Der var stadig lidt ferie på kontoen, så det blev til en sen sommerferie / tidlig efterårsferie i Tatra bjergene. Da jeg tidligere havde været i den slovakiske del af Tatra bjergene flere gange, gik turen denne gang til den polske side af bjergkæden, dog med en enkelt afstikker til en bjergtop lige på grænsen mellem Polen og Slovakiet. Turens mål var dels klatre-/vandreruren "Orla Perc", der går langs en af de højeste bjergkamme i Polen og dels et bestige en række andre toppe i bjergkæden.

Lørdag 12. september

Perfekt dansk sensommer vejr i København. Cykel til Hellerup, tog til Svågertop, bil til Malmø lufthavn, fly til Katowize, bus til Krakow og taxi til hotel. 6x transport og fremme ved hotellet 8 timer efter at have forladt Søborg. Vi fløj med wizzair, som anvendte det smarte trick at kalde lufthavnen Katowize/Krakow, hvor det reelt var Katowize lufthavn. Vi opdagede først dette, da der var 2 timer fra lufthavnen til Krakow, og ikke kun 15 min som ventet, hvis vi var landet i den rigtige Krakow lufthavn. Nå, den kloge narrer åbenbart stadig den mindre kloge.

Søndag 13. september

Stod op efter små 6 timer, vandrede tværs gennem Krakow centrum, der var lige så flot, som jeg huskede og ankom til busstationen, hvor ikke mindre end 3 busser holdt klar til at køre mod Zakopane og bjergene. De to timers kørsel gav mulighed for lidt mere søvn, men blev ellers mest brugt på at nyde udsigten, inden den forsvandt i tåge og skyer. Vejret skiftede nemlig fra småskyet i Krakow til helt overskyet og småregn i Zakopane. Vi købte kebab med 2x kål! og en smule mad til de første par dage, men da konceptet ellers var "go light", satsede vi primært på at købe mad i hytterne. Rygsækkene vejede derfor mindre end 10 kg, da vi gik afsted mod skoven og bjergene. Inden vi nåede skoven skulle vi dog gå fra busstationen op til grænsen af nationalparken. En laaang tur op gennem Zakopane, hvor der var en spændende blanding af spritnye luksuslejheder og forladte og forfaldne gamle træhuse. Dagens etape var ikke videre spændende, men bestod mest af en 2 timers vandring med 500-600 højdemeter op gennem skoven - og tåge og småregn gjorde det ikke mere spændende. Vejret til trods var der dog masser af folk på ruten, 95% dog modgående og vi fandt hurtigt ud af, at den mest populære tur i området var at tage liften op til bjergkammen og derefter går tilbage til Zakopane. Udsigt var der som nævnt ikke meget af, og tågens tæthed blev helt tydelig, da vi fremme ved hytten, var nødt til at spørge om vej for at kunne finde den, selv om vi stod mindre end 50 m derfra! Vi havde ikke booket overnatning, da alt var oplyst optaget, men på vej i bussen var det lykkedes os at få et par restpladser og fremme ved hotellet fik vi presset en ekstra overnatning ind. Hytten var større end mange af hytterne i Alperne og havde plads til 100 overnattende.

Mandag 14. september

Vejret var blevet lidt bedre end dagen før. Tørvejr og kun småskyet. Vi besluttede derfor at give "Orla Perc" (Eagles Path) et forsøg. Første stop var derfor passet Zawrat (2.159 m) ca. 600 m højere end hytten. Vi forlod hytten ved 9 tiden og passede søen Czarny Staw på vej op mod passet. Udsigten var der meste af tiden noget blokeret af skyer, men nogen gange åbnede det op og man kunne se rundt på de omkringliggende toppe. Vi gjorde en kort pause i passet, hvorfra der var en fin usigt over Dolina Pieciu Stawow Poliskich (Polish valley of 5 lakes, hvor vi dog kun kunne tælle 4...), mens bjergtoppene i Slovakiet var gemt bag skyerne. "Orla Perc" var en sikret vandrerute, hvor de mest vanskelige passager var sikret med stålkæder og i enkelte tilfælde med stiger. Der var således en slags "Via ferrata" som kendt fra Dolomitterne, dog med den forskel, at man ikke sikrede sig på kæderne. Klatreruten blev anlagt i starten af 1900 tallet og har krævet over 100 menneskeliv indtil nu, så vi havde, som de eneste vi så, medbragt hjelme for at øge sikkerheden lidt. Første etape af ruten gik fra Zawrat (2.159 m) over toppen Maly Kozi Wierch (2.226 m) til passet Kozia Przelecz (2.137 m). Klatrepartierne var ikke specielt svære, og kun på det sidste stykke ned til Kozia P. var det lidt besværligt at komme på plads på en stige. Fremme ved Kozia P. overvejede vi situationen. Vejret var forringet med flere skyer og det så ud som om, det måske kunne give regn. Klatreruten var ensrettet på den næste strækning og der var 2 timer frem til næste sti tilbage ned fra bjergkammen. Flere grupper, vi havde overhalet på den første del af ruten valgte dog af fortsætte. Vi overvejede for og imod, men valgte til sidst at søge ned mod dalen. 10 min nede genovervejede vi dog beslutningen - og valgte at kravle tilbage op på kammen. Så meget for forsøget på at være fornuftige ... Anden del af ruten gik fra Kozia P., over toppen Kozi Wierch (2.291 m), videre på sydsiden af bjergkammen, inden ruten via passet Przelaczka nad Dol. Buczynowa krydsede tilbage på vestsiden. Turen op til Kozi Wierch, højeste bjerg udelukkende beliggende i Polen, var dagens længste og var flere steder ret udsat, specielt i den første del fra passet Kozia P. På toppen af Kozi Wierch holdt vi en kort pause, inden det igen gik videre på en del af ruten, der var markant nemmere. Vejret holdt sig stabilt, så ved næste nedgangssti besluttede vi at forsætte videre ud på 3. og 4. del af ruten. 4. del var egentlig ikke planlagt, men vi overså nedgangsstien efter 3. del. Ruten var igen mere afvekslende med flere udsatte partier og lidt udfordrende klatring. Ruten sluttede på bjerget Granaty, med deltoppene Zadni Granaty (2.240 m) og Skrajny Granaty (2.225 m). På den sidste del mødte vi polens Steven Spielberg, en opfinder/fotograf med et hjemmebygget kamera, der kunne tage 3D billeder. Han kunne ikke engelsk, men med hans datter som oversætter, fik vi hele historien. Næste dag fandt vi så ud af, at han kunne tale tysk. Fra Granaty gik det direkte hjem mod hytten Murowaniec. 8 timer, ca. 1.100 højdemeter og en fed dag i bjergene. Vejret var desværre ikke helt optimalt, men det holdt dog tørt, hvilket mht. sikkerhed var det vigtigste.

Tirsdag 15. september

Vejret var blevet bedre, så kl. 8 var vi klar til den sidste del af "Orla Perc". Turen op til bjergkammen gik retur ad samme rute som turen ned igår. Først op forbi Czarmy Staw and derefter op til Skrajny Granat. Den sidste bid af "Orla Perc" gik til Kryzne og omfattede mange sektioner udstyret med kæder og et enkelt sted med en stige. Flere steder var der ret udsat og det var klart en fordel ikke at lide af højdeskræk. Denne del af klatreruten var derfor også klart den sjoveste! Vejret var som nævnt væsentligt bedre end dagen før og udsigten nord mod Tatra bjergenes forbjerge og mod syd mod Valley of 5 Lakes samt de højeste dele af Tatra bjergene var sublim. Efter ca. 2 timer nåede vi frem til Kryzne. Her blev det til en længere pause inden det gik tilbage mod hytten. Turen hertil var blandt ugens bedste. Vejret var godt og lanfskabet ændrede sig konstant fra golde stensletter, fulstændig uigennemtrængeligt buskads med bjergfyr og endelig frodig, nærmest regnskov agtig, gran- og fyrreskov. Sad en times tid i solen og læste inden aftenkulden sendte mig ind.

Onsdag 16. september

Vejrudsigten lovede mere ustadigt vejr igen. Fra morgenen var det dog fint, så allerede halv otte var vi klar. Vi startede ud i solskin op mod toppen Koscielec (2.155 m), der skilte sig ud ved at ligge lidt isoleret midt i dalen Dolina Gasienicowa. Turen dertil gik først gennem dette bjergfyr krat, herefter gennem et område med isolerede bjergfyr buskadser og småsøer inden det endelig gik op til foden af Koscielec. Her smed vi rygsækkene inden den sidste halve times opstigning til toppen, en tur der enkelte steder bød på lidt let klatring. Vi nåede toppen som de første denne dag og havde en flot udsigt over hele dalen. Efter en halv times pause gik det igen nedad, og via toppen Maly Koscielec (1.863 m) ned til søen Czarmy Staw. Her stod den på en længere pause, der dog blev afbrudt, af en flok højrøstede turister. Da jeg undersøgte, hvad de var så optagede af, så jeg at de havde opdaget en bjørn kun 100-150 m borte oppe på en bjergskråning. Vi fulgte bjørnen de næste 10-15 m. Fascinerende. Jeg vidste godt, der var bjørne i området, men havde vurderet sandsynligheden for at se en til at være lille, og da slet ikke et sted så befærdet som ved Czarny Staw. Efter bjørnespotningen gik det i højt humør videre op mod bjergkammen og passet Kozia Przelecz. Vejret slog efterhånden om og blev gradvist markant ringere. Turen op til passet holdt det tørt, men på vejen ned startede det med småregn. Dette stykke var ganske udsat og udstyret med stålkæden. Såvel disse som klipperne blev hurtigt væsentligt glattere, hvilket gjorde turen ned til en lidt for spændende oplevelse. Vi havde heldigvis bedre tøj og støvler end andre, der skulle ned samme vej. Oplevelsen viste os, hvor hurtigt forholdene i bjergene kunne slå om, og hvor meget forholdene kunne ændre sig. Nede fra den stejle del af bjergene blev humøret bedre og det gik hurtigt det sidste stykke mod hytten ved søen Przedni Staw Polski. Vi vidste, at det var en populær hytte, hvor det kunne være svært at få plads. Det var derfor med højt tempo frem mod hytten, hvor vi undervejs overhalede flere andre grupper. Dette fik vi dog ikke noget ud af. I hytten var alt optaget. De tillod dog at man kunne sove på gulvet, hvilket allerede blev udnyttet af mange, og der var således allerede liggeunderlag og soveposer på alle værelsesgangene. Vi var derfor nødsaget til at sove i spiserummet, ligesom 20-30 andre. Inden da stod den på snitzel, mens andre fik en pæn bunke øl og vodka. Vores skeptis over, hvorvidt der ville blive ro, blev heldigvis gjort til skamme, for kl. 21 stoppede ølsalget og kl. 22 slukkedes lyset. Herefter var det bare at "nyde" at sove på gulvet.

Torsdag 17. september

Hele denne del af Tatra bjergene var udlagt som nationalpark, hvilket indebar, at man ikke måtte bevæge sig væk fra stierne. Aftenen før havde vi dog aftalt med en polak, at vi kunne følges med ham, da han som medlem af bjergklub og lægekorås havde tilladelse til at tage andre med udenfor stierne. Vi var en grtuppe på i alt 7 mand. Turen startede ud i pænt tempo, men faldt hurtigt markant, da vores "guide" havde mange historier, han skulle fortælle. Hvorvidt de alle var sande, er jeg fortsat noget skeptisk overfor. Dagens første top, Hruby Stit, lå på grænsen til Slovakiet. Vejret var dog desvære for overskyet til, at vi rigtig fik noget ud af udsigten. Fra Hruby Stit gik det ned mod søen Morskie Oko. Et stykke nede spiste vi frokost inden det gik "off road" mod Mnich. Mnich er et klassisk klatrebjerg i Polen, og turen gik ad bagvejen op på bjerget af en utydelig sti. Vores guide var overdrevent bekymret for os, og for at vi skulle falde ned, så det gik kun langsomt frem og kun på klar afstand af klippeskrænterne ned. Selve toppen må det dog erkendes, var ret imponerende. Set fra dalen nærmest et spir, der rejste sig. Fra vestsiden faldt det knap 700 m ned mod søen Morskie Oko. Vejret blev desværre fortsat ringere og nu regnede det for alvor. Samtidig kom skyerne rullende ind, så sigten faldt til under 100 m. Vi gik derfor hurtigt nedad. Tilbageturen blev fastlagt til en lidt længere tur ned gennem dalen, hvilket dog var fornugtigt nok, da det 5 min senene rullede med tordenbrag ned gennem dalen. Efter 2 timer i regnen nåede vi hytten ved Morskie Oko. Her var proppet med turister, men vi fandt et bord og fik lidt velfortjent mad. Klkken var allerede over 16, og kl 19 ville det være mørkt. Der var to ruter tilbage til vores hytte. Over bjerget angivet til 2 timer og rundt om bjerget angivet til 3:40. Da vores guide meddelte at han ville gå rundt om bjerget, fordi ruten over bjerget var mudret, var grænsen nået. Vi meddelte, at vi gik i forvejen og gik over bjerget. Vi var ude af døren, inden han rigtig nåede at brokkede sig. I øsregn gik det 450 højdemeter opad. Pauser gad vi ikke og allerede efter 1:20 nåede vi drivvåde frem til hytten. Endelig. I hytten var der overraskende nok flere folk end dagen før. Så igen stod den på overnatning på gulvet - og denne gang skulle vi dele det med 20-30 andre onklusiv deres våde tøj! De fleste var dog godt trætte sig kl. 22 var der fuldstændig ro.

Fredag 18. september

Fredag var dagen, hvor vi skulle ned fra bjergene og tilbage til Krakow. Vi havde besluttet, at vi ved godt vejr ville gå over bjergene til Zakopane, og ved dårligt vejr vill gå ned gennem dalen og fange en bus eller bil til Zakopane. Da vi stod op kl. 7 var der støvregn og 200-300 m sigt. Så var den beslutning ligesom truffet. Vi fik pakket grejet, det meste forsat vådt, og kom afsted ved halv 9 tiden. Udsigt var der desværre ikke meget, så vi gik stort set uden stop ned gennem dalen, først gennem bjegfyrkrattene og herefter gennem skov det meste af tiden. Vejret havde åbenbart ikke skræmt alle turister væk, for efterhånden dukkede der flere og flere vandrere op i retning mod bjergene. Lidt trist dag at have valgt til en udflugt til et af de flotteste steder i Polen. Efter 1,5 time ramte vi vejen mellem Morskie Oko og hovedvejen ved Lysa Polana. Vejen var spærret for privatbiler, men der var et sandt optog af turister. Størstedelen iklædt regnkutter, således at det mindede lidt om et ku klux klan optog i pastelfarver. Regnen tog gradvist til, så vi skyndte os det sidste stykke ud til Lysa Polana, en trist grænsestation uden meget liv. Vi blev lidt skeptiske over muligheden for at få et lift til Zakopane, men efter 10 min blev vi belønnet med held i form af en minibus. I Zakopane fortsatte heldet, denne gang i form af en busafgang mod Krakow 10 min efter ankomst. Vi nåede kun lige at købe lidt mad og drikke inden afgang. Så snart vi kom lidt på afstand af bjergenen, blev vejret bedre, og i Krakow var det 20 grader og solskin. Typisk, men ce la vie. Eftermiddagen i Krakow blev brugt på at lege turister og spise mad.

Lørdag 19. september

Vi skulle med en bus til lufthavnen kl. 16, men nåede inden da gennem et omfattende program bestående af morgenmad ved Vistula/Wisna floden, sightseeing på borgen, leje af cykler og besøg i zoo på toppen af en af bakkerne udenfor Krakow, og endelig et bryllup hos en bekendt fra et sommer-universitetskursus. Det var en fornøjelse at komme på cykel igen efter de mange dages vandring, og zoo havde jeg ikke været i i en evighed. Brylluppet var sjovt at opleve (selv om alt var på polsk). Der var meget forskelligt fra danske, hvilket bl.a. blev afspejlet i, at den meget entusiastiske præst holdt ikke mindre end 30 mins tale uden manuskript! Turen hjem forløb uden de store begivenheder.

En fin tur til den polske del af Tatrabjergene. Vejret var desværre ikke helt perfekt, men bjergene var stadig imponerende og prismæssigt er det en fornøjelse i forhold til Alperne, hvortil kommer at der også kulturelt er store oplevelser.
.