Årets lange sommerferie gik til USA; et roadtrip gennem Californien, Oregon og Washington med vægt på bjerg/vulkanbestigning sammen med Jeppe Rølmer fra arbejde. Ferien lå ret tidligt, da det var den eneste mulighed for at få kalendrene til at at passe. Fordelen ved dette var, at der ikke var særligt mange turister, mens ulempen på den anden side var, at der fortsat var sne, og nogle steder ret meget sne, således at en del områder og aktiviteter endnu ikke var tilgængelige.

Day 1, 25.maj, DK -> USA

Jeg stod op kl. lidt over 4 og havde heldigvis fået Anders til at køre mig i lufthavnen. Turen til Paris var begivehedsløs, mens der i Paris ventede det helt store security kaos, således at vi kom meget sent frem til flyet. Vi var dog ikke de eneste, så afrejse blev udskudt i en time. Vi var heldige at blive placeret på 1. sal i jumboen, hvor der var lidt bedre benplads, hvilket gjorde turen lidt mere udholdelig. Alligevel var det en lang og halvkedelig tur med filmen Gran Torino som største lyspunkt. Det var skyet det meste af vejen, så udsigt var der ikke meget af, kun ved Island stak et par nunatakken op genem isen. De sidste par timer var vejret bedre, og der var udsigt til de enorme kunstvandingsanlæg i Idaho og det østlige Oregon, samt fin udsigt til vulkanerne Rainier, Hood og Sisters samt ikke mindst Mt. Shasta, som vi passerede i 30-40 km's afstand. Ankomst i San Francisco ved middagstid, security check og herefter frit valg på næsten alle hylder mht. valg af lejebil. Vi valgte en Pontiac G6 ud fra devicen om, at når man er i USA, skal man køre i amerikansk bil, og desuden var det om at benytte sig af muligheden for at kunne køre en Pontiac, for de er måske snart en saga blot. GM gik i hvert tilfælde i betalingsstandsning 2 uger senere. Vi kørte en runde ind mod centrum og ledte efter et motel, men endte på et Travelodge tilbage i nærheden af lufthavnen.

Eftermiddagen og aftenen blev brugt i San Francisco. Første stop var Golden Gate broen (hvortil vi på vejen passerede 7 forskellige kirker indenfor mindre end 2 km). Broen er et imponerende bygværk og vartegn, men virkede mindre end jeg havde forestillet mig. Måske fordi man sammenligner med Storebæltsbroen. Vi gik halvvejs over broen og nød udsigten ind mod San Franciscos skyline samt vind- og kite-surferce, der jagede turistbåde nedenfor broen. Vejret var desværre ret skyet, så udsigten var ikke helt optimal, men på den anden side, så sker det vist sjældent i SF. Fra broen gik det til centrum af SF og kaj-anlæggene. Sidstnævnte var et turistcirkus(helvede) med karuseller, is- og souvenierboder, gøglere, breakdancere og hestevogne. Det var Memorial Day, hvilket nok gav en ekstra bunke turister og der var et bredt (helt bogstaveligt!) udsnit at USA's befolkning. En af de mere sobre attraktioner, som jeg gerne ville se, var Pier 39, hvor der er en koloni af søløver. Specielt hannerne var underholdende. Ret fascinerende at have dette i centrum af en storby. Pizza i Northbend (Little Italy) og herefter en tur op til Telegraph Hill/Pioneer Park, hvorfra der var udsigt til det meste af SF's skyline samt SF Bay. Stedet var desuden som taget ud af en amerikansk high school film, med amerikanske teenagere, der smugdrak alkohol i deres biler med udsigt over byen. Kørte forbi central square/union square med byens Town Hall samt øvrige officielle bygninger.

Byen var mange steder ret grim/forfalden i forhold til, hvad jeg havde ventet, ligesom byens centrum ikke var på højde med, hvad vi senere så i Seattle. De enormt stejle gader er dog imponerende og fuldstændig, som jeg havde forestillet mig. På de mest stejle af gaderne var parkering kun tiladt vinkelret på vejbanen. Godt brugte tilbage ved motellet ved 21 tiden - svarende til kl. 6 om morgenen i Danmark.

Day 2, 26. maj, San Francisco -> Yosemite

Vi stod tidligt op og havde fornøjelsen af tæt trafik ud af San Francisco via spaghetti-agtige motorveje og en 2-etagers bro over Treasure Island og videre til den østlige side af San Francisco Bay. Dagens første stop var indkøb i Berkeley af mad og udstyr. Glem alt om klassisk universitet (vi fandt det i hvert tilfælde ikke), og velkommen til mexicanere, der ventede på chancen for en dags arbejde i landbrugene rundt om byen, samt velkommen til km efter km med klassisk amerikansk strip-mall. Fra Berkely videre mod sydøst mod Central Valley. Temperaturen steg hurtigt, da vi kom på afstand af bugten, og nåede hurtigt op på 85-90 oF. Allerede i SF var terrænet knastørt og beplantningen brun og afsveden - og dette blev kun mere udpræget, da vi kørte over Coastal Range (der på dette sted primært bestod af tørre, græsklædte bakker med forældede vindmøller på bakkekammene) og ned i den flade Central Valley. Da vi kom nærmere San Joaquin floden, hvor der var mulighed for kunstvanding, var der tæt med landbrug. Flere steder sågar med rismarker - hvilket måske er med til at forklare, hvorfor Californien har problemer med vandressourcerne. Ved Merced forlod vi interstate vejene og kørte ud på de mindre lokale veje. Terrænet skiftede nu hurtigt fra kunstvandede marker, tørre marker, små græsklædte bakker/foothils, de første "rock outcroppings", herefter enkeltstående træer og tilsidst mere reel skov. Hele tiden med Sierre Nevada bjergene i baggrunden. Den første (og eneste) større by på vej ind mod Yosemite var Mariposa, der bød på lidt wild west stemning. Efter Mariposa kom vi ind i de rigtige bjerge. Der var dog fortsat meget tørt, indtil vi nåede frem til Merced river, hvor der tydeligvis faldt mere nedbør. De første granitvægge, så typiske for Yosemite, begyndte nu at dukke op. Vi holdt en kort frokost ved El Portal og kørte herefter til Arch Entranche til nationalparken. På vej ind gennem nationalparken mod "valley" kom vi forbi Cascade/Wildcat Falls, Bridalveil Falls (en lidt våd fornøjelse pga. de vandtåger, som vandfaldet blæste op) og endelig El Capitan og Yosemite Falls. Jeg kunne ikke se klatrere på væggen ved El Capitan, hvilket sandsynligvis skyldes, at vejret var for ustabilt, men der var et flot panorama ind gennem dalen mod Half Dome. Vi havde ikke booket overnatning, da vi regnede med at det var til at finde, da vi fortsat var uden for sæsonen. WRONG. Overnatningskapaciteten var fuldstændig underdimensioneret og efter forgæves at have kørt rundt til campingpladserne var vi til sidst tvunget til at betale 100 $ for at overnatte i Curry Village i noget der mest af alt mindede om et telt fra en flygtningelejr. Sidst på eftermiddagen trak det op med regn og torden. Dette var den første af 11 dage i streg, hvor vi så eller hørte tordenvejr. Så meget for sunny California... Vi overvejede at spise i curry village, men lange køer og høje priser fik os overtalt til Trangia aftensmad i stedet. Dette var heller ikke tosset, for det blev krydret med solnedgang over Half Dome.

Day 3, 27. maj, Half Dome

Vi stod op kl. 5 og klargjorde os for turen op til Half Dome. Først skulle vi dog have sikret overnatning til om aftenen. Vi kørte derfor til Camp4 og satte os til at vente, da vi havde fået at vide, at man kunne få overnatning, hvis man var der kl. 6. Det viste sig dog, at dette krævede at man sad i kø indtil kl. 9. Dette havde vi ikke tid til, og vi bad derfor en brasilianer om at prøve at booke plads til os, mens vi tog afsted mod trailhead. Startede ud på de knap 30 km og ca. 1.600 højdemeter kl. 9. Ruten var meget varieret og gik det første stykke på asfalt sti langs Merced River. Herefter fulgte vi John Muir trail stejlt op gennem skoven, med udsigt til Vernall Fall og efterhånden også det meste af dalen. Efter at stykke tid fladede stien ud og udsigten åbnede sig mod Half Dome, Mt. Broderick, Liberty Cap og Nevada Fall. Stien gik nu hen under udhængende, dryppende klipper, inden den krydsede Merced River lige opstrøms Nevada Falls, der væltede ud over klipperne. Herefter gennem flad fyrreskov med duft at vestjydske klitfyr inden det gik op gennem vekslende skov, udbrændte områder, redwoods, væltede udgåede gigant træer mm. Efterhåden som bevoksningen tyndede ud begyndte granitfladerne at komme til syne. Den sidste del af ruten bestod af stejle "switch backs" op på fortoppen til Half Dome, og endelig det sidste stejle stykke op ad selve Half Dome, der var sikret med kabler og trætrin. Der var MANGE mennesker og derfor en del kø det sidste stykke op. Fra toppen var der en imponerende udsigt over "valley" og store dele af Yosemite parken. Det trak desværre op til torden og vi blev derfor nødt til at søge ned fra toppen igen ret hurtigt. Turen ned bød om muligt på endnu mere kø - folk havde tydeligvis ikke specielt meget respekt for tordenvejret og fortsatte med at gå op på toppen. Tilbageturen var ned, ned, ned og gav efterhånden godt ømme knæ. Der var dog masser af jordegern og sorte firben, der kunne underholde. På tilbageturen valgte vi det lidt kortere, men noget stejlere Mist Trail, der gik langs Nevada og Vernal Falls. Nevade Fall var meget imponerende/tordnende fra denne vinkel, men der var ikke meget "mist". Dette kom tilgengæld neden for Vernal Fall. Her var der masser af regn/mist/tåge. Mellem de to vandfald passerede vi desuden Emerald Pool og Silver Apron, et stykke, hvor floden flød på en sliske af hård, poleret granit. Vi var desværre for trætte til rigtig at værdsætte udsigten på denne sidste del af turen. Hele turen tog ca. 8-9 timer. Tilbage ved Camp 4 kunne vi ikke få adgang - tåbeligt system, og vi blev derfor nød til at køre til en campingplads ved Indian Flats 15 miles uden for parken. Eneste fordel ved dette var, at vi så en sort bjørn på vej ud af parken, desværre var den ca. 100 m væk. Fik spist og sat telt op. Kl. 8.45 var det halvmørkt og kl. 9 kulsort.

Day 4, 28. maj, Cathedral Peak, Mono Lake & Bodie

Stod op kl. 6.30 til glimrende vejr; sol og vindstille. Startede dagen med at køre tværs gennem Yosemite mod Tioga Pass. Vi holdt flere foto step og specielt fra Olmsted Point og Tuolemne Meadows var der flot udsigt hhv. ned over "valley" og ud over de højtliggende dele af nationalparken. Vi havde planlagt at bestige Cathedral Peak og startede ud fra Cathedral Lakes trailhead ved Tuolemne Meadows, hvor vi parkede ved siden af et par danskere - det er en lille verden. Inden start skulle vi dog lige have tømt bilen for alt mad og smidt det i bjørnesikrede skabe. Vi fulgte et "use trail" de første par km op langs Budd Creek. Sporet snoede sig langs kanten af vandløbet, der flere steder løb i en flot kløft. Efter et par km forsvandt sporet, men vi fortsatte videre gennem terrænet, der heldigvis var ret åbent.. Flere steder lå der dog store sneflader, der skulle forceres. Vi havde ikke noget specielt godt kortmateriale (læs: vi havde kun et oversigtskort over hele parken) og dette kombineret med, at vejret blev ringere (vi kunne høre torden igen, surprise) gjorde at vi besluttede os til kun at gå op på en nærliggende kam. Det viste sig så, at denne kam førte op til toppen, og at der kun var 200-300 højdemeter og 30-40 minutters gang/scrambling tilbage. Vi valgte dog stadig, fornuftigt, at vende om. Og selv om vi ikke nåede toppen, var den en fin udsigt over den nordlige del af Yosemite fra kammen. Tilbageturen tog ingen tid, da man blot gled ned gennem snefladerne. Det gik nu videre i bil over Tioga Pass og derefter ned fra Sierra Nevada. Terrænet skiftede fuldstændig karakter, fra Yosemites renskurede granitflader til løse metamorfe bjergarter, skree og tallus. Grantræerne blev desuden erstattet af bevoksning der mindede mere om prærien fra Midtvesten. Vi havde et stop ved visitor centret for Mono Lake, hvorfra der var en flot udsigt over søen, eller det, der var tilbage af søen, da vandstanden var faldet med ca. 10 m pga. indvinding af drikkevand til Los Angeles. Næste stop var Bodie, en spøgelsesby, der var forladt i 1940'erne, men hvor der tidligere havde boet 10.000 mennesker.. Jeg havde frygtet en turistfælde, men det var fint arrangeret og ligndede fuldstændig noget fra en westernfilm, hvor tiden var gået i stå. Turen gik nu til Bridgeport Ranger station, der udpegede et område med hot springs for os. Først kunne vi ikke finde de famøse kilder, men i stedet så vi en sort bjørn, der legede med telefonpæle. Bjørnen løb desværre væk, inden vi fik et ordentligt billede. Vi prøvede uden held at genfinde den, men fandt i stedet de varme kilder, hvor der var bad i 40 grader varmt vand med udsigt til Sierra Nevada. Området var ret specielt, og hot springs bassinerne var placeret for enden af 3-4 m høje " rygge" af travertin, hvor det varme vand kom op i midten og løb ned over siderne. Et af turens uplanlagte og overraskende højdepunkter. Dagen blev afsluttet på en USFS campingplads uden for Bridgeport.

.

Day 5, 29. maj, Lake Tahoe & Mt. Tallac

Vi havde slået teltet op lige ved en å, og under morgenmaden så vi både et mule deer og en kyote på den modsatte side af åen. Dagens mål var Lake Tahoe. Første del af turen gik forbi enorme marker, hvor det vrimlede med ungtyre på græs. Ellers var området generelt bare tørt og de småbyer, vi passerede, lignede filmkulisser. Vi havde lidt småproblemer med at finde vej over den sidste bjergkæde fra Nevada og ind til Lake Tahoe. Det lykkedes dog til sidst og vi kunne køre gennem charmerende South Lake Tahoe med alle kasinoerne og wedding kapellerne! Da vi kom tilbage på Californiens siden blev det lidt mere sobert og lignede et typisk dansk sommerhusområde. Jeppe havde lidt problemer med knæet, så jeg blev smidt af ved Mt. Tallac trailhead, mens han kørte ud og fandt noget overnatning. Turen op til Mt. Tallac, 2.967 m og ca. 1 km stigning, gik gennem Desolation Wilderness og startede ud gennem vild skov, for herefter at komme op på en moræneryg med Fallen Leaf Lake på den ene side og Mt. Tallac på den anden. Vejret var som altid om morgenen hamrende varmt med sol og ingen vind. Ruten passerede Floating Island Lake og gik videre op gennem noget det mest af alt mindede om små vandløb dannet af det smeltende sne. Ovenfor Cathedral Lake kom der mere sammenhængende stykker med sne og en længere halvstejl skråning. Ovenfor skråningen troede jeg, at jeg var ved at være oppe, men der var stadig ca. 1/3 endnu. Det sidste stykke gik over en åben skråning, hvor det flere steder var svært at følge stien pga. sne og blokfelter. Jeg havde overvejet at gå tilbage at "SE Chutes ruten", men vurderede snefanerne til at være for stejle. Toppen blev nået efter ca. 2 timer. Flot udsigt over Lake Tahoe og Desolation Wilderness og absolut ingen mennesker, en noget anden oplevelse end Half Dome. Det var, selvfølgelig, blevet overskyet og tordenvejr over Carson Range nærmede sig Mt. Tallac. Jeg blev derfor kun 10-15 min på toppen. Jeg løb/skred ned gennem snefanerne og kom halvvejs ned på ingen tid. Mødte kort efter to teenagere på vej mod toppen i kondisko og t-shirt ... Det sidste stykke tilbage til bilen gik hurtigt gennem skoven og vandløbene. Blev samlet op af Jeppe og kørte forbi Emerald Bay, hvor regnen satte ind. Overnatning i Dills State Park ned mod Lake Tahoe. Brugte eftermiddagen på at se Balancing Rock, som ikke var helt klargjort til sæsonen, samt en mindre gåtur ud til Old Lighthouse, verdens højestbeliggende fyrtårn, der egentlig mere lignede et toilet samt en tur ned til bredden af en kold Lake Tahoe. Herefter afslapning i lejren for første gang på turen.

Day 6, 30. maj, Lake Tahoe -> Lassen Nationalpark

Dette blev turens første rigtige hviledag, hvilket ikke helt var planlagt, men blev påtvungent pga. dårligt vejr (torden igen, surprise) og det faktum at det meste af Lassen National Park fortsat var vinterlukket. Vi stod tidligt op, igen gik til suverænt vejr, og kørte mod Lassen NP, en tur på ca. 3,5 time der det første stykke gik langs Lake Tahoe, men som lige så godt kunne have være Tisvilde, og derefter det meste af vejen gik gennem et landskab, der lige så godt kunne have været Midtsverige med endeløse fyrretræsskove og lave bjerge - kun enkelte steder afløst af flade dale med græs og talrige køer. Den eneste forskel fra Sverige var småbyerne, vi passerede, der var umiskendeligt amerikanske. Største by var Quincy med lidt over 5.000 indbyggere. Ikke ligefrem det mentale billede jeg havde af Californien. Vi var fremme ved Lassen NP ved 11 tiden, netop som tordenskyerne begyndte at rulle ind. Dette satte alle planer om bjergbestigning på stand-by og i stedet fik vi set visitor centret, der var et af turens bedste, samt Sulfur Works, hvor der var enkelte fumaroles og mudpots, men intet der kunne måle sig med Yellowstone. Parkens største termiske område, Bumpass Hell, var fortsat lukket pga. sne. Vi sad og læste i bilen i et par timer, mens det lynede et par km borte. Sidst på eftermiddagen stilnede det af og vi fandt en lille top, Diamond Peak (2.429 m, ca. 120 højdemeter), som vi vadede op på. Turen tog kun en lille time, men der var en fin udsigt over parken og nedturen gik sne var ganske underholdende. Om aftenen blev det ikke overraskende pissekoldt. Vi slog teltet op på en lille campingplads ved siden af visitorcentret, og bortset fra 6-7 andre hold på campingp, havde vi nationalparken for os selv.

Day 7, 31. maj, Lassen Peak

Stod op kl. 5, spiste en kedelig omgang havegrød og kørte til trailhead ved Bumpass Hell, hvorfra vi startede kl. 6.15. De første 2 km gik ad vejen op til P-pladsen ved foden af Lassen Peak. Vejen var ryddet for sne, men fortsat afspærret - typisk overforsigtige amerikanere. Der var sne fra P-pladsen og det meste af vejen til toppen, kun enkelte steder på den sydlige kam, var sneen smeltet og den sædvanlige vandresti snefri. Vi var startet tidligt og sneen var derfor stadig hård og kompakt efter nattens frost, så der var godt fæste og ingen brug fra steigeisen. Vi kom hurtigt op til den sydlige kam og fulgte det normale spor frem til fortoppen, hvor der var placeret en lang række info-tavler. Vejret var generelt rigtig fint med sol og kun svag vind. På kammen var man dog i skygge og mere udsat. Fra fortoppen gik det videre mod den rigtige top, hvor der var en nydelig vejrstation (Lassen Pik!). Vi nåede toppen efter kun ca. 2 timer, og kunne nyde udsigten over parken og Mt. Shasta ca. 80 km længere mod nord. Der var dog en del dis, så udsigten stod ikke helt skarpt. Jeg gik en runde i krateret på toppen, hvor lavarester stak op gennem sneen, inden det gik tilbage. Nedturen var fed og væsentligt hurtigere end opturen. Sneen var tøet op til slush tilstand, og nedturen blev tilbagelangt med en blanding af kæmpe skridt, samt glisading på støvler og bagdel. Vi mødte en del andre primært skiløbere på vejen ned. De var startet et par timer efter os, og måttederfor kæmpe væsentligt mere op gennem den nu markant tungere sne. Det sidste asfaltstykke skulle bare overståes. Vi fik pakket lejren sammen og kørte mod Mt. Shasta. Turen gik ned fra bjergene og ud i Sacramento valley. Beplantningen skiftede igen til tørt, gult græs, californian oak, sten og udtørrede vandløb. Temperaturen steg og steg og rundede hurtigt 30 oC. En pæn kontrast til de 2 m sne i Lassen NP. Ellers var det mest imponerende på turen det enorme Lake Shasta reservoir, der bredte sig ud i de omkringliggende dale over et stort område, samt udsigten mod Mt. Shasta. Vi var forbi Ranger station i Mt. Shasta, købte det sidste grej og tjekkede ind på en camping plads ved Lake Siskiuo. Nåede også et bad i søen med Mt. Shasta som baggrund. Lækkert.
.  

Day 8, 1. juni, Mt. Shasta - del 1

Dagen blev brugt på at forberede turen op på Mt. Shasta (4.317 m og 7.282 højdefeet) - og bestod derfor primært af restitution. Vi brugte formiddagen i byen på indkøb, i-net og det sidste info fra Ranger station, inden vi ved frokosttid kørte op til trailhead ved Bunny Flats. Vejret var småskyet, men ingen torden eller regn for en gangs skyld. Op ad eftermiddagen blev vejret bare bedre og bedre og udsigten var superb. Fra P-pladsen var der desuden mulighed for at se det meste af ruten op til Helens Lake og videre forbi "The heart" og "Red Banls". Afslapning med læsning og lidt søvn, nå ja, og så nåede vi lige at redde en fordrukken/forrøget/forvirret kvinde, der var faret vild i skoven... ca. 200 m fra P-pladsen... Stort måltid mad kl. 8 og herefter et par timers hvile/søvn.

Day 9, 2. juni, Mt. Shasta - del 2

Stod op kl. 23 og var klar til afgang et kvarter senere. Nåede et sidste besøg på toilettet, i håb om ikke slippe for at skulle anvende de udleverede poser med kattegrus (der er "carry your shit out" politik på Mt. Shasta!). Den normale procedure for at bestige Shasta er at gå fra P-pladsen i 6.950 feet til Helens Lake i 10.445 feet, tage en overnatning her, og så ellers gå på toppen næste morgen. Vi gad ikke slæbe telt og soveposer op, og havde valgt at tage toppen i one shot, selv om det betød 7.500 feet stigning. P-pladsen småsummede af liv og flere grupper gjorde sig klar til afgang, så vi var tydeligvis ikke de eneste med denne strategi. Vi nåede Horse Camp (7.900 feet) efter en lille time og fyldte flasker op med vand, da dette var sidste sted med rindende vand. Vi fulgtes derfra med to amerikanere, der gav indtryk af at være vældig rutinerede. De mente samtidig at alt denne nat var "awesome". Rutinen stak dog ikke videre dybt, og de faldt dog hurtigt fra, da det begyndte at gå op ad. Vi så dem ikke igen på vej ned, så det var måske ikke så awesome alligevel. Vi kom hurtigt over skovgrænsen og ud på de åbne sneflader. Vejret var ok, med halvmåne og efterhånden helt stjerneklart. Rutefinding var ret enkelt, bare op gennem Avalanche Gulch med Casaval Ridge på venstre side og Sergents Ridge på højre. Sneen var i starten fortsat blød, og man sank flere steder i, hvilket gjorde det lidt halvtungt. Kort fra søen nåede vi dog så højt op, at sneen frøs og vi kunne gå ovenpå. Terrænet var ikke specielt stejlt, måske 20-30 grader, så vi lod steigeisen blive i rygsækken. Vi fulgte et par skispor fra dagen før, og kom op ved Helen Lake lige ved toilettet, hvor flere af de overnattende var ved at klargøre sig til deres start. Kl. var kun 3.30 og vi var allerede halvvejs, i hvert tilfælde i højdemeter, og havde en følelse af, at det gik rigtig godt. Efter søen fulgte turens (mentalt) længste stykke forbi "the heart" op til "red banks". Sneen blev gradvis stejlere og omkring 12.000 feet tog vi steigeisen på. Der var livlig aktivitet ved Helen Lake, men vi kunne kun se to lamper foran. Når vi så tilbage og ned, var der imidlertid i hel perlekæde af små lys. Disse forsvandt dog efterhånden, da det dels begyndte at blive lyst, men primært fordi det blev mere og mere tåget. Sigten faldt til 50 m og orienteringen blev sværere, selv om det gryede, da vi passerede "the heart". Der var dog heldigvis masser af glisade spor, som vi kunne følge op til red banks. Red banks bestod af et bånd af erodere rødlige klipper, og skulle passeres op gennem en smal, stejl slugt. Vi nærmede os de 4 km, og Jeppe var noget ramt af den tynde luft. Ovenfor red banks var det fortsat tåget, men vinden var kraftigere, og i perioder blæste den tågen væk, så man kunne se lidt mere end bare de typiske 100 m. Blæsten betød dog også, at det var pissekoldt og der dannede sig frost på alt; jakke, bukser og hår. Pga. blæsten kom den sidste stigning op ad "Misery Hill" virkelig til rette navn. Jeg indhentede de to foran, hvoraf den ene var helt færdig og kun gik 20-30 m mellem hvert stop. Han fik dog kæmpet sig det sidste stykke op. Det var vilje! Den sidste 40 meters top blev klaret, og jeg stod på toppen af den næsthøjeste vulkan i lower USA (Ranier er lige en tak højere) kl. 7.30 efter lidt over 8 timers vandring, og så kunne man se ca. 100 m. Pis. Nå, men det forklejnede ikke den fysiske præstation. Jeppe nåede godt træt toppen 30 min senere. Vi fik skudt et par billeder og så var det ellers bare om at komme ned igen. Tilbage ved red banks, en halv time efter vi havde forladt toppen, var vejret selvfølgelig klaret op, og senere på dagen blev det helt skyfrit og bagende varmt. Typisk! Sneen ned fra red banks var fortsat frosset og umuliggjorde ethvert tiltag til glisading det første stejle stykke. Senere fladede det lidt ud, så nedturen kunne klares med en blanding af gang og glisade på støvler/bagdel. Fra Helen Lake og ned var sneen for blød til glisading, men tilgengæld glimrende til gang med kæmpe skridt, og desuden dejlig skånsom for knæene. Vi passerede Horse Camp og gik det sidste (mentalt) lange stykke ud til trailhead. Tilbage ved bilen efter 12 timer og et kvarter. Vi havde ømme ben, men var ellers mest bare trætte pga. manglende søvn. De første energidepoter blev fyldt op med chips og cola, og så gik det ellers ned til Black Bear Diner, hvor den stod på Big Bear Burger. Vi havde planlagt at køre et stykke nordpå om eftermiddagen, men vi var begge for smadrede og fandt derfor hurtigt en campingplads. Mens vi ventede på, at den åbnede, blev det torden og skybrud og vi fandt derfor et motel i stedet. Sov 3-4 timers koma søvn, spiste lidt og sov derefter 8 timer mere. Mt. Shasta var fed som fysisk udfordring og udsigten var (da tågen forsvandt) imponerende. Rent bjergbestigningsmæssigt var bjerget dog pænt kedeligt og 2200 højdemeter i sne blev sgu ret kedeligt i længden.

Day 10, 3. juni, Crater Lake mm.

Sov længe - helt til kl. 8 og kørte derefter nordpå gennem den nordlige del af Californien og ind i den sydige del af Oregon. Landskabet blev gradvist mere grønt og der kom mere bevoskning. Meget af tiden var der desuden sneklædte vulkaner i horisonten, først Mt. Shasta og siden Mt. McLoughlin ved Medford. Dagens første stop var ved Natural Bridge ved byen Union Creek, hvor Rogue River løb gennem en 50 m lang underjordisk lava tunnel. Vandføringen var opgivet til 335.000 gal/min og det så ret imponerende ud, der hvor floden kom tilbage til overfladen igen. I tørre perioder forsvinder floden helt under jorden, men denne dag var der så meget vand, at en del løb over jorden. Vi gik en kort tur langs floden. Næste stop var lidt længere oppe ad Rogue River, hvor floden havde eroderet sig ned i lava-klipperne og skabt en smal kløft. Ellers bestod turen primært af lange lige landeveje gennem nåleskov med kraftigt præg af intensiv skovdrift. Turen gik forbi Crater Lake Nationalpark, der var lidt af en skuffelse. For det første var det overskyet, så søens karakteriske blå farve var ikke synlig. Desuden var visitorcentrene enten meget små eller lukkede. Endelig var en stor del af parken, som så mange af de andre steder, vi havde været, lukket pga. sne. Vi havde et par stop ved en række udsigtspunkter langs søens kant. Udsigten var flot med de stejle kratersider, men ikke så imponerende eller speciel som ventet. Dagens underholdende indslag var snerydning med motorsav samt amish-piger på turisttur. Vi havde oprindeligt tænkt os at fortsætte til vulkanerne South Sister og Brokentop, men pga. snespærrende veje, dårligt vejr og det faktum, at vi ikke gad vade op gennem mere sne, besluttede vi at køre direkte til Bend. På vejen satte kraftig regn og torden en stopper for, at vi kunne komme op på Lava Butte, og i stedet måtte vi nøjes med Lava Lands visitor center. Overnatning blev i Cove Palisades State Park, et mini Grand Canyon lidt nord for Bend. Deschutes og Crooked River løb sammen her og havde eroderet sig langt ned i lava-aflejringerne. Efterfølgende var der bygget et vandkraftværk, så der i dag var søer i bunden af kløfterne. Dette var endnu en af turens uplanlagte overraskelser. Jeg løb en tur på 40 min rundt i parken, men kunne sagtens have brugt mere tid. Om aftenen/natten stod den på regn og torden, IGEN. Og det til trods for, at vi var i "Oregon High Desert".

Day 11, 4. juni, Portland - 1

Vi startede dagen med at køre videre ovenfor Deshutes River canyon landskabet. Imponerende udsigt flere steder. Turen gik herefter gennem Madras, en trøstesløs by med masser af trailere og elendige huse. Videre gennem Warm Springs Indian reservation, hvor vi passerede det sædvanlige indianer kasino. Landskabet var et øde, men ret flot prærielandskab med flere canyons og Mt. Hood i horisonten. Efter reservatet skiftede bevoksningen hurtigt, og for hver km kom der flere og højere nåletræer. Indbegrebet af Oregon. Vi havde et kort stop i Government Camp, hvor der var dømt "uden for sæsonen" ski-resort. Kørte videre op til Timberline Lodge (hotellet fra filmen "The shining/Ondskabens hotel"), der lå lige over trægrænsen op mod Mt. Hood. Skicentret var åbent og det vrimlede med skibumser fra hele USA: Vejret var dog for ustabilt og vi droppede hurtigt ideen om at gå mod toppen denne nat. Kørte videre til USFS i Zig-Zag for vejr information. Natten mellem søndag og mandag så bedst ud, så vi besluttede os for at køre til Portland og tage et par dage der. På vej ind mod Portland kørte vi forbi Milo McIver State Park, hvor det viste sig, at Oregons største og bedste frisbee golfbane låne. Vi spiste frokost, så en lukket fiskefarm, lånte et par discs og gik en 18 hullers golfbane. Vejret var super med op mod 30 grader. Efter McIver fulgte talrige juletræsmarker på vej ind mod Portland, hvor det passede med, at vi lige ramte eftermiddags rush-hour. Jeg havde aftalt, at vi kunne bo hos Adam i et par dage. Mens vi ventede i hans have, på at han kom hjem, blæste det kraftigt op til storm og torden (igen, igen).

Day 12, 5. juni, Portland - 2

Dette var den dag på turen, hvor vejret var dårligst; gråvejr og regn, og den stod derfor på by sigtseeing. Startede dagen i Powells, der må være en af verdens største boghandeler, hvor jeg fik fyldt en mindre bærepose med bøger. Herefter en tur rundt i downtown Portland, hvor vi bla. var forbi Portland Building med Portlandie statuen, Town Hall og Union Square. Der var Rose Festival i byen, og derfor ret mange mennesker (men sjovt nok ikke rigtig nogen roser?). Vi gik ned til bredden af Willamette floden, hvor der var tivoli, samt mere interessant, besøg af flådefatøjer fra USA og Canada. Jeg fik en rundtur på helikoptertransportskibet USS Scout. Ellers var noget af det, jeg lagde mest mærke til de mange hjemløse og specielt de mange teenagere, der var stukket af hjemmefra. En del af USA's bagside. Om eftermiddagen var vi forbi Japanese Gardens. Desværre i småregn, så udsigten over byen var ikke meget værd.

Day 13, 6. juni, Portland - 3

Vi lavede lidt shopping om formiddagen og var i Pier Park med Adam om eftermiddagen, hvor vi gik endnu en 18 hullers bane frisbee gold, som Adam vandt knebent. Frisbee golf er en fin afslappet sportsgren, der snart må komme til Danmark. Om aftenen var vi en tur oppe på Mt. Tabor, en 500 feet høj i Portland, hvor der er en del vandreservoirer og fin udsigt over byen.

Day 14, 7. juni, Columbia Gorge

Fortsat gråvejr. Vi kørte ud gennem Columbia Gorge om formiddagen og havde første stop ved Vista Point, hvor der var en flot udsigt over Columbia River og hele dalen. Herefter fulgte vi Historical Columbia River Highway med stop ved Latourell Falls, Bridalveil Falls, Wakeena Falls, Multnohma Falls og endelig Oneonta Gorge. Ved Wakeena gik vi en tur op til et udsigtskort, hvor der skyerne desværre forhindrede det helt store view, og ved Multnomah, USA' næsthøjeste vandfald, var der utallige turister og et BREDT udsnit af USA. Oneonta Gorge var egentlig den mest spektakulære oplevelse, da der ikke var mange turister, og fordi man kunne gå et stykke ind gennem kløfter, der var fyldt med enormere træstammer og hvor siderne var dækket af tykke mostæpper. Vi kørte nu ned til Bonneville Dam over Colombia River bygget af US Army Corps. Et ret imponerende bygningsværk, hvor vi så visitor center. Her var noget af det mest fascinerende fisketrappen, hvor man kunne se laks på over 1 m gå op mod strømmen. Dvs., vi kunne se de laks, der stadig var tilbage i floden - kun en brøkdel af antallet, der havde været for 100 år siden. Wall-Mart i Hood River vrimlede mexicanere, og det samme gjorde det i landbrugsområderne udenfor byen. Samme område var tilholdssted for klassiske red necks. Vi kørte til Timberline Lodge på Mt. Hood og fandt et sted uden for meget sne, hvor vi kunne slå teltet op. Mad og et par kolde timer i teltet. 

Day 15, 8. juni, Mt. Hood

Vi stod op kl. 1:30! Vejret var koldt og tåget, så vi var lidt skeptiske, da vi startede fra P-pladsen ved Timberline kl. lidt over 2. Ved 3 tiden kom vi dog over skyerne. Det var vindstille, fuldmåne, stjerneklart og vi kunne se toppen af Mt. Hood allerede. Perfekte forhold for bjergbestigning og man behøvede stort set ikke pandelamperne. Eneste ulempe var, at ruten gik op igennem ski-centret, hvor 3 præpareringsmaskiner var igang med at bygge snowboard bakker. Ikke super idyllisk. I starten var sneen slushet, men efterhånden som vi kom højere op frøs den til og man slap væk fra skiområdet med maskinerne. Det begyndte samtidig at lysne, og der var flot udsigt op mod toppen. Jeppe droppede at gå til toppen pga. problemer med knæene og ville kun gå til Hogsback. Vi blev derfor enige om, at jeg kune gå i forvejen mod toppen, da der ikke var fare på ruten op mod Hogsback og da der var 20-30 andre bjergbestigere på ruten. Jeg kom hurtigt op ad bjerget og passerede flere hold, der var startet tidligere end os, eller havde overnattet oppe på bjerget. Jeg valgte at gå uden steigeisen og isøkse op forbi Hogsback, da forholdene var gode og sikre, og der var et fint spor. Længere fra ruten var der tydelige gletcher-spalter. Ved Hogsback, en sneryg, var ruten lagt om, så den nu gik ned mellem to fumaroles (huller, pøle, hvor der stinker af svovl) og op over et afsmeltet stykke. Der lugtede en del af svovl, men det var faktisk værre længere nede af bjerget i nærheden af Devils Kitchen. Amerikanerne er imponerende til at finde på navne. Ovenfor fumaroles afsnittet blev det stejlere, og jeg tog steigeisen på. Der fulgte nu 200-300 stejle højdemeter, men det var sparket gode, faste trin, så jeg kom let op. Ovenfor det stejle stykke fulgte 5-10 min langs en smal kam, og så var man pludselig på toppen. Den bestod af en flad høj, og var egentlig lidt af en skuffelse. Udsigten var der dog ikke noget i vejen med: Mt. Adams, Mt. Rainier, Mt. St. Helens og Mt. Jeffersen ragede alle op over skyerne og skyggen af Mt. Hood stod klart aftegnet i skyerne. Toppen blev nået kl. 6 kort efter solopgang. Jeg nød udsigten 15-20 min inden det gik tilbage samme vej. Det stejle stykke var værst. og jeg fandt isøksen frem, just in case. For foden af det stejle stykke droppede jeg steigeisen og herefter gik det hurtigt nedover. Andre hold kom væsentligt langsommere frem med steigeisen uden af det på nogen måde så sikrere ud. Da jeg nåede skiområdet kunne jeg glisade en del af vejen ned på en plastisk bakke, som vi havde købt dagen før. Resten af vejen gik/småløb jeg med store skridt. Tilbage ved bilen igen kl. 8. Vi kørte til Calamity Janes diner i nærliggende Sandy, hvor de skulle servere nogle af Oregons bedste (or største burgere). Stedet åbnede selvfølgelig først 1,5 time senere. Vi var for sultne til at vente, så det endte med classic American Breakfast med pandekager, æg og hele movevitten. Vi kørte nu nordpå ind i Washington State og havde første stop ved Mt. St. Helens visitorcenter. Bagefter kørte vi til Marble Sno Park for foden af Mt. St. Helens. Vejret helt suverænt, men nu var vi jo også kommet til Washington State, der er kendt for at være en af de stater i USA, hvor det regner mest...  

Day 16, 9. juni, Mt. St. Helens

Jeppe havde fortsat problemer med knæet, så jeg gik alene mod toppen af Helens, vulkanen der eksploderede i 1981. Stod op kl. lidt i 4, hvor det allerede var begyndt at lysne lidt. Vejret var koldt og stjerneklart. De første par miles gik med pandelampe gennem skoven, mens det efterhånden gryede. De første større snedriver blev nået efter 1,5 miles og omkring 3.000 feet. Efter en lille time og 1.000 højdefeet nåede jeg Chocolate Falls (igen de meget beskrivende Amerikanske stednavne), hvor skoven åbnede op. Træerne var blæst omkuld, da Mt. St. Helens eksplodere, eller skyllet væk af mudderskred. Efterfølgende var der opstået nye erosionskløfter. Der var flot udsigt til toppen og turen så ikke så lang ud. Stien snoede sig nu op gennem "Worm Flows" langs Swift Creek på en smal ryg. I starten bevokset med lave graner og fyrretræer, herefter fast jord og lavablokke og til sidst løs jord og aske. Jeg besluttede at søge ud på de store snefelter, der fortsat var frosset fra ca. 6.000 feet op op. Jeg havde crampons i rygsækken, men gad ikke bruge dem, da man stod fint fast uden. Jeg kom hurtigt frem og først på de sidste 300 højdemeter blev der brug for flere pauser. I forhold til panoramabilledet nedenfor gik ruten op ad vulkanens venstre side. Vejret blev desværre ringere de sidste 30 min mod toppen, med skyer der blæste ind fra syd. Jeg nåede toppen efter 3,5 time, men ved kraterkraten var der ringe sigt og en hård, kold vind. Jeg fandt et par steder på indensiden af krateret, hvor jeg kunne sidde lidt i læ. Stederne virkede dog noget udsatte, da jeg konstant kunne høre og se mindre og to gange større stenskred. Efter 15 min åbnede det heldigvis noget op, og jeg kunne se det meste af krateret. Turens mest imponerende syn! Krateret målte knap 1 x 1 km og der var 700 m ned til bunden. I centrum af krateret var der i løbet af 5-6 år vokset en ny vulkan frem, der nu var knap 200 m høj. Flere steder stod der damp og røg fra vulkanen. For at gøre billedet endnu mere imponerende var der fumalores langs kanten, mens der samtidig var ved at blive dannet nye gletschere. Rundt langs kanten af krateret klyngede snefaner sig til siderne og overalt var der rester af stenskred. Jeg blev på toppen i næsten 2 timer. Tilbageturen blev klaret med en blanding af gigant skridt og glisade på bagen. Sneen var tøet op, så sidstnævnte var en våd men meget effektiv fornøjelse. 30 min efter at have forladt toppen, var det selvfølgelig atter skyfrit. Der var sne ned til 4.200 feet, så denne del af turen tog ingen tid. Herefter var det bare at vade ud gennem skoven. Tilbageturen tog kun 2 timer. Blev samlet op af Jeppe og kørte til Woodland, hvor den stod på mexicansk frokost. Videre nordpå til Lake Cushman på Olympic Peninsula. Søen (opdæmmet naturligvis) lå flot med Olympic Range (for en gangs skyld ikke vulkaner) som baggrund. Badede i søen og blev ædt af myg om aftenen.  

Day 18 og 19, 11. og 12. juni, Seattle -> København

Ikke meget at sige om hjemturen. Sad elendigt i 10 timer, fik set en bunke film og småsovet lidt. Stressede for at nå flyet i Paris, hvilket var unødvendigt, da vi flyet til København var forsinket en time. Det mest spændende, som man så godt kunne have undværet, var en noget skræmmende indflyvning og landing i København, hvor vi først var nede i 200 m, derefter steg og i 1 km igen, for så at slingre ind mod landingsbanen. Der var ret stille i flyveren, og det var første gang, jeg oplevede, at der blev klappet efter landing i et rutefly.

Turens 3 højdepunkter

Turens 2 lavpunkter

At se ned i krateret på St. Helens

At sidde i et hot spring med udsigt til Sierra Nevada

Turen op til Half Dome

Overnatningscirkusset i Yosemite

At vejret var lidt ringere end ventet