Birkebeiner rittet, 29. august 2009

Det er nu søndag aften, og jeg sidder lettere krampagtigt (mere om det senere) og laver en evaluering af Birkebeiner Rittet.

COWI Norge inviterede sidste år COWI Danmark til at komme nordpå og køre Birkebeiner Rittet, et 94 km MTB løb fra rena til Lillehammer. Ca. 40 mand tog udfordringen op.

Jeg havde haft problemer med akillesserner de sidste par uger op til løbet, så det var ikke blevet til noget løbetrænin. Til gengæld var MTB træningen gået ok, bl.a. med en tur til Buresø weekenden før med "dynamitben" og intervaller om onsdagen. Afgang fra Lyngby fredag morgen. Vejudsigten så ikke lovende ud, 12 mm regn fredag og 5 mm lørdag (det kom MEGET mere...), og allerede syd for Gøteborg begyndte det da også at regne. Og det fortsatte sådan indtil kl. 12 næste dag. Og har taler vi ikke bare en mild sommerregn, nej da vi ankom til Lillehammer fredag aften pisregnede det! Og det gjorde det fortsat lørdag morgen. Da var derfor med udsigt til en særdeles våd dag, at vi rullede i bussen mod Rena. Heldigvis begyndte det efterhånden at klare lidt op, og regnen stilnede lidt af. Fremme i Rena var det kun støvregn, og 20 min før start stoppede det helt. Vi fik hentet startnumre og pakket taskerne, så de indeholdt de påkrævdede 3,5 kg. Herefter ned i startboksen med den rigtige blanding af nerver og tænding.

Rena - Skramstad: Arrangørerne havde fået placeret de fleste COWI ryttere i samme startboks. Da startskuddet gik lagde Troels og jeg hårdt ud og fik hurtigt indhentet de to forreste i feltet, to ryttere fra COWI Norge. Vi fik etableret en 4 mands gruppe og skiftedes til at tage føringerne de første 3-4 km. Herefter kom yderligere tremand op. En af de tre lagde sig i front og første herefter ca. 15 km til toppen af den første stigning ved Skramstad. Da han ikke lagde an til at ville have andre op og tage føringer, lagde jeg mig behageligt på hjul og fik godt med gel og væske. Han holdt et højt tempo på den lange ca. 5% stigning af asfalt og grus (450 højdemeter), og samtidig med at vi konstant overhalede tidligere startende, blev vores 7 mands gruppe gradvist reduceret. Troels måtte give slip halvvejs mod toppen og vi ønskede hinanden god tur. På toppen var vi bare tre mand tilbage.

Skramstad - Bringbu: Efter passage af Skramstad blev lokomotivet endelig træt, og jeg stak alene afsted fra vores lille gruppe på et småkuperet stykke frem mod første nedkørsel. Den første trediedel af nedkørslen gik ad en mindre sti/traktorvej, der var pænt mudret. Hjulene kunne heldigvis få bid gennem de 5-10 cm mudder, så med lidt rolig kørsel nåede jeg ned i rimelig stil. Nedkørslen fortsatte videre ad en større grusvej. Jeg gav fuld gas, men kombination af høj fart, mudder i øjnene og alt for mange andre på ruten var fatal. I et sving blev jeg presset for langt ud i rabatten og styrtede. Røg ned på siden med ca. 30-40 km/t. For en gang skyld var mudderet en fordel, for jeg kurerede 10 m ned ad bakken og slap med hudafaskrabinger på albuen og, opdagede jeg senere, en øm lillefinger. Denne viste sig siden af være forstuvet. Cyklen overlevede også, kun en drikkeholder var gået løs. Jeg smed dunken ved næste official og var derefter afhængig af væske fra depoterne, hvilket ikke helt var planlagt. Ved foden af bakken gik det direkte over i en ny stigning. Først på grusvej, men herefter skiftede det til en mindre sti. Denne var om muligt endnu mere mudret end den forrige. 20-30 m inde måtte jeg opgive at cykle og i stedet slæbe cyklen gennem de op mod 20 cm mudder. Flere steder så tyndtflydende at det langsomt flød ned ad stien. Jeg endte med at måtte slæbe cyklen små 2 km gennem op gennem skoven. Cyklerne var smurt fuldstændig ind og flere steder stod rytterne og forsøgte at skylle det værste mudder af i mindre vandløb. Efter 10-15 min var jeg endelig igennem og kunne åbne op for gassen igen på et småkuperet stykke frem mod Bringbu.

Bringbu - Kvarstad: Fra Bringbu gik det videre ad store grusveje. Gode ben og høj fart. Efter et par km kom et nyt mudret stykke. Denne gang dog lidt mere fladt, og med lidt vilje var det muligt at cykle gennem mudderet, selv om de fleste slæbte videre med cyklerne. Gel nummer tre og fuld gas, da jeg endelig kom ud på større stier igen. Jeg kom til at køre meget alene på denne del af ruten, da ingen af dem jeg overhalede (og det var mange) kunne eller ville følge med. Kort før Kvarsted indhentede jeg dog en 5 mands gruppe med en fra COWI Norge og samtidig kom en svensk rytter op fra startgruppen efter mig op. Vi fik et samarbejde op at køre over en små 10 km. Jeg trak op ad bakkerne, mens svenskeren og nordmanden lagde sig i front nedad.

Kvarstad - Storåsen: Jeg fik tanket lidt energi i Kvarstad inden vi fortsatte i 3 mands gruppen. Det havde holdt tørvejr indtil nu, men så gik det heller ikke længere. Fem minutters tung regn var nok til trække en god del energi ud af benene. Der fulgte flere længere bakker og svenskeren og nordmanden gav slip. Forude ventede "Rosinbakken". En 1.500 m bakke, stedvist med 10% stigning. Jeg måtte ned på "pivskiden", men holdt nogenlunde tempo op over. Vi var nu endelig kommet op over trægrænsen og udsigten over højfjeldet var fin. Skiftet til åbent terræn betød dog også en hård, kold vind. Jeg kørte alene over de sidste toppe med sæter og turisthytten langs Sjusjøen og frem mod Storåsen.

Storåsen - Lillehammer: Nu gik det endelig nedad. Første stræk på god asfaltvej, hvor farten rundede de 60 km/t. Svenskeren kom igen på nedkørslen og jeg lagde mig ind på jul. Asfalten fik dog hurtigt slut og det gik videre ad en mindre grusvej med to mudrede hjulspor. Jeg fik sat svenskeren på et fladt stykke, men da ruten skiftede til en stejlere nedkørsel og da underlaget blev mere stenet kørte han igen forbi. Den forstuvede finger begyndte nu for alvor at smerte og det var svært at styre med den ene hånd. Hjulsporene sluttede endelig og blev erstattet af en ringe asfaltvej. Jeg var ved at vcære godt stegt, men gik heldigvis gik det svagt nedad og jeg fik etableret samarbejde med to nordmænd. Dette holdt indtil skistadion i Lillehammer. Her skiftede ruten igen til mindre stier. Vi kørte lige forbi skistadion, og jeg kom i tanke om, at det var her vi løb O-Festival i 1993. Frem mod balletbakken var der fuld fart på, mens bremsen blev brugt flittigt ned over den stenene og grusede skibakke. En rytter styrtede et par meter foran, men jeg nåede at undvige. Nu fulgte en runde forbi OL faklen og så ned af en mudret sti inden vi endelig kom ind i målområdet. Her ventede, ikke overraskende, mere mudder. Græsset var kørt helt i smadder og der var ikke meget spurt over de sidste 300-400 m. Rullede over målstregen på lige under 4 timer. Ikke dårligt føret og starttiden taget i betragtning.

Efter løbet bød COWI Norge på burgere, hotdogs, sodavand og cola. Først fik jeg dog tjekket fingeren hos samaritterne, taget et velfortjent bad og skyllet lidt af mudderet af cykeln. Den havde ikke lydt sund de sidste mange km. De andre ryttere kom dryssende ind, alle med godt humør, men mange også godt trætte. Fest i teltet til kl 22 og herefter hjem til campinghytterne. Næste morgen gik det tilbage mod København, en 10 timer lang tur i bus. Egentlig skulle vi bare være kørt hjem om natten i stedet.

Birkebeineren var ganske sjov pga. de enormt mange mennesker og et flot landskab på en del af turen. Ruten var dog ikke videre spændende og transporttiden til Norge var lang. Men hvem ved, måske står jeg der igen næste år.

Resultat

Nr. 2.222 af 14.879 startende

Nr. 280 af 1.591 i M30

Nr. 1 af 265 i startpulje 67

Nr. 6 af 107 fra COWI

Nr. 1 af 35 fra COWI Danmark