Påskeferie 2006

MTB-O camp på Bornholm og storbyferie i Rom

 

Fredag d. 7. april

Pakkede bilen op med grej, hentede Lasse og Trine og kørte i sneglefart gennem København og over broen, hvor der faktisk også var kø! Jeg havde været sent ude mht. bestilling af færgebilletter, så vi røg med den langsomme færge. Ankomst på vandrehjemmet kl. lidt i ti, godnatøl og klargøring til næste dag.

 

 


 

Lørdag d. 8. april

Formiddagen bød på 'Camp Cup 1', første afdeling i den gennemgående konkurrence for hele campen. Ca. 20 km på Jomfrubjerget. Jeg havde lidt problemer med post 1, men var ellers godt kørende teknisk. Jeg havde Lasse P et par hundrede meter foran gennem det meste af banen, men måtte opgve at hænge med, da Stallknecht og Thorbjørn røg forbi med ca. 5 km tilbage. De sidste par km bød på hårde stigninger på skrænten ned mod Ekkodalen efterfulgt af et par stræk i mudder. Benene var derfor godt visne, da jeg endelig rundene mål efter 1:35. Hurtigste mand var Stallknecht på 1:26.

Eftermiddagen bød på teknisk træning (Omvendt Følg-John ...) i Varperne. Skodterræn til MTB. Masser af stier/hjulspor med græstuer eller hjulspor fyldt med vand og mudder. Jeg kørte første del (ca. 8 km) med Thorbjørn i pænt tempo. Herefter var vi begge klar til at stemple ud, da vi passerede mål. Afterbiking om aftenen.
.  

 


 

Søndag d. 9. april

Dagens første træning gik i Blykobbe nord for Rønne. Bomteknik med Lasse P. En fed skov med mange små stier. Vi gav den gas rundt på de ca. 8 km. Bagefter kørte vi vejvalgtest på en del af banen i Hasle Lystskov. Var lidt vissen i stængerne til sidst.

Eftermiddagens træning gik i Rø Plantage, så der var ikke tid til at køre tilbage til vandrehjemmet. Tog i stedet på cafe på havnen i Gudhjem.

Eftermiddagen bød på 'Camp Cup 2'. Ca. 25 km i Rø Plantage. Benene var tunge allerede fra start, men teknisk gik det fint. Mange af de mindre stier var elendige, så det blev til seriøse udenoms vejvalg. Med 5-6 km tilbage gik jeg fuldstændig kold. Kunne kun køre i lavt gear på den midterste klinge selv på de store stier. Tog konsekvensen og kørte hjem. Burde måske endda havde stemplet ud tidligere. Brugte 1:35.... Afterbiking og hygge om aftenen.

 

 


Mandag d. 10. april

Dagen bød kun på en træning, der så til gengæld var Høker fra Hammershus tilbage til Dueodde. Benene var fortsat smadrede, så jeg valgte børnebanen på ca. 50 km i stedet for den lange bane på 70 km. Samlet start med udsigt til Hammershus i solskin og ca. 10 grader. Der blev lagt ud i højt tempo, men allerede efter 2 km kørte stort set hele feltet galt. Fejlen blev opdaget hurtigt af nogen og knap så hurtigt af andre og feltet var således sprængt allerede ved post 1. Jeg fik hægtet mig på et par mindre klynger, men kom til at køre alene allerede mellem post 2 og 3. Fremme i teten gik der taktik i det, ligesom gruppen småbommede et par posten og ved post 5 i den nordligste del af Almindingen var alle de forreste samlet. Kort og lang bane skiltes her, og jeg røg derfor alene videre på den korte bane. Så Rune Monrad ca. 300 meter foran og fik kontakt ved næste post, som vi begge missede. Herefter kørte vi parløb et par stræk, før vi tog forskellige vejvalg på et langstræk gennem Almindingen. Runes vejvalg var 15 sekunder hurtigere, men han kørte også hurtigere. Jeg var ikke i stand til at hente ham, og han trak langsomt fra. 2-3 poster senere så jeg ham dog tage et dumt vejvalg, der gav ham ca. 3 km ekstra kørsel. Jeg kørte teknisk godt gennem Varperne og Paradisbakkerne og gav den fuld gas ned til Neksø. Krudtet var ved at være brændt af ned mod Snogebæk, men heldigvis var der ikke langt hjem. Det sidste stræk fra Snogebæk til Dueodde var en dræber i hård modvind. Rune var dog fortsat ikke til at se, hvilket gav lidt ekstra krudt. Rullede i mål efter 2 timer og 52 minutter. 3 minutter foran Monrad.

Restituerede et par timer inden jeg løb en 7 km o-bane i Dueodde om aftenen. Super, super terræn. Var ikke helt skarp teknisk, hvilket gav nogle bom. Afterbiking som sædvanlig om aftenen

 

 


 

Tirsdag d. 11. april

'Camp Cup 3' i Bolsterbjerg og Almindingen Øst. Der var ikke meget energi tilbage i benene, men jeg fik da kæmpet mig igennem de ca. 23 km. Var helt færdig tilsidst og kunne intet som helst op ad bakke. Teknisk gik det fint. Kom rundt på 2:12, mens banen blev vundet på 1:55.

Eftermiddagen bød på stafettræning i Blykobbe. Par-stafte på 2x2,5 km. En meget intens konkurrence. Blev passeret af Strunge og Thorbjørn på sidste slynge uden mulighed for at kunne hænge med i mål.

Afgang og hjem med den hurtige færge. Campen var et super initiativ med gode træninger/konkurrencer og en rigtig god stemning. Tilbage i København ved 21 tiden og direkte i gang med at pakke til Rom turen.
.  

 


 

Onsdag d. 12. april

Sterling glimrede med en halv times forsinkelse (hvilket de gentog på hjemturen), men ellers skete der ikke det store på turen til Rom. Tog med bus ind til Termini togstationen, hvor definitionen på en 'lazy latino' arbejde i bagageopbevaringen. Trods 30 mennesker i kø, så bevægede de to arbejdere sig med ren sneglefart og et ansigtudtryk der signalerede 'kunder, det er ikke andet en bøvl og arbejde'.

Jeg havde lidt over to timer, inden jeg skulle mødes med Andras ved nationalbanekn. Brugte tiden på Querinale højen, hvor jeg fik set Piazza della Repubblica og Piazza del Quirinale samt en bunke fontæner og skulpturer. Drejede ned i den centrale del af Rom og kom til Trevi Fontænen, hvor hele pladsen var fuldstrændig tætpakket. Videre forbi Piazza delle Pilotta og Piazza Venezia til Victor Emmanuel monumentet (bryllupskagen). Mødtes med Andras ved 17 tiden, tog hjem og spiste inden det videre mod dagens topunderholdning. Pokalfodbold semifinale mellem Roma og Palermo. Vi sad nær Romas fanklub. En imponerende kulisse med kanonslag, romerlys, røgfontæner og 55.000 tilskuere. En fed, fed kampoptakt i suveræne kulisser. Første halvleg var ret spændende, mens anden halvleg var noget kedelig. 1-0 sejr til Roma.
.  

 

 

   


 

Torsdag d. 13. april

Andras skulle arbejde, så jeg måtte lege turist alene. Startede på Esquilin højen, hvor jeg bl.a. fik set en af Roms valfartskirker, Santa Maria Maggiore. Videre forbi Domus Aurea og Trajans Bade til Colosseum. Ankom for sent på formiddagen, så der var 1 times kø. Ændrede derfor plan og gik ind i Forum Romanum og så utallige templer, triumfbuer og kirker. Imponerende kulisser! Videre mod centrum, hvor jeg fik set Pantheon (imponerende 2000 år gammelt ingeniørarbejde), piazzaer, søjler og flere fontæner. Havde en længere pause ved den Spanske Trappe inden turen gik hjem. Tog ind til centrum igen om aftenen, hvor vi fik en enkelt øl i en park oven for Colosseum inden vi spiste på en restaurant i nærheden. Sluttede af på en cafe på Campo 'de Fiori. Overrendt af højrøstede amerikanske rangers på vej hjem fra Irak...
.  

 

 

   


 

Fredag d. 14. april

Ankom til Colosseum ved 9-tiden og slap ind uden at stå i kø alt for længe. Fik en guided tur på en time rundt i arenaen. Helt enkelt fascinerende! Fortsatte op på Palatiner-højen bagefter. En helt anden ro i forhold til turistmasserne i Colosseum, da der stort set ingen turister var på højen. Fortsatte til Capitol, inden turen gik ned i centrum til Piazza Navona. Gik hjem gennem Pincio parken. Vi var forbi Colosseum om aftenen, hvor paven skulle gå i procession. Der var dog så mange mennesker, at vi opgav efter en times tid og i stedet fortrak til Campo 'de Fiori. Fik dog set et hurtigt glimt af Benedict.

.  

 

 

 

 


 

Lørdag d. 15. april

Tog med metro og bus til en mindre by, Albano, i bjergene en times tid uden for Rom. Illusionen og en stille bjerglandsby holdt ikke, da der mindst var ligeså meget trafik som i Rom. Vi gik til Gendolfi (sådan hed den vist ca.), hvor paven holder sommerresidens og hvor der var en imponerende udsigt over Lago de Albano. Denne landsby havde noget af den charme som Albano ikke havde. Gik ned til søen, inden vi fik en enorm frokost i Gendolfi. Var forbi kirken San Giovanni in Laterona på vejen tilbage til Rom. Andras' bedstemor var blevet syg og han blev nødt til at flyve hjem om aftenen. Var selv forbi den Spanske Trappe og et par cafeer.

 

 

 


 

Søndag d. 16. april

Tog bussen til Vatikanet, hvor paven skulle holde sin påskegudstjeneste. Hele Peterpladsen var fyldt op med ca. 250.000 mennesker. Igen en imponerende kulisse, hvor det dog var svært at se det helt store af, hvad der foregik. Formiddagen blev brugt på Castel Sant'Angelo og på at se Giancolo og Trastavere bydelene herunder Garibaldi monumentet og Santa Maria in Trastevere. Eftermiddagen stod på kvarteret Aventino med Circus Maximus og Tiber-øen. Gik tilbage til Vatikanet langs Tiberen. Mængden fra formiddagens gudstjeneste var fortrukket og jeg ind i Peterskirken uden den store kø. Imponerende bygningsværk, men det var flere i de mindre kirker nu også. Gik hjem gennem centrum. Brugte et par timer omkring den Spanske Trappe om aftenen.

 

 

 


Mandag d. 17. april

Hjemrejse uden de store overraskelser, bortset fra at Sterling igen glimrende ved en halv times forsinkelse og ved at bruge 50 minutter på at udlevere bagage
En god ferie i Rom, som dog desværre blev lidt kedeligere af, at vi kun var 2 og ikke fire som planlagt, hvortil så kom at Andras blev nødt til at flyve hjem.