Extrem Marathon

Silkeborg, 29. og 30. maj, 2010

 

Fotos taget af Martin Paldan, http://www.martinpaldan.com/

 

Av, av, av min krop. Der er nu gået over et døgn siden målgang på extrem marathon 2010 og jeg har stadig meget ondt i lår, hofter og skuldre, og vi løb endda kun den korte bane. Respekt til dem, der gennemfører 70 km'eren!

Jeg løb 50 km'eren til extrem marathon i 2005 og 2006 og udgik på 70'eren sammen med Mads Ingvardsen i 2007. I 2008 og 2009 var der bøvl med akillessernerne. I år havde de det bedre, til gangæld havde jeg ikke fået løbetrænet meget i løbet af foråret, så i år var planen at nøjes med 35 km'eren. Mette Laursen var med på planen, så vi havde et stærkt mix-hold. Planen gik imidlertid i vasken, da Mette kom til skade med ryggen få dage inden løbet. Jeg ringede rundt men fandt ingen erstatning. Da jeg alligevel var i Jylland besluttede jeg at age derned og så bare løbe førstedagen uden for konkurrence. Den plan holdt dog heller ikke, for Torbjørn annoncerede over højtaleren, at jeg manglede en makker, og så dukkede der rent faktisk en kandidat op, som også manglede en makker. Vi snakkede et par minutter og blev enige om, at vi lige så godt kunne tage chancen. Jon havde løbet 50 km'øeren to gange før, så vi vurderede, at løbsmæssigt nok var ca. lige stærke, hvilket også viste sig at være tilfældet. En hurtig ompakning af udstyr og rygsække og vi var klar til start.

Dag 1: 16,4 km

Starten på EM var i år henlagt til friluftsbaddet ved Almind Sø. Vejret var ikke videre spændende, overskyet og ca. 12 grader - og vejrudsigten lovede regn... Jeg blev enig med Jon om, at vi med den vejrudsigt medbragte hans lidt tungere men noget mere robuste telt end det ultra letvægtstelt, jeg havde lånt. Vi så 50 og 70 km'er løberne starte ud og klargjorde os til vores start. 35 km ruten var i år opdelt i 2 klasser, normal og svær, hvoraf vi var 26 herrehold og 8 mixhold på 35 km svær. Jeg kiggede rundt blandt de andre hold og lurede, at Tisvilde Hegn OK holdet med Tim Falck og Rolf Valery, kunne blive hårde konkurrenter.

Klik for fuld størrelse

Starten gik kl. 18. Der blev lagt ud i højt tempo, specielt af et hold efterskole elever. Vi fik dog hurtigt løbet os op blandt de forreste 3 hold og hurtigt blev hele feltet trukket ud. Efterskoleholdet lavede en lille fejl på vej mod post 2 og vi kom i front. På vej mod post 3 kom Tisvilde herrerne samt et militærhold op, mens vi havde rystet de øvrige hol daf. Post 3-4-5 gik uden de store problemer og på vej mod post 6 begyndte vi at indhente nogle 50 km hold. Post 6 bød også på den første vandpassage; 100 m på tværs af Thorsø.

Vi valgte at smide rygsækkene i sorte sække men beholdt tøjet på. Militærholdet valgt at svømme med det samme og fik dermed et lille forspring. Tisvilde holdet var lidt langsommere og vi havde fået et lille forspring på modsatte bred. På med rygsækkken og et par korte stræk omkring Virklund. Vi indhentede og passerede militærholdet, da de styrede efter en forkert post og kravlede op ad en skråning. Vi spiddede de næste par poster og var nu alene i front. Torbjørn havde lagt årets baner og fundet flere våde postplaceringer, herunder udløbet af Gravbæk, hvor vi kom til at vade rundt i brystdybt muddervand. Post 17 blev bommet med 2 minutter, dagens eneste bom. Dagens anden vandpassage lå ved Sejs, hvor et par motorbåde var så venlige at vente på at vi fik kæmpet os over i ikke videre højt svømmetempo. Der var nu kun et par km tilbage. Først skulle vi dog lige have den klassiske tur op over Sindbjerg og Stoubjerg. Benene var godt stegte, så vi droppede den ligeledes klassiske bjergspurt. Herefter 1,5 km til mål og målgang efter 2 timer og 17 minutter. Tisvilde dukkede op 9 min senere.

Vi fik fundet en god teltplads og samlet en sækfyld blade til supplering af de tynde liggeunderlag. Herefter et oversådigt måltid med pulvermad og energibarer..... Vi slap for natløb, mens mange andre hold ikke var så heldige. Det var begyndt et småregne ved 20 tiden og gennem natten kom yderligere et par byger.


Dag 2: 17,5 km

Det var støvregn næste morgen men teltet havde, i modsætning til i 2006, holdt tørt, så vi var rimelig udhvilede næste morgen, musklerne var dog noget ømme. Vi fik spist morgenmad, tog endnu en time i soveposten og klargjorde os til start kl. 9.30.

Klik for fuld størrelse

Dagens etape startede med en kort runde i Nordskoven. Tisvilde holdet lagde ud i højt tempo. Vi forsøgte at holde deres baghjul, men på vej mod post 5 fik de et lille forspring. De bommede heldigvis posten, så vi kom op igen. Der fulgte nu 3 poster rundt på øerne i badesøen i Nordskoven. Vio droppede redningsveste og vadede gennem den halvkolde sø. Tisvilde pressede igen godt på og fik igen et lille hul på vej ned mod Gudenåen, hvor dagens eneste rigtige vandpassage ventede. Vi valgte igen at smide rygsækkene i en plastsæk, mens Tisvilde valgte den hurtigere løsning og svømmede over. De fik et et forspring som de udbyggede på det næste over 4 km lange stræk gennem Silkeborg centrum, hvor vi var ved at være godt trætte. Ved post 15 var der modløb med et par minutter og da vi ikke så Tisvilde her, vidste vi, at de var kommet et godt stykke foran. Det kunne blive et tæt opgør (mellemtiderne viste, at Tisvilde her var ca. 4 min foran). Heldet var imidlertid med os. På vej til post 16 vandt vi 2 min på et godt vejvalg og da Tisvilde bommede post 17 med 2 minutter fik vi lukket holdet. Vi fulgtes til post 18, en klassisk bunker post, hvor Tisvilde dog var hurtigere afsted end os. Vi valgte igen et andet og hurtige vejvalg og var således først ved 19, en publikumspost ved søbaddet og målområdet. Tisvilde var nu 30 sekunder bag ved. Vi brugte de sidste kræfter og fik udbygget forspringet på den sidste lille sløjfe inden mål, og løb i mål efter 2 timer og 24 minutter, ca. 1 minut foran Tisvilde. En god dag med en hård dyst. Og benene, de var helt visne tilsidst med helt ømme lår.

35 km'eren var helt perfekt min træningsmængde taget i betragtning, men næste år tror jeg det bliver 50'eren igen.

Løbshjemmeside