Rejser

 

Norge og Læsø 2004

 

Eftersom det var mit 2. år hos Hedeselskabet, så havde jeg faktisk optjent noget ferie - samt uendelige mængder afspadsering. I slutningen af juni blev det til 4 dage i Finland til Jukola. Ikke super spændende terræn, men en glimrende tur. Dagen efter hjemkomsten fra Jukola tog jeg til Gdansk for at være leder på den fælles junior sommerlejr - en fed tur, hvor der skete noget hele tiden, men absolut ikke en afslappende ferie, da man hele tiden skulle være 2 skridt foran. 5. gang i Gdansk/Gdynia. Terrænet er stadig lige fedt, vejret var ok og endelig så jeg 4-5 vildsvin på Høkeren.

I slutningen af juli og starten af august afholdt jeg anden del af min ferie, fordelt på 9 dage i Norge og 5 dage på Læsø.

 

 

 

Fredag 23. juli: Afrejse

Jeg havde læst om et gletscherkursus i Jostedalen i Adventure World og synes det lød meget spændende. Havde planlagt at tage af sted efter arvejde, men ved at knokle igennem var jeg færdig på arbejde allerede torsdag og kunne således køre fredag morgen. Turen op til Spiterstulen Fjellstation tog knap 13 timer. Ikke meget at berette bortset fra at turen fra Lillehammer og videre op gennem Gudbrandsdalen var utrolig flot. Ankomst fredag aften til pis regnvejr. Slog telt op og lyttede til regn hele natten.

 

 

 

 


 

Lørdag 24. juli: Galhøpiggen

Skyerne dannede et tæt tæppe 500 meter over dalen og det var lige på grænsen til regn. Besluttede alligevel at gøre et forsøg på at vandre op på Galhøpiggen (2.469 meter) og startede turen kl. 8. Efter 1. time var det meget tåget og jeg mødte en tysker, der havde givet op. Besluttede alligevel at fortsætte og i ca. 1.800 meter kom jeg gennem skyerne. Herefter var det forholdsvis klart. Flot udsigt over fjelde og bræer. Opstigning gennem sne og blokfelter. Da jeg nåede toppen brød solen igennem og det var næsten perfekt. Pludselig væltede det ind med mennesker - så var turen op gennem tågen mere afslappende. Gik ned i strålende sol. Var nede igen allerede kl. 15. Valgte at holde en times siesta og gravede derefter MTB'en ud af bilen. Forsøgte at køre længere ind i dalen, men gav op og kørte i stedet ned mod dalbunden. 12 km nedkørsel hvor specielt de første 4 km var fede. Opkørslen var dog heller ikke ringe med udsigt til fjelde og elve.  

 


Søndag 25. juli: Glittertind

Igen regn hele natten. Ville have stået op kl. 6, men regnen stoppede først halv otte. Herefter var vejret ok. Mødte 2 par på vej ned fra fjeldet i løbet af den første halvanden time - ellers ingen folk på fjeldet. Efter 500 meter opstigning kom jeg til et plateu med 'rigtig' højfjeldsstemning. Selve Glittertind startede med 600 meter stejl opstigning. Herefter fladede det ud. Dette var dog ikke meget nemmere, da der var kommet sne i løbet af natten. De sidste par km mod toppen blev der stadig mere sne, sigten blev dårligere og det blæste op. Om jeg nåede toppen ved jeg ikke, men jeg tror det. På et tidspunkt gik det ikke mere opad, og jeg må afstandsmæssigt have været lige i nærheden. Sigten var her på 10 meter Skyndte mig ned, men måtte bruge kompas flere gange. I bagklogskabens lys burde jeg nok ikke have gået helt op, men det gav adrenalin Et par km fra toppen var vejret fint og det blev en fin nedstigning. Nedpakning og afrejse vestpå. Turen fra Lom til Gaupne var imponerende og er nok den flotteste strækning jeg har kørt - fjelde, dale, fjorde, bræer mm. Corolla havde det dog hårdt på nedkørslerne. Ankomst til kursushytten i Jostedalen - hyggeligt sted.


Mandag 26. juli: Vivakulen - træning på sne

Vi startede kurset på snetunger ved Vivakulen ved den opdæmmede Styggevatn Sø. Imponerende. Træning i faldteknik, sikring i sne og lidt træning i gang i tovhold. Vejret var ok og det var en fin og rolig første dag. Så Breheimcentret med udstilling om Jostedalen bagefter.


Tirsdag 27. juli: Nigardsbreen - træning på is

Første træning på is foregik på Nigardsbreen, som vi kom ind til efter en lille sejltur på søen foran bræen. Spændte steigeisen på og gik op på bræen. Brugte et par timer på at vænne mig til steigeisen og isøksen. Herefter blev resten af dagen anvendt på gang i 'taulag' med opsætning af mellemforankringer. Inden aftensmaden løb jeg en tur med Øyvin. Efter 300 meter stigning vendte jeg rundt og løb tilbage, mens den bindegale nordmand fortsatte. Instruktion om aftenen.

 

 


 

Onsdag 28. juli: Fåbergstöllsbreen - redning på is

Onsdagen blev tilbragt på Fåbergstöllsbreen. Vi gik op gennem dalen langs elven. Der var ingen sti, men landskabet var flot. Efter 1,5 time nåede vi bræen. Det var lidt sværere at komme op på selve bræen end dagen før, men da vi først var oppe, var det fint. På bræen havde vi tre redningsaktioner, hvor vi skiftevis blev sænket ned i en issprække. Herefter gik turen tilbage gennem dalen for fuld fart. Nede igen ved 20 tiden.

 


 

Torsdag 29. juli: Toftebræen - bræffaldsvandring

Dette blev den længste dag på kurset. Vi startede ca. 9.15 i bunden af Krundalen. De første små to timer gik med opstigning til bræen (ca. 500 højdemeter). Det var omkring 25 grader i bunden af dalen, så det var en særdeles varm fornøjelse at gå op. Fandt et sted, hvor bræen var ganske flad, så det første lange stykke kunne vi gå uden at være sikret. Fra det flade stykke var der et imponerende syn op mod de mere stejle prtier længere oppe. Desuden var det sjovt at se de små vandløb, der løb oven på isen. Renate fra det andet hold fik hedeslag, kollapsede og måtte hentes med helikopter. Ventetiden gik med at spise og isklatre. Efter maden fulgte et stykke med udfordrende klatring og sne/isskred inden vi nåede ud i venstre side af bræen. Herfra fulgte en stejl vandring op gennem sne og gruset is inden vi nåede et mere fladt område. Dette var dog fyldt med sprækker og snebroer, der ofte kollapsede. Her måtte vi igen anvende mange sikringer. Efter mange timer nåede vi en mere flad del, som vi skulle krydse. Denne var ligeledes fyldt med sprækker og sne. Bevægede os langsomt frem, men havde alligevel tre personer, der stak et ben ned i en af sprækkerne. Til sidst nåede vi en snefane der spændte over 150 højdemeter. Slog hjernen fra og knoklede op. Ankom til Steinmannen kl 23.15 efter 14 timer på fjeld, sne og is. Missede lige solnedgangen, men der var stadig en imponerende udsigt ind over Jostedalsbræen, de omgivende fjelde og Hurrungarne længst mod øst. De sidste folk ankom først kl. 24, hvorefter vi endelig fik mad, inden vi fik os indkvarteret og sov som sten. Denne dag kom næsten op og konkurrere med 'cave exploring' dagen i Rumænien i 2001.

 


 

Fredag 30. juli: Jostedalsplateauet - redning på sne

Stod op til strålende solskin og en vildt flot udsigt. Svedte lidt i solen inden vi gennemførte to redningsaktioner fra issprækker dækket af sne. Herefter lidt mad inden vi begyndte at gå ned fra Steinmannen. Havde nogen orienteringsøvelser på sneen og havde lidt problemer med at tælle tovlængder Marcherede i iltempo med Øyvin langs bjergryggen over Haugenossi ned to Haugafjellstölen, hvor der var super hyggeligt. Herefter videre ned til Gjerde og op til hytten i Bretun. Turen tog 3 timer og 20 minutter. Var helt smadret til sidst, men det var en fin tur. Langs ryggen var det sne, issøer og bart fjeld. Ned til Haugafjellstölen grønne bakker og til sidst sti gennem skoven. De andre gik direkte ned fra fjeldet, men vi var alligevel hurtigere. Spiste pizza og drak et par øl om aftenen.

 


 

Lørdag 31. juli: Nigardsbreen - isklatring

Alle var smadrede, så lørdag var en rolig dag. Med båden til Nigardsbreen og på med plaststøvler, der var mere velegnede til isklatring. Satte tre ruter op på en isvæg. De to var meget lette, mens den sidste havde et lille udhæng og var mere udfordrende. Prøvede de to sværeste ruter 2-3 gange. Den sværeste rute var sjov, men gav ømme knoer - sandsynligvis pga. dårlig teknik. Tog 'tidligt' hjem og var allerede nede hos Edvin's ved 18 tiden. Grill og lysbilleder om aftenen.

 


 

Søndag 1. august: Afrejse og Solneibotntindane

Efter oprydning, aflevering af grej og afsked kørte jeg til den vestligste del af Jotunheimen. Gjorde et stop på bomvejen mellem Turtagrø og Årdal og klatrede op på Solneibotntindane (2083). En tur på ca. 5 km i luftlinie og 800 højdemeter. De første 400 højemeter gik over fint fjeld med mos, lyng og lav, mens de sidste 400 gik gennem blokfelter. Fra toppen var der en imponerende udsigt over Hurrungarne med Sture Skagastöllsfjeldet og Ringsbreen. Gik tilbage og havde meget ømme fødder nede ved bilen. Kørte videre mod Oslo - Corolla havde det igen hårdt ned ad bakkerne. Slog telt op på en perfekt plet ned til Brena elven lidt nord for Hønefoss.

 


 

Mandag 2. august: MTB nord for Hønefoss

Jeg havde ømme ben efter de forrige dages vandring, så jeg besluttede at køre MTB i stedet. Tegnede bilkortet af - det passede dog ikke videre godt på grusvejene. Kørte en 3 timers tur primært på grusveje. Lange opkørsler - nogen varede 30 minutter. Åd vel knap 1.000 højdemeter på hele turen. Nedturene var straks sjovere. Det var bagende varmt og sveden haglede - gik lidt kold til sidst. Badede og læste lidt tilbage i 'lejren' inden bilen blev vendt mod Oslo. Havde en flot sejlads ud gennem Oslo-fjorden i helt stille og næsten skyfrit vejr.

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Tirsdag 3. august: Afslapning

Missede Læsø-færgen med 10 minutter, men havde en fin overfart med færgen, der sejlede 2 timer senere. Havde en lille tur i kajakken fra Horneks og prøvede at snorkle ud til stenen. Der var dog for meget plankton i vandet, til at man kunne se noget.

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Onsdag 4. august: Prolog

Sejlede igen en lille tur i kajakken fra Horneks og prøvede igen at snorkle - dog med samme resultat. Hentede Mads ved færgen, fik en pils, kørte hjem og spiste, hvorefter vi cyklede tilbage til Vesterø. Der var prologstart på stranden i helt vindstille vejr og bagende sol. Løb godt 3 km på ca. 17 minutter. Var meget tung i benene. Var en tur forbi campingpladsen inden vi cyklede tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Torsdag 5. august: 1. etape

Første etape havde start ved Hvide Bakker. 10,5 km kun i den spændende del af plantagen. En hård bane - tror kun jeg løb 1,5 km på sti - resten i lyng, klitter og tuegræs. Smadret til sidst. Om eftermiddagen padlede Mads, Jens Erik og jeg til Nordre Rønner og Borfeld. Vejret var igen perfekt. Havde våddragt med og sprang i vandet ved Borfeld. En sælunge kom helt tæt på og har ikke været mere end 2-3 meter borte - fedt!!

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Fredag 6. august: 2. etape

Anden etape bød på pointcykelorientering fra Strandgården. Kom hurtigt igennem den første med pileorientering. Kørte herefter op i skoven og samlede poster ind dels på MTB dels ved løb. Videre til Nordmarken og to poster på flyfoto. Med 1 time og 20 minutter tilbage tog jeg en fatal beslutning og cyklede til Bløden Hale. Der var alt for langt derud - og der var modvind på tilbageturen. Gik fuldstændig væskekold og kom en halv time for sent. Brugte et par timer på at komme mig inden vi om eftermiddagen toig en tur til Østerby. Pastaparty om aftenen.

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Lørdag 7. august: 3. etape

Denne dag var der start fra Storedal. Igen en hård bane på 8,5 km. Var helt smadret i benene, men teknisk gik det godt og jeg kom pænt igennem. Tog færgen hjem og havde en varm tur i bilen til København.

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Søndag 8. august: MTB Helsingør - Søborg

Tog toget til Helsingør sammen med Dorthe og kørte MTB gennem Teglstrup Hegn, Nyrup Hegn og Grib Skov til Hillerød. Her så vi Danmark Rundt feltet inden turen gik videre gennem Store Dyrehave, Tokkekøb Hegn og Rude Skov. Kørte forbi Taarbæk og badede inden turen gik tilbage til Søborg. En super afslutning på en super ferie.