15. juli, City Race Køge

Ferien tyvstartede med en lille prolog: City Race Køge. Det havde været et fedt løb sidste år - det var det absolut ikke i år! Beskrivelse af løbet er her. Kedelige aktiviteter og et løb, der bar præg af at være blevet arrangeret meget hurtigt. Jeg udgik/blev diskvalificeret efter en dårlig afmærket rulleskøjte rute. Spild af tid. Vi skulle have taget en ekstra dag i Chamonix i stedet.

16. juli, KBH -> Chamonix

Jeg hentede Emma og Frida på Hellerup St. kl. 7 og så gik det sydpå. Ingen trafik og masser af sol. Missede en færge i Rødby med 5 minutter, men havde egentlig også først booket til den næste. Spejlblankt vand. Mere trafik i Tyskland og temperaturen kravlede langsomt op mod 30 grader. Lidt kø hist og pist med generelt gik det hurtigt sydpå. Mad på McD syd for Frankfurt. Henriette var blevet forsinket med fly fra KBH, så der var ingen forbindelse fra Geneve og videre mod Chamonix. Vi samlede hende derfor op i Lausanne (efter lidt bøvl med at finde stationen) og kørte godt proppet det sidste stykke til Chamonix. Var endelig fremme kl. lidt over tolv efter ca. 17 timers transport.

17. juli, klatring på 'Les Gailands'

Vi brugte formiddagen på at smutte forbi Alpin kontoret: "Godt vejr så langt som vi kan se frem" og på at kigge på udstyr. Eftermiddagen blev brugt på at klatre på et par sværhedsgrad 4 ruter på Les Gailands. Brændende varmt i solen men ret sjovt at prøve at klatre lidt igen. Købte steigeisen, isøkse, hjelm og reb.
.  

18. juli, Aiguille du Tour - del 1

Emma og Frida lejede udstyr og vi kørte op til Le Tour, hvor vi tog liften op til Col de Balme. Herfra brugte vi små to timer på at vandre ind til Refuge Albert. Den første del af turen var der en flot udsigt over Chamonix dalen, mens vi på den sidste halvdel gik langs med Glacier de Tour. Imponerende! Vi blev indkvarteret på en 20 mands stue og gik herefter en runde på gletscheren for at vende os til at gå med steigeisen og tov. Fik en 3-retters menu i et tætpakket refugie. Småregn ud på aftenen.
.

19. juli, Aiguille du Tour - del 2

Vi stod op kl. 4 og spiste lidt mad på refugiet inden vi pakkede og iførte os udstyr. Kom afsted ved 5 tiden. Vi havde diodelygter monteret på hjelmene, men det var allerede så lyst på dette tidspunkt, at vi ikke behøvede lys. Det første kvarter gik over klipper, hvorefter vi ankom til gletscheren. Der var ca. 60-70 mand på isen denne morgen, hvoraf en stor del skulle på Aiguille du Tour (3.542 meter), vi kom derfor til at overhale og gå i hælene på flere andre hold. Der var klart vejr og sneen var frosthård. Den første times tid gik vi over Glacier de Tour for foden af Aig. du Tour og Aig. Purtscheller. Herefter drejede ruten op gennem en slugt, over et pas og ned på Plateau du Trient. De fleste hold gik op gennem Couloir superieur du Tour, mens vores kort viste, at ruten gik op gennem Couloir du Tour. Vi valgte at følge kortet (senere viste det sig, at vores guide bog faktisk også angav ruten til at gå gennem superieur…). Dette gjorde turen en hel del sværere, da ruten op gennem Couloir du Tour åbenbart var blevet markant ringere de sidste par år. Vi kom derfor til først at klatre ned af en 15 meter høj stejl snefane efterfulgt af en længere klatring op ad en stejl side med mange løse sten. Endelig oppe blev vi belønnet med en fed udsigt over Plateau du Trient: Sne, is og bjerge. Gik over plateauet og hen til foden af Aig. du Tour. Her blev vi mødt af et par mindre stenskred. Turen op på Aig. du Tour skulle ifølge guidebogen være let klatring, men pga. mange løse sten blev den lidt sværere end forventet. Fra toppen var der en imponerende udsigt over Mt. Blanc plateauet, Matterhorn og Monte Rosa. Nedturen fra toppen tog lang tid, da pigerne var ret bekymrede for klatringen. Vi tog en anden vej ned og kom ud på gletscheren igen et sted, hvor den var meget iset. Vi havde lagt vores steigeisen og isøkser, der hvor vi klatrede op. Pigerne klamrede sig derfor til klipperne, mens jeg hentede udstyret. Tilbage på isen oplevede jeg at være bundet sammen med tre piger, der går på toilettet samtidig i 3.000 meters højde. Fik desværre ikke fundet kameraet. Tilbageturen gik ad den nye rute og betød, at vi var hurtigt nede. Fik en hurtig omgang mad og hastede videre med liften. Nåede sidste lift med 3 minutter! Alt krudt var brugt, så vi røg på restaurant om aftenen.  

20. juli, Tour de France

Tour de France karavanen havde sidste etape i Alperne denne dag og vi kørte til Samoens 50 km fra Chamonix for at se rytterne på den sidste 'uden for kategori'-stigning op til Col de Joux Plane. Vejret igen perfekt. Sol og mere end 25 grader. Jeg havde planlagt at køre op af bjerget for at se rytterne på toppen, men gerdarmerne meddelte at bjerget var lukket allerede en time før karavanen kom og mere end to timer før feltet kom. Det lykkedes mig at slippe forbi den første gendarm, men jeg blev stoppet igen ca. 2 km oppe af bjerget (jeg havde på dette tidspunkt en puls på ca. 200 og sveden haglede af kroppen). Herfra var det umuligt at komme videre. Jeg rullede ned at bjerget og kom i stedet til at se TDF sammen med de andre ca. 1 km fra foden af bjerget. Vi fandt et godt sted, hvor stigningen var på mere end 10%. Karavanen var et sjovt cirkus med masser af vogne og sponsorskrammel. Efter 2 timers venten kom rytterne endelig. Det var fedt. De var så smadrede og man kunne se, hvor ondt de gjorde at klare den sidste stigning. Først kom Landis og Sinkewitz, derefter Sastre og Schleck tæt forfulgt af favoritgruppen med Pererio, Moreau, Leipheimer, Rasmussen osv. Herefter kom rytterne dryssende enten alene eller i smågruppen. Først 37 minutter efter Landis kom 'bussen'. Herefter var cirkus forbi. Cool adspredelse fra bjergklatringen.
Tilbage i Chamonix mødte vi Philip, en canadier der manglede nogen at tage på Mt. Blanc med. Han havde erfaring fra en del andre bjerge og vi var to, så det var perfekt af få ham med mod toppen. Ian, som Emma og jeg havde mødt i Tatra bjergene sidste efterår, ankom om aftenen.

21. og 22. juli, Mont Blanc

Jeg løb en lille tur om formiddagen op mod Cascade du dard men slappede ellers af det meste dagen og ladede op til Mt. Blanc turen. Fik spist en ordentlig gang mad i løbet af eftermiddagen og sovet et par timer. Ved 5-tiden tog vi en af de sidste kabineliften op til Aig. du Midi. Her slappede vi af, spiste og prøvede (for mit vedkommende uden held) at få lidt søvn. Kl. ca. 9 begyndte vi at forberede os på at tage af sted. Vi fik deponeret det grej vi ikke skulle bruge og tag udstyr på. Vi havde mødt en franskmand, som havde været 5 gange på Mt. Blanc og aftalt at vi kunne følge efter ham mod toppen. Udgangen fra liftstationen var ret spændende. En halv meter bred snefane. Mod den ene side gik det "all the way to Chamonix", mens det på den anden side kun faldt ca. 100 meter ned. Vi gik forsigtigt ned ad snefanen og kom sikkert ud på Vallee Blanche. Herfra gik det fladt nedover mod foden af Mt. Blanc Tacul. Henriette havde været lidt sløj og svimmel allerede da vi gik fra Midi og på vej op af Tacul blev det værre. Knap halvvejs oppe ad Tacul traf vi en beslutning om at følge hende tilbage til Refuge des Cosmiques. Dette var en rigtig beslutning, for turen skulle blive meget hårdere. Jeg havde selv hovedpine det meste af vejen og var småsvimmel ved flere lejligheder. Det blev dog aldrig værre, end at man godt kunne gå.
Kl. halv et begyndte Philip og jeg igen at gå op af Tacul. Vi havde mistet 1,5 time og spist 300 ekstra højdemeter, men der var stadig god tid. Det første stykke kunne vi huske fra første tur op ad Tacul. Herefter var det let at se ruten og vi blev desuden indhentet af to danskere, hvoraf den ene kendte turen op. Tacul blev klaret uden de store problemer (vi fandt først ud af, hvor stejl den var og så først de ret friske sne- og isskred på vej tilbage, da det var blevet lyst). Fra toppen af tacul kunne man se tilbage mod Cosmiques og se en perlerække af lys slangende sig mod foden af Tacul. Flot syn. Fra Tacul fulgte et fladt stykke over til Mt. Maudit. Stigningen op ad Maudit var om muligt endnu stejlere end Tacul. Vi kom dog ret hurtigt frem og nåede op til et punkt ca. 40 højdemeter under toppen. Herfra stod den på isklatring op gennem en ca. 1,5 meter bred slugt. Der var spændt et reb op i slugten, som vi kunne sikre op på, men da det var uvist, hvad rebet kunne holde til, så måtte vi primært stole på vores økser og steigeisen. Turen op tog lang tid og blev absolut ikke lettere af, at en guide skulle klatre forbi os på vejen og filtre alle reb sammen. Kæmpe nar! På bagsiden af Maudit gik det ned et par 100 højdemeter og over et par gletshcerspalter. Nu kunne turen op ad Mt. Blanc endelig begynde, nogenlunde samtidig med at solen stod op. Turen op var hård - og over 4.500 højdemeter var den rigtig hård. Stigningen var ikke stejl, men pga. manglende højdetilvænning, så kunne vi kun gå 20 skridt imellem hver pause. Heldigvis så alle andre ud til at være lige så trætte. Kl. 7 nåede vi endelig toppen!!!! Målet nået, men fuck hvor var vi smadrede. Vi fik taget en bunke billeder og fjollet lidt rundt, men faktisk ønskede man bare at komme ned igen. Efter 10-15 minutter tog vi rygsækkene på og begyndte hjemturen. Turen ned ad Mt. Blanc gik fint, men allerede på vej op ad Maudit blev vi mindet om, hvor trætte vi var. Igen var det nødvendigt med mange pauser. Ved nedklatringen var der trængsel. Jeg firede Philip ned og blev selv firet ned af et par nordmænd. Herefter gik der imidlertid trafikkaos i den. Folk på vej tilbage fra Mt. Blanc skulle ned, mens guider og kunder på vej mod Mt. Blanc skulle op. At guiderne (franske) var hensynsløse og kravlede op mens andre vej på vej op og ned gjorde ikke tingene lettere. Der væltede mange sten ned og det var rent held, at ingen blev ramt. Vi havde ikke fået rebet med ned i første omgang og kom til at vente på det i over en time. Det var ok at få lidt pause, men vi havde ingen ordentlig mad og vi blev stegt i solen. Endelig betød ventetiden også, at sneen smeltede og vi kom til at gå i slush-ice resten af turen. Vi var på dette tidspunkt totalt smadrede og jeg brækkede mig på vej ned ad Maudit. Turen op til Tacul gik laaangsomt. Turen ned gik bedre, inden vi igen begyndte at slæbe os frem mod Midi. Den sidste klatring op til stationen tog en evighed og indeholdt mange pauser. Endelig tilbage kl. 14 efter ca. 16 timers ekspedition. Fik samlet grejet sammen, kørte ned med kabinen, gik tilbage i lejren og faldt i søvn. Vågnede igen efter et par timer, spiste og sov videre.  

23. juli, Aig. des Grands Montets

Jeg var overraskende frisk allerede da jeg vågnede, så i stedet for en planlagt hviledag, så besluttede vi os for at bestige en lille top. Valget faldt på Aig. des Grands Montets (3.295 meter). En lille top, hvor der kun var ca. 200 højdemeter men sne og is. Vi fik samlet udstyret og kørte til Argentiere, hvor vi tog liften op til Grands Montets. Herfra gik ad trapper ned til Col des Grands Montets, hvor vi tog steigeisen og reb på. Videre nedover ad en snedækket Glacier des Rognons. Vi rundede Aig. des Grands Montets og begyndte turen tilbage. Guidebogen angav, at turen primært skulle gå på sne og blot omfatte klatring de sidste ca. 50 meter. Størstedelen af sneen var dog smeltet og vi kom i stedet til at klatre på is og gennem klipper over flere 100 meter. Turen blev derfor noget mere spændende end forventet, men gjorde det også til en federe oplevelse at nå toppen. Her klatrede vi ind på platformen over kabinen, et sted hvor der var ophængt mange 'Avalance Danger' skilte … De fleste var lidt trætte, så vi spiste ude om aftenen. Jeg havde dog fortsat lidt krudt i benene, så efter maden og inden det blev mørkt, så kørte jeg den blå 15 km rute MTB igennem. En god rute i skov og gennem landsbyer. Flere steder fulgte den floden. Temperaturen faldt her fra ca. 20 til ca. 10 grader.

24. juli, MTB og løb

Henriette tog bussen til Geneve for at flyve hjem og svenskerne var trætte, så jeg kørte en tur alene på mountainbike. Planen var at køre MTB-spor op til Le Tour og cykle videre mod Col de Balme. Benene var dog ikke til at cykle op ad bakke og jeg valgte i stedet i cykle af landevejen til Col de Montverts. Dette var faktisk ikke noget dårligt bytte. Det var fedt at stege i sadlen på vej op til passet og det var fedt at holde tempo med bilerne ned ad bjerget igen. Slappede af et timer men blev rastløs igen om eftermiddagen. Jeg lånte derfor et liftkort og tog op til le Brevent, hvorfra jeg løb tilbage til Chamonix. Udsigten fra toppen var noget pænere end på en runde i Utterslev Mose: Udsigt mod Mt. Blanc massivet og Chamonix dalen. Ruten slangede sig ned over dalsiden og det var svært at løbe stærkt. Benene var trætte, men kunne godt holde til at løbe ned af bakke. Mod bunden blev lårene dog godt ømme.

25. juli, Hjemrejse

Der var nu absolut ikke flere kræfter tilbage i kroppen og formiddagen gik med at gå en runde i Chamonix inden vi begyndte at pakke sammen. Kl. 14.30 var vi klar og forlod campingpladsen. Temperaturen i Chamonix havde været udholdelig med ca. 25 grader, men i Schweiz og Tyskland blev det værre og vi rundede 38 grader. Lidt kø og masser af vejarbejde i Schweiz, mens det gik problemløst i Tyskland. Kl. 2 om natten var det fortsat 25 grader. Smed svenskerne af i Frederecia og trillede videre mod farmen. Omkom kvart i syv efter 16 timers kørsel. Dødtræt. Spiste og sov.

Fed, fed ferie. Absolut ikke sidste gang, jeg er i Chamonix.