Adventure Race træning

17. marts 2007

 

 

 

Da jeg skulle køre et par løb med Team Oure i løbet af foråret, havde vi besluttet at holde en træningssamling inden. Det var dog besværligt at finde en ledig weekend, så det endte med, at det kun var Bjarke Refslund og undertegnede, der kørte træningen. Vi fik dog følgeskab af Thorbjørn på den sidste halvdel.

Jeg kørte til Århus fredag aften og fik en ordentlig bunke mad. Vi havde planlagt at træningen skulle vare 10-11 timer, starte ved halv otte tiden og bestå af ca. 1,5 times rulleskøjt, 2 timers løb, 1,5 times kajak og 5 timers cykling. Vejret var dog ikke helt som planlagt, så i stedet blev det 0,5 times kano, 2,5 times og 7 timers cykling.

Lørdag morgen bød på regn, så rulleskøjtningen blev aflyst og starten udskudt til ca. 8.30. Vi startede ud på mtb fra Brabrand sø og kørte vestpå - i stiv modvind! For at træne lidt orientering havde jeg lagt en rute med en lang række checkpoints undervejs. 1:50.000 kortene var ikke helt opdaterede, hvilket gav lidt udfordringer. De første par timer bød på en enkelt punktering (Jesper), styrt (Bjarke), passage af den gård, hvor Citroen 2CV'ere kører hen, når de dør! … inden et lille stop på Yding Skovhøj (173m). Det er muligt, det er Danmarks næsthøjeste punkt, men der er ikke meget at se. Videre til Sukkertoppen, fed udsigt, og endnu en lille pause, inden vi kørte den sidste lille strækning til Addit, hvor vi efter 3 timers cykling skiftede til løbesko.

Dagens første løbetræning gik rundt i Addit Skov. Masser af bakker og ret krævende orientering. Bl.a. lykkedes det mig at bomme en 50 meter dyb slugt med ca. 400 meter … Efter lidt over en time røg vi tilbage på cyklerne.

Tidsplanen var skredet lidt, så vi droppede et par checkpoints og kørte direkte til Juelsø, hvor Thorbjørn stødte til, og hvor det var planen, at vi skulle padle i kajak.. Dette blev dog ændret til kano, da der for det første var meget hård vind, og for det andet ikke var nogle kajakker. I stedet fik vi en halv time i en meget kold kano.

Herefter kunne vi endelig vende cyklerne mod øst og få noget medvind - hvorefter vinden selvfølgelig valgte at aftage. På en lille time nåede vi over Himmelbjerget til Ravnsø, hvor dagens anden løbetræning ventede. Thorbjørn startede med at løbe 180 grader forkert, hvorefter vi andre måtte overtage kortet. Han fik endnu en chance - og smed os væk igen. Jeg var ikke meget bedre, så Bjarke (der er efter eget udsagn har en o-teknik på samme høje niveau, som de bedste finner!) fik os hjem. Tilbage på cyklerne og retur til Århus.

Jeg ved ikke, hvordan vi bar os ad, men det lykkedes os at blive væk fra hinanden, så jeg kørte de sidste små 20 km tilbage til Brabrand Sø alene. Gik godt og grundigt kold og måtte kæmpe lidt den sidste halve time. Nåede tilbage kort tid efter, at det var blevet mørkt. Var ude i lidt over 11 timer og fik ca. 10 timers effektiv og fed træning i bogen.

Fik fyldt cola, pizza og pasta i maven og rullede god smadret tilbage til København.