Thy til lands, til vands og i luften

august 2006

Jeg havde hørt en masse positiv omtale af løbet og var derfor meget opsat på at køre det. Da der samtidig var VM i orienteringsløb i Silkeborg, hvor jeg var tilskuer et par dage, og da 'de gamle' bor 80 km fra Thy, så var det helt oplagt at komme af sted. Der var de sædvanlige problemer med at få sammensat et hold, bl.a. pga. af VM i o-løb og en forstuvet fod. I den sidste ende lykkedes det mig at komme med på Fjällrävens hold (Søren Strunge og Morten Kusk). Vi lånte desuden Maria Treschow fra Fusion.dk. Vi havde således et rigtigt stærkt mix-hold. Målsætning var at køre stærkt og havde det sjovt - en opskrift der også plejer at give en god placering.

 


Fredag aften

Vi startede med et stjerneløb med udgangspunkt i Svankjær. Første 'ben' i stjernen var bestemt på forhånd og vi havde fået tildelt 'lego-opgaven'. Der skulle konstrueres en lego-figur. Klodserne lå i spande i Hvidbjerg Å. For at komme hurtigt igennem så røg vi alle en tur i åen og var således gennemblødte allerede efter 5 minutters race. Heldigvis stod den på sol og et par og 20 grader, så vi blev hurtigt tørre. På vej mod posten strøg Team Anneberg forbi i højt tempo - det lød et brag - punktering - pis - men det var heldigvis Anneberg, der fik den og ikke os. Vi takker ;0)
Andet ben på stjerneløbet var kommandokravl i reb over Hvidbjerg Å. Det vil være synd at sige, at vores hold rendte rundt med Thy's største armmuskler, men over kom vi da, med trætte arme og et par små brændvabler på benene.
Videre til tredje ben som var lerdueskydning. Kusk og Strunge holdt et højt tempo op til skydebanen, mens jeg følte mig lidt halvvissen. Det var sgu lidt tidligt i løbet … Kusk og Maria nakkede en due hver, Strunge flåede to styk ned, mens jeg missede alle tre. Resultat to styk strafrunder, som hurtigt var overstået.
Femte 'ben' var en afmærket løberute på 4,4 km. Jeg havde det største overskud på løbedistancerne og lagde mig forrest for at kunne rette eventuelle fejl, hvis vi løb forkert. Ruten var dog fint afmærket og vi kom hurtigt igennem.
Sidste 'ben' var MTBO. Strunge, hjemvendt fra MTBO VM et par uger før, blev smidt i teten med kortet, mens jeg styrede klippekortet. Kusk sørgede for, at Maria kom godt med rundt.
Efter slyngerne var det tid til den afsluttende etape. Vi fik at vide, at vi kun var et par minutter efter herreholdet fra Fusion.dk og lå side om side med to andre herrehold, hvilket gav et boost til moralen. En kort cykelstrækning til Ovesø, hvor kanoerne ventede. De skulle dog kun anvendes til et par 100 meter, så stod den på løb over græsmarker, mosen og åer. Halvvejs ventede et lille o-løb på et håndtegnet kort. Vi startede samtidig med de to herrehold, men var ikke i stand til at rykke fri. På vej tilbage mod kanoerne skulle vi igen passere en å, et sted hvor der ligeledes løb et elhegn. Vi kom forbi stort set uden berøring, mens andre hold ikke var så heldige. Elhegn og gennemblødt tøj mens man står i et vandløb er ikke nogen god kombination ;0)
På vej tilbage mod mål skulle vi forbi et enkelt checkpoint. Strunge styrede som altid kortet og via et snedigt vejvalg, så lykkedes det os at vinde en enkelt placering. Vi passerede desuden Fusion.dk i modløb og kunne se, at vi kun var 5 minutter efter. Kom i mål som nummer to. En god 'prolog'. Der blev kørt stærkt, der var en god stemning på holdet og vi følte os ret friske.

Tilbage ved teltene stod den på et hurtigt bad inden Kusk og Strunge diskede op med pastasalat og kakaomælk. Perfekt!

 

 


Lørdag

Anden del af løbet havde udgangspunkt i Snedsted. Herfra kørte vi små 10 km til Stenbjerg Plantage, hvor der igen ventede et stjerneløb, denne gang med fire ben.

Første ben foregik i en nærliggende grusgrav, hvor en deltager skulle fires ned, fylde en spand med vand og hives op igen. Maria røg i klatreselen og blev firet op og ned en 7-8 gange. Herefter tilbage mod stjerneposten.

Andet ben bød på kano. Indbydelsen havde angivet, at vi skulle gennemføre 10-12 km kano. Med størrelsen af vores overarme in mente håbede vi, at det dette var en overdrivelse, men det var det vist ikke. Ved start fik vi udleveret et kort med to poster. Ved hver post ville vi så få oplyst yderligere to andre poster. Strunge og jeg snuppede den lette aluminiumskano og padlede af sted mod det fjerneste CP, mens Kusk og Maria padlede til det nærmeste CP i 'badekarret'. Strunge og undertegnede nåede vores CP med noget trætte arme. Her fik vi angivet to nye poster, der begge lå på vej tilbage mod startpunktet. Glimrende. På vej tilbage så vi et andet hold på vej mod den modsatte side af søen. Hey tænkte vi, dem følger vi efter, for de må være på vej mod et af Kusk og Marias CP's. Fidusen var god nok, men effekten gik lidt tabt, da Kusk og Maria kom padlende i samme øjeblik. Vi fordelte de nye CP's og padlede videre. Havde lidt problemer med at finde et enkelt CP - hvilket vi dog ikke var alene om. Vi kom tilbage efter 2 timer. Der var ikke mere krudt i armene, men de skulle heldigvis heller ikke anvendes mere i denne dag.

Tredje slynge bød på o-løb i Stenbjerg Plantage. Jeg røg i front med kortet. Kortet var 10 år gammelt men passede stadig udmærket. Banen var ikke specielt svær og havde desværre kun to poster ude i klitterne, så vi kunne ikke vinde så meget tid på at være gode til orientering. Temperaturen var kravlet over de 20 grader og vi blev godt straffet for ikke at have slæbt vand med rundt på banen, der tog 1 time og 15 minutter at komme igennem.

Sidste slynge var en ca. 4 km lang bike'n'run slynge. Vi holdt godt tempo, indtil vi blev ramt af en punktering. PIS. Så opdagede vi, at cykelpumpen sad på en af de cykler, som vi ikke havde taget med. DOBBELT PIS. Maria blev sendt af sted på den lækkende cykel, mens vi andre løb videre med kun en cykel. Maria nåede heldigvis helt tilbage og vi fik hurtigt lappet cyklen, men vi tabte dog over 10 minutter. Tilbage ved stjerneposten fik vi oplyst, at vi lå ca. 40 minutter efter Fusion.dk. SHIT, vi synes ellers det var gået ret godt.

Trætte og lidt nede over den tabte tid begav vi os nu ud på den afsluttende slynge. Først fulgte at par CP's på MTB op gennem klitplantagerne. Sikker navigering af Strunge som altid. Ved CP4 var der indlagt et par tekniske MTB-sløjfer på ca. 2x2 km på sandede småstier. Et sjovt afbræk fra grusstierne. Herefter videre på grusstier gennem skovene til CP9, hvor den stod på o-løb igen. Denne gang måtte vi dog dele holdet op i to. Jeg røg af sted med Kusk på en lang slynge, mens Strunge og Maria tog en kortere slynge. Vi huskede at få vand med denne gang, men temperaturen var nu kravlet over 25 grader, så det slap hurtigt op. Banen var ikke specielt svær, men kombinationen af korte tights og stenhårde grannåle er meget ubehagelig for trætte lårmuskler! Efter o-løber lød meddelelsen, at vi nu kun var ca. 30 minutter efter Fusion. Sådan, det gav lidt ekstra kræfter.

Videre til CP10, hvor den stod på klatring (fedt nok) og o-løb (igen ???). Jo, den var god nok, vi skulle løbe o-løb igen. Den havde vi ikke set komme … Klatringen var sjov. Alle fire mand racede hurtigt 25 meter op i et fyrretræ og blev firet ned. Videre til o-løbet der var ganske udspekuleret. 13 puslespilsbrikker over skoven hver med en post angivet. Vi fandt en smart måde at fordele posterne og vandt igen ind på Fusion. Strunge blev min redningsmand, da han ofrede sig og tog min sidste sløjfe ud i skoven. TAK!

Vi kunne nu se en ende på løbet. Fuld knald på cyklerne (rygvind og asfalt) ned mod Vildsund og sidste bemandede CP. Ud i motorbåd og af sted mod Mors, Kusk blødende fra en flænge i hovedet ("Vi lapper den, når vi kommer i mål"). 50 meter fra kysten blev vi smidt af. Vi svømmede i land, til nogen overraskende for strandgæsterne, og løb tilbage over broen til Thy. Strunge underholdt det meste af havnen, da han kølede skravesår ved at stikke en vandslange ned i bukserne. 6 km tilbage. Fuld skrald på cyklerne og i mål i Bedsted efter 10 timer og 4 minutter. 21 minutter efter Fusion men over en time foran næste hold. Stemningen i top!

 

 


 

Thy LVL var et super, super arrangement og klart blandt de bedste løb, jeg har kørt. Stor ros for positive hjælpere, opfindsomhed med discipliner, gode kort, velmarkerede poster og ruter. Jeg står med stor sikkerhed på startstregen igen næste år.