Årets sommerferie bestod af en uge med via ferrate klatring i Dolomitterne, Swiss Alpine Marathon i Davos, Schweiz, og endelig en uge med bjergbestigning i Zermatt, Schweiz.

Lørdag 19. juli

Tog af sted fra København om aftenen sammen med Jacob Anthonsen i en bil fuldstændig fyldt op med grej. Tog færgen fra Gedser og startede derefter på den lange tur ned gennem Tyskland. Heldigvis var der stort set ingen trafik, og kun ved München holdt vi lidt i kø. Det regnede fra München og gennem Østrig, men da vi kom over Brennerpasset klarede det op og vejret blev bedre og bedre.

Søndag 20. juli

Vi ankom til Val di Fassa ved 10 tiden om formiddagen. De havde lovet torden om eftermiddagen, så vi fik os hurtigt indkvarteret på Vidor Camping lidt uden for Pozza di Fassa og kørte derefter af sted mod turens første via ferrata rute, mens vi spiste mad undervejs. Ingen af os havde prøvet via ferrata før, så vi havde udvalgt kombineret let rute (sværhedsgrad 1 og 2 ud af 5). Vi tog liften op fra Karer Pass til Rif. Paolina og sparede på den måde 500 højdemeter. Gik herefter nord på langs den bjergkæde, vi siden skulle klatre tilbage over. Efter ca. en halv time nåede vi startstedet for den første VF rute "Rotwand", der havde sværhedsgrad 1B. Inden vi gik i gang mødte vi to tyskere, der var vendt om kort efter at have startet på ruten. De mente, den var for usikker. Vi overvejede situationen lidt, inden vi besluttede os for at prøve kræfter med ruten. Tyskernes vurdering viste sig hurtigt at være overdrevet. Det var en fin rute at starte på, og vi kom hurtigt ind i rutinen med at benytte via ferrate slyngerne. Toppen af Rotwand (2.806 m) blev således hurtigt nået. Det var desværre ret skyet, så udsigten over bjergkæderne herunder Rosengarten var ret begrænset. Nedstigningen fra Rotwand gik en flad skråning uden klatring. Vi nåede nu frem til starten af anden VF rute "Masara", der havde sværhedsgrad 2B. Den øgede sværhedsgrad blev afspejlet med det samme, da ruten startede med at løbe ca. 25 meter op ad en stort set lodret væg. Igen viste det sig dog, at ruten ikke var specielt svær. Fra toppen af væggen var vi lidt i tvivl om rutens videre forløb - ikke første gang, der ikke var overensstemmelse mellem kortets viste rute og rutens reelle forløb. Vi valgte at følge den tydeligste sti, og passerede et stort vindue i klipperne inden vi kom tilbage til flere stålwirer. Ruten gik nu op på kammen af Cresta de Majare, hvorefter den gik langs kammen sydpå. Flere steder var ruten ret "luftig", men man følte sig generelt godt sikret. Flere steder på ruten var der desuden små huler i klippen, hvor der var placeret små religiøse figurer - heraf flere eksemplarer af madonnaen uden hoved! Vi havde begge VF ruter stort set for os selv, og mødte kun tre franskmænd, der gik ruter i modsat retning af os. Efter et par timer nåede vi rutens slutning, gik ned at en stenskråning og tilbage mod liften. Undervejs passerede vi en imponerende 2 meter høj skulptur af en ørn. Tog liften ned og nåede at spis en ordentlig gang aftensmad inden et kraftigt tordenvejr brød ud. Sov 12 timer.  

Mandag 21. juli

Veludhvilede kørte vi i bil til Passo di Fedaia, hvorfra vi gik ca. 300 højdemeter op til Rif. Padon. Vejret var klaret noget op, og der var en flot udsigt tværs over Lago di Fedaia til Marmolada massivet. Vi gik for foden af Crepes de Padon bjergryggen til starten på VF delle Trincee. Vi var ikke blevet skræmt af gårsdagens ruter, så vi var gået op i sværhedsgrad til 4B. Min guidebog havde beskrevet, at ruten kunne være meget overrendt i højsæsonen. Der sad da også 3-4 grupper og ventede ved rutens start. Vi kom dog hurtigt i gang, og generelt gik vi kun lidt i kø enkelte gange. Den sværeste del af ruten kom helt fra starten, hvor man skulle kravle ca. 20-25 meter op på en væg uden specielt mange steder, man kunne få fat. Klippen var atypisk for Dolomitterne, da Padon bjergkæden er en af de eneste, der er vulkansk, mens alle de andre består af kalksten. Efter den første væg blev ruten noget nemmere og fulgte bjergkammen, skiftevis på nord- og sydsiden med imponerende udsigt til begge sider mod Sella massivet og Marolada. Bjergkammen blev flittigt benyttet under 1. verdenskrig og flere steder passerede vi ruiner og bygninger placeret de mest umulige steder, ligesom klippen mange steder var fyldt med tunneler. Flere steder mod slutningen af turen gik ruten gennem disse tunneler. Her kom pandelamperne i brug. Mod slutningen af ruten nåede Jacob desuden at slutte et nært venskab med et gravidt får. Ruten sluttede vi bivuak Bontadini, hvor vi spiste frokost inden vi gik ned til Rif. Padon og fik en velfortjent øl. I løbet af aftenen blev det rigtig koldt, en tendens der holdt stort set hele ugen.
.  

Tirsdag 22. juli

Vejrudsigten havde lovet godt vejr, så vi havde planlagt at bruge dagen på at bestige det højeste bjerg i Dolomitterne, Marmolada, 3.343 m (Queen of the Dolomites). Vi stod derfor tidligt op (det var alligevel pissekoldt i teltet) og kørte til Lago di Fedaia. Herfra tog vi en ret mystisk lift 550 højdemeter op til Rif. Pian dei Fiacconi i 2.626 m. Vi havde planlagt at tage Via ferrata ruten til toppen (sværhedsgrad 4C) og forhørte os på rifiguet om forholdene på ruten. Da frarådede den pga. hård vind og anbefalede i stedet, at vi tog den normale returrute både op og ned. 5 timer i hård og kold vind lød ikke så tillokkende, så vi lod os overtale. Marmolada er stort set eneste bjerg i Dolomitterne med gletscher, og vi fandt hurtigt reb, steigeisen og isøkser frem. Gletscheren var dog ikke specielt stejl eller svær og vi kom hurtigt frem det sted, hvor man skulle klatre op fra den nedre glescher til den øvre gletscher. Fra guide bogen fremgik det, at klatringen ikke var sikret alle steder og godt kunne være lidt svær. Det viste sig imidlertid, at hele ruten var blevet udstyret med stålwirer, så det var let at komme op. Det sidste stykke over den øvre gletscher gik let, og vi nåede toppen allerede efter ca. 2 timer. Det var koldt og blæsende på toppen, men der var en fed udsigt til Pale og Sella massiverne. Vi havde et kort stop ved hytten på toppen, inden vi gik tilbage. Turen ned bød ikke på de store udfordringer og vi var tilbage ved liften allerede efter 1 time. Fik kaffe og kakao og tog liften tilbage ned i dalen. Her stod den på frokost og et besøg på det lokale museum for 1. verdenskrig. Udbyttet var ikke så stort, da kun en lille del af udstillingen var oversat til tysk, men vi fandt da ud af, at de havde brugt 270 mio. sandsække alene i Dolomitterne … Vi var tidligere tilbage i lejren end planlagt, så sidst på eftermiddagen nåede jeg en tur på MTB'en. Turen gik op i dalen Val de sen Nicolo bag ved campingpladsen. Ca. 600 højdemeter konstant opad. Ruten gik først stejlt op ad en asfaltvej gennem skov, hvorefter den skiftede til en grusvej bygget af russiske krigsfanger. Det sidste stykke tyndede skoven ud og der var udsigt til bjergene. Fedt sted at køre MTB. Ruten vendte ved vandfaldene på San Nicolo stream. Herfra gik det med fuld fart de 600 højdemeter ned til campingpladsen. Bremserne var nærmest rødglødende. Om aftenen blev det igen rigtig koldt.

Onsdag 23. juli

Vi kørte en i fugleflugt kort tur til San Martino di Castrozza. I bil var den noget længere og på bjergveje tog det nærmest en evighed. Heldigvis var ruten hele køreturen værd! Tog Colverde liften op til mellemstationen i 1.970 m. Herfra var der 1,5 times gang til startstedet på VF Bolver Lugli. Absolut ikke nogen let indstigning, vi måtte gå 500-600 højdemeter og flere steder var der noget ret krævende scrambling. VF ruten startede for alvor i 2.580 m og sluttede først i 2.960 m. Ruten var super fed med suveræn udsigt over hele dalen, herunder en helikopter der konstant fløj cement frem og tilbage, og masser af luft under fødderne. Ruten var godt sikret men klipperne var også helt perfekte og hele ruten bortset fra 3 korte stræk kunne klatres "rigtigt", så kablerne kun blev anvendt til sikring. Feriens klart bedste VF rute! På toppen af ruten holdt vi en kort pause ved bivuakken Fiamme Gialli, inden vi gik/klatrede (lidt usikkert) ned i passet Passo del Travignolo. Vi var lidt foran vores tidsplan, så vi vurderede, at vi også kunne nå at bestige toppen af det højeste bjerg i Pale massivet, Cima delle Vezzana, 3.192 m. Vi nåede hurtigt toppen, hvorfra der var en flot udsigt over hele Pale massivet og nordpå til Marmolada. Tiden var imidlertid ved at være lidt presset, så vi måtte gå hurtigt tilbage mod liftstationen ved Rif. Rosetta. En stor del af turen ned gik via store snefaner, så vi kunne stå på ski/glide på støvlerne ned gennem dalen Val dei Cantoni. Jeg havde gået den modsatte vej op til toppen Vezzana ca. 15 år tidligere sammen med far og kunne godt genkende en hel del af ruten. Dengang gik vi i kondisko og uden ekstratøj (og nåede ikke sidste lift ned, hvilket gav 2 timers ekstratur). Denne gang var vi noget bedre forberedt. Fra bunden af dalen fulgte en, hvad der føltes lang, tur op til liftstationen. Vi holdt tempoet og nåede sidste lift med et kvarter. En fed dag i bjergene. Om aftenen sluttede Emma sig til ferien.
.  

Torsdag 24. juli

Vejret var fortsat godt, så vi besluttede at gøre endnu et forsøg på VF ruten op på Marmolada. På refugiet lød det, at ruten var ok i dag, så vi gik hurtigt af sted. Kortet viste, at indstigningen til ruten i høj grad skulle gå via gletscher. Størstedelen var imidlertid smeltet, og først det sidste stykke gik via is. Pga. afsmeltningen var der flere steder dukket bygningsrester op fra 1. verdenskrig. VF ruten var ret fed, igen med masser af luft under fødderne, bl.a. lange stræk med jernstifter og fantastisk udsigt. Selve klatringen var dog ikke helt så spændende som dagen før. Flere steder var klippen således så glat, at eneste mulighed var at trække sig op vha. kablerne. Ruten op var lang, og vi blev (igen) presset mht. tid. Det blev derfor kun et kort stop på toppen, hvor det alligevel var ret skyet og blæsende, inden det hurtigt gik tilbage via den normale rute. Nåede (igen) den sidste lift med 15 minutter, og fik en velfortjent øl for foden af liften. Aftenen bød på et kæmpe måltid mad.
.  

Fredag 25. juli

Fredagen var udnævnt til hviledag, da vi skulle løbe halvmaraton om lørdagen. Vi havde derfor udset os en via ferrate rute med "kun" 700 højdemeter. Vi kørte til Canazei og tog liften op til Campei i 2.100 meters højde. Herfra var der en kort gåtur over til foden af bjerget Colac (2,715 m), der lå placeret alene og derfor havde en fantastisk udsigt med Sella og Marmolada. Ruten, kaldet VF Finanzieri (sværhedsgrad 3), gik direkte mod toppen af bjerget. Den første del var dog lidt småkedelig, de foregående dage taget i betragtning. Halvvejs kom en sektion med mange trappetrin, hvor det føltes som om, klippen var stejlere end bare lodret. Herefter blev klatringen mere spændende og mere reel. Fra toppen var der en suveræn udsigt og vejret var helt perfekt. På nedturen fra bjerget fulgte lidt flere sektioner med via ferrate. Mere interessant var dog skiftet fra Colac brun/gule og øde klippesiden siden en fuldstændig grøn og frodig dal umiddelbart neden for bjerget. Fra foden var den en lille times gang tilbage til liftstationen. Så en del murmeldyr undervejs. Pakkede lejren ned og kørte af sted mod Davos. En meget varm køretur, der bød på meget bjergkørsel! Var sent fremme i Davos og fik en god gang pasta. Seks dages via ferrata var nok ikke den mest optimale opladning til et halvmaraton, men vi fik klatret nogle rigtig fede ruter.
.  

Lørdag 26. juli

Vi tog toget til Klosters om formiddagen og fik efter lidt kaos udleveret vores startnumre. Vejret bød på høj sol, 25 grader og kun svag vind. Det var således lagt op til en varm dag med 680 højdemeter på og 190 ned. Startfeltet var stort og meget internationalt. Selve starten gik på en flot bro - et af de meget få steder, vi løb på asfalt. Jeg havde frygtet for tunge ben, men allerede fra starten var de helt ok, og sjældent har jeg faktisk været så godt løbende. Jeg løb mig således hurtigt op gennem feltet. Størstedelen af løbets 680 meter stigning lå i løbets første 10 km. Efter ca. 400 meter drejede vi da også ind på en stor grusvej, der havde en konstant og pæn stigning. Jeg var rigtig stærk opad, mens jeg tabte lidt tid på de mere flade stykker. Ruten var rigtig god og meget afvekslende med en blanding af skovveje, græsmarker og små vandrestier. Desuden var der en rigtig god stemning langs hele ruten og ikke mindst i mål. Det lykkedes mig at holde høj fart på hele ruten og først den sidste km eller to begyndte jeg at blive træt. Mellemtiderne var da også helt ok: 26.40 (6 km), 30.45, 18.13 og 18.19 (hvis ellers km skiltene var placeret korrekt). Kom i mål på en 19. plads ud af 1.032 på tiden 1.33.51. Det var jeg mere end tilfreds med. Måske man skulle overveje at løbe deres maraton rute … Sad og samlede kræfter sammen med Jacob og Karen inden vi tog tilbage til campingpladsen og slappede lidt af. Om aftenen tog vi ind til Davos, drak et par øl og spiste en velfortjent pizza.
.  

Søndag 27. juli

Vi stod tidligt op og kørte til Zürich og hentede Rikke. Herfra gik det til Zermatt (igen masser af bjergkørsel), hvor vi blev indkvarteret på en campingplads i Randa. Jeg kørte en kort tur på MTB om eftermiddagen på gennem Zermatt (300 højdemeter), mens de andre lejede udstyr. Fedt at køre MTB med udsigt til Matterhorn!
.

Mandag 28. juli

Vi stod forholdsvis tidligt op og tog taxi op til Zermatt. Herfra videre med en svinedyr lift op til Klein Matterhorn i 3.900 meters højde. Vejret var nogenlunde, varmt og kun svag vind, men desværre var der småskyet. Vi fik udstyret på og gik den korte tur til toppen af Breithorn (4.164 m) på knap 2 timer. Der var mange mennesker og nærmest kø op mod toppen. Det var desværre ret skyet, så udsigten var begrænset. Vi valgte at fortsætte langs bjergkammen til Breithorn Mittelgipfel. Her var der færre mennesker og da det samtidig klarede lidt op, fik vi lov til at nyde udsigten ned mod Zermatt og over mod Castor og Pollux. Spiste frokost på gletscheren på vej tilbage og blev nærmest stegt i solen. Fik en smule højdesyge/hovedpine, til trods for, at vi burde have fået masser af højdetilvænning i Italien.
.  

Tirsdag 29. juli

Dagen var udnævnt til afslapning, så vi stod sent op og slappede af om formiddagen. Om eftermiddagen kørte jeg en lang tur på MTB. Først op langs jernbanen til Zermatt - en fin og afvekslende rute. Herfra gik det stejlt på ad bjergskråningen på asfalt og grusveje (ca. 700 højdemeter). Herefter nåede jeg op på et plateau, hvor der lå flere hyggelige sæterområder samt skiområder. Jeg havde planlagt at cykle op på bjerget Unterrothorn på ca. 3.100 meters højde. I 2.500 meters højde var der imidlertid ikke mere energi i benene. Det blev i stedet til en kort pause, inden det gik tilbage og nedad via vandrestier. Nogen steder var det meget svært at køre, mens det andre steder var helt suverænt at køre på bjergskråningen langs Zermatt dalen. Turen sluttede med 700 højdemeter ned til Täsch, hvor bremserne virkelig blev testet.  

Onsdag 30. juli

Jacob og jeg stod op kl. 5.30, kørte op til Zermatt og videre (igen med den svinedyre lift) op til Klein Mattehorn. Vejret var perfekt, solskin og helt klart, desuden var det frost, så vi kunne gå ovenpå sneen uden at anvende steigeisen. Dagens plan lød på Castor (4.228 m), en tur oplyst til at vare ca. 7 timer. Vi passerede nedenfor Breithorn og Pollux, hvor vi flere steder så laviner, der så ud til at være gået de foregående dage. På knap 2 timer nåede vi frem til foden af Castor. Herfra var der knap 400 højdemeter til toppen op ad en stejl sneskråning. Vi fandt et jævnt tempo og vadede deropad. I modsætning til Breithorn turen havde vi i dag bjerget næsten helt for os selv. Vi mødte således kun 3-4 andre grupper. Kort før toppen var der en kortere stejl passage forbi et sneoverhæng. Herefter gik det langs kammen til toppen. Vi var igen uheldige med at have ret skyet vejr. Ind i mellem var der dog huller i skyerne, som afslørede den imponerende udsigt. Turen ned fra Castor gik hurtigt og da vi passerede Pollux lå vi til at nå tilbage til liftstationen på ca. 5 timer. Det var her Jacob kom med et genialt forslag: "Skal vi egentlig ikke også tage Pollux, nu vi har så god tid?". Jeg var selvfølgelig hurtigt overtalt, men vi var alligevel lidt i tvivl om, hvor god en ide det var. Afgørelsen blev det derfor afgjort ved hugning - vi gik op… Pollux (4.092 m) bød på ca. 300 ekstra højdemeter. Det første stykke gik op gennem en efterhånden ret våd snefane. Mødte en guidet gruppe på vej ned - det så ikke for sikkert ud. Efter snefanen fulgte et stykke med klippeklatring. Her kom vi til at stå i kø bag en gruppe franskmænd i 40 minutter. En dame på holdet ville ikke klatre forbi et via ferrata stykke, men de tvang hende op selv om hun græd og bad om at slippe. Tåber! Vi kom selv hurtigt forbi VF stykket, men blev fanget igen længere oppe ad klatrere på vej ned. Det var nok her, vi burde have set på uret og vejret, men vi var så tæt på toppen, at det gjorde vi selvfølgelig ikke … Det sidste stykke gik igen via sne. Der var meget skyet på toppen, så det blev til et par hurtige billeder og se ned. Vejret slog nu om, og det begyndte at sne og hagle, og værre, det begyndte at tordne. Vi klatrede ned, så hurtigt vi kunne, dog stadig med fokus på sikkerhed. Vi kunne nu se, at tiden begyndte at blive presset. Vi gik tilbage mod liften, så hurtigt vi kunne, men missede sidste lift med 20 minutter. Det var staffen for at tage den ekstra top - og lærepenge for at have nået sidste lift med 10-15 minutter 4-5 gange tidligere på turen. Heldigvis forbarmede et par bygningsarbejdere sig over os, så efter 2.5 times kold ventetid, kom vi med dem ned til Zermatt. Her stod den på pizza og derefter velfortjent søvn.
.  

Torsdag 31. juli

Vi havde overvejet at gå mod Dom denne dag, men Jacob var træt, så vi besluttede at udskyde det til fredag. I stedet holdt vi en rolig dag. Jeg kørte MTB op til Ottavan/Täschalp. 700 højdemeter på asafalt op til et sæterområde med en suveræn udsigt ind i en dal mod Täschalperne og mod Weisshorn på den modsatte side af Zermatt dalen. Kørte et stykke ind i dalen, inden jeg vendte om og det gik med 50-60 km/t tilbage til Täsch. Passerede en større murmeldyr koloni undervejs.  

Fredag 1. august

Dette var første dag i bestigningen af feriens højeste bjerg, Dom (4.545 m). Vi kørte til Randa og parkerede bilen i ca. 1.440 meters højde. Forude ventede nu ca. 3.100 højdemeter. Første etape gik fra Randa til Domhütte (2.940 m). Turen var sat til ca. 5 timer men vi holdt et fint tempo og klarede den på knap 4 timer. Ruten op var ret afvekslende med og gik gennem skov og over græsslette. Ruten fulgte desuden smeltevandsfloden fra Festiglestcher. Ca. halvvejs nåede vi klippeskrænten Festiflue. Ruten var her sikret med trin og kabler. Sidste stykke frem mod hytten var over blokterræn. Hytten var placeret flot med udsigt over Festiglescher, hele Zermatt dalen, Weisshorn, Matterhorn og Dom. Vi brugte eftermiddagen på afslapning, fik en god 4 retters aftensmenu (imponerende standard), klargjorde udstyret og gik tidligt i seng. Som sædvanlig blev det dog ikke til specielt meget søvn på 30 personers sovestuen.  

Lørdag 2. august

Vi blev vækket kl. 2.45. Spiste en hurtig gang morgenmad og fik udstyret på. Jacob og jeg kom af sted ca. 3.15. Vejret var perfekt, helt stjerneklart og kun en svag vind. Et flot syn hvor 30 pandelamper langsomt bevægede sig op ad bjerget. Den første halve time gik vi ad en moræne inden vi nåede frem til at sted, hvor gletscheren var mere flad. Fik steigeisen på og fortsatte af sne og is. Efter ca. 1,5 time nåede vi Festigrat, en klipperyg, der blokerede dalen. Vi kravlede de små 100 højdemeter og ryggen og ned på Hobärggletscher. Enkelte steder var ruten sikret, men det meste var lettere klatring. Der var dog faldet sne i løbet af aftenen og natten, så klatringen var lidt sværere end normalt. Fra toppen af Festigrat var der en flot udsigt, men skyer i dalene og frit syn over bjergene. Solen var ved at stå op og toppen af Matterhorn glødede orange. De fleste klatrere fortsatte ad Festigrat mod toppen mens vi valgte lidt lettere normale rute ad Hobärggletscheren. Turen var længere, da vi skulle en stor bue udenom en serec-zone på gletscheren. Imponerende som sneen og isen tårnede sig op. Der var faldet op mod 20 cm sne på gletscheren, så det var hårdt at træde spor. Heldigvis gik to engelske piger foran en del af vejen og trådte spor en del af vejen. Jeg måtte dog også trampe min del af ruten. Ved fortoppen mødte vi igen klatrene fra Festigrat ruten, der havde været lidt hurtigere. De sidste ca. 100 højdemeter gik langs en stejl snefane. Nåede toppen efter knap 6 timer. Her var en imponerende udsigt over hele den vestlige del af Alperne: Mt. Blanc, Gran Paradiso, Garda Søen (eller en anden sø i Italien), Jungfrau, Matterhorn osv. osv. Vi blev der en 20 minutters tid inden det gik tilbage. De første 500-600 højdemeter gik ret hurtigt, da sneen var blød og let at gå i. Da vi kom ned på den fladere del af gletscheren gik tempoet dog ned og det var bagende varmt. Videre over Festigrat og ned på Festiglestcher. Vejret var fortsat helt fantastisk og udsigten forrygende. Tilbage ved Domhütte efter knap 10 timer. Vi spiste en hurtig omgang frokost inden vi fulgtes med pigerne ned til Randa. En lang tur, hvor knæene og lårene efterhånden blev godt og grundet ømme. Tilbage ved bilen ca. 13 timer efter vi var startet om morgenen. En hård tur men en flot bjerg og en imponerende udsigt. Kørte tilbage til campingpladsen og fik et hurtigt bad inden vi kørte til Zermatt for at spise. Kom tilbage, pakkede sammen og kørte mod Danmark ved 22 tiden.
.  

Søndag 3. august

Hjemturen gik uden de store begivenheder bortset fra en lukket motorvej ved Fehmarn og en medfølgende omkørsel. Benene og knæene var godt ømme og 15 timers biltur var lidt halvhårdt. Super ferie med masser af aktiviteter. Via Ferrate og bjergbestigning kommer der bestemt mere af på den kommende ferier.
.