Jeg havde været hjemme i 3 uger siden USA, men der var fortsat lidt ferie på kontoen, så da Mads spurgte om jeg ville med til Dolomitterne for at køre MTB og vandre, var det svært at sige nej. Der var desuden Junior VM i orienteringsløb samme sted, så vi kom ud og så afslutningerne på alle konkurrencer, hvor det blev til ikke mindre end seks danske medaljer. De første 4 dage blev tilbragt i Passo Rolle, mens de sidste 4 blev brugt i Fiera. Eneste minus med ferien var, at vejret dette år var sjældent ringe.

Fredag 3. juli

Nåede lige 1,5 times MTB på perfekte stier om eftermiddagen inden jeg om aftenen forlod et København badet i solskin og 27 grader og tog med nattog til München. Jeg havde egentlig aftalt med mig selv, at jeg ikke gad nattog mere efter sidste efterår, hvor larmende lejrskoler fjernede en del af fornøjelsen. Denne gang var der dog væsentligt mere roligt, og bortset fra en manglende togchauffør? i Odense gik turen til München fint.

Lørdag 4. juli

Jeg havde håbet på godt vejr gennem Østrig og over Brenner-passet, men det var skyet det meste af vejen, så der var ikke den store udsigt. I Italien var vejret dog væsentlig bedre, og da vi stod ud i Bolzano, var det over 30 grader. Vi havde uden held søgt på internettet efter en busforbindelse fra Bolzano mod San Martino. Vi satsede dog på, at det skulle der nok være. Der var der ikke! Besluttede at prøve lykken og tomle det sidste stykke fra Bolzano og op i bjergene. Med blandet succes nåede vi Predazzo efter ikke mindre end 5 stop. Vi missede selvfølgelig lige den sidste bus mod Passo Rolle. Mads brugte en liv-line og fik overtakt Julie til at hente os, så vi ankom til Passo Rolle lige til spisetid. Vejret var gradvist blev ringere, men vi satsede på en løbetur op på toppen af Castellaz, hvor jeg også havde været på en ferie tilbage i 1991. Tiltagende tordenvejr, der rykkede ind over bjergene, fik os dog hurtigt til at droppe den ide. En træls men fornuftig beslutning.  

Søndag 5. juli

Vi kørte med juniorerne ned til Fiera om formiddagen. Her havde vi fornøjelsen af at sætte sprint-poster ud i 30+ grader og en kvælende luftfugtighed. Lars havde kringlet et par gode sprint-o-intervaller rundt i de gamle dele af Fiera, med gamle huse, snævre gader og gamle koner på bænke foran husene. Vi fik skaffet et vandrekort og reserveret hotel. Herefter lånte vi en bus af juniorerne og kørte til Mezzano efter lejecykler. Her var søndagslukket, men heldigvis havde vi mere held i San Martino. Her var dog siesta, som vi brugte på at spise et par ringe pizzaer. Vi havde også planlagt at løbe et prøveløb for juniorernes mellemdistance. Kraftigt regnvejr satte den en stopper for den plan. Fik udleveret to støbejerntunge mountainbikes og trillede tilbage til Fiera med den lånte bus. Her gik det op for os, at vi måske skulle have prøvekørt cyklerne inden vi kørte afsted med dem. Gearerne på min cykel var ubrugelige, så i stedet for den planlagte cykeltur oppe på bjergskråningerne gik det ad hovedvejen fra Fiera til San Martino. 12 km og 750 højdemeter. Nåede op i byen efter 50 min og fik fat i en mtb med væsentligt bedre gear - men dog lige så tung som den forrige. Vi kørte nu ud på en grussti på den østlige side af San Martino dalen og trillede i retning af Fiera. Stien, der fra starten havde været fin, blev dog hurtigt markant ringere, og flere steder måtte vi slæbe cyklerne gennem vandløb og op ad mudrede vandrestier. Efter 40 min holdt vi en kort pause på en mark med udsigt over dalen (se billeder). Herefter forsvandt stien i en græsmark. Vores o-instinkt var dog klart, så vi genfandt stien, der flere steder var smal og snoede sig langs bjergskråninger, men som var perfekt til mtb. Dette dog udtaget alle de steder, hvor vinterens rekordstore snemængder havde væltet træer ned over stien. God adventure race træning! Vi kom ud på asfaltvejen 4 km syd for San Martino og havde herefter en lang tur (900 højdemeter) op til Passo Rolle. Ankom til spisetid godt øm i ryggen efter 4 timers mtb og knap 1.900 højdemeter. Sov tungt!

Mandag 6. juli

Dagens mål var en kombineret mtb/trekking tur til Mt. Mulaz eller Sass Arduini om formiddagen efterfulgt at JWOC sprint i Mezzano om eftermiddagen. Vi stod derfor tidligt op røg afsted på cyklerne. Vejret var fra starten rimeligt og der var en udmærket udsigt fra dagens første pas, Passo di Costazza (2.179 m), og ned over dalen Val Venegia og den nordlige side af Pale massivet. Fra passet fulgte en stejl nedkørsel, og en punktering, til foden af et skred område, hvorfra stien op mod Mulaz startede. Vi smed cyklerne og fortsatte i løbesko op mod Rif. Mulaz. Det første stykke snoede stien sig i serpentinersving tæt op ad klippevæggen, hvorefter den blev afbrudt af et større snefelt. Efter sneen igen en mere utydelig sti op til passet Forcella Margherita. Tiden var lidt presset og vejret blevet noget ringere, så vi droppede topturen til Mt. Mulaz og løb i stedet til den noget mindre Sass Arduini (2.582 m). Det småregnede, men i glimt åbnede udsigten sig ned mod Gares 1.000 m lavere samt mod de 500 m høje vægge i Pale massivet. Efter en kort pause løb vi til refugiet, hvor den stod på cola og kaffe, inden det ingen gik tilbage mod cyklerne. Tilbageturen gik flyvende og blev tilbagelagt på kun 45 min. Det meste af udsigten var dog efterhånden begravet i skyer. Op på cyklerne, en tung opkørsel tilbage over Costazza-passet en endelig en fed nedkørsel til hotellet i Passo Rolle. Vi fik frokost, havde en kort middagspause og så var det ellers op på cyklerne og afsted på en lang nedkørsel til Mezzano. 25 km og 1.300 højdemeter. Her var vejret væsentligt bedre og solen bagte ned over stadion, hvor der var stævneplads for JWOC. Ida Bobach sprintede en sølvmedalje i hus, og så var dagens succes sikret. Fra Mezzano fulgte den lange opkørsel (igen 25 km og 1.300 højdemeter) op til Passo Rolle. De første 2/3 op forbi San Martino gik ok, men herefter gik jeg helt sukkerkold og var nødt til at tage flere pauser, inden jeg endelig fik slæbt mig selv og cyklen det sidste stykke til toppen. Cyklede og løb mere end 2.500 højdemeter denne dag ...

Tirsdag 7. juli

Vi stod tidligt op. Vejret var ok - dog mørke skyer mod vest, så vi besluttede at holde os til planen om at køre en lang asfalt rute på mtb. De første 8 km tog ingen tid, da vi kørte 500 højdemeter ned til Paneveggio på vejen mod Predazzo. Herfra fulgte en hård opkørsel til dagens første pas, Passo Valles (2.034 m). Benene var noget tunge efter gårsdagen, men da vi først kom igang gik det ok. Nåede P. Valles efter i alt 50 min. Vi nød udsigten og skød et par billeder inden vi kastede os ud på en stejl nedkørsel (550 højdemeter) ned mod Falcade. Nedkørslen var overstået alt for hurtigt og gik direkte over i en stejl opkørsel mod Passo S. Pellegrino (1.920 m). De første 2 km var med 15% stigning, og dagens hårdeste del, troede vi. De 15% gik nemlig direkte over i en strækning med 18%. Herefter fladede det heldigvis ud det sidste stykke op mod passet. Selve passet var ikke videre charmerende, så det blev kun til et kort stop med lidt medbragt mad inden vi gik i gang med en laaaang nedkørsel (900 højdemeter) til Moena og videre til Predazzo. Nåede Predazzo efter 2,5 time og var forbi en købmand efter cola, bananer og chokolade. Vi manglede nu blot dagens sidste stigning på 20 km og 1.000 højdemeter op til Passo Rolle. Turen startede med et stejlt stykke forbi marker og enkelte hoteller op til byen Bellumonte. Herefter fulgte et par flade km langs en bjergsø til Paneveggio inden der til sidst fulgte 8 hårde km op til passet. Det sidste stykke var der ren Tour de France stemning, da vi passerede JWOC stævnepladsen og der var parkerede biler og mennesker overalt langs vejen. 75 km og knap 1.900 højdemeter på lige over 4 timer. Benene var godt ømme. Frokost, powernap. Planen var at se JWOC langdistance om eftermiddagen, hvor der var mål kort fra hotellet. Det blev dog udskudt en time, da et kraftigt tordenvejr passerede bjergene kort efter frokost. Senere klarede det op, og da Ida og Søren Bobach smuppede hhv. en guld og en sølvmedalje sluttede dagen helt perfekt. Tog til Fiera og så præmieoverrækkelse om aftenen - og returnerede i endnu et spektakulært tordenvejr.

Onsdag 8. juli

Vejrudsigten havde udpeget dette som dagen med bedst chance for godt vejr. Det var samtidig hviledag for JWOC, så der var dømt lang dag i bjergene. Mads sprang dog over, så jeg tog alene afsted. Morgenmad kl. 7 og mtb ned til San Martino. Herfra lift op til Rosetta. Der var en sublim udsigt over mod væggen med VF Bolver Lugli, som jeg kravlede med Jacob Anthosen forrige sommer. Nåede topstationen kl. 9. Første strækning gik forbi Rif. Rosetta (hvor helikopterne stadig fløj byggematerialer op, ligesom sidste år) og videre ud på det alpine plateau, det mest af alt mindede om et månelandskab med store mængder sne. Udsigten (panorama 1) var fantastisk. Jeg havde forventet et stort set snefrit plateau, men vinterens rekordstore snemængder havde set deres præg. Rutefinding var en smule besværlig pga. snemængderne, men det første stykke frem mod Passo Pradidalo Basso var der heldigvis tydeligt trampede spor. Fra passet var der en imponerende udsigt (panorama 2) ned gennem dalen mod Rif. Pradidali med 700-800 m høje bjergvægge. Ruten ned fra passet var markeret som "wanderweg, men var reelt ringere pga. de store snemængder og store mængder løst grus. Nåede frem til refugiet efter 1,5 time og holdt en kort cola pause og snakkede med et par tyskere, der skulle ud på samme via ferrata ruter som jeg. 10-15 min fra refugiet, efter et have passeret en stejl snefane, startede den første via ferrata rute, VF Porton. Fyldte vandflasker op med smeltevand fra klipperne og gik derefter i gang med VF-ruten. VF Porton var klassificeret som sværhedsgrad 3 ud af 5, men reelt virkede den lettere, da der var sat stiger og supplerende jernspyd i væggen på alle de stejle passager. Ruten var således lidt småkedelig. Dette kompenserede udsigten heldigvis for. Ruten startede ud på langs af en bjergvæg for derefter at dreje op gennem en stejl smal slugt inden den sluttede af med scrambling op gennem løse aflejringer. Sidst fulgte en sikret sektion op til Forcella Porton. Herfra en ny imponerende udsigt over mod Rif. Velo for foden af Cima della Madonna. Fra passet fulgte først et jævnt stykke over græsskråninger inden det igen gik op mod et nyt lille pas og herfra videre på langs af bjergvæggen. Enkelte sektioner var sikret, men det meste var scrambling på god solid klippe. Nåede passet Forcella Stephen og gik herfra det sidste stykke op på toppen af Cima di Val di Roda (2.791 m), der var den højeste top i området. Spiste en powerbar og skød en bunke billeder. Udsigten (panorama 3) var mildt sagt imponerende! Tilbage til Forcelle Stephen og videre ned mod Passo di Bali ad Senterio Nicole Gusela. Ruten var klassificeret som sværhedsgrad 2, men virkede reelt sværere, da man klatrede nedad og da klipperne var våde. Desuden forsvandt kablerne to steder ned i snefanerne, således at jeg var nødt til at friklatre mindre sektioner. I Passo di Bali kom jeg heldigvis tilbage på en bedre vandresti, dog stadig med kabel som støtte og passage af snefaner. I 2.100 m stod valget mellem at gå ca. 700 højdemeter ned, eller 400 op. Jeg valgte sidstnævnte, da det så kortest ud og trampede derfor op til Rosetta liftstationen igen. Tilbage kl. 15.30; 6,5 time og knap 1.200 højdemeter. Benene var godt trætte! Tog liften ned og rullede på mtb'en ned til Fiera, hvor vi havde booket nyt hotel. Resten af dagen stod på bad, mad, mad og is.

Torsdag 9. juli

Dagens mål var Mt. Pavione, der med 2.335 m er højeste top i Levette bjergkæden. Turen var igen kombineret mtb/trekking. Vi startede ud på mtb og kørte et par km ned gennem dalen til Imer og krydsede T. Cismon floden. Floden lå i kote 600 m og umiddelbart på den anden side af viste kortet en mtb-rute op til et plateau i kote ca. 1.300. Vi havde ikke lige gennemskuet, at da stigningen skulle tilbagelægges på kun 4-5 km ville det være ret stejlt. Hvad vi heller ikke havde gennemskuet var, at vejen var fra 1780, og derfor på lange strækninger bestod af små toppede brosten. Det lykkedes at cykle dele af vejen op, men flere steder var der for stejlt og kombineret med glatte brosten var det hurtigere at trække cyklerne op. Der var dog en hvis kompensation i, at ruten (med et Jørgen Leth agtigt udtryk) var "episk" med udsigt til Val Noana dalen og krydsning af vandløb, hvor vejen var gravet ind gennem klippen. Omkring 1.300 m kom vi endelig ud på mere jævnt terræn og grusvej. Passerede en lille landsby og kørte videre ad grusvej op til en sæter bebyggelse. Herfra lykkedes det at komme et lille stykke videre ad en ringe vandresti inden vi ramte skovkanten i ca. 1.600 meter. Fik lidt at spise og drikke og skiftede til løbesko. Først gik det stejlt op gennem skoven, herefter gennem et åbent område, der så ud som om, det havde været ramt af en lavine tidligere på året. Videre på langs af bjergkæden og endelig op til Passo del Pavione. Syd for bjergkæden var alt dækket af skyer og tåge, mens der stadig var lidt at se nordpå. Det sidste stykke gik over åbne græsbakker til fortoppen Cima di Monsampiano og endelig langs bjergkammen til toppen af M. Pavione. Nåede toppen efter 3 timer; 1:40 mtb og 1:20 løb/trekking. Udsigten desværre blokeret af skyer, så det blev bare til en kort pause inden vi løb tilbage igen. Tilbageturen blev klaret på under 1,5 time; 35 min løb og 50 min mtb. Løbeturen var teknisk lidt halvsvær med glatte klipper. Dette var dog intet i forhold til brostenene på nedkørslen, hvor det som bonus begyndte at regne for at gøre det rigtig spændende. Slap heldigvis ned uden styrt. Var godt stegte efter turen, så om eftermiddagen blev der ikke udrettet det helt store.
.  

Fredag 10. juli

Startede ud i solskin men småkoldt vejr. Kørte på mtb ned til Mezzano. Straks vi kørte ud af byen ramte vi en 15% stigning, der fortsatte mere eller mindre konstant over 650 højdemeter. Så var vi ligesom igang den dag! Selv om ruten var asfalt, så lå jeg 80% af tiden i laveste gear. Der var fin udsigt mod M. Pavione den første halvdel af vejen op, men herefter ramte vi skyerne, og det blev koldt og tåget. I 1.300 meter skiftede det til grusvej, men stigningen fortsatte op til 1.500 m og et enkelt sted lå der træstammer på vejen for at gøre det lidt sværere at komme frem. Fra toppunktet i 1.500 m gik det endelig et par 100 m nedad igen, men det var for en kort fornøjelse, for kort efter kravlede vejen igen opad, denne gang til 1.560 m, inden det endelig gik lidt nedad til San Martino. Nåede frem efter 2 timer, og havde allerede 1.000 højdemeter i benene. Vi skiftede igen til løbesko og løb herre juniorernes kvalifikationsbane til mellemdistancen fra dagen før. Der var selvfølgelig lige en detalje af 200 højdemeter op til start, men det var det hele værd, da det var fedt terræn, et rigtig godt kort og en god bane. O-teknikken var super, men tiden var ikke imponerende, men opladningen var nok heller ikke helt optimal. Skiftede til tørt tøj, fik noget pasta og så derefter afslutningen på junior VM mellemdistancen. Ida blev 3'er og Søren 5'er, så det var igen en god dag for juniorerne. Trillede retur til Fiera. Jeg havde egentlig planlagt en kortere tur på mtb om eftermiddagen, men benene var for tunge og det småregnede det meste af eftermiddagen.

Lørdag 11. juli

Dagens mål var Sass d'Ortiga, endnu en kombineret mtb/trekking bjergtop. Startede ud på mtb, og det gik opad lige fra hotellets dør. Først på asfalt med 10-15% stigning ud gennem Fiera og op til dalen Val Canali. Herefter fladede det lidt ud, mens vi kørte gennem dalen, men der var stadig flere stejle partier. Vejret var for en gangs skyld godt, og der var flot udsigt til Pale massivet. Vi smed cyklerne i 1.400 m og fortsatte til fods. Dagens første mål var Rif. Treviso, hvor jeg også havde været i 1991. Holdt en kort pause, mens jeg fandt via ferrate udstyret frem. Jeg klatrede videre ad VF Canalone, mens Mads tog den almindelige sti mod toppen. De to ruter mødtes igen efter 30 min. VF ruten var underholdende, men ret kort og tog ikke mere end 10-15 min. Mest spændende sted var et parti, hvor ruten gik på langs ad klippen over et vaklende brædt med godt med luft under fødderne. Videre at en halvdårlig vandresti og de evindelige snefelter til passet Forzella delle Mughe (2.244 m). Vi gik videre ad en sti, der dog hurtigt blev meget vanskelig og mere var klatring. Mads vendte først om og jeg fulgte efter et par minutter senere. Det lykkedes mig lidt efter at finde den rigtige sti, men også denne udviklede sig hurtigt til udsat klatring. Alene og uden udstyr var det for dumt at fortsætte, så vi tog den trælse, men fornuftige beslutning, at vende om og returnere mod dalen. Vejret var alligevel forringet, så udsigten var noget reduceret. Småløb det meste af vejen tilbage til cyklerne ad sne, ringe stier og til sidst ned gennem skoven og langs floden. Kørte ned gennem dalen, spiste frokost på et gasthaus og rullede derefter til stævnepladsen for JWOC stafetten. Danmark vandt bronze hos både herrer og damer, så igen en stor dag for dansk orientering.
.  

Søndag 12. juli

Vi kunne køre med juniorerne tilbage til Danmark mod at være chauffører for minibusserne. Kom afsted ved 9 tiden og rullede gennem Dolomitterne, over Brenner (bedre vejr end på turen herned) og nordpå gennem Østrig og Tyskland. Nåede København kl. 3 om natten - og var lidt halvtræt på arbejde kl. 9 mandag morgen.

En fed uge i Dolomitterne. Vejret var ikke optimalt, men det blev til mange gode ture på mtb og til fods, og det blev til i alt 12.500 højdemeter i løbet af ugen.