September 2008
Vandring/bjergbestigning, Kärnten, Østrig
Jeg havde holdt en uges sommerferie i baghånden, som kunne anvendes såfremt jeg kom med til MTB-O VM. Det blev dog kun til en reserveplads, hvorfor jeg stod med en uges ferie. Den blev brugt på vandring/bjergbestigning i Østrig. Planen lød på en rundtur i Ankogel gruppen og Hohe Tauern over Säuleck, Hocmalmspitze, Gr. Hafner, Ankogel og Geisslkopf. Vejret viste sig dog ikke fra sin beset side, så planen blev modificeret et par gange undervejs. |
Fredag d. 12. - Lørdag d. 13. september Tog med nattoget fra København til München og videre over Salzburg til Mallnitz. Var fremme kl. 13 - lidt halvsmadret efter 18 timer i tog. Mallnitz (1.178 m), oftest beskrevet som en hyggelig kur- og ferieby i bjergene, mindede mere om en sommerhusby på Vestkysten uden for sæsonen. Tåge, småregn, lukkede butikker og ingen mennesker. Ikke nogen helt optimal start. Købte ind og gik afsted mod turens første stop ved Arthur v. Schmid Haus (2.275 m). Der var som nævnt tåge og en luftfugtighed på 100%, hvilket betød at sigten var nede på et par 100 meter. Længere oppe ad bjerget mindre end 100 meter. Der var ingen vind og alle lyde blev dæmpet i tågen, så det eneste man hørte, var lyder fra vandrestavene og lidt knirken fra rygsækken. Efter få kilometer over græsmarker kom jeg ind i "Hohe Tauern National Park". Der var kun to biler på P-pladsen, hvilket antydede, at bjergene nok ikke ligefrem var overrendte. Turen op gennem Dösener Tal skulle være rigtig flot. Med 200-300 meters sigt var der dog ikke det helt store at se. Passerede et savværk fra 1800-tallet, den udtørrede Konradlacke, der lignede kulisser fra "Blairwitch Project" og smeltevandsaflejringer fra gletscherne længere oppe i dalen. Fremme kl. 16.30 - og overraskende nok var der en gruppe på ni tyskere og østrigere deroppe. Hytteværten havde bygget en indendørs klatrevæg, som vi klatrede på om eftermiddagen. Hytten lå flot ved en gletscher sø, det så man desværre bare ikke rigtig så meget til. |
Starten af ruten, hvor der stadig var rimelig sigt ...
|
Oversigt over Dösener Tal, hvilket man ikke så meget af
|
Achtung! |
Konradlacke |
Søndag d. 14. september Jeg stod tidligt op i håb om godt vejr. Det var det ikke - den stod
fortsat på tåge og dermed dårlig sigt. Jeg gik alligevel
afsted kl. 7.30 og håbede på opklaring op ad dagen - det kom
bare aldrig rigtigt. Dagen startede med en langsom opstigning fra Dösener
See mod Säuleck. Som dagen før ingen lyde bortset fra smeltevand.
Der var en via ferrate rute til toppen, som jeg oprindelig havde planlagt
at tage. Den blev dog hurtigt droppet, det dårlige vejr taget i
betragtning. Sigten var igen kun ca. 100 meter men ruten var heldigvis
velmarkeret i det mindste på den første del. I enkelte kortere
perioder blæste tågen lidt væk og i et par minutter
kunne man se op mod 500 meter væk. Det var dog en stakket frist,
for fem minutter senere begyndte det at fyge med frostkorn. De sidste
300-400 højdemeter mod toppen begyndte der at ligge mere sne, og
rutefinding begyndte at blive sværere. Toppen af Säuleck (3.086
m, 1.905 højdemeter fra Mallnitz) blev nået efter ca. 2 timer.
Udsigt var der desværre ikke meget af. Fra Säuleck kunne man
vælge at gå ned samme vej og derefter fortsætte på
en lavere sti, eller man kunne fortsætte langs kammen (Detmolder
Weg). Jeg valgte ruten langs kammen, en let/mellemsvær via ferrate
rute, dette var desuden den korteste vej mod Hochalmspitze, som jeg stadig
håbede på at kunne nå. Detmolder Weg var kun "weg"
de første 100 meter, herefter blev det skiftevis blokmark, via
ferrate eller let klatring. Ikke helt optimalt når der lå
et par centimeter sne. Det første via ferrate stykke var meget
let og kunne klares uden udstyr, kort efter kom jeg imidlertid til et
mellemsvært stykke, hvor der som en bonus var is på kablerne.
Fik via ferrate udstyret på og klaterede videre. Ruten var rigtig
god med skiftevis let klatring og via ferrate. Desværre var vejret
bare elendigt og der var ingen udsigt. Undervejs passerede ruten et par
mindre toppe (Gussenbauerspitz, 2.939 m og Schneewinkelspitze, 3.015 m).
Heller ikke her var der dog meget at se. Efter at have brugt 2 timer på
at bevæge mig ca. 1.200 meter i luftlinie gad jeg ikke mere, og
det var nok heller ikke så smart at være alene i 3.000 meter
i så ringe vejr. Hochalmspitze blev derfor droppet. De første
300 meter ned Schneewinkelspitze gik gennem en uendelig blokmark. Pludselig
kom der opklaring og dermed udsigt - og dermed en forklaring på,
hvorfor man gider vade rundt heroppe. Jeg kunne se toppen af Hochalmspitze
og overvejede at gå derop alligevel. Valgte dog klogt nok at droppe
den plan, og 15-20 min senere var toppen forsvundet i skyer og tåge
igen. Spiste frokost og gik ned til Giessener Hütte. Vejrudsigten
for de næste dage var dårlig og i hytten anbefalede det at
gå ned i dalen. De kunne give et lift til Spittal, hvorved jeg også
slap for at gå 11 km på asfalt ud gennem dalen Gössgraben.
Fra Spittal ringede jeg til Danmark og fik dem til at tjekke vejret. Det
var ringe overalt i den østlige del af Alperne, og Kärnten
var faktisk et af de bedre steder. Jeg valgte derfor at blive og håbede
igen på bedre vejr.. |
På vej mod Säuleck
|
Isblomster...
|
Säuleck
|
Via ferrate ruten
|
Via ferrate ruten
|
Kort opklaring ned mod Giessener Hütte
|
|
Pfaffenberger Nocken
|
|
|
Mandag d. 15. september Jeg besluttede at blive i Kärnten og tog bus til Gmünd og videre til Koschach i Maltetal. Vejret var faktisk blevet ok, med svag vind og sol, der næsten kom igennem. Jeg klatrede Fallback Klettersteig, en svær via ferrate rute på 200 højdemeter ved siden af Fallbach Wasserfall, Kärntens højeste vandfald. Ruten var den sværeste, jeg hidtil har klatret. Ruten var dog rigtig godt sikret mod to kablerne næste hele vejen. Flere steder var klippen så stejl, at almindelig klatring var umulig (for mig i hvert tilfælde), og man kunne kun komme videre ved at trække sig op vha. kablerne. Udsigten fra ruten var suveræn med vandfaldet ude til venstre og hele dalen nedenfor. Turen tog ca. 1.5 time, hvorefter jeg gik ned ad en almindelig vandresti. Tomlede videre op i dalen til Moosbach (1.512 m), hvor ruten op til Kattowitzer
Hütte (2.319 m) startede. Vejret var blevet småkoldt i forhold
til længere nede i dalen, og et kort stykke oppe af bjerget begyndte
der er ligge lidt sne. Det første stykke gik ruten ad grusveje
- godt besmykket med kolort fra køerne, der gik på skråningerne.
Mødte ingen på vejen op bortset fra køer og heste.
Det sidste stykke gik ruten ad en mudret stejl sti og kort før
hytten begyndte det at sne og blæse op. Fremme ved 16 tiden. I løbet
af aftenen blev vejret bare værre. Pis.
|
Fallbach Wasserfall
|
Via ferrate rute til højre for vandfaldet
|
Hængebro
|
På vej op |
Udsigt ned i dalen |
På vej mod Kattowitzer |
Tirsdag d. 16. september Vejrudsigten havde lovet opklaring denne dag... Der var -3 grader og kraftig
snefygning. Jeg havde planlagt afgang kl. 7 mod Gr. Hafner. Dette blev
hurtig afblæst og jeg besluttede at vente til kl. 9. Vejret blev
ikke bedre og jeg besluttede at droppe Hafner og gå direkte mod
Osnabrücker Hütte. Pga. vejret stod den på polarudstyr
for at skærme mod den vandret fygende sne! Rutefinding var ok i
starten, men blokfelterne var et helvde pga. sneen og jeg var meget forsigtig
her. Undervejs passerede jeg en mindre top, men beslutte hurtigt at undlade
at klatre de sidste højdemeter derop. Jeg mistede for en kort stund
sporet ved Krumpenkar, bunden af en gletscherdal med en labyrint af kilder
og vandløb. Fandt hurtigt ruten igen, takket være et godt
kort. Det var dog en stakket frist, og flere gange mistede jeg sportet
for kortere eller længere perioder. Der var generelt 400-500 meters
sigt, synd, for udsigten havde været flot. Efter 2 timer fik jeg
endelig kraftværkssøerne ved Kölnbreinsperre i sigte.
Opgav den sidste lille km på stien pga. tiltagende snemængder,
der lå nu generelt 30-40 cm sne. I stedet gik/gled jeg direkte ned
på asfaltvejen. Herfra gik jeg det sidste stykke op til hotellet
ved dæmningen. Vejrudsigten var elendig for de næste par dage,
men jeg kunne heldigvis få et lift ned i dalen til Spittal. Her
fik jeg plads på et Gasthof. Planen blev ændret fra Hohe Tauern
til Reisseck gruppen i håb om bedre vejr. |
Krumpenkar |
Ikke helt alene på bjerget |
Onsdag d. 17. september Endelig sol og endelig skyfrit! Spiste en super morgenmad på "Brückenwirt" inden jeg gik til stationen og tog bussen til Klobnitz. Herfra med bjergbanen fra 719 m til 2.250 m. Et ret imponerende bygningsværk. Smed det meste af bagagen ved Reisseck Hütte (2.287) og gjorde mig klar til dagens udfordringer: Via ferrata rute til toppen af Hohe Leier (2.774 m) og herefter videre ad den normale rute til Hochkedl (2.558 m). Gik op langs dæmningen og steg ca. 200 højdemeter til starten af VF ruten "Bella Vista". Ruten lagde hårdt ud med sværhedsgrad C med glat klippe. Var derfor nødsaget til at anvende standard VF-teknik og hive mig op. Ellers var det meste af ruten sværhedsgrad A og B og rigtig god at klatre. Ruten var spænende og udfordrende og flere steder med god luft under fødderne. Først op på nordvest kammen af bjerget og herefter langs kammen til toppen, skiftevis på siden af kammen og ovenpå kammen. Flot udsigt mod Slovenien (Triglav m.fl.), Dolomitterne og Grossglocker. Nåede toppen efter 2 timer, spiste frokost og nød udsigten en halv times tid. Herefter gik det ad den normale rute ned. Denne var flere steder sikret med kabler, og jeg beholdt derfor VF udstyret på. Fra passet Rossalmscharte skar jeg tværs over terrænet for foden af Kleine Leier for at spare nogle højdemeter. Igen masser af blokfelter. Var ved at være godt træt, men fik overtalt mig selv til at gå til toppen af Hochkedl - vejret var for godt til at lade være. Herefter tilbage til Reisseck Hütte og afslapning på terassen. En sjob hændelse: Hytteværten var udstyret med alpeuniform (lederhosen, knæsokker og hvid skjorte), som blev skiftet ud med cowboybukser lige så snart de sidste tutister havde taget bjergbanen ned.
|
Reisseck Hütte, idyllisk for foden af Mühldorfer See
|
Hohe Leier i baggrunden med nordvestgraten til venstre
|
Blik tilbage af kammen og ned mod Mühldorfer See
|
Blik op langs kammen
|
Kammen, Grossglockner i baggrunden og Radlesee
|
På toppen
|
|
Hohe Leier |
Mühldorfer See fra toppen af Hochkedl |
Grossglockner set fra toppen af Hochkedl |
Torsdag d. 18. september Jeg havde planlagt en marathon dag, så jeg stod op allerede kl. 5:50
og spiste morgenmad. Værterne sov fortsat. Afgang kl. 6:30. Perfekt
vejr, sol over bjergene, skyer i dalene op til 1.900 meter og kun svag
vind. Det var dog lidt halvkøligt, men efterhånden som solen
kom op over bjergene, hjalp det også på temperaturen. Gik
afsted langs vandkraftsøerne med udsigt til orange bjergtoppe -
en ok måde at starte dagen på. Eften en stejl opstigning til
passet Riekentörl gik det med jævn stigning langs Radlkopf
gennem blokfelter (denne gang heldigvis med en banet vej) mod det næste
pas Kalte-Herberg Scharte. Her smed jeg rygsækken og gik hurtigt
de sidste 250 højdemeter til toppen af Reisseck (2.965 m), det
højeste bjerg i området. Nåede toppen på ca.
2 timer fra hytten. Blev på toppen i 15 min og nød den fantastiske
udsigt inden det blev for koldt. På med rygsækken og videre
til Hochalmsee (2.379 m). Dette område var udlagt som sæter
og det vrimlede med får. Fra søen fulgte en lang opstigning
til Zwenberger Törl (2.645 m), hvorfra der var en imponerende udsigt
tværs over Zwenberger Hochalm til Tristerspitze (2.929 m). Fra passet
gik det videre langs foden af Riekenkopf og herefter langs en bjergkam
til foden af Tristerspitze. Det meste af vejen gennem blokfeltet (var
efterhånden ved at være godt træt af at kravle rundt
i dem!). Jeg havde overvejeret af klatre til toppen af Tristerspitze,
men fra afstand så bjerget dog meget stejlt ud. Da jeg kom til foden
så jeg dog, at der var en afmærket rute til toppen. Så
var valget ligesom truffet. Ruten var dog langt fra let, nok nærmest
klatring af sværhedsgrad 1 og nogle steder 2. Der var derfor med
høj koncentration, jeg bevægede mig de 150 højdemeter
mod toppen - og endnu højere koncentration ned igen. Holdt kun
en kort pause på toppen. Der var angivet fire navne i logbogen for
hele 2008, så der var ikke ligefrem overrendt. Videre langs foden
af Tristerspitze mod passet Kaponigtörl. Flere steder gennem hvad
der lignede forholdsvis friste stedskred. Gjorde ingen pauser her. I passet
mødte jeg en gruppe, der var kommet fra Arthur von Schmid Haus.
Meldingen lød på små 3 timer endnu. Det var således
til at se målet. Først ventede dog en nedstigning gennem
endnu et blokfelt, denne gang bestående af sten på størrelse
med personbiler. Det føltes om om det tog en evighed af nå
ned til søerne i Pfaffenberger Alm og nødbivuakken. Fra
dalen var der en flot udsigt mod Ochladinspitz. Jeg var efterhånden
godt stegt, men da jeg så, at der kun var en time til hytten, og
da de sidste 150 højdemter til Ochladinspitz så lette ud,
var der ligesom ikke noget af diskutere. Brugte 2x20 minutter på
turen op af ned. Der var, igen, en fed udsigt, men jeg var efterhåden
sig træt, at jeg ikke rigtig værdsatte det. Fra Ochladinspitz
fulgte en LANG nedstigning (500 højdemeter) til Arthur von Schmid
Haus. Havde godt ømme ben og specielt knæ, der jeg nåede
frem efter 10 timer. En fed dag! Fik et stort måltid mad og velfortjente
øl. |
Morgensol over Kammwand
|
Blik ned over Mölltal
|
Riekentörl, Reisseck i baggrunden
|
Riekener Hochalm, Tristerspitze i midten
|
Reisseck
|
Julische Alpe i Slovenien
|
|
Radlbach tal
|
Tristerspitze
|
Toppen af Tristerspitze
|
|
Säuleck i baggrund, Ebenegg foran
|
udsigt mod Grossglocknergruppe
|
Pfaffenberger See og Ochladinspitz
|
|
Tristerspitze |
Kaponigtal
|
Tristerspitze og nødbivuakken i Pfaffenberger Alm
|
|
Ochladinspitz |
Udsigt fra toppen af Ochladinspitz mod Ebenegg |
|
Fredag d. 19. september Sidste dag i bjergene. Jeg skulle med toget kl. 15, og med 3 timer ned i dalen, og med godt trætte ben, var det begrænset, hvor meget jeg kunne nå. Kom afsted fra hytten ved 8.30 tiden. Turen ned gennem Dösener Tal vae rigtig flot - og med en noget bedre udsigt end turen op 6 dage tidligere. Igen fascinerende et se skiftet i vegetation under så lange nedstigninger. Ligeledes fascinerende et se to lag skyer, et nede i dalen og et over de højeste bjergtoppe. Jeg havde tid til en sidste top, Auernig (2.161 m), så efter af have gået 800 højdemeter ned, gik jeg mere end 700 højdemeter op igen på nordsiden af dalen. Turen op var lang og gik gennem, skov og sæter inden man til sidst nåede over trægrænsen. Fra toppen en fed udsigt mod Hohe Tauern. Der lå en del sne derovre og der blæste en kold vind, så det var nok et rigtigt fornuftigt valg at være gået længere sydpå end oprindelig planlagt. Sluttede af med at gå ca. 1.000 højdemeter stejlt ned til Mallnitz. Provianterede og gik til banegården. Der var sporarbejde, og hjemturen blev derfor noget mere kaotisk end planlagt. Tog til Böckstein, taxa til Bad Gastein, bus til Swarzach, tog til Salzburg, hvor vi ankom forsent, så toget til München var kørt. Fik lavet en ny rejseplan. Lokaltog til München og ICE til Nürnberg, hvor jeg endelig havde indhentet nattoget hjem. Herefter 12 timer hjem til DK. En lidt blandet vandre/bjergbestigningsferie, som startede med dårligt vejr, men som heldigvis blev reddet af de sidste tre dage. Området var rigtig fedt, så den oprindelig turplan kommer på to-do listen til en anden ferie. |
Arthur v. Schmid Haus og Ochladinspitz i baggrunden |
Dösener Tal |
Dös'ner Hütten |
Udsigt fra toppen af Auernig |
Luftfoto af Mallnitz |
Hohe Tauern |