Jeg havde tidligere løbet extrem maraton i 2005, 2006, 2007 og 2010, så da Sheena spurgte, om vi skulle stille op i 2012, var der ikke så meget betænkningstid. Specielt ikke da det "kun" drejede sig om den korte distance på 35 km. Formen var rimelig efter fornuftig træning det meste af foråret samt et par adventure races i ugerne op til.

Jeg kørte til Aarhus fredag og overnattede i Torbjørn og Sheenas kolonihave. Vi brugte en masse tid fredag og lørdag på at optimere udstyr og fjerne overflødige gram, inden vi lørdag eftermiddag rullede mod startstedet ved Knøsgården. Det var høj sol og knap 25 grader - unægtelig noget anderledes end de 10-12 grader og gråvejr til SOK Multisport / Nordisk Challenge 2 uger tidligere!

Vi fik pakket rygsækkene. Jeg syntes, min virkede lidt småtung og kiggede rundt på de andre hold. Mange så ud til at have mindre rygsække end os. Hvordan kunne det gå til? Jeg syntes, vi havde optimeret alt det, vi kunne. Kort før start var der det sædvanlige stress med at få alting klart. Gad vide, om man nogensinde lærer at have bedre tid her?

Vi var tilmeldt på distancen "35 km svær". En hurtig gennemgang af startlisten indikerede, at de stærkeste konkurrenter nok ville blive veteranerne Tim Falck og Rolf Lund fra Tisvilde Hegn OK (THO), Adventureracers (AR) med Anders Andreasen og Claus Rantzau og endelig Team ARos Multisport (ARos) med Christian Hedelund og Jens Brandt.

Etape 1: Lørdag

Starten gik med et par korte stræk omkring Knøsen. Jeg synes, der blev lagt ud i et hårdt tempo (eller også var det bare de 25 grader, der trykkede), og AR og ARos trak hurtigt lidt fra. Strækket 2-3 gik på tværs af Åsen. AR, ARos og THO gik alle lige på, mens jeg valgte at løbe udenom for at spare lidt højdemeter. Det betalte sig, og vi var først et par sekunder foran AR og THO. De næste par stræk ned mod snævringen ved Svejbæk fulgtes vi ad. Her ventede første vandpassage. Sheena og jeg valgte en taktik med at smide rygsækkene ned i sorte affaldssække, mens de andre svømmede direkte over. Mellemtiderne viser, at vi tabte 1-2 minutter, men vi dagen før vejet rygsækkene tørre og våde, og der var en forskel på ca. 0,5 kg, så forhåbentlig kunne vi få godskrevet tiden på den konto.

Sheena var begyndt at blive presset mht. at holde tempoet, så vi fik fundet træksystemet frem, så vi bedre kunne udnytte vores kræfter. Flere hold kiggede lidt misundeligt på den løsning. Ved post 7 var der lidt modløb. Vi kunne se, at vi nu lå et par minutter efter de forreste. Det var egentlig ok, for det var alle herrehold og vi skulle bare holde os foran mixholdene. Ved post 8 bommede ARos og THO dog, og så var vi pludselig med helt fremme igen. Ikke ringe. Begge hold holdt dog et lidt højere tempo end os, og på de klassiske stræk over Sindbjerg og Stoubjerg øgede de langsomt forspringet til os. Strækket 12-13 var et at de sværere på end ellers ret let bane. Jeg tabte ryggen af holdene foran og da posten ikke stod, hvor jeg havde forventet, var jeg pludselig ret presset. Sheena og jeg spredte os hurtigt ud og afsøgte området og efter 20-30 sekunder fandt vi posten. Pyhhh.

Det gik nu gennem Nordskoven og ned til næste vandpassage i nærheden af Silkeborg OK's klubhus. Her lød meldingen, at AR og ARos var 5-7 minutter foran, mens THO kun havde et lille minuts forspring. Det var igen helt ok. Der fulgte nu et par kortere stræk gennem Silkeborg Østerskov. Vi halede langsomt ind på THO og jeg kunne se, at Tim løb med begge rygsække. De var (ligesom os) ved at være trætte, og ved post 19 havde vi indhentet dem. Post 20 var atter en klassiker placeret ved Gravbæk's udløb i Borre Sø. Jeg vidste egentlig godt fra de forrige år, at området var meget mudret og at posten var lettest tilgængelig fra vest. På vejen ud fra post 19 glemte jeg imidlertid at kigge på kortet, så vi kom skævt ud, hvilket igen betød, at vi nærmere os post 20 nordfra. Dette medførte - som frygtet - at vi skulle kæmpe os gennem mudder - dybt mudder. Sheena sank på et tidspunkt i til op midt på livet. Hun fik selv kæmpet sig op, men kort efter var den gal igen og kun med nød og næppe undgik hun at efterlade begge løbesko i mudderet. Dette lille eventyr kostede 2-3 minutter. Pis.

Der manglede nu kun et par fladere stræk gennem Silkeborg Sønderskov. THO havde et lille forspring og på strækkene 21-22 og 22-23 valgte jeg bevidst andre vejvalg for at se, om ikke vi kunne komme foran. Første gang gik det ikke, men på strækket 22-23 gav det bonus. THO valgte et stivejvalg nordom, mens jeg chancede og løb lige på. Det var over 1 minut hurtigere og sikrede, at vi på første etape havde 3. hurtigste tid af alle hold hhv. 7og 6 minutter efter ARos og AR.
Sidsteposten stod placeret på toppen af Kongestolen ovenfor Slåensø. Årets extrem maraton var nr. 10 i rækken, og i jubilæets anledning var der sat en svævebane fra Kongestolen og de 35 m ned over Slåensø. Perfekt afslutning! Vandet i søen var desuden så lunt, at det var muligt at bade efter løbet.

Aftensmaden stod på tørkost. Sheena havde insisteret på 2 dobbeltportioner og vi fik os da også næsten tygget igennem det hele. Til gengæld virkede vores meget spartanske kogeløsning med alubakker og sprinttabletter ikke videre imponerende. Selve overnatningen blev klaret i Rene og MHS's optimerede Jysk Sengetøjslager børnetelt. Det klarede opgaven glimrende, men havde næppe været optimalt i dårlige vejr. Nattesøvn var ikke imponerende - ikke fordi telt og sovepose var ringe, måske mere pga. de koffeinholdige geler, vi havde spist?

Etape 2: Søndag

Søndag morgen fik vi smidt lidt mad i maven. Sheena følte sig ikke specielt frisk, mens jeg havde det rimeligt. Nå, de andre hold var sikkert også mærkede efter førstedagen.

Starten på 2. etape var ret kaotisk, da alle hold skulle ned til Slåensø og mere eller mindre samme vej tilbage. Jeg stressede og fik sendt os lidt forkert af sted, og ved post 1 kunne vi se, at de forreste hold var et godt stykke foran. Pis også. De næste par stræk var stadig stressende, da både X35 svær og X35 ruterne havde mange af de samme poster. Ved post 4 ventede dagens eneste officielle vandpassage. Vi så ryggen af AR og ARos og fik indhentet THO. Igen var det en fornøjelse at have vandpassagerne, da man på dem blev kølet lidt ned. Efter vandpassagen var det mindre stressende. Sheena var godt løbende, men omkring post 7 blev vi enige om, at vi måske alligevel kunne løbe lidt hurtigere, hvis vi brugte træksystemet. Pulken blev derfor spændt på igen.

På det sidste stykke ind til post 8 valgte jeg et andet vejvalg end THOK. Mit var hurtigst, og vi fik et lille forspring. Fint. På vej mod post 10 så vi pludselig ARos. Endnu finere! Christian løb på dette tidspunkt med begge rygsække. Medmindre han var rigtig stærk, ville han nok blive træt senere (det blev han så ikke …, respekt). Fra post 10 til 15 havde vi et lille forspring til ARos. Jeg prøvede at snige os ind til nogle af de sværere poster, men Aros fulgte med og ved post 15 løb de forbi os. Det var sådan set lidt planlagt, for dels skulle vi have fyldt vand på, og dels håbede jeg på, at vi kunne snøre dem på vejvalget 17-18 eller den svære post 20.

Post 17 lå ved et grøfteudløb i Ellesø. Grøften var en 3 m bred kanal med bundløst mudder, stinkende vand og væltede træer. Fantastisk postplacering … Stinkende trampede vi videre mod et par poster i den stejle slugt ved Hulbæk. Post 20 så "skummel" ud, og jeg valgte et meget sikkert vejvalg. Mellemtiderne afslører, at det nok var lidt for defensivt. Post 22 skulle imidlertid blive endnu mere afgørende. Posten lå ved en kilde på en skråning. Jeg tog kompaskurs og talte skridt derind. Vi ramte da også en kilde, men der var ingen post. PIS. Vi splittede os op og søgte rundt. Efter et par minutter mødte vi AR. De kunne heller ikke finde posten. Vi var ved at grave mobiltelefonen frem for at ringe til arrangørerne, da jeg spottede posten. Vi tabte 5 minutter på det stunt.

Jeg var godt sur på mig selv og på kortet de næste par stræk, men tvang mig selv til at koncentrere mig. Det gav afkast, for ARos bommede sig væk på post 23 og AR bommede sig væk på både post 23 og 24. Der var nu ikke så langt hjem, faktisk manglede vi bare at kæmpe os op på Åsen og så op på Knøsen.

Ved post 26 spottede jeg ryggen af ARos et stykke foran os. Måske kunne vi nå at indhente dem? Vi satte et højt tempo, og på stigningen op mod post 27 kunne vi se dem igen. De så trætte ud - rigtig trætte. Vi satte turboen ind, bragede gennem tæt granskov og nåede post 27 samtidig med Christian, mens Jens var lidt bagefter. Vi manglede nu kun at kæmpe os op til Knøsen. Vi knoklede igennem mere tæt skov hen til foden af Knøsen. Jeg kiggede tilbage. ARos var 50-60 meter bagefter os. Jeg råbte "Kæmp Sheena" og vi løb/kravlede op med maks. puls. Ved posten på toppen var ARos fortsat 30-40 højdemeter bag os. Yes sir! Vi spænede i mål og stræktiderne viser, at vi faktisk har bedste tid af de fire hurtigste hold på alle stræk fra post 24 og hjem. Sådan - belønning for en god væske- og energistrategi.

I mål lød det overraskende over speakningen, at vi var hurtigst af alle hold? Huh, vi troede klart, at AR var foran. Det betød, at vi havde slået samtlige herrehold her på andendagen. Fedt, fedt, fedt! Senere viste det sig desuden, at AR havde tabt så meget tid, at vi også slog dem sammenlagt set over begge dage. Vi havde således 2. bedste tid alle hold.

Der ventede nu cola, chili con carne og en varm tur i bilen hjem til Kbh. Extrem maraton 2012 var et super arrangement, og mon ikke jeg står der igen til næste år. Og tak ikke mindst til Sheena, som viste imponerende vilje til at kæmpe sig rundt!