SOK Multisport 2009

Silkeborg, 18. april

 

Jeg havde egentlig regnet med at skulle løbe Tiomila i Skåne denne weekend, men lidt over en uge før blev jeg overtalt at Søren Strunge og Mette Rieck til at køre SOK Multisport med dem i stedet. Målsætningen var den sædvanlige: 1: Hav det sjovt, 2: Kør stærkt! Begge dele blev opfyldt til fulde.

 


Jeg kørte med et andet hold over til startstedet ved efterskolen fredag aften, hvor jeg mødtes med Søren og Mette. Overnatning hos Sørens forældre i Ry, et morgenmadsbord værdigt et 3 stjernet hotel og så afsted til startstedet. Ankom til efterskolen kl. lidt i 8 og fik udleveret en del af kortmaterialet. Planlagde nogle af vejvalgene og lagde en grov slagplan for, hvilken rækkefølge vi gerne ville tage de forskellige discipliner i. Instruktionsmøde og opstilling ved startstregen kl. 9.00. 70 hold var tilmeldt den korte distance, så det var et for dansk adventurerace stort stævne.

 

Prolog (3 km orienteringsløb + 3 km MTBO)
Løbet blev skudt i gang med et lille o-løb med 6 poster. Kortet blev udleveret 1 min før start. Alle posterne lå grupperet omkring markerne ved Knøsgården ca. 1 km fra startstedet. Da vi måtte dele holdet op, blev vi hurtigt enige om, at Mette blev ved startstedet og klargjorde cykler mm., mens Søren og jeg delte de 6 poster mellem os. Et smart vejvalg gennem terræn og via småstier skilte hurtigt 4-5 hold ud, mens de øvrige 60+ hold løb længere udenom. Posterne blev fundet uden problemer, mens der var større besvær med at ligge de kontrolcifte sammen, der var på hver post - dette kun indtil ingeniiøren overtog beregningerne fra journalisten! Afsted fra skiftezonen som hold nummer 2 lige efter Anneberg. Der fulgte nu et par km MTBO ned til stjerneposten. Søren prøvede med alle AR verdenes trick at få Anneberg til at køre forkert, men de var desværre for rutinerede til at hoppe på dem ;0)

Sløjfe 1 (D): Naturerace (2 km løb)
Første sløjfe på stjerneløbet var bestemt på forhånd. Vi havde fået tildelt "Naturerace" og løb ud til startstedet. Mette med træksnor på en del af ruten - et system der virkede fint. Fremme ved posten var der dog intet postmandskab?? Vi spredte os ud og gennemsøgte området, inden vi hurtigt tog en beslutning om at løbe tilbage til stjerneposten. Her blev vi enige med arrangørerne om, at vi skulle vente 10 min og så ville det tælle som en gennemførelse af disciplinen. Vi brugte ventetiden på at smide superundertrøjerne (det var noget varmere end forventet!) og få organiseret vores "base camp"

Sløjfe 2 (C): GPS orientering (4 km o-løb)
Der var stort set frit valg på alle hylder, så vi valgte at starte med GPS-orientering. Vi løb til startstedet (ja, reelt gik vi vel en hel del, da start lå oppe på toppen af Lilleknøs) og fik udleveret en GPS med 9 indkodede way-points. Søren fik 20-30 m forspring med GPS'en, mens Mette og jeg fulgte efter, så vi kunnen skære hjørner, hvis Søren evt. løb for langt. Ruten var hård med masser af terræn og masser af højdemeter på specielt sidste halvdel. Disciplinen gik dog rigtig godt og vi havde stort set ingen problemer med at finde posterne.

Sløjfe 3+4 (B+D): Budskydning + Vand-øvelse (1 km løb + 1 km MTB)
En af vores strategi var at tage discipliner med risiko for ventetid tidligt, så da der var plads på hhv. vandøvelse og bueskydning, røg vi afsted på disse sløjfer som næste discipliner. Vandøvelsen bestod af at løbe (for Søren skride/kure 20 m ned til Juelsø med en 10 liter spand, fylde den med vand og kravle tilbage op ad skrænten. Herefter skulle vandet med en brandsprøjte fyldes over i en beholder. Mette troede umiddelbart hun havde fået den lette tjans med at holde beholderen - det viste sig dog at være en ganske våd fornøjelse. Ved bueskydning lagde Søren ud med en træffer på prøveskudet og derefter 2 missere ud af 3 i de tællende runder og nuppede derfor 3 strafrunder. Mette brillierede med 4 træffere, mens jeg nuppede en enkelt strafrunde.

Sløjfe 5: Bike'n'run (6 km løb/MTB)
Med alle de korte discipliner overstået tog vi nu fat på de længere. Første tur blev en 5,5 km bike'n'run bane rundt om Slåensø. Banen var lagt, således at der var en del tid at vinde, hvis personen uden cykel løb gennem terrænet, hvilket vi udnyttede til fulde. Jeg løb således afsted, mens Søren og Mette skiftede til cykelsko. På post 1-5 mødtes vi således kun ved posterne, da jeg løb gennem terrænnet, mens de cyklede på stierne udenom. På den sidste halvdel af banen var det mere klassisk bike'n'run på større stier, hvorfor jeg fik et par hvilepauser på MTB, mens Søren tog et par stræk i løbesko. Denne etape gik super godt!

Sløjfe 6: Kano (4 km kano, 3 km løb)
Det var nu tid til at få klaret den sidste sløjfe med deltager-kapicitet. Lokalkendskabet var her lidt for godt, for vi løb direkte ned til det normale efterskole kano sted, hvorfra vi kunne se over på det rigtige kanosted gennem en privat have. Tabte små 2 min på at løbe tilbage, men dette var stort set dagens eneste større tidstab. Kanoetapen var en ca. 2 km ud/hjem rute til kroen ved foden af Himmelbjerget. Søren tog styrmandspladsen, mens jeg var motor i front. Med vores tændstik-arme synes jeg ikke tempoet var imponerende, men pga. god teknik og eminente styreegenskaber hos Søren (vi sejlede markant kortere end langt de fleste andre hold) holdt vi højere tempo en konkurrenterne. Fra kroen ventede der selvfølgelig en tur til toppen af Himmelbjerget. Vi gik det meste af turen derop, mens der blev løbet i høj fart tilbage til kanoerne. Herefter samme vej tilbage til kano-startstedet. Armene var ret stegte til sidst.

Sløjfe 7: MTB (6 km MTB)
Det var nu tid til teknisk MTB på en snitzlet rute. 2x ca. 12 min op over Knøsen, ned forbi Knøsgården, tilbage op på Knøsen og herefter en fed nedkørsel til Sletten. Vi valgte (eller vi kunne ikke) cykle hele vejen op, så den stejleste stigning blev løbet. Nedkørslen var tilgengæld en stor fornøjelse.

Sløjfe 8: MTBO + o-løb (20 km MTBO, 3 km o-løb)
Vi manglede nu kun en sløjfe, der dog også var løbets klart længste: En lang MTBO sløjfe til Silkeborg med indlagt o-løb. MTBO turen gennem Sønderskoven og Vesterskoven gik uden problemer og vi overhalede mange hold, der havde problemer med orienteringen. Det indlagte o-løb bød på en tur rundt ved "Flødeskumsfronten", bestående af ikke mindre end 11 bunkere, der var bygget under 2. verdenskrig. Jeg fik kort, lommelygte og "æren" af at løbe ind i alle bunkerne og lede efter poster. Det blev med tiden lidt trivielt, men så kunne man glæde sig over de lidt mere specielle bunkere, hvoraf en f.eks. var fyldt 10-20 cm vand og en anden krævede at man (jeg) kravlede ind gennem et lille hul placeret ca. en meter over jorden (Tak til Anneberg for hjælp med at hive mig ud igen!). Søren fik tilgengæld fornøjelsen af at vade gennem et mudret vandløb. Tilbage på cyklerne, hvor der gik taktik i at få sat Anneberg af. Vi lagde os 100 m bag dem et par km og rykkede så, da de valgte et andet vejvalg. Strategien lykkedes og det gik nu tilbage med stjerneposten for sidste gang. Benene var godt stegte, men tempoet var fortsat ok. Ved stjerneposten var der ikke flere indslag, så vi pakkede vores "base camp" sammen og cyklede tilbage til efterskoven. Her rullede vi som første hold på den korte distance over målstregen efter 6 timer og 10 min. AdventureTeam.dk var rullet i mål som vindere på den lange distance et par minutter tidligere.

SOK Multisport var et rigtig godt arrangement. Velafviklet og med gode discipliner - og så skader solskin og 15-18 grader jo heller ikke.