Rejser

Sylarna - påske 2003

 

Påskeskitur til 'Sylarna' med Fredrik, Kajsa, Claes og hans kæreste. Jeg skrev først dagbog i Geneve lufthavn i august måned, så nogle detaljer er nok gledet ud.

 

Onsdag 16. april 2003, København - Sylarne

Tog fra København med toget til Halmstad om morgenen. Mødtes med Claes og hans kæreste og startede den uendelige rejse (ca. 1000 km) nordpå. Samlede Fredrik op i Göteborg, spiste mad nær Karlstad og begyndte turen på 'Inlandsvägen'. Vi skiftedes til at køre og kom frem i god tid. Vi skulle hente Kajsa på togstationen, så for at afpasse tiden rullede vi soveposerne ud kort før solopgang. Halvsov et par timer (det var pissekoldt).


Torsdag 17. april 2003, Storulvån

Stod op til nærmest skyfrit vejr og en flot udsigt over en kæmpe sø med fjelde i baggrunden. Kørte de sidste 50-100 km, samlede Kajsa op og kørte ind i naturreservatet. Først her så vi sne i større lidt mængder. Helt fremme var der heldigvis sne nok, selv om det tøede kraftigt. Ankom til 'Storulvåns fjällstation' ved 12 tiden, spiste frokost og tog skiene på for at bestige Getryggen (1382 meter, 640 meter stigning). Jeg havde lånt Anders' smalle langrendsski til præparerede pister, mens de andre havde telemarkski med stighuder. En unfair kamp. Ved at knokle op og krydse fra side til side lykkedes det dog at få slæbt mig op. Udsigten fra toppen var imponerende - hele reservatet og alle fjeldtoppene. Nedturen var ikke videre morson. Jeg væltede ca. 100 gange, men heldigvis var sneen blød. En ordentlig omgang aftensmad, æblekage og så i seng.


Fredag 18. april 2003, Storulvån - Sylarna

Denne dag stod på transport op til Sylarnas fjällstation. Selv med en ordentlig omgang klister gled skiene i sporet fra morgen. Klokken 8 var det allerede + 2 grader. Kom dog hurtigere frem end telemarkskiene, der var tunge i den våde sne. Sov på fællesovesal med Kajsa mens Fredrik, Claes og køresten sov i telt.


Lørdag 19. april 2003, Sylarna

Tidligt op og af sted mod Storsylen (1761 meter, 760 meter stigning) på den norsk-svenske grænse. Det første stykke gik fint, selv om skiene fortsat gled meget bagud, mens det sidste stykke var så stejelt, at vi måtte gå op. Kajsa slæbte skiene med op og kørte ned - respekt. Det første gå stykke var en stejl kamp op gennem dalen, mens det sidste stykke langs kammen gennem 'blomkålssne' var rent adrenalin kick. Ankom påp toippen ved 12-tiden. Imponerende. Blå himmel og høj sol. Man kiggede faktisk efter skygge, så varmt var det. Fjelde hele vejen rundt. Man kunne se mindst 50 km. Spiste frokost, kravlede op på Lillsylen (1702 meter) inden der var dømt dødskørsel ned igen. Afterski med gammel dansk i t-shirt og oprullede bukser. Overnattede i telt. En lidt halvkold fornøjelse men egentlig ret fedt. Tror jeg skal have lidt mere kuldebestandigt udstyr med næste gang.


Søndag 20. april, Sylarna - Blåhammaren

Endnu en dag med transportstræk og endnu en dag med perfekt vejr. Kørte i tights og superundertrøje det meste af dagen. Skiføret var til gengæld håbløst. Flere gange brasede de smalle ski gennem sporet, således at jeg sank ½ meter ned og væltede rundt med rygsækken. Frokost på en snefri høj i bar mave! Ankomst sidst på eftermiddagen, afterski øl og en kæmpe buffet om aftenen. Lækkert.


Mandag 21. april, Blåhammaren - København

Stod tidligt op for at have godt skiføre. Havde endelig godt glid i skiene oven på den isede sneskorpe. Det var muligt at køre skøjteteknik, så turen gik flyvende. Til sidst blev sneen dog blød og styrtene begyndte. Det sidste styrt ca. 200 meter før parkeringspladsen kostede en skistav. God/dårlig timing ??
Herefter begyndte den uendelige hjemrejse. Kebabmad i Mora, og så kom elgene. 5 styk (2+2+1) inden for en halv time lige i skumringen. Jeg har aldrig set så mange på så kort tid, og de stod alle helt tæt på vejen. Sov et par timer hos Claes inden jeg tog toget til København. Ankomst klokken 8, tog hjem og spiste morgenmad, tog et bad og var på arbejde klokken 10.

En super skiferie, ekstremt godt vejr, flotte fjelde og fede topturer. Kort sagt - perfekt. Skal gøres igen.