FarOut Multisport

31. august - 1. september 2007

 

Disciplin
Team Oure
Team Classic Poker
Team Coastzone
Samlet tid
Forspring
O-løb + klatring
02:18
02:18
02:28
02:18
00:00
MTBO 1
02:39
02:32
03:05
04:57
-00:07
MTBO 2
00:43
00:38
00:45
05:40
-00:12
Kajak
02:50
03:08
02:59
08:30
00:06
Skifte
00:10
00:10
00:10
08:40
00:06
Bike'n'Run
01:25
01:32
01:32
10:05
00:13
MTBO 3
03:21
03:24
04:23
13:26
00:16
Bueskydning+løb
00:44
00:53
01:17
14:10
00:25
WW kajak + MTBO 4
01:07
01:10
01:21
15:17
00:28
Samlet tid
15:17
15:45
18:00
   

 

FarOut Multisport var det første længere adventure race, jeg kørte i Sverige. Jeg var med som 'lejesoldat' for Team Oure og kørte sammen med Karina og Jacob Lai. Et fedt løb med masser af udfordringer.

Starten på løbet gik kl. 21.30. Vi havde regnet med ca. 2,5 times transport fra København, men da det rent faktisk tog mere end 3 timer, bl.a. fordi vi ikke kunne finde startstedet og fordi Nørrebro var fyldt med motocyker, ankom vi først 35 minutter før start. Efter en meget hektisk pakning havde vi et par rygsække klar, og så måtte vi bare stole på, at vi erfaringsmæssgt havde fået pakket alle de ting, vi skulle bruge.

1. disciplin (o-løb): Løbet startede med ca. 12 km natorientering i skoven nordvest for Svängsta. Der blev lagt ud i højt tempo fra specielt Coast Zone (CZ) og Classic Poker (CP). Vores plan var at holde os til CZ, men også at havde så meget styr på orienteringen, at vi ikke røg med ud i eventuelle bom. Starten blev meget hektisk pga. højt tempo og fordi flere poster var placeret i klippeskrænten og stenbrud, hvor der blev kæmpet om pladsen. De første 4-5 poster var rent udskilningsløb. Vi mistede kontakt til CZ og CP et par gange, da alle tre hold småbommede. Langsomt tyndede det dog ud i de øvrige hold, og fra omkring post 7 lå vi alene sammen med CZ med CP et par minutter foran. Vi skiftedes til at tage føringer sammen med CZ på de næste mange poster, indtil vi kom til et længere stræk gennem en våd og tæt granskov. Vi mistede kontakt til CZ og det lykkedes mig et løbe i cirkel. Forbandede mig selv godt og grundigt da vi kom ud, og kunne se den samme elmast igen efter 5-10 minutters kamp i granskoven. Tog mig sammen og fik fundet de sidste par poster. Senere viste det sig, at CZ havde bommet om muligt endnu mere, så vi faktisk satte dem af med ca. 10 minutter. På vej fra sidste post til mål indhentede vi CP. Begge hold forsøgte at bluffe hinanden, med at vi fortsat ledte efter sidste posten, mens det gik tværs gennem en dyb mose på vej til mål. En noget komisk situation. Tilbage i mål som hurtigste hold sammen med CP efter lidt mere end 2 timers natløb.

2. disciplin (klatring): Efter løbet fulgte lidt 'horisontal' klatring på en klatrevæg. Alle fra holdet skulle igennem og der var strafrunder for at falde ned. Jacob nuppede et par strafture, mens Karina og jeg kom igennem på første forsøg. For mit vedkommende holdt det dog hårdt og der var ikke mange kræfter i armene til sidst.

3. disciplin (MTBO 1): Vi skulle nu ud på løbets første MTBO stræk og fik hurtigt tegnet posterne ind på 1:50.000 kortet. Vi havde alle planlagt at gemme noget tørt tøj til overnatningen, men da vi var gennemblødte efter o-løbet, kom meget i brug allerede nu. Første post gik uden problemer, men allerede på post 2 måtte vi slæbe cyklerne op ad en skrænt og køre/løbe ad stort set ikke eksisterende stier. På det tidspunkt havde vi kørt mindre end 5% af ruten. Det tegnede til en lang nat! På post 3 smed vi 5 minutter, da jeg overså en sti (og her betød sti noget, der ikke var meget større end et mudret hjulspor). Jeg forsøgte at tage defensive udenoms vejvalg, men på flere stræk var det ikke muligt. Post 4 blev taget efter et par minutters bom. Vi var dog ikke de eneste, der havde problemer, for vi klippede posten samtidig med CP. Videre ad singletrack til 5'eren. Jeg løb tør for lys, og mens vi skiftede lampen kørte CP fra os. De kørte dog direkte ud i et 15 minutters bom ;0) Post 6 blev fundet uden problemer, mens 7'eren gav større problemer. Den lå ved en klippeskrænt med 100 meter til nærmeste sti - dvs. noget der lignede en sti, for signaturen på kortet så ikke helt 'sti-agtig' ud. Jeg besluttede, at vi skulle køre langt udenom og tage posten bagfra. Vi ville forsøge at følge 'stien' så langt vi kunne, og ellers efterlade cyklerne. Vi fandt ikke vores 'sti' men fandt en rigtig sti, der løb parallelt med den. Da stien sluttede smed vi cyklere og løb gennem terrænet. Vi fandt nu et stort stendige, som åbenbart var det, der var tegnet som 'sti' på kortet. Fint nok, nu skulle vi bare følge stendiget ca. 600 meter ind til posten. Finorientering om natten efter et 1:50.000 kort er dog ikke helt nemt, så 300 meter før posten forvekslede jeg to høje og fik os ud og rode rundt efter posten i et fældet område. Efter 15 minutters tågen rundt, hvor jeg ikke havde det helt store styr på, hvor vi var, fandt vi endelig en skrænt og kunne læse os ind. Kort efter var vi fremme ved posten, og hvad der viste sig at være det tvungne overnatningssted. CP havde været lidt heldige end os, og var ankommet 12 minutter før os. CZ dukkede knap 40 minutter senere, men havde vist måttet skifte bagskifter undervejs. Vi fik lidt mad, fandt et sted med nogle blade under klipperne, rullede os ind i overlevelsestæpper og affaldssække, og lagde os til at sove. Søvn blev det dog ikke til det helt store af - vi lå blot os frøs og ventede på at vi skulle afsted. Efter 2,5 meget kolde timer kunne vi stå op, tage våde løbesko på og drage afsted. På det tidspunkt var der ankommet i alt 5 hold til overnatningen!

4. disciplin: (MTBO 2): Vi løb tilbage til cyklerne (hvilket nu kun tog ca. 10 minutter, da vi kendte vejen), og kørte mod post 8. Den direkte vej blev dog blokeret af en morgengal bonde, der truede med at sende hunden efter os. Dette sendte os ud på en 5-10 minutters omvej. Strækket 8-9 gik problemfrit ad store stier.

5. disciplin (havkajak): Ved post 9 skiftede vi cyklerne ud med havkajakker. Fem poster i valgfri rækkefølge på øerne i skærgården - en tur på ca. 15 km. Solen var lige stået op og det var stort set skyfrit og vindstille. Fedt! Vi startede ud ca. 10 min efter CP, men kunne se dem på vej til første post. Herefter valgte de en anden (og langsomme) rækkefølge end os. Vi sejlede ud på øen længst borte, løb ca. 1 km ind til posten, der lå på øens højeste punkt, og hvorfra der var en fed udsigt over hele skærgården. Herefter sejlede vi ind mod lang og fulgte kysten tilbage til start. Super fedt at sejle på stort set blikstille vand i læ af kysten. Vi passerede CP og CZ, der begge sejlede den anden vej rundt, på vejen. Tilbage på land var vi første hold, ca. 5 minutter foran CP. Faktisk sejlede vi også ca. 10 minutter hurtigere end CZ - hvilket nok igen primært skyldes vejvalget.

6. disciplin: (Bike'n'Run): Næste disciplin var 12 km Bike'n'Run. Karina var stærkt løbene og fik lange løbestræk specielt på de mindre skovstier. Både Jacob og jeg var lidt halvvisne, men fik kæmpet os igennem vores løbestræk. Forfølgerne må også have været lidt trætte, for mellemtiderne viste bagefter, at vi øgede forspringet med 7 minutter.

7. disciplin (MTBO 3): Tilbage på cyklerne. Post 10 blev nuppet uden problemer, mens 11'eren var værre. Det første stykke over til posten gik fint ad fede stier oppe på blanke klipper, men 200 meter før posten skulle vi ned ad en lille sti. Vi fandt en sti/spor, men det forsvandt stort set efter 100 meter. Jeg tog en hurtig beslutning om, at vi skulle forsøge at tage posten fra en anden retning. Vi kørte rundt ad nogle små spor, der ikke passede specielt godt med kortet. Et af sporene endte blindt nede ved søkanten. Efter en del irritation og forbanding af kortet valgte jeg at smide cyklen og løbe langs søkanten hen til en lille vig, hvor posten skulle stå - og hvor den faktisk stod. Der var ikke skyggen af en sti, men tilgengæld fyldt med skov. Eneste bonus var, at langt størstedelen af de andre hold bommede væsentligt mere end os! Specielt må CZ have tabt meget tid. På strækket 11-12 havde jeg lært lektien. Vi kørte laaaang udenom og fik posten uden problemer. Post 13, der var blevet fjernet, 14 og 15 bød endelig på lidt asfalt og grusvej. Benene var dog ved at være lidt stegte, og selv på de større stier og veje, var der hele tiden masser af små bakker, der trak søm om.

8. disciplin: (Rapelling): Ved post 14 skulle ved lave rapelling ned ad en 15-20 meter høj klippeskrænt og ned i et vandløb. Og som en lille bonus, så skulle cyklerne med. På med klatreseler og påmontering af cyklerne. Med en del skrammer på cyklerne og hænder kom alle ned. Ikke specielt elegant, men det var sgu meget sjovt at hænge i et reb med 10 meters frit faldog en 10 kg MTB på ryggen!

9. disciplin (MTBO): Videre på MTB. Halvvejs til 16 opdagede Karina, at hendes dæk var halvfladt. Vi satsede på at kunne hold den kørende ved at pumpe det løbende. Kom endelig ud på noget rigtig fed single track MTB og ikke bare mudder, mudder, mudder som meget af det andet. Post 17 stod for enden af en sti. Vi havde nu to muligheder. Løb 250 meter gennem terrænet til en lille sti og kør 600 meter ad den til en grusvej eller kør 500 meter udenom på større grusveje. Vi valgte (fejlagtigt!!!!) turen gennem terrænet. Løbeturen var ok, men den lille sti viste sig at være elendig, overgroet og uegnet til cykling. Det tog en evighed, inden vi endelig kom ud på noget større vej. Fik dog lappet karinas cykel undervejs. Brugte over 3 timer på MTBO 3, rapelling og MTBO 4, så ikke mærkeligt at vi var ved at være lidt halvtrætte.

10. disciplin (Bueskydning + løb): Ved post 18 stod der bueskydning på programmet. Jeg ved ikke, om vi var elendige, eller om det var buerne (jeg hælder mest til det sidste), for bortset fra en enkelt pil i udkanten af skiven ramte vi intet. Dette gav os tre strafrunder på ca. 1,5 km pr. stk.. Jeg var helt færdig, men Jacob og Karina havde heldigvis lidt overskud endnu. Og på den positive side fik de andre hold ligeså mange strafrunder som os, og da vi mødte CP på en af runderne, så de mindst lige så trætte ud som os.

11. disciplin: (White water kajak): Vi troede nu, at blot skulle cykle i mål, men allerede på næste post var der aktivitet igen. Alle på holdet skulle sejle en 200 meter foss-strækning ned ad Mörumsåen og røre to ud af tre flasker placeret i elven undervejs - ellers stod den på strafrunde. Karina lagde ud og ofrede sig for holdet ved at vælte ved anden flaske - men hun fik den! Jeg kom igennem efter en lille bonusrunde ved første flaske, men Jacob ligeledes ofrede sig for holdet ved at vælte ved første flaske for derefter at vade/svømme ned til anden flaske. Vi kunne nu endelig trille de sidste par km i mål - hvor der var udendørs spabad og varm mad! CP dukkede op en halv time senere mens CZ var mere end 2,5 time efter.

Et fedt løb med masser af udfordring og svær orientering.