Rejser

Ostkustleden efterår 2002

 

Jeg havde efterhånden været arbejdsløs i 2 måneder og var begyndt at kede mig. Jeg besluttede mig derfor sammen med Frands til at tage på vandretur i Sverige, og det lykkedes os let at overtale Jesper Holst til at tage med.

 

03-10-2002 Långsjömåla - Hedvigsberg

Mødtes med de andre ved Føtex på Nørrebro. Vi fik købt ind, nuppede færgen til Helsingborg, spiste korv med maskin-mos ved Söderåsen, frekventerede Godis-bussen (udbytte 1.2 kg slik) og nåede Oskarshamn efter 6 timer. Her købte vi kort og fik noget information om ruten. Klokken var efterhånden blevet mange, og da vi kun havde et par timers tid tilbage inden solnedgang besluttede vi os til at parkere bilen ved Långsjömåla og vandre små 10 km nordpå til Hedvigsberg.
Efter lidt startvanskeligheder med at finde ruten gik det fint; først langs Långsjöen, siden på grusvej langs græsmarker, ned gennem den gamle hyggelige landsby Stensjö by, nordpå langs Virån og afsluttende op gennem skoven til Hedvigsberg. Huset lå isoleret mere end 400 meter fra nærmeste grusvej. Med alle efterårsfarverne og beliggenheden in mente blev huset hurtigt omdøbt til "Pandekage huset", men sammenligningen med Blair Witch Project var også nær. Hytten var rigtig hyggelig: Ingen strøm, das i udhuset, brønd i baghaven og en stor pejs. Fik fyret godt og i sidstnævnte og "så lidt fjernsyn" …


04-10-2002 Hedvigsberg - Lilla Laxemar

Dårligt vejr! Temperaturen var faldet 5 grader siden i går og vejret slået helt om. Det startede med overskyet og støvregn, men efter en time tog regnen til, og det regnede mere eller mindre konstant resten af dagen. Vi havde planlagt at vandre 2 etaper denne dag, hvilket svarede til ca. 40 km, og havde regnet med at dette skulle være den flotteste tur, da meget af ruten gik langs Skærgårdskysten. Disse planer blev hurtigt skrinlagt. Pga. regnen valgte vi at stoppe halvvejs, og udsigten var der ikke det store overskud til at nyde. Vi nåede dog at se en nydelig landsby, Flathult, en elg, flere egern, hjorte og rådyr, og trods vejret flot, men meget grå, Skærgård. Var næsten gennemblødte til sidst og var begyndt at fryse, da vi endelig nåede målet. Fik hurtigt varmet noget vand og spist en masse suppe og brød. Huset var denne gang noget større end det foregående, og der var indlagt el, men der var ikke lige så hyggeligt. Vandet blev hentet i en brønd; en noget spændende oplevelse at hente gult farvet vand 5 meter fra en svinegylletank…


05-10-2002 Lilla Laxemar - Krokstorp

Opklaring! Vi var heldige, og regnen stoppede netop som vi forlod hytten. Dette betød at vi fik en perfekt vandredag. Startede med en flot tur nordpå langs Skærgårdskysten. Vandt i lotteriet da vi fandt et sommerhus med æble- og pæretræer i haven. Frugterne var rigtig gode og vi fyldte rygsækkene op. Efter 4-5 km forlod vi Ostkustleden og vandrede direkte mod Mörtfors, dels på grusveje over Gässhult, Sandvik og Götebo, dels gennem terrænet. Fik kakao og en bid brød ved Sandvik og spiste frokost med suppe ned til Viksjön. Vejret blev bedre og bedre op ad dagen og vi sluttede med solskin. I Mörtfors indkvarterede vi os på et nedlagt vandrehjem. Der var hundekoldt og ingen pejs. Med en varmeblæser fik vi dog temperaturen lidt op. Alt var roligt indtil en spejderflok med sytten 8-10 årige spejdere dukkede op. De larmede - meget. Til vores held lykkedes det os at overtale deres ledere til at køre os til næste hytte på ruten i Krokstorp. Vi ankom hertil klokken 20.30 og der var bælgravende mørkt. Efter en halv times søgen lykkedes det os endelig at få lokaliseret hytten, fyret op i pejsen, og nydt roen!


06-10-2002 Krokstorp - Hedvigsberg

For at kunne nå hurtigt tilbage til bilen den sidste dag besluttede vi os til at vandre til Hedvigsberg - vi savnede desuden vores "Pandekage hus". Turen gik som gårsdagen dels på grusveje og dels gennem terræn. Sidstnævnte var klart sjovest og førte os forbi Grytsjön, hvor vi holdt en kort kakao pause, og gennem et par meget våde moser. Kort før frokost blev vi ramt af en kraftig byge, men det lykkedes os heldigvis at komme i lå i en gammel lade. Sidst på dagen var vi ved at gøre klar til en dukkert i Djupsjön, da vi blev ramt af endnu en lille byge. Besluttede at droppe badet og gik videre. 'Besøgte' et yderst velindrettet skydetårn, hvor 'jægeren' på 10 meters afstand kunne sidde og skyde de tamme fasaner, han havde lagt æbler ud for at trække til. I Pandekage-huset blev der fyret op for pejsen, faktisk så meget at vi til sidst kunne sidde i shorts og t-shirt.


07-10-2002 Hedvigsberg - Långsjömåla

Vejret var slået om igen, og der var is på græsset da vi vågnede. Til gengæld var himlen skyfri, så det lagde op til en flot dag. Gik samme rute som første dag, men det var stadig en hyggelig tur, specielt gennem Stensjö By. Vejret slog nu om igen, og vi sluttede med at vandre i snevejr! Tog til Oskarshamn for at købe lidt ind og kørte derefter hjemad efter en rigtig god vandretur.