, så efter at have udskudt starten et par gange traf de beslutning om af sikkerhedsgrunde at afkorte ruten. Det trak dog stadig noget i benene for at løbe med, da starten blev skudt i gang og de 600-700 løbere startede ud på turen op ad bjerget.

Ved middagstid besluttede jeg sammen med Maylinn, at vejret var godt nok til via ferrata, så vi sagde farvel til slovenerne og kørte mod Via Ferrata Brigadentina. En rute der i min klatrebog blev beskrevet som "a very good route on very good rock ... only problem is its popularity". Vi satsede på, at det dårlige vejr betød, at der ikke var alt for mange mennesker. Der var kun 20-25 km over til rutens start, men i Dolomitterne tager sådan noget let 45 min, da vi skulle over både Passo Sella og Passo Gardena, og der var proppet med biler, motorcykler og cyklister, der kørte Sella Ronda. Ruten var på 700 højdemeter, heraf 500 via ferrata og startede med fin udsigt ned til Corvara. Fra p-pladsen var der blot 5 minutter til det første via ferrata stykke, en lille væg, der ikke tog mere end 10-15 minutter af klatre. Herefter fulgte endnu 15 min på vandresti, inden ruten startede for alvor for foden af et vandfald.

Ruten var herefter stort set uafbrudt kablet de næste knap 500 højdemeter. Ruten var, som beskrevet i guidebogen, fin. God klippe, god sikring, fin sværhed og let at klatre uden anvendelse af kablet til andet end sikring. Flere steder virkede klippen nærmest designet til klatring. Gråvejret havde bidt sig fast, så udsigten var desværre ikke helt så fin, som vi havde håbet, men på den positive side, så var der som håbet kan enkelte andre smågrupper på væggen. Ruten sluttede ved en lille hængebro kort under toppen af Torre Exner - lidt surt at den ikke gik de sidste 20-25 højdemeter derop, så man havde fået den med på visitkortet. Fra broen var der 10-15 minutters gang til Rif. Cavazza al Pisciadu (2.585 m). Fra rifugiet var der en fin udsigt over søen Lago Pisciadu til stenørkenen længere inde i Sella massivet.

Vi fik en cola og holdt en kort pause inden turen tilbage til p-pladsen. Turen ned gik gennem Val Setus. En stejl slugt, der i modsætning til den gode klippe, som vi klatrede op, bestod af elendig eroderet klippe. Den første del var heldigvis sikret med kabler de værste steder, men længere nede var der ingen sikring og i stedet stod den på løst grus og scree. Vi fandt et par enkelte snefaner, hvor man kunne stå på "sommerski" - et lille styrt her kostede dog en mobiltelefon, da en cola gik i smadder i rygsækken. Nå, hvor der handles, der spildes. Tilbage ved p-pladsen efter 6 timer. En fin VF tur! Pizza i Canazei og aftenen.

Mandag 19. juli

Pakkede lejren sammen og kørte til Cortina di Ampezzo, 59 km som tog 1:45 ... ved at være træt af bjergkørsel. Det var stadig gråvejr i Canazei, men Cortina stod den på solskin og varme. Vi fik fyldt bilen op med mad og tjekkede ind på campingpladsen i Fiames et par km nord for Cortina. Emma og Maylinn ville have en rolig dag, mens jeg havde krudt i benene. Jeg kiggede lidt på kortene over området, og valget faldt på Col Rosa (2.166 m). MTB rundt om bjerget og herefter 400 højdemeter op til Passo Posporcora (1.720 m). Herfra via ferrata til toppen. Samme vej retur. Udsigten på turen var fænomenal. Jeg havde ventet noget a'la Canazei, men dette var helt anderledes. Det mindede mere om USA med bjerge, granskov og dybe canyons - og så krydret med lyseblå vandløb. Det lykkedes at cykle det meste af vej op til passet, hvor jeg skiftede til multisportssko.

Løb/gik de sidste stykke op til bjergvæggen og startede ud på "via ferrata Ettore Bovero". Ruten var gradueret 3B ud af 5C i min bog, men den virkede sværede. I modsætning til ruten dagen før, der også var 3B, måtte jeg flere steder på denne rute bruge kablet til hjælp og til at hive mig op. Spekulerede lidt på, hvordan det ville blive at kravle ned igen den vej - hmmm, nå, den tid den sorg. Ruten havde kun 200 m via ferrata og var derfor desværre hurtigt overstået. Stod således på toppen efter blot 2 timer - halv tid i forhold til guidebogen. Go light - go fast! Jeg mødte et par italienere på toppen og fik en lang snak med dem, mens vi nød udsigten mod Fanes Nationalparken, Cristallo og ned mod Cortina. Fik også udforsket hulerne under toppen. Bjergtoppen var gennemhullet som en ost, igen souvenirs fra første verdenskrig.

Turen ned gik heldigvis fint, og faktisk var det ikke specielt svært at bruge kablerne til en slags rapelling. Herefter var det en stor fornøjelse at kunne springe på MTB'en i stedet for at skulle vade ned fra bjerget. Jeg gjorde et kort stop ved Cascade Falcade. Et stort vandfald beliggende i en imponerende kløft. To korte via ferrata ruter gik rundt i kløften og ind bagom vandfaldet! Træt og tidligt i seng.

Tirsdag 20. juli

Vi stod tidligt op og drog afsted mod "via ferrata Guiseppe Lipella", en lang og svær (4C) via ferrata rute til toppen af Tofana di Rozes (3.225 m). Der var lidt bøvl med at finde vejen op til Rif. A. Dibona (2.077), men heldigvis viste det sig muligt at køre i bilen hele vejen derop. På turistbureauet havde vi fået at vide, at vejen var spærret, hvilket ville betyde 400 kedelige højdemeter op gennem skoven.

Startede ud på ruten kl. 8.15 i solskin og stort set skyfri forhold. Det første lille stykke gik gennem bjergfyr indtil vi kom over skovgrænsen og gik op til foden af den imponerende nordvæg på Tofana. Vi, og flere andre grupper af vandrere og klatrere, fulgte foden af bjerget rundt og beundrede "de rigtige" klatrere, der tog den direkte vej mod toppen. Nåede starten på ruten efter en lille times vandring. Ruten startede med at par trapper, der førte op forbi flere bygninger og gamle stiger fra første verdenskrig. Herefter fulgte et langt stykke gennem en tunnel, ligeledes fra krigen. Vi tændte for pandelamperne og gik opad - hurtigt med en viden om at italienske soldater under første verdenskrig næppe var knap 190 cm høje ... Tunnelerne blev ved og ved, kun afbrudt af enkelte vinduer og sidekamre, og vi tilbagelagde ikke mindre end 200 højdemeter inde i bjerget! Da vi kom ud fulgte et lille stykke via ferrata hen ad bjergvæggen og ned på en bred hylde på bjergvæggen.

Vi fulgte hylden til det første rigtige stykke via ferrata, der kravlede op af bjergets vestside. Ruten skiftede nu mellem korte og stejle via ferrata stykker op ad bjerget afbrudt af flade sektioner på smalle hylder på langs af bjergvæggen. Hvor hylderne var smallest, var de heldigvis sikret, men var de over 1 m brede, havde dem der lavede ruten ikke fundet behov for sikring. På et tidspunkt kiggede vi tværs over en kløft og konkluderede, at hylden på modsatte side da vist var så smal, at det kun var bjerggeder, der gik der. 10 minutter senere gik vi der også... Godt man ikke er alt for højdeskræk. Udsigten var imponerende og meget mere vild end i den vestlige del af Dolomitterne. Alt dette krydret med rester fra første verdenskrig. Passet nedenfor bjerget var gennemskåret af skyttegrave og i mange af bjergene kunne man se udhuggede huler og vinduer. På den ene side bindegalt og på den anden side fascinerende at det kunne lade sig gøre at bygge det.

Maylinn gik fra ved 2.700 højdemeter og fulgte en lille gruppe ned via en lettere rute. Jeg fortsatte mod toppen med Emma. Vejret var begyndt at blive ringere, så vi satte tempoet lidt op. Ruten gik nu skråt op over, hvad der mest af alt mindede om et enormt amfi-teater. Bjerget var formet som en halvcirkel og hylderne lå så tæt at det mindede om tilskuerrækken. Vi nåede gennem via ferrata ruten, smed det mest af grejet og gik det sidste stykke til toppen. Nåede op ved 16 tiden, lige i tide til at få skudt et par billeder, inden skyerne lukkede helt til og der intet var at se.

Turen gik nu hurtigt ned - men ikke hurtigt nok. Mens vi samlede det smidte udstyr op lød det første tordenbrag, jeg så de første lyn og det begyndte at småregne. Ikke helt optimalt at befinde sig i 3.000 meter i de forhold. Vi skyndte op ned, så hurtigt det nu er muligt på en bjergskråning med løse sten og små klippevægge, der skal kravles nedad, mens regnen tog til. Først da vi nåede de lukkede Rif. Giussani, vurderede vi, at vi var i sikkerhed. Resten af turen ned gik på en fin vandresti og efterhånden som vi kom nedad blev vejret bedre og bedre, så vi sluttede af i solskin. Turen ned blev klaret på blot 2 timer, og i alt var vi 9.15 om hele ruten. Just another day at the office. Maylinn ventede på Rif. Dibona, hvor vi gjorde hende selskab med en cola, inden turen gik tilbage ned i dalen.

Onsdag 21. juli

"Hviledag". Maylinn og Emma ville klatre, mens jeg havde udset mig en ca. 45 km rundtur i Fanes-Prags-Senes nationalparken med 1.500 meter stigning. Jeg startede ud ved 9 tiden. Det var solskin og stort set skyfrit og så ud til at blive en fin dag. De første par km gik på et gammelt jernbanespor og var derfor stort set flade. Fin udsigt tværs over dalen mod Col Rosa, som jeg var oppe på to dage tidligere. Den sidste del af jernbanestrækningen inkluderede en tunnel samt en bro over endnu en dyb kløft. Herefter fulgte en kort strækning på grusvej og småstier gennem skov, inden der fulgte en lang og hård stigning på asfalt på 300 højdemeter op til det første af 5 refugier; Malga Ra Stua (1.609 m). Morgenens kølighed var nu væk og det var blevet stegende varmt. Flere steder på turen op gennem dalen til refugiet var der mindeplader og monumenter for faldne fra første verdenskrig, som var omkommet i laviner i 1916.

Næste strækning gik og gennem Val Souro og Val Salate. Græsenge med køer blev afløst af bjergfyr mens det gradvist blev mere stejlt og gradvist blev mere varmt og hårdt. Og vind var der selvfølgelig ingen af. Underlaget var, igen igen, løse sten og grus, så igen var der strækninger, hvor jeg ikke kunne cykle. Jeg nåede toppen af Val Salata og Refugie nr. 2, Rif. Sennes (2.120 m) efter knap 2 timer. Hviledag, ha, men nu var jeg i det mindste på den første af dagens 2 toppunkter og dermed ca. havvejs. Holdt en kort fotopause og kørte derefter det korte stykke ned til Rif. Fodora Vedla (1.980 m).

Herefter gik det videre ned til Rif. Pederu (1.540 m). De knap 400 højdemeter ned til Rif. Pederu bød på en særdeles stejl nedkørsel, hvor underlaget for en gangs skyld var til at køre på. Specielt den sidste halvdel ned var ekstrem. Vejen nærmest klæbede sig til klippesiden og var flere steder hugget ind i klippen. På de mest stejle stykker var der støbt med beton for at undgå erosion. Holdt en kort pause kort efter Rif. Pederu og samlede kræfter til den sidste "lille" stigning på blot 600 højdemeter på til Passo Limes (2.174 m).

Dagens anden stigning startede stejlt og varmt, men heldigvis på god grusvej, så i laveste gear klatrede jeg opad, mens jeg nød udsigten. Efter ca. 250 højdemeter fladede det heldigvis lidt ud og jeg kunne samle lidt kræfter, mens jeg passerede den næsten udstørrede sø Lago Piciodel. Efter søen gik det stejlt opad igen til Rif. Fanes (2.060 m). Jeg havde egentlig tænlt mig at køre ned i lejren og spise, men benene var trætte og tunge og maven var tom, så det blev til pasta og cola for at lade batterierne op.

Vejret var desværre begyndt at blive værre og da jeg gjorde klar til at køre fra refugiet, begyndte det at regne. Jeg ventede 5-10 minutter til det stilnede af og kørte derefter det sidste stykke op til Passo Limes. Regnen satte nu ind igen, og der lød enkelte tordenskrald. Jeg skiftede til superundertrøje og vindtæt overdel og forberedte mig på en længe ventet nedkørsel gennem Val de Fanes. Men ak, underlaget var igen mange steder løse sten og løst grus - og det blev absolut ikke bedre af, at de største sten blev våde. Det lykkedes at blive på cyklen hele vejen ned, men en stor del af vejen var det med støtteben ude og med bremserne i bund. Spild af god nedkørsel. Ca. halvvejs nede blev det heldigvis noget bedre, men så blev det fyldt med turister, som igen gjorde at man ikke kunne give fuld gas. Tilbage igen ved 14 tiden efter lidt over 5 timer. Fin hviledag... Slappede af resten af dagen. Grill på bredden af floden om aftenen.

Torsdag 22. juli

Emma og jeg stod op kl. 5:30. Dagens mål var Punta Anna (2.731 m) og måske Tofana di Mezzo (3.244 m). Vejret var blevet dårligt de sidste par eftermiddage, så vi vurderede, at det var bedst at komme afsted så tidligt som muligt. Maylinn valgte at stå over og ville køre MTB i stedet. Vi spiste en hurtig omgang morgenmad og kørte mod Rif. Dibona. Der var ingen trafik, så vi kom hurtigt frem til p-pladsen ved refugiet. Vejret var, som de sidste mange morgener, stort set skyfrit, men det var fortsat småkøligt. Dagen startede med 30 minutters gang op til Rif. Pomedes. På vejen så vi flere grupper af bjerggeder. Først tre stykker kort efter p-pladsen, som var fuldstændig ligeglade med os, og senere på ruten yderligere to grupper, der dog stak af ned gennem af slugt.

Solen fik hurtigt mere magt, så efter en kort pause ved Rif. Pomedes, var der dømt shorts og t-shirt. Jeg snakkede med hytteværten på refugiet. Beskeden lød torden ved 15-16 tiden, men ok indtil da. Da passede med, at vi kunne nå hele ruten, perfekt. Vi gik det sidste stykke op til starten på via ferrata ruten og efter lidt ventetid på at en gruppe med guide før os kom afsted, var vi klar kl. 8.15. Ruten var en af de sværeste i guidebogen (5C), og der var udfordringer helt fra starten. Jeg havde dog egentlig forventet, at den ville være endnu sværere, for 95% kunne klatres uden af anvende kablet til andet end sikring. Efter et stykke skiftede karakter og gik nu i højere grad på selve bjergkammen med et par 100 meters fald til begge sider. Jeg havde dog forventet, at bjergkammen ville være endnu mere smal. Udsigten var imponerende og der var skyfrit helt over mod Marmolada mange km væk - allerede ved 8 tiden var de første skyer dog begyndte at samle sig omkring Tofana di Rozes og Tofana di Mezzo - og kl. 9 var hele vestsiden af Tofana di Mezzo skjult i skyer. Pis!

Vi havde fået at vide, at liften op til Pomedes ikke kørte - men den startede kl. 8.30, så efterhånden som vi kom højere op, kunne vi se mange klatrere starte på ruten længere nede. Med vejrets udvikling var vi dog godt tilfredse med at være startet tidligt. Vi nåede toppen af Punta Anna ved 10 tiden efter af have tilbagelagt 700 højdemeter. Toppen af Tofana di Mezzo var nu stort set skjult i skyer. Vi overvejede situationen og snakkede med guiden fra gruppen foran os. Hans melding var: "dangerous today". Selv om ruten videre så meget tillokkende ud, valgte vi at være fornuftige og satte kursen ned mod Rif. Dibona. Der skete selvfølgelig intet den dag bortset fra et enkelt tordenbulder kl. 16 - så meget for at opføre sig fornuftigt og ansvarligt. Men hva, bjerget er der vel også næste gang.

Turen ned var det første stykke fortsat sikret med kabler og fulgte en smal hylde på bjergvæggen. Herefter ventede 300-400 højdemeter ned gennem scree, som blev tilbagelagt på under 15 minutter. Effektivt! Herefter fulgte et par km på sti/grusvej tilbage til p-pladsen og Rif. Dibona. Vi var nede ved 12 tiden. Punta Anna var en rigtig fin rute, men det føltes sgu lidt tomt at have gået ned halvvejs. Fik en omgang pasta og cola på refugiet og kørte ned til campingpladsen, hvor vi lige fik sneget os ind, inden bommen ved indgangen middagslukkede. Resten af dagen stod på afslapning.

Fredag 23. juli

Sidste dag i Cortina. Vi pakkede lejren sammen og var klar til afgang lidt over otte. Vejret var ok, men der var allerede flere skyer end de forgående dage og en del af 3.000 meter toppene var allerede skjult i skyer. Vi besluttede dog at køre mod Rio. Gere liftstationen, hvorfra det var muligt at tage liften stort set til toppen af Monte Cristallo. Planen var at klatre den første og eftersigende mest spændende del af Via Ferrata Ivano Dibona. Første stræk gik med en moderne stolelift, mens anden del gik med en ældgammel lift, hvor der var plads til to personer stående i blik tønder. Det virkede ikke videre sikkert - og det gik bestemt ikke hurtigt. Der var dog en fin udsigt over skiområdet og ned mod Cortina.

Via ferrata ruten startede umiddelbart efter vi var kommet ud fra liften ved Rif. Lorenzo. Ruten var gradueret 2B, så vi tog klatreudstyret på. Der var dog en del, der gik uden, og ruten virkede da også mange steder lettere end gradueringen, og kun på de mest udsatte pasager, anvendte vi sikring. Første stop på ruten var ved den længste hængebro i Dolomitterne, en bro der også optræder i filmklassikeren Cliffhanger med Sylvester Stallone! Efter broen fulgte en fin tur langs bjergkammen til toppen Cristallino (3.008 m).

Her var det tid til en kort frokostpause samt tid til at tage en lang række billeder. Der var mange folk på ruten, sandsynligvis fordi man kunne tage liften helt op til startstedet, så der var til tider tæt trafik på ruten. På tilbagevejen blev der tid til endnu et par Stallone billeder på hængebroen. Der kom fortsat folk op med liften, men da vi tog den ned, var bjergtoppen efterhånden helt skjult i skyer og vejret blev gradvist ringere og ringere.

Vi sprang i bilen og kørte mod Linz i Østrig. Første stræk på gik langsomt på landevej ud fra Dolomitterne og herefter gennem utallige landsbyer i Italien og Østrig. I Spittal ramte vi endelig motorvej. Efterhånden som vi kørte ned fra bjergene, kørte temperaturen op, og omkring Spittal røg den et stykke forbi de 30 grader. På vej gennem Tauern bjergene begyndte det, selvfølgelig, at regne. Og mellem Salzburg og Linz skiftede det til kraftig regn og torden. Meget god timing at komme afsted fra bjergene. Vi havde valgt at køre til Linz, da der skulle være "Pflasterspektakel", den største gadefestival i Europa. I Linz var det også tung regn og kraftige vindstød - hvilket vist var kommet bag på langt de fleste tilskuere. Vi var forbi banegården, fik adressen på et hostel, checkede ind, tog et bad, og tog en sporvogn tilbage til centrum. Her stod den på wienerschnitzel (vi var jo i Østrig) og øl. Det blev også til lidt "Spektakel", men uvejret havde vist lagt en dæmper på de fleste happenings.

Lørdag 24. juli

Det var stadig regnvejr næste formiddag, men vi tog ind til centrum for at se lidt "Spektakel", dvs. vi havde set forkert i tidsplanen for programmet startede først kl. 14, så der var en del tid, der skulle fordrives først. Dette omfattede bl.a. noget kebab samt en god underholdningsværdi i at se to personer bruge en evighed på mest ineffektivt at få pakket en torvesalgsbod ned i pis-regnvejr. Kl. 14 gik vi rundt for at se noget af underholdningen. I dagens, eller dvs. regnens, anledning var underholdningen flyttet indenfor, så vi var rundt i diverse baggårde og indkøbscentre. Vi lagde ud med et par tyske kunstnere, der sad inden i bolde og sagde lyde ... ingen kommentarer. De blev erstattet af Miss California, en selvglad dame, der ikke var videre underholdende. Så var der straks mere format over en spansk klovn/tryllekunstner. Vejret blev gradvist bedre og mere tørt, så nogle af aktiviteterne rykkede udenfor. Var forbi et par jonglører og nogle gøglere, der dog heller ikke imponerede. Dagens klart bedste indslag var en tysker, der spillede på "hang", en instrument der nærmest lignede to grydelåg sat sammen: http://www.youtube.com/watch?v=17ojj7tgrqw

Ved 17 tiden kørte vi fra Linz mod Passau. Turen gik langs Donau, der dog i dag hverken var "schön" eller "blau", men must bare mudret brun. På den positive side, så blev det tørvejr, da vi rullede ind i Tyskland. Her mødtes vi med Vanessa, en tysker Emma kendte fra dengang hun studerede i Passau. Vi fulgte med Vanessa til en landsby ved Donau vest for Passau. Her var der EM i wake-board, tysk mesterskab i wake-surfing og EM i Hydro-foil. Vi nåede lige præmieoverrækkelsen, hvor Vanessa fik bronze, ud af tre deltagere. Spiste på en restaurent i nærheden og ventede derefter på, at der skule være night-show. Først var der dog surferfest - i Centraleuropa - lidt surrealistisk oplevelse. Ved 11 tiden gik showet igang. To kraner med stærke projektører lyste hele Donau op, og de bedste fra eftermiddagens konkurrencer fik chancen for at vise tricks. Ganske imponerende meget af det, specielt wake-boarderne. Hydrofoil var bindegalt. Siddende fastspændt på en stol ovenpå et brædt monteret med en 1 m høj køl surfede de rundt 1 m over vandet og lavede spring på op til 4 meter over vandet.

Søndag 25. juli

Formiddagen blev brugt på at sejle kajak på floden Ils, den mindste af de tre floden, der løber sammen ved Passua. Vandstanden var 2 meter over normalt, så det var muligt at sejle op ad Ils floden, noget der sjældent er muligt. Vanessa var medlem af den lokale kajakklub og vi fik lov til at sejle med på deres sønsdagstur. Der var ganske meget strøm i floden, så flere steder kom noget af lærdommen fra Slovenien til god nytte, specielt når der skulle krydses side i floden, eller et sidevandløb skulle passeres. Efter et par km var vandstanden for lav til at komme videre, så det gik tilbage medstrøms. Hvad der havde taget 40 minutter at sejle op, tog nu kun ca. 15 at sejle ned. Jeg havde fået ondt i ryggen og valgte at stoppe, mens Emma og de øvrige fra klubben fortsatte ned ad Ils og krydsede Donau. Jeg skiftede til løbesko og løb en varm tur på en halv time op langs Ils floden.

Om eftermiddagen kørte vi til en bro over floden Isar ved Prattling. Byggeriet af broen havde skabt en kunstig bølge, og pga. den ekstreme vandstand, havde det lokket surfere til fra store dele af Sydtyskland. Igen en noget surrealistisk oplevelse at se surfere på en flod i Sydtyskland. Jeg havde ingen intention om at kaste mig i bølgerne, så vi nøjes med at være imponerede over Vanessa og hendes kæreste Chris (med brækket finger) når de stod på brædtet, og rystede på hovedet, når de blev revet med strømmen ned ad floden. Surfing var vist egentlig forbudt på floden, og politiet dukkede da også op, men de gad vist ikke rigtig gribe ind, og nøjedes med at ryge et par smøger inden de kørte igen.

Mandag 26. juli

Formiddagen blev brugt på sightseeing rundt i Passau, herunder centrum, domkirken og Ortspitze, hvor tre floder flyder sammen. Normalt skulle det være fascinerende at se blå Inn, sorte Donau og brune Ils, men i dag var de alle sammen brune pga. den megen regn dagene før. Frokost på en cafe i centrum. Om eftermiddagen valgte Emma og Maylinn at tage i badeland, mens jeg tog en sidste tur på MTB'en. Jeg havde fået fingrene i et ridekort over området omkring Passu, og der var nogle store skovområder syd for byen. Jeg lavede en MTBO-bane og kørte afsted. Skoven bød på store bakker og grusveje, men det lykkedes mig dog også at finde et par downhill spor og enkelte singletracks. Noget af tiden gik med at køre på småveje mellem de forskellige skovklatter og her var der god udsigt over fint, kuperet Sydtysk landskab.

Tirsdag 27. juli

Vi stod tidligt op og gik direkte i bilen for at køre mod Danmark. Der var ikke specielt meget trafik, så det gik rimelig glidende nordpå. Der var ikke de lange pauser, da vi helst skulle ramme en færge i Rostock. Dette lykkedes med en god margin på 10 minutter. Vejret var gradvist blevet bedre, mens vi kørte nordpå, og på færgeturen sad vi meget af tiden på dækket og svedte. Der var fuldstændig havblik, ikke en bølge og ikke en vindmølle, der kørte. I Gedser blev der lige tid til et sidste besøg på stranden, inden der gik mod København.

Og det var så det. 3 gode uger i Alperne. Både Slovenien og Dolomitterne får sikkert besøg igen.